SKA VI HA EN SPORT-TOO-KAMPAGNE?
”Vi har alle oplevet dem. De trænere og ledere, der hundser og herser med sportsfolk i alle aldre. Som skælder og smælder, som håner og latterliggør, som kræver og forlanger. Fordi de tror, det er vejen til fremgang og bedre resultater.”
I ’sportsblik’ i Politiken den 10. marts kunne man læse en kommentar under overskriften: ”Stop hån, spot og mistrivsel, smid bølletrænerne på porten”. Opråbet var skrevet af en af dansk sportsjournalistiks grand old men, journalist Rasmus Bech fra Politiken.
Det er nedbrydende at blive kaldt ’fede svin’
Det er en helt central problematik, Rasmus Bech sætter på dagsordenen. Det handler om, hvordan der bliver talt/råbt til børn ude i den danske sportsverden. Hvordan vi kommunikerer med hinanden, er jo en stærk kraft, der påvirker os helt ned i de dybe rødder. Selv som voksne er det rigtig ubehageligt, hvis nogen taler grimt til os – eller endda råber.
For børn er det endnu voldsommere. Senest hørte vi i ’svømmesagen’ i DR’s dokumentar ’Svømmestjerner – under overfladen’, hvordan trænere eksempelvis kaldte en svømmer for ”fede svin”, og hvordan det sprog var med til at nedbryde. Dokumentaren kom med flere skræmmende og tankevækkende case-historier.
En stor russisk bjørn som en væmmelig rollemodel
I mit freelance job som EVS-operatør (hvor jeg sidder og afvikler slowmotion sekvenser i en tv-produktionsvogn fra live begivenheder), har jeg været med til at producere rigtig mange internationale håndboldkampe fra blandt andet OL og VM. I den forbindelse har jeg været helt tæt på den legendariske russiske træner, Jevgenij Trefilov. Ofte har vi siddet i vognen og faktisk grint og moret os over, hvor ekstrem, han har været, når han har råbt og skreget med fråde om munden og har overfaldet spillerne – ikke bare verbalt. Han har også slået og skubbet til dem.
Men da jeg en dag under et OL brugte min fridag til at sætte mig ind i hallen for at se lidt live action, var det Rusland, der spillede. Så blev oplevelsen til noget helt andet. Det var så fysisk og psykisk voldsomt at være vidne til, hvordan Trefilov nedgjorde spillerne, at jeg måtte forlade hallen.
Hvilke grænser for sproget er der i sporten
Det startede mine spekulationer. Hvorfor er det, at vi tillader, at folk kommunikerer så grimt til hinanden, fordi det er i en sportskontekst?! Er der ikke nogen grænser? Burde der ikke være det? Både af hensyn til de spillerne, der står midt i det. Men også af hensyn til den adfærd, vi indirekte præsenterer for vores børn som ok og accepteret?
Sporten er selvfølgelig et særligt sted, hvor vi netop får lov at give los og lade vores følelser og temperament få frit spil. Det er jo befriende og fedt og en stor del af charmen ved sportens livsbekræftende energi.
Men hvor langt gælder ’de frie spilleregler’? Hvor meget må vi sige og gøre? Og hvornår? Er det ok i kamp? Eller måske kun i nogle særlige og betydningsfulde? Eller er det også ok til træning? Eller i omklædningsrummet eller i klubhuset? Hvor går grænserne?
Alle andre steder er forældrene på barrikaderne
Hvis der bliver talt grimt til børnene i skolen eller i institutionen, så skal der nok være nogle voksne ansvarlige, der kommer efter pædagogen eller læreren. Men skulle vi også blive klar til at gå på barrikaderne og protestere, når trænerne taler nedgørende eller råber grimt på sidelinjen?
Der er meget fokus på trivsel i disse dage. Og skal man arbejde målrettet med trivsel, så er det en helt afgørende grundsubstans af trivselspakken, ’hvordan vi snakker til hinanden’. Så det er oplagt at ’go with the trivsel-flow’ og sætte ind her.
For når kommunikationen og relationen er positiv og opbyggelig, så kan ordene være med til at flytte bjerge og bygge højt, højt op. Men ligeså dybe, sorte huller kan der blive gravet i de små sjæle, når der bliver skreget grimme ord ind i smasken – lige ind i selvtilliden og selvværdet.
Skal sporten have sin egen Me Too-kampagne
I dag er vi oversvømmet med Me Too i den grad, at det på trods af de gode og relevante intentioner kan ende med at tangere til det absurde. Men måske er der noget i disse her bevægelser, som sporten kan bruge? Hvor vi kan begynde en kamp for at sige fra overfor adfærd, som vi helt principielt ikke vil acceptere eller stå inde for.
Måske er der brug for en SPORT-TOO-bevægelse, der sætter ind overfor, hvordan vi snakker/råber til hinanden i sportens arenaer – og hvor vi særligt sætter på dagsordenen, hvordan trænerne kommunikerer med vores børn i sportstøj?
Talenternes Talerør vil gerne pippe op her og foreslå, at vi laver en SPORT-TOO-kampagne, der starter her og nu.
- Forslaget lyder på nul tolerance overfor, at der bliver talt grimt og nedbrydende til børn og unge i sporten.
De unge – der er ufærdige og under sårbar opbygning – kan ikke svare for sig selv. Vi voksne på sidelinjen må lytte grundigt efter og have sanserne alert. Opgaven lyder på: Mærk efter – hvordan lyder råbene inde i vores børn?
Nul tolerance overfor nedbrydende udfald
Ja, det er ok at have temperament, være dybt engageret og komme med udfald. Men når der skal kritiseres, kommenteres og stilles krav, så skal det stadig være i en ordentlig og opbyggelig tone. Så det må man få sagt og kommunikeret retur til trænerne i en ordentlig og opbyggelig tone.
Sport er ikke en øde ø eller et isoleret univers. Det er en intens byggeplads for små mennesker. Så SPORT-TOO skal gøre sig umage og stille krav til, at alle deltagerne også gør det.
Talenternes Talerør – der hyler med de unges stemme – har lyst til at skrige: ”At nu må vi alle sgu’ for fanden snakke ordentligt!” Men nej, vi skal få altså få sagt på den rigtige måde: ”Vil I være søde og snakke ordentligt og sige tingene på en pæn måde, tak!”
