Det farlige spørgsmål

Vil du det her?

“Caroline,” he’ll say, “I can do whatever you need from me to help you get better at tennis (….)

But I have to know, for certain, that’s what you want. You have to be sure (…) “Is this what you want? Do you love tennis? Do you truly love it?”

En dag stødte jeg under min research på et rigtig spændende og specielt indlæg fra Players Tribune, der er et site, hvor sportsstjerner blandt andet skriver breve til dem selv: ”Letter to my younger self”. Det var Caroline Wozniaki, der havde skrevet til sig selv som 11-årig. Hun starter brevet sådan her:

“Let me just start off by saying, Dad was right.”

Og så fortæller hun om faren, der guider hende til at spille tennis i stedet for fodbold, og efter hun så viser sit kæmpe talent, sker der dette helt afgørende:

“After Dad sees you win match after match against older kids without breaking a sweat, he will sit you down and tell you something you’ll never forget. Then he’ll ask you a very important question…”

Ja, så stiller han netop spørgsmålet, som står her øverst på siden. Det helt store og måske livsafgørende spørgsmål:

”Vil du det her?”

Det spørgsmål – og ikke mindst det helt afgørende ”ja!” – er en stor del af rigtig mange sportsstjernes historie.  Og for dem, der lykkedes og får udlevet alle de mere eller mindre udtalte drømme, er det en fin og stærk historie.

Men det er et meget farligt spørgsmål.

For tænk på alle de unge, hvor det ikke er blevet en succeshistorie, og hvor dette ”ja”, er blevet som et åg for dem, og hvor de er blevet stillet til ansvar for det og fået det holdt op: ”Du sagde selv, du ville det her!”

Kernen af problemet er, at børn netop ikke kan tage langsigtede strategiske beslutninger. Netop fordi de er børn. Deres hjerne er ikke udviklet til at kunne gennemskue større sammenhænge eller lave konsekvensanalyser. De har ikke livserfaring eller indsigt til at vide, hvad det er, de siger ja eller nej til.

Derfor er det et farligt spørgsmål.  

For dét et barn kan se og forstå er, hvis de ikke gør tingene ordentligt. Hvis de føler, de svigter de voksne og ikke ’holder ord’ og gør som lovet. Hvis han/hun pludselig ender et sted, og der er andet, de har lyst til. ller der er noget i denne livsstil, de ikke trives med, så kan det være rigtig svært at gå imod sit eget løfte og gå en anden vej.

Når de nu engang har sagt ”ja”!

At vælge sporten som et seriøst tilvalg som barn/ung er i forvejen en kæmpe beslutning, der har mange konsekvenser for dagligdagen og opvæksten. I dag betyder et valg af seriøs talentsport ofte et valg af en anden skole, måske en anden klub eller et andet sted at bo.

Derfor er det faktisk endnu vigtigere at åbne op for løbende at stille spørgsmålet:

”Er det stadig det her, du gerne vil?”

At give guidning og bruge sin voksenindsigt til at skitsere, hvilke forskellige veje, der hele tiden er at gå. Hvor der måske satses mere eller mindre, hvor der gives plads til at andre ting i hverdagen, eller hvor der holdes pauser og gives frirum.

Der burde følge en forpligtelse med som voksen og ansvarlig.

– At hvis man spørger sit barn: ”Om det er sporten, de virkelig vil, og dermed også vil dedikere det meste af dem selv og deres barndom/ungdom til?” – så har man også forpligtelsen til at følge op og skitsere, hvad det reelt set er for et valg? Hvilke konsekvenser har det på kort og langt sigt?

Den ansvarlige voksen skal være den livskloge og give børnene dét med. Hjælpe dem til løbende at tage valg – men også åbne plads til, at det første ”ja”, der blev givet som måske naiv 12-årig, ikke er et forpligtende valg.

Det er et løbende valg.

Så når barnet dedikerer sig og siger: ”At jeg gerne vil!”, så er fremtidens vej helt åben. Det er ’no go’, hvis de voksne tager børnene som gidsel, fordi barnet selv har sagt, at han/hun gerne vil det her.

For et barn vil aldrig ane, hvad det er, han/hun siger ja til.

https://www.theplayerstribune.com/articles/caroline-wozniacki-wta-tennis-letter-to-my-younger-self


https://www.theplayerstribune.com/articles/caroline-wozniacki-wta-tennis-letter-to-my-younger-self

Forfatter: Lise Kissmeyer

Der er noget med mig og sport. Vi har hængt sammen hele livet. Jeg er vokset op med bolde, sved og shorts. Jeg har studeret idræt, lavet børnesport på TV, skrevet børnebøger om sport, rapporter om sportstemaer, lavet sportsportrætbøger, skrevet artikler og produceret sports-tv mm. - og så er jeg endt med mit eget firma SPORTSFORMIDLING, hvor mit hjerte banker for at sport skal blive ved med at være en fantastisk verden for alle potentielle sportsbørn! For jeg synes, det er vigtigt, og at der er brug for det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *