Den livsfarlige succes

Alle ønsker den – og mange arbejder stenhårdt for at få den.

Successen!

Men der er nok ikke mange, der tænker over, hvor farlig den kan være.

Jeg har gennem et stykke tid arbejdet med et projekt, jeg kalder SPORTENS SÅRBARE SIDER. Det handler om de følsomme mentale problemer, der jo er alle steder – også i elitesporten.

Selvom der nok hos mange er en underliggende og ubevidst tro på, at folk der kaster sig ind i at konkurrere og udstille sig på højeste plan, er nogle fandens stærke overmennesker, der med vilje og ambitioner kører på og ikke er til at slå ud.

Der er så mange unge i dag, der drømmer om bare at blive berømte. Fordi de tror, at så er lykken gjort, og så ’er de noget’. Men de sku’ bare vide, kan jeg ikke lade være med at tænke. Måske er der ikke noget værre eller farligere end få succes?!

For der er jo en anden historie. Når man ser hvor mange store stjerner fra musikken, filmen, kunsten, politikken mm.

– der har rigtig svært ved at balancere sig selv i det stærke søgelys i en intens verden, hvor alt, hvad de siger og gør, bliver vurderet og enten hyldet eller kritiseret, og hvor de ofte må thy til alkohol eller stoffer for at finde ro –

… så er det ikke en overraskelse, at det også er svært for eliteidrætsfolk. Det gælder også for de helt unge. I dag er det jo ikke bare folk i klubben og konkurrenterne ude til stævnerne, der vurderer dig og vender tommelfingeren op eller ned efter dagens præstation. Alle er eksponeret via de sociale medier, så det er vitterlig hele verden, der kan kommentere på en stor sejr eller et sviende nederlag. Hvordan går du glad til bageren næste morgen, når du lige har brændt det afgørende straffe i sidste minut i kampen går?

Store satsninger mærkes ’stort’

Hvis vi ser på elite- og konkurrencesporten i det lys, så kan vi godt forstå, at det kan være en farlig og langt fra uskyldig leg, at satse sig selv, sit selvværd og sin identitet ude i sportens ’nådesløse univers’.

Så når man i dag taler mere og mere om mental sundhed i sporten, så handler det om et simpelt livsregnskab. Når du putter meget ind og investerer dig selv – så har du både chancen for at score store og ekstatiske succesoplevelser. Men der er også en risiko for at få nogle eksistentielle nederlag – kombineret med det ongoing forventningspres, der bliver en vedholdende følgesvend fra både andre – men ikke mindst dig selv – når du først er trådt indenfor i sportens lotterispil.

Kender du til Sportens Sårbare Sider?

Jeg er spændt på at arbejde videre med mit projekt SPORTENS SÅRBARE SIDER og blive klogere på, hvad det er for mekanismer, der er i gang? Hvad det er for en sårbarhed, der reelt set viser sig hos unge atleter. Hvor stor er den? Hvordan materialiserer den sig? Og hvordan bliver den håndteret?

Hvis du har tanker eller oplevelser, som du gerne vil dele, så tøv ikke med at kontakte mig.

Efter OL i Tokyo, hvor jeg var ovre for at producere håndboldturneringen, og sad meget af tiden i isolation på mit frimærke af et hotelværelse og fulgte transmissionerne, skrev jeg nedenstående artikel om STJERNERNES SÅRBARHED. Også inspireret af en meget stærk dokumentar lavet af den legendariske amerikanske svømmestjerne, Michael Phelps.

Artiklen om de farlige OL-medaljer har ligget i skrivebordsskuffen lige siden, men som start på mit projekt, kommer den her på bloggen i et selvstændigt opslag – men du kan også læse den herunder.

God læselyst…

—–

De livsfarlige OL-medaljer

Tårerne flød i Tokyo. Sprang frem og piskede ud. Fossede ud af øjne og sind. Blandede sig op med jubel og sorg, Fortalte deres helt egen historie. Dramaets faste ingrediens.

Det er tårerne, der gør OL så specielt. Og det var som om, at der var ekstra mange af dem denne gang i Tokyo. Måske fordi alle atleterne havde gået et ekstra år med drømmene og usikkerheden. Nu skulle det hele leves ud. Eller bare fordi OL er noget helt specielt og et mål og en forløsning, der kan være knyttet til et par millimeter eller millisekunders tikken?

Når du har gennemlevet et OL foran tv-skærmen, er du i hvert fald ikke i tvivl. Der er så meget på spil. Men alligevel ser vi slet ikke det hele, eller har hele historien med.

Den ultimative satsning

Egentlig skulle det være lykke, idyl og alt godt, når det går godt. Hvis du rejser hjem med en OL-guldmedalje, så kan du ikke ønske mere. Men jo. Det er måske først her, at problemerne starter. For at arbejde dedikeret og målrettet mod denne ene begivenhed, at planlægge og disciplinere, drømme og håbe, kaste alt ind og sætte fra land. Det giver alt sammen mening og retning. Der er hundreder ting at stå op til hver dag. Der er fuldt program i den indre programmering og ikke plads til tvivl eller svinkeærinder. Det er dét!

Men der er en anden fortælling bag tårerne. For f…, hvilken vild livssatsning. Som at kaste sig ud fra timetervippen ned i et tomt bassin. Det er lige før, man kan sige, at det er den farligste mission for din krop og sjæl, som du kan vælge. Og faktisk værst, hvis det går rigtig godt.

Den største af dem alle står frem

Den olympiske stjerne over dem alle, Michael Phelps, svømmeren med det største bundt medaljer i historien, har lavet en øjenåbnende dokumentar. Den bygger på hans egne sorte erfaringer, som alle OL-guldmedaljerne slet ikke har kunnet afhjælpe.

Dokumentaren The Weight of Gold (HBO USA) handler om de mange olympiske mestre, der får medaljerne lige i nakken og sejrens sus som et væltet træ i nakken. Dokumentaren fortæller om nedturen og tomheden, og den egentlig ret logiske konsekvens, at når du har satset dit liv på én ting – og det er en olympiske medalje – og du har trænet og levet med den drøm foran snuden, så er det som at træde ud i et sort hul, når guldmedaljen er blevet hængt på knagen, og hverdagen åbenbarer sig. Når der ikke er flere jubel-receptioner at gå til. Ikke længere noget at stå op til.

Når vi ser alle de trillende tårer til OL, så ser vi samtidig så mange sportssjæle, der har sat så mange brikker på OL-spillepladen. Det er livet, det er hverdagen, det er meningen – og det er ikke mindst identiteten.

“After the Olympics it was an incredible crash. I was so lost. I didn’t know what to do? We are Olympics athletes – but no more than that. Others will say that others have bigger problems than you. But it is your life – what defines you.“

Når en stjerne dør ud

Det er lige før, at man kan sige, at det er en livsfarlig mission, man kaster sig ud i som elitesportsmand, når man lever og ånder for den der guldmedalje. For tænk nu hvis man ender med at vinde den? Hvad er så det næste? Eller tænk hvis man ikke lykkes på den sidste meter. Aldrig når i mål. Tænk, hvis det slutter en dag…

Det sidste er det eneste, der er helt sikkert. En dag er OL-drømmen historie. Og det er nemt at glemme at kigge frem til det punkt, for vi mennesker er bedst til at være i det, vi gør. Det er både praktisk og mentalt så svært og diffust at se fremad og danne sig et klart billede af, hvordan livet ser ud ’bagefter’.

Om det er glædestårer eller skuffelsens dråber, der løber ned ad kinderne, så er situationen lige meget på spidsen. Dit guld-liv balancerer på en knivsæg. Der skal meget lidt til, for at det vælter for dig.

Michael Phelps har selv været der, og hans ’sportsstjerne-kolleger’, der medvirker i dokumentaren, har også været der. De er blevet ramt af den tomhed, der er lige så stor som drømmen var på den anden side.

Store drømme giver store følelser

Livets enkle regnestykke på den store vægt. Store drømme og håb – bliver til en kæmpe tomhed og nedtur. Og så er det, at det bliver så ubærligt, at sportsstjernerne giver op på den nye udfordring med at finde mening i et liv uden OL-glimmer i forruden.

Det er et uhyrligt antal OL-medaljevindere, der har forsøgt at tage deres eget liv. Michael Phelps er på mange parametre og medaljelister den mest succesrige sportsmand nogensinde – men det hjalp ham ikke. Han orkede ikke denne udfordring at fortsætte med at leve. Heldigvis lykkedes det ham ikke at tage sit eget liv, og han virker til at have fundet sit fodfæste i livet med familie og tre børn, og så har han altså også overskud til at lave denne stærke dokumentar.

The Weight of Gold tager dig med gennem mange forskellige atleters svære tanker og stunder, og de fortæller alle sammen en version af den samme historie.

Når du satser dit liv så ensidigt på et projekt, så er det en mega farlig leg, for hvis den medaljejagt er din identitet og retning, og hvis den fylder så meget, så er der ikke plads til andet. Så ved du ikke, hvad plan B er. Så er der ikke noget, der kan erstatte kampen eller en identitet med ny etikette. Du var din OL-drøm.

Ifølge dokumentaren, er det op mon 80 procent, der bliver ramt af ’the Olympic blues’, som nedturen/depressionen populært bliver kaldt i elitesporten.

Bekymrende OL-tårer

Jeg havde set The Weight of Gold kort før, jeg tog til OL i Tokyo. Ikke som deltager men for at tv-dække Legene. Måske var det fordi, jeg havde hørt Michael Phelps sætte ord på tomheden, og fordi en af dem, der stiller op og fortæller til kameraet, hvordan han har det, når at begå selvmord, inden programmet er færdigt.

Men det var som om, at alle de stærke billeder af de tårevædede atleter ramte mig lige ind i sjælen. Det var så overvældende, mens jeg sad der tæt på det hele på mit lille værelse i Tokyo. De synligt dråbeformede tegn på hele den kæmpestore portion indre følelser, som hver enkelt atlet havde samlet sammen og viste frem. Hele den indre slagmark.

Min bekymring for disse atleter – også de glade – bare voksede og voksede.  Det var så tydeligt, at der var investeret alt – og vitterlig alt! – i det her sportsprojekt. Alle de her nærbilleder af tårevæddede ansigter – helt tæt, så vi seere kunne se helt ind i den ramte sjæl.

Der kommer altid en ny stjerne

I dokumentaren åbner Michael Phelps vores øjne for, hvad der mere er i den cocktail af mentalt chok som en eks-olympisk atlet møder, når et overstået OL også er en overstået karriere. Det handler om det svære skift fra at være en af de unge stjerner, som pressen altid leder efter og feterer, når de kommer frem. Men efter nogle år og nogle OL, så skifter interessen, og så flytter opmærksomheden hen til den evigt-spændende jagt på nye stjerner. Og når du stopper, så opdager du, at der ikke sker noget. Det hele fortsætter bare. Du indser, at du ikke var noget specielt – du var bare et nummer i den endeløse række. Noget af et skift fra at være ’the one and only’.

Michael Phelps fortæller, at der ikke var nogen, der kunne hjælpe ham, da han kom hjem. Og efter hans depression fandt han ud af, at han ikke var den eneste, og hans opråb sidst i dokumentaren er klart og kontant.

“We must do something. This is important. It needs general support. You can’t ignore it. We will have to use time to make people understand and accept it. Not being ok is ok.”

Kampen for at vise svaghed

Måske er det allerede ved at ske. De Olympiske Leges måske største stjerne, gymnasten Simone Biles fra USA, krakelerede og viste sårbarheden. Som tennisstjernen Naomi Osaka også havde gjort før hende i år. De er stået frem og har åbnet op for den del af historien, der ikke er så glamourøs – men til gengæld super porøs.

Selv om man er den største og stærkeste stjerne, så har man også en sårbar sjæl. Både før, under og efter. Som vi så det, da Biles symbolsk mistede orienteringen i hendes spring på hest. Når det hele snurrer rundt, kan det være svært at holde balancen.

OL-tårerne væltede ind i vores stuer, og vi lod os endnu engang fascinere af OL’s stærke drama. I natur ekstra fascinerende underholdning sammenlignet med den ugentlige superliga. Netop fordi der er så mange følelser i spil, og så mange tårer til at vise det. Selvfølgelig kan vi ikke andet end at blive revet med. Det gør følelser jo ved os. De smitter. Men de har også en pris – og et budskab.

Som Michael Phelps siger det, så er første skridt at erkende: at det er ok ikke at være ok, og acceptere og respektere den hundrede procents menneskelige satsning, der ligger bag. Og agere og støtte derefter.

Forfatter: Lise Kissmeyer

Der er noget med mig og sport. Vi har hængt sammen hele livet. Jeg er vokset op med bolde, sved og shorts. Jeg har studeret idræt, lavet børnesport på TV, skrevet børnebøger om sport, rapporter om sportstemaer, lavet sportsportrætbøger, skrevet artikler og produceret sports-tv mm. - og så er jeg endt med mit eget firma SPORTSFORMIDLING, hvor mit hjerte banker for at sport skal blive ved med at være en fantastisk verden for alle potentielle sportsbørn! For jeg synes, det er vigtigt, og at der er brug for det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *