Eftertanker oven på Mikkel Hansen DR-dokumentar
We are like books.
Most people only see your cover,
The minority read only the introduction,
Many people believe the critics.
Few will know our content
(Emile Zola)
Jeg har lige set DR-dokumentar om Mikkel Hansen. Jeg synes, den var utrolig fin – og meget tankevækkende. Både fordi Mikkel Hansen er en af de største sportsfolk, vi har haft. Men mest af alt fordi, at den er lavet, fordi Mikkel Hansen gerne ville vise, hvem han er, hvad han står for, og hvad livet som verdensstjerne har givet ham. Han bryder samtidig med tabuet om at gå offentligt ud med mentale udfordringer.
En mediestrategi om at give mindst muligt
Hvis der har været nogen, der har kæmpet for at holde sig væk fra søgelysten, så er det Mikkel Hansen. Han fortalte selv om sin meget simple medie-strategi: ’At sørge for at sige så lidt som muligt – og så kedeligt som muligt!’ Og så har han forsøgt at komme hurtigst muligt væk igen fra de rullende kameraer, som hele tiden har haft ham i søgeren.
Men Mikkel Hansen stillede både op til denne dokumentar – og også til en flok børn i et program ’Om året, der er gået’. Meget sigende kom spørgsmålet fra en lille dreng til sidst i indslaget: ”Er det fedt at være kendt.”
Så kiggede Mikkel på ham og tog sig lidt tid og svarede: ”Der må jeg skuffe dig. Det er det ikke. Det gør blandt andet, at jeg ikke kan gå til håndbold med min søn.”
En markant udmelding til de søde børn, der er en del af en generation, hvor den store drøm for mange af dem er at blive kendt. Og det lige meget for hvad…
Andre danske stjerner har forsøgt at frede sig selv
Det er en slags fag-nørd-hobby for mig at se alle de dokumentarer af tidligere sportsstjerner, som jeg kan komme i nærheden af. Men jeg er så nysgerrig efter netop at afkode, hvordan de som mennesker har fundet deres vej gennem den eksponerede stjernetilværelse.
Der har især været en case, jeg kommer til at tænke på i denne sammenhæng. Et par danske sportsfolk i den ypperste klasse a la Mikkel Hansen – nemlig Laudrup-brødrene. De gjorde også begge alt, hvad de kunne, for at komme væk fra rampelyset. Brian flygtede endda så langt væk som Scotland for at find et miljø, hvor han også kunne være et udadfarende menneske, der ikke skulle gemme sig væk.
Laudrup kunne ikke se nogen ide i at give noget
Men Michael Laudrup rammede det hele sylespidst ind i et interview da han spillede i Spanien, En journalist, der tydeligvis var dybt frustreret over, at Laudrup brugte den samme ’ikke-sige-noget-interessant-taktik’ som Mikkel Hansen.
Journalisten sagde herefter til Laudrup, at han skal jo vide, at han er nødt til at spille med: ”… for vi er jo gensidigt afhængige af hinanden. Jeg har brug for at du siger noget, så jeg kan skrive min artikel. Og du har brug for mig.”
Hvortil Laudrup med vanlig kølig stil sagde: ”Jeg kan ikke se, hvad jeg skal bruge dig til.” Hvor efter han gik.
Talenter har ikke brug for at blive ekstra eksponeret
Hvis vi ser på denne ’offentlige-udstillingsvindue-problematik’ fra de unge talenters perspektiv, så er det superrelevant – også selvom det starter i en mindre skala for de unge. Men jo større talenter, der udnævnes i en yngre alder, des større bliver problematikken, for det er voldsomme kræfter for ens identitet både udadtil og indadtil. Det er det for alle. Men særligt for unge, der netop ikke har fundet deres fødder og deres billede af, hvem de er – specielt ikke udenfor sportsarenaen.
Det er jo sikkert ikke i ond mening, at både presse – og alle andre omkring markante talenter – har travlt med et udråbe de unge stjerneskud til noget helt stort og meget specielt. Det er ikke alle, der som Mikkel Hansen, kan finde deres vej i det, hvor de har fokus på at passe på sig selv. Det kan være utroligt spændende at lege med – som en Holger Rune ofte gør det og gladelig stiller op.
Børnestjerner er ekstra udsatte
I en anden meget tankevækkende dokumentar om tyske Boris Becker, der blev verdensstjerne som 16-årig – og som endte med nogle helt andre hårde kampe med sig selv og sit liv – gjorde det stort indtryk, da den australske tennisspiller Pat Cash stillede sig op og meget kontant sagde: ”At han havde endnu ikke oplevet nogen sportstalenter, der var kommet i verdens søgelys som helt unge, og som havde evnet at finde deres vej igennem det og var kommet ud som et helt menneske på den anden side.
Det er en risiko for ethvert talent, som man som træner, leder eller forældre eller andet bør tænke med, inden det hele stikker af.
Det magiske ved at se, hvem vi står overfor
En sidste lille perspektiverende bemærkning til at starte det nye år med… Jeg var engang til et foredrag, hvor skuespiller Niels Anders Thorn måtte springe til med meget kort varsel som afløser. Han stillede sig ganske uforberedt op og talte stærkt om det: ’At blive set som menneske’.
Han beskrev de der helt specielle møder – vi forhåbentlig alle får lov at opleve i vores liv – hvor et menneske ser os. Ser hvem vi er, og hvad vi indeholder. Fuldt og helt! Jeg havde aldrig tænkt over det i den store sammenhæng, men jeg har aldrig glemt det foredrag og den kropslige hukommelse af de gange, hvor det er sket for mig. De magiske møder.
Niels Anders Thorn understregede, hvor vigtigt det især er, når vi står med unge mennesker, at vi giver os tid og empati til virkelig at se dem. Så de ikke skal ud på den anden side af karrieren, før de i en TV-dokumentar kan prøve at forklare, hvem de egentlig er.
