Det gode først
Sport er stadig en fantastisk ’waste of time’ for et aktivt og konkurrencemindet lille, ungt væsen. Sporten kan noget, som andre fritidstilbud ikke kan. Her kan du blive udfordret og underholdt, og her kan du udvikle dig og mærke den stærke tilfredsstillelse ved at mærke, hvad du kan, og hvad der sker, når du sætter dig mål.
Det er den første og rareste pointe, jeg kan trække frem, efter jeg tog en snak med fire ret så forskellige kompetente folk med indblik i dagens sport – se tidligere blog-indlæg under SKAL VI VÆFRE BEKYMREDE.
De bekymrede eksempler
Men efter snakken kom der også nogle bekymrende tendenser på bordet. Som for eksempel:
”Når der er et stigende pres på, at sporten skal levere resultater og der er masser af penge og prestige blandet sammen med præstationerne, så kommer det til på den ene eller den anden måde at påvirke miljøerne hele vejen ned gennem systemerne.” Som sportschefen Laurence Halsted i Dansk Fægte-forbund udtrykker det.
”De store fællesskaber bliver udhulet, og miljøerne lukker sig om sig selv.” Tidligere Team Danmark direktør Michael Andersen trækker denne medfølgende tvungne specialisering frem som en af de negative konsekvenser.
”De unge møder et monster af et system i stedet for det frirum, som de har sådan brug for i dagens verden, hvor de unge bliver intenst målt og vejet hele tiden i skolen og på de sociale medier. ” Sådan beskriver tidligere talentchef i Dansk Håndbold Forbund, Claus Hansen, hvad det er, der møder de unge, når de gerne vil involvere sig i sportsverdenen.
”Når sporten kommer til at fylde det hele, og hverdagen som et ungt talent bliver indsnævret til kun at handle om skole og sport, så bliver de unge både indskrænkede som mennesker, og de bliver meget sårbare, når hele deres identitet er bygget op på sporten.” Det er en anden central bekymrende konsekvens af udviklingen, som de fleste af interviewpersonerne eksplicit lægger vægt på.
SJOVT er kodeordet
Tilbage står vi med spørgsmålet: – ”Hva’ ka’ og ska’ vi gøre ved det?”
Når vi leder efter løsninger og den gode vej til en sport på børns præmisser, så støder vi hurtigt på det helt grundlæggende praktiske problem. For hvad er ’børns præmisser’? Hvordan ser de ud?
Sjovt nok bruger stort set alle fagfolkene ordet ”sjovt”! Den løsning, der dukker oftest op, bliver kodet med ordet ’sjovt’. Det hjælper os ikke så meget på den handlingsorienterede bane, for hvad er sjovt i praksis? Hvad er det, vi reelt skal gøre?
Men faktisk kom fagfolkene fra de fire interviews med en del gode bud. Et godt bud er, at det sjove er det legende, afvekslende, udfordrende og udviklende. Der må godt være pres, krav og forventninger. Men det vigtigste er, at sporten møder hver enkelt ung og hver enkelt aldersgruppe og træningsgruppe med åbent sind og sanser. For når de unge kommer og putter deres liv ind i systemet, så er de afhængige af, at der er gode mennesker derinde, der ser dem og møder dem, der hvor de er.
Vi ender altså med, at hvis vi skal have miljøer, der er gode for børnene/mennesket, så kræver det gode mennesker.
De gode mennesker
Hvor sætter vi så ind henne?
Når de gode mennesker er centrale, så peger pilen straks imod træneren og træneruddannelsen som helt centralt. Det er fagfolkene også enige om og lægger vægt på – og der er en ekstra lille kringle på det ønske. For det må rigtig gerne være fyldt med prestige, anerkendelse og mening i sig selv at være en dygtig ungdomstræner. For det ER et ekstremt vigtigt hverv, der har en kæmpe indflydelse på de unge mennesker in spe!
Forskningen må gerne råbe højt
En anden vej til forandring og forbedring går også af ’videns-vejen’.
Vi har brug for, at der kommer bevidsthed og fokus på vigtigheden af at gøre sig ekstra umage med at lave rummelige ungdomsmiljøer. Så er der brug for at sætte en dagsorden, som larmer og som bliver set og respekteret. Anbefalingen til at nå derhen, kalder på at få forskningen til at drøne meget mere ud på banen.
Vi har brug for en aktiv forskning, der kommer ud med deres vigtige viden om, hvad der er godt og skidt for de unge. Og den anden gode ide til at få de gode miljøer for børn til at blive for børn husker os på at bruge det mest elementære – men også det stærkeste våben – dialogen!
Jeps, det er jo det, vi skal, og det vi er i gang med. Der skal snakkes og lyttes og læres.
Startskuddet har lydt
Det er bare en start – men vi er i gang!
Jeg synes, det er et godt startsted for Talenternes Talerør at have fået de her kvalificerede indspark. Foran os er der masser af arbejde med – at samle viden – og skabe dialog – og skubbe til udviklingen.
I de fire foregående blog-indlæg har følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer givet deres vurdering:
- Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
- Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
- Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
- Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard
