Dette er del 1 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar. Så følg endelig med….
_________________________________________
Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…
Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.
Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem. Hvor kernespørgsmålet var:
- Hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?
I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:
- Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
- Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
- Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
- Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard
___________________________________________
Det ville være så godt hvis de fandt et frirum – men de møder et monster
Tidligere talentchef i DHF, ansvarlig for håndboldtrænerlinjen Idrætsskolerne Ikast og assistenttræner i Skjern, Claus Hansen
Værs’ go’! Nu kan I komme med en tur rundt i sportsmanegen på jagten efter kommentarer til talentsportens aktuelle status. Vi starter med en af de mest kompetente, kvalificerede og inspirerende talent-ansvarlige, som jeg har mødt på min vej.
Første gang jeg hørte et oplæg fra Claus Hansen, var han fungerende talentansvarlig for Dansk Håndbold Forbund. I oplægget fortalte om hans udviklingsfilosofi med at have en bred trup med mange i spil, hvor der ikke hver gang blev sat det stærkeste hold på kort sigt, og hvor der var plads til at tænke på den langsigtede udvikling. Det gjorde indtryk, og ved den lejlighed fik jeg mulighed for at spørge Claus, om han virkelig havde opbakning fra forbundet til at gå denne brede vej. Hans svar var ’ja’ den aften. Men kort efter valgte han efter netop uenighed om principperne at sige op. Han ser nu et forbund, der går i den anden retning med tidligere specialisering.
Og i det store billede er Claus Hansen en smule bekymret, som han siger. ”Børneidræt er blevet mindre og mindre på børnenes præmisser. De voksne har deres dagsorden og deres interesser. Det har eskaleret de seneste år. Men selvom man intensiverer træningen, så viser det sig jo, at det ikke giver bedre resultater. Vi brænder vores lys i begge ender. De voksne giver de unge så mange stimuli, at de løber skrigende bort.”
”For mig er nøgleordet, at det handler om at lege. At give de unge lov til at gøre det, de synes er sjovt – og have frie rammer omkring træningen. Jeg tror, det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteterne i foreninger bliver på børns præmisser. Hvis man detailplanlægger en U7-træning, så finder de ikke deres egen vej.”
”De unge bliver hele tiden målt og vejet, og forældrene siger, at det er deres børn vant til fra skolen. Men det er jo netop derfor, at de har brug for en helle i sporten. Og det får de ikke. Det ville være så godt, hvis de fandt et frirum – men så møder de et monster i stedet for.”
En sidste pointe trukket ud fra samtalen med Claus. En pointe, der handler om, hvordan vi kan forandre på tingene. Claus gør selv en meget målbevidst indsats for at få folk til at tage stilling til, hvordan vi arbejder med de unge. Udover sine kvalificerede oplæg og foredrag er han flittig med indlæg på de sociale medier.
Men han kalder på flere aktive på scenen. Specielt forskningen, som han gerne så som en meget mere markant stemme på hverdagsbanen. Der er i høj grad brug for, at få al den nye viden ud om, hvad forskningen kan dokumentere er godt – og ikke godt! – for børn og unge på sportsbanen.
God pointe og stof til eftertanke. For hvor er det egentlig, at de aktive trænere og ledere ude i miljøerne støder på erfaringsbaseret viden og konkret inspiration til ’what to do & and what not to do?!’