SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – Nr. 2 AF 4 INDLÆG

Dette er del 2 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar og første uge af februar. Så følg endelig med….

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout, mentale og fysiske overbelastninger …

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af konkurrencesport for børn og unge. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og ”Talenternes Talerør” med at lave en liste med en række kompetente personer fra mit netværk, der dækkede mange forskellige tilgange til idræt for børn og talentudvikling. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

  • Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal sætte fokus på fremtidens udfordringer? Og har de mon gode input til, hvordan udviklingen kan ændres?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig om talentudvikling:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 2 – det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20

Det stærke og forpligtende fællesskab i foreningerne er under pres

Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen

Næste indspark kommer fra en meget markant person, der har siddet på den øverste top af dansk eliteidræt gennem mange år i stillingen som direktør for Team Danmark. I dag er Michael Andersen stadig engageret i udviklingen af talenter i dansk og international eliteidræt som konsulent.

Michael Andersen ser en facet ved udviklingen af talenter, som særligt bekymrer ham. Og det er den markante selektion.

”Der er i dag et stort og problematisk selektionssystem, der går længere og længere ned i forhold til børnenes alder og færdigheder. De unge fra 12 til 18 årsalderen bliver meget dygtigere – men de bliver også meget færre, Tag for eksempel en fodboldklub som AGF, der engang havde et 5. hold for drenge. Nu er der kun 16 spillere på -U14-U15-U17-U19.  Hvert hold har deres eget omklædningsrum, og hvert år er der en markant udskiftning blandt de 16 spillere på hver årgang, og selektionen sker ofte ureflekteret ud fra nogle målbare parametre, som for eksempel drengenes fysik. De unge er under konstant pres, og mange frygter at blive fravalgt. Mange af de fravalgte i superligaklubberne vender heller ikke tilbage til deres barndomsklub men stopper helt med at spille fodbold. Frafaldet blandt de 14 – 18-årige i fodboldklubber er alt, alt for højt. Langt de fleste licensklubber i dansk fodbold fungerer i dag som kommercielle forretninger – og ikke som forpligtende foreningsfællesskaber. Jeg synes, det er skræmmende – specielt for holdsport som fodbold og håndbold.”

Skræmmende er et ret så stærkt ord – men det siger nok en del om, hvor anderledes dagens sportsunivers ser ud, når både Michael Andersen og jeg kommer fra en generation fra ’de gode gamle dage’, der er vokset op med foreningen som en stor del af både opvæksten, oplæringen og introduktionen til livets mange andre opgaver og udfordringer.

Michael Andersen trækker konsekvenserne af de forringede vilkår for den brede deltagelse i foreningerne ud i et større perspektiv. For når foreningerne ikke længere kan rumme den brede gruppe af unge, så får vi en ny problematik, hvor vi kommer til at stå med mange inaktive unge.

”I dag skal man være glad som forælder, hvis ens børn bare kan være fysisk aktive i eller udenfor foreninger op til 18 år, og samtidig skal man som forældre også være meget opmærksomme på, at sporten ikke kommer til at udgøre hele tilværelsen for barnet eller den unge. Min anbefaling vil være, at de unge også skal bruge tid og kræfter på skolen og ungdomsuddannelsen. Jeg er meget tilfreds med, at mine døtre ikke valgte ensidigt at fokusere på sport. Og sådan så jeg også på det, dengang jeg var direktør for Team Danmark.”

Jeg har mødt mange topidrætsfolk, der har den samme skepsis i forhold til hvilke forhold deres sport giver de nye unge talenter. Topidrætsfolk der ikke ønsker for deres børn, at de skal gå samme elitevej, som de selv har gjort. Det giver virkelig stof til eftertanke. Michael Andersen uddyber hans skepsis og retter den især imod de sportsgrene, hvor penge og kommercielle interesser spiller en større og større rolle.

”De store forbund som f.eks. DBU og DHF har en stor forpligtelse til at sikre gode rammer og vilkår for klubber, der satser på glæde, trivsel og socialt samvær for børn og unge. Og jeg tror, at det bliver nødvendigt med en gennemgribende ny struktur i forhold til turneringer og stævner, såfremt frafaldet blandt de unge skal mindskes.”

Michael Andersen har – gennem sine mange år i dansk idræt – selvfølgelig også oplevet gode miljøer, hvor der er liv og høj kvalitet på kryds og tværs af alder og sportsgrene. Men han kalder dem ’enklaver’, som stort set alle er bundet op på personligt lederskab og lokale ildsjæle. Igen hænger han sine iagttagelser i sporten op på samfundstendenser, som han ser i de større sammenhænge.

”Jeg tror, der er færre af de levende miljøer, fordi der er færre mennesker i dag, der tager den slags opgaver på sig. Det er en markant samfundstendens, at man kun arbejder for sine egne børn – ikke for dem ved siden af. I dag handler det om det lille fællesskab, hvor man selv kan opnå noget og ikke det store fællesskab, hvor man gør noget for andre – også nogle, som man ikke kender på forhånd.”

Med den betragtning i baghovedet, så bliver der endnu mere behov for at stille det obligatoriske spørgsmål til sidst. Kan den tidligere højskoleforstander Michael Andersen komme med input til, hvad der kan være med til at ændre udviklingen og skabe bedre vilkår for børnene derude?

Ja! Hans bud er netop det gode, gamle universalmiddel, som også altid har virket: ”Jeg tror på dialogen og ikke mindst det personlige møde – ansigt til ansigt.”

Et godt slutord, der igen vækker eftertanke. For hvor og hvordan er det så, at vi får gang i den dialog.