Jan Harkamp har igen sat atleternes ve og vel på dagsordenen

Del 1 af 2 – om hvordan en journalists arbejde har fået sat menneskelige historier på det diffuse begreb om mental sundhed.

Et nyt begreb er dukket op i sportens verden de sidste par år – mental sundhed.

Men selvom der er blevet snakket en del om mental sundhed, og alle er enige om, at det er vigtigt, så er der nok mange, der som mig har haft svært ved helt at indfange, hvad det er og ikke er? Hvor det er og ikke er? Og hvad vi skal gøre og ikke gøre for at passe godt på det?!

Men et tv-program og en ihærdig journalist ændrede på det i april 2019. Jan Harkamps DR-dokumentar ’Under overfladen’ (produceret i samarbejde med kollegaen Anders Rud) gjorde det mentalt usunde meget konkret og bekymrende gennem historier om spiseforstyrrelser og mentale lidelser i dansk elitesvømning. Og siden da er mental sundhed og trivsel for alvor rykket helt op på toppen af den idrætspolitiske agenda.

Overordnet set rummer denne historie om mental sundhed flere historier i sig selv. Det er både fortællingen om, hvordan ’en enkelt case’ kan skabe den ’store dagsorden.’ Men det er også historien om, hvordan en enkel stædig journalist kan gøre en stor forskel.

To artikler – om processen og om perspektiverne

Jeg kender Jan Harkamp fra min tid på DR-Sporten, og jeg har gennem de seneste år stået på sidelinjen og fulgt med i, hvordan han med sine dybdegående undersøgelser ned i det, der gør ondt og er grimt, flere gange har været med til at ryste dansk idræt i grundvolden.

Derfor spurgte jeg Jan Harkamp, om han ville dele – både sine oplevelser med selve den proces, det har været at grave kritisk ned i elitesporten – men også hans syn på den sportsverden, som vi kan/skal tilbyde vores unge sportsudøvere i dag og fremover.

Jeg har valgt at gøre det til to artikler her på bloggen.

  • Den første kommer her og har fokus på selve processen bag dokumentaren.
  • Den anden handler om de fremtidige perspektiver, og ’what to do’?!

Og jeg skriver om det her i Talenternes Talerørs regi, fordi dét, Jan Harkamp og andre ser og bekymrer sig om på den korte bane, er relevant for talentvirkeligheden på den lange bane.

En lyst til at råbe op

”Hvis jeg ikke var journalist, så ville jeg blande mig meget mere og råbe op. Så vil jeg blive debattør.”

Der er ingen tvivl om Jan Harkamp har en særlig energi og stærk motivation for at arbejde med at fortælle de kritiske historier. Og den tidligere mange gange dansk mester i bordtennis har altså valgt den journalistiske vej til at prøve at gøre en forskel.

Og det har han gjort med stor succes og synlig effekt.  Først med sin dokumentar om ’de farlige frivillige’ og pædofili i sporten, der efterfølgende medførte, at man indførte reglen om straffeattest for ungdomstrænere. Og nu her med ’svømmesagen’.

Reaktionerne har været stærke og overraskende

”Jeg havde ikke set denne reaktion komme. Men jeg kan jo godt mærke, at vores arbejde har haft en stor effekt.”

Det er Jan Harkamps første kommentar til den store opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på dokumentarprogrammet ’Under Overfladen’. For stort set hele Danmark blev bekendt med ’svømmesagen’ og de ulykkelige casehistorier med psykisk nedbrudte svømmere, der i foråret 2019 stod frem og fortalte om menneskeligt nedgørende træningsmiljøer.

Efter programmet og den intense debat, gik eliteidrætten i gang med at se indad. Det blev blandt andet til et farvel til nogle trænere, og kulturministeren satte en uvildig undersøgelse i gang, der udmøntede sig i en rapport fra Kammeradvokaten. Rapporten blev offentliggjort i februar, og den underbyggede de kritisable forhold og metoder, som DR-dokumentaren havde beskrevet. Svømmeunionens mangeårige direktør måtte gå af, og mental sundhed og trivsel kom helt op i toppen af de fremtidige strategiplaner hos Team Danmark.

På jagt efter det svære og komplekse

Jan Harkamps fortælling om den proces, der lå bag dokumentaren, starter hjemme i hans soveværelse.

”Jeg har altid haft en blok liggende ved siden af min seng til at notere i, hvis der dukker idéer til historier op. Jeg har altid brændt for at fortælle historierne om de svære og komplekse ting. Det er jo de følsomme sager, der er fascinerende, og samtidig er sport jo oftest et spejl på, hvad der foregår ude i det øvrige samfund. Jeg har det så sådan, at hvis vi oplever folk derude, der har det dårligt, så kan vi ikke være neutrale. Så må vi gøre noget. Jeg kan ikke lade være med at engagere mig.”

Når Jan Harkamp starter med at fortælle, får han en glød i både øjne og stemme, så du ikke er i tvivl om, at han mener det. Han er typen, hvor der ikke er langt ned til det sted, hvor han bliver ramt og engageret. Han er en sjæl med ild i og en stædig en af slagsen. Og som han siger, har han det helt ok med – ”at skulle være en skurk og gå imod flokken, hvis det skal være nødvendigt”.

Og når Jan Harkamp involverer sig og udtrykker sig, så gør han det gerne med korte og kontante statements – gerne tilsat lidt ironisk distance – som han også starter med at slå fast i vores samtale:

”Jeg har endnu ikke set det bevist, at man bliver bedre, når man bliver tiltalt med ’fede svin’”

Spiseforstyrrelser havde stået længe på listen

Historien om spiseforstyrrelserne havde længe stået i notesbogen hos den tidligere elitesportsmand, som selv har mærket under huden, hvad der kan være både godt og skidt i dette særlige eliteunivers. Så han vidste, at spiseforstyrrelser var et issue rigtig mange steder. Men det var først, da en kvindelig russisk skøjteløber ikke mødte op for at vinde den forventede guldmedalje ved OL i Sochi, at han tænkte, at nu er det nu.

”Jeg mødte megen modstand, da jeg begyndte at forhøre mig om spiseforstyrrelser, og mange benægtede, at det forekom. Og da vi første gang henvendte os til svømmeforbundet, afviste de os blankt og syntes, det var helt uforståeligt, at vi ville kigge nærmere på deres miljø på baggrund af de cases, vi var stødt på.

Det var nok den bedste og mest motiverende medicin, de kunne give os, og efter deres afvisning sagde jeg til min makker, at nu går vi all in! For jeg var sikker på, at der lå mere bag historien, og det lignede det samme mønster, som da jeg arbejdede med de farlige frivillige, hvor alle også benægtede pædofili fra start,” forklarer Jan Harkamp, som gennemførte den store research i tæt samarbejde med makkeren Anders Rud fra DR Sporten.

Mange udfordringer og megen modstand

”Herefter var det hårdt journalistisk arbejde, og vi var i kontakt med mange, der havde oplevet problemer, og det endte faktisk med at blive et problem med de mange problematiske cases, for vi ville jo ikke skabe et skævt billede, hvor vi kun havde negative kilder. Den fordeling skulle vi hele tiden prøve at balancere.

Vi havde samtidig en anden stor udfordring, for der var mange kilder, der trak sig, fordi de var bange for at stå frem med deres spiseforstyrrelser. De var nervøse for at blive straffet, hvis de udtalte sig kritisk.

Undervejs i researchen oplevede vi også, at der blev sendt mails ud til klubberne, der satte spørgsmålstegn ved vores troværdighed og redelighed. Der var mange svømmeklubber, der henvendte sig og fortalte os, at de fik disse henvendelser og følte sig truet til tavshed. Men de bekræftede os samtidig i, at vi havde fat i de rigtige.”

Dansk sport er bange for at blive ramt på konkurrencedygtigheden

”Det forstærkede bare vores fornemmelse af, at vi havde ramt noget. Det var en gigantisk provokation og drivkraft – specielt fordi dette område har med unge mennesker at gøre. I den her sammenhæng er det lige meget, hvor talentfulde de er. Det er deres identitet, helbred og fremtid, der er på spil.”

Når Jan Harkamp skal prøve at analysere modstanden i et større perspektiv, handler det for ham om det overordnede behov for vedvarende at kunne og skulle levere resultater.

”Jeg tror, at sporten ikke vil anerkende spiseforstyrrelserne, fordi det er et problem, som sporten selv har skabt. Lederne er bange for, at hvis de ikke kan få lov til at blive ved med at pushe på atleterne, så taber vi terræn. Så de føler sig presset til at skrue på alle parametre. De bliver forvirrede, hvis nogen vender tingene på hovedet og stiller spørgsmål ved, om det kun er medaljerne, der skal tælle.”

Den farlige historie om ’at det skal gøre ondt’

Der er ingen tvivl om, at de unge atleters vilkår berører Jan Harkamp personligt, som han udtrykker det: ”Det giver mig helt ondt i maven!” For dét, han har set, er samtidig, at atleterne ukritisk tager miljøets narrativ op.

”Det er den fortælling, der hedder, at des hårdere de bliver behandlet – des bedre bliver de. De tror på det, når trænerne siger: ’I skal tabe jer og træne mere, og det skal gøre mere ondt.’ Men det er et tåbeligt, unuanceret og forenklet narrativ, der kører big time og sidder dybt i dem.

Os, der har levet i eliteidrætten, ved, at sporten meget let bliver ens fulde identitet, og det får os til at klamre os til dette vante univers og negligere faresignalerne. Men der er brug for, at nogen skal tage voksenhatten på og sige fra, hvis det ikke er sundt for dig.”

Atleterne retter skylden mod dem selv

Dét, Jan Harkamp har set gennem den lange research, er, at fordi atleterne bare bider tænderne sammen og hænger på, så bliver sporten til åbent slaraffenland for dem, der presser på psykisk. Specielt fordi idrætsfolk er så selvkritiske. En meget vigtig pointe for Jan Harkamp.

”Det er tabu for atleterne at erkende, at de er sårbare og pressede. Det er meget sigende, at deres første reaktion, når korthuset falder sammen, faktisk altid er: ’At det er min egen skyld.’ Det er skamfuldt for dem, at de føler sig svage, fordi de ikke har kunnet holde til presset, så de holder problemerne tæt ind til kroppen.”

Det psykiske er stadig tabu

Men for Jan Harkamp handler problemstillingen også om noget helt andet. En berøringsangst overfor det indre univers’ sårbarhed.

”Det tabu, vi har i vores samfund overfor at snakke om psykiske problemer, det gælder i sporten gange 15. Vi vil gerne se atleterne som stærke, uovervindelige og særlige. Men i virkeligheden er de meget skrøbelige, fordi der er så meget på spil for dem, og de ikke har noget andet at falde tilbage på.

Atleterne er tavse overfor hinanden og skjuler de svage sider, og det har forbund og andre indirekte lukreret på. Ikke fordi de er onde, men fordi de er drevet af ambitionen om at ville vinde medaljer, og sporten er samtidig økonomisk afhængig af, at der bliver præsteret. Og så tager de skyklapper på. Alle presser på for at få det maksimale ud af atleterne.

Idrætten skal erkende problemerne

Det er selvfølgelig dejligt, at vi kan klare os godt her i Danmark, men det går ikke, at vi vender det blinde øje til spiseforstyrrelser, psykiske problemer og selvskade. Jeg er sikker på, at når Team Danmark siger, at de arbejder for hele mennesker, så sidder der mange tilbage, der siger: ’At det ikke var mig!’

Meget tankevækkende så kunne Børnetelefonen fortælle os, at rigtig mange af de børn og unge, der ringer til dem, er unge sportstalenter, der ikke ved, hvor de skal gå hen med deres psykiske problemer, og de bruger børnetelefonen, fordi de kan være anonyme.”

Næste del af artiklen ser fremad

Med denne foruroligende information runder vi første del af blogartiklen af her.

I del 2 kommer det til at handle om det fremadrettede. Hvad der kan og bør ske? Og hvad der allerede er i gang med at ske indenfor mental sundhed og trivsel – altså med den altafgørende livskvalitet af et elitesportsliv.

Tak til Jan Harkamp herfra – både for tiden og for at dele – og for at tage sin tørn for at skabe de bedste miljøer

GUIDE TIL GRÆSRØDDER

CORONA… Lad os starte der.

For den dumme virus har ændret liv og dagsorden, drømme og missioner ALLE steder! Ingen og intet er gået forbi.

Talenternes Talerør har også været ramt. For ønsket om at skabe gode sportsmiljøer for børn og unge har været for meget ’livs-luksus’ til at det føltes relevant at sætte fokus på.

AFSAVN skaber klarhed

Men undervejs i disse måneder er mange tanker gået til alle de unge sjæle og kroppe, som pludselig med en voldsom og konsekvent hånd alle sammen er sendt hjem. De unge sportsfolk har pludselig stået i en endnu mere mærkelig hverdag end alle deres kammerater. For et talentliv uden træning og konkurrence, fællesskaber og følelser – og hvad der ellers hører med – er et ekstremt meget anderledes liv! Måske er der mange af de unge, der slet ikke kan huske, hvordan en hverdag uden sport egentlig leves?

Men på den anden side. Tænk, hvor intenst dit sportsliv fremstår, når du som ung atlet pludselig står udenfor og kan kigge ind. Der er jo en uendelig stærk motivationskraft i ikke at få lov at gøre de ting, du gerne vil. Som forelskelsens smerte, når du er adskilt fra din hjertenskær.

Skulle nogen have været lidt i tvivl om deres livsvalg, så må det have givet dem et stærk skud mening, at mærke glæden ved deres sport sendt rundt i systemet med høj puls. Men der kan selvfølgelig også være andre, der med et chok har sanset, hvordan et ungdomsliv uden sport ulmer og rumsterer. Måske åbner det nye døre og frister? Måske underminerer det sportsmotivationen?

Livskriser kalder på VÆRDIER

Lige meget hvad, så er der ingen tvivl om, at Corona har gjort dét ved os – som alle livskriser gør – at vi får rystet godt op i tanker og værdier. Så i det lys tænker jeg, at det nu og her er både relevant og realistisk, at der bliver tid og plads til med åbent sind at tænke over, hvordan vi egentlig organiserer sport for børn og unge? Så det faktisk er på børnenes præmisser og udfylder børnenes behov?

Så Talenternes Talerør og denne blog skal videre med missionen af få indsamlet viden og inspiration.

  • Vi skal i gang med at finde bud på, hvordan en god sportshverdag ser ud?
  • Hvad er godt og skidt? Hvor er problemer og potentialer?
  • Hvad siger eksperter og teori? Hvad siger praksis og erfaringer?
  • Hvordan og hvor sætter vi ind?

EN GUIDE TIL GRÆSRØDDER – det er første delmål for talerøret.

Ambitionen er, at det næste halve år skal der samles indspark og inspiration ind, så vi kan samle det hele til et konkret redskab til græsrødderne derude i marken – altså til både forældrene, de unge selv, de engagerede trænere, de idealistiske ledere og hvem der ellers er derude, hvor der svedes, til hverdag.

En guide der skal servere redskaber til at se på egne miljøer og give gode fif videre til, hvad der kan gøres, og hvor der kan sættes ind. Så græsrødderne kan gøre deres nedefra og op for at skabe de gode miljøer på den gode måde for de unge.

SKRIV RETUR PÅ MAIL

Hvis du gerne vil følge med og være med på talerørets mailliste, så send mig en kort besked på lise@kissmeyer.dk. Så får du et praj, når der er nyheder på vej.

Hvis du gerne vil være med til at netværke og bruge tid og energi på at diskutere og udvikle, så send en mail til lise@kissmeyer.dk. Så vil vi løbende tage emner og temaer op i et fælles forum.

Og sluttelig – hvis du synes du sidder med relevant viden og inputs til, hvilke temaer der er interessant at tage op, eller hvis du kender miljøer, hvor der sker gode ting, vi kan lære af, så skriv endelig også til lise@kissmeyer.dk.

Med et håb om, at verden åbner op på den gode måde for os alle – bedste hilsner fra Lise

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – NR. 1 AF 4 INDLÆG

Dette er del 1 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar. Så følg endelig med….

_________________________________________

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem. Hvor kernespørgsmålet var:

  • Hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

___________________________________________

Det ville være så godt hvis de fandt et frirum – men de møder et monster

Tidligere talentchef i DHF, ansvarlig for håndboldtrænerlinjen Idrætsskolerne Ikast og assistenttræner i Skjern, Claus Hansen

Værs’ go’! Nu kan I komme med en tur rundt i sportsmanegen på jagten efter kommentarer til talentsportens aktuelle status. Vi starter med en af de mest kompetente, kvalificerede og inspirerende talent-ansvarlige, som jeg har mødt på min vej.

Første gang jeg hørte et oplæg fra Claus Hansen, var han fungerende talentansvarlig for Dansk Håndbold Forbund. I oplægget fortalte om hans udviklingsfilosofi med at have en bred trup med mange i spil, hvor der ikke hver gang blev sat det stærkeste hold på kort sigt, og hvor der var plads til at tænke på den langsigtede udvikling. Det gjorde indtryk, og ved den lejlighed fik jeg mulighed for at spørge Claus, om han virkelig havde opbakning fra forbundet til at gå denne brede vej. Hans svar var ’ja’ den aften. Men kort efter valgte han efter netop uenighed om principperne at sige op. Han ser nu et forbund, der går i den anden retning med tidligere specialisering.

Og i det store billede er Claus Hansen en smule bekymret, som han siger. ”Børneidræt er blevet mindre og mindre på børnenes præmisser. De voksne har deres dagsorden og deres interesser. Det har eskaleret de seneste år. Men selvom man intensiverer træningen, så viser det sig jo, at det ikke giver bedre resultater. Vi brænder vores lys i begge ender. De voksne giver de unge så mange stimuli, at de løber skrigende bort.”

”For mig er nøgleordet, at det handler om at lege. At give de unge lov til at gøre det, de synes er sjovt – og have frie rammer omkring træningen. Jeg tror, det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteterne i foreninger bliver på børns præmisser. Hvis man detailplanlægger en U7-træning, så finder de ikke deres egen vej.” 

”De unge bliver hele tiden målt og vejet, og forældrene siger, at det er deres børn vant til fra skolen. Men det er jo netop derfor, at de har brug for en helle i sporten. Og det får de ikke. Det ville være så godt, hvis de fandt et frirum – men så møder de et monster i stedet for.”

En sidste pointe trukket ud fra samtalen med Claus. En pointe, der handler om, hvordan vi kan forandre på tingene. Claus gør selv en meget målbevidst indsats for at få folk til at tage stilling til, hvordan vi arbejder med de unge. Udover sine kvalificerede oplæg og foredrag er han flittig med indlæg på de sociale medier.

Men han kalder på flere aktive på scenen. Specielt forskningen, som han gerne så som en meget mere markant stemme på hverdagsbanen. Der er i høj grad brug for, at få al den nye viden ud om, hvad forskningen kan dokumentere er godt – og ikke godt! – for børn og unge på sportsbanen.

God pointe og stof til eftertanke. For hvor er det egentlig, at de aktive trænere og ledere ude i miljøerne støder på erfaringsbaseret viden og konkret inspiration til ’what to do & and what not to do?!’

TANKEN BAG TALENTERNES TALERØR

TALENTERNES TALERØR – Et rart råbende rør, der gennem viden og kvalificeret debat arbejder for et godt sportsliv for børn og unge på børnenes præmisser.

Denne blog er første trut fra Talenternes Talerør. Talerøret er tænkt som de unges stemme i eliteidrætten. En stemme, der sætter de unge atleters trivsel og personlige udvikling øverst.

Det handler om alle de unge mennesker, der elsker sport, og som vier deres dyrebare unge liv til at være i sportens verden. Med håb, drømme, indhold, mening, retning, fællesskab, krav, forventninger, rammer, rutiner, opmærksomhed, bekræftelse, fascination, spænding, intensitet, følelsesudsving, træthed, glæde, jubel mmm!

For et sportsliv er jo en fantastisk ting fyldt med så meget – og med et kæmpe potentiale til at skabe liv og skæbner. Sport er på mange måder – ’ikke kun for sjov’.

Gennem de sidste årtier er der sket en intens udvikling af børne-, og ungesporten. Der bliver trænet meget mere, meget tidligere. Der bliver taget flere særlige uddannelsesvalg, og et valg af sporten bliver også et valg af en særlig livsstil for de unge – valg der ofte påvirker hele familien.

Der findes ikke overordnede instanser, der styrer og regulerer udviklingen – eller har det overordnede ansvar for, om det er børnevenlige sportsmiljøer, vi udvikler.

Der er ingen garanti for, at børnesporten bliver organiseret til ’børns bedste’. Det er også svært at gøre og måle på! Det er nemmere at måle resultater og præstationer. Det er meget mere diffust at forsøge at måle livskvalitet og personlig udvikling.

”Når målet er svært at måle, bliver det målbare ofte målet” – som en klog engang har sagt…

En anden udfordring i dagens talentsport er, at det svært at få et overblik over, hvad vi reelt har af vidensbaseret information om, hvad der er ’det gode’ for børnene.

Tilbage står vi med nogle helt centrale spørgsmål, som vi skylder at forsøge at finde svar på, når vi taler på vegne af børnene:

  • Hvordan ser ’den gode model’ ud for et ’godt sportsliv’ for ’de gode’ sportsbørn?
  • Hvad ved vi reelt om, hvad der er godt eller skidt?
  • Hvor kan/skal vi sætte ind?

VISIONEN med Talenternes Talerør er, at det skal være et godt liv for de unge at dyrke deres sport målrettet.

Hvor ’det gode liv’

– betyder plads til at være barn og dermed opleve glæden, legen og fællesskabet

– hvor hverdagen med sporten er med til at stimulere en positiv og alsidig personlig udvikling af ’gode mennesker’

Hvor ’den gode udvikling’

– inkluderer livskundskaber som – selvindsigt, ansvarlighed, evnen til at indgå i fællesskaber, forstå andre og selv bidrage

– det handler om at få lov til at prøve sig selv af og udvikle sit potentiale på mange fronter – og gøre det i gode miljøer, der er tilpasset et moderne ungdomsliv

Hvor ’de gode miljøer’

– tilbyder en hverdag, der er rummelig og motiverer til – at flest muligt bliver ved længst muligt – med at have en meningsfyldt hverdag med sport

– det handler ikke om nogen afgrænset målgruppe af elitebørn – det handler om alle de børn og unge, der har deres hverdag i præstationsmiljøer, hvor der bliver trænet og konkurreret

MISSIONEN er at sætte børnenes vilkår og talenternes gode liv i sporten på dagsordenen ved at generere viden, der kan være med til at kvalificere diskussionerne, give stof til eftertanke, inspirere og nuancere.

Det skal være konkret og konstruktivt – og meget gerne gøre en forskel.

Talerøret er ikke i opposition til den eksisterende elitesport – men forhåbentlig kan det være en medspiller til at udvikle talentsporten positivt.

Talerøret skal primært arbejde med at opsøge eksisterende forskning, eksperter, de unge selv og relevante miljøer for at videreformidle viden overskueligt og tilgængeligt. Der kan/skal kommunikeres på forskellige platforme og i forskellige formater. Og vi starter med denne BLOG.

Talerøret er rettet mod de mange medspillerne i talenternes liv. De mange voksne, der arbejder med børnene i klubber, forbund, skoler, gymnasier, familier m.v. Og de unge skal selvfølgelig også spørges og have en mulighed for at kommentere og blive hørt.

Der er ingen rigtige løsninger eller endelige slutmål.

Det vil være en løbende proces og netop et talerør, der kan blive ved med at pippe og huske alle os voksne på, at det er de unges liv, som vi skal kvalificere.

Og det er ikke et arbejde, der slutter.

Talerøret er et uafhængigt og selvfinansieret initiativ, der bygger på frivillig arbejdsindsats. Talerøret er et åbent forum for alle.

Initiativtager: Lise Kissmeyer / Sportsformidling / +45 20 85 81 63 / lise@kissmeyer.dk / www.lisekissmeyer.dk

”Talentet først – sporten så…”

(”Mennesket først, kristen så…” / Søren Kierkegaard)