Hvad gør vi så, hvis der er mange, der ikke trives?

Opråb fra Jan Harkamp efter at have dokumenteret ‘mental usundhed’ i dansk eliteidræt

Del 2 af 2

Dette er del 2 af historien om, hvordan mental sundhed for alvor kom på dagsordenen efter DR-dokumentaren ’Svømmestjerner Under Overfladen’ – ud fra et interview med journalist Jan Harkamp.

Del 1 (28.7 – Jan Harkamp har igen sat atleternes ve og vel på dagsordenen) handlede om den proces som DR-journalisten var igennem for at lave denne kritiske historie fra dansk eliteidræt, og denne del handler om de videre perspektiver for gode miljøer for både børn og voksne fremover.

Norge viser vejen

Når vi snakker om den fremtidige indsats og løsninger på de mentale udfordringer, som sporten har, så fremhæver Jan Harkamp Norge, som de danske journalister besøgte undervejs i deres research.

”I Norge har de en organiseret og professionel indsats mod spiseforstyrrelser med en afdeling, der har ansvar for atleternes sundhed. Her arbejder de med at tage hånd om de skrøbelige og arbejder med et stoplys. Når udøvere har en spiseforstyrrelse, så lyser det rødt, og så får de syge atleter ikke lov til at konkurrere.

Når Morten Mølholm i DIF argumenterer for, at vi i Danmark vælger ikke at reagere på spiseforstyrrelser, fordi det så bliver et problem, at de forstyrrede atleter ikke har noget tilbage uden deres sport, så synes jeg, at det er helt forkert. For det er farligt at konkurrere med en spiseforstyrrelse.”

Vi burde være på forkant af præstationssamfundets pres

Helt overordnet argumenterer Jan Harkamp for, at når der er nogle, der er skrøbelige, og vi ikke har antennerne ude eller arbejder med sund fornuft, så løber vi en stor risiko på deres vegne, og det er dét, at vi skal diskutere. Han forsøger selv at bidrage med konkret indspil.

”Man skal ud i klubber og miljøer og snakke om det svære ved at være god, og hvilke faresignaler man skal være opmærksom på. Det er en lappeløsning bare at sende en diætist ud. Udviklingen bør tackles i stedet for. Alle skal være opmærksomme på, at tingene altså ikke er, som de altid har været.

Verden omkring ændrer sig, og derfor bør idrættens store organisationer være meget mere proaktive og prøve at være på forkant med de vilkår, som det omkringliggende samfund sætter for de unge – også i sporten. Så jeg glæder mig til at se, hvordan DIF og Team Danmark vil tackle de her udfordringer i de kommende år.”

Og for Jan Harkamp er det netop det vigtigste ved hele den her sag – at se fremad og ændre adfærd, hvor det er nødvendigt. Men han påpeger også, at der ligger endnu flere udfordringer for sporten og venter forude.

”Når vi har et præstationssamfund omkring os, så præger det de nye generationer. De unge lever med at blive enten en succes eller en fiasko, og de bliver målt og vejet på en meget kontant måde stort set alle steder i deres hverdag. Det stiller nye og skærpede krav til organisationer som DIF og Team Danmark at gøre sporten klar til at rumme de her unge under pres. Det kan sporten ikke gemme væk. Derfor skal vi være opmærksomme og lytte.”

Vi skal i gang med at debattere vores elitemodel

Jan Harkamp trækker diskussionen videre, og for ham handler denne her problematik i sidste ende om, hvordan vi vil have eliteidræt i Danmark.

”Vi er nødt til at diskutere vores danske model. Vil vi køre efter, at det kun er medaljer, som Team Danmark skal måles på? Vi trænger til ny dansk model, hvor vi tager hensyn til andet end medaljer.

Vi er ikke Østeuropa, og vi skal ikke arbejde med kæft, trit og retning. Der skal ikke være modsætningsforhold mellem at respektere det enkelte menneske og levere topresultater. For resultaterne skal ikke bygge på et ’vi-skal-lide-for-det-narrativ’.

Vi skal have en elitesportsmodel uden psykiske problemer, hvor vi anerkender, at ingen er ens, og alle skal finde deres egen vej – og hvor vi snakker med hinanden i en god tone.

Vi skal i gang med at debattere, hvordan det er at være elite i dag, og hvordan tager vi som samfund og sportsverden tager hånd om det. Vi trænger til det,” slutter Jan Harkamp snakken af med vanlig uforbeholden energi.

Der er allerede sket noget

Og der er kommet gang i tingene. Siden jeg lavede dette interview med DR-journalisten, er der sket det en del på området.

”Der er ingen tvivl om, at det er benhårdt at dyrke idræt på eliteniveau, men det skal ske på en ansvarlig måde, hvor der også er fokus på atleternes trivsel.”

Sådan skrev kulturminister Joy Mogensen (S) meget rammende i den pressemeddelelse, der fulgte med offentliggørelsen af et lovforslag, der blandt andet betyder, at Team Danmark kommer til at oprette en instans, som eliteidrætsudøverne kan gå til i tilfælde af mistrivsel. Lovforslaget betyder også, at Team Danmark fremover formelt får en tilsynsforpligtelse.

I Team Danmarks strategiplaner for de kommende fire år er mental sundhed også skrevet ind allerøverst på listen over indsatsområder. Team Danmarks mål er både at kunne identificere hvilke faktorer, der er afgørende for mental sundhed og trivsel – og at lave en målrettet indsats indenfor disse områder.

Der sker også mange bekymrende ting

Men samtidig med, at de ansvarlige politikere adresserer området, så bliver behovet for et grundigt tjek af miljøerne og metoderne desværre tydeligere og tydeligere.

Sagerne er mange. Human Rights Watch har netop offentliggjort en rapport, der beskriver hvordan unge japanske talenter bliver udsat for simuleret drukning, lussinger samt slag med bat og stokke.

Engelske gymnaster er også for nylig stået frem og fortalt om, hvordan de er blevet mishandlet med både kropslig udskamning, spiseforstyrrelser, medicinering og fysisk afstraffelse – blandt andet ved at få hældt sprit på deres blødende hænder.

I dokumentaren ’Athlete A’ fra 2020 bliver sagen om mangeårigt seksuel misbrug af de amerikanske gymnastikstjerner blandet op med beskrivelse af et miljø, hvor den misbrugende læge bliver beskrevet af pigerne: ’Som den eneste, der overhovedet var rar og menneskelig overfor dem’.

I den intense og uspeakede dokumentar fra 2018 om den russiske OL-guldvindende rytmiske gymnast Margarita Mamun ’Helt til grænsen – og længere’ får man uden filter lov til at høre, hvordan hun igen og igen bliver nedgjort og talt til, som overskrider alt, hvad vi ’almindelige mennesker’ overhovedet vil kunne bære eller finde os i.

– Vi er meget opmærksomme på, hvad vi kan gøre for dem, der bliver trykket i systemet. Og hvis atleterne ikke kommer frem med det, så kan vi ikke gøre vores arbejde. Så det er guld værd, at nogle står frem og fortæller om deres oplevelser. Jeg håber, det her gør, at man i fremtiden ser atleter, der siger, at noget er i uorden, før det bliver kritisk og meget alvorligt. For én atlet, der oplever overgreb, er én for meget, lyder kommentaren fra Team Danmark direktør Lone Hansen til DR ovenpå de mange sager, hvor eliteidrætsfolk nu står frem.

Den store udfordring med at definere og konkretisere

Ja, historierne er mange, og det kalder i den grad på, at der bliver set grundigt og kritisk på miljøerne med mental sundhed og trivsel for øje. Men der er et stort spænd fra disse drastiske og dramatiske historier til de mere diffuse tilstande, der kan påvirke en ung atlet på afgørende vis mentalt. Her er et stort, blødt og uudforsket univers.

Den store udfordring bliver at få defineret, hvad der er mentalt sundt og usundt? Hvordan kan vi operationalisere og måle på det følsomme og per definition ikke-målbare-indre? Og hvor sætter vi grænserne? Hvad er ok, og hvad er ikke? Og hvem skal holde øje?

Det er på alle måder et komplekst og følsomt område, der er åbnet op for. Det ved jeg ud fra egne erfaringer. Det har været en løbende udfordring for mig netop at forsøge at fange de indre flyvske reaktioner, siden jeg allerede for mere end ti år siden startede med at lede efter redskaber og begreber til at indfange glæde og trivsel i talentmiljøer. Blandt andet med bogen ’Jagten på glæden – og det bedste talentliv’ og med DR-Temaaftenen ’Ikke uden glæden’.

Og én ting er sikkert. Det er ikke blevet nemmere siden! Glæde og trivsel er både så simpelt og enkelt – og samtidig så komplekst og diffust!

Til slut er tak til Jan Harkamp herfra

– både for tiden og for at dele

– og for at tage sin tørn for at skabe de bedste miljøer

Jan Harkamp har igen sat atleternes ve og vel på dagsordenen

Del 1 af 2 – om hvordan en journalists arbejde har fået sat menneskelige historier på det diffuse begreb om mental sundhed.

Et nyt begreb er dukket op i sportens verden de sidste par år – mental sundhed.

Men selvom der er blevet snakket en del om mental sundhed, og alle er enige om, at det er vigtigt, så er der nok mange, der som mig har haft svært ved helt at indfange, hvad det er og ikke er? Hvor det er og ikke er? Og hvad vi skal gøre og ikke gøre for at passe godt på det?!

Men et tv-program og en ihærdig journalist ændrede på det i april 2019. Jan Harkamps DR-dokumentar ’Under overfladen’ (produceret i samarbejde med kollegaen Anders Rud) gjorde det mentalt usunde meget konkret og bekymrende gennem historier om spiseforstyrrelser og mentale lidelser i dansk elitesvømning. Og siden da er mental sundhed og trivsel for alvor rykket helt op på toppen af den idrætspolitiske agenda.

Overordnet set rummer denne historie om mental sundhed flere historier i sig selv. Det er både fortællingen om, hvordan ’en enkelt case’ kan skabe den ’store dagsorden.’ Men det er også historien om, hvordan en enkel stædig journalist kan gøre en stor forskel.

To artikler – om processen og om perspektiverne

Jeg kender Jan Harkamp fra min tid på DR-Sporten, og jeg har gennem de seneste år stået på sidelinjen og fulgt med i, hvordan han med sine dybdegående undersøgelser ned i det, der gør ondt og er grimt, flere gange har været med til at ryste dansk idræt i grundvolden.

Derfor spurgte jeg Jan Harkamp, om han ville dele – både sine oplevelser med selve den proces, det har været at grave kritisk ned i elitesporten – men også hans syn på den sportsverden, som vi kan/skal tilbyde vores unge sportsudøvere i dag og fremover.

Jeg har valgt at gøre det til to artikler her på bloggen.

  • Den første kommer her og har fokus på selve processen bag dokumentaren.
  • Den anden handler om de fremtidige perspektiver, og ’what to do’?!

Og jeg skriver om det her i Talenternes Talerørs regi, fordi dét, Jan Harkamp og andre ser og bekymrer sig om på den korte bane, er relevant for talentvirkeligheden på den lange bane.

En lyst til at råbe op

”Hvis jeg ikke var journalist, så ville jeg blande mig meget mere og råbe op. Så vil jeg blive debattør.”

Der er ingen tvivl om Jan Harkamp har en særlig energi og stærk motivation for at arbejde med at fortælle de kritiske historier. Og den tidligere mange gange dansk mester i bordtennis har altså valgt den journalistiske vej til at prøve at gøre en forskel.

Og det har han gjort med stor succes og synlig effekt.  Først med sin dokumentar om ’de farlige frivillige’ og pædofili i sporten, der efterfølgende medførte, at man indførte reglen om straffeattest for ungdomstrænere. Og nu her med ’svømmesagen’.

Reaktionerne har været stærke og overraskende

”Jeg havde ikke set denne reaktion komme. Men jeg kan jo godt mærke, at vores arbejde har haft en stor effekt.”

Det er Jan Harkamps første kommentar til den store opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på dokumentarprogrammet ’Under Overfladen’. For stort set hele Danmark blev bekendt med ’svømmesagen’ og de ulykkelige casehistorier med psykisk nedbrudte svømmere, der i foråret 2019 stod frem og fortalte om menneskeligt nedgørende træningsmiljøer.

Efter programmet og den intense debat, gik eliteidrætten i gang med at se indad. Det blev blandt andet til et farvel til nogle trænere, og kulturministeren satte en uvildig undersøgelse i gang, der udmøntede sig i en rapport fra Kammeradvokaten. Rapporten blev offentliggjort i februar, og den underbyggede de kritisable forhold og metoder, som DR-dokumentaren havde beskrevet. Svømmeunionens mangeårige direktør måtte gå af, og mental sundhed og trivsel kom helt op i toppen af de fremtidige strategiplaner hos Team Danmark.

På jagt efter det svære og komplekse

Jan Harkamps fortælling om den proces, der lå bag dokumentaren, starter hjemme i hans soveværelse.

”Jeg har altid haft en blok liggende ved siden af min seng til at notere i, hvis der dukker idéer til historier op. Jeg har altid brændt for at fortælle historierne om de svære og komplekse ting. Det er jo de følsomme sager, der er fascinerende, og samtidig er sport jo oftest et spejl på, hvad der foregår ude i det øvrige samfund. Jeg har det så sådan, at hvis vi oplever folk derude, der har det dårligt, så kan vi ikke være neutrale. Så må vi gøre noget. Jeg kan ikke lade være med at engagere mig.”

Når Jan Harkamp starter med at fortælle, får han en glød i både øjne og stemme, så du ikke er i tvivl om, at han mener det. Han er typen, hvor der ikke er langt ned til det sted, hvor han bliver ramt og engageret. Han er en sjæl med ild i og en stædig en af slagsen. Og som han siger, har han det helt ok med – ”at skulle være en skurk og gå imod flokken, hvis det skal være nødvendigt”.

Og når Jan Harkamp involverer sig og udtrykker sig, så gør han det gerne med korte og kontante statements – gerne tilsat lidt ironisk distance – som han også starter med at slå fast i vores samtale:

”Jeg har endnu ikke set det bevist, at man bliver bedre, når man bliver tiltalt med ’fede svin’”

Spiseforstyrrelser havde stået længe på listen

Historien om spiseforstyrrelserne havde længe stået i notesbogen hos den tidligere elitesportsmand, som selv har mærket under huden, hvad der kan være både godt og skidt i dette særlige eliteunivers. Så han vidste, at spiseforstyrrelser var et issue rigtig mange steder. Men det var først, da en kvindelig russisk skøjteløber ikke mødte op for at vinde den forventede guldmedalje ved OL i Sochi, at han tænkte, at nu er det nu.

”Jeg mødte megen modstand, da jeg begyndte at forhøre mig om spiseforstyrrelser, og mange benægtede, at det forekom. Og da vi første gang henvendte os til svømmeforbundet, afviste de os blankt og syntes, det var helt uforståeligt, at vi ville kigge nærmere på deres miljø på baggrund af de cases, vi var stødt på.

Det var nok den bedste og mest motiverende medicin, de kunne give os, og efter deres afvisning sagde jeg til min makker, at nu går vi all in! For jeg var sikker på, at der lå mere bag historien, og det lignede det samme mønster, som da jeg arbejdede med de farlige frivillige, hvor alle også benægtede pædofili fra start,” forklarer Jan Harkamp, som gennemførte den store research i tæt samarbejde med makkeren Anders Rud fra DR Sporten.

Mange udfordringer og megen modstand

”Herefter var det hårdt journalistisk arbejde, og vi var i kontakt med mange, der havde oplevet problemer, og det endte faktisk med at blive et problem med de mange problematiske cases, for vi ville jo ikke skabe et skævt billede, hvor vi kun havde negative kilder. Den fordeling skulle vi hele tiden prøve at balancere.

Vi havde samtidig en anden stor udfordring, for der var mange kilder, der trak sig, fordi de var bange for at stå frem med deres spiseforstyrrelser. De var nervøse for at blive straffet, hvis de udtalte sig kritisk.

Undervejs i researchen oplevede vi også, at der blev sendt mails ud til klubberne, der satte spørgsmålstegn ved vores troværdighed og redelighed. Der var mange svømmeklubber, der henvendte sig og fortalte os, at de fik disse henvendelser og følte sig truet til tavshed. Men de bekræftede os samtidig i, at vi havde fat i de rigtige.”

Dansk sport er bange for at blive ramt på konkurrencedygtigheden

”Det forstærkede bare vores fornemmelse af, at vi havde ramt noget. Det var en gigantisk provokation og drivkraft – specielt fordi dette område har med unge mennesker at gøre. I den her sammenhæng er det lige meget, hvor talentfulde de er. Det er deres identitet, helbred og fremtid, der er på spil.”

Når Jan Harkamp skal prøve at analysere modstanden i et større perspektiv, handler det for ham om det overordnede behov for vedvarende at kunne og skulle levere resultater.

”Jeg tror, at sporten ikke vil anerkende spiseforstyrrelserne, fordi det er et problem, som sporten selv har skabt. Lederne er bange for, at hvis de ikke kan få lov til at blive ved med at pushe på atleterne, så taber vi terræn. Så de føler sig presset til at skrue på alle parametre. De bliver forvirrede, hvis nogen vender tingene på hovedet og stiller spørgsmål ved, om det kun er medaljerne, der skal tælle.”

Den farlige historie om ’at det skal gøre ondt’

Der er ingen tvivl om, at de unge atleters vilkår berører Jan Harkamp personligt, som han udtrykker det: ”Det giver mig helt ondt i maven!” For dét, han har set, er samtidig, at atleterne ukritisk tager miljøets narrativ op.

”Det er den fortælling, der hedder, at des hårdere de bliver behandlet – des bedre bliver de. De tror på det, når trænerne siger: ’I skal tabe jer og træne mere, og det skal gøre mere ondt.’ Men det er et tåbeligt, unuanceret og forenklet narrativ, der kører big time og sidder dybt i dem.

Os, der har levet i eliteidrætten, ved, at sporten meget let bliver ens fulde identitet, og det får os til at klamre os til dette vante univers og negligere faresignalerne. Men der er brug for, at nogen skal tage voksenhatten på og sige fra, hvis det ikke er sundt for dig.”

Atleterne retter skylden mod dem selv

Dét, Jan Harkamp har set gennem den lange research, er, at fordi atleterne bare bider tænderne sammen og hænger på, så bliver sporten til åbent slaraffenland for dem, der presser på psykisk. Specielt fordi idrætsfolk er så selvkritiske. En meget vigtig pointe for Jan Harkamp.

”Det er tabu for atleterne at erkende, at de er sårbare og pressede. Det er meget sigende, at deres første reaktion, når korthuset falder sammen, faktisk altid er: ’At det er min egen skyld.’ Det er skamfuldt for dem, at de føler sig svage, fordi de ikke har kunnet holde til presset, så de holder problemerne tæt ind til kroppen.”

Det psykiske er stadig tabu

Men for Jan Harkamp handler problemstillingen også om noget helt andet. En berøringsangst overfor det indre univers’ sårbarhed.

”Det tabu, vi har i vores samfund overfor at snakke om psykiske problemer, det gælder i sporten gange 15. Vi vil gerne se atleterne som stærke, uovervindelige og særlige. Men i virkeligheden er de meget skrøbelige, fordi der er så meget på spil for dem, og de ikke har noget andet at falde tilbage på.

Atleterne er tavse overfor hinanden og skjuler de svage sider, og det har forbund og andre indirekte lukreret på. Ikke fordi de er onde, men fordi de er drevet af ambitionen om at ville vinde medaljer, og sporten er samtidig økonomisk afhængig af, at der bliver præsteret. Og så tager de skyklapper på. Alle presser på for at få det maksimale ud af atleterne.

Idrætten skal erkende problemerne

Det er selvfølgelig dejligt, at vi kan klare os godt her i Danmark, men det går ikke, at vi vender det blinde øje til spiseforstyrrelser, psykiske problemer og selvskade. Jeg er sikker på, at når Team Danmark siger, at de arbejder for hele mennesker, så sidder der mange tilbage, der siger: ’At det ikke var mig!’

Meget tankevækkende så kunne Børnetelefonen fortælle os, at rigtig mange af de børn og unge, der ringer til dem, er unge sportstalenter, der ikke ved, hvor de skal gå hen med deres psykiske problemer, og de bruger børnetelefonen, fordi de kan være anonyme.”

Næste del af artiklen ser fremad

Med denne foruroligende information runder vi første del af blogartiklen af her.

I del 2 kommer det til at handle om det fremadrettede. Hvad der kan og bør ske? Og hvad der allerede er i gang med at ske indenfor mental sundhed og trivsel – altså med den altafgørende livskvalitet af et elitesportsliv.

Tak til Jan Harkamp herfra – både for tiden og for at dele – og for at tage sin tørn for at skabe de bedste miljøer