Har vi udviklet os mod den forkerte regnbue

Hvad er der med dem – ‘de der sårbare unge’?

Og hvad kommer det os ved i konkurrencesporten?

DEL 1 af 2

”At være ung i dag kan siges at være en kompleks færden mellem flerartede, uforenelige forventninger og krav. Vi befinder os i en individualiseret tid, hvor den personlige frihed er omfangsrig, den enkeltes muligheder stort set grænseløse og hvor levestandarden er høj og privilegeret.

Alligevel markerer den yngre generation sig som en hær af unge mennesker, der er tynget af dybtliggende følelser af afmagt og utilstrækkelighed.

Noget tyder på, at nutidens privilegerede leveform har en pris, som specielt den unge generation betaler i form af en selvdestruktiv eksistensmåde.”

Dette citat fra min datter Trines opgave på psykologistudiet sætter temaet godt og klart, og ordvalget ’tynget af dybtliggende følelser af afmagt og utilstrækkelighed’, får det til at suge i min mave…

– For hvorfor er det så svært at være ung i dag?

– Og hvis det er svært at være ung i det hele taget – er det så sværere eller nemmere at være i sporten?

– Og hvad gør sporten egentlig for at være klar til at modtage disse unge?

De tre spørgsmål har optaget mig gennem et stykke tid, og jeg har forsøgt at researche mig frem til mere viden om ’de unge af i dag’ både teoretisk og faktuelt.

(NB: Se henvisning til de gode bøger og kilder sidst i artiklen)

Sporten må kigge ud i den ‘virkelige verden’

Det er jo på alle måder essentielt, at vi ved, hvad det er for unge mennesker, vi arbejder for og med. Sporten kan nogle gange lukke sig om sig selv som en isoleret boble med egne normer og mønstre langt væk fra den ’almindelige verden’ udenfor.

Det kan være rart og godt og netop gøre sportsverdenen til en dejlig oase. Men det kan også være et problem, hvis vi i sporten glemmer at se de store sammenhænge, vi er en del af. Hvis unges livsvilkår ændrer sig drastisk, så er sporten nødt til at være opmærksom – ideelt set endda være på forkant – og være klar til at møde og hjælpe dem.

Og der sker nogle ting med de unge af i dag, som vi i sportens verden ikke kan sidde overhørig.

Tallene er ret så vilde!

I en periode ti år tilbage fra 2017 viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at antallet af unge med psykiske problemer som angst og depression er tredoblet. Tredoblet!

Det er særligt de unge piger, der er hårdt ramt. Tal fra VIVE fra 2018 viser, at siden 2010 er andelen af unge piger med en psykisk lidelse steget fra 21 til 39 procent. Altså næsten 4 ud af 10 unge piger!

Drengenes andel ligger lavere – men er også i vækst, de starter bare længere nede fra.

En sidste interessant detalje. Forskerne slår fast, at den unge generations sårbarhed ikke er social betinget. Denne ’ungdoms-sygdom’ rammer atypiske alle de unge – og faktisk især de meget pæne og ordentlige.

Der er mange flere tal fra flere forskellige undersøgelser – også fra andre nordiske og vestlige europæiske lande og USA – der viser de samme skræmmende tendenser. Ikke bare skræmmende -men triste, bekymrende og foruroligende tal – og virkelig stof til eftertanke.

Eftertanke af den slags, der råber højt og siger, at vi voksne virkelig skal mere end læse – men handle.

Vi har jo alt og burde være top glade

Vejen til at handle er i første omgang at prøve at forstå, hvad det er, der foregår med de ’forkælede unge’, der jo netop vokser op i et samfund med så mange ressourcer og tilbud, at livet mest af alt ligner en glad gavebod. Udefra set er vi nærmest nået i mål på udviklingssøjlen. Vi har alt til at kunne leve og overleve på den behageligste og lækreste måde – og nu skal vi bare realisere os selv og vælge det allerbedste. Hvorfor er det så svært?

Højskolelærer Christian Hjortkjær slår fast (i den meget anbefalelsesværdige bog ’Utilstrækkelig), at det jo ikke noget nyt, at unge har det svært og er udfordret af at skulle ind i det voksne liv. Det vil altid være svært. Problemet er, som han siger, at det er ’anderledes svært’ i dag.

De unge styrter ikke. Nej, de kæmper kontinuerligt for ikke at falde – de snubler af sted gennem livet. I skiftet fra velfærdssamfundet og til det præstationssamfund, vi har fået lavet i dag, er der sket det, at i stedet for som tidligere at hjælpe og støtte unge på vej, så skal de unge nu klare den selv, og de skal præstere og levere, og de bliver hele tiden målt og vejet. Det er helt andre samfundsmæssige grundbetingelser.

De unges adfærd er fyldt med paradokser

Det ender med nogle næsten absurde paradokser i den unge generation, fremhæver Hjortkær. Han ser unge, der både er stærke, målrettede og stræbsomme – men som samtidig også er meget sårbare, usikre og oplever en stærk følelse af ensomhed.

De unge er ’grund-nervøse’ i en form, der rækker langt ud over almindelig utryghed. De har et stort behov for sikkerhed. Men alt er omskifteligt og usikkert. Ikke engang en god uddannelse kan give dem sikkerhed. Alle kan blive sorteret fra eller misse.

Hjortkjær ser det som et billede. De unge går på en meget smal og usikker vej, der ligger mellem succes og fiasko, og det er meget nemt at falde udover kanterne. Livet er et voldsomt enten-eller-spil. Det er med til at gøre hverdagen endnu mere nervepirrende, når du som ung kan mærke afgrunden lige derude ved siden af. Og som Hjortkjær også slår fast:  Falder de unge ned ved siden af, så giver de op.

Skiftet fra velfærd til præstation

Helt overordnet ligger der nogle forklaringer i udviklingen af det tyoe samfund, vi lever i. For der er sket nogle fundamentale ændringer af vores måde at være mennesker på. Efter vi har flyttet os fra et velfærdssamfund, hvor der blev taget hånd om folk, så har vi i dag et meget anderledes præstationssamfund, hvor du hele tiden skal tilkæmpe dig din plads, og intet er givet eller sikkert – udover at du kan være sikker på, at tingene hele tiden udvikler sig, og du skal følge med. 

Et præstationssamfund giver særlige spilleregler, og konsekvenserne er store – især de unge, der skal ind i denne verden og klare sig og overleve.

Alt det de SELV skal kunne

Når skæbnen i den grad er overladt til den unge, så betyder det, at de SELV skal evne at køre med klatten; de skal vide, hvad de vil og bare gå for det; ”just do it”! Allerede her bliver det svært, for de skal både vide, hvilken vej de gerne vil gå, og de skal turde satse.

De skal sørge for hele tiden at udvikle dig og være på vej videre – for i dette game må du ikke stå stille, og du må ikke være Mr. eller Miss Middelmådig. Så bliver du overhalet. Der er altid en tung ånde i nakken. Der er ikke plads til at tøve for længe. For det hele går hurtigt, og de bliver ligeså hurtigt hægtet af. Derfor er der det ekstra stressmoment, at de vælger rigtigt. Første gang.

De skal virkelig kunne en masse. Samtidig skal de være fleksibel, initiativrig, opsøgende og god til at omstille dig. Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at de shiner. De skal være passionerede, og det skal føles ’helt rigtigt’ hele vejen. Det skal være true love og det bedste af det bedste hele vejen. Ellers spilder du dit liv…

En enkelt karakter kan ruinere livet

Derfor starter presset tidligere og tidligere på børnene. Derfor skal de have de høje karakterer helt ned i Folkeskolen, for at de kan komme ind på deres drømmeuddannelse og senere få deres drømmejob, drømmebolig og gode fremtid. Det er den helt store pakke, der er puttet ned i en mentale skoletaske. Puh, så kommer alvoren tidlig med i sidelommen.

Selvom vi måske stadig slet ikke har det samme pres på de danske unge, som de har rundt om i verden i lande som Sydkorea og Kina og Japan, som Merete Risager pointerer det. Men udviklingen har i hvert fald været markant i Danmark og meget har ændret sig radikalt gennem den seneste årrække.

Det er ikke længere ’samfundets skyld’ – men din egen

Som en anden tankevækkende konsekvens så kan vi i præstationssamfundet ikke længere sige: ”at det er samfundets skyld!” Nej, nu er det sgu’ vores egen skyld, hvis det går ad h…… til. I de gamle velfærdsdage var der tid og plads til at fjolle rundt som ung, og hvis der var noget, der ikke kørte, kunne man undskylde sig og med stor indignation sige: ”… at det var nogen andres skyld”.

Den går ikke i dag. Nu skal de unge en masse (som de voksne stadig et sted har bestemt…), og hvis de ikke lykkes, så er det deres EGEN skyld. Der er ikke tid eller plads til svinkeærinder eller gå forkert.

Har vi udviklet os mod den forkerte regnbue

At vi har udviklet os op på toppen af behovspyramiden, er måske et problem? For det kan godt se ud som om, at vi er kommet et forkert sted hen, og lykken ikke ligger for enden af den materielle regnbue, som vi troede. Det er ligesom blevet ’for godt’ og for luksus.

For når de unge står i denne gavebod med alle gaverne/mulighederne foran sig og med alle de åbne døre, så ser det ud til at være en stor del af problemet. Når du som ung får at vide, at du kan stort set alt, hvad du drømmer om, så har du fået bolden spillet for dine fødder. Og så er det bare at løbe med den og score. Det er helt op til dig selv – men hvis du brænder er det altså også din egen skyld.

Den ultimative frihed er en svær ting

Den ultimative frihed med alle muligheder åbne kan absurd nok ende med at give følelse af krav og tvang i stedet for. Det er rigtig svært at vælge, når man kan tage fra alle hylder. Som et menukort med alt for mange lækre retter. Nogle gange er det nemmere med en enkelt ’dagens ret’.

Summet op er det hele altså op til dig SELV. Det kræver rigtig meget, når du bliver SELV-ansvarlig for dit liv og din lykke, hvor du både skal SELV-disciplinere dig selv, SELV-lede dig selv, du skal være SELV-kritisk og du skal SELV mærke efter, om det hele tiden er fedt og fantastisk?!

”I am the master of my fate / I am the captain of my soul.”

Sådan star der i digtet Invictius af William Ernest Henley.  Det lyder smukt og stærkt – men det kan samtidig læses som essensen af det sted, vi har udviklet os hen til / op til. Det bliver rigtig svært, når vi selv er ansvarlige for det hele – både vores skæbne og vores sind – både vejen og udsigten…

Skam og utilstrækkelighed har afløst skyld og neuroser

Psykologien kan hjælpe med at forklare, hvorfor vi er mere sårbare overfor de åbne muligheder end de kontante krav. For den menneskelige psyke er indrettet sådan, at når der er noget MAN SKAL, så giver det skyld og neuroser ikke at leve op til disse krav. Men hvis ikke man kan klare at forvalte, ’alt det man FÅR TILBUDT og har mulighed for’, så kan man i stedet inkassere følelser af afmagt, skam og utilstrækkelighed.

Når det bliver ’ens egen skyld’, at man ikke bliver til ’noget’, så rammer det ekstra hårdt på psyken. Det kan sætte gang i disse for os mennesker meget farligere selvdestruktive kræfter.

  • Dette var den første del af ’historien om de unge’.

I del 2 af denne ’klog-på-de-unge’ blogartikel kommer det til at handle om de udviklingstræk, der er med til at presse de unge yderligere. Vi kommer også til diskussionen af, hvordan konkurrencesportens miljø matcher de unge, og slutter med spekulationerne fremadrettet:

”What to do?”

Læs med i næste uge…

Anbefalet læsning:

  • ’Utilstrækkelig’; Christian Hjortkjær
  • ’Ny udsathed’; Center for Ungdomsforskning (med artikler fra 11 forskere)
  • ’Selvbyggerbørn’; Merete Risager
  • ’Præstationskultur’; Anders Petersen