Da jeg spørger træner Bengt Sæternes om, hvor mange spillere i hans trup på 22 kvinder, som han mener er hårdt presset – det kan være både mentalt, økonomisk eller i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen – så er hans bud, at det vil være mellem 5-8 ud af Brøndbys førsteholdstrup i Gjensidige Kvindeligaen på 22 spillere.
”Spillerne er presset på den indre belastede måde, der kan aflæses på, at hvis du spørger dem, hvordan de har det – så begynder de meget hurtigt at græde. De er især presset af, at de vil være hurtigt gode, og en helt afgørende faktor for dem i det daglige er at starte inde. Hvis ikke de gør det, er det en fallit for dem. Derfor kan deres humør svinge fra uge til uge, alt efter om de er med fra start. Det stresser dem vældigt.”
Bengt Sæternes har gjort sig en konkret iagttagelse: Typisk er der ikke mange smil, når pigerne træner. Fodbolden bliver hurtigt meget alvorlig for dem. Og tonen kan også være hård – specielt for de yngre spillere, der faktisk skal hjælpes af ham som træner til at kunne fungere sammen med de ældre og til tider meget kontante spillere.
Jeg mødes med den sympatiske nordmand en fredelig eftermiddag kort før sæsonafslutningen til en snak om, hvordan det er at være pige/kvinde i et intenst præstationsmiljø. Bengt er tidligere professionel fodboldspiller og har trænet flere herrehold. Han kom til Brøndby efter han havde været udviklingschef og sportslig leder for Vikings kvindesatsning og var fungerende cheftræner for Norges U15- og U17 pigelandshold, da han skiftede til Brøndby i sommeren 24.
Jeg tager altid noter på computeren, når jeg interviewer, og bagefter læser jeg det hele igennem og markerer de interessante passager. Da jeg havde læst interviewet med Bengt igennem, var stort set det hele markeret med gult. Men jeg vidste det allerede, mens vi snakkede sammen. Her var en mand, der havde arbejdet seriøst og eftertænksomt med, hvad det egentlig kræver at træne kvinder.
Skal jeg fremhæve noget helt centralt, så bliver det hans dyrekøbte erfaring. Hans bud på, hvad der er altafgørende for, at man kan træne et kvindehold med succes. Kodeordet er TRYGHED!
Han har selv måtte ændre sig som træner for at passe ind i det kvindelige præstationsunivers. Det blev klart for ham, da han arbejdede med de yngre piger i Norge.
”Jeg har skruet ned for kravene. I stedet prøver jeg at se, hvor spillerne er. Jeg arbejder med en inkluderende metode. Vigtigst af alt. Pigerne skal vide, at jeg kan lide dem.”
Det er en betragtning, der bliver endnu mere central efter dokumentaren om det danske kvindefodbold netop er rullet over skærmen. Her kom træner Andrée Jeglertz med samme hovedpointe: ”Spillerne skal mærke, at jeg ser dem og kan lide dem og er interesseret i dem som mennesker.”
I det større billede pointerer Bengt Sæternes tryghedens betydning hele vejen rundt: ”Der skal være tryghed før korrektion. Vi skal arbejde sammen. Det er helt afgørende, at jeg ikke skal kritisere dem overfor alle de andre i det store rum. Ordet FEJL skal ikke siges højt. Især plenum er skummelt for dem. I starten da vi arbejdede med videoanalyser, sad de helt tavse og frygtede for, at deres fejl blev udstillet. Nu arbejder vi i stedet for med grupper, hvor de sidder sammen og selv foretager analyserne.”
Der er endnu en pointe med trygheden, som den norske træner fremhæver. Det er først, når pigerne er trygge, at de også begynder at udvikle sig som mennesker. Hvilket er en vigtig sideordnet mission.
Når jeg spørger Bengt om hans måde at arbejde på er typisk i kvindeligaen, så er hans svar, at hans indtryk er, at der findes mange trænere i ligaen, som kører en helt anden og hårdere stil. Det hører han spillerne fortælle om. Det skaber miljøerne, hvor pigerne kan fortælle, at de er mødt ’ræd’ op til træningerne.
Det fører snakken videre hen på, at det selvfølgelig er meget forskelligt, hvordan de enkelte piger reagerer på pres. Brøndby-træneren kan faktisk opdele sine spillere i tre arketyper:
1) Den første type er dem, der ikke skal bruges tid på. Det er de piger, der er trygge og gode, og de træner ukompliceret. De skal bare klappes på skuldrene en dag ugen.
2) Så er der den type, som skal ses hele tiden og har brug for konstant feedback og bekræftelse.
3) Den tredje type er dem, der ikke vil have nogen indblanding. De vil ikke korrigeres. Det bliver opfattet som en fornærmelse af dem.
Bengt Sæternes har en interessant tilføjelse til den sidste gruppe. ”Det er oftest dem, som ikke vil tage imod kommentarer, som jeg faktisk har mest lyst til at bruge tid på, for de har et stort potentiale. Men de lukker mig ikke ind.”
En anden afgørende pointe, som Bengt Sæternes trækker frem, er udviklingen af de kvindelige spillere, hvor han ser en problematisk tendens til at skabe, hvad han kalder ’joystick-spillere’. Det er de spillere, der bare bliver fortalt, hvad de skal gøre, og så gør de det helt mekanisk. Her rammer man ind i et typisk træk ved pige- og kvindespillere, der ligger dybt i deres kønsspecifikke adfærd. Et træk, som jeg også er stødt på i min jagt på de fundamentale og iboende forskelle på de to køn.
Det handler om pigernes trang til at gøre tingene perfekt og ordentligt. ’Pæne piger-syndromet’, der i praksis betyder, at piger ofte efterspørger klart svar på, HVAD de skal gøre, HVORDAN de skal gøre det, HVORFOR de skal gøre det – alt sammen for at sikre sig, at de gør det RIGTIGE og dermed PERFEKTE. De vil have alle svarene.
Det tankevækkende er, at Bengt oplever, at pigerne rent faktisk bliver sure, når han ikke giver dem de ønskede svar og den klare opskrift. Men når han som træner møder dette behov hos de kvindelige spillere, så giver han dem aldrig et svar.
”Det er vigtigt, at spillerne selv finder ud af det. Ellers bliver de ’joy-stick-spillere’, der bliver styret af andre. Til gengæld fortæller jeg dem gerne, hvad de skal dyrke, og hvad de skal arbejde med…”
Den sidste pointe, der er vigtig at få med fra Bengt, handler om det generelle pres, der meget hurtigt kommer på de talentfulde pigespillerne. Deres vilkår ligner på den måde mere og mere den virkelighed, der længe har været der for drengefodboldspillerne.
Der kommer et pres på at skulle træne rigtig meget tidligt og spille på flere hold. Der kommer også et pres fra de agenter, der også er blevet en del af hverdagen. Og sidst men ikke mindst. Presset fra forældrene. Det er massivt, voldsomt og et kæmpe problem, fremhæver Bengt Sæternes. Og han slår det tydeligt fast. DET ER ET KÆMPE PROBLEM!
Som altid er det sidste så trist at høre. Det burde jo være forældrene, der var bufferen, der passede på deres børn. Især fordi det langtfra er alle trænere, der som Bengt evner at tænke på både spilleren som menneske og som en del af hans ’præstationsapparat’ – holdet. Og her kommer nordmanden omkring et helt andet grundlæggende problem. Netop kvaliteten af pigernes trænere. Kvindefodbolden lider stadig under, at de bedste trænere søger mod drengene.
Men hvordan lykkes han med både at have sit fokus på at udvikle spillerne og samtidig levere de afgørende resultater? Svaret er kort og realistisk: ”Det er svært!”
Men selv med den sidste kontante udmelding, der kan skaber lidt oprigtig bekymring, så er jeg alligevel helt opstemt og glad, efter jeg har sagt farvel og STORT TAK og cykler hjemad. Oplivet over at møde et menneske og en træner, der har fokus på at gøre sporten til et godt liv og talenterne til gode og stærke mennesker.
Bengt Sæternes er tidligere professionel fodboldspiller og har blandt andre tørnet ud for Bodø/Glimt, Vålerenga, Brann, Club Brugge og danske OB. Samtidig har han syv landskampe for det norske A-landshold på sit CV. På trænersiden har han tidligere været cheftræner for herreholdene Egersund og Sandnes Ulf, samt været udviklingschef og sportslig leder for Vikings kvindesatsning og var fungerende cheftræner for Norges U15- og U17 pigelandshold, da han skiftede til Brøndby.
