Skæbne er noget værre rod, hvis du gerne vil have styr på det hele.

Men skæbnen er på spil – også når det gælder den seriøse sportsverden, hvor alt, hvad der ellers kan analyseres og optimeres er planlagt i detaljer.

For der er stadig alt det her ’fnuller og smuller’ rundt omkring os mennesker, der lever sit eget liv. Alt det rodede og ukontrollable – det skæbnesvangre.

Forleden gik det pludselig op for mig, at jeg er endt med at arbejde med netop dét – efter en årelang rundtur med alt det håndterbare!

I mit arbejde for bedre talentmiljøer startede jeg med at tage fat i glæden blandt andet med bogen ’Jagten på glæden’ og temaaftenen på DR2 ’Ikke uden glæden’. Hvor jeg udviklede en model for glæden, testredskaber og en masse konkrete anbefalinger til at fremme de fire forskellige glæder, jeg havde identificeret.

Næste skridt har handlet om alle de andre elementer udenom selve glæden ved sporten, der kan skrues på. Opstillet som fire forskellige LIV i bogen ’Til kamp for det gode talentliv’. Med al praktikken udenom i HVERDAGSLIVET. Alle de relationelle faktorer i miljøet i SPORTSLIVET. Stimuleringen af den personlige udvikling i MENNESKELIVET og tilslut arbejdet med den mentale balance i SJÆLELIVET.

Samlet set i de ’fire LIV’ er der uendelig mange knapper, der kan skrues på og arbejdes bevidst med.

Men så er jeg alligevel nu endt et sted helt udenfor alt det kontrollerbare med ungdomsbogserien ’Hårdt Fedt Hårdt 1.G / 2.G / 3.G’

Det gik først op for mig forleden, da jeg skulle holde et oplæg for et netværk af svømmetrænere. Jeg havde på forhånd fået spørgsmålet: ”Hvad kan trænerne få ud af mine historierne om, hvad der sker med de fire talenter i løbet af de tre vilde år i en sportsklasse i gymnasiet? Hvad kan de lære af, og hvad kan der arbejdes med?”

Jeg sætter mig glad og forbereder oplægget, og da jeg lister alle de udfordringer op, som de unge talenter møder undervejs bliver listen hurtigt lang. Mange af dem er gammelkendte – såsom skader; forældre der presser; stressen over lektierne; de utrygge magtrelationer ift. trænerne; frustrationen over ikke at kunne være sammen med andre venner mm.

Men det sjove og interessante er, at det går op for mig, at mange af de helt afgørende faktorer, jeg skriver om i bøgerne, netop er de ’skæbnesvangre’. De elementer, der ikke kan styres eller bestilles

Det kan være en sårbar relation mellem søskende eller med forældrenes typer og tilgang og hjemmets normer og værdier;

Det kan være de økonomiske ressourcer og de muligheder og begrænsninger, det sætter;

Eller det kan være spørgsmålet om hvilke venskaber og tætte relationer talenterne har i spil både på og udenfor banen;

Eller mest af alt vil det altid være den personlighed, de unge har fået med i pakken – ikke kun deres dybtliggende reaktionsmønstre, men også eksempelvis hvor ’likeable’ de er;

Og helt centralt den tone og styrke de har i ’deres’ indre stemme – som muligvis kan være ubarmhjertig hård eller være en stemme, der vil have kontrol og styr på alt;

Det er alle de her menneskelige faktorer, som skæbnen strør om sig med tilfældig hånd, der kommer til at farve hver enkelt talentliv. Da jeg sad og ’opfandt’ alle historierne for de fire unge, så var det netop alle de ’uregerlige faktorer’, der skabte nerve og intensitet.

Det er derfor, at jeg ville kunne blive ved med at skrive bøger om sport til jeg dør, for der er så mange dramatiske, uforudsigelige og skæbnesvangre byggeklodser i et sportsliv.

Det er grundsubstansen. Ikke fordi det er ny viden. Sådan har jeg bare ikke set på det før.

Men det er den erkendelse, jeg kunne dele med svømmetrænerne. Det er den påmindelse læsere vil få, når de læser de tre bøger om de fire unges liv med et intenst ’udviklingsbombardement’ i de tre gymnasieår.

Som udgangspunktet vil der altid være uendelig mange sider af hvert talents liv, som vi ikke kan styre – men som vi med stor gevinst kan være bevidste om! Eller SKAL være bevidste om og ikke må glemme for at kunne arbejde helhjertet med hvert talent – eller hver lille skæbne kunne man kalde det…

Så er den desværre ved at være slut…. endnu en Sportssommer stempler ud.

Som altid fyldt med en masse store begivenheder og præstationer, der har krydret de fredelige sommerdage med sprudlende underholdning.

Men det interessante er ikke altid kun, hvad der bliver GJORT – men også hvad der bliver SAGT. Og her hitter én begivenhed – én person – og én kommentar i mit indre univers.

Den unge August Holmgren overraskede alt og alle ved Wimbledon, og han gik ind i alt virakken med en imponerende ro. Det gjorde hans far også, og faren trak også store overskrifter og debat med sig. Og den farmand er ikke en ’Mister Hvem-som-helst’.

Allan Holmgren er en 72-årig psykolog, og han kom ikke med standardsvaret, da han blev spurgt: ”Om han var stolt af din søn?”

For svaret var: ”NEJ!”

Det vakte gehør. Hans svar blev så meget ’talk of the summertown’, at Hr. Holmgren kom i det tætteste på at tale til den danske befolkning, da han gæstede Aftenshowet i DR.

Hans pointe var klar og tydelig. Man skal ikke være stolt af sine børn. Man kan være glad på deres vegne. Men stolthed kan lægge et unødvendigt pres på barnet. Han understregede til gengæld:

”…at forældre bør være støttende og glæde sig med deres børn.”

Og han føler selv en taknemmelighed for sine børns succeser. Men altså ikke stolt.

I hans optik skal forældre ikke påtage sig stoltheden, fordi den handler mere om dem selv og den voksne end barnet. Stoltheden som følelse flytter opmærksomheden og meningen, og den kan være direkte negativ, da den følelse kan være med til at skabe forventninger og dermed lægge pres på barnet, der skal præstere for at gøre sine forældre stolte. Så handler børnenes sport lige pludselig om noget helt andet. En anerkendelse som barnet kan ende med at hige og søge efter mere end selve sportsresultatet.

Når jeg spoler tilbage i mit eget lager af typiske kommentarer, jeg har hørt fra unge sportsfolk gennem tiderne, så hører jeg ekkoet af sætningen:

”Jeg vil gerne gøre mine forældre stolte…” igen og igen.

Jeg har aldrig tænkt over stolthed på den måde eller i den kontekst, og i første omgang blev jeg helt forvirret af Allan Holmgrens kommentar. For er jeg ikke selv stolt over mine to døtre – og er det da ikke bare den skønneste følelse at have rislende igennem én? At man ser på de unge mennesker, der springer ud og kan en masse fantastisk?

Gør jeg også noget forkert, og noget der utilsigtet presser mine piger?

Jeg greb telefonen og ringede til den ældste af mine døtre, som for nylig sprang ud som uddannet psykolog – noget man i sig selv godt kan være stolt over…

’Hvad tænkte hun? Hvad havde hun oplevet? Pressede det hende, at jeg var stolt af hende?

Der var stille et øjeblik på telefonforbindelsen.

Så kom svaret – som jeg også kunne skrive, at jeg er stolt af…

For hun kom med en klar og kontant analyse. Hun pointerede forskellen mellem stoltheden af – hvad ens børn præsterer og leverer på den ene side – og stoltheden over, hvem de er som mennesker, og måden de tackler livet på den anden side. Hvor det handler om, hvilke værdier og menneskelige kvaliteter de har?

Vi er tilbage i den helt basale forskel på selvværd og selvtillid. På om du bliver elsket, som den du er eller ej. Hvis du skal gøre sine forældre stolte ved at være god til at spille tennis, så har du brug for at tanke selvtillid op. Får du den respons, at ens forældre er ligeglade med om du vinder eller taber men i stedet synes, at du klarer hele situationen på en god måde, så underbygger det selvværdet.

Den skelnen giver altså god mening. Jeg sagde tak til min datter, og jeg glæder mig over, at hun er så skarp. Og så er jeg stolt af, at jeg har fået to piger, der er dejlige mennesker. Så kom den på plads.

Men der er endnu en spændende nuance i Allan Holmbergs kommentar. Han brugte en anden formulering:

”At man som forælder skal gå foran og ellers holde sig i baggrunden.”

For nu træder vi ind i et helt andet konkret og mega kompliceret univers. Nok en af talentsportens – og dermed også hele elitesportens – mest problematiske grundvilkår pt.

For jeg hører problematikken omtalt igen og igen – og jeg hører det bliver sagt med større og større skepsis, bekymring og frustration! Det er de samme betragtninger, der kommer fra størstedelen af de trænere og ledere, som jeg møder, når jeg er ude at researche, observere og interviewe.

Nemlig at ’sportens voksnes’ arbejde med børnene og de unge bliver besværliggjort, undermineret og forstyrret, fordi forældrene absolut ikke træder i baggrunden og lader deres børn have deres sport i fred. De blander sig og styrer, kommenterer, bestemmer og kritiserer.

Det vil i praksis betyde, at de netop hverken går foran eller træder i baggrunden. Forældre der går foran skal netop vise vejen. Vise hvordan man gerne vil have, du som både barn og voksen skal opføre dig som medmenneske. Altså vise hvilke menneskelige kvaliteter og værdier du prioriterer og selv forsøger at udleve. Hvis du som voksen presser på og blander dig og ikke går i baggrunden, så gør du jo det modsatte. Du viser en forkert vej.

I en anden sammenhæng mødte jeg en anden formulering, der mindede lidt om denne men gav mening på en anden måde:

”At du ikke skal skubbe bagpå eller gå foran og trække dine børn. Du skal gå ved siden af dine børn, så de kan mærke, at du er der, og de kan række ud, hvis de har brug for hjælp eller støtte.”

Når jeg tænker på den anbefaling i denne kontekst, så ser jeg igen en skelnen og en afgørende nuance og en forskel på noget godt og skidt. For der er forskel på, om du går der ved siden af dit barn, uden at det opleves som et slags pres gennem en stærk opmærksomhed for dem. Eller om det kun føles som en tryg konstellation for den unge i et krævende ungdomsliv?!

Mens sommeren løber ud, vil jeg håbe, at der er flere, der vil give sig tid til at mærke efter, om du som voksen i et præsterende barns liv får de unge til at gøre sig umage med at præstere for at gøre dig stolt – eller om de præsterer på en måde som gør dig stolt – helt underordnet om de vinder eller taber.

Jeg sidder tilbage med tv-skærmen slukket – men problematikken piv levende. I bund og grund handler det om, at det er mega komplekst at være forældre – og i endnu højere grad når dit barn er i en præstationskultur som sportens. Måske er vi nødt til at lave kurser for forældrene, hvor de får redskaber til at se på dem selv udefra og finde en fin, støttende vej ved siden af barnet?

—————————————————————————

STOLTHED beskriver en følelse af dyb tilfredshed og glæde, der stammer fra ens egne præstationer, kvaliteter eller de egenskaber, som en person eller noget, man identificerer sig med, har.

—————————————————————————

Da jeg spørger træner Bengt Sæternes om, hvor mange spillere i hans trup på 22 kvinder, som han mener er hårdt presset – det kan være både mentalt, økonomisk eller i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen – så er hans bud, at det vil være mellem 5-8 ud af Brøndbys førsteholdstrup i Gjensidige Kvindeligaen på 22 spillere.

”Spillerne er presset på den indre belastede måde, der kan aflæses på, at hvis du spørger dem, hvordan de har det – så begynder de meget hurtigt at græde. De er især presset af, at de vil være hurtigt gode, og en helt afgørende faktor for dem i det daglige er at starte inde. Hvis ikke de gør det, er det en fallit for dem. Derfor kan deres humør svinge fra uge til uge, alt efter om de er med fra start. Det stresser dem vældigt.”

Bengt Sæternes har gjort sig en konkret iagttagelse: Typisk er der ikke mange smil, når pigerne træner. Fodbolden bliver hurtigt meget alvorlig for dem. Og tonen kan også være hård – specielt for de yngre spillere, der faktisk skal hjælpes af ham som træner til at kunne fungere sammen med de ældre og til tider meget kontante spillere.

Jeg mødes med den sympatiske nordmand en fredelig eftermiddag kort før sæsonafslutningen til en snak om, hvordan det er at være pige/kvinde i et intenst præstationsmiljø. Bengt er tidligere professionel fodboldspiller og har trænet flere herrehold. Han kom til Brøndby efter han havde været udviklingschef og sportslig leder for Vikings kvindesatsning og var fungerende cheftræner for Norges U15- og U17 pigelandshold, da han skiftede til Brøndby i sommeren 24.

Jeg tager altid noter på computeren, når jeg interviewer, og bagefter læser jeg det hele igennem og markerer de interessante passager. Da jeg havde læst interviewet med Bengt igennem, var stort set det hele markeret med gult. Men jeg vidste det allerede, mens vi snakkede sammen. Her var en mand, der havde arbejdet seriøst og eftertænksomt med, hvad det egentlig kræver at træne kvinder.

Skal jeg fremhæve noget helt centralt, så bliver det hans dyrekøbte erfaring. Hans bud på, hvad der er altafgørende for, at man kan træne et kvindehold med succes. Kodeordet er TRYGHED!

Han har selv måtte ændre sig som træner for at passe ind i det kvindelige præstationsunivers. Det blev klart for ham, da han arbejdede med de yngre piger i Norge.

”Jeg har skruet ned for kravene. I stedet prøver jeg at se, hvor spillerne er. Jeg arbejder med en inkluderende metode. Vigtigst af alt. Pigerne skal vide, at jeg kan lide dem.”

Det er en betragtning, der bliver endnu mere central efter dokumentaren om det danske kvindefodbold netop er rullet over skærmen. Her kom træner Andrée Jeglertz med samme hovedpointe: ”Spillerne skal mærke, at jeg ser dem og kan lide dem og er interesseret i dem som mennesker.”

I det større billede pointerer Bengt Sæternes tryghedens betydning hele vejen rundt: ”Der skal være tryghed før korrektion. Vi skal arbejde sammen. Det er helt afgørende, at jeg ikke skal kritisere dem overfor alle de andre i det store rum. Ordet FEJL skal ikke siges højt. Især plenum er skummelt for dem. I starten da vi arbejdede med videoanalyser, sad de helt tavse og frygtede for, at deres fejl blev udstillet. Nu arbejder vi i stedet for med grupper, hvor de sidder sammen og selv foretager analyserne.”

Der er endnu en pointe med trygheden, som den norske træner fremhæver. Det er først, når pigerne er trygge, at de også begynder at udvikle sig som mennesker. Hvilket er en vigtig sideordnet mission.

Når jeg spørger Bengt om hans måde at arbejde på er typisk i kvindeligaen, så er hans svar, at hans indtryk er, at der findes mange trænere i ligaen, som kører en helt anden og hårdere stil. Det hører han spillerne fortælle om. Det skaber miljøerne, hvor pigerne kan fortælle, at de er mødt ’ræd’ op til træningerne.

Det fører snakken videre hen på, at det selvfølgelig er meget forskelligt, hvordan de enkelte piger reagerer på pres. Brøndby-træneren kan faktisk opdele sine spillere i tre arketyper:

1) Den første type er dem, der ikke skal bruges tid på. Det er de piger, der er trygge og gode, og de træner ukompliceret. De skal bare klappes på skuldrene en dag ugen.

2) Så er der den type, som skal ses hele tiden og har brug for konstant feedback og bekræftelse.

3) Den tredje type er dem, der ikke vil have nogen indblanding. De vil ikke korrigeres. Det bliver opfattet som en fornærmelse af dem.

Bengt Sæternes har en interessant tilføjelse til den sidste gruppe. ”Det er oftest dem, som ikke vil tage imod kommentarer, som jeg faktisk har mest lyst til at bruge tid på, for de har et stort potentiale. Men de lukker mig ikke ind.”

En anden afgørende pointe, som Bengt Sæternes trækker frem, er udviklingen af de kvindelige spillere, hvor han ser en problematisk tendens til at skabe, hvad han kalder ’joystick-spillere’. Det er de spillere, der bare bliver fortalt, hvad de skal gøre, og så gør de det helt mekanisk. Her rammer man ind i et typisk træk ved pige- og kvindespillere, der ligger dybt i deres kønsspecifikke adfærd. Et træk, som jeg også er stødt på i min jagt på de fundamentale og iboende forskelle på de to køn.

Det handler om pigernes trang til at gøre tingene perfekt og ordentligt. ’Pæne piger-syndromet’, der i praksis betyder, at piger ofte efterspørger klart svar på, HVAD de skal gøre, HVORDAN de skal gøre det, HVORFOR de skal gøre det – alt sammen for at sikre sig, at de gør det RIGTIGE og dermed PERFEKTE. De vil have alle svarene.

Det tankevækkende er, at Bengt oplever, at pigerne rent faktisk bliver sure, når han ikke giver dem de ønskede svar og den klare opskrift. Men når han som træner møder dette behov hos de kvindelige spillere, så giver han dem aldrig et svar.

”Det er vigtigt, at spillerne selv finder ud af det. Ellers bliver de ’joy-stick-spillere’, der bliver styret af andre. Til gengæld fortæller jeg dem gerne, hvad de skal dyrke, og hvad de skal arbejde med…”

Den sidste pointe, der er vigtig at få med fra Bengt, handler om det generelle pres, der meget hurtigt kommer på de talentfulde pigespillerne. Deres vilkår ligner på den måde mere og mere den virkelighed, der længe har været der for drengefodboldspillerne.

Der kommer et pres på at skulle træne rigtig meget tidligt og spille på flere hold. Der kommer også et pres fra de agenter, der også er blevet en del af hverdagen. Og sidst men ikke mindst. Presset fra forældrene. Det er massivt, voldsomt og et kæmpe problem, fremhæver Bengt Sæternes. Og han slår det tydeligt fast. DET ER ET KÆMPE PROBLEM!

Som altid er det sidste så trist at høre. Det burde jo være forældrene, der var bufferen, der passede på deres børn. Især fordi det langtfra er alle trænere, der som Bengt evner at tænke på både spilleren som menneske og som en del af hans ’præstationsapparat’ – holdet. Og her kommer nordmanden omkring et helt andet grundlæggende problem. Netop kvaliteten af pigernes trænere. Kvindefodbolden lider stadig under, at de bedste trænere søger mod drengene.

Men hvordan lykkes han med både at have sit fokus på at udvikle spillerne og samtidig levere de afgørende resultater? Svaret er kort og realistisk: ”Det er svært!”

Men selv med den sidste kontante udmelding, der kan skaber lidt oprigtig bekymring, så er jeg alligevel helt opstemt og glad, efter jeg har sagt farvel og STORT TAK og cykler hjemad. Oplivet over at møde et menneske og en træner, der har fokus på at gøre sporten til et godt liv og talenterne til gode og stærke mennesker.

Bengt Sæternes er tidligere professionel fodboldspiller og har blandt andre tørnet ud for Bodø/Glimt, Vålerenga, Brann, Club Brugge og danske OB. Samtidig har han syv landskampe for det norske A-landshold på sit CV. På trænersiden har han tidligere været cheftræner for herreholdene Egersund og Sandnes Ulf, samt været udviklingschef og sportslig leder for Vikings kvindesatsning og var fungerende cheftræner for Norges U15- og U17 pigelandshold, da han skiftede til Brøndby.