Der er noget med mig og sport. Vi har hængt sammen hele livet.
Jeg er vokset op med bolde, sved og shorts. Jeg har studeret idræt, lavet børnesport på TV, skrevet børnebøger om sport, rapporter om sportstemaer, lavet sportsportrætbøger, skrevet artikler og produceret sports-tv mm. - og så er jeg endt med mit eget firma SPORTSFORMIDLING, hvor mit hjerte banker for at sport skal blive ved med at være en fantastisk verden for alle potentielle sportsbørn!
For jeg synes, det er vigtigt, og at der er brug for det!
Skæbne er noget værre rod, hvis du gerne vil have styr på det hele.
Men skæbnen er på spil – også når det gælder den seriøse sportsverden, hvor alt, hvad der ellers kan analyseres og optimeres er planlagt i detaljer.
For der er stadig alt det her ’fnuller og smuller’ rundt omkring os mennesker, der lever sit eget liv. Alt det rodede og ukontrollable – det skæbnesvangre.
Forleden gik det pludselig op for mig, at jeg er endt med at arbejde med netop dét – efter en årelang rundtur med alt det håndterbare!
I mit arbejde for bedre talentmiljøer startede jeg med at tage fat i glæden blandt andet med bogen ’Jagten på glæden’ og temaaftenen på DR2 ’Ikke uden glæden’. Hvor jeg udviklede en model for glæden, testredskaber og en masse konkrete anbefalinger til at fremme de fire forskellige glæder, jeg havde identificeret.
Næste skridt har handlet om alle de andre elementer udenom selve glæden ved sporten, der kan skrues på. Opstillet som fire forskellige LIV i bogen ’Til kamp for det gode talentliv’. Med al praktikken udenom i HVERDAGSLIVET. Alle de relationelle faktorer i miljøet i SPORTSLIVET. Stimuleringen af den personlige udvikling i MENNESKELIVET og tilslut arbejdet med den mentale balance i SJÆLELIVET.
Samlet set i de ’fire LIV’ er der uendelig mange knapper, der kan skrues på og arbejdes bevidst med.
Hårdt Fedt Hårdt – serien kan købes online hos blandt andre Bog & Ide
Men så er jeg alligevel nu endt et sted helt udenfor alt det kontrollerbare med ungdomsbogserien ’Hårdt Fedt Hårdt 1.G / 2.G / 3.G’
Det gik først op for mig forleden, da jeg skulle holde et oplæg for et netværk af svømmetrænere. Jeg havde på forhånd fået spørgsmålet: ”Hvad kan trænerne få ud af mine historierne om, hvad der sker med de fire talenter i løbet af de tre vilde år i en sportsklasse i gymnasiet? Hvad kan de lære af, og hvad kan der arbejdes med?”
Jeg sætter mig glad og forbereder oplægget, og da jeg lister alle de udfordringer op, som de unge talenter møder undervejs bliver listen hurtigt lang. Mange af dem er gammelkendte – såsom skader; forældre der presser; stressen over lektierne; de utrygge magtrelationer ift. trænerne; frustrationen over ikke at kunne være sammen med andre venner mm.
Men det sjove og interessante er, at det går op for mig, at mange af de helt afgørende faktorer, jeg skriver om i bøgerne, netop er de ’skæbnesvangre’. De elementer, der ikke kan styres eller bestilles
Det kan være en sårbar relation mellem søskende eller med forældrenes typer og tilgang og hjemmets normer og værdier;
Det kan være de økonomiske ressourcer og de muligheder og begrænsninger, det sætter;
Eller det kan være spørgsmålet om hvilke venskaber og tætte relationer talenterne har i spil både på og udenfor banen;
Eller mest af alt vil det altid være den personlighed, de unge har fået med i pakken – ikke kun deres dybtliggende reaktionsmønstre, men også eksempelvis hvor ’likeable’ de er;
Og helt centralt den tone og styrke de har i ’deres’ indre stemme – som muligvis kan være ubarmhjertig hård eller være en stemme, der vil have kontrol og styr på alt;
Det er alle de her menneskelige faktorer, som skæbnen strør om sig med tilfældig hånd, der kommer til at farve hver enkelt talentliv. Da jeg sad og ’opfandt’ alle historierne for de fire unge, så var det netop alle de ’uregerlige faktorer’, der skabte nerve og intensitet.
Det er derfor, at jeg ville kunne blive ved med at skrive bøger om sport til jeg dør, for der er så mange dramatiske, uforudsigelige og skæbnesvangre byggeklodser i et sportsliv.
Det er grundsubstansen. Ikke fordi det er ny viden. Sådan har jeg bare ikke set på det før.
Men det er den erkendelse, jeg kunne dele med svømmetrænerne. Det er den påmindelse læsere vil få, når de læser de tre bøger om de fire unges liv med et intenst ’udviklingsbombardement’ i de tre gymnasieår.
Som udgangspunktet vil der altid være uendelig mange sider af hvert talents liv, som vi ikke kan styre – men som vi med stor gevinst kan være bevidste om! Eller SKAL være bevidste om og ikke må glemme for at kunne arbejde helhjertet med hvert talent – eller hver lille skæbne kunne man kalde det…
Kontakt mig gerne direkte hvis du vil købe bogpakken med introduktionsrabat
Så er den desværre ved at være slut…. endnu en Sportssommer stempler ud.
Som altid fyldt med en masse store begivenheder og præstationer, der har krydret de fredelige sommerdage med sprudlende underholdning.
Men det interessante er ikke altid kun, hvad der bliver GJORT – men også hvad der bliver SAGT. Og her hitter én begivenhed – én person – og én kommentar i mit indre univers.
Den unge August Holmgren overraskede alt og alle ved Wimbledon, og han gik ind i alt virakken med en imponerende ro. Det gjorde hans far også, og faren trak også store overskrifter og debat med sig. Og den farmand er ikke en ’Mister Hvem-som-helst’.
Allan Holmgren er en 72-årig psykolog, og han kom ikke med standardsvaret, da han blev spurgt: ”Om han var stolt af din søn?”
For svaret var: ”NEJ!”
Det vakte gehør. Hans svar blev så meget ’talk of the summertown’, at Hr. Holmgren kom i det tætteste på at tale til den danske befolkning, da han gæstede Aftenshowet i DR.
Hans pointe var klar og tydelig. Man skal ikke være stolt af sine børn. Man kan være glad på deres vegne. Men stolthed kan lægge et unødvendigt pres på barnet. Han understregede til gengæld:
”…at forældre bør være støttende og glæde sig med deres børn.”
Og han føler selv en taknemmelighed for sine børns succeser. Men altså ikke stolt.
I hans optik skal forældre ikke påtage sig stoltheden, fordi den handler mere om dem selv og den voksne end barnet. Stoltheden som følelse flytter opmærksomheden og meningen, og den kan være direkte negativ, da den følelse kan være med til at skabe forventninger og dermed lægge pres på barnet, der skal præstere for at gøre sine forældre stolte. Så handler børnenes sport lige pludselig om noget helt andet. En anerkendelse som barnet kan ende med at hige og søge efter mere end selve sportsresultatet.
Når jeg spoler tilbage i mit eget lager af typiske kommentarer, jeg har hørt fra unge sportsfolk gennem tiderne, så hører jeg ekkoet af sætningen:
”Jeg vil gerne gøre mine forældre stolte…” igen og igen.
Jeg har aldrig tænkt over stolthed på den måde eller i den kontekst, og i første omgang blev jeg helt forvirret af Allan Holmgrens kommentar. For er jeg ikke selv stolt over mine to døtre – og er det da ikke bare den skønneste følelse at have rislende igennem én? At man ser på de unge mennesker, der springer ud og kan en masse fantastisk?
Gør jeg også noget forkert, og noget der utilsigtet presser mine piger?
Jeg greb telefonen og ringede til den ældste af mine døtre, som for nylig sprang ud som uddannet psykolog – noget man i sig selv godt kan være stolt over…
’Hvad tænkte hun? Hvad havde hun oplevet? Pressede det hende, at jeg var stolt af hende?
Der var stille et øjeblik på telefonforbindelsen.
Så kom svaret – som jeg også kunne skrive, at jeg er stolt af…
For hun kom med en klar og kontant analyse. Hun pointerede forskellen mellem stoltheden af – hvad ens børn præsterer og leverer på den ene side – og stoltheden over, hvem de er som mennesker, og måden de tackler livet på den anden side. Hvor det handler om, hvilke værdier og menneskelige kvaliteter de har?
Vi er tilbage i den helt basale forskel på selvværd og selvtillid. På om du bliver elsket, som den du er eller ej. Hvis du skal gøre sine forældre stolte ved at være god til at spille tennis, så har du brug for at tanke selvtillid op. Får du den respons, at ens forældre er ligeglade med om du vinder eller taber men i stedet synes, at du klarer hele situationen på en god måde, så underbygger det selvværdet.
Den skelnen giver altså god mening. Jeg sagde tak til min datter, og jeg glæder mig over, at hun er så skarp. Og så er jeg stolt af, at jeg har fået to piger, der er dejlige mennesker. Så kom den på plads.
Men der er endnu en spændende nuance i Allan Holmbergs kommentar. Han brugte en anden formulering:
”At man som forælder skal gå foran og ellers holde sig i baggrunden.”
For nu træder vi ind i et helt andet konkret og mega kompliceret univers. Nok en af talentsportens – og dermed også hele elitesportens – mest problematiske grundvilkår pt.
For jeg hører problematikken omtalt igen og igen – og jeg hører det bliver sagt med større og større skepsis, bekymring og frustration! Det er de samme betragtninger, der kommer fra størstedelen af de trænere og ledere, som jeg møder, når jeg er ude at researche, observere og interviewe.
Nemlig at ’sportens voksnes’ arbejde med børnene og de unge bliver besværliggjort, undermineret og forstyrret, fordi forældrene absolut ikke træder i baggrunden og lader deres børn have deres sport i fred. De blander sig og styrer, kommenterer, bestemmer og kritiserer.
Det vil i praksis betyde, at de netop hverken går foran eller træder i baggrunden. Forældre der går foran skal netop vise vejen. Vise hvordan man gerne vil have, du som både barn og voksen skal opføre dig som medmenneske. Altså vise hvilke menneskelige kvaliteter og værdier du prioriterer og selv forsøger at udleve. Hvis du som voksen presser på og blander dig og ikke går i baggrunden, så gør du jo det modsatte. Du viser en forkert vej.
I en anden sammenhæng mødte jeg en anden formulering, der mindede lidt om denne men gav mening på en anden måde:
”At du ikke skal skubbe bagpå eller gå foran og trække dine børn. Du skal gå ved siden af dine børn, så de kan mærke, at du er der, og de kan række ud, hvis de har brug for hjælp eller støtte.”
Når jeg tænker på den anbefaling i denne kontekst, så ser jeg igen en skelnen og en afgørende nuance og en forskel på noget godt og skidt. For der er forskel på, om du går der ved siden af dit barn, uden at det opleves som et slags pres gennem en stærk opmærksomhed for dem. Eller om det kun føles som en tryg konstellation for den unge i et krævende ungdomsliv?!
Mens sommeren løber ud, vil jeg håbe, at der er flere, der vil give sig tid til at mærke efter, om du som voksen i et præsterende barns liv får de unge til at gøre sig umage med at præstere for at gøre dig stolt – eller om de præsterer på en måde som gør dig stolt – helt underordnet om de vinder eller taber.
Jeg sidder tilbage med tv-skærmen slukket – men problematikken piv levende. I bund og grund handler det om, at det er mega komplekst at være forældre – og i endnu højere grad når dit barn er i en præstationskultur som sportens. Måske er vi nødt til at lave kurser for forældrene, hvor de får redskaber til at se på dem selv udefra og finde en fin, støttende vej ved siden af barnet?
—————————————————————————
STOLTHED beskriver en følelse af dyb tilfredshed og glæde, der stammer fra ens egne præstationer, kvaliteter eller de egenskaber, som en person eller noget, man identificerer sig med, har.
Da jeg spørger træner Bengt Sæternes om, hvor mange spillere i hans trup på 22 kvinder, som han mener er hårdt presset – det kan være både mentalt, økonomisk eller i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen – så er hans bud, at det vil være mellem 5-8 ud af Brøndbys førsteholdstrup i Gjensidige Kvindeligaen på 22 spillere.
”Spillerne er presset på den indre belastede måde, der kan aflæses på, at hvis du spørger dem, hvordan de har det – så begynder de meget hurtigt at græde. De er især presset af, at de vil være hurtigt gode, og en helt afgørende faktor for dem i det daglige er at starte inde. Hvis ikke de gør det, er det en fallit for dem. Derfor kan deres humør svinge fra uge til uge, alt efter om de er med fra start. Det stresser dem vældigt.”
Bengt Sæternes har gjort sig en konkret iagttagelse: Typisk er der ikke mange smil, når pigerne træner. Fodbolden bliver hurtigt meget alvorlig for dem. Og tonen kan også være hård – specielt for de yngre spillere, der faktisk skal hjælpes af ham som træner til at kunne fungere sammen med de ældre og til tider meget kontante spillere.
Jeg mødes med den sympatiske nordmand en fredelig eftermiddag kort før sæsonafslutningen til en snak om, hvordan det er at være pige/kvinde i et intenst præstationsmiljø. Bengt er tidligere professionel fodboldspiller og har trænet flere herrehold. Han kom til Brøndby efter han havde været udviklingschef og sportslig leder for Vikings kvindesatsning og var fungerende cheftræner for Norges U15- og U17 pigelandshold, da han skiftede til Brøndby i sommeren 24.
Jeg tager altid noter på computeren, når jeg interviewer, og bagefter læser jeg det hele igennem og markerer de interessante passager. Da jeg havde læst interviewet med Bengt igennem, var stort set det hele markeret med gult. Men jeg vidste det allerede, mens vi snakkede sammen. Her var en mand, der havde arbejdet seriøst og eftertænksomt med, hvad det egentlig kræver at træne kvinder.
Skal jeg fremhæve noget helt centralt, så bliver det hans dyrekøbte erfaring. Hans bud på, hvad der er altafgørende for, at man kan træne et kvindehold med succes. Kodeordet er TRYGHED!
Han har selv måtte ændre sig som træner for at passe ind i det kvindelige præstationsunivers. Det blev klart for ham, da han arbejdede med de yngre piger i Norge.
”Jeg har skruet ned for kravene. I stedet prøver jeg at se, hvor spillerne er. Jeg arbejder med en inkluderende metode. Vigtigst af alt. Pigerne skal vide, at jeg kan lide dem.”
Det er en betragtning, der bliver endnu mere central efter dokumentaren om det danske kvindefodbold netop er rullet over skærmen. Her kom træner Andrée Jeglertz med samme hovedpointe: ”Spillerne skal mærke, at jeg ser dem og kan lide dem og er interesseret i dem som mennesker.”
I det større billede pointerer Bengt Sæternes tryghedens betydning hele vejen rundt: ”Der skal være tryghed før korrektion. Vi skal arbejde sammen. Det er helt afgørende, at jeg ikke skal kritisere dem overfor alle de andre i det store rum. Ordet FEJL skal ikke siges højt. Især plenum er skummelt for dem. I starten da vi arbejdede med videoanalyser, sad de helt tavse og frygtede for, at deres fejl blev udstillet. Nu arbejder vi i stedet for med grupper, hvor de sidder sammen og selv foretager analyserne.”
Der er endnu en pointe med trygheden, som den norske træner fremhæver. Det er først, når pigerne er trygge, at de også begynder at udvikle sig som mennesker. Hvilket er en vigtig sideordnet mission.
Når jeg spørger Bengt om hans måde at arbejde på er typisk i kvindeligaen, så er hans svar, at hans indtryk er, at der findes mange trænere i ligaen, som kører en helt anden og hårdere stil. Det hører han spillerne fortælle om. Det skaber miljøerne, hvor pigerne kan fortælle, at de er mødt ’ræd’ op til træningerne.
Det fører snakken videre hen på, at det selvfølgelig er meget forskelligt, hvordan de enkelte piger reagerer på pres. Brøndby-træneren kan faktisk opdele sine spillere i tre arketyper:
1) Den første type er dem, der ikke skal bruges tid på. Det er de piger, der er trygge og gode, og de træner ukompliceret. De skal bare klappes på skuldrene en dag ugen.
2) Så er der den type, som skal ses hele tiden og har brug for konstant feedback og bekræftelse.
3) Den tredje type er dem, der ikke vil have nogen indblanding. De vil ikke korrigeres. Det bliver opfattet som en fornærmelse af dem.
Bengt Sæternes har en interessant tilføjelse til den sidste gruppe. ”Det er oftest dem, som ikke vil tage imod kommentarer, som jeg faktisk har mest lyst til at bruge tid på, for de har et stort potentiale. Men de lukker mig ikke ind.”
En anden afgørende pointe, som Bengt Sæternes trækker frem, er udviklingen af de kvindelige spillere, hvor han ser en problematisk tendens til at skabe, hvad han kalder ’joystick-spillere’. Det er de spillere, der bare bliver fortalt, hvad de skal gøre, og så gør de det helt mekanisk. Her rammer man ind i et typisk træk ved pige- og kvindespillere, der ligger dybt i deres kønsspecifikke adfærd. Et træk, som jeg også er stødt på i min jagt på de fundamentale og iboende forskelle på de to køn.
Det handler om pigernes trang til at gøre tingene perfekt og ordentligt. ’Pæne piger-syndromet’, der i praksis betyder, at piger ofte efterspørger klart svar på, HVAD de skal gøre, HVORDAN de skal gøre det, HVORFOR de skal gøre det – alt sammen for at sikre sig, at de gør det RIGTIGE og dermed PERFEKTE. De vil have alle svarene.
Det tankevækkende er, at Bengt oplever, at pigerne rent faktisk bliver sure, når han ikke giver dem de ønskede svar og den klare opskrift. Men når han som træner møder dette behov hos de kvindelige spillere, så giver han dem aldrig et svar.
”Det er vigtigt, at spillerne selv finder ud af det. Ellers bliver de ’joy-stick-spillere’, der bliver styret af andre. Til gengæld fortæller jeg dem gerne, hvad de skal dyrke, og hvad de skal arbejde med…”
Den sidste pointe, der er vigtig at få med fra Bengt, handler om det generelle pres, der meget hurtigt kommer på de talentfulde pigespillerne. Deres vilkår ligner på den måde mere og mere den virkelighed, der længe har været der for drengefodboldspillerne.
Der kommer et pres på at skulle træne rigtig meget tidligt og spille på flere hold. Der kommer også et pres fra de agenter, der også er blevet en del af hverdagen. Og sidst men ikke mindst. Presset fra forældrene. Det er massivt, voldsomt og et kæmpe problem, fremhæver Bengt Sæternes. Og han slår det tydeligt fast. DET ER ET KÆMPE PROBLEM!
Som altid er det sidste så trist at høre. Det burde jo være forældrene, der var bufferen, der passede på deres børn. Især fordi det langtfra er alle trænere, der som Bengt evner at tænke på både spilleren som menneske og som en del af hans ’præstationsapparat’ – holdet. Og her kommer nordmanden omkring et helt andet grundlæggende problem. Netop kvaliteten af pigernes trænere. Kvindefodbolden lider stadig under, at de bedste trænere søger mod drengene.
Men hvordan lykkes han med både at have sit fokus på at udvikle spillerne og samtidig levere de afgørende resultater? Svaret er kort og realistisk: ”Det er svært!”
Men selv med den sidste kontante udmelding, der kan skaber lidt oprigtig bekymring, så er jeg alligevel helt opstemt og glad, efter jeg har sagt farvel og STORT TAK og cykler hjemad. Oplivet over at møde et menneske og en træner, der har fokus på at gøre sporten til et godt liv og talenterne til gode og stærke mennesker.
Bengt Sæternes er tidligere professionel fodboldspiller og har blandt andre tørnet ud for Bodø/Glimt, Vålerenga, Brann, Club Brugge og danske OB. Samtidig har han syv landskampe for det norske A-landshold på sit CV. På trænersiden har han tidligere været cheftræner for herreholdene Egersund og Sandnes Ulf, samt været udviklingschef og sportslig leder for Vikings kvindesatsning og var fungerende cheftræner for Norges U15- og U17 pigelandshold, da han skiftede til Brøndby.
Hvordan er det egentlig – ude i den virkelige og nuancerede virkelighed – at være ung pige/kvinde (Q-atlet) i et præstationsunivers som konkurrencesporten?
I en tid, hvor der er fokus på unges trivsel og udfordringer med at være i et ungdomsliv, der er præget af krav om at præstere og levere, bliver det endnu mere relevant at blive klogere på, hvordan Q-atleterne tackler de vilkår, de møder?
Jeg er gået på jagt efter svar på det her spørgsmål. Metoden er simpel. Jeg skal ud og snakke med en masse forskellige Q-atleter i forskellige aldre, idrætsgrene, miljøer og kulturer. Jeg er udstyret med både hypoteser, forslag til modeller, spørgeskemaer og spørgeguides – udviklet gennem mit tidligere arbejde med piger og unge og gode talentmiljøer for unge.
Og jeg er startet med begyndelsen – det vil sige de yngste, der netop er startet på et sportsliv, der er blevet seriøst og målrettet.
Først lidt baggrund
Brøndbys U16-DM-hold i fodbold har en meget ung kvindelig træner, som jeg interviewede om hendes erfaringer. Hun åbnede derefter døren for, at jeg kunne følge hendes hold med en stor bruttotrup på omkring 25 spillere det kommende år, og hun hjalp mig med at komme i kontakt til 10 af spillerne.
Udover kampene træner pigerne fire dage om ugen inklusiv både styrketræning, videoanalyser og personlige evalueringer. Mange af de bedste spillere træner også med U19-holdet i klubben, og der er også U14-piger der ind imellem træner med.
Der bliver trænet på højt niveau, og der er hård kamp om de eftertragtede pladser på DM-holdet. Hver weekend er det forskellige spillere, der ikke bliver udtaget til DM-kampene. Disse spillere får mulighed for at spille sig på holdet ved at spille kampe mod drenge.
Der er 2-3 trænere med på banen til hver træning, og der er én særlig ting, de kigger efter udover fodboldevnerne. Nemlig om de kan se: Om spillerne ’virkelig vil det her’?!
Nu til lærepengene. Her kommer et par udvalgte punkter
Hvad fortæller de 14-15 årige piger, når de – lidt grænseoverskridende! – sidder alene overfor en ukendt voksen, der spørger ind til dem? Hvad har jeg lært?
1)
Først og fremmest er pigerne utrolig åbne og ærlige – de ’spiller med’ – men der er selvfølgelig stor forskel på, hor modne de er, og hvor meget de kan reflektere.
Men en ting er sikkert! De vil være professionelle fodboldspillere!
Det er interessant!
At kvindefodbolden pludselig er nået hertil, at den hastige udvikling af professionalismen allerede har forplantet sig ned i rækkerne. Det er også interessant, at det er mere attraktivt at være fodboldspiller end få sig en uddannelse og et godt job.
Tidligere var den store forskel på drenge- og pigespillere netop, at mange drenge drømte om en fodboldkarriere – men de fleste piger havde uddannelsen som det vigtigste. Sporten var kun noget sekundært.
Det er endda underordnet, om de har en fast plads på holdet, eller om de kæmper en hård kamp for at blive blandt de udvalgte. De har den samme drøm! Og dét, der virkelig har slået mig, er, at de stort set alle med tindrende glæde i øjnene siger:
”At de elsker at spille fodbold. Og det vil være så fedt at have et liv, hvor de bare skal spille fodbold…”
2)
Jeg har gennem spørgeskemaer spurgt til blandt andet deres selvtillid og selvværd, om de føler sig gode nok som mennesker og spillere. Og jeg har spurgt om de oplever følelser både som tvivl, uro, bekymringer eller sårbarhed – eller følelser som eksempelvis optimisme, glæde, engagement og mening.
Jeg skal ikke gå i detaljer med svarene her – men der viste sig en markant fordeling på to typer. Der er rigtig mange af pigerne, der stort set kun er fyldt med positive følelser, og som ikke kender til det negative eller svære.
Men der er også en anden gruppe, som har hårde kampe kørende i deres indre univers. Der er flere piger, der med forskelligt ordvalg, får sagt, ’at det kan være svært’, og de ’bliver kede af det’, og de tager det med hjem. Her oplever deres forældre det og bliver bekymrede.
3)
Her spiller deres alder en stor rolle. For de er netop ikke dybt reflekterede eller kan se sig selv udefra i en større sammenhæng. I deres alder bruger de stort set alle sammen deres forældre til at støtte og hjælpe.
Der bliver snakket, og fodbolden vendt og drejet derhjemme, og forældrene giver oftest det simple råd: ”At de må knokle videre og vise, at de er gode nok…” Og det er tydeligvis strategien for dem, der har det svært: ”De skal vise, at de kan og vil.” Oftest ved de faktisk ikke helt præcist, hvad det er, de ellers skal gøre og ikke gøre for at få spilletid.
Det er tankevækkende, at det – hos stort set alle pigerne – er mødrene, der står for det praktiske og det mentale. Og det er fædrene, der involverer sig i den sportslige udvikling og også står for eventuel ekstra træning – enten hvor de selv deltager, eller hvor de køber individuel træning til deres døtre.
4)
Det er dog kun nogle enkelte af pigerne, der er – eller har været – i tvivl, om de vil det her. Tvivlen kommer mest af alt, fordi det tager stort set al deres fritid – men de siger også i samme åndedrag, at det samtidig er et fedt liv, hvor de hygger sig med hinanden, og de elsker at komme til træning.
Og så stiller de ofte selv spørgsmålet: ’Hvad skal de ellers give sig til, hvis de ikke skal spille fodbold? De har jo stort set ikke gjort andet gennem de sidste mange år af deres unge liv. Det er de selv bevidste om.
5)
Så jeg står tilbage med en fornemmelse af, at sporten er fed for dem. Præstationsmiljøets krav er lidt hårde – og de kan være hårde ved sig selv. Men de bliver hjulpet mentalt hjemmefra, og det giver mening for dem bare ’at klø på’.
Det er desuden tydeligt, at der – som et grundlæggende vilkår – ikke er kommet et pres på deres samlede ungdomsliv, fordi de går i folkeskolen og endnu ikke er begyndt på en krævende ungdomsuddannelse.
6)
Men sidst – og absolut ikke mindst – så er der én ting, mange af dem har med som er en kritisk joker: Det er deres indre, kritiske stemme!
Den her stædige stemme kan have fokus på at skubbe på dem og motivere – men den kan også være opslidende og være med til at underminere dem, fordi den aldrig bliver tilfreds – men bliver ved med at pille dem ned.
7)
På sigt bliver det derfor et afgørende fokus for mine undersøgelser.
– Hvor intenst kører den her indre stemme? Hvad siger den? Og hvad har det af konsekvenser for livskvaliteten i et præstationsunivers for Q-atleterne?
Trivselskommissionen er netop kommet med deres rapport om ’de unges tilstand’. Det er der nok ikke ret mange, der har misset.
For os ’sportsfolk’ kommer det nok heller ikke som en stor overraskelse, at man anbefaler masser af sport og dets unikke fællesskab til at skabe trivsel.
Det er en dejlig opmuntring. Men vi er også efterladt med mange åbne udfordringer og essentielle spørgsmål om, hvordan vi så skaber trivsel gennem konkurrencesport.
Udfordringen er selvfølgelig først og fremmest at sørge for, at det er gode tilbud med masser af velfungerende kammeratskaber, vi langer ud. Når man spørger de unge, udtrykker mange af dem, at de eksplicit ønsker sig mindre fokus på konkurrence, fordi det tager over og flytter fokus fra den enkeltes oplevelse til det overordnede formål at vinde.
Så det er en vigtig opgave at lave afbalancerede tilbud til at dyrke konkurrence ’på en sjov måde’ for de børn og unge, der ikke har ambitioner om at skulle vinde det helt store.
Og konkurrence i sig selv behøver jo ikke at være et problem. Det kan give masser af spænding, intensitet og oplevelser. Kunsten er bare at dosere og perspektivere den – og tilpasse den til de unge i dag, der tydeligt allerede i forvejen er pressede af de krav og forventninger, der er til dem.
Men der er en helt anden og særlig udfordring for alle, der arbejder med de unge, der modsat har valgt at konkurrere seriøst og målrettet.
For hvordan ser trivselsvilkårene ud for unge sportstalenter?
– Er de mere presset og med større risiko for mistrivsel end andre unge generelt?
– Eller er de modsat klædt bedre på, fordi de er trænede i at arbejde målrettet for resultater og håndtere pres, krav, forventninger, modgang og medgang, sejre og nederlag?
Jeg sidder og skriver på en ungdomsbogserie i tre dele, der handler om livets mange udfordringer i henholdsvis 1., 2. og 3.G i en sportsklasse. Det er skønt at være forfatter til skønlitteratur, for her kan jeg selv vælge, hvilke tanker og udfordringer de unge skal have.
I bogen har jeg eksempelvis sat de fire unge hovedpersoner – der dyrker fodbold, svømning, atletik og badminton – til at skrive deres store 3.G SRP-opgave om emnet: ”Unges trivsel i sporten?”
Svømmeren Emilie har fået opgaven at redegøre for, om unge i sporten er mere udsatte for mistrivsel end andre unge?
Jeg var selv helt spændt på, hvad hun ville finde ud af. For når man lever sig ind i sine hovedpersoner gennem de mange sider, så får de deres egne reaktionsmønstre, tanker, holdninger mm. Så jeg sad tryllebundet og ventede på, hvad der ville komme ud af mine fingerspidser, da Emilie skulle analysere på de unge sportsfolks trivsel?
Og dét, der skete, var…
… at Emilie startede med at tænke, at når du er ung og vælger sporten til, så er der allerede sket en sortering af dig som type. Det vil sige, at talenter i sporten er ’godt kørende’ og har mod på at udfordre sig selv og livet – og derfor også er mentalt stærkere og godt klædt på.
Men da hun havde skrevet det, sad jeg selv tilbage og spekulerede over, om ikke den sårbarhed, de unge har i dag overfor at skulle præstere så meget på så mange arenaer, er akkurat lige så stor for de unge i sporten – og måske endnu større?
For er sårbarhed ikke noget andet end mod på – og en lyst til – at prøve sig selv af?
– Bliver de unge sportstalenter samtidig ikke mere sårbare i og med, at de investerer hele dem selv og deres ungdomsliv – og ikke mindst deres fulde identitet – på en plade?
– Og vokser presset ikke, når der meget tidligt kommer en masse valg, tilvalg og specielle løsninger for dem, der også ofte inkluderer dyr finansiering/sponsering fra forældre, klubber og forbund?
– Og er de ikke endnu mere pressede, fordi de er hoppet ind på en arena, hvor der er total opmærksomhed på alt, de leverer og præsterer døgnet rundt?
Jo, sat op på den måde, er det en krævende cocktail at være en ung ambitiøs atlet.
Men på den anden side…
… måske er de unge sportstalenter til gengæld hjulpet af, at de har fundet den der passion og ’helt særlige vej’, som ’de almindelige unge’ generelt er presset af?
Fordi netop dét generelle forventningspres med – at de unge af i dag både skal være unikke, finde dét, de virkelig brænder for og til og med have et liv, der er nonstop fedt og fantastisk – i høj grad er med til at stresse og trykke ungdommen på deres vej ud i voksenlivet.
… måske er det den største gave for de unge i sporten, at de har sporten? De har fundet deres mening og unikke vej.
Det kan godt være, at de er udfordrede og pressede – men de har et ungdomsliv, der er fuldt og i hvert fald ikke kedeligt, tomt eller ensomt. De er væk fra skærmene, og de har fundet en vej, en mening, en retning og masser af mål og konkrete succeskriterier.
Tilbage står vi med det der irriterende svar: ’På den ene side og på den anden side’.
Selvom trivselskommissionen afblæste den helt store trivselskrise, så fortæller de kraftigt stigende tal for mentale problemer jo deres egen nøgterne historie. Om de er sportstalenter eller ej…
Det ER svært at være ung, og de ER presset til at levere en masse – og de har samtidig en ’forkælet’ barndom, hvor de ikke bliver trænet i udfordringer og at gebærde sig, når livet bliver være surt. Og hvor det derfor slår ekstra hårdt, når modgangen kommer.
De er til og med blevet ’venner med deres forældre’, der ikke længere guider dem med autoritet. Alt er op til dem selv, og de bliver tidligt sendt ud i livet på jagt efter den evige lykke med mor og fars dankort i lommen.
Men som sagt. Der er noget, der er anderledes for de unge atleter. Selvom de har en SÆRLIG PRESSET hverdag med mange krav og forventninger både praktisk og mentalt – så bliver de oftest guidet og hjulpet meget mere på vej end deres jævnaldrende.
Summa summarum, tænker jeg…
– at det bedste, vi kan gøre, er med stor respekt at passe på de unge og have fokus på det mentale og det pres i forskellige afskygninger, som de kæmper med at kapere. Om de er i sportstøj eller ej.
Jeg har lige set DR-dokumentar om Mikkel Hansen. Jeg synes, den var utrolig fin – og meget tankevækkende. Både fordi Mikkel Hansen er en af de største sportsfolk, vi har haft. Men mest af alt fordi, at den er lavet, fordi Mikkel Hansen gerne ville vise, hvem han er, hvad han står for, og hvad livet som verdensstjerne har givet ham. Han bryder samtidig med tabuet om at gå offentligt ud med mentale udfordringer.
En mediestrategi om at give mindst muligt
Hvis der har været nogen, der har kæmpet for at holde sig væk fra søgelysten, så er det Mikkel Hansen. Han fortalte selv om sin meget simple medie-strategi: ’At sørge for at sige så lidt som muligt – og så kedeligt som muligt!’ Og så har han forsøgt at komme hurtigst muligt væk igen fra de rullende kameraer, som hele tiden har haft ham i søgeren.
Men Mikkel Hansen stillede både op til denne dokumentar – og også til en flok børn i et program ’Om året, der er gået’. Meget sigende kom spørgsmålet fra en lille dreng til sidst i indslaget: ”Er det fedt at være kendt.”
Så kiggede Mikkel på ham og tog sig lidt tid og svarede: ”Der må jeg skuffe dig. Det er det ikke. Det gør blandt andet, at jeg ikke kan gå til håndbold med min søn.”
En markant udmelding til de søde børn, der er en del af en generation, hvor den store drøm for mange af dem er at blive kendt. Og det lige meget for hvad…
Andre danske stjerner har forsøgt at frede sig selv
Det er en slags fag-nørd-hobby for mig at se alle de dokumentarer af tidligere sportsstjerner, som jeg kan komme i nærheden af. Men jeg er så nysgerrig efter netop at afkode, hvordan de som mennesker har fundet deres vej gennem den eksponerede stjernetilværelse.
Der har især været en case, jeg kommer til at tænke på i denne sammenhæng. Et par danske sportsfolk i den ypperste klasse a la Mikkel Hansen – nemlig Laudrup-brødrene. De gjorde også begge alt, hvad de kunne, for at komme væk fra rampelyset. Brian flygtede endda så langt væk som Scotland for at find et miljø, hvor han også kunne være et udadfarende menneske, der ikke skulle gemme sig væk.
Laudrup kunne ikke se nogen ide i at give noget
Men Michael Laudrup rammede det hele sylespidst ind i et interview da han spillede i Spanien, En journalist, der tydeligvis var dybt frustreret over, at Laudrup brugte den samme ’ikke-sige-noget-interessant-taktik’ som Mikkel Hansen.
Journalisten sagde herefter til Laudrup, at han skal jo vide, at han er nødt til at spille med: ”… for vi er jo gensidigt afhængige af hinanden. Jeg har brug for at du siger noget, så jeg kan skrive min artikel. Og du har brug for mig.”
Hvortil Laudrup med vanlig kølig stil sagde: ”Jeg kan ikke se, hvad jeg skal bruge dig til.” Hvor efter han gik.
Talenter har ikke brug for at blive ekstra eksponeret
Hvis vi ser på denne ’offentlige-udstillingsvindue-problematik’ fra de unge talenters perspektiv, så er det superrelevant – også selvom det starter i en mindre skala for de unge. Men jo større talenter, der udnævnes i en yngre alder, des større bliver problematikken, for det er voldsomme kræfter for ens identitet både udadtil og indadtil. Det er det for alle. Men særligt for unge, der netop ikke har fundet deres fødder og deres billede af, hvem de er – specielt ikke udenfor sportsarenaen.
Det er jo sikkert ikke i ond mening, at både presse – og alle andre omkring markante talenter – har travlt med et udråbe de unge stjerneskud til noget helt stort og meget specielt. Det er ikke alle, der som Mikkel Hansen, kan finde deres vej i det, hvor de har fokus på at passe på sig selv. Det kan være utroligt spændende at lege med – som en Holger Rune ofte gør det og gladelig stiller op.
Børnestjerner er ekstra udsatte
I en anden meget tankevækkende dokumentar om tyske Boris Becker, der blev verdensstjerne som 16-årig – og som endte med nogle helt andre hårde kampe med sig selv og sit liv – gjorde det stort indtryk, da den australske tennisspiller Pat Cash stillede sig op og meget kontant sagde: ”At han havde endnu ikke oplevet nogen sportstalenter, der var kommet i verdens søgelys som helt unge, og som havde evnet at finde deres vej igennem det og var kommet ud som et helt menneske på den anden side.
Det er en risiko for ethvert talent, som man som træner, leder eller forældre eller andet bør tænke med, inden det hele stikker af.
Det magiske ved at se, hvem vi står overfor
En sidste lille perspektiverende bemærkning til at starte det nye år med… Jeg var engang til et foredrag, hvor skuespiller Niels Anders Thorn måtte springe til med meget kort varsel som afløser. Han stillede sig ganske uforberedt op og talte stærkt om det: ’At blive set som menneske’.
Han beskrev de der helt specielle møder – vi forhåbentlig alle får lov at opleve i vores liv – hvor et menneske ser os. Ser hvem vi er, og hvad vi indeholder. Fuldt og helt! Jeg havde aldrig tænkt over det i den store sammenhæng, men jeg har aldrig glemt det foredrag og den kropslige hukommelse af de gange, hvor det er sket for mig. De magiske møder.
Niels Anders Thorn understregede, hvor vigtigt det især er, når vi står med unge mennesker, at vi giver os tid og empati til virkelig at se dem. Så de ikke skal ud på den anden side af karrieren, før de i en TV-dokumentar kan prøve at forklare, hvem de egentlig er.
Det er juletid, og traditionen tro, er det også tid til kvindehåndbold. I disse dage kan vi guffe pebernødder i sofaen og se præsterende kvinder på højeste niveau.
Mens jeg kigger med og bliver fascineret af den tydelige udvikling på det sportslige område – så sidder jeg tilbage med et helt andet spørgsmål.
– Hvad foregår der indeni i disse piger/kvinder?
Pigerne offentliggjorde – hvad der var vigtigt for dem
For nogle år tilbage åbnede kvinderne selv op og kom med et stærkt indblik i, hvad de var optaget af, og hvad der havde betydning for dem – og ikke mindst hvor de er sårbare.
Det gav et unikt kig ind i maskinrummet tilbage i 2016, hvor Claus Bruun Jørgensen var træner. Der skete noget helt usædvanligt. Pigerne gik til ledelsen med deres utilfredshed med træneren, og deres liste med klager/ønsker blev offentliggjort.
Her er et udpluk af de punkter, som landsholdsspillerne stillede op som betydningsfulde for dem:
——————————————————
Udpluk af håndboldpigernes ’ønskeliste/mangelliste’ til Claus Bruun Jørgensen, 30.5.16:
Konkrete aftaler og klar kommunikation
Tydelige rammer og roller
Brug for konstruktiv dialog – ikke for negativ
Der kan bruges ’mande-ting’ – men husk vi er kvinder!
Vi motiveres som kvinder – og IKKE af snak om at slå nogen ihjel som optakt!
Kritiserer os for ikke være dygtige skytter – det rammer selvtillid og arbejdet hjemme i klubberne negligeres
Mangler tillid og respekt for os og for vores træningsindsats derhjemme
Ønsker mere viden om os selv og er interesserede i mekanismer der er på hold
Investere tid i hold og snakke om kultur og værdier
Fælles aktiviteter og underholdning og seancer hvor vi giver af os selv
——————————————————-
Denne liste fortæller en masse historier i forhold til, hvad der konkret er vigtigt for pigerne – samtidig med at der mellem linjerne står en masse om, hvad pigerne reagerer på. Og det er her, det bliver rigtig spændende.
Det er disse menneskelige reaktioner på at være i præstationsmiljøer som piger (jeg bruger her ’piger’ her som fællesbetegnelse for alle aldersgrupper) , som jeg har været optaget af gennem de sidste mange år.
Sportschefen forstod ikke – hvorfor pigerne trivedes og præsterede dårligere
Min interesse blev vakt, da jeg blev sendt på ’en åben mission af sportschefen Finn Trærup Hansen fra for Badminton Danmark. Han vidste, at han snart skulle slutte. Men der var én ting, han oprigtigt havde undret sig over længe, og som han gerne ville blive klogere på, inden han sagde farvel:
– Hvorfor præsterede og trivedes pigerne på elitefællestræningen i Brøndby generelt dårligere end drengene?
Det viste sig at blive en utrolig spændende og øjenåbnende opgave. Jeg havde aldrig interesseret mig i kønsforskelle inden da, og jeg havde aldrig følt, at jeg havde det sværere, fordi jeg var en pige. Snarere tværtimod. Som drengepige havde jeg fået en masse af fetering og opmærksomhed, fordi jeg kunne klare mig på drengenes område.
Men da jeg læste hvad jeg kunne finde af forskning og artikler; og efter jeg havde været rundt og interviewe trænere og ledere fra forskellige idrætsgrene og miljøer, så rullede der sig en særlig pige-virkelighed frem.
En virkelighed, der tager sit afsæt i, at de to køn historisk og biologisk er skabt til de to forskellige livsopgaver. Mændene som jægerne, og kvinderne som fødende og plejende.
Der er stadig forskelle på drenge og piger
Faktisk – og tankevækkende – er det lidt kontroversielt at skrive dette. At tage afsæt i, at der reelt er kønsforskelle, når vi gennem mange år netop har arbejdet på, at disse forskelle skal udlignes, og vi skal alle behandles ens.
I vores lighedssamfund er forskelle ikke in. Men de er der altså stadigvæk! Nogle af dem – for der er forskel på forskellene. Der er forskel på, om vi snakker om, hvordan vi er ’designet’ af arv og miljø – eller om der er forskel på de muligheder og vilkår, vi møder ude i verden. Og det er de første forskelle i pigernes sind og natur, jeg har haft fokus på.
Pigerne adskiller sig på tre områder
I mit undersøgelsesprojekt for Badminton Danmark endte vi i en model, hvor der er tre særlige og helt afgørende egenskaber ved pigerne, der går igen. Nemlig at pigerne i det helt store billede generelt er: (1) mere følsomme / (2) mere perfektionistiske / (3) og mere socialt orienterede og afhængige af de individuelle relationer og i at passe ind i en gruppe.
Det betyder ikke, at pigerne ikke kan begå sig i kontante præstationsmiljøer. Men ofte betyder det, at man netop skal møde pigerne, hvor de er, afkode dem, støtte dem og derfra guide og hjælpe dem til at fungere i miljøer, der i grundnatur meget mere er drengenes hjemmebane.
Præstationsarenaer, hvor deres mange følelser netop bliver sat stærkt i spil; hvor deres perfektionisme har rigtig mange opgaver at tackle; og hvor især deres ønske om at tilhøre en gruppe og ikke skille sig ud bliver udfordret. Fordi de i sportens præstationsunivers skal arbejde på deres egen karriere og deres egne interesser, og hvor det er en kvalitet at stikke ud og turde gå efter at være den bedste.
Pigerne har ofte brug for at blive guidet
I praksis betyder disse træk ved pigerne, at det er vigtigt, at dem, der arbejder med pigerne, skal være bevidste om, at pigerne ofte vil reagere anderledes og efterspørge andre ting på en anden måde end drengene.
Det er her, det bliver rigtig spændende, og det er dette spørgsmål, jeg arbejder med pt.
– For hvordan er det pigerne reagerer? Og hvem reagerer hvordan? Og hvad har de brug for, for at trives og præstere optimalt i sporten?
Og sidst men ikke mindst; i lyset af at der er nogle år siden, jeg lavede undersøgelserne for Badminton Danmark:
– Hvor er pigerne henne i dag? Er de unges generelle mistrivsel med til at præge pigerne, så de bliver mere sårbare? Eller bliver de måske stærkere og bedre klædt på?
Kan vi se, hvordan de har det?
På den korte bane kan vi i disse dage følge de jernhårde ladies efterfølgere under EM i håndbold og prøve at lure på, hvordan de mentalt og som mennesker klarer opgaven?
Selvom kernen i problematikken netop er, at det er rigtig svært at se på overfladen, hvilke kampe der foregår indeni!
Puh ha. Sikke en sportssommer. For mig blev det til mange uger i Paris. En fantastisk midlertidig arbejdsplads med produktion af worldfeed af den Olympiske håndboldturnering og bagefter de Paralympiske Lege og dækning af kørestols basketball-turneringen. Samtidig blev tv-kiggeriet passet. Stadigt fascinerende at se kropsartisterne gå til den yderste streg. En intens underholdning med atleter, der vitterlig sætter alt i spil.
Men det var ikke kun store præstationer og et væld af tårevædede jubel- og skuffelsesscener, jeg så. Der var noget andet, der slog mig, der på indirekte vis viste, at det stadig er mennesker, der leverer det kommercielle sportsshow.
Jeg var ikke den eneste, der noterede mig det. Jeg faldt over en artikel af Laurence Halsted, selv tidligere OL-fægter, der skrev:
“So many times during this Olympic Games did we see behaviors and reactions from the athletes that didn’t match up with what we have come to know as the hard-edged, ruthless winner culture of modern elite sport.Rivals hugging at the finish line, competitors cheering each other on during the competition itself (thanks for that cultural injection, Skateboarding), athletes with nuanced perspectives having just succeeded/failed in their attempts, and so many more.”
Ja. Der var så mange seancer med gensidig menneskelig kontakt. Det fjernede fornemmelsen af kold konkurrence og føjede i stedet for en stemning til af menneskeligt fællesskab ’på trods’. En sidehistorie om: ”We are in this together.”
Siden da har jeg lavet mit eget lille studie, mens jeg enten har set topsport i fjernsynet eller er ude til de diverse tv-produktioner i DK eller udland. Specielt har det givet mig ny indsigt med mit nye job som Superliga og Champions League håndbold produktionskoordinator, hvor jeg er flyttet ud af OB-vognen og ind helt nede ved spillerne på sidelinjen.
Og altså! Det er helt vildt, så mange gange, der bliver klasket hænder. Denne særlige form for fysisk at connecte med hinanden. Meget simpel og meget virkningsfuld. Mine nærstudier kan efter et par måneder resultere i en klar konklusion: I dag er det ofte helt formaliseret, at spillere og hold mødes mange gange under både opvarmning og kamp og forenes hver og én gennem et håndklap. Derudover er det meget ofte, at både en klar succes eller et mål – men også en fæl afbrænder – bliver mødt med en holdkammerats klaskende håndflade.
Fidusen er klar.
Det giver samhørighed og støtte. Det er helt oplagt. Men der er måske også en anden smart sidegevinst. At man stempler ind sammen men sine kompagnoner og giver håndslag på en fælles front mod en nådesløs krævende verden og skaber en medmenneskelig energi, der lader spillerne op til at møde det udfordrende.
Det kan godt virke fjollet, så mange gange specielt holdspillerne skal løbe ned gennem rækkerne og klaske ud efter hinanden. Som med alt andet er der jo en risiko for, at hvis man får for meget af en medicin, så mister den nem sin power. Men klappet det bliver der.
Det næste spørgsmål er så, hvorfor atleterne har brug for at ’se og mærke hinanden’ i sådan en grad, at de endda også rækker ud og åbner sig op som menneske overfor modstanderne – som Lawrence Halsted beskriver det?
Det handler måske om det samme?
Det handler måske om, at det pres atleterne er under vokser og vokser, og det er med til at skabe modreaktioner og nye ’coping strategier’.
For der var en anden ting, jeg lagde mærke til gik igen og igen under OL og PL Det var, at atleterne igen og igen med en stor oprigtighed i deres blik satte ord på – at de oplevede et ekstremt pres, større end nogensinde før! Også selvom de var forberedte og forventede det. Der var noget i den måde, de omtalte pres på, som gjorde det intenst sanseligt og konkret.
Man var ikke i tvivl som tilskuer.
Det var voldsomt og overvældende. Faktisk næsten ubærligt og næsten umenneskeligt. Der var skruet fuldt op for alle påvirkningskanaler. Det var bastant og insisterende i et krav om at SKULLE LEVERE! Det lyste ud af atleterne. Det var absolut ikke for sjov. Der var absolut ingen steder at gemme sig. ALLE i hele verden kiggede med HELE TIDEN.
Så det giver god mening, at atleterne er nødt til at dele denne ’skæbne’ med andre levende mennesker, så de ikke står der så sårbart alene. Altså mærke det varme liv og den fælles puls gennem de klaskede håndflader og udveksle samhørighed og fællesskab i det medfølgende blik.
Og hvad kan vi bruge disse iagttagelser til i Talenternes Talerørs perspektiv?
Hvor OL er den absolut største scene for elitesporten, hvor alt bliver eksponeret i yderste grad, så er talentmiljøerne startstedet, hvor det hele ulmer. Så når de øverste mærker et større pres, så varsler det en verden, hvor der forventeligt bliver skruet op. Og vi kan jo se det og tænker ikke, at der er nogen, der er i tvivl om det. Presset kommer snigende, og det kommer længere og længere ned i alder og niveau. Det kommer insisterende sivende samtidig med at satsningen hos de unge bliver større med flere valg, meget mere tid investeret og med meget større bevågenhed.
Så ’klap-klap’ fortæller en historie til os. Som et varslingssystem.
Men en ting er, at man kan prøve at forberede de unge på, at de vil møde dét. Presset. Problemet er bare, at som menneske er det svært at forestille sig, hvad det sætter gang i af indre reaktioner, når pressets forventninger og medfølgende tvivl slår til én.
Presset vil komme som ’et kraftigt og vedvarende tryk’, som det defineres, når du søger på ordet pres. Presset kan komme mange steder ude fra, men det ender med at være en indre kraft. En stemme, der skriger på, at man skal leve op til forventningerne, og en indre råben som intensiveres af de grumme forestillinger om alt det forfærdelige, der kan ske, hvis man IKKE leverer.
Så det giver god mening at lære de unge at klappe til hinanden – både holdkammerater og endda modstandere – for der er intet i sol eller stjerner, der siger, at der kommer mindre pres.
De unge har i høj grad brug for nogle varme mennesker at klaske og dele det hele med. På alle mulige måder er det vigtigt at finde nogle at få delt presset med, så trykket mindskes. Det er godt at holde sig for øje, hvis man arbejder med de unge talenter på den ene eller den anden måde.
Ved vi hvorfor nogle piger i sportens præstationskultur reagerer med en forstyrrelse?
De unge har det mentalt svært i dag – især pigerne! Det hører vi om igen og igen, og nye undersøgelser understøtter det igen og igen.
Det er et påtrængende samfundsproblem med piger, der har svært ved at fungere med presset i vores konkurrencesamfund. I sportens verden er problemet der selvfølgelig også. Et uvist antal af piger med en uvis grad af mentale problemer kæmper i sportens koncentrerede præstationsunivers.
Vi hører sporadiske historier om de piger, der har svært ved at være i det og tackle det. Piger der reagerer mentalt. Nogle får angst; andre depressioner. Nogle bliver afhængige af at træne; andre får en spiseforstyrrelse.
Det efterlader os med en masse akutte spørgsmål
Hvad er det, der sker? Og hvor stort er problemet i sporten? Og hvad gør vi ved det? Både proaktivt og i dagligdagen ude i miljøerne?
Som udgangspunkt ved vi, at hverken trænere, ledere eller de unge selv er klædt specielt på til at møde de mentale udfordringer. Så et logisk første skridt er at grave dybere ned og få mere viden om, hvad det egentlig er, der sker – og hvorfor – og for hvem?
Jeg er i gang med et projekt, der har fokus på de præsterende piger og deres reaktioner på at være i konkurrencemiljøer – med en ambition om at vi kan blive bedre klædt på til at møde pigerne. Et af mine centrale arbejdsspørgsmål går på, om vi kan se et system i, hvilke piger det er, der reagerer på en særlig måde.
Min research førte mig som det første til Mia Lichtenstein, der er professor fra Syddansk Universitet, og som arbejder med spiseforstyrrelser til daglig. Mia Lichtenstein hjælper ikke kun piger fra sportens verden, men de er en del af det klientel, hun har hjulpet gennem mange år.
Vi starter med dette åbne spørgsmål:
Hvilke typer af piger er det, der reagerer på præstationspres med spiseforstyrrelse og lignende?
”Det er dem, der vender udfordringerne indad mod kroppen og vægten, hvor de prøver at få kontrol over det ydre pres. Det er mennesker, der ikke har fået hjælp til at finde en sund strategi til at håndtere pres, konflikter og belastninger.
De er oftest selvkritiske – men ikke altid perfektionistiske – selvom de fremstår som sådan. De har alle en indre hård kritiker, som giver næring til et selvkritisk mønster.
De både underspiser og overmotionerer. Næsten alle sammen gør begge dele. Det fungerer som en samlet regulering af krop og følelser. Men det kan være forskelligt, hvordan de bruger mad og træning. Enten forsøger de at få totalt kontrol ved at planlægge alt, hvad de spiser, og har styr på kalorier og forbrænding. Andre bruger mad og træning mere impulsivt. Hvis de er stressede, triste eller urolige, sulter de eller løber 20 km. Det er en strategi, der flytter ubehaget over i kroppen og giver ro i hovedet.”
I min søgen efter at finde nogle faktorer, der kan være med til at forklare og forudsige forstyrrelserne, så bliver det næste spørgsmål:
Er der nogle særlige fællestræk ved de piger, der ender med at gå ud ad denne ulykkelige vej?
”Det mest definerende er den indre selvkritiske stemme, der siger: ’Jeg er ikke god nok. Jeg har ikke lov at være her!’ Den har de til fælles, og de prøver at imødekomme den med vægttab, slankekure og hård træning. Det giver dem en følelse af kontrol og tryghed, og de tror, at hvis de bliver slanke eller veltrænede, så vil de slippe fri fra den indre hårde dommer. Men desværre varer det kun kort. Det er ikke en god strategi på den lange bane, fordi den ikke løser det grundlæggende problem, som ofte er forkerthedsfølelsen.
Der er også et anden fællestræk. Det med omsorg for sig selv ligger dem fjernt. De tror, at kontrol af deres krop er omsorg, fordi de har styr på den og er gode til det.”
Men her stopper forenklingen
”Der kan være mange forskellige grunde til, at forstyrrelserne får overtaget. Der kan være genetiske faktorer og personligheder, der giver en øget disposition for at udvikle forstyrrelser. Nogle har haft en opvækst i en familie, hvor mor og far ikke har lært dem at drage omsorg for sig selv. Men jeg har også mødt mange fra velfungerende familier, så årsagerne er komplekse.
Der er nogle, der har mange ord for deres følelser, og nogle uden ord. Nogle bliver ramt af de her forstyrrelser tidligt i livet. Men det kan også komme senere, hvor der reageres på et usundt miljø eller tidligere belastninger. Når de bliver pressede, mangler de sunde strategier, og de har svært ved at være omsorgsfulde over for sig selv.”
Mias opsamling er klar – og uden klart svar
Vi kan ikke opdele de unge med trænings- eller spiseforstyrrelser i bestemte typer og give en entydig forklaring på årsagerne. Det er svært at forudsige, hvem det rammer eller hvordan. Det vil ofte være en kombinationen af tidlige belastninger, personlighed, triggere og vedligeholdende faktorer. Det er blandt andet derfor, at det er så vigtigt at huske på:
– at man bare IKKE skal kommentere på vægt, spisevaneR eller udseende!
Det slår Mia Lichtenstein fast og uddyber videre:
”Et forstyrret forhold til mad kan trigges af en enkelt kommentar, hvis man samtidig har en sårbarhed i sig og er belastet i forvejen. Det kan eksempelvis være: ’Er du nu sulten igen? Du spiser godt nok meget.’
Men den kan også opstå som følge af nogle personlige mål som en slankekur eller en plan om at løbe maraton. Det kan også være større ting som mobning og overgreb, der reageres på. Desuden er der de sociale medier, apps og ure, som kan fastholde et usundt forhold til mad, krop og træning.
Pigerne fortæller eksempelvis om, hvordan de på sociale medier skriver til hinanden om, hvor tykke de føler sig, og hvor ulækre de synes deres lår er. Jeg opfordrer mine klienter til at være mere neutrale omkring deres krop i stedet for at udskamme den. For eksempel at værdsætte, at de har en krop, som fungerer og kan give dem gode oplevelser i sporten og hverdagen. Men det kan være svært at flytte fokus fra, at lår eller mave er forkert, når man hver dag skælder sig selv ud.”
Mia Lichtensteins eksempler står stærkt. Tænk, at de piger hver eneste dag er i gang med at hade deres egen krop, og de hader sig selv sammen i et socialt fællesskab. En massiv påvirkning, som er svær at forstå for os, der er generationerne før de sociale mediers revolutionerende indgreb i måden at være menneske på.
I forhold til de sociale mediers rolle har Mia Lichtenstein en vigtig kommentar:
”Jeg tror ikke, at det alene er de sociale mediers skyld, at pigerne deler deres kropsutilfredshed. Det tror jeg, at kvinder har gjort alle dage. Det går bare hurtigere i dag og foregår oftere på skrift. For nogle af sportspigerne kommer kropsutilfredsheden fra påvirkninger i idrættens verden.”
Behandling hjælper ikke – hvis det daglige miljø er usundt
Mia Lichtenstein går videre og gør opmærksom på, at reaktionerne selvfølgelig også afhænger af, hvilke ressourcer der er omkring pigerne. Er der ’beskyttende faktorer’, der hvor pigerne færdes i netværk, familie eller klub i form af støtte, fællesskaber og sunde træningskulturer? Hvis ikke de får støtte, kan det være en meget ensom kamp at slippe fri af forstyrrelserne.
Da Mia Lichtenstein uddyber, hvor afgørende miljøerne er, kommer hun med nogle meget tankevækkende erfaringer fra praksis.
”Jeg har haft forløb med piger fra eliteidræt, der grundlæggende er sunde, men som reagerer på et massivt pres fra sporten. Det er ikke pigerne, der er noget galt med – det er miljøet og forventningerne om, at de spiser, træner og konkurrerer som en voksen eliteatlet.
Vi kan arbejde med kropsaccept og selvbeskyttelse. Men hvis pigerne bliver mødt af vedvarende præstationspres og kropsoptimering ude i det daglige miljø, kan behandlingen ikke afhjælpe den egentlige problematik.”
Det lyder foruroligende og kalder på det opfølgende spørgsmål:
Er det særligt hårde miljøer, som sportspigerne er i?
”Ja, der er nogle hårde præstationsmiljøer, hvor kroppens udseende og fremtoning er meget i fokus. Ligesom ballet og modebranchen. Der er heldigvis sket nogle gode ændringer igennem de seneste år, og der er en større åbenhed for at arbejde med det hele menneske og passe på de unge atleter.
Men der er stadig brug for en bred kulturændring, for selvom der er mange trænere, som gør en kæmpe indsats for at skabe en sund og tryg kultur, så er der også stadig trænere, der tror, de skal træne de unge som voksen-elite, uden at have blik for den sunde balance, hvor der også er plads til venner, familie og skole. Og hvis pigerne viser tegn på svaghed, får de at vide, at de skal lære at håndtere det ’som en voksen’. Men her er det miljøet, der skal laves om.
Det er ikke pigen, der skal fikses og styrkes. Hun reagerer bare på det usunde.”
Den daglige omgangstone bliver ved med at være essentiel
Jeg har arbejdet længe med de gode miljøer, og alle de faktorer, der kan være med til at påvirke sportslivet for de unge. Men de seneste mange år har jeg haft fokus på alle de mange faktorer, der er i spil udenom atleterne, når de ikke er engageret i den konkrete træning – hvor der er fokus på deres håndtering af tidspres, forventningspres, krydspres mellem skole og sport, den fysiske overbelastning mm.
Jeg har hele tiden tænkt, at selve hverdagslivet med sporten – og dermed også tonen og tilgangen – har fulgt en naturlig udvikling som det omgivende samfund, hvor vi bliver bedre og bedre til at møde de unge, hvor de er – og inddrage, motivere, lytte og se dem med respekt for dem som hele mennesker. Men Mias oplevelser sætter fokus hen på det helt basale i den daglige omgangstone.
At arbejde med piger kræver en grundlæggende anerkendelse af, at det er ’følsomt’
Efter at have fået indblik i, hvor komplekst det er at prøve at forstå og forudsige mentale reaktioner – og specifikt spiseforstyrrelser – så må konklusionen være, at vi altså ikke kan lave forudsigelser eller have standardforklaringer liggende i skuffen.
Men det vi slutteligt kan trække frem er – hvor vigtigt det under alle omstændigheder er, at trænerne ude i miljøerne er opmærksomme på pigernes mentale tilstand.
Det kan som sagt være svært for os alle at forstå, hvad der foregår – særligt som en mandlig træner. Men vi er nødt til at anerkende, at pigerne kan have stærke reaktioner – og prøve at forstå det. Vi er nødt til at bruge tid og energi på det. Der er meget på spil både på kort og på lang sigt, når vi taler om det mentale helbred.
Når det er sagt, er der stadig en stor fælles udfordring foran os med at blive klogere på, hvad der sker indeni de præsterende piger – på både godt og ondt.
Foreløbig en STOR tak til Mia Lichtenstein for at dele og gøre klogere!
—
Mia Beck Lichtenstein – Professor, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet. Privatpraktiserende psykolog, forfatter og foredragsholder.
Mias kommentar til spørgsmålet om, hvordan det er at arbejde med de stærke skæbner bag spiseforstyrrelser:
”Det er spændende og meningsfuldt at komme under huden på folk og hjælpe dem til et friere og sundere liv. Ofte er der brug for en fælles indsats rundt om de unge, så de får støtte fra både familien og idrætten.”
