Så er den desværre ved at være slut…. endnu en Sportssommer stempler ud.
Som altid fyldt med en masse store begivenheder og præstationer, der har krydret de fredelige sommerdage med sprudlende underholdning.
Men det interessante er ikke altid kun, hvad der bliver GJORT – men også hvad der bliver SAGT. Og her hitter én begivenhed – én person – og én kommentar i mit indre univers.
Den unge August Holmgren overraskede alt og alle ved Wimbledon, og han gik ind i alt virakken med en imponerende ro. Det gjorde hans far også, og faren trak også store overskrifter og debat med sig. Og den farmand er ikke en ’Mister Hvem-som-helst’.
Allan Holmgren er en 72-årig psykolog, og han kom ikke med standardsvaret, da han blev spurgt: ”Om han var stolt af din søn?”
For svaret var: ”NEJ!”
Det vakte gehør. Hans svar blev så meget ’talk of the summertown’, at Hr. Holmgren kom i det tætteste på at tale til den danske befolkning, da han gæstede Aftenshowet i DR.
Hans pointe var klar og tydelig. Man skal ikke være stolt af sine børn. Man kan være glad på deres vegne. Men stolthed kan lægge et unødvendigt pres på barnet. Han understregede til gengæld:
”…at forældre bør være støttende og glæde sig med deres børn.”
Og han føler selv en taknemmelighed for sine børns succeser. Men altså ikke stolt.
I hans optik skal forældre ikke påtage sig stoltheden, fordi den handler mere om dem selv og den voksne end barnet. Stoltheden som følelse flytter opmærksomheden og meningen, og den kan være direkte negativ, da den følelse kan være med til at skabe forventninger og dermed lægge pres på barnet, der skal præstere for at gøre sine forældre stolte. Så handler børnenes sport lige pludselig om noget helt andet. En anerkendelse som barnet kan ende med at hige og søge efter mere end selve sportsresultatet.
Når jeg spoler tilbage i mit eget lager af typiske kommentarer, jeg har hørt fra unge sportsfolk gennem tiderne, så hører jeg ekkoet af sætningen:
”Jeg vil gerne gøre mine forældre stolte…” igen og igen.
Jeg har aldrig tænkt over stolthed på den måde eller i den kontekst, og i første omgang blev jeg helt forvirret af Allan Holmgrens kommentar. For er jeg ikke selv stolt over mine to døtre – og er det da ikke bare den skønneste følelse at have rislende igennem én? At man ser på de unge mennesker, der springer ud og kan en masse fantastisk?
Gør jeg også noget forkert, og noget der utilsigtet presser mine piger?
Jeg greb telefonen og ringede til den ældste af mine døtre, som for nylig sprang ud som uddannet psykolog – noget man i sig selv godt kan være stolt over…
’Hvad tænkte hun? Hvad havde hun oplevet? Pressede det hende, at jeg var stolt af hende?
Der var stille et øjeblik på telefonforbindelsen.
Så kom svaret – som jeg også kunne skrive, at jeg er stolt af…
For hun kom med en klar og kontant analyse. Hun pointerede forskellen mellem stoltheden af – hvad ens børn præsterer og leverer på den ene side – og stoltheden over, hvem de er som mennesker, og måden de tackler livet på den anden side. Hvor det handler om, hvilke værdier og menneskelige kvaliteter de har?
Vi er tilbage i den helt basale forskel på selvværd og selvtillid. På om du bliver elsket, som den du er eller ej. Hvis du skal gøre sine forældre stolte ved at være god til at spille tennis, så har du brug for at tanke selvtillid op. Får du den respons, at ens forældre er ligeglade med om du vinder eller taber men i stedet synes, at du klarer hele situationen på en god måde, så underbygger det selvværdet.
Den skelnen giver altså god mening. Jeg sagde tak til min datter, og jeg glæder mig over, at hun er så skarp. Og så er jeg stolt af, at jeg har fået to piger, der er dejlige mennesker. Så kom den på plads.
Men der er endnu en spændende nuance i Allan Holmbergs kommentar. Han brugte en anden formulering:
”At man som forælder skal gå foran og ellers holde sig i baggrunden.”
For nu træder vi ind i et helt andet konkret og mega kompliceret univers. Nok en af talentsportens – og dermed også hele elitesportens – mest problematiske grundvilkår pt.
For jeg hører problematikken omtalt igen og igen – og jeg hører det bliver sagt med større og større skepsis, bekymring og frustration! Det er de samme betragtninger, der kommer fra størstedelen af de trænere og ledere, som jeg møder, når jeg er ude at researche, observere og interviewe.
Nemlig at ’sportens voksnes’ arbejde med børnene og de unge bliver besværliggjort, undermineret og forstyrret, fordi forældrene absolut ikke træder i baggrunden og lader deres børn have deres sport i fred. De blander sig og styrer, kommenterer, bestemmer og kritiserer.
Det vil i praksis betyde, at de netop hverken går foran eller træder i baggrunden. Forældre der går foran skal netop vise vejen. Vise hvordan man gerne vil have, du som både barn og voksen skal opføre dig som medmenneske. Altså vise hvilke menneskelige kvaliteter og værdier du prioriterer og selv forsøger at udleve. Hvis du som voksen presser på og blander dig og ikke går i baggrunden, så gør du jo det modsatte. Du viser en forkert vej.
I en anden sammenhæng mødte jeg en anden formulering, der mindede lidt om denne men gav mening på en anden måde:
”At du ikke skal skubbe bagpå eller gå foran og trække dine børn. Du skal gå ved siden af dine børn, så de kan mærke, at du er der, og de kan række ud, hvis de har brug for hjælp eller støtte.”
Når jeg tænker på den anbefaling i denne kontekst, så ser jeg igen en skelnen og en afgørende nuance og en forskel på noget godt og skidt. For der er forskel på, om du går der ved siden af dit barn, uden at det opleves som et slags pres gennem en stærk opmærksomhed for dem. Eller om det kun føles som en tryg konstellation for den unge i et krævende ungdomsliv?!
Mens sommeren løber ud, vil jeg håbe, at der er flere, der vil give sig tid til at mærke efter, om du som voksen i et præsterende barns liv får de unge til at gøre sig umage med at præstere for at gøre dig stolt – eller om de præsterer på en måde som gør dig stolt – helt underordnet om de vinder eller taber.
Jeg sidder tilbage med tv-skærmen slukket – men problematikken piv levende. I bund og grund handler det om, at det er mega komplekst at være forældre – og i endnu højere grad når dit barn er i en præstationskultur som sportens. Måske er vi nødt til at lave kurser for forældrene, hvor de får redskaber til at se på dem selv udefra og finde en fin, støttende vej ved siden af barnet?
—————————————————————————
STOLTHED beskriver en følelse af dyb tilfredshed og glæde, der stammer fra ens egne præstationer, kvaliteter eller de egenskaber, som en person eller noget, man identificerer sig med, har.
—————————————————————————
