Tag: talenter

Er et talentliv mest fedt eller hårdt?

6 ud 15 tegnede en livsburger – med det fede som bøffen i midten og det hårde ovenpå og nedenunder som bollen – hvor det fede fylder mest.

4 ud af 15 lavede en burger, hvor det hårde får den største plads

5 ud af de 15 lavede en ligelig fordeling af hårdt og fedt.

Da jeg laver min vanlige temperaturmåling, som jeg har arbejdet med i mange år siden mit projekt ‘Jagten på glæden’, ligger disse 15 unge og ‘blandede’ talenter – fra forskellige idrætsgrene og niveauer – på en øjeblikkelig glæde fra 0 til 100 på 73 – hvor 100 er så glad som de kan være. Deres pres ligger på 55 – hvor 100 er så pressede som de kan være.

Dette er en meget lille feltundersøgelse, og den fandt sted her i foråret på Tårnby Gymnasium, hvor jeg var ude at snakke om livet som et ungt sportstalent med afsæt i min nye ungdomsserie ’Hårdt Fedt Hårdt’. Tre romaner der handler om livet for fire unge i en sportsklasse på et gymnasium.

Resultatet er absolut ikke dækkende – men det antyder alligevel noget vigtigt. At det netop er en evig balance at få de gode sider til at balancere med de krævende. Det er en intens kamp af en helt speciel slags at være ung og finde sin meningsfulde vej mod stjernerne, hvor både det indre og det ydre kan følge med.

Snakken gik denne fredag i april. I bund og grund handler det om at fungere i et præstationsunivers, hvor der er masser af p’er – pres, prestige, prioriteringer, planer, peaks, pligter, penge, perfektionisme og meget få pauser. Det kører bare.

Men som de tre bøger i serien fra henholdsvis 1., 2. og 3.g også fortæller det mellem linjerne, så skal vi huske, at der også er meget skæbne blandet ind i livsburgeren. Der er både alle de mange tilfælde og ubevidste valg, der popper op på vejen; og der er held og uheld.

Hvilken familie bliver du født ind i; hvordan er dine forældre og søskende? Hvor skubber de dig hen; hvor meget skubber de?

Er du så heldig at møde gode trænere – eller uheldig at møde dårlige? Får du god guidning og støtte – eller møder du folk, der først og fremmest har fokus på at pleje deres egne interesser?

Får du venner og gode holdkammerater? Eller møder du modstand og nogle der sparker dig ned?

Vil din krop lege med eller driller den og gør ondt? Kommer du måske til at overbelaste eller overkontrollere den?

Møder du sporten med en mental styrke, der kan klare det hele? Eller er du en af dem, der er alt for menneskelige og bløde og bliver uudholdeligt nervøs og usikker på det, du gør, det du kan; og den du er?

Der er ingen tvivl. Det talentliv er et kæmpe drama. Der sker så mange vilde ting nærmest dagligt. Det er også derfor, at de tre ungdomsbøger for mig er som de bedste gysere blandet sammen med de mest romantiske noveller og psykologiske thrillere.

Det er også derfor, at jeg håber, at der bliver flere af de unge, der får tid og lyst til at læse – eller lytte på de lydbøger, der er på trapperne. Jeg håber, at lærerne har lyst til at bruge bøgerne og de medfølgende arbejdsspørgsmål.

Men den store udfordring er, at i dag er der så meget kommunikation, at det stort set er umuligt at råbe nogen op. Men fedt at Tårnby Gymnasium tog initiativ – jeg er så klar hvis der kommer flere…

Vi er i en brydningstid – men sport er stadig godt

De store linjer i dansk talentudvikling set fra de ’store’ talentansvarlige

Som afrunding på min kommende bog TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV har jeg taget en rundtur til seks helt centrale spillere, der er med til at kridte banen op og sætte retning – og som har fingeren på pulsen i forhold til, hvordan vilkårene reelt opleves for de unge derude.

Jeg var nysgerrig efter at høre, hvad de så? Hvad er de daglige udfordringer lige her og nu, hvad er hverdagens dilemmaer, og hvordan ser perspektiverne for fremtiden ud?

Jeg blev mødt med stor imødekommenhed og gensidig interesse. Der er altid mange sider af talentlivets bog, der er åbne for diskussion. Specielt i denne tid er det glødende aktuelt med den debat, der er kommet om de gode miljøer som reaktion på DR-dokumentarerne.

Som flere nævner det – vi er i en brydningstid i dag. Der er mange vilkår, der er i hektisk udvikling og afgørende forandring. Samtidig er det altid godt at få lejlighed til at træde ud af hverdagens hurlumhej og skubbe sig op til at tage det store vue fra helikopteren.

En snak med seks afgørende talentansvarlige

Det blev til gode snakke med Danmarks Cykle Union, DBU’s talentansvarlige for pigerne, Svøm Danmark, Dansk Håndbold Forbund og de store organisationer Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark. Du kan finde artiklerne fra de enkelte samtaler/interviews her på bloggen.

Hver især havde de deres mærkesager og særlige tilgang – men samtidig var der også nogle centrale temaer, der gik igen.

Dagens pressede unge kræver noget helt nyt

Først og fremmest bevidstheden om, at der sker rigtig meget med de unge i dag, og deres pressede livssituation giver både nogle helt andre reaktionsmønstre og behov – og det stiller også nye krav til sporten for at møde dem og ikke mindst forstå dem. Man kan ikke længere bare ’gøre som man plejer’. Man skal oftere i dag arbejde med bremsen og forsøge at dosere og holde igen – i stedet for at skubbe mere på.

Det skal stadig ha’ lov at være hårdt

Når det er sagt, så var der flere, der også havde behov for at gøre opmærksom på, at det altså heller ikke nytter, at man ryger helt over i den anden grøft. Hvor man i ønsket om, at alle skal trives, ikke kan/vil/tør skubbe på.

Vi skal huske, at det stadig grundlæggende er et præstationsmiljø, og her vil det altid handle om at vinde. Der vil altid være nogen, der bliver skilt fra, og andre der taber, og det kan være en hård vej. Men modgang er ikke det samme som mistrivsel, og hårdt arbejde kan være lige så tilfredsstillende som afslapning. Hvis ikke bedre…

Trænere skal ikke kun vinde i morgen

Rykker vi op på det organisatoriske plan, så møder vi det helt grundlæggende og indbyggede dilemma, som alle de talentansvarlige kæmper med.

For når vi snakker talentarbejde, så vil der uundgåeligt være modstridende interesser mellem trænere og forældre i ungdomsrækkerne, der gerne vil vinde i dag og i morgen – og så de interesser i forbund og Team Danmark, hvor tålmodighed er guld, og hvor det handler om at vinde om 13 år.

Denne iboende interessekonflikt skal der være en dialog om og gerne en aftale, hvor den gensidige afhængighed ender med nogle gode modeller, hvor alle parter bliver tilfredse.

Fremtiden byder på en intens og ustoppelig udvikling

Kigger vi ud i fremtiden, så er her også et grundvilkår, alle skitserer truer forude. At udviklingen af sporten for børn og unge bliver ved med at galoppere af sted. 

Det kan give lidt åndenød og en urolig følelse af stress at mærke suset af, hvor stærkt det går med udviklingen af talentarbejdet i stort set alle sportsgrene over hele verden.  Det rejser det meget relevante grundspørgsmål hos mange af de talentansvarlige. – Kan Danmark overhovedet følge med i denne uendelige spurt, hvor barren og målstregen hele tiden bliver flyttet, inden vi når i nærheden af målet?

Realistisk set bliver det en utrolig svær kamp at følge med, og Danmark skal være smart og udnytte de ’begavede’ løsninger, vi kan komme op med, er der også enighed om.

Men jokeren er altså, hvor meget mere man på alle parametre kan presse ned over talenterne? Her er der ingen klare retningslinjer eller streger i sandet for de ansvarlige – og der er heller ingen overordnet instans, der holder øje eller råber op.

Flere krav, bedre kvalifikationer og flere betalte omkring de unge

Helt konkret spår flere, at udviklingen kommer til at betyde, at kvaliteten af miljøerne omkring de unge bliver skruet op. Med mere uddannelse til trænere, ledere og personale omkring de unge; med mere fokus på de menneskelige facetter og trivsel; og sidst men ikke mindst – med flere lønnede jobs og flere og større krav til de ansatte.

Svagheden i systemet bliver i samme åndedrag også italesat. – Kan sporten rekruttere nok gode folk? Og når vi snakker GODE, så er det med stor vægt på DE GODE MENNESKER, som vi har været omkring mange gange i løbet af bogen. De er og bliver hjertet i det hele.

Tre klare JA’er til at slutte på

Men tre ting bliver der direkte adspurgt sagt JA til fra alle de store agenter i talentsporten.

  • JA til fælles ansvar – men med forældre som bagstoppere

JA til, at det er et FÆLLES ansvar for både trænere, ledere og forældre at sikre sig, at det er et godt liv for den unge.

Tankevækkende er det også, at de fleste udbygger dette JA med, at i sidste ende er det dog forældrene, der har et helt afgørende ansvar for, at deres børn har det godt. Det er dem, der skal lave det grundige ’service-eftersyn’ løbende.

  • JA til at det stadig er et GODT LIV

    Der bliver lige så interessant også sagt klart JA til, at det stadig er et godt liv at bruge sin barndom/ungdom dybt engageret i sporten.

De positive sider tæller mest. Og i dag er det især FÆLLESSKABET, der er unikt.

Sportens fællesskab, hvor man er fysisk sammen, og hvor man ’gør noget’ og oplever sammen. I gamle dage kunne man finde det fællesskab mange andre steder i fritiden – men ikke i dagens skærm-verden.

  • JA til at sende egne børn ud i sportens ungdomslivs-model

Og til slut den ultimative test.

– Vil du som talentansvarlig selv sende dine egne børn ud i den her verden?

Svaret er igen JA… dog med en lille tænkepause for de fleste ……. og så den afgørende slutbetingelse: ”Bare det er et godt sted!

Lad os tage det som et godt slutord.

– Sport er stadig fedt; men vi skal gøre os umage med at gøre det til et godt sted for børnene.

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 3 AF 4 INDLÆG

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

  • Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 3, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20, og det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den 26.1.20.

—

Det er synd, hvis de ikke når at opleve, hvor fedt det er

Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted

Bagefter jeg havde snakket med Laurence spekulerede jeg over, hvorfor denne snak var anderledes end de andre? For Laurence var meget mere optimistisk og positiv, end de andre eksperter, som jeg snakkede med. Og så faldt tiøren. Laurence Halsted har haft en helt speciel positiv og opbyggelig oplevelse i sin sportshverdag, for han har været med til at skabe en stor succeshistorie med et fægteforbund, der helt sensationelt avler talenter, der kan begå sig internationalt gennem blandt andet den stærke Københavnerklub Trekanten.

Fægtning er ’the good case’, hvor der netop er en unik medmenneskelig struktur, og hvor der er plads til at ’se det hele menneske’, som det så fint hedder. Laurence Halsted forklarer det selv med, at i dansk fægtning har de ikke det store forventningspres udefra. Fægtere har heller ikke det samme fysiske stres som om idrætsgrene som roning eller svømning, fordi sportens intensitet betyder, at de ikke kan træne i de samme store mængder. Som han ser det, er den helt store forskel, at der i det daglige træningsmiljø bliver arbejdet konkret med de der ellers meget flyvske værdier, og derudover handler det om, at der er overskud til, at hver enkelt atlet bliver set og mødt. Så sportschefen kan ret så overbevisende sige:

”Jeg er meget optimist men også realistisk, for der er et stort potentiale i sporten, som vi ikke udnytter.”

Fordi han netop oplever at se, unge mennesker komme ind i sporten og blive udfordret og finde dyb mening i det. Det gælder både for dem selv, sammen med deres andre jævnaldrende og sammen med nogle voksne, der virkelig vil dem.

I et lidt romantisk lys lyder det også både ’rigtigt og dejligt’, og det er en af de succeshistorier, som det er værd at holde fast ved. Også selvom det måske kun kan lade sig gøre, fordi fægtning er en idrætsgren, hvor der ikke er mange økonomiske interesser, der kommer og sætter en anden dagsorden?! Men samtidig handler det jo også om noget så alment tilgængeligt, som hvordan vi vælger at være som mennesker. 

Og apropos det med det menneskelige, så kom det heller ikke som en stor overraskelse, at Laurence var positiv, for grunden til at jeg havde taget kontakt til ham var, at jeg havde hørt et fantastisk inspirerende foredrag, han holdt om ’self-compassion’ ved et Talent.dk-seminar. Det var noget af en stærk øjenåbner.

Han tog fat i den tendens, de fleste topidrætsfolk lever med – eller lider under – kan man sige. At de er så hårde ved sig selv. Men det behøver de slet ikke at være. Der er meget styrke i at være god ved sig selv. Og Laurence Halsted taler af erfaring som tidligere olympiske fægter for Storbritannien.

Selvom han ser så mange gode potentialer i sporten – potentialer som slet ikke er fuldt udnyttet – så ser han dog også sporten på den store bane, som påvirket af nogle stærke og ikke positive kræfter.

”Jeg ved ikke om, hvordan denne udvikling foregår, eller om den er stigende. Men når vi har et overordnet sportsunivers, hvor der er så meget fokus på resultater og præstationer ved VM, OL og andre store mesterskaber, så kommer det til at handle om penge og profiler. Dette fokus kommer til at få en afgørende påvirkning hele vejen ned gennem systemet, og det kan få den negative konsekvens, at atleter bliver behandlet som en handelsvare i kampen for resultater og penge.”

Men sportschefen har en klar pointe i forhold til, hvornår det så bliver en konkret dårlig oplevelse for den enkelte individuelle atlet. Jo, de dårlige oplevelser udspringer altid fra det konkrete miljø. Og der kan man gøre en forskel. Derfor er det så afgørende at skabe de gode miljøer for de unge.

Og den opskrift vil Laurence Halsted gerne dele ud.

”Når vi snakker om et godt miljø, så handler det for mig om at have et autonomt miljø. Det betyder i praksis, at den enkelte atlet er med til at bestemme over deres egen tid og deres egne aktiviteter. Det handler om dem selv, og det må være deres eget projekt – ikke trænernes eller forældrenes. Det er en stor del af et mentalt sundt miljø, og det er ikke komplekst. Atleten skal ikke være ´a pawn in the game’”.

Dette pudsige engelske udtryk betyder, at de unge ikke skal være en bonde i et spil skak, som andre bare kan flytte rundt på. Men i samme åndedrag er det vigtigt for Laurence Halsted at understrege, at det ikke betyder, at man ikke skal udfordre og kaste de unge ud i at presse sig selv.

”Når de bliver ældre og skal begynde at træne til at præstere, så kan de faktisk godt. Også selvom det er et krav og et slags pres. Men det er faktisk positivt i dag – at du som ung selv skal tage stilling, og at det kræver din energi. Det, tror jeg ikke, er dårligt. Det er faktisk en af sportens største kvaliteter, at den netop kan udfordre de unge på den måde, I skolen kan de unge beslutte hvilke fag, de vil tage – men der kan de ikke bestemme, hvordan de vil lære det. Dette ansvar for deres egen udvikling kan de få i sporten.”

Når det så er sagt, så pointerer Laurence Halsted, at det som altid handler om at finde den gyldne balance. Der skal være nogle rammer. Og her trækker han det samme helt centrale forhold frem, som alle de andre interviewede også fremhæver:

“Sport må ikke tage al tiden og fylde hele livet! Der må være plads til at udvikle andre aspekter af deres personlighed og andre interesser udenfor deres sport.”

Laurence Halsted har sluttelig endnu en vigtig ingrediens i opskriften på at skabe de gode miljøer. Det er kvaliteten i den træning, der bliver præsenteret for de unge. Det er igen helt simpelt.

“The buzzword er SJOVT!”

Det skal være sjovt for børnene, og for sportschefen betyder det ikke, at det skal være ligegyldig leg. Det betyder, at man meget nøje doserer udfordringer til de forskellige unge og til de forskellige alderstrin.

”Det skal være varieret, og det skal ikke være for systematisk. Øvelserne skal skifte, og det må gerne være seriøst, hårdt og udfordrende. Når de unge bliver presset på det sportslige fysisk og teknisk, så mærker de udvikling i det. Og det er så vigtigt og fedt for unge at mærke, at de flytter sig. Det er her sporten kan noget, som alle de andre aktiviteter, som vi er i konkurrence med, ikke kan. Så det er også en fastholdelsesstrategi. De skal mærke de bliver dygtige og udvikler sig.”

En sidste pointe fra Laurence Halsted:

“Der skal arbejdes bevidst med den menneskelige udvikling.”

Det lyder jo som altid også godt. Men hvordan gør man det i praksis, så det ikke kun er flotte ord?

Sportschefen følger dog overbevisende og detaljeret om, hvordan han helt konkret har taget værdier op sammen med fægterne og har fået dem til blandt andet at tænke over, hvad det egentlig er, de godt kan lide, ved det de gør? Og sidste sæson gjorde han udfordringen endnu mere tema-rettet. Her handlede det om noget så ’usportsligt’ og usædvanligt som ’love’,

”Jeg udfordrer fægterne til at finde ud af, hvilken rolle ’love’ har i sportens mange forskellige kontekster? Hvordan kan de ’love’ sig selv med compassion? Hvordan kan de ’love’ sport og finde den dybe mening med den? Hvordan kan de vise ’love’ i forhold til teammates? Og det mest udfordrende for dem – hvordan kan de vise ’love’ i forhold til modstanderne?”

Det må da siges at være stof til eftertanke, men også noget af en udfordring at tage op som træner. Men trænere skal vel på den anden side også udfordres og skubbes for at have det sjovt og motiverende…

Jeg slutter med en sjov og tankevækkende ide/provokation/vision, som Laurence kastede fra sig, da han for alvor havde talt sig varm ift., hvor helt centralt det er, at vi arbejder med de unge menneskers personlige udvikling.

”Det burde egentlig være et kriterium for at kunne modtage støtte, at man skal arbejde med menneskelig udvikling!”

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – Nr. 2 AF 4 INDLÆG

Dette er del 2 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar og første uge af februar. Så følg endelig med….

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout, mentale og fysiske overbelastninger …

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af konkurrencesport for børn og unge. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og ”Talenternes Talerør” med at lave en liste med en række kompetente personer fra mit netværk, der dækkede mange forskellige tilgange til idræt for børn og talentudvikling. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

  • Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal sætte fokus på fremtidens udfordringer? Og har de mon gode input til, hvordan udviklingen kan ændres?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig om talentudvikling:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 2 – det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20

Det stærke og forpligtende fællesskab i foreningerne er under pres

Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen

Næste indspark kommer fra en meget markant person, der har siddet på den øverste top af dansk eliteidræt gennem mange år i stillingen som direktør for Team Danmark. I dag er Michael Andersen stadig engageret i udviklingen af talenter i dansk og international eliteidræt som konsulent.

Michael Andersen ser en facet ved udviklingen af talenter, som særligt bekymrer ham. Og det er den markante selektion.

”Der er i dag et stort og problematisk selektionssystem, der går længere og længere ned i forhold til børnenes alder og færdigheder. De unge fra 12 til 18 årsalderen bliver meget dygtigere – men de bliver også meget færre, Tag for eksempel en fodboldklub som AGF, der engang havde et 5. hold for drenge. Nu er der kun 16 spillere på -U14-U15-U17-U19.  Hvert hold har deres eget omklædningsrum, og hvert år er der en markant udskiftning blandt de 16 spillere på hver årgang, og selektionen sker ofte ureflekteret ud fra nogle målbare parametre, som for eksempel drengenes fysik. De unge er under konstant pres, og mange frygter at blive fravalgt. Mange af de fravalgte i superligaklubberne vender heller ikke tilbage til deres barndomsklub men stopper helt med at spille fodbold. Frafaldet blandt de 14 – 18-årige i fodboldklubber er alt, alt for højt. Langt de fleste licensklubber i dansk fodbold fungerer i dag som kommercielle forretninger – og ikke som forpligtende foreningsfællesskaber. Jeg synes, det er skræmmende – specielt for holdsport som fodbold og håndbold.”

Skræmmende er et ret så stærkt ord – men det siger nok en del om, hvor anderledes dagens sportsunivers ser ud, når både Michael Andersen og jeg kommer fra en generation fra ’de gode gamle dage’, der er vokset op med foreningen som en stor del af både opvæksten, oplæringen og introduktionen til livets mange andre opgaver og udfordringer.

Michael Andersen trækker konsekvenserne af de forringede vilkår for den brede deltagelse i foreningerne ud i et større perspektiv. For når foreningerne ikke længere kan rumme den brede gruppe af unge, så får vi en ny problematik, hvor vi kommer til at stå med mange inaktive unge.

”I dag skal man være glad som forælder, hvis ens børn bare kan være fysisk aktive i eller udenfor foreninger op til 18 år, og samtidig skal man som forældre også være meget opmærksomme på, at sporten ikke kommer til at udgøre hele tilværelsen for barnet eller den unge. Min anbefaling vil være, at de unge også skal bruge tid og kræfter på skolen og ungdomsuddannelsen. Jeg er meget tilfreds med, at mine døtre ikke valgte ensidigt at fokusere på sport. Og sådan så jeg også på det, dengang jeg var direktør for Team Danmark.”

Jeg har mødt mange topidrætsfolk, der har den samme skepsis i forhold til hvilke forhold deres sport giver de nye unge talenter. Topidrætsfolk der ikke ønsker for deres børn, at de skal gå samme elitevej, som de selv har gjort. Det giver virkelig stof til eftertanke. Michael Andersen uddyber hans skepsis og retter den især imod de sportsgrene, hvor penge og kommercielle interesser spiller en større og større rolle.

”De store forbund som f.eks. DBU og DHF har en stor forpligtelse til at sikre gode rammer og vilkår for klubber, der satser på glæde, trivsel og socialt samvær for børn og unge. Og jeg tror, at det bliver nødvendigt med en gennemgribende ny struktur i forhold til turneringer og stævner, såfremt frafaldet blandt de unge skal mindskes.”

Michael Andersen har – gennem sine mange år i dansk idræt – selvfølgelig også oplevet gode miljøer, hvor der er liv og høj kvalitet på kryds og tværs af alder og sportsgrene. Men han kalder dem ’enklaver’, som stort set alle er bundet op på personligt lederskab og lokale ildsjæle. Igen hænger han sine iagttagelser i sporten op på samfundstendenser, som han ser i de større sammenhænge.

”Jeg tror, der er færre af de levende miljøer, fordi der er færre mennesker i dag, der tager den slags opgaver på sig. Det er en markant samfundstendens, at man kun arbejder for sine egne børn – ikke for dem ved siden af. I dag handler det om det lille fællesskab, hvor man selv kan opnå noget og ikke det store fællesskab, hvor man gør noget for andre – også nogle, som man ikke kender på forhånd.”

Med den betragtning i baghovedet, så bliver der endnu mere behov for at stille det obligatoriske spørgsmål til sidst. Kan den tidligere højskoleforstander Michael Andersen komme med input til, hvad der kan være med til at ændre udviklingen og skabe bedre vilkår for børnene derude?

Ja! Hans bud er netop det gode, gamle universalmiddel, som også altid har virket: ”Jeg tror på dialogen og ikke mindst det personlige møde – ansigt til ansigt.”

Et godt slutord, der igen vækker eftertanke. For hvor og hvordan er det så, at vi får gang i den dialog.