Der skete noget, da jeg begyndte at skrive…

Af forfatter til bogserien ’Hårdt Fedt Hårdt 1.G / 2.G / 3.G’ – Lise Kissmeyer

Der skete noget, da jeg begyndte at skrive…

Det kom lige så stille.

HÅRDT FEDT HÅRDT

Det var det i midten, der voksede.

Jeg har haft fokus på alt det hårde

omkring det at være et ungt talent.

Jeg har været bekymret – jeg ER bekymret

for al den alvor og alle de store konsekvenser

der ryger ind på banen

samtidig med der bliver sorteret i de små derinde

Alvor med alvor på langt inde i børnelegens verden

Jeg har været bekymret – jeg ER bekymret

For hvordan det indre pres vokser

som et indopereret monster

HVOR det tågede pres bliver taget med i købet

Det bliver en selvfølge

Det bliver en følgesvend

Det bliver en belastning

Det kan komme til at skrige højt

og larmende og stressende

derinde

på det indre samtalekontor

derinde i sjælen

Jeg har tænkt – jeg TÆNKER

Det er sindssygt hårdt for et lille væsen

at få så krævende

og kritisk

en kæmpestor følgeskare

der registrerer og kommenterer

hver en lille bankende bevægelse

Men endnu mere

Det er sindssygt hårdt for et lille væsen

at få så krævende

og kritisk

en indre stemme

Sådan en strid følgesvend

der stort set aldrig sover

og som kun kan bedøves

med sødme fra succes

et kort øjeblik

inden jagten starter

på at score næste portion jubel

Vi kan jo klare meget

Store som små

Men at være ’på’ i et barneliv betyder

at de små er totalt tændte

INDE i deres indre maskiner

Det hele – alt det der er på spil

ender i de små nervesystemer som i en affaldstragt

Nerveender der pøser altert-stoffer ud

fra morgen til aften

Fordi der er SÅ meget

der skal nås

Meget der skal klares

Kampe der skal vindes

Slag der skal slås

Kilometer der skal køres

Madpakker der skal guffes

Ja alt det der som hårdhedens tapet

er klistret på et talentlivs vægge

Alt det er noget af det hårdeste af det hårde

som jeg har bekymret mig om

Men der skete noget, da jeg sad og skrev

Så glemte jeg faktisk alt det her

Som jeg har TÆNKT på og SKREVET om

Igen og igen og igen

Pludselig fyldte det ikke

så meget

Jo, jo, det hårde var med på siderne

Men det var det FEDE

der festligt og ukueligt

holdt sit indtog

Det var det EKSTRAORDINÆRE

og det langt fra kedelige

der flød ud over siderne

Smattede udover alt det HÅRDE

både ovenover og nedenunder

Jeg mærkede det helt ind i min sportselskende sjæl

For jeg var jo med

i mine fire unge gæve talenters liv

Jeg var med på hver en side

i hver en sætning

i alle scenerne uden undtagelse

Jeg var fast passager

Jeg boede inde i de fire – ikke mindre

end INDE i alle fire væsener på een gang

Vitterlig boede derinde

Følte og tænkte

og endda græd og grinede

Og altså

det er ikke noget, jeg skriver

for at lyde som en eksotisk medlevende forfatter

Mens jeg sad og skrev

kom der både latter og tårer

Jeg var bare så meget MED

Indimellem var jeg selv spændt på

hvad der ville ske

Shit en gyser

går det?

Mine poter tappede på tangenterne

Sarte sætninger og pudsige reaktioner

De kom trillende ud på skærmen

og endte med at blive til tre bøger

De er her nu

og det er de unges intense liv også

Men det fede er netop

at det er intenst

Der er fuld valuta i livets gavebod

Det er det BEDSTE – det der gør det FEDT

Det er netop lige DET!!!

’At der sker noget’!

Kloge siger igen og igen på mange forskellige livskloge måder

at vi skal huske at leve

et HELT og FULDT LIV

– og det ER helt sikkert godt og smart!

Det er jo lige mig!

Sikkert også lige dig!

For så får man noget ud af det

mens vi er her!

Det er for fanden da

meningen på livets bundlinje

Men at være UNG i dag

handler jo desværre

MEGET om IKKE at være derude

i det vilde virkelige

Der er så meget

der foregår

på de hengemte

digitale-tråde

Så hvor FEDT er det ikke

at møde op i til træning

Sige ’hej’

og sige et eller andet fjollet

Slå hænder mod hinanden og smile

Drille og blive drillet

Dele og fordele

Blive tager alvorligt

Tage sporten alvorligt

Blive set og blive analyseret

Blive fyldt op indeni

Få total-fyldt sin kalender

Så hvor fedt er det ikke

at fylde historier og drømme ind i sit liv

Opleve og overleve skader og smerter

Sanse sårbarheder

Dele sejre og nederlag

Dele opvarmning og nedkøling

Sidde i en bus

Hænge ud i et cafeteria

Grine over en håndvægt

Sjaske i en bruser

Der skete DET

mens jeg skrev…

At alt det LEVEDE LIV

Alt det LEVENDE LIV

i en ung talentverden

stod så klart frem mellem linjerne

som en fast ingrediens i alle kapitlerne

Cementen i de tre bøger

Talentlivet er helt sikkert en ’speciel edition’

af det her liv

i en ’ekstra-presset-citron-udgave’

For når man går i en sportsklasse

har man med åben pande

valgt en ekstra komprimeret udgave

af et ungdomsliv

Måske ved de unge det ikke helt selv

når de tager det her valg?

Nej! Det gør de helt sikkert ikke.

De har faktisk ingen chance for at gennemskue eller forudsige

hvor vild en hverdag det bliver

Men det bliver det!

Lige meget hvad!

Men de sportsglade vælger ikke den nemme vej i mål

De trækker gevinsten

Ikke nitten

For nitten sejler rundt på et socialt medie

Mens de SMARTE de sveder

Så ligger de sløve og KEDER

At hoppe ud i sporten er at fylde

virkelighed, mennesker og det sanselige

ind i sjæle-systemet

Hvor FEDT er ikke lige det?!

Det var DET, der skete

Mens jeg sad og skrev

om det hårde talentliv

med det FEDE indeni

At det FEDE væltede ud

Så jeg sidder her tilbage

Helt overrasket – men smilende

Og tænker

Det er sgu stadig FEDT

Også selvom det er HÅRDT

og det kommer i en anretning

der er så sindssyg komprimeret og eksponeret

og i et insisterende

TEMPO – teeeempo – tempooooo

Som en permanent pres-ball

De unge talenter lever – de er her.

De har stemplet ind

Da de valgte at investere sig selv i sporten

De valgte en livsstil med fuld valuta

De er ikke kun SEJE

De unge

der knokler rundt

Og kæmper for

og med

deres talent

og deres givne talentfulde gaver

De er også HELDIGE

At de kan

At de får muligheden

For det er FEDT

… STADIG FEDT

Det er det i hvert fald

i mine bøger

Når jeg har siddet og skrevet dem alle tre

når du måske en dag har læst dem alle tre…

Så drypper det ud af den sidste side   

DET FEDE!

Længe leve SPORTEN

på den gode måde

Hurra for det

FEDE

indeni!

Med håb om at I får lyst til at læse Hårdt Fedt Hårdt-serien

KAN VI FÅ EN TILSTANDSRAPPORT – PÅ SPORTSTALENTERS TRIVSEL

Trivselskommissionen er netop kommet med deres rapport om ’de unges tilstand’. Det er der nok ikke ret mange, der har misset.

For os ’sportsfolk’ kommer det nok heller ikke som en stor overraskelse, at man anbefaler masser af sport og dets unikke fællesskab til at skabe trivsel.

Det er en dejlig opmuntring. Men vi er også efterladt med mange åbne udfordringer og essentielle spørgsmål om, hvordan vi så skaber trivsel gennem konkurrencesport.

Udfordringen er selvfølgelig først og fremmest at sørge for, at det er gode tilbud med masser af velfungerende kammeratskaber, vi langer ud. Når man spørger de unge, udtrykker mange af dem, at de eksplicit ønsker sig mindre fokus på konkurrence, fordi det tager over og flytter fokus fra den enkeltes oplevelse til det overordnede formål at vinde.

Så det er en vigtig opgave at lave afbalancerede tilbud til at dyrke konkurrence ’på en sjov måde’ for de børn og unge, der ikke har ambitioner om at skulle vinde det helt store.

Og konkurrence i sig selv behøver jo ikke at være et problem. Det kan give masser af spænding, intensitet og oplevelser. Kunsten er bare at dosere og perspektivere den – og tilpasse den til de unge i dag, der tydeligt allerede i forvejen er pressede af de krav og forventninger, der er til dem.

Men der er en helt anden og særlig udfordring for alle, der arbejder med de unge, der modsat har valgt at konkurrere seriøst og målrettet.

For hvordan ser trivselsvilkårene ud for unge sportstalenter?

– Er de mere presset og med større risiko for mistrivsel end andre unge generelt?

– Eller er de modsat klædt bedre på, fordi de er trænede i at arbejde målrettet for resultater og håndtere pres, krav, forventninger, modgang og medgang, sejre og nederlag?  

Jeg sidder og skriver på en ungdomsbogserie i tre dele, der handler om livets mange udfordringer i henholdsvis 1., 2. og 3.G i en sportsklasse. Det er skønt at være forfatter til skønlitteratur, for her kan jeg selv vælge, hvilke tanker og udfordringer de unge skal have.

I bogen har jeg eksempelvis sat de fire unge hovedpersoner – der dyrker fodbold, svømning, atletik og badminton – til at skrive deres store 3.G SRP-opgave om emnet: ”Unges trivsel i sporten?”

Svømmeren Emilie har fået opgaven at redegøre for, om unge i sporten er mere udsatte for mistrivsel end andre unge?

Jeg var selv helt spændt på, hvad hun ville finde ud af. For når man lever sig ind i sine hovedpersoner gennem de mange sider, så får de deres egne reaktionsmønstre, tanker, holdninger mm. Så jeg sad tryllebundet og ventede på, hvad der ville komme ud af mine fingerspidser, da Emilie skulle analysere på de unge sportsfolks trivsel?

Og dét, der skete, var…

… at Emilie startede med at tænke, at når du er ung og vælger sporten til, så er der allerede sket en sortering af dig som type. Det vil sige, at talenter i sporten er ’godt kørende’ og har mod på at udfordre sig selv og livet – og derfor også er mentalt stærkere og godt klædt på.

Men da hun havde skrevet det, sad jeg selv tilbage og spekulerede over, om ikke den sårbarhed, de unge har i dag overfor at skulle præstere så meget på så mange arenaer, er akkurat lige så stor for de unge i sporten – og måske endnu større?

For er sårbarhed ikke noget andet end mod på – og en lyst til – at prøve sig selv af?

– Bliver de unge sportstalenter samtidig ikke mere sårbare i og med, at de investerer hele dem selv og deres ungdomsliv – og ikke mindst deres fulde identitet – på en plade?

– Og vokser presset ikke, når der meget tidligt kommer en masse valg, tilvalg og specielle løsninger for dem, der også ofte inkluderer dyr finansiering/sponsering fra forældre, klubber og forbund?

– Og er de ikke endnu mere pressede, fordi de er hoppet ind på en arena, hvor der er total opmærksomhed på alt, de leverer og præsterer døgnet rundt?

Jo, sat op på den måde, er det en krævende cocktail at være en ung ambitiøs atlet.

Men på den anden side…

… måske er de unge sportstalenter til gengæld hjulpet af, at de har fundet den der passion og ’helt særlige vej’, som ’de almindelige unge’ generelt er presset af?

Fordi netop dét generelle forventningspres med – at de unge af i dag både skal være unikke, finde dét, de virkelig brænder for og til og med have et liv, der er nonstop fedt og fantastisk – i høj grad er med til at stresse og trykke ungdommen på deres vej ud i voksenlivet.

… måske er det den største gave for de unge i sporten, at de har sporten? De har fundet deres mening og unikke vej.

Det kan godt være, at de er udfordrede og pressede – men de har et ungdomsliv, der er fuldt og i hvert fald ikke kedeligt, tomt eller ensomt. De er væk fra skærmene, og de har fundet en vej, en mening, en retning og masser af mål og konkrete succeskriterier.

Tilbage står vi med det der irriterende svar: ’På den ene side og på den anden side’.

Selvom trivselskommissionen afblæste den helt store trivselskrise, så fortæller de kraftigt stigende tal for mentale problemer jo deres egen nøgterne historie. Om de er sportstalenter eller ej…

Det ER svært at være ung, og de ER presset til at levere en masse – og de har samtidig en ’forkælet’ barndom, hvor de ikke bliver trænet i udfordringer og at gebærde sig, når livet bliver være surt. Og hvor det derfor slår ekstra hårdt, når modgangen kommer.

De er til og med blevet ’venner med deres forældre’, der ikke længere guider dem med autoritet. Alt er op til dem selv, og de bliver tidligt sendt ud i livet på jagt efter den evige lykke med mor og fars dankort i lommen.

Men som sagt. Der er noget, der er anderledes for de unge atleter. Selvom de har en SÆRLIG PRESSET hverdag med mange krav og forventninger både praktisk og mentalt – så bliver de oftest guidet og hjulpet meget mere på vej end deres jævnaldrende.

Summa summarum, tænker jeg…  

– at det bedste, vi kan gøre, er med stor respekt at passe på de unge og have fokus på det mentale og det pres i forskellige afskygninger, som de kæmper med at kapere. Om de er i sportstøj eller ej.

SVARET PÅ – OM VI SKAL VÆRE BEKYMREDE?

Det gode først

Sport er stadig en fantastisk ’waste of time’ for et aktivt og konkurrencemindet lille, ungt væsen. Sporten kan noget, som andre fritidstilbud ikke kan. Her kan du blive udfordret og underholdt, og her kan du udvikle dig og mærke den stærke tilfredsstillelse ved at mærke, hvad du kan, og hvad der sker, når du sætter dig mål.

Det er den første og rareste pointe, jeg kan trække frem, efter jeg tog en snak med fire ret så forskellige kompetente folk med indblik i dagens sport – se tidligere blog-indlæg under SKAL VI VÆFRE BEKYMREDE.

De bekymrede eksempler

Men efter snakken kom der også nogle bekymrende tendenser på bordet. Som for eksempel:

”Når der er et stigende pres på, at sporten skal levere resultater og der er masser af penge og prestige blandet sammen med præstationerne, så kommer det til på den ene eller den anden måde at påvirke miljøerne hele vejen ned gennem systemerne.” Som sportschefen Laurence Halsted i Dansk Fægte-forbund udtrykker det.

”De store fællesskaber bliver udhulet, og miljøerne lukker sig om sig selv.” Tidligere Team Danmark direktør Michael Andersen trækker denne medfølgende tvungne specialisering frem som en af de negative konsekvenser.

”De unge møder et monster af et system i stedet for det frirum, som de har sådan brug for i dagens verden, hvor de unge bliver intenst målt og vejet hele tiden i skolen og på de sociale medier. ” Sådan beskriver tidligere talentchef i Dansk Håndbold Forbund, Claus Hansen, hvad det er, der møder de unge, når de gerne vil involvere sig i sportsverdenen.

”Når sporten kommer til at fylde det hele, og hverdagen som et ungt talent bliver indsnævret til kun at handle om skole og sport, så bliver de unge både indskrænkede som mennesker, og de bliver meget sårbare, når hele deres identitet er bygget op på sporten.” Det er en anden central bekymrende konsekvens af udviklingen, som de fleste af interviewpersonerne eksplicit lægger vægt på.

SJOVT er kodeordet

Tilbage står vi med spørgsmålet: – ”Hva’ ka’ og ska’ vi gøre ved det?”

Når vi leder efter løsninger og den gode vej til en sport på børns præmisser, så støder vi hurtigt på det helt grundlæggende praktiske problem. For hvad er ’børns præmisser’? Hvordan ser de ud?

Sjovt nok bruger stort set alle fagfolkene ordet ”sjovt”! Den løsning, der dukker oftest op, bliver kodet med ordet ’sjovt’. Det hjælper os ikke så meget på den handlingsorienterede bane, for hvad er sjovt i praksis? Hvad er det, vi reelt skal gøre?

Men faktisk kom fagfolkene fra de fire interviews med en del gode bud. Et godt bud er, at det sjove er det legende, afvekslende, udfordrende og udviklende. Der må godt være pres, krav og forventninger. Men det vigtigste er, at sporten møder hver enkelt ung og hver enkelt aldersgruppe og træningsgruppe med åbent sind og sanser. For når de unge kommer og putter deres liv ind i systemet, så er de afhængige af, at der er gode mennesker derinde, der ser dem og møder dem, der hvor de er.

Vi ender altså med, at hvis vi skal have miljøer, der er gode for børnene/mennesket, så kræver det gode mennesker.

De gode mennesker

Hvor sætter vi så ind henne?

Når de gode mennesker er centrale, så peger pilen straks imod træneren og træneruddannelsen som helt centralt. Det er fagfolkene også enige om og lægger vægt på – og der er en ekstra lille kringle på det ønske. For det må rigtig gerne være fyldt med prestige, anerkendelse og mening i sig selv at være en dygtig ungdomstræner. For det ER et ekstremt vigtigt hverv, der har en kæmpe indflydelse på de unge mennesker in spe!

Forskningen må gerne råbe højt

En anden vej til forandring og forbedring går også af ’videns-vejen’.

Vi har brug for, at der kommer bevidsthed og fokus på vigtigheden af at gøre sig ekstra umage med at lave rummelige ungdomsmiljøer. Så er der brug for at sætte en dagsorden, som larmer og som bliver set og respekteret. Anbefalingen til at nå derhen, kalder på at få forskningen til at drøne meget mere ud på banen.

Vi har brug for en aktiv forskning, der kommer ud med deres vigtige viden om, hvad der er godt og skidt for de unge. Og den anden gode ide til at få de gode miljøer for børn til at blive for børn husker os på at bruge det mest elementære – men også det stærkeste våben – dialogen!

Jeps, det er jo det, vi skal, og det vi er i gang med. Der skal snakkes og lyttes og læres.

Startskuddet har lydt

Det er bare en start – men vi er i gang!

Jeg synes, det er et godt startsted for Talenternes Talerør at have fået de her kvalificerede indspark. Foran os er der masser af arbejde med – at samle viden – og skabe dialog – og skubbe til udviklingen.


I de fire foregående blog-indlæg har følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer givet deres vurdering:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard