Tag: talenter sprog trivsel trænergerningen

Er et talentliv mest fedt eller hårdt?

6 ud 15 tegnede en livsburger – med det fede som bøffen i midten og det hårde ovenpå og nedenunder som bollen – hvor det fede fylder mest.

4 ud af 15 lavede en burger, hvor det hårde får den største plads

5 ud af de 15 lavede en ligelig fordeling af hårdt og fedt.

Da jeg laver min vanlige temperaturmåling, som jeg har arbejdet med i mange år siden mit projekt ‘Jagten på glæden’, ligger disse 15 unge og ‘blandede’ talenter – fra forskellige idrætsgrene og niveauer – på en øjeblikkelig glæde fra 0 til 100 på 73 – hvor 100 er så glad som de kan være. Deres pres ligger på 55 – hvor 100 er så pressede som de kan være.

Dette er en meget lille feltundersøgelse, og den fandt sted her i foråret på Tårnby Gymnasium, hvor jeg var ude at snakke om livet som et ungt sportstalent med afsæt i min nye ungdomsserie ’Hårdt Fedt Hårdt’. Tre romaner der handler om livet for fire unge i en sportsklasse på et gymnasium.

Resultatet er absolut ikke dækkende – men det antyder alligevel noget vigtigt. At det netop er en evig balance at få de gode sider til at balancere med de krævende. Det er en intens kamp af en helt speciel slags at være ung og finde sin meningsfulde vej mod stjernerne, hvor både det indre og det ydre kan følge med.

Snakken gik denne fredag i april. I bund og grund handler det om at fungere i et præstationsunivers, hvor der er masser af p’er – pres, prestige, prioriteringer, planer, peaks, pligter, penge, perfektionisme og meget få pauser. Det kører bare.

Men som de tre bøger i serien fra henholdsvis 1., 2. og 3.g også fortæller det mellem linjerne, så skal vi huske, at der også er meget skæbne blandet ind i livsburgeren. Der er både alle de mange tilfælde og ubevidste valg, der popper op på vejen; og der er held og uheld.

Hvilken familie bliver du født ind i; hvordan er dine forældre og søskende? Hvor skubber de dig hen; hvor meget skubber de?

Er du så heldig at møde gode trænere – eller uheldig at møde dårlige? Får du god guidning og støtte – eller møder du folk, der først og fremmest har fokus på at pleje deres egne interesser?

Får du venner og gode holdkammerater? Eller møder du modstand og nogle der sparker dig ned?

Vil din krop lege med eller driller den og gør ondt? Kommer du måske til at overbelaste eller overkontrollere den?

Møder du sporten med en mental styrke, der kan klare det hele? Eller er du en af dem, der er alt for menneskelige og bløde og bliver uudholdeligt nervøs og usikker på det, du gør, det du kan; og den du er?

Der er ingen tvivl. Det talentliv er et kæmpe drama. Der sker så mange vilde ting nærmest dagligt. Det er også derfor, at de tre ungdomsbøger for mig er som de bedste gysere blandet sammen med de mest romantiske noveller og psykologiske thrillere.

Det er også derfor, at jeg håber, at der bliver flere af de unge, der får tid og lyst til at læse – eller lytte på de lydbøger, der er på trapperne. Jeg håber, at lærerne har lyst til at bruge bøgerne og de medfølgende arbejdsspørgsmål.

Men den store udfordring er, at i dag er der så meget kommunikation, at det stort set er umuligt at råbe nogen op. Men fedt at Tårnby Gymnasium tog initiativ – jeg er så klar hvis der kommer flere…

SÅ SNAK DA ORDENTLIGT FOR H……

SKA VI HA EN SPORT-TOO-KAMPAGNE?

”Vi har alle oplevet dem. De trænere og ledere, der hundser og herser med sportsfolk i alle aldre. Som skælder og smælder, som håner og latterliggør, som kræver og forlanger. Fordi de tror, det er vejen til fremgang og bedre resultater.”

I ’sportsblik’ i Politiken den 10. marts kunne man læse en kommentar under overskriften: ”Stop hån, spot og mistrivsel, smid bølletrænerne på porten”. Opråbet var skrevet af en af dansk sportsjournalistiks grand old men, journalist Rasmus Bech fra Politiken.

Det er nedbrydende at blive kaldt ’fede svin’

Det er en helt central problematik, Rasmus Bech sætter på dagsordenen. Det handler om, hvordan der bliver talt/råbt til børn ude i den danske sportsverden. Hvordan vi kommunikerer med hinanden, er jo en stærk kraft, der påvirker os helt ned i de dybe rødder. Selv som voksne er det rigtig ubehageligt, hvis nogen taler grimt til os – eller endda råber.

For børn er det endnu voldsommere. Senest hørte vi i ’svømmesagen’ i DR’s dokumentar ’Svømmestjerner – under overfladen’, hvordan trænere eksempelvis kaldte en svømmer for ”fede svin”, og hvordan det sprog var med til at nedbryde. Dokumentaren kom med flere skræmmende og tankevækkende case-historier.

En stor russisk bjørn som en væmmelig rollemodel

I mit freelance job som EVS-operatør (hvor jeg sidder og afvikler slowmotion sekvenser i en tv-produktionsvogn fra live begivenheder), har jeg været med til at producere rigtig mange internationale håndboldkampe fra blandt andet OL og VM. I den forbindelse har jeg været helt tæt på den legendariske russiske træner, Jevgenij Trefilov.  Ofte har vi siddet i vognen og faktisk grint og moret os over, hvor ekstrem, han har været, når han har råbt og skreget med fråde om munden og har overfaldet spillerne – ikke bare verbalt. Han har også slået og skubbet til dem.

Men da jeg en dag under et OL brugte min fridag til at sætte mig ind i hallen for at se lidt live action, var det Rusland, der spillede. Så blev oplevelsen til noget helt andet. Det var så fysisk og psykisk voldsomt at være vidne til, hvordan Trefilov nedgjorde spillerne, at jeg måtte forlade hallen.

Hvilke grænser for sproget er der i sporten

Det startede mine spekulationer. Hvorfor er det, at vi tillader, at folk kommunikerer så grimt til hinanden, fordi det er i en sportskontekst?! Er der ikke nogen grænser? Burde der ikke være det? Både af hensyn til de spillerne, der står midt i det. Men også af hensyn til den adfærd, vi indirekte præsenterer for vores børn som ok og accepteret?

Sporten er selvfølgelig et særligt sted, hvor vi netop får lov at give los og lade vores følelser og temperament få frit spil. Det er jo befriende og fedt og en stor del af charmen ved sportens livsbekræftende energi.

Men hvor langt gælder ’de frie spilleregler’? Hvor meget må vi sige og gøre? Og hvornår? Er det ok i kamp? Eller måske kun i nogle særlige og betydningsfulde? Eller er det også ok til træning? Eller i omklædningsrummet eller i klubhuset? Hvor går grænserne?

Alle andre steder er forældrene på barrikaderne

Hvis der bliver talt grimt til børnene i skolen eller i institutionen, så skal der nok være nogle voksne ansvarlige, der kommer efter pædagogen eller læreren. Men skulle vi også blive klar til at gå på barrikaderne og protestere, når trænerne taler nedgørende eller råber grimt på sidelinjen?

Der er meget fokus på trivsel i disse dage. Og skal man arbejde målrettet med trivsel, så er det en helt afgørende grundsubstans af trivselspakken, ’hvordan vi snakker til hinanden’. Så det er oplagt at ’go with the trivsel-flow’ og sætte ind her.

For når kommunikationen og relationen er positiv og opbyggelig, så kan ordene være med til at flytte bjerge og bygge højt, højt op. Men ligeså dybe, sorte huller kan der blive gravet i de små sjæle, når der bliver skreget grimme ord ind i smasken – lige ind i selvtilliden og selvværdet.

Skal sporten have sin egen Me Too-kampagne

I dag er vi oversvømmet med Me Too i den grad, at det på trods af de gode og relevante intentioner kan ende med at tangere til det absurde. Men måske er der noget i disse her bevægelser, som sporten kan bruge? Hvor vi kan begynde en kamp for at sige fra overfor adfærd, som vi helt principielt ikke vil acceptere eller stå inde for.

Måske er der brug for en SPORT-TOO-bevægelse, der sætter ind overfor, hvordan vi snakker/råber til hinanden i sportens arenaer – og hvor vi særligt sætter på dagsordenen, hvordan trænerne kommunikerer med vores børn i sportstøj?

Talenternes Talerør vil gerne pippe op her og foreslå, at vi laver en SPORT-TOO-kampagne, der starter her og nu.

  • Forslaget lyder på nul tolerance overfor, at der bliver talt grimt og nedbrydende til børn og unge i sporten.

De unge – der er ufærdige og under sårbar opbygning – kan ikke svare for sig selv. Vi voksne på sidelinjen må lytte grundigt efter og have sanserne alert. Opgaven lyder på: Mærk efter – hvordan lyder råbene inde i vores børn?

Nul tolerance overfor nedbrydende udfald

Ja, det er ok at have temperament, være dybt engageret og komme med udfald. Men når der skal kritiseres, kommenteres og stilles krav, så skal det stadig være i en ordentlig og opbyggelig tone. Så det må man få sagt og kommunikeret retur til trænerne i en ordentlig og opbyggelig tone.

Sport er ikke en øde ø eller et isoleret univers. Det er en intens byggeplads for små mennesker. Så SPORT-TOO skal gøre sig umage og stille krav til, at alle deltagerne også gør det.

Talenternes Talerør – der hyler med de unges stemme – har lyst til at skrige: ”At nu må vi alle sgu’ for fanden snakke ordentligt!” Men nej, vi skal få altså få sagt på den rigtige måde:   ”Vil I være søde og snakke ordentligt og sige tingene på en pæn måde, tak!”