I de gode gamle dage hed det sig
… at forældre skulle holde sig langt væk, og de havde ikke noget at gøre i sportsklubberne udover at aflevere deres børn der. De skulle absolut ikke blande sig eller forstyrre trænere med en masse opringninger om deres eget barn.
Men i dag hedder det sig
… at hvis du vil blive til noget som ungt sportstalent, så kan det ikke lade sig gøre uden forældrenes hjælp. I dag koster det blandt andet en masse tid, for forældrene skal hjælpe med en masse mad, benzin og vaskepulver for at få dagligdagen til at fungere i det tidspressede skema. Det kræver involvering og stillingtagen til en masse spørgsmål og vigtige valg af uddannelse, klub, satsningsgrad, rådgivere mm. Og det koster en masse penge for udstyr, stævner, internationale træningslejre, dygtige skadesbehandlere og måske personlige trænere.
Fremover kommer det til at lyde
… hvor er forældrene i det her? Efter DR-dokumentaren ’Svømmestjerner – under overfladen’ kom forældrene igen i spil. Men i denne sammenhæng lød spørgsmålet: Hvorfor var der ikke forældre, der så kritisk på, hvad der foregik til den daglige træning? De måtte jo kunne se på deres børn, at de ikke var i trivsel!
Nej, det at være forældre til et sportsbarn er ikke for sjov i dag – og det at have samarbejdet med forældrene er heller ikke altid sjovt for trænerne og lederne ude i klubberne. Men hvordan ser virkeligheden ud derude?
Jeg fik en kærkommen mulighed for at sætte fingeren på pulsen gennem de seneste arbejdsopgaver, jeg har haft.
Møde med virkelighedens forældre
For nogle uger siden var jeg inviteret af Fredericia Kommune til at lave et par workshops med elever og forældre fra de nye sportsklasser på 7. klassetrin om Life Skills. Hvordan får man en hverdag til at hænge sammen?
For de fleste forældre er det jo et helt nyt territorium, de entrer, og det gav mange gode snakke og nye erkendelser om det liv, der venter forude. Vi arbejdede blandt andet med nogle af de typiske dilemmaer, familierne højst sandsynligt vil komme til at stå i. Det kan være situationer, hvor forældrene skal finde ud af, om de skal støtte eller presse; pushe eller holde igen? Konflikter hvor de skal finde ud af, hvornår familien eller skolen skal prioriteres fremfor sporten; eller om der skal tages særlige hensyn i fordeling af opgaver og opmærksomhed derhjemme ift. andre søskende?
Mangler viden for at være konstruktiv kritiske
Men én ting er alle de udfordringer, der ligger på hjemmebanen i familien. Noget helt andet er det som forælder at kunne/skulle tage stilling til, hvad der foregår på udebanen – på sportsbanen.
For hvordan skal forældrene blive klædt på til at være bagstopper for, at deres børns sport foregår på en ’god måde’, der både skaber trivsel, positiv personlig udvikling og livslæring – og også foregår på en måde, der er den bedste for børnene?
Forældrene har ikke adgang til den nye forskning og viden om, hvad der er godt for børnene og er gode præstations- og udviklingsmiljøer for unge mennesker. Det blev meget tydeligt i mødet med de søde forældre, der sad der med deres sports-poder og tydeligvis havde rigeligt at gøre med at få alt det nye med sportsklasser og morgentræning mm til at gå op i hverdagen.
Pressens historier skaber myter og præcedens
Det var helt nyt for forældrene at blive konfronteret med, at Team Danmark og forskerne i dag anbefaler er at holde specialiseringen og selekteringen tilbage. Det gælder ikke længere om at få 10.000 timer ind i børnene i en fart. Det gælder om at give de unge en hverdag med luft og med mulighed for at dyrke andre idrætsgrene og have andre interesser så længe som muligt.
Når forældrene i stedet henter deres viden fra de historier, vi alle får fortalt gennem medierne om blandt andet som stjerner som Williams-søstrene, Tiger Woods og Caroline Wozniacki, som er blevet trænet systematisk fra de er helt små, så er det oplagt at tro på, at det er den bedste vej.
Er det trænerne og klublederne der tager initiativ
Men hvordan får vi så klædt forældrene bedre på til at give konstruktiv kritisk modspil til børnenes miljøer – og netop sætte fokus på, at det skal være godt for børnene! Og være godt for deres motivation, lyst og (sunde) kroppe. Så de forhåbentlig får en livslang tilknytning til sport.
Er det trænerne og lederne ude i klubberne, der er gearet til at møde forældrene og gøre det til en fælles sag at skabe daglige træningsmiljøer, der passer til børnene og deres behov lige der, hvor de er?
Møde med virkelighedens trænere og ledere
Kort tid efter mit møde med virkelighedens forældre i Fredericia, var jeg så heldig at møde en masse af dagligdagens trænere og ledere, da jeg var i Høje Taastrup Kommune og lave workshops i deres Talent-Forum. Det gav et realitetstjek af, hvordan forældrenes kontakt med deres børns sport er til daglig.
Og helt tydeligt. I hverdagen handler samarbejdet oftest om at klare de praktiske opgaver, hvor klubberne har brug for en frivillig hånd – og hvor de ikke har brug for den daglige indblanding i det sportslige. Der er ikke nogen fora eller traditioner for, at man snakker om de overordnede rammer, metoder og principper med forældrene – det er ikke den daglige trivsel, der er på dagsordenen.
Så det er tydeligvis ikke klubberne, der har viden eller ressourcer til at inddrage forældrene på det her plan og sætte fokus på de dybere værdier – og gå i dialog med forældrene = børneeksperterne om at sikre sig, at det daglige liv i sporten foregår på den bedste måde, der skaber mest mulig trivsel og bedst mulig sportslig og personlig udvikling hos de unge.
What to do
Så meget klogere sidder jeg her tilbage med udfordringen – hvad kan vi gøre ved det? Hvordan kan vi give forældrene den hjælp og støtte, som både de og sporten har brug for?
Jeg tænker helt simpelt, at vi bør give sportsforældrene tilbud om viden og inspiration – og det bør være en del af børnesportskulturen at klæde forældrene på til tackle de mange udfordringer – invitere dem indenfor i maskinrummet. Ikke fordi de skal blande sig i at sætte hold til næste gang.
Men fordi de skal kende til de principper, værdier og metoder, som man bruger her i klubben – og som er til diskussion.
– Så de kan skubbe på for at kvalificere de gode miljøer for deres børn.
– Og så de som forældre – som en ekstra gevinst – måske også kan få tid, sted og et netværksforum til at snakke med hinanden, sparre og måske hjælpe og støtte.
– Samtidig kunne man håbe, at man ved at samle forældrene om andet og mere end hver deres eget lille ’store talent’, så kommer forældrene også til at flytte deres fokus og energi ud på tiltag, der gavner hele fællesskabet.
Der er helt sikkert mange muligheder og veje. Men hvem samler den bold op?
Læs eventuelt mere i bogen: SPORTSFORÆLDER – Familierevolutionen du ikke så komme