Virkelighedens gode mennesker

Hvad er det allervigtigste, når vi vil skabe de bedst mulige talentmiljøer for de unge talenter?

Under min research til bogen ’Til kamp for det gode talentliv’ gav jeg dette spørgsmål til manden, der nok er den, der mest af alt har puttet brænde på diskussionen om kvaliteten af vores talentmiljøer, DR-journalisten Jan Harkamp. Den tidligere bordtennisstjerne, der står bag de to dagsordensættende dokumentarer ’Svømmestjerner under overfladen’ og ’Fodboldens usynlige syge’.

Jeg var forberedt på et langt, detaljeret og dilemmafyldt svar. Men jeg fik et meget kort og kontant bud. Og jeg købte det, for det lyder utrolig rigtigt i sin simpelhed:

”GODE MENNESKER”

I sporten, hjemme i familien, i skolen, ude i livet… Der er mange steder, hvor de unge kan være heldige at støde ind i nogle, der har hjertet på rette sted.

Forleden havde jeg fået det udfordrende og privilegerede job, at jeg skulle stå for at afvikle en temadag for alle efterskolelærerne på ISI i Ikast.

Almindeligvis er lærerne ikke dem, vi trækker først frem, som de afgørende voksne. Men det kan de absolut være – også fordi de er en uvildig part mellem alle de andre voksne, der har interesser i, at de unge sportsfolk får succes.

Specielt efterskolelærere på en idrætsefterskole har mulighed for at spille sig på banen. De kommer tæt på børnene i døgndrift, og de har børnene i de meget følsomme dannelses-år alder omkring de 14-17 år.

Efterskolelærerne på skolebænken – og skriver i hånden!
De skriver om det, de synes, de giver de unge med på vejen.

”Hvad giver I de unge med?”

Det spørgsmål fik de cirka 25 lærere at arbejde med i en skriveøvelse – skriv løs uden pauser.

Jeg har samlet et redigeret udvalg af den mangfoldighed af engagerede svar, der kom ud af det. I sin helhed både tankevækkende og opmuntrende. Der er en masse voksne, der gerne vil gøre en masse godt for de unge!

Udpluk fra skriveøvelse for ISI’s efterskolelærere: ”Hvad giver du til de unge”?

  • Jeg giver dem passion, livsglæde, ambition, personlig udvikling, dannelse, optimisme, humor, empati, hårdt arbejde, fællesskab, ordentlighed, mulighed for at fejle, vide udsatte for perfektionisme, mulighed for at arbejde med sig selv, personlighed, forståelse, svar på sit værested, inspiration, målrettethed, fordybelse, mål, fristed, gå-på-mod, livslæring, relationer, venner.
  • Giver dem mulighed for at dyppe tæerne i, hvad det vil sige at dyrke eliteidræt.
  • Giver dem en tro på, at de er gode nok, som de er.
  • Indsigt I hvad der skal til.
  • Fortæller dem at de er lige dejlige, om de vælger det ene eller det andet.
  • Give dem en følelse af at blive set som menneske og en sparring i, hvordan de som mennesker indgår i et sportsfællesskab.
  • Giver dem glæde ved at fordybe sig.
  • Viser dem de skal være nysgerrige på verden og oplyste på mere end lige deres sport.
  • Viser dem, at der er noget, der er større end dem selv, og de ikke kan leve livet alene.
  • Jeg bygger stilladser – men beder dem selv om at kravle.
  • Tryghed er afgørende. Respekt det samme. Så jobfunktionen er efterhånden lige så meget pædagog og psykolog og reserveforælder.
  • Der er nødt til at være konsensus mellem det de ”vil” – og det de ”gør”. Jeg forsøger at vise eleven sig selv udefra.
  • Jeg snakker med eleverne om at undgå at vurdere sig selv i forhold til andre – men i stedet se deres egen udvikling.
  • Giver dem uddannelse i sport og det at være menneske.
  • Jeg giver dem tydelig og sjov og arbejdsom voksen til at spille op imod, og som de kan føle sig trygge ved.
  • Fortæller dem at det aldrig hjælper at give op.
  • Arbejder for at de kan finde deres eget værdisæt.
  • Et ærligt, åbent og dialogbaseret indhold, hvor vejen overstiger målet. Det handler om at lære sig selv og sine omgivelser og sine interesser at kende, sådan at man kan træffe bevidste og oplyste beslutninger.
  • Giver dem minder for livet.
  • En oplevelse af at stå på egne ben, hvor jeg støtter og vejleder dem.
  • Jeg giver dem selvtillid gennem ros og anerkendelse.
  • Jeg giver dem forskellige værktøjer – og giver dem krav og forventninger fra min side
  • De bliver opdraget til at åbne øjnene op for forpligtende fællesskaber.
  • Jeg giver de unge et wake-up-call i forhold til, at det hele ikke handler om DIG!
  • Giver dem tro på egne evner og mod til at kaste sig ud i noget ’ukendt’, som for mange er svært.
  • Ro – hvil i jer selv – tro på jer selv!
Efterskolen har et meget ungt lærerkollegium og flere af lærerne har kun eleverne i boglige fag og har derfor ikke alle en baggrund i sporten

Hvad er det for et liv?

Undervejs i løbet af dagen blev der også skriblet lidt tankevækkende kommentarer på papiret.

Her kommer også et udpluk af dem:

  • Urealistisk selvbillede
  • Tid til refleksion
  • Dagens vigtigste budskab: ”Gode mennesker og sociale relationer”
  • Fokus på spillerummet mellem velbefindende og dovenskab
  • Vi giver ikke altid plads til, at de unge kan nå at finde egen motivation
  • Vi giver de unge redskaber til at håndtere et travlt liv
    • men presser dem måske også for meget i hverdagen?
  • Udøvere/elever skal have et forhold til træner/lærer, før de er klar til feedback
  • Børn og vores konkurrencekultur er svære at ændre til det bedre – hvis det overhovedet kan lade sig gøre? Det kræver fundamentale strukturelle ændringer
Brainstorm på ord, der beskriver efterskolelivet på ISI.

En god karakter til talentlivet

Vi slutter med en karakter til talentlivet. Er det egentlig et godt liv?

Opgaven til efterskolelærerne lød på, at de skulle vurdere de unges liv helt overordnet på en skala fra 0-10, hvor 10 var det bedste liv.

Vi endte på et gennemsnit på 7,3 – hvilket kan tolkes positivt og beroligende.

Sportslivet kan stadig et eller andet fantastisk for de udvalgte unge. Og der er mange omkring dem, der vil dem det bedste.

Hvad sker der med ’de der unge’

Hvad sker der med dem – ’de der unge’?

Hvorfor har de det så svært?

Er de overfølsomme eller pivede?

Forkælede eller overmatchede?

Har de alt for mange muligheder eller alt for store forventninger?

Tror de livet er en dans på roser og bliver chokerede, når det ikke er?

Er der alt for mange, der følger med i deres liv?

Eller har de bare lært at sætte ord på deres følelser.

Eller er det fordi, vi spørger dem hele tiden?

Kan årsagen være, at de unge bliver svigtet af de voksne og sendt ud i livet af forældrene med et plastikkort, og så må de klare resten selv? Bliver de unge sendt ud på den måske sværeste og næsten umulige mission – at de skal finde deres store passion og gå efter det, der er helt unikt og specielt, og som skaber glæde, lykke og meningsfuldhed – non stop!

En keynote speaker med unik viden

Disse spørgsmål er den store joker i dag, der skaber en usikkerhed om, hvad det er der sker omkring de unge, hvordan de reagerer – og ikke mindst – hvordan man bedst møder dem og hjælper dem?

Der er ingen tvivl om, at vores verden udvikler sig hurtigt, og at de ændrede vilkår, mekanismer og muligheder rammer ind i de unges sjæl og påvirker tanker, følelser og adfærd.  

Midt i de mange analyser, teorier og forklaringer på, hvorfor unge af i dag har det så svært mentalt, var det en unik chance for at blive klogere, da professor og centerleder Noemi Katznelson fra Aalborg Universitet og Center for Ungdomsforskning på et Team Danmark seminar om unge og talentarbejdet var keynote-speaker. Hun kan sætte ord på nogle helt centrale tendenser, der karakteriserer de unge i dag.

Det er dem, jeg gerne vil dele med jer, så I forhåbentlig kan få et indtryk af, hvor mange ting, der er i spil.

Det skal selvfølgelig understreges, at dette er min fortolkning, og hvad jeg fik ud af oplægget…

NOEMI KATZNELSONS HOVEDPOINTER

1.

Mangel på tid er helt central

Helt indledende slog Katznelson fast, at følelsen af mangel på tid sætter scenen, og det presser og stresser, og de unge får en følelse af tab af mening, på grund af alt det, de føler, at de ikke når.

De bekymrer sig og bliver ubeslutsomme, for de bliver bange for at træffe de forkerte valg.

Over en bred kam bliver de unge i dag belastet igen og igen, og det bliver lag på lag for dem, og derfor sker det tit, at det simpelthen bliver for meget og mere, end de unge kan magte. Og samtidig bliver det ekstra problematisk, fordi de unge har svært ved at bede om hjælp.

Så er scenen sat, og når eksperten skal overføre hendes viden om de unge til sportsuniversitet så er der en vigtig pointe: At de unge gerne vil ses ’som et menneske’. Ikke bare en sportsudøver. Det ’hele’ skal med – alt det de rummer og kæmper med og mod.

Efter disse generelle betragtninger gennemgik Noemi Katznelson med de tendenser hun har fundet, der kendetegner og beskriver de unges virkelighed i dag.

2.

Anderledes fordeling af barndom / ungdom / voksenliv

Katznelsons PowerPoint illustration viser det meget tydeligt. Med de tre livsområder tegnet på en linje med først barndom, så ungdom og voksenlivet, så er det midterfeltet med ungdommen, der har bredt sig gennem de sidste år.

Mest af alt flytter ungdommen længere ned i barndommen, som bliver betydeligt kortere. Ungdommen starter tidligere og tidligere, og den ubekymrede barndom bliver mindre., og ungdommen fylder også mere, så voksenlivet starter senere.

Det markante ungdomsliv er kendetegnet ved de mange valg på mange niveauer. Det gør ungdommen meget ujævn for de unge, fordi de tager forskellige valg på forskellige tidspunkter, så det bliver en slags yoyo-udvikling, alt efter hvad den unge kan og ønsker at tage ansvar for.

3.

Mindre afstand mellem børn og voksne

Derudover er det, som Katznelson kalder for ’relations grammatikken’, også ændret. Det betyder, at der bliver mindre afstand i forholdet mellem voksen og barn. Der bliver mindre hierarki, og i praksis betyder det, at den voksne ikke altid har ret. De unge vil lyttes til og inddrages, så de kræver mere tillid og dialog.

De unge bliver i mindre grad objekter for de voksne – de bliver på den måde mere selvstyrende subjekter, og de voksne skal nu til at kæmpe en daglig kamp for at vinde relationen og børnenes opmærksomhed, og derfor bliver ’relationskompetence’ nu en vigtig egenskab for de voksne.

Tidligere tog unge afstand fra forældrene og gjorde oprør, og det var en del af skiftet til at blive voksen. Men der er slet ikke den afstand i dag. De unge kan bruge forældre/voksne til at sparre med, og de kan snakke med voksne om helt nye ting. Det afgørende for de unge er at de kan tage de afgørende beslutninger selv.

Dermed kommer børnenes udvikling til at handle om autonomi og om at tage egne beslutninger. Hvis man modsat som voksen kræver, at de unge skal gøre, som man siger, så vil det være negativt og opfattes som om, at de voksne ’barnliggøre’ dem.

4.

Forventningseksplosion

De unge skal mange ting: De skal have det sjovt; se godt ud; have mange venner; finde den rigtige uddannelse; det rigtige arbejde; have mange muligheder at vælge imellem, eje mange ting – og de skal være det nyeste. Hvis de til gengæld oplever, at de ikke kan bruge tingene til noget, så gider de ikke.

Derfor må de voksne arbejde meget mere med at forklare HVORFOR?! Der skal bruges meget mere argumentation og begrundelse. Det baner samtidig vejen for en ’vinder><taber-tænkning’. Det normale er på vej ud.

5.

Præstation fremfor læring i uddannelsessystem

For de unge gælder det primært om, at de bare skal ’krydse af’, at de har gjort, hvad der bliver krævet – og så er det lige meget hvordan. De skal bare have en karakter – altså en meget instrumentel tilgang til læring.

Det giver en forskydning fra læringskultur til en præstationskultur, hvor de unge bare vil vise, at de kan – eller ’lade som om kan det’ og ’få det overstået. De har ikke fokus på at spørge eller reelt set være i læring.

6.

De alt afgørende fællesskaberne kræver tid

Det er et stærkt ideal for de unge at have mange venner. Det er med til at give et lige så stærkt pres på deres tid! Det kræver et konstant fokus, vedholdende arbejde og en allestedsnærværelse for de unge at pleje deres relationer.

Fællesskaberne er samtidig ikke givne men til gengæld til stede 24/7, og derfor kræver de meget mere arbejde end tidligere – især når de unge har mange skift af skole, hold eller arena.

Der følger mange nye fællesskaber med de mange muligheder, tilbud og valg, de unge præsenteres for.

7.

Tempo – alle livsarenaer kalder

Hverdagslivet eksploderer i to-do-lister, og Noemi Katznelson kalder dem ’aggressionspunkter’. Det er punkter, de unge skal sørge for at rydde, mestre, klare og afslutte. Overstå mest af alt. Det gælder også de positive ting.

Men problemet er, at de unge ikke oplever, at tingene bliver afsluttet, så de kan læne sig tilfredse tilbage. Det ender aldrig, der kommer bare mere og mere. De oplever flere og flere valg, der skal håndteres.

Konsekvensen er, at de bliver ramt af det, Katznelson kalder ’den ny udsathed’. Det er ikke klassisk mistrivsel som armod eller omsorgssvigt. Men det er en presset tilstand, der kommer af præstationsfokus og tempo og en ophobning af krav og mange gøremål – også med lystbaserede ting.

Eksperten bruger billedet, hvor livet er ’som en rulletrappe, der kører den forkerte vej’. De unge skal være i bevægelse for at følge med. Hvi dei stopper, så ryger de af.

8.

Psykologiseringen har erstattet religionens rolle

”Hvordan har du det? Hvad føler du egentlig?”

I dag oplever vi et ændret forhold til os selv og andre, og følelser fylder mere. Det er ikke længere kun behandlere, der stiller de spørgsmål, og for de fleste unger er det ikke længere i religionen, der søges trøst og mening.

Psykologien praktiseres af alle, og alle har sprog for det, og det skaber et ’intensiveret følelsesforhold – et selvforhold’, hvor folk opbygger et andet fokus og stærkere refleksive kompetencer ift. både deres følelser og relationer.

Konsekvensen er, at vi står med mange flere, der er sårbare og skrøbelige, og det kræver et kæmpe balance-arbejde, for at det ikke kammer over.

Katznelson understreger, at de unge skal hjælpes med det her ’balance-arbejde’, for at de kan præstere og føle på én gang.

9.

De unge bliver det billede, vi laver af dem

Den sidste tendens handler om den ´sproglige ’glidning’, der er problematisk, fordi de unge bliver de billeder, vi giver dem.

Det er jo forkert at sige: ”At alle unge mistrives.”

Og det er også forkert at tro, der er noget galt med én, hvis man mistrives.

Men man kan godt være ked af det – og være i trivsel.

Man kan godt mistrives – og være robust.

Man kan godt trives – og være sårbar og følsom.

Problemet er i dag, at ordene – trivsel og mistrivsel – er ved at være udvandede. Vi er i gang med at få en sproglig ”happy-emoji-trivsel” – som er lig med at være glad og robust! Siger man, at man mistrives – så er det lig med: ”At der er noget galt med én”!

Det er det sort/hvide, der er problematisk. Fordi forkerte forståelser af trivsel fører til skabelse af afvigerpositioner og idealiseringer af ’det glade liv’. Der kommer et uopnåeligt Ideal om, at de unge skal være glade hele tiden.

Men samtidig slår Katznelson fast, at der ER øget sensitivitet. Der er noget under forandring – og der er flere, der mistrives. Der er en ny udsathed hos de unge.

OPSAMLING OG KIG FREMAD

Der er brug for voksenhjælp

Så er vi nået frem til opsamlingen. Noemi Katznelson opsummerer UNGDOMSLIVET ANNO 2023 som:

’Et højtstablet tårn fyldt med krav og forventninger’, hvor kunsten at finde balance derfor er helt centralt. Det gælder om at få skruet ned for belastningen af de unge, så de netop ikke bliver overbelastede.

Og den kunst kræver hjælp fra de voksne!

Anbefalingerne fra forskeren lyder derfor på:

  • Undgå – at de unge arbejder sig hen imod at deres opgaver bliver ’aggressionspunkter og bare ’skal overstås.’
  • I stedet for – forsøg at skabe resonans og mulighed for at de unge rent faktisk kan glæde sig og nyde tingene.
  • Gå efter at skabe mening – og giv de unge oplevelsen af at de gør noget godt og præger deres verden positivt.
  • Og gå efter at give de unge deres værdifulde fællesskaber!
  • Samtidig skal der tages bevidst hensyn til de unges øgede sensitivitet. Den stiller krav om nogle andre vilkår. Man kan ikke bare tilbyde de samme vilkår eller idealer som for de voksne.

De unge vil gøre oprør og gå

De unge har hele tiden fornemmelse af ’at blive kigget på og bedømt’ via det sociale rum. Derfor er det vigtigt for dem at få tilbudt fællesskaber, hvor de ikke hele tiden skal bedømme eller positionere hinanden. Der er brug for TYDELIGE værdier omkring fællesskabet – også selvom der altid vil være nogle, der bliver valgt til og fra.

Når Katznelson kigger fremad, så tror hun, at vi ser ind i et oprør fra de unge, fordi der er hele tiden nogen, der stiller krav til dem – samtidig med man spørger dem, hvordan de har det.

De unge vil sige fra overfor de krav, de møder. De vil takke nej! De vil stemme med fødderne og gå.

Derfor er det endnu mere centralt at forstå, hvad rører sig.

Derfor var det så spændende og tankevækkende at få lov at dele Noemi Katznelsons vigtige erfaringer og viden, og jeg håber det også har sendt inspirationen videre.

MERE OM NOEMI KATZNELSON

Noemi Katznelson, Professor, centerleder og forskningsleder

Institut for Kultur og Læring
Aalborg Universitet

Centerleder for Center for Ungdomsforskning (CeFU)
Cand mag i pædagogik og historie og med en ph.d. i uddannelsesforskning fra RUC.

Noemi Katznelson om sit forskningsfelt:
Min forskning tager afsæt i et bredt sociologisk blik på ungdomslivet som det udspiller sig i lyset af gældende samfundsmæssige betingelser og forandringsprocesser. På den baggrund interesserer jeg mig særligt for unge i uddannelsessystemet og gråzonen mellem uddannelse og arbejde, men også for andre af ungdomslivets arenaer.

Mine nøglekompetencer er: Ungdom, ungdomskultur, uddannelse, motivation, overgang til ungdomsuddannelser, uddannelsesvalg, erhvervsuddannelser, mistrivsel og udsatte unge.

Endelig en træner der siger: Fest noget mere!

Fest for fanden! Sådan sagde han ikke. Men noget lignende: ”Hyg jer efter træning. Gå ud og vær sociale. Udforsk livet. Gør noget helt andet. Glem alt om jeres sport.”

Jeg jublede lidt, da jeg hørte denne svada fra en top træner. Endelig mødte jeg en fra elitesporten, der handlede på det faktum, at der bliver fyldt så meget på unge atleter, at deres hjerner helt konkret er ved at brænde sammen. Til daglig opfordrer han sine spillere til at glemme alt om deres sport hurtigst muligt, når de forlader hallen og gå målrettet efter at få en masse gode og alternative ungdomsoplevelser ind på kontoen.

Ingen grund til at sige nej

Jeg har aldrig forstået, hvorfor man laver de her helt strikse regler for de unge sportstalenter med, at de ikke må gå til fest … eller tage på lejrture … eller tage med til et kulturarrangement… eller noget familie-tam-tam, … eller bare et eller andet ’andet end sport’….

 Hvis jeg har lært én ting om ’unge af i dag’, så er det, at det er rigtig godt både at få lov at lave andre ting sammen med andre – og ikke mindst at fylde andet i hovedet end kun sporten i hovedet og i kalenderen.

Selvfølgelig er det noget helt andet, hvis det at ’lave noget andet’ betyder, at man drikker hjernen ud og fysikken ned. Men der er jo et kæmpe spænd mellem den tilstand, og så alt det, man kan give sig til som ung, som er sjovt, spændende og lærerigt og dermed giver et helt og fyldt ungdomsliv. Denne unikke tid i ens liv – for det ved ’os gamle’ jo, at det er her i bagklogskabens skønne lys – som skal behandles med omhu og respekt. Livets træningslejr, hvor det at træde lidt skævt også hører med.

Jeg hørte en ungdomsforsker kommentere på det engang: – Det er jo, når man er ung, at man kan og skal prøve en masse ting af for at lære rigtigt om livet og én selv og dermed blive klædt på til at finde sin (rigtige) vej.

Forskel på akut stress og langtidsbelastning

Træneren, jeg snakkede med, havde været elitetræner i en lang årrække, og han synes selv, at han har været hård og krævende, og det er først nu herefter, at han kom på et efteruddannelseskursus i idrætspsykologi, at han er begyndt at tænke på, hvad det er for belastninger, de unge bliver udsat for. Han fik fokus på forskellen mellem ’den akutte stress’ oplevet i en særlig situation med pres og forventninger og svære ting, der skal løses – og så ’langtidsbelastningen’ ved at have en krævende opgave kørende i sit indre system over lang tid. Som når man kæmper med at slå til i sporten.

Den bevidsthed har ændret hans adfærd og hans tankebaner. Nu går han ikke rundt og råber og skriger efter spillerne. Nu gælder det modsat om at give klare opgaver og feedback. De unge skal vide, hvad det er præcist er, de skal levere derude, så de kan angribe opgaven målrettet, og så tvivl og usikkerhed ikke skal køre videre rundt i systemet. De skal også vide, når de er i mål, og opgaven – og dermed tankerne og bevidstheden – er slut og kan parkeres. Ud fra samme tankegang gælder det også om, at få træningen afsluttet så hurtigt som muligt og få sendt spillerne hjem – og helst med tomme hoveder. Han sætter tid af til umiddelbart efter træningen, at få dagens oplevelser til at lande, så de kan lægges væk på en hylde.

Fejl skal rettes, så opgaven kan løses

Han er holdt op med at fare i flint over en fejl. Han vælger faktisk den helt anden vej. Fejl skal være ok og ikke verdens undergang. Derfor smiler han hellere end at råbe i dag, og han taler fejlen ned. Igen – for at opgaverne ikke skal vokse indeni spillernes overbelastede hjerne. Der er rigeligt, der kører rundt i forvejen i et ungt univers med alt det, de skal som unge  – alt det de speedet op af de sociale medier skal gøre, skal sige, skal signalere, skal mestre og ha’ styr på…

Spillerne behøver i det hele taget slet ikke andre omkring sig til at kritisere dem. Det klarer de oftest selv. Og hvis de ikke får klar feedback, så kører kritikken og spekulationerne netop endnu stærkere videre.

Sæt tid af til at lukke træning hurtigt og helt ned

Nej, i stedet for forsøger han at samle spillerne, når træningen er færdig, og få det hele snakket igennem og lukket sammen. Så efter de to timer på banen og den halve timer bagefter, så er idealet, at spillerne går hjem og ikke behøver at have spekulationerne til at springe rundt og forstyrre det indre univers. Derfor er det også rigtig godt, hvis de unge spillere sørger for at lave andre ting og fylde andet på systemet. Derfor er der fuld opbakning til at spillerne går ud og laver noget socialt bagefter, og det er super, hvis der er fester eller andet sjovt, de kan kaste sig over. De bruger mere end rigelig tid på sporten, som træneren slår fast. Der er proppet så meget ind i deres hverdag, at det ikke skader at misse lidt ind i mellem. Det er kun godt og givtigt at putte noget andet ind i hovedet.

’Brain brake’ kan bruges mange steder

Der findes nogle øvelser, der bliver kaldt ”Brain brake”. Øvelser, hvor man springer op fra den passive position på stolen og laver noget aktivt med kroppen for at få hele systemet til at slippe tankerne. ”Brain brake” er også et godt ord for denne trænerfilosofi. Det handler om at få hovedet til at holde pause og tænke på noget helt andet.

Jeg er stødt på dette behov flere steder her på det sidste. Sammen sætter de en dagsorden. Det er HER, vi er i dag med mange af vores målrettede talentmiljøer. Der er puttet så meget ind i systemerne og i de unges hoved og krop, at de bogstavelig talt er ved at brænde sammen.

Enkeltstående er der sikkert ikke noget galt med de forskellige aktiviteter, træninger, turneringer, afleveringer, træningslejre, udvælgelsesstævner, kostvejledninger, mentale afslapningsøvelser, spillersamtaler, fysioterapi, massage, video-evalueringer, statistik gennemgang mv…. Men samlet bliver det en ordentlig mundfuld.

Serverer vi en model, der passer til de unge?

Jeg var til et Team Danmark Seminar om den aktuelle tilstand for den danske talentudvikling for nogle uger siden, og her stillede vores største ekspert i talentmiljøer, professoren i sportspsykologi Kristoffer Henriksen sig op og skulle holde et indlæg om ’Meningsfuldhed’. Han startede med at slå scenen fast. De unges hele liv. Og han slog grund-udfordringen fast: At det handler om at sikre os, at vi serverer et miljø, som passer til de unge og deres liv.. Men hans lille følge-bemærkning var dén, der var tankevækkende:

”Det er jeg ikke helt sikker på, at vi gør…!”

Psykolog og forældrerådgiveren Janne R. Mortensen (Mental Motion), som jeg interviewede for nylig, valgte en anden måde at beskrive dette ’overload’ på. Hun så på det ud fra et neurologisk synspunkt. At når de unge har så intens en dagligdag, så betyder det, at deres kemiske system drøner rundt i høje omdrejninger og sender ’kamphormoner’ ud i de fleste af selv de helt små sportbørns vågne timer, og det er ikke sundt eller godt. Det handler altså ikke om, ”at de gerne selv vil og synes, det er sjovt og fedt”. Nej, det handler om, at der skal være nogle voksne, der sørger for at dosere tingene.

Meget af de unges tid og liv betyder mange opgaver

Så tilbage til det med festerne.  ’Fest for fanden’ lyder så voldsomt. Men det er et godt indspark sammen med det ’Brain-brake-fokus’, man kan/skal have som ansvarlig rundt omkring de unge sportstalenter i dag.  

– Vær opmærksom på at slukke ned og fylde noget andet på. Endnu en opgave på den lange liste af opmærksomhedspunkter. Men når sporten er vokset så voldsomt og fylder så meget og intenst, så følger der tilsvarende en masse nye opgaver med det øgede ansvar.

Inde i elitesportens menneskelige maskinrum

Følelser.

Følelser der vælter rundt, rumsterer, overvælder og underminerer. Hjertet der banker; tankerne der roterer; musklerne der snører sig sammen; luften der hives ind; energien der siver; energien der eksploderer.

Følelser er performancekulturens og dermed også sportens kæmpe følgesvend. På godt og ondt. Følelserne er en helt definerende faktor for, at det er så specielt et liv at være samboende med et intenst præstationsdrive.


Hvordan håndteres alle de her følelser

Et super relevant spørgsmål.

Jeg havde ikke tidligere set sportens udfordrende livsstil i det lys. Et af mange spørgsmål fra nysgerrighedens store pose, som bliver ved med at være fyldt, når man kigger ind i en verden, hvor mennesker engagerer sig med alt, hvad de har.

Podcasten BAG ELITEN åbnede nogle fantastiske døre ind til elitesportens menneskelige maskinrum. Ved et tilfælde fik jeg klikket mig ind i universet, som Rebekka Gustafsen har bygget op gennem cirka to års arbejde og i dag rummende mere end 72 samtaler med topidrætsfolk og enkelte eksperter fra alle grene af dansk elitesport.

Jeg har ellers været en af de få i min omgangskreds, der hverken er hoppet ind i podcast-universet eller er begyndt at spille padel. Men da jeg først havde fået lov at komme så tæt på et målrettet menneskes særlige historie, så gik jeg i gang med en lige så målrettet research. Gennem de cirka en time lange podcasts mødte jeg så mange spændende og reflekterende atleter, og jeg kunne stille og roligt samle viden til et puslespil, hvor motivet var det indre af en moderne atlet.

Når spørgeren også kender svarene

Samtidig blev jeg ligeså fascineret af den podcastvært, der på unik vis kunne etablere kontakt på et splitsekund og kunne få atleterne til at åbne sig i et fortroligt og tillidsfuldt rum. Det bliver til en særlig slags samtale, når der bliver talt om personlige oplevelser og følelser med én, der selv har været der. En vært, der også spejler sig og deler ud i samtalen. Så bliver det en samtale og ikke et interview.

Og det kan hun. Den kun 26-årige vært Rebekka Gustafsen, der selv har været elitesvømmer og vokset op med mange, mange timer i vand, og med mange, mange svære følelser. Elitesporten var på alle måder en kamp for hende. Så meget at da hun meget sigende var på sin første landsholdstræningssamling som 13-årig, måtte ringe hjem og bede om at blive hentet, fordi hun følte sig så lidt hjemme, god nok eller tilpas, at hun ligefrem fik feber af det.

Nysgerrig på mennesket bag

Senere hen fandt hun selv ord på, ’hvad der var galt’ med hende. Rebekka er et super-sensitivt menneske. Som hun selv siger: Når hun kommer ind i et rum, afkoder hun alle signaler og stemninger. De ryger lige ind i hende.

Samtidig med – eller måske hører det sammen? – har hun altid, fra hun var helt lille, været nysgerrig på, hvordan vi fungerer som mennesker. Da hun så OL fra Tokyo i 2021, startede ideen til podcasten, for hvorfor var der ingen journalister, der spurgte ind til historierne om mennesket bag superatleten? Ikke mindst set i lyset af det var et OL, hvor super-super-stjernen over dem alle Simone Biles knækkede sammen mentalt.

Hvad kan vi lære om den moderne atlet

Når du har lyttet til de menneskelige historier i BAG ELITEN og mærket alle disse følelser og tanker, så begynder der både at danne sig et mønster – og der dukker samtidig nye logiske spørgsmål op. For hvad fortæller den store samlede historie om livet med elitesporten? Hvad går igen, og hvad skaber afgørende forskelle?

Jeg kunne se nogle træk, men hvad tænker værten?

Jeg spurgte Rebekka, om hun havde tid og lyst til at dele. Og selvfølgelig kom der et ”ja” fra det positive og åbne menneske. Straks da jeg mødte hende ved indgangsporten til mit kontorfællesskab i Gothersgade, forstod jeg, hvorfor hun var så god som interviewer. De smilende og søgende øjne og den helt åbne og umiddelbare tilstedeværelse. Det blev en virkelig god snak, og jeg er også blevet så gammel en sag, at det er lidt nostalgisk at se lidt af sit gamle selv i en ung udgave 🙂

Hvad synes Rebekka hun ser af gennemgående træk?

Kontakten til det indre afbrydes

Svaret sender os tilbage til starten. De mange følelser. For de hober sig op for mange, og det er svært at få dem ud. De får ængstelige tanker, siger Rebekka. Jeg studser lidt over ordet: ”Ængstelig”. Det er så sanseligt et ord, der rummer en masse blødt og svært.

Mange af de atleter, som Rebekka har snakket med, fortæller beskrivende i sig selv, at de aldrig har haft sådan en slags samtale før, hvor det har handlet om ting dybere nede.

Problemet er, at atleter aflærer at få kontakt med deres indre, lyder Rebekkas analyse. Mange af atleterne lukker af, og de mister adgangen til deres umiddelbare intuition. Noget Rebekka har mødt mange gange er den manglende grounding. Den, der medfører en søgen efter svar på de store spørgsmål: ”Hvem er de som mennesker udover sporten?” Det handler også om det andet grundlæggende spørgsmål: ”Er jeg god nok?”

Jeg har som lytter lagt mærke til, at der er mange atleters historie, der netop svinger omkring denne usikkerhed og søgen, og som har sendt mange af dem forbi coaches, psykologer og andre rådgivere.

Rigtig mange af atleterne fortæller, at det har været en helt afgørende hjælp for dem at snakke med nogen udefra om denne tvivl og søgen. Man kan tydeligt høre på roen i deres stemme, når de har fundet deres egen vej.

Mennesker der vil have noget ud af livet

Et andet interessant træk.

Det fascinerer Rebekka, at disse atleter, der lever i en performancekultur, er mennesker der netop har et stærkt drive. Det er ofte kreative mennesker, og de har store ambitioner med livet. De vil virkelig have noget ud af det. De er også ambitiøse i forhold til deres hele liv.

I det store billede bekræfter alle disse skæbner og menneskelige historier Rebekka i, hvor vigtigt et område det følsomme menneskelige er i elitesporten. Atleterne bør jo passe på sig selv, som alle andre på arbejdsmarkedet skal. Der burde faktisk være en slags HR-funktion, der har den opgave at støtte atleterne, og give dem plads og et rum, så mennesket også kan være der på en god måde. Altså en person udenfor sporten, hvor der i et magt-frit rum kan fortælles, lyttes og støttes i anerkendelse af, at det er nogle intense kampe, der foregår på de indre baner.

Nye projekter på vej

Selv er Rebekka ved at være godt fyldt op af alle de skæbner, hun har mødt. Hun er søgende. Der skal nok komme nye projekter og nye missioner. Hun er jo nærmest først lige begyndt.

Det bliver spændende, og det bliver helt sikkert godt, for hun kommer med noget, som alle ’sportens medarbejdere’ i høj grad kan bruge.

Forældrene søger hjælp fordi deres børn er pressede og ændrer adfærd

Selvom det var en af de dage, hvor det bare pissede ned fra morgenstunden, så drog jeg glad afsted i regntøjet mod Holte, for jeg var rigtig spændt på at høre, hvad Janne R. Mortensen kunne fortælle fra talenternes virkelighed.

For hvis der er nogen, der ved, hvad der rører sig, når tingene strammer til, så er det hende. Janne har firmaet Mental Motion, og hun arbejder med at hjælpe og rådgive forældre og unge i sporten. Mental Motion arbejder ikke med børn direkte – kun indirekte igennem forældre, trænere, klubber.

Da jeg satte mig i sofaen på det hyggelige kontor med mine våde strømper og varm te, så kunne jeg levende forestille mig, hvor mange sportsforældre, der har siddet her. Med deres beretninger og følsomme erfaringer fra børne- og ungesportens maskinrum.

Vi går i gang. Hvem er det, der kommer og søger hjælp?

Det er forældre med børn, der er pressede.

Oftest er det forældre der oplever at deres børn pludselig har skiftet adfærd – fra at være primært glade, motiverede, nysgerrige og søgende til børn der oftere og oftere er kede af det og triste, har udadreagerende adfærd, er mere vrede og frustrerede. Nogle børn beskrives som at være blevet mere indelukkede, og andre børn opleves som mere udfarende end tidligere. Det er børn mellem 8- 13 år, hvis forældre typisk kontakter Janne.

Børnene er typisk sat i sportskulturer, hvor der kræves enormt meget af dem både i form af mængden af træning, men også i form af ønsket adfærd. De skal være motiverede, kunne presse sig selv, fokuserede, læringsparate, kunne kommunikere tydeligt, komme hurtigt tilbage efter modgang, vise selvtillid, have en stærk vilje og altid være villige til at gøre lige dét ekstra.

Det er hård kost for et barn, og slet ikke forligeligt med det et barn skal kunne i denne alder ift. deres kognitive udviklingstrin. Vi skal huske på, at de kommer lige fra en lang dag i skolen, hvor samme færdigheder er forventet af dem, fortæller Janne.

Udgangspunktet for at forældre tager kontakt oftest er: ”At der er noget barnet skal lære! Altså at barnet gør noget, der er forkert eller uhensigtsmæssigt!”. Denne indgangsvinkel ændres dog hurtigt, når først kontakten til Janne er taget, oplever hun, at forældre hurtigt ser, at de gennem simple forandringer i måden, de møder deres barn på, og måden de tilrettelægger deres hverdag på, kan få deres barn  til at trives igen.

Inden forældre kommer til sparring , har de fået udleveret nogle spørgsmål, hvor de skal beskrive, hvad de reelt oplever, der sker i de situationer, hvor barnet er presset. Hvad siger og gør forældrene i disse situationer? Og hvad ønsker de at få ud af besøget hos Mental Motion? Denne forberedelse er med til at få forældrene til at blive mere bevidste om deres egen rolle, allerede inden sparringen begynder.

Selve samtalen starter oftest med en anden øjenåbner. Her bliver forældrene bedt om at skrive op, hvordan barnets uge og hverdag konkret ser ud. Det kommer nemt til at se meget overvældende ud, når det står der sort på hvidt på tavlen. Det overrasker og ryster mange.

Barnets reagerer helt naturligt på et system, der er overloadet – så hvad gør vi?

Fundamentalt set handler det om, at børnenes hverdag er alt for pakket.

Børnene er simpelthen overbelastede, og derfor begynder de at udvise symptomer på overbelastning – på fuldstændig samme måde som når en voksen stresssygemeldes. Inden da har symptomerne også været der længe.

Janne forklarer det meget levende og konkret. At når børnene er i gang og skal levere og præstere, og være ’på’ så meget af dagen – ofte direkte fra skole og til træning og først hjem ud på aftenen – så betyder det, at de i måske 90 procent af tiden har systemet kørende for fuldt drøn. Børnene møder forventninger og krav og bruger det meste af deres tid i voksenstyrede aktiviteter, hvilket betyder, at de har meget kort tid tilbage af døgnet til at slappe af, lave ingenting, være spontane, mærke deres krop, hvile sig, kede sig – og dermed få nervesystemet i ro og blive ladet op. Det handler om at forstå det fysiologiske og hormonelle system, som påvirkes.

En anden definerende præmis for sportsbørn i dag er, at de konstant bliver bedømt og vurderet. Det sker fra de er helt små – bogstavelig talt fra de er nyfødte. Janne kan spole tilbage i sit eget liv og med selverkendelse huske, hvordan man allerede i mødre gruppen er optaget af, hvad ens baby kan. Vi bliver meget hurtigt optaget af, hvad vores børn kan – meget mere end hvem de er.

Den betragtning fra Janne gav stof til eftertanke. For vi er jo stolte og eksplicitte med vores børn i dag. Vi spørger altid til venners og families afkom. Børnene fylder meget og bliver sat i centrum på en måde, som de/vi slet ikke blev det i vores forrige generation. Det gør de unge udsatte og ekstra på i deres liv, hvor de ikke vokser op ’i fred’ – men de bliver sat frem til skue meget tidligt. Især hvis de dyrker sport. For det er så let at følge med i for alle både voksne og kammerater omkring dem.

Hvad er det så, at der sker med/i børnene?

Ubalance!

Dét er det centrale begreb for Janne. Fordi der kommer så meget fokus på alt det, du som barn SKAL KUNNE. Det kommer dermed til at handle om det ydre i en evig selvvurdering. Konsekvensen er, at børnene dermed også bevæger sig væk fra kontakten til deres indre. Langt de fleste unge Janne møder i Mental Motion vil hellere gå på kompromis med sig selv – for at passe ind i den ydre verden. Altså bliver det vigtigere at følge en træningsplan end at mærke efter, hvad kroppen fortæller én. Eller det bliver vigtigere at holde sig på god fod med nogle holdkammerater, end at sige fra når der bagtales osv.

Det er en tendens, der giver problemer videre i livet og videre i karrieren som elitesportsudøver. Man skulle ellers forvente, at atleter, der arbejder intenst med deres krop i nærmest døgndrift, også har en stærk og alert kanal direkte ind til deres selvaflæsning. Janne oplever det modsatte. Både unge og ældre elitesportsfolk afkobler deres forbindelse med det indre. De optræner i stedet for deres evne til netop at presse sig selv og ignorere og overhøre de indre signaler, ’der klager’,  fordi de er kodet til, at det er vigtigere at kunne noget, levere noget, præstere noget – end at følge de signaler der kommer fra det indre.

Tankevækkende, for jeg har hørt den samme betragtning nogle gange her på det sidste i min research. At det faktisk er et grundproblem, at eliteidrætsfolk er så gode til at presse sig selv udover grænserne, at de ikke længere kan lave en sund selvregulering.

Hvad kan der gøres for at hjælpe?

I Jannes behandlingsperspektiv arbejder hun med decideret at genetablere kontakten med det indre. En proces som tager tid og kræver fokuseret energi. Det er svært at fjerne selvpresset og det kompromis de unge er vant til at gå på med deres egne følelser. Det kræver en vedholdende indsats at lære dem at sætte egne grænser og stå op for sig selv. Derfor arbejder Janne ofte med de unge over en lang periode. Det Janne gør er at tale ind til deres følelser

Udfordringen er samtidig at få den dominerende ’forkertheds-følelse’ til at gå væk. Den kritiske stemme, der er en stor del af problemet. Den stemme, der fortæller de unge: ”At de ikke er gode nok… At de ikke gør nok… Eller de ikke gør det godt nok…” Målet er at nå hen til en grundfølelse, der helt simpelt – men altså svært – fortæller dem: ”At de er gode nok – præcis som de er!”

Det er derfor, vi ender tilbage i den trygge sofa i lokalet i Holte. De unge sportsfolk har brug for nogle at snakke med. De har brug for hjælp til at være i eliteverdenen med dem selv i behold.

Vi har snakket i flere timer, og teen er bundet, og nektariner og småkager er guffet. Vi runder af med den afgørende spørgsmål:

Anbefalingen. Hvad skal vi gøre for at hjælpe og støtte de unge?

Som voksne omkring de unge har vi et ansvar. Et ansvar for at finde BALANCEN på alle områder i de unges liv.

Det handler om, hvor meget børnene er på i forhold til, hvor meget de får mulighed for at lade op. Der skal være en tidsmæssig balance i, hvor meget tid der bruges på ’KAN-aktiviteter’ – altså alle de aktiviteter i et barns liv der handler om at skulle, kunne, gøre, levere, præstere. Og så den tid de bruger på ’BARE AT VÆRE’.

Vi ansvarlige voksne er nødt til at bruge tid på at forstå de børn, vi står med. Vi bliver nødt til at kigge på, hvad vi kræver af børnene – og om det vi kræver stemmer overens med det udviklingstrin børnene er på. Vi skal hele tiden huske os selv på, at det er BØRN. Og at børn har brug for ro til fordybelse, tid til at finde ud af, hvem de er, og tryghed og omsorg – langt mere end de har brug for at blive mødt med krav, tidsrammer og forventninger det meste af deres vågne tid. 

Janne understreger, at dette i høj grad gælder trænerne, som i dag også skal uddannes til at forstå de unge i deres samtid og i den fulde komplicerede kontekst, de unge lever i i dag.

Det kræver handling, og at vi skal til at gøre ting anderledes!

Da jeg cykler hjemad mod København i de våde gummistøvler, tænker jeg over, at denne ovenstående pointe endnu engang er blevet bekræftet. Så det blev en god og vigtig dag på trods af regnen. Tak for at dele til Janne R. Mortensen 

Janne R. Mortensen er uddannet cand.scient. Idræt og Psykologi og master i sportspsykologi. Videreuddannet i kognitiv terapi, ACT og på nuværende tidspunkt i gang med en 4 -årig uddannelse til familie- og psykoterapeut. Janne startede Mental Motion i 2010.

Hvordan er livet egentlig – som dreng i ‘fodboldforretningen’

Hvordan er det egentlig at være fodbolddreng i et moderne og ambitiøst setup? Hvor meget ændrer pengene og muligheden for at gøre sporten til en reel levevej tilgangen, tonen, hverdagen – sportslivskvaliteten?

Dét har jeg længe været nysgerrig efter at blive klogere på. For når man arbejder med unge talenter, er der ligesom alle de ’almindelige’ unge – og så er der fodbolddrengenes miljøer, som specielt i de større klubber har en helt anden dagsorden, fordi det er realistisk og muligt at gøre fodboldspillet til en levevej. Det giver en anden dagsorden – men hvordan og hvor langt ned i rækkerne?

Jeg fik en unik mulighed for at blive klogere på de spørgsmål. Mikkel Bonke, som jeg tidligere har kørt et projekt med, er tilknyttet konsulentfirmaet DoubleYou, og han har været ansat som mentaltræner i flere forskellige drengeakademier i divisions- og Superligaklubber. Mikkel var så sød at give sig tid til at dele hans iagttagelser og tanker.

”Det er bare en helt anden agenda.”

Det starter Mikkel Bonke med at slå fast. Man kan afkode det ved at spørge en ung sportsudøver om, hvad han/hun drømmer om? I andre idrætsgrene end fodbold vil de fleste sige, at de drømmer om at vinde EM, VM eller komme til de Olympiske Lege.

Men spørger man en fodbolddreng, så vil han oftest sige, at han drømmer om at få en kontrakt. Altså få en tilværelse, hvor han kan leve af sporten. Det bliver for mange det vigtigste slutmål – også fordi kontrakten samtidig er et statussymbol og en synlig anerkendelse.  

Den her ydre motivation er i sin natur meget anderledes end den indre motivation, hvor det handler om at udvikle sig selv og mestre. Og der er samtidig indbygget denne mekanisme, at når først du har spillet og fået penge for det, så kan det være rigtig svært at gå over til at spille uden at få betaling for det, lyder Mikkels erfaringer.

De har mest af alt travlt, travlt, travlt

Dette grundvilkår påvirker mange ting i både spillet og tilgangen i hverdagen. Drengene spiller for at komme med på holdet og holde sig i søgelyset. Hele miljøet og kulturen understøtter det. I talenternes fodboldverden er der hele tiden mål, der skal nås, og trin der skal steppes op ad.

Det kører hele tiden bagved: AT DE HAR TRAVLT! Skynd dig at blive god – vær synlig – ellers kommer der hurtigt en anden.

Kampen om kontrakterne

For kampen for at komme med på toget, starter rigtig tidligt. Mikkel forklarer det oppefra og ned. For det helt afgørende nåleøje er at få en seniorkontrakt. Men den får du kun, hvis du er med i U19-truppen. Og her er der endda kun nogle enkelte af den store trup på omkring 20, der bliver prikket videre.

Men skal du med i U19-truppen og være i spil, så skal du allerede i U17-truppen kæmpe for at komme inde i varmen, gøre opmærksom på dine talenter og komme med på toget, så du bliver tilvalgt til næste kontrakt. Men skal du ind på U17-holdet, så skal du faktisk allerede byde dig til, mens du er under 15 år.

For selvom reglerne siger, at man skal være 15 år, før man kan tegne en kontrakt, så skal drengene gerne i god tid inden have vist sine talenter, så familien ved, at den ønskede klub er villig til at stille med den ønskede kontrakt.

Altså. De her drenge – og deres forældre med de store drømme og ambitioner – har tidlig travlt. Udskillelsesløbet løber nedad i aldersgrupperne.

Drengene har ikke lyst til at fejle

Det har en meget synlig konsekvens, som Mikkel har iagttaget det. For dilemmaet i miljøerne bliver, at drengene både er under pres – men samtidig skal de helst være søgende og turde prøve ting af og udvikle sig. Men de har af gode grunde ikke så meget lyst til at risikere at fejle, fordi deres oplevelse er, at det i mange tilfælde kan have konsekvenser på den korte bane.

Som Mikkel Bonke uddyber det. At det, der i virkeligheden sker er, at de spiller hele ugen i håbet om at starte inde i weekenden, og det pres kommer ikke altid fra træneren – men ofte fra drengene selv. De har måske deres aftalte udviklingsmål, men de tvivler alligevel på, at de gælder, når holdet skal udtages.

Drengene afkoder ubevidst miljøets kultur og spillereglerne. Eksempelvis hvis de kikser, får de feedback med det samme, og derfor bliver det nemt meget kortsigtet og ’sikkert’ – og altså ikke udviklingsorienteret.

Flyvende udskiftning er en afgørende faktor

Det næste spørgsmål, der popper op, handler om, hvordan det er at spille fodbold som et barn. Hvor længe kan barnet i realiteten få lov at spille ’bare for sjov?’ Hvornår kommer alvoren for alvor snigende?

Mikkel pointerer et praktisk vilkår, der har stor indflydelse, fordi det handler så meget om at komme med på holdet og vise sig frem. Når du spiller U15, er der flyvende udskiftning, og det giver lidt mere ro på og bedre mulighed for at fordele spilletiden, så alle føler de er med i loopet. Men når du kommer til U17, bliver det sværere, fordi udskiftninger er begrænsede, og man samtidigt skal konkurrere to årgange om spilletiden.  Det giver en anden alvor.

Forældrene har også travlt, travlt, travlt

Samtidig er der også den faktor, der altid kommer i spil, når det handler om børn. At der også hører mindst en forælder til pakken. Og måske er det muligheden for at tjene penge og få en ’rigtig karriere’ i fodbolden, der intensiverer forældrenes adfærd og skuer op for mængden og intensiteten.

Mikkel bekræfter desværre historien om de insisterende voksne på sidelinjen også findes i elitefodbold. Han ser rigtig mange forældre i dette univers, som er meget involverede (både på godt og ondt), men som både frivilligt og ufrivilligt er med til at skabe en tone og en stemning, hvor det er alvor og ikke for sjov. Når drengene snakker og fortæller, er det meget tydeligt at høre, når det slet ikke er dem, men deres forældres stemme, der ligger bagved.

Efter at have fortalt og beskrevet, så summer Mikkel nøgternt og realistisk med at slå det fast: ”Det er jo i bund og grund handel, der foregår. Sådan må det bare være. Det må man acceptere. Akademierne skal jo i sidste ende tjene penge. Derfor bliver der handlet med spillere. Det er en del af gamet.

De har det udmærket

Men hvordan har de det så egentligt? Hvordan er det samlede indtryk fra en mand i det dybere liggende maskinrum?

Mikkels bud lyder ganske udramatisk: ”De har det udmærket. Det er de drenge, der bliver fravalgt undervejs, der får det svært.”

Mikkel slår fast, at det selvfølgelig er vigtigt for miljøerne, at drengene trives, for ellers bliver de ikke gode fodboldspillere. Men trivslen er ikke formålet. Hvert miljø vil have en kultur, der går til drengene på hver sin måde, og det kan også være meget træner-afhængigt, hvordan der arbejdes med den enkelte spiller og fællesskabet.

De er der ikke for at få venner

Da jeg spørger til, hvor meget der er plads til netop fællesskabet og det sociale, som er så afgørende for de unge, så kigger Mikkel tilbage på hans egen opvækst med et fodboldhold, hvor det var holdet og vennerne, der var i centrum, udover de selvfølgelig alle sammen i de unge år drømte om at spille på landsholdet. Sådan er det altså ikke i de målrettede fodboldklubber.

De her drenge bruger så meget tid sammen, og de får mange oplevelser sammen, og de får også deres egne fællesskaber – men det er ikke målet. Sagt på en anden måde. Drengene kommer ikke til en superligaklub for at få nye venner. Som Mikkel udtrykker det: ”Der er ikke mange, der ser deres tid på akademierne som en del af et hold eller et fællesskab. De er der ikke for at hygge sig.”

Men i hverdagen opstår der ofte subkulturer på eliteholdene, hvor drengene finder sammen og laver grupper internt. Det kan være ’de seje’, ’de frække’, ’jydegruppen’ eller ’Amagerdrengene’.

Det største problem er det sort-hvide

Mikkel Bonke summer op, at det ikke er noget problematiserende, der gennemsyrer akademierne. Men han ser dog en problematik, der ligger i hovederne på drengene.

Fordi de ser tingene så sort og hvidt. Når drengenes hvide drøm kører i frigear, er den fyldt med store klubber og lige så store kontrakter og endnu større biler og et liv på første klasse. De ser simpelthen ikke andet forude. Så er det et kæmpe chok for dem, når de pludselig befinder sig i en helt sort og uventet hverdag i en mindre klub med et fravær af al luksus og servicering.

”Det, der er svært, er, at du i din selvforståelse skal starte på et lavere niveau end du havde regnet med, når du en dag, som de fleste, skal videre fra en de store ligaklubber. For du har måske været vandt til at spille U19-liga, og pludselig kan du ikke komme i startopstillingen i 2. division som senior. Det har mange svært ved at forstå, og mange tror det kommer af sig selv.”

Men i virkeligheden er det jo sådan, at det ender for rigtig, rigtig mange af de håbefulde unge. Og det burde man gøre mere ud af at forberede drengene på, fremhæver Mikkel. Også selv om det måske vil skræmme nogen væk.

Mere info om ’hvad det her spil handler om’

Når Mikkel til sidst bliver bedt om at kigge ud i fremtiden, tænker han, at arbejdet som mentaltræner godt kan gøres anderledes og bedre – men det er ikke fordi, at drengene skal behandles bedre. Det kører fint nok. Men der er eksempelvis mange udviklingsmuligheder i at bruge forskningen og den eksisterende viden om præstationsmiljøer mere.

Efter at have hørt Mikkel fortælle om livet nede i den professionelle fodbolds fødekæde, så virker det supervigtigt og relevant med det sidste ønske, der står på Mikkels liste:

”Der kunne godt være en tidligere dialog og klarere dialog, så både drengene og forældrene er helt klar over, hvad det ’handler om’, og hvad der kommer til at ske fremadrettet.”

De unge får alt for mange ord

Der er mange gode råd og mange indspark i diskussionen om, hvad der er godt og skidt for de unge talenter. Og her kommer et tankevækkende indspark, der har en alternativ vinkel. Jeg mødte Lotte Thomsen første gang for flere år siden, hvor hun brændte for at komme ud med mere viden om hendes kald som træner – at møde de unge med andet end hård træning.

De unge har brug for et øjebliks stilhed

”Det slår mig hver gang. At det de unge mest af alt har brug for, er det ’restoritative’. Det er et reelt behov for dem, som handler om meget mere end bare ’flyde ud’, fortæller Lotte Thomsen med en stærk og overbevisende glød i øjnene. Man er ikke i tvivl om, at det er et engageret menneske man møder hende.

Hun har længe haft denne ambition med at bruge yoga og meditation til at øge trivslen både generelt og mentalt blandt sportsfolk – også de helt unge. I debatten om de gode miljøer for de unge, er det et meget tankevækkende indspark.

Det ’restoritative’ handler i praksis om at slappe af – altså koble helt af og lade op. Og det er den indsats for de unge badmintonspillere, som den tidligere U18 europamester i badminton – og nu badmintontræner – Lotte Thomsen arbejder med.

Ikke for flippet – og ikke for elitært

”Relax er ikke Netflix. Men afslapningen kommer efter yogaen, selvom man godt kan blive lidt ør. Men alle de øvelser, jeg laver, er med henblik på at lave ’restoritative poses’ for at give kroppen denne mulighed for at lade op ud fra forskellige virkningsfulde øvelser. Men jeg arbejder også rigtigt meget med ’alignment’, som er mere skadesforebyggende med blandt andet mobilitetsøvelser, og jeg arbejder også med at få styrke ind i core og ryg,” forklarer Lotte Thomsen og beskriver medlevende om det unikke ved ”at give helt slip ned mod måtten – og så mærke det lille frø af stilhed.”

Det har krævet en stædig, tålmodig og dedikeret indsats at få yoga og meditation ’sneget ind’ i træningen, fordi det på så mange måder er anderledes end, hvad der traditionelt er foregået i hallen og træningslokalerne.

”Jeg lægger små ting ind i programmet – og lader det sprede sig. Det er vigtigt, at der er balance i tingene, og man ikke putter for meget nyt ind. Nogle gange kan det blive for flippet, og andre gange kan det blive for elitært. Men jeg har ikke mødt uvilje – men kun interesse og opbakning.”

Små skridt nedefra

Lotte Thomsen valgte bevidst en mindre klub, hvor der var plads og rum til at eksperimentere og præge kulturen. Strategien lyder på at lade den nye tilgang komme nedefra og sprede sig den vej. I badmintonklubben BC37 på Amager, har de netop fået istandsat førstesalen, så der er et stort og åbent lokale med nye vægttræningsredskaber og masser af gulvplads – og så ligger bunken af yogamåtter i hjørnet som et symbol på ’de nye tider’ og den nye tankegang.

Det er pt. udvalgte børne- og ungdomshold og seniorspillere, der kommer op på førstesalen og ’flyde’ enten før eller efter træningen – og nogle gange både før og efter. Erfaringerne er gode. Spillerne nyder det og efterspørger det. Lotte Thomsen bruger også teknikkerne som træner for Københavns Badminton Kreds unge spillere, og hun kommer fast i Lyngby Badminton klub og får stille og roligt flere forespørgsler.

Alt for mange ord

”Jeg får masser af feedback undervejs, hvor de siger: ”Åh, det er en dejlig øvelse, den her, Lotte.’ Det kan for eksempel være, hvis de ligger på ryggen på måtten og med benene oppe på en stol. Så sker der reelt noget i nervesystemet,” forklarer Lotte Thomsen og viser billeder fra øvelserne både oppe i lokalet og på græsplænen foran hallen i sommers. Det ser rart ud. Men det handler også om noget andet.

”De her børn får alt for mange ord! Også fra forældre og trænere. De er så meget oppe i hovedet i forvejen – og de har brug for at komme ned i kroppen og få lov at ligge i stillinger, der er gode for dem. Eksempelvis har teenagepiger så meget brug for det her med at kunne give slip. Der er bare så meget ’going on’ – både i forhold til hinanden og i en hverdag, hvor de skal have holdninger til alting. Samtidig er de omgivet af mange mandlige trænere og den maskuline energi, det giver og kræver. Heroppe på måtterne er der mere af den feminine energi med rundhed og en helhedstanke. Så for dem kan det være som at blive omfavnet at komme herop og ligge ned,” fortæller Lotte Thomsen, der selv har en mere end godt slidt krop efter mange års super intens træning, og hvor der var mange smerter der blev ædt i sig. 

Der skal gøres mentalt klar til at træne

Den tidligere elitespiller arbejder ud fra den helhedstanke, at kroppen og hovedet skal gøres klar til at træne. Når hun inddrager yoga og meditation, er det for at give ro og gøre kroppen klar til arbejde. Når drengene kommer til træning, så ’tjekker de eksempelvis ind’ og skal melde på en skala fra 0-10, hvor deres energi ligger i dag. Og til allersidst i yoga-træningen er der et minut, hvor musikken slukkes, og drengene får lov at opleve det sjældne: At der er helt stille!

Et rum uden præstation

”Det her er et rum uden præstation. Det italesætter jeg hver gang, de kommer herop. Her har de 20 min, hvor de får fred, og hvor de også bliver klar til at kunne yde. De kan jo Ikke bare komme og ende med at levere noget sjask, fordi de ikke er mentalt klar efter en lang dag. Denne start er også med til at øge kropsbevidstheden. Og som ekstra bonus oplever Lotte Thomsen, at når jeg hun gik forrest med det her, så vinder hun de unges tillid og fortrolighed.

Det kan være svært at lukke øjnene

Lotte Thomsen oplever også, at spillerne er tillidsfulde, selvom nogle af dem kommer ud af comfortzonen. 

”Når det sker undervejs i øvelserne, så italesætter jeg det og siger, at jeg godt kan forstå, at de har svært ved det. Det kan være meget grænseoverskridende – også for voksne – at give slip. Mange har svært ved det. De kan for eksempel ikke lukke øjnene. Når jeg ser det, så siger jeg til dem, at hvis det er for kejtet at lukke øjnene, så kan de bare kigge ned.”

En verden der gør ondt

Som svar på spørgsmålet om, hvad Lotte Thomsen ser, og hvordan hun oplever de unge hun arbejder med, trives på den store bane, så står hun med det indtryk, at alle har brug for ro og til at møde stabile voksne, der er til stede. For hvornår stopper de op i dag? De sidder der med deres mobil. Derfor er det godt at have rum, hvor de kan fordøje oplevelserne.

Derudover fremhæver Lotte Thomsen et vilkår og en præmis ved den seriøse konkurrencesport, der gør det til en meget særlig mental og fysisk verden at være i, hvor der netop ikke lyttes til kroppens signaler.

”Lige meget hvad du vil i topsport, så skal du overskride dine grænser. Du bliver skolet til at køre udover dine grænser. Man kan ikke være der uden at æde noget i sig.”

I det perspektiv bliver yogaen og den koncentrerede tilstedeværelse i ens egen krop, som Lotte Thomsen praktiserer et endnu mere interessant og relevant supplement til den traditionelle træning.

Det gode ved at give tilbage

Lotte Thomsen havde selv en lang karriere som eliteidrætsudøver i badmintonsporten, der sluttede med en benhård og meget krævende OL-kvalifikation, der glippede meget tæt på målstregen. Det var hårdt at sluge i første omgang, men i dag ser hun tilbage med stolthed på, hvad hun opnåede med sin satsning og sin sport, og i dag oplever hun det som meget gavnligt for sig selv at kaste energien over trænergerningen og denne kamp for at få sporten til at tage disse anderledes ’træningsøvelser’ med ind.

”Det har været godt at gå tilbage til sporten og være der i den givende rolle. Det har været fedt at give tilbage til badminton.” Lotte Thomsen slutter med at sætte det, vi har snakket om her, op i det store perspektiv:

”Det er helt nødvendigt at tænke ud af boksen og tænke helhed ind. Ellers ender dansk badminton med at reproducere sig selv med en masse gode trænere og viden – men ikke trænere med en viden om balance og krop og sind.”

Du kan læse mere om Lotte Thomsen og hendes arbejde her: www.lotte-yoga-badminton.dk 

Vi er i en brydningstid – men sport er stadig godt

De store linjer i dansk talentudvikling set fra de ’store’ talentansvarlige

Som afrunding på min kommende bog TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV har jeg taget en rundtur til seks helt centrale spillere, der er med til at kridte banen op og sætte retning – og som har fingeren på pulsen i forhold til, hvordan vilkårene reelt opleves for de unge derude.

Jeg var nysgerrig efter at høre, hvad de så? Hvad er de daglige udfordringer lige her og nu, hvad er hverdagens dilemmaer, og hvordan ser perspektiverne for fremtiden ud?

Jeg blev mødt med stor imødekommenhed og gensidig interesse. Der er altid mange sider af talentlivets bog, der er åbne for diskussion. Specielt i denne tid er det glødende aktuelt med den debat, der er kommet om de gode miljøer som reaktion på DR-dokumentarerne.

Som flere nævner det – vi er i en brydningstid i dag. Der er mange vilkår, der er i hektisk udvikling og afgørende forandring. Samtidig er det altid godt at få lejlighed til at træde ud af hverdagens hurlumhej og skubbe sig op til at tage det store vue fra helikopteren.

En snak med seks afgørende talentansvarlige

Det blev til gode snakke med Danmarks Cykle Union, DBU’s talentansvarlige for pigerne, Svøm Danmark, Dansk Håndbold Forbund og de store organisationer Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark. Du kan finde artiklerne fra de enkelte samtaler/interviews her på bloggen.

Hver især havde de deres mærkesager og særlige tilgang – men samtidig var der også nogle centrale temaer, der gik igen.

Dagens pressede unge kræver noget helt nyt

Først og fremmest bevidstheden om, at der sker rigtig meget med de unge i dag, og deres pressede livssituation giver både nogle helt andre reaktionsmønstre og behov – og det stiller også nye krav til sporten for at møde dem og ikke mindst forstå dem. Man kan ikke længere bare ’gøre som man plejer’. Man skal oftere i dag arbejde med bremsen og forsøge at dosere og holde igen – i stedet for at skubbe mere på.

Det skal stadig ha’ lov at være hårdt

Når det er sagt, så var der flere, der også havde behov for at gøre opmærksom på, at det altså heller ikke nytter, at man ryger helt over i den anden grøft. Hvor man i ønsket om, at alle skal trives, ikke kan/vil/tør skubbe på.

Vi skal huske, at det stadig grundlæggende er et præstationsmiljø, og her vil det altid handle om at vinde. Der vil altid være nogen, der bliver skilt fra, og andre der taber, og det kan være en hård vej. Men modgang er ikke det samme som mistrivsel, og hårdt arbejde kan være lige så tilfredsstillende som afslapning. Hvis ikke bedre…

Trænere skal ikke kun vinde i morgen

Rykker vi op på det organisatoriske plan, så møder vi det helt grundlæggende og indbyggede dilemma, som alle de talentansvarlige kæmper med.

For når vi snakker talentarbejde, så vil der uundgåeligt være modstridende interesser mellem trænere og forældre i ungdomsrækkerne, der gerne vil vinde i dag og i morgen – og så de interesser i forbund og Team Danmark, hvor tålmodighed er guld, og hvor det handler om at vinde om 13 år.

Denne iboende interessekonflikt skal der være en dialog om og gerne en aftale, hvor den gensidige afhængighed ender med nogle gode modeller, hvor alle parter bliver tilfredse.

Fremtiden byder på en intens og ustoppelig udvikling

Kigger vi ud i fremtiden, så er her også et grundvilkår, alle skitserer truer forude. At udviklingen af sporten for børn og unge bliver ved med at galoppere af sted. 

Det kan give lidt åndenød og en urolig følelse af stress at mærke suset af, hvor stærkt det går med udviklingen af talentarbejdet i stort set alle sportsgrene over hele verden.  Det rejser det meget relevante grundspørgsmål hos mange af de talentansvarlige. – Kan Danmark overhovedet følge med i denne uendelige spurt, hvor barren og målstregen hele tiden bliver flyttet, inden vi når i nærheden af målet?

Realistisk set bliver det en utrolig svær kamp at følge med, og Danmark skal være smart og udnytte de ’begavede’ løsninger, vi kan komme op med, er der også enighed om.

Men jokeren er altså, hvor meget mere man på alle parametre kan presse ned over talenterne? Her er der ingen klare retningslinjer eller streger i sandet for de ansvarlige – og der er heller ingen overordnet instans, der holder øje eller råber op.

Flere krav, bedre kvalifikationer og flere betalte omkring de unge

Helt konkret spår flere, at udviklingen kommer til at betyde, at kvaliteten af miljøerne omkring de unge bliver skruet op. Med mere uddannelse til trænere, ledere og personale omkring de unge; med mere fokus på de menneskelige facetter og trivsel; og sidst men ikke mindst – med flere lønnede jobs og flere og større krav til de ansatte.

Svagheden i systemet bliver i samme åndedrag også italesat. – Kan sporten rekruttere nok gode folk? Og når vi snakker GODE, så er det med stor vægt på DE GODE MENNESKER, som vi har været omkring mange gange i løbet af bogen. De er og bliver hjertet i det hele.

Tre klare JA’er til at slutte på

Men tre ting bliver der direkte adspurgt sagt JA til fra alle de store agenter i talentsporten.

  • JA til fælles ansvar – men med forældre som bagstoppere

JA til, at det er et FÆLLES ansvar for både trænere, ledere og forældre at sikre sig, at det er et godt liv for den unge.

Tankevækkende er det også, at de fleste udbygger dette JA med, at i sidste ende er det dog forældrene, der har et helt afgørende ansvar for, at deres børn har det godt. Det er dem, der skal lave det grundige ’service-eftersyn’ løbende.

  • JA til at det stadig er et GODT LIV

    Der bliver lige så interessant også sagt klart JA til, at det stadig er et godt liv at bruge sin barndom/ungdom dybt engageret i sporten.

De positive sider tæller mest. Og i dag er det især FÆLLESSKABET, der er unikt.

Sportens fællesskab, hvor man er fysisk sammen, og hvor man ’gør noget’ og oplever sammen. I gamle dage kunne man finde det fællesskab mange andre steder i fritiden – men ikke i dagens skærm-verden.

  • JA til at sende egne børn ud i sportens ungdomslivs-model

Og til slut den ultimative test.

– Vil du som talentansvarlig selv sende dine egne børn ud i den her verden?

Svaret er igen JA… dog med en lille tænkepause for de fleste ……. og så den afgørende slutbetingelse: ”Bare det er et godt sted!

Lad os tage det som et godt slutord.

– Sport er stadig fedt; men vi skal gøre os umage med at gøre det til et godt sted for børnene.

Talentarbejdet er ikke DIF’s ansvar – men de deler gerne viden ud

———————————————————

TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS-KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Vi har i de første fem artikler snakket med Team Danmark, cykelsporten, pigefodbolden, svømningen og håndbolden.

———————————————————-

Vi er nået til sidste stop på turen rundt til en stor håndfuld af de betydende agenter i den danske talentsport. Vi skal snakke med Danmarks Idrætsforbund, DIF og dermed den øverste samlende organisation.

Der er lidt pudsige startvanskeligheder, for jeg kan ikke finde en talent-afdeling i DIF’s system. Men jeg mødes med Søren Simonsen, der er Chef de mission og Helle Carlsen, fra DIF’s udviklingsafdeling. Det viser sig, at organiseringen afspejler, at DIF netop ikke arbejder direkte eller isoleret med talenterne. Der er samarbejde med Team Danmark om de bedste atleter og de udvalgte forbund. Men det daglige samarbejde med alle specialforbundene foregår primært med DIF som katalysator for uddannelse, udvikling og udveksling af viden – og det sker ved at lave materialer, konferencer, netværk og lignende.

Hvert forbund vælger sin egen vej

Når man i daglig tale og i idrætspolitiske diskussioner henviser til, at ’idrætten’ skal gøre eller sige noget om talenter, så ser Helle Carlsen og Søren Simonsen det ikke, som at pilen primært drejer hen på dem. Det handler i høj grad om de enkelte forbund, der må finde deres løsninger og vælge deres vej, og der er et fælles værdigrundlag, som ligger i ‘Talenthuset’ og Etisk kodeks.

Men DIF arbejder for at udbrede viden om, hvad der er godt og skidt, og på talentområdet har det især været Kristoffer Henriksen og hans viden om de gode miljøer, der har stået for retningen.

Hvordan går det så?

Mange steder går det rigtig godt, lyder svaret, men der er et helt fundamentalt vilkår, som de to DIF-folk starter med at sætte op. Nemlig problemet i dag med at få rekrutteret nok gode trænere og ledere ude i miljøerne. Og når den rekruttering halter, så betyder det hele vejen rundt, at det også bliver sværere at sætte gang i udvikling og initiativer.

En måde at kunne løfte hele systemet på, kan være et generelt ’træner-løft’ med en slags certificering. Det står på DIF’s ønskeseddel.

Tjek af konkurrencestrukturen

Men et af de centrale initiativer, der er taget, er arbejdet med at kigge de enkelte forbunds konkurrencestrukturer igennem. Dvs. kigge på om måden man gør tingene på, nu også fremmer den udvikling, man gerne vil have. Der har allerede kørt et forløb med 13 specialforbund, og det næste forløb er klar, og her vil man sætte endnu mere fokus på at tjekke, hvad den enkelte atlet har brug for.

I forhold til trivsel og arbejdet for de gode miljøer, så er DIF’s netværk med alle forbundene helt centralt, for her kan man udveksle viden og erfaringer. I den sidste tid har det særligt været spiseforstyrrelser, der har været fokus på. Men der er mange ting at arbejde med, og Søren Simonsen henviser til et citat fra netop Kristoffer Henriksen, der er med i min kommende bog TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV:

”At det går godt – men det går også den forkerte vej.”

Fodboldens skiller sig ud

Der sker mange gode ting, og der er meget viden i omløb, men samtidig bliver der ved med at være miljøer og kulturer, hvor man glemmer at tage afsæt i børnene og i den viden, man har om specielt at vente med specialisering, selektering og ’for meget for tidligt’.

Eksemplerne er der desværre stadig, men det er dog også sådan, at det ofte er i fodboldens professionelle univers, at tingene skiller sig ud, fordi fodbold netop er en forretning, og det afspejler sig hele vejen ned i systemet.

Som Søren Simonsen gør opmærksom på – der var mange visionære tanker og principper i Den ny vej, som Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaard kom med i 2006, men så sker der alligevel noget andet derude. Men i den positive retning sker der nu det, at DBU netop er kommet med en nyt og gennemarbejdet ’BØRNE-SYN’, og de er på vej med et tilsvarende ’UNGE-SYN’. Så der bliver gjort noget, for at få udviklingen vendt den rigtige vej.

De gode forbund kan trække de øvrige med

Derfor er både Helle Carlsen og Søren Simonsen stadig optimistiske i forhold til fremtiden. Forhåbentlig kan de forbund, der arbejder med gode strategier og har succes, vise vejen og inspirere andre til at ride med på bølgen – som for eksempel cykling og håndbold.

Men sluttelig bliver der igen-igen gjort opmærksom på den helt centrale udfordring, som alle forbund står overfor i forhold til deres talentarbejde. Nemlig at vi alle skal blive klar på, at de unge ændrer sig, og vi skal vide det – og vi skal handle på det. Der skal tænkes i nye baner for at matche de ’nye børn’.

Det tager lang tid at ændre ting i DIF

Når vi snakker om handling, så bliver DIF-folkene i samme åndedrag realistiske, for de ved, at DIF er en organisation med mange frivillige og med mange forskellige holdninger, hvor der er indbygget en stor inerti, når der skal røres rundt i den store gryde.

”Vi skal være forberedt på en lang proces. Og det kræver en masse MODIGE beslutninger af nogle MODIGE ledere fremover,” som Søren Simonsen summer det op.

Det kan være et problem, hvis INGEN tager ansvar

På slutspørgsmålet om, hvis ansvar det er at skabe de gode miljøer for de unge, så er der enighed om, at det altså er et fælles ansvar, som både lederne, trænerne og forældrene har. Selvfølgelig er der magtrelationer indbygget, og det er ikke alle, der lige kan sige fra eller til. Og det kan også blive et problem engang i mellem, når der slet ikke er NOGEN, der tager ansvaret. Men der er enighed om, at i sidste ende er det altså forældrene, der har den afgørende rolle. Det er dem, som skal holde øje med deres barns trivsel.

Sport er stadig godt for børn

Og så til allersidst. Det sidste tjek. Ville I selv sende jeres børn ud i den seriøse talentsport?

Det bliver et ”stort JA” endnu engang. Seks ud af de seks talentansvarlige, som TALENTERNES TALERØR har snakket med, vil altså stadig gerne have deres egne børn til at få en sportsopvækst.

”Sporten er et godt sted for børn. Her er de en del af et fællesskab. De får succesoplevelser og anerkendelse og muligheder – og ja… så kan man også løbe ind i nogle negative oplevelser, som man skal håndtere… – men vi vil til enhver tid sende dem af sted.”

Dette bliver de optimistiske slutord fra Søren Simonsen og Helle Carlsen – og for denne rundtur 

TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV

– ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED SPORTS-LIVS-KVALITET

Ny bogudgivelse

Vi har en stor fælles udfordring.

At sikre os at vores SPORT FOR BØRN OG UNGE også er et GODT LIV og et GODT TILBUD til de unge håbefulde og ambitiøse sportsfolk, der vier deres ungdom til sporten.

Det er vigtigt, at vi bliver bevidste om, at det gode liv, der vitterlig passer til unge, ikke er en selvfølge.

Det kræver viden, omtanke og vilje til at handle at skabe det gode tilbud.

For vi er i en kamp med nogle stærke udviklingskræfter.

Det er et fælles ansvar at sikre det bedste for børnene. Derfor er bogen både til trænere og ledere – men også til forældre, der har en vigtig rolle i dag, som de har brug for at blive klædt på til.

Bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV er derfor på en målrettet mission. Den er bygget op i tre dele:

  • Del 1 er viden om, hvor vi er i dag, og hvilke drivkræfter der ligger bag.
  • Del 2 er kig på, hvad vi ved fra forskning og praktiske erfaringer om, hvad der reelt er godt for børnene. Hvor kan vi hente inspiration?
  • Del 3 præsenterer redskabet og en guide til at bruge det – suppleret med yderligere nogle ekstra redskaber

Bogen er skrevet af Lise Kissmeyer – og den er udgivet på forlaget BOD.

Du kan læse mere på LISEKISSMEYER.DK / INSIDESPORT.NU.

TIDSFORBRUG

  • I 2009 brugte de unge talenter, der går på en Team Danmark støttet ungdomsuddannelse 25 timer om ugen på deres sport.
  • På 10 år er dette tal steget med en time gennemsnitlig om ugen fra 25 timer til 35 timer om ugen.
  • Den samlede ’arbejdstid’ med skole, sport og arbejde – og uden transporttiden indregnet – er også steget med gennemsnitlig en time om ugen pr. år fra 70 til 80 timer fra 2009 til 2019 om ugen.

”Vil du gøre det bedste, du kan? Eller vil du gøre dét, der skal til?”

Rasmus Ankersen – fra research til Jagten på Glæden / dengang U18-træner i FCM (2008)

” Do you want the best for your kid – or do you want your kid to be the best?”

Citat fra det New Zealandske projekt med ’en ny børnesport’: Balance is Better