____________________________________________
Nøj, det er for børn… eller er det?
Kunne
man forestille sig en sportens Greta Thunberg, der sidder foran Idrættens Hus i
Brøndby i protest mod, hvad det er for et sportsliv, vi tilbyder de unge i dag?
Kunne der sidde et lille, muskuløst menneskebarn og indigneret råbe: ”Nu må de
voksne vågne og lade være med at ødelægge sportsbørnenes liv!”
Voksen mindset siver ned
Jo,
måske kunne det ske, for mindsettet fra de voksnes elitesport siver lige så
stille – men vedholdende – længere og længere ned i sporten og sætter også
dagsorden hos de yngste rødder i systemet. Børnesporten kommer mere og mere til
at handle om, at vi skal skynde os at udvikle nogle kommende stjernerfrø og få
dem til at blomstre i en fart. Så der skal trænes og konkurreres en masse så
tidligt som muligt. Der bliver optimeret på alle parametre, for at vi kan følge
med alle konkurrenterne ude omkring i landet og i verden. For de andre bliver også
ved med at træne mere og mere. Fordi det ikke længere er nok bare at gøre ’det
bedste man kan’. Man skal gøre, ’hvad der skal til’!
Jeg sad
til møde med min bankrådgiver forleden dag. Hun spurgte, hvad jeg lavede? Jeg
fortalte så lidt om mit selvstændige arbejdsliv, hvor jeg mest af alt arbejder
for, at et ungt sportsliv skal være lige så fantastisk i dag, som det har været
igennem mit liv. Det synes hun lød spændende. Hun var også selv gammel
håndboldspiller. Jeg fortalte lidt om, hvor vigtigt det er, at vi får råbt vagt
i gevær. For der sker så mange ting i og omkring de sportsglade unge, som slet
ikke er for børn. Og så var det, jeg fik talt mig varm og den sædvanlige svada væltede
ud af mit bekymrede sportssind: …det med,
at der sker alt for meget voksent og alvorligt alt for tidligt… farvel til
det legende og uforpligtende … ind med specialisering og selektion… en arbejdsuge
for et seriøst sportsbarn der ryger op på de 70 timer… voksne der jubler over,
at børnene bliver rigtig gode til at prioritere, udvise disciplin og arbejde
langsigtet – uden forståelse for, at det er træk, der hører til hos de voksne
og slet ikke for børn… og mere af den slags…
Det sker allevegne
Efter
min lange enetale, skete der dét, der faktisk altid sker, når jeg får startet mine
vandfald af no-good-indikationer. For alle kender til det. Alle har historier
om deres børn eller i hvert fald naboens.
Min bankrådgiver
synes da også – nu vi snakkede om det – at det var ret så voldsomt, at hendes
lille ishockeysøn på ikke engang 10 år, skulle til at have morgentræning.
Så ja,
vi kan godt slå fast. At det netop sker alle vegne i mange forskellige former.
Selvom sporten stadig er den her fantastiske verden fyldt med masser af glæde,
fællesskab og oplevelser, så udvikler børnesport sig til mindre og mindre at
være på børns præmisser.
Vi har indrettet
skoler og uddannelser, så det rent praktisk kan lade sig gøre at træne meget
mere helt ned til 7. klasse – med morgentræninger og dermed plads til to
træningspas om dagen. Når du som barn starter med at gå til en sport, vokser sporten
meget hurtigt med dine evner. Turneringer og sæsonprogrammer komprimeres, så
der aldrig er pauser. Hverken i løbet af ugen eller året. Tilbuddene vil ofte udvikle
sig til at blive til et slags ultimatum; hvis du skal være med på det her elitehold,
så skal du komme til alle træningerne.
Et valg der ikke er for børn
”Vil du
det her?”
Det er
det centrale spørgsmål, der bliver stillet til de små, uslebne stjerner. Men spørgsmålet
indebærer et valg, som børn ikke er i stand til ar overskue konsekvenserne af.
De unge aner ikke, hvad de siger ja til.
Når et
sportsbarn forhåbningsfuldt svarer ja til, at de gerne vil blive rigtig gode,
siger de samtidig ja til at leve og tilrettelægge deres hverdag efter deres
sport 24-7. Det burde stadig være for sjov, men det er det ikke, når valget kan
få konsekvenser for både barnets dannelse og uddannelse – og ikke mindst kan påvirke
hele familiens hverdag.
Meget af det samme
underminerer
Er det
så et problem, at en udvalgt skare af talentfulde unge sportsfolk får lov at
prøve sig selv af til grænsen? Ja, det er et problem, at når min bankrådgivers
skøjteglade søn skal til at træne om morgenen, før han er 10 år, så er risikoen
for, at det bliver alt for meget, og at han kører træt i det i løbet af et par
år, ret så stor. Selvom han gerne vil og synes, det er sjovt, så er vi
mennesker sådan, at når vi får for meget af det samme, så mister det værdi. Specielt
hvis vi får øjnene op for, at der er en masse andet, som vi går glip af.
På den
lange bane sker der det, som vi allerede i alarmerende grad ser i dag. Når
børnene bliver teenagere, vælger de sporten fra. På den store og lange bane
bliver konsekvensen, at ambitionerne om at udvikle udvalgte talenter ødelægger
rigtig meget for den store gruppe af almindeligt engagerede sportsbørn. Det er
en høj pris at betale for både den enkelte – men også for vores samfund. Fordi
vi får en gruppe af unge, der ellers var glade for sport, der ender som
inaktive. Ungdomsmiljøerne har sjældent alternative tilbud til unge, hvor de
kan dyrke sporten på et udfordrende niveau – men i en mindre forpligtende pakke.
Det er desværre oftest et enten-eller.
Udviklingen
har også den uheldige konsekvens, at talentsporten bliver som et slags
udskillelsesløb. Dem, der overlever i talentsporten, bliver dem, som både kan
holde til det mentale pres, bevare motivationen (eller har forældre, der holder
dem til ilden) og ikke mindst dem, der har en fysik, hvor kroppen kan klare den
tidlige og ofte ensidige belastning. I dag finder man tidligere og tidligere alvorlige
overbelastningsskader hos børnene.
Advarselslamperne bliver
ignoreret
Det
mest paradoksale ved denne udvikling er, at både forskningen og frafaldstallene
i allerhøjeste grad fortæller os, at vi har skabt et system, der ikke er godt
for børnene. Det er ikke børnenes behov, der er styrende. Det er ikke børnene,
der ønsker det sådan her. Men når håbefulde børn får at vide af vigtige voksne,
at vejen frem er at træne så og så meget, så kaster de sig ukritisk ud i det,
så længe de orker. I dag er det eksempelvis halvdelen af de børn, der har valgt
fodbold, som deres sport i 12-års alderen, der er stoppet, inden de bliver 18
år.
Det får
tankerne hen på metaforen – at man kaster 1000 æg op imod en mur og leder efter
det æg, der kan klare det uden at blive smadret. Det billede bliver endnu
stærkere, når vi lige husker os selv på, at bag hvert eneste æg er der et barn,
som kun har denne ene barndom. Så er det ikke fedt at bilve kastet med.
Vi er oppe imod stærke
kræfter
Det er
desværre alt for nemt at forstå, hvor fristende det er at putte mere og mere
træning og konkurrence på. For de umiddelbare fremgange er tydelige og
fascinerende. Børn flytter sig så hurtigt. Det kortsigtede boost af succes og
begejstring er meget mere attraktivt end at tænke langt og strategisk. Specielt
når den kommercielle sport samtidig står derude og lokker med kontrakter og
andre gevinster.
Det er
de kræfter, vi er oppe imod. Der er mange trænere og ledere, der dybt
engagerede er drevet af dette stærke ønske om at skabe resultater i en fart. Upåagtet
af skader, burnout og dropout. Og upåagtet af, at masser af forskning viser, at
der ingen sammenhæng er mellem tidlig specialisering og udvikling af succesrige
eliteidrætsfolk. Tværtimod! Forskningen viser, at det bedste er, at børn får
lov at spille, lege og prøve en masse forskelligt motorisk så længe som muligt.
I en hverdag, hvor der er luft til selv at organisere og finde egne veje. Analyserne
viser, at de fleste af de succesrige sportstjerner netop har dyrket flere
forskellige idrætsgrene i de tidligere år, og de er først blevet specialiseret ret
sent.
Alternative guidelines
Andre
steder rundt om i verden er de visionære begyndt at handle på forskningen.
Eksempelvis har en af de mest professielle ligaer i verden, den amerikanske NBA
basketballliga, i samarbejde med det nationale forbund sat forskernes
anbefalinger sammen med praktikernes erfaringer og formuleret nogle kontante guidelines,
der sætter maksimum på, hvor meget børnene skal spille og konkurrere fra helt
små til seniorer.
Kigger
vi på, hvilke guidelines, der kommmer fra sportens øverste instans herhjemme,
så har vi Team Danmark, der blev etableret af politikerne i 1984 med det formål
at skaffe medaljer til Danmark – på en samfundsmæssig og socialt forsvarlig måde.
Team Danmark lavede i 2005 en guidebog for, hvordan man skal træne børn. Dette
’Aldersrelaterede Trænings Koncept’ tog afsæt i en teoretisk tro på, at man skulle
putte 10.000 træningstimer ind i et talent, for at det skulle folde sig helt
ud. Men i den opdaterede udgave ATK 2.0 fra 2016 gør Team Danmark selv op med,
at det skal være nødvendigt at træne tre timer om dagen i ti år, og de sætter
ny fokus på, hvor vigtigt det er med de gode miljøer omkring talenterne.
Trivsel er en svær størrelse
at arbejde med
Problemet
er bare, at Team Danmarks anbefalinger om at skrue ned for den tidlige
intensivering ser ud til at have svært ved at nå ud til børnesportens virkelighed i de lokale miljøer.
Men indrømmet – det er også svært og meget mere diffust at arbejde med at skabe
trivsel end resultater.
Ofte
sker der det, at når målet er svært at gøre målbart, så bliver det målbare
målet. Mit mangeårige arbejde med at lave kvalitetstjek af talentmiljøerne ved
at kigge på fire forskellige glæders vilkår – glæden ved selve sporten og
aktiviteten / glæden ved at præstere og udvikle sig / glæden ved det sociale og
fællesskabet / glæden ved livsstilen og gevinsterne) – har været et forsøg på
at flytte fokus fra resultater til gode miljøer. Og det kan lade sig gøre. Og
det er et fantstisk meningsfyldt og fedt liv fyldt med potentielle glæder at
være i sunde konkurrencemiljøer. Selvom ja, der er også rigtig mange andre
faktorer i præstationsmiljøerne, såsom træneradfærd, værdier og værktøjer, der
er afgørende for, om det også i praksis er gode og ’mentalt sunde’ miljøer for
de unge (som DR-dokumentaren om spiseforstyrrelser i elitesvømningen aktuelt
har sat på dagsordenen).
Vi trænger til at diskutere
vores eliteidrætssystem
Når vi ser
på vores danske idrætssystem, er det øverste vurderingskriterium altså stadig
at vinde medaljer, og det er medaljerne forbundene bliver vurderet på for at få
støtte. I det lys er det tankevækkende, at vi lige siden Team Danmarks
etablering slet ikke har haft en diskussion af, om vores eliteidrætsmodel er
den rigtige vej, vi har taget dansk sport ud på?
Men måske
kunne den lille sports-Greta ude foran Idrættens Hus lave et banner, hvor hun
beder de danske politikere ændre på den danske stats vision, så Danmark bliver
et modigt foregangsland, der går efter at få det bedste elitesportssystem for
menneskene – både små og større. Et system, hvor vi hele vejen igennem sætter
den personlige trivsel i centrum. Et system, hvor den unge har plads til at
udvikle sig i og med sporten; og hvor specialiseringen og valget af en
eliteidrætskarriere først bliver taget, når de unge er modne og klar.
Hvor meget må medaljer koste
Der er
sikkert mange i eliteidrætten, der vil være bange for, hvad sådan en
eliteidrætspolitik vil gøre ved Danmarks sportslige konkurrenceevne? Men måske
vil et system med fokus på mennesket forløse noget andet af en stærk og meningsfyldt
kvalitet?
Vi kan
også vende argumentationen om. Hvis vi nu siger, at vi kun kan klare os i
international eliteidræt ved at fortsætte udviklingen ad den vej, vi er på. Er det
så dét værd? Vil vi have dyre danske medaljer, hvor prisen, vi betaler er, at
en masse unge bliver tvunget ud til højre af den alt for krævende talentlivsmodel?
Medaljer
har en stor og unik værdi. Det giver sådan et skønt, brusende, nationalt kick,
når vores rød-hvide atleter klarer sig godt. Jeg elsker det også, og der er
absolut ikke noget galt i det. Jeg lever og arbejder med begejstring i den
verden. Men hvis det viser sig, at vi svigter de sportsglade børn med den her
model, så bør vi da råbe op og overveje, om vi ikke kan gøre det bedre?
Vær konstruktiv kritisk i
dit eget miljø
På den korte
bane kan vi starte i det små lige der, hvor vi er. I den lokale klub og de
daglige træningsmiljøer. Hvis du er forælder, træner eller leder kan du spørge
til, hvordan I laver de bedst mulige rammer for børnene her, hvor I er? Altså
lave de rammer, der rummer.
Sports-Greta
er endnu ikke dukket op. Men under alle omstændigheder er det os voksne, der er
nødt til at gøre os umage og tage ansvar her og nu. Børnene og de unge lader
bare deres ben tale, og de går hastigt ud og væk fra alt det skønne, som en god
sportsopvækst kan give, hvis ikke sporten passer ind til et helt børneliv og
ungdomsliv.
Af:
Lise Kissmeyer
Mange
gange dansk mester i badminton, Cand. Scient i humanistisk idræt og freelance
journalist, foredragsholder, blogger på ’talenternestalerør.dk’ og forfatter. Har
blandt andet skrevet bogen ’Jagten på glæden – og det bedste talentliv’ og har netop udgivet bogen
’Sportsforælder – Familierevolutionen du ikke så komme’.
