Er det trivsel at klippe fodboldbane med en neglesaks

Fodbolddrenge, der bliver sat til at klippe banen med en neglesaks…

Ja, det lyder skørt. Men det oplevede en i mit netværk, der rejste rundt og vurderede fodboldens talentmiljøer i Europa. De gjorde det for at teste, hvor autoritetstro drengene var.

I dansk elitesvømning for nogle år siden, havde vi trænere, der kastede med stole efter svømmerne i vandet og udskammede de unge i forbindelse med offentlige vejninger.

I amerikansk gymnastik har de haft en landsholdslæge, som har forgrebet sig på et uhyrligt antal gymnaster.

Da jeg var på research i et dansk gymnastikmiljø for år tilbage, blev en lille gymnast, der havde fejlet i en øvelse, sat til at stå i et hjørne af salen med ryggen til de andre i ti minutter for at skamme sig.

Trivsel er blevet buzz-word

Det her er alle skøre og faktisk ubegribelige hændelser i det, der gerne skulle være spændende, udfordrende og opbyggelige talentmiljøer. Den danske ’svømmesag’, som startede med DR-dokumentaren ’Svømmestjerner – Under overfladen’, har ført meget med sig og åbnet for bevidstheden om, hvor meget der sker i kulissen, som vi også bør beskæftige os med. Trivsel og mental sundhed er blevet de nye buzz-words.

Dansk Svømmeunion er da også gået i gang med et grundigt arbejde for at analysere på fortidens hændelser og se frem for at skabe gode miljøer med fokus på trivsel.

I den sammenhæng var jeg inviteret med til et møde med Svømmeunionens arbejdsgruppe, hvor jeg fik det udfordrende arbejdsmål at forberede mig ud fra:

Glæde alene er ikke trivsel

– ’Hvad kan man konkret gøre for at skabe de bedste miljøer med mest mulig trivsel’?

Da jeg for nu 16 år siden sagde mit gode job op og blev freelance, så var det faktisk for at svare på netop dette spørgsmål. Jeg er stadig lige optaget af det. Det er stadig lige svært. For hvordan kan vi arbejde med disse flyvske værdier, der skal være med til at sikre ’sportslig livskvalitet’?

Mit første skridt, dengang jeg kastede mig ud i udfordringen fulltime, endte med, at jeg satte fokus på GLÆDEN. Ud fra den tanke, at er der glæde, så giver det mening.

Men når vi nu står og skal snakke trivsel, og hvad der helt håndgribeligt er gode miljøer for de unge, så er spørgsmålet meget større end bare glæde Fordi vi ikke ved, hvad der præcis er trivsel, hvilke faktorer skal være i orden, hvordan vi skal måle den og ikke mindst hvornår ’godt nok er godt nok’, eller ’skidt er for skidt’!

Hvad f….. er det der trivsel

I dag er debatten om trivsel så diffus og stritter i mange retninger, fordi vi netop diskuterer skiftevis bananer, pærer, hvordan de smager og hvordan de modnes i en pærevælling. Hvis vi kun snakker om smagen, og om de unge er ’glade’ og dedikerede, så misser vi mange andre forhold, som vi som voksne og ansvarlige også skal sørge for er i orden.

Der skal mange gode sager på tallerkenen, for at vi kan servere et ordentligt måltid til de unge. Så vi kan tilbyde dem en samlet portion med de nødvendige ingredienser til at give de unge en god hverdag – både med sig selv, det de gør, det sted de er, dem de er omgivet af, og den de bliver til.

Trivsel som fire livsfærer

Så da vi diskuterede trivsel på mødet i Svømmeunionens arbejdsgruppe, var det med udgangspunkt i en model, hvor jeg har forsøgt at ramme trivslen ind via at identificere i fire forskellige ’livsfærer’, hvor tingene alle steder gerne skal ’være i orden’. Hvad ’i orden’ så er, er en anden diskussion, for med dette skridt handler det som start om at konkretisere, HVOR vi kan kigge efter trivsel. Hvilke livsområder der skal spille.

Jeg er i gang med at skrive en nem læselig pixibog, der serverer mit oplæg til en Talent Trivsels Model med fire liv, der skal være i orden, for at det hele spiller:

– Det handler om hverdagslivet og de ydre rammer;

– Det handler om Sportslivet og den daglige kultur og miljø;

– Det handler om menneskelivet og den personlige udvikling og sundhed i krop og sjæl;

– Og sluttelig handler det om sjælelivet og hvordan følelser og reaktionerne blander sig i det indre univers.

Håbet er i sidste ende, at vi kan blive klogere på, hvad vi egentlig snakker om – og dermed sikre os, at vi kan komme til at gøre en kvalificeret forskel ude i de unge atleters verden.