SKAL VI REVOLUTIONERE BØRNESPORTEN

OG TILBYDE TO FORSKELLIGE MODELLER

Hvorfor gør vi ikke det, som vi ved er bedst for børnene?

Hvorfor gør vi ikke det, som forskningen anbefaler? Hvorfor tager vi ikke de små skridt, som vores dygtige danske eksperter siger?

Hvorfor laver vi ikke tilbud fyldt med en masse tid og rum til at være barn, som vores almindelige menneskelige intuition siger os, er bedst for de små?

Og hvorfor gør vi ikke mere for at beskytte børnene mod de voksne og deres mange interesser i at gøre dem til små stjerner – med store valg og krav og forpligtelser – så hurtigt som muligt?

Et bud på et svar:  

VI er bare så vant til, at sådan er sportsverdenen nu engang, at vi helt glemmer, at det rent faktisk kunne være anderledes?!

SDU-forskere prøver at finde svaret

Det er rigtig spændende at læse artiklen fra SDU-forskerne Kristoffer Henriksen, Nicklas Stott Venzel og Louise Kamuk Storm under titlen:

’Her er vores bud på, hvorfor elitetræning finder sted i børnemiljøer.’ 

Artiklen kommer med en appetitvækker fra deres forskningsprojekt, der har som mål at afklare paradokset, hvorfor tidlig specialisering og store mængder af målrettet træning i en tidlig alder bliver ved med at foregå, selvom vores viden fortæller os klart og tydeligt, at det er en dårlig ide.

Hvad sker der i praksis

Artiklen lister nogle af de mange tiltag op, der trækker i den forkerte retning

– såsom tidlig udtagelse til udvalgte hold / udtagelseskriterier bygger på om børnene viser ’de er seriøse og vil det her’, og at de ’fokuserer’, og de vælger alt andet fra / der bliver stillet krav om selvtræning / træningsmængden er et kriterium for at komme ind i sportsklasser / trænerne har deres primære fokus på at vinde!

Når forskerne har spurgt til forklaringer, så siger trænerne, at det er klubformænd og forældre, der presser på. Og det er konkurrencen mellem klubber og idrætsgrene, der gør, at der bliver stress på, for hvis der ikke tidligt bliver leveret resultater, så flyttes børnene. Derfor klør alle bare på og skruer op og skruer op.

Hvad skal der til

Det tankevækkende ved artiklen er deres oversigt over, hvilke vilkår der skal ændres på, hvis virkeligheden skal ændres for børnene.

1. Først og fremmest så skal der viden ud til miljøerne om, hvad der er godt for børn! Altså også helt ud til alle de frivillige trænere i de små foreninger.

Hvilket straks rejser tillægsspørgsmålet: Hvordan når man derud, og hvordan sikrer man sig, at budskabet bliver forstået og kan omsættes i alternative metoder og tilgange?

2. Forbundene og idrætsorganisationerne skal lave anderledes turneringsstrukturer, der går efter det sociale i centrum.

Men som artiklen understreger udfordringen ved det her. For hvem har modet til for alvor at ændre på formaterne?

3. Trænerne og deres karriereveje skal også ændres, så tidligere resultater ikke bliver ’the steppingstone’.

Det er også en svær en, der kræver, at det er helt andre værdier, der stilles øverst på ønskelisten for træner-ansættelser. Andre succeskriterier såsom mange børn, der holder på, holder glæden oppe og bliver gode på sigt.

4. Tilslut kræver det nok allervigtigst, at forældrene bliver overbevist om, at det er godt for deres børn – og at det samtidig ikke behøver at udelukker, at deres børn bliver rigtig dygtige.

Det er noget af en stor mundfuld, og når det står her sort på hvidt, så virker det meget stort, meget gennemgribende og meget anderledes – og dermed for urealistisk at få vendt skuden.

Men måske er der en anden vej?

Men nej. Måske kan der opstå en ’mod-kultur’? For der er altså rigtig mange engagerede, børnekloge og livskloge forældre, trænere og ledere derude, der synes, at udviklingen i dag er så trist og forkert. Der er så mange, der begræder alle de børn, der stopper, fordi den her form for sport desværre ikke passer til de unges liv eller deres sind.

De har bare ikke noget talerør i dag. De går tavse hjem.

Hvis vi ser det som en boksekamp, så har alle dem i det blå hjørne, der gerne vil vinde og skabe store resultater i en fat, en kraft og energi, der på den korte bane er meget stærkere og har meget mere gennemslagskraft, end dem der gerne vil have ’at børnene har det godt, rart og sjovt i et alderstilpasset tempo’.

Alle de bløde i det røde ringhjørne oplever, at tingene ikke giver mening, og de orker ikke at gå ind i kampen eller prøve at lave systemet om indefra. De får ikke præsenteret nogen alternativer, så med ærgrelse pakker de bare resignerende det røde hjørne sammen og går hjem.

Skal det komme oppefra eller nedefra eller begge dele

Tilbage står vi med det afgørende spørgsmål. Hvem vil tage kampen for de barnlige børn og for den gode sport for børn?

Måske kunne vi både fra toppen og bunden begynde netop at lave tydelige alternativer.

Ændringer fra toppen og organiseringen!

Hvor Forbund, organisationer og klubber begynder at tilbyde både en rød og blå model.

– Den blå for dem, der gerne vil give den fuld gas og presse på, hvor der kan presses og præsteres.

– Og en rød for dem, der gerne vil have en ’barnlig sport’, hvor der er afmålte portioner af træningstimer og krav, og hvor der ikke bliver målt og ranglistet – men gives masser af sjove tilbud med plads til at lave andre aktiviteter i et aktivt ungdomsliv samtidig.

– Og hvor begge modeller stadig arbejder ud fra et fælles grundfokus på det fede ved at udfordre sig selv, blive den bedste man kan og høste alt det intense og givende ved at konkurrere, der bor i sporten.

Ændringer kan også ske fra bunden!

Hvis forældre, trænere og ledere går sammen om at stable de her tilbud på benene. Efterspørge dem, reklamere for dem, hjælpe dem på vej og bakke op om dem.

Måske er der et tavst flertal der kan vækkes

Måske kunne man få sat så meget fokus på denne ’bevægelse’ – med sporten tilbage til børnene – at rigtig mange af de voksne, der ellers stille har givet op, vil fange signalet og steppe op.

Jeg møder SÅ MANGE af de her forældre på min vej. Forældre der er oprigtigt kede af, at deres børn er stoppet med sport, og ærgerlige over at der ikke var et tilbud, der kunne passe til deres sportsglade børn.

Men det tankevækkende er, at de her forældre ikke er dem, der råber op. Det er jo de blå, der dominerer. Det er nemmere at være dem, der passer til systemet – end at være dem, der gerne ville have, at tilbuddene så lidt anderledes ud.

De røde aner jo ikke, at der kan være et alternativ. Hvis de vidste det – hvor mange vil så ikke vælge den røde vej for deres børn?  Men de røde forældre er netop i sagens natur ikke inde i sportens verden – og kender derfor heller ikke spillereglerne og historikken. Og når du ikke gør det, er det meget svært at udtænke et kvalificeret alternativ og råbe op: ”Hej venner, hvorfor gør vi det ikke lidt anderledes?”

Vi hører jo meget sigende kun de blå forældre, der enten har egne interesser i at deres børn skal blive skidegode. Eller de mange forældre, der bare af godt hjerte vil gøre det bedste for deres børn og støtte dem, i det de nu har kastet sig ud i. Og som forældre accepteres de vilkår og spilleregler, der nu er – uden at sætte spørgsmålstegn ved dem. Forældrene løber bare med så godt de nu kan på sidelinjen.

Men selvom der altså er mange ’tavse’ forældre, der tidligt trækker sig fra sporten sammen med deres børn – så kan det være, at de vil komme stormende med en imponerende styrke og gennemslagskraft, hvis vi gav dem en bane at spille med på.

Hvem kan bringe nye tilbud på banen

Det er altså en sjov tanke.

At børnesporten ikke behøver at afgå ved døden – men kan finde sin egen vej til et format med TO VEJE, der mest af alt giver børnene et super fedt tilbud om at spille, lege, dyste, konkurrere og dygtiggøre sig – i børnenes eget tempo og mens de også laver alt muligt andet!

Så når børnene møder ind i sporten, så vil de opleve, at de kan vælge mellem to konkurrence-tilbud i klubben. Den blå vej ’som man plejer’ med fuld fart på – eller den røde med en børne-tilpasset indpakning.

Denne model med de to veje tager afsæt i respekten for, at der er mange meget stærke konservative kræfter i sporten, der vil være svære at få til at ændre på metoderne. Men også gjort med det perspektiv, at det måske vil være den røde model, der vinder på lang sigt.  

Tilbage står vi bare med den sidste udfordring: For hvordan kan den bevægelse startes?

Måske kan Kongen gøre noget ved det? Han har jo sporten i sit blå blod.

Eller dig og mig?

Virkelighedens gode mennesker

Hvad er det allervigtigste, når vi vil skabe de bedst mulige talentmiljøer for de unge talenter?

Under min research til bogen ’Til kamp for det gode talentliv’ gav jeg dette spørgsmål til manden, der nok er den, der mest af alt har puttet brænde på diskussionen om kvaliteten af vores talentmiljøer, DR-journalisten Jan Harkamp. Den tidligere bordtennisstjerne, der står bag de to dagsordensættende dokumentarer ’Svømmestjerner under overfladen’ og ’Fodboldens usynlige syge’.

Jeg var forberedt på et langt, detaljeret og dilemmafyldt svar. Men jeg fik et meget kort og kontant bud. Og jeg købte det, for det lyder utrolig rigtigt i sin simpelhed:

”GODE MENNESKER”

I sporten, hjemme i familien, i skolen, ude i livet… Der er mange steder, hvor de unge kan være heldige at støde ind i nogle, der har hjertet på rette sted.

Forleden havde jeg fået det udfordrende og privilegerede job, at jeg skulle stå for at afvikle en temadag for alle efterskolelærerne på ISI i Ikast.

Almindeligvis er lærerne ikke dem, vi trækker først frem, som de afgørende voksne. Men det kan de absolut være – også fordi de er en uvildig part mellem alle de andre voksne, der har interesser i, at de unge sportsfolk får succes.

Specielt efterskolelærere på en idrætsefterskole har mulighed for at spille sig på banen. De kommer tæt på børnene i døgndrift, og de har børnene i de meget følsomme dannelses-år alder omkring de 14-17 år.

Efterskolelærerne på skolebænken – og skriver i hånden!
De skriver om det, de synes, de giver de unge med på vejen.

”Hvad giver I de unge med?”

Det spørgsmål fik de cirka 25 lærere at arbejde med i en skriveøvelse – skriv løs uden pauser.

Jeg har samlet et redigeret udvalg af den mangfoldighed af engagerede svar, der kom ud af det. I sin helhed både tankevækkende og opmuntrende. Der er en masse voksne, der gerne vil gøre en masse godt for de unge!

Udpluk fra skriveøvelse for ISI’s efterskolelærere: ”Hvad giver du til de unge”?

  • Jeg giver dem passion, livsglæde, ambition, personlig udvikling, dannelse, optimisme, humor, empati, hårdt arbejde, fællesskab, ordentlighed, mulighed for at fejle, vide udsatte for perfektionisme, mulighed for at arbejde med sig selv, personlighed, forståelse, svar på sit værested, inspiration, målrettethed, fordybelse, mål, fristed, gå-på-mod, livslæring, relationer, venner.
  • Giver dem mulighed for at dyppe tæerne i, hvad det vil sige at dyrke eliteidræt.
  • Giver dem en tro på, at de er gode nok, som de er.
  • Indsigt I hvad der skal til.
  • Fortæller dem at de er lige dejlige, om de vælger det ene eller det andet.
  • Give dem en følelse af at blive set som menneske og en sparring i, hvordan de som mennesker indgår i et sportsfællesskab.
  • Giver dem glæde ved at fordybe sig.
  • Viser dem de skal være nysgerrige på verden og oplyste på mere end lige deres sport.
  • Viser dem, at der er noget, der er større end dem selv, og de ikke kan leve livet alene.
  • Jeg bygger stilladser – men beder dem selv om at kravle.
  • Tryghed er afgørende. Respekt det samme. Så jobfunktionen er efterhånden lige så meget pædagog og psykolog og reserveforælder.
  • Der er nødt til at være konsensus mellem det de ”vil” – og det de ”gør”. Jeg forsøger at vise eleven sig selv udefra.
  • Jeg snakker med eleverne om at undgå at vurdere sig selv i forhold til andre – men i stedet se deres egen udvikling.
  • Giver dem uddannelse i sport og det at være menneske.
  • Jeg giver dem tydelig og sjov og arbejdsom voksen til at spille op imod, og som de kan føle sig trygge ved.
  • Fortæller dem at det aldrig hjælper at give op.
  • Arbejder for at de kan finde deres eget værdisæt.
  • Et ærligt, åbent og dialogbaseret indhold, hvor vejen overstiger målet. Det handler om at lære sig selv og sine omgivelser og sine interesser at kende, sådan at man kan træffe bevidste og oplyste beslutninger.
  • Giver dem minder for livet.
  • En oplevelse af at stå på egne ben, hvor jeg støtter og vejleder dem.
  • Jeg giver dem selvtillid gennem ros og anerkendelse.
  • Jeg giver dem forskellige værktøjer – og giver dem krav og forventninger fra min side
  • De bliver opdraget til at åbne øjnene op for forpligtende fællesskaber.
  • Jeg giver de unge et wake-up-call i forhold til, at det hele ikke handler om DIG!
  • Giver dem tro på egne evner og mod til at kaste sig ud i noget ’ukendt’, som for mange er svært.
  • Ro – hvil i jer selv – tro på jer selv!
Efterskolen har et meget ungt lærerkollegium og flere af lærerne har kun eleverne i boglige fag og har derfor ikke alle en baggrund i sporten

Hvad er det for et liv?

Undervejs i løbet af dagen blev der også skriblet lidt tankevækkende kommentarer på papiret.

Her kommer også et udpluk af dem:

  • Urealistisk selvbillede
  • Tid til refleksion
  • Dagens vigtigste budskab: ”Gode mennesker og sociale relationer”
  • Fokus på spillerummet mellem velbefindende og dovenskab
  • Vi giver ikke altid plads til, at de unge kan nå at finde egen motivation
  • Vi giver de unge redskaber til at håndtere et travlt liv
    • men presser dem måske også for meget i hverdagen?
  • Udøvere/elever skal have et forhold til træner/lærer, før de er klar til feedback
  • Børn og vores konkurrencekultur er svære at ændre til det bedre – hvis det overhovedet kan lade sig gøre? Det kræver fundamentale strukturelle ændringer
Brainstorm på ord, der beskriver efterskolelivet på ISI.

En god karakter til talentlivet

Vi slutter med en karakter til talentlivet. Er det egentlig et godt liv?

Opgaven til efterskolelærerne lød på, at de skulle vurdere de unges liv helt overordnet på en skala fra 0-10, hvor 10 var det bedste liv.

Vi endte på et gennemsnit på 7,3 – hvilket kan tolkes positivt og beroligende.

Sportslivet kan stadig et eller andet fantastisk for de udvalgte unge. Og der er mange omkring dem, der vil dem det bedste.