OG TILBYDE TO FORSKELLIGE MODELLER
Hvorfor gør vi ikke det, som vi ved er bedst for børnene?
Hvorfor gør vi ikke det, som forskningen anbefaler? Hvorfor tager vi ikke de små skridt, som vores dygtige danske eksperter siger?
Hvorfor laver vi ikke tilbud fyldt med en masse tid og rum til at være barn, som vores almindelige menneskelige intuition siger os, er bedst for de små?
Og hvorfor gør vi ikke mere for at beskytte børnene mod de voksne og deres mange interesser i at gøre dem til små stjerner – med store valg og krav og forpligtelser – så hurtigt som muligt?
Et bud på et svar:
VI er bare så vant til, at sådan er sportsverdenen nu engang, at vi helt glemmer, at det rent faktisk kunne være anderledes?!
SDU-forskere prøver at finde svaret
Det er rigtig spændende at læse artiklen fra SDU-forskerne Kristoffer Henriksen, Nicklas Stott Venzel og Louise Kamuk Storm under titlen:
’Her er vores bud på, hvorfor elitetræning finder sted i børnemiljøer.’
Artiklen kommer med en appetitvækker fra deres forskningsprojekt, der har som mål at afklare paradokset, hvorfor tidlig specialisering og store mængder af målrettet træning i en tidlig alder bliver ved med at foregå, selvom vores viden fortæller os klart og tydeligt, at det er en dårlig ide.
Hvad sker der i praksis
Artiklen lister nogle af de mange tiltag op, der trækker i den forkerte retning
– såsom tidlig udtagelse til udvalgte hold / udtagelseskriterier bygger på om børnene viser ’de er seriøse og vil det her’, og at de ’fokuserer’, og de vælger alt andet fra / der bliver stillet krav om selvtræning / træningsmængden er et kriterium for at komme ind i sportsklasser / trænerne har deres primære fokus på at vinde!
Når forskerne har spurgt til forklaringer, så siger trænerne, at det er klubformænd og forældre, der presser på. Og det er konkurrencen mellem klubber og idrætsgrene, der gør, at der bliver stress på, for hvis der ikke tidligt bliver leveret resultater, så flyttes børnene. Derfor klør alle bare på og skruer op og skruer op.
Hvad skal der til
Det tankevækkende ved artiklen er deres oversigt over, hvilke vilkår der skal ændres på, hvis virkeligheden skal ændres for børnene.
1. Først og fremmest så skal der viden ud til miljøerne om, hvad der er godt for børn! Altså også helt ud til alle de frivillige trænere i de små foreninger.
Hvilket straks rejser tillægsspørgsmålet: Hvordan når man derud, og hvordan sikrer man sig, at budskabet bliver forstået og kan omsættes i alternative metoder og tilgange?
2. Forbundene og idrætsorganisationerne skal lave anderledes turneringsstrukturer, der går efter det sociale i centrum.
Men som artiklen understreger udfordringen ved det her. For hvem har modet til for alvor at ændre på formaterne?
3. Trænerne og deres karriereveje skal også ændres, så tidligere resultater ikke bliver ’the steppingstone’.
Det er også en svær en, der kræver, at det er helt andre værdier, der stilles øverst på ønskelisten for træner-ansættelser. Andre succeskriterier såsom mange børn, der holder på, holder glæden oppe og bliver gode på sigt.
4. Tilslut kræver det nok allervigtigst, at forældrene bliver overbevist om, at det er godt for deres børn – og at det samtidig ikke behøver at udelukker, at deres børn bliver rigtig dygtige.
Det er noget af en stor mundfuld, og når det står her sort på hvidt, så virker det meget stort, meget gennemgribende og meget anderledes – og dermed for urealistisk at få vendt skuden.
Men måske er der en anden vej?
Men nej. Måske kan der opstå en ’mod-kultur’? For der er altså rigtig mange engagerede, børnekloge og livskloge forældre, trænere og ledere derude, der synes, at udviklingen i dag er så trist og forkert. Der er så mange, der begræder alle de børn, der stopper, fordi den her form for sport desværre ikke passer til de unges liv eller deres sind.
De har bare ikke noget talerør i dag. De går tavse hjem.
Hvis vi ser det som en boksekamp, så har alle dem i det blå hjørne, der gerne vil vinde og skabe store resultater i en fat, en kraft og energi, der på den korte bane er meget stærkere og har meget mere gennemslagskraft, end dem der gerne vil have ’at børnene har det godt, rart og sjovt i et alderstilpasset tempo’.
Alle de bløde i det røde ringhjørne oplever, at tingene ikke giver mening, og de orker ikke at gå ind i kampen eller prøve at lave systemet om indefra. De får ikke præsenteret nogen alternativer, så med ærgrelse pakker de bare resignerende det røde hjørne sammen og går hjem.
Skal det komme oppefra eller nedefra eller begge dele
Tilbage står vi med det afgørende spørgsmål. Hvem vil tage kampen for de barnlige børn og for den gode sport for børn?
Måske kunne vi både fra toppen og bunden begynde netop at lave tydelige alternativer.
Ændringer fra toppen og organiseringen!
Hvor Forbund, organisationer og klubber begynder at tilbyde både en rød og blå model.
– Den blå for dem, der gerne vil give den fuld gas og presse på, hvor der kan presses og præsteres.
– Og en rød for dem, der gerne vil have en ’barnlig sport’, hvor der er afmålte portioner af træningstimer og krav, og hvor der ikke bliver målt og ranglistet – men gives masser af sjove tilbud med plads til at lave andre aktiviteter i et aktivt ungdomsliv samtidig.
– Og hvor begge modeller stadig arbejder ud fra et fælles grundfokus på det fede ved at udfordre sig selv, blive den bedste man kan og høste alt det intense og givende ved at konkurrere, der bor i sporten.
Ændringer kan også ske fra bunden!
Hvis forældre, trænere og ledere går sammen om at stable de her tilbud på benene. Efterspørge dem, reklamere for dem, hjælpe dem på vej og bakke op om dem.
Måske er der et tavst flertal der kan vækkes
Måske kunne man få sat så meget fokus på denne ’bevægelse’ – med sporten tilbage til børnene – at rigtig mange af de voksne, der ellers stille har givet op, vil fange signalet og steppe op.
Jeg møder SÅ MANGE af de her forældre på min vej. Forældre der er oprigtigt kede af, at deres børn er stoppet med sport, og ærgerlige over at der ikke var et tilbud, der kunne passe til deres sportsglade børn.
Men det tankevækkende er, at de her forældre ikke er dem, der råber op. Det er jo de blå, der dominerer. Det er nemmere at være dem, der passer til systemet – end at være dem, der gerne ville have, at tilbuddene så lidt anderledes ud.
De røde aner jo ikke, at der kan være et alternativ. Hvis de vidste det – hvor mange vil så ikke vælge den røde vej for deres børn? Men de røde forældre er netop i sagens natur ikke inde i sportens verden – og kender derfor heller ikke spillereglerne og historikken. Og når du ikke gør det, er det meget svært at udtænke et kvalificeret alternativ og råbe op: ”Hej venner, hvorfor gør vi det ikke lidt anderledes?”
Vi hører jo meget sigende kun de blå forældre, der enten har egne interesser i at deres børn skal blive skidegode. Eller de mange forældre, der bare af godt hjerte vil gøre det bedste for deres børn og støtte dem, i det de nu har kastet sig ud i. Og som forældre accepteres de vilkår og spilleregler, der nu er – uden at sætte spørgsmålstegn ved dem. Forældrene løber bare med så godt de nu kan på sidelinjen.
Men selvom der altså er mange ’tavse’ forældre, der tidligt trækker sig fra sporten sammen med deres børn – så kan det være, at de vil komme stormende med en imponerende styrke og gennemslagskraft, hvis vi gav dem en bane at spille med på.
Hvem kan bringe nye tilbud på banen
Det er altså en sjov tanke.
At børnesporten ikke behøver at afgå ved døden – men kan finde sin egen vej til et format med TO VEJE, der mest af alt giver børnene et super fedt tilbud om at spille, lege, dyste, konkurrere og dygtiggøre sig – i børnenes eget tempo og mens de også laver alt muligt andet!
Så når børnene møder ind i sporten, så vil de opleve, at de kan vælge mellem to konkurrence-tilbud i klubben. Den blå vej ’som man plejer’ med fuld fart på – eller den røde med en børne-tilpasset indpakning.
Denne model med de to veje tager afsæt i respekten for, at der er mange meget stærke konservative kræfter i sporten, der vil være svære at få til at ændre på metoderne. Men også gjort med det perspektiv, at det måske vil være den røde model, der vinder på lang sigt.
Tilbage står vi bare med den sidste udfordring: For hvordan kan den bevægelse startes?
Måske kan Kongen gøre noget ved det? Han har jo sporten i sit blå blod.
Eller dig og mig?
