Brøndby og FA2000’s unge fodboldspillere, Gentoftes elitesvømmere og Høje Taastrups talentforum…
Jeg har været ude i en del forskellige miljøer og foreninger i løbet af de sidste par måneder og haft trivsel og ’det gode miljø’ på dagsordenen.
Men det interessante er, at når jeg er ude og spørge dem, der er midt i det pulserede sportstalentliv, så er det ikke store trivselsproblemer, der bliver bragt frem, når jeg spørger til deres hverdag. Så handler det mere om det jordnære som frustrationer over ting som tidspres, sociale issues, ordentlig kommunikation og sammenhæng mellem skole, klub og forældre mm.
Så hvad er problemet?
Hvorfor er det nødvendigt at begynde at snakke om trivsel i konkurrencesportens små og store miljøer for børn, unge og garvede. Er der da noget galt? Gør vi ikke bare som vi plejer?
Der har ikke været brug for at diskutere den slags tidligere. Sport har jo bare haft sin egen verden og sit eget spil og regler. Så hvis vi synes den slags er sjovt, så hopper vi med på vognen og ser, hvor langt det kan tage én.
Neeejjjjj, sådan er det så lige pludselig ikke.
Men sporten er ikke det eneste univers, ’det går ud over’. Der bliver snakket trivsel rigtig mange steder. I skoler, i familier, på jobs mv. Vi må være nået derop på toppen af Maslows behovspyramide, hvor vi nu har alt, hvad vi overhovedet kan drømme om at putte i hovedet, underholde os med, gøre tilværelsen komfortabel og luksus-dovne-agtig med. Så er der kun det sidste tilbage. At vi også skal have det godt og kunne nyde livet. Men det er måske den allersværeste opgave – at finde den evige lykke. Det er så rystende og slående, at kurven over mentale problemer og mistrivsel bare stiger og stiger i disse år. Ikke mindst hos de unge og hos pigerne.
’Svømmesagen’ har sat dagsorden
Vi var allerede begyndt at pippe om trivsel i sporten rundt omkring i hjørnerne, da ’Svømmesagen’ kom og satte en meget stærk ny dagsorden i konkurrencesporten og præstationskulturen. DR-dokumentaren, der kunne fortælle en meget overraskende historie om, at man havde et elitemiljø i svømmesporten, hvor man ikke behandlede svømmerne godt, man talte grimt til dem, udskammede dem, kastede plastikstole efter dem og mobbede dem. Og de fleste fandt sig i det og toppræsterede endda, mens andre knækkede nakken og forsvandt langt væk fra sporten og hen i sundhedsvæsenet med sårede sjæle.
Så hvad er problemet?
At der bliver talt grimt og nedgjort atleter rundt omkring? Nej, det er heldigvis ikke kutymen i Danmark. Men hopper vi op i metaplan og kigger ned på sporten, så er der noget andet, der udspiller sig på den store bane. Så er det som om, man kan se en slagmark optegnet.
Ude fra venstre kommer alle de uskyldige, søde, små, håbefulde sportsbørn gående klædt på til fest og farver og kamp.
Ude fra højre kommer en alvorlig hær marcherende ned mod børnene bevæbnet med forpligtelser, krav, karriereplaner, specialisering og sortering, tilbud om særlige skoleordninger og uddannelsessteder, talentidentifikationsredskaber, udskillelsesmetoder og optimeringsprincipper – måske også kontrakter og penge.
Børnene møder den voksne alvor et sted
Et sted på sportens slagmark mødes de to verdener og filtres sammen og rodes ind i hinanden. Det er ikke muligt at se lige præcis, hvor eller hvornår det sker – men ser man over tid, kan man tydeligt fornemme, at den alvorlige voksen-eliteidræt infiltrerer det uskyldige børneliv tidligere og tidligere.
Røgen står op fra feltet. Det oser af fascinerende præstationsforbedringer – hurtigere, smartere, stærkere, optimeret, ekvilibrisme stadig i voksealderen. Men den knitrende ild blander sig med sort røg, der ulmer op fra præstationspres, selvdisciplinering, overbelastningsskader, store valg, forpligtende drømme, kostplaner, voksen-disciplin og kontrol med kontrol på.
Det er her, vi har problemet
Der går sjældent en brand af ingenting. Og konkurrencesportens iboende kræfter er stærke. Det går jo den vej hele tiden og har altid gjort det. Det ligger i præstationskulturens sjæl. Det handler jo om hele tiden at blive bedre og kunne presse sig længere, højere og hurtigere ud ad tangenten. Konkurrencesport handler om at blive bedre i dag end i går. Det handler om at gøre det bedre end alle de andre.
Den drivkraft er jo fed og fascinerende. Det er derfor, det er skide sjovt selv at spille med. Det er aldrig kedeligt, Der sker altid noget. Man er altid på vej. Også når det går baglæns. Så gælder det bare om at få vendt bøtten og komme op på den vindende hest igen.
Men det er også den drivkraft, der giver os problemerne. Eller skal vi sige udfordringerne.
”Gør det bedste du kan” – eller – ”Gør dét, der skal til”
Problemet er, at når det handler om elite og konkurrence, så skal vi videre. Vi skal ikke hjem, og vi skal ikke stå stille. Det handler om ”at gøre dét, der skal til”. Og i det internationale og globale system betyder det, at det ikke længere er nok, ”at gøre det, så godt man kan”. Dvs. gøre det, der føles naturligt og overkommeligt – hvor man ikke bryder udover de grænser, der spænder hverdagen for hårdt og skaber mistrivsel.
For det er lige præcis den her usynlige streg, der ligeså stille og ubemærket bliver overskredet, når udviklingen bliver ved med at presse på og bede om mere…, længere… hårdere… tidligere…
Det er den streg, der går mellem det, man kan gøre ’ubesværet og naturligt’, og dét der driver én udover ens naturlige kapacitet, der larmer.
Så selvom dem, der står midt i det, ikke ser springet ud på det dybe, men bare bliver lidt mere forpustede over at løbe lidt hurtigere og trækker lidt dybere ned i det mentale for at leve op til kravene, så bliver spillets grundregler og præmisser ændret.
Løbende trivsels-tjek
Det er derfor, at det i dag er super relevant at se på trivsel. Vi er allerede presset derhen, at det bør blive et must med løbende ’sports service-tjek’.
Det er derfor, at ’det der trivsel’ ikke bare er et moderne buzzword, som skal flytte ind i sportens univers ligesom i alle andre miljøer. Det bliver pludselig mega relevant at sætte fingeren på pulsen og få afkodet, om sporten er ved at udvikle sig et sted hen, hvor alt det, der skal leveres for at klare sig i den skærpede konkurrence, der lige får et lille nyt nyk opad hele tiden, ender med at blive til mere, end hvad der er sundt og godt. Hvor presset på personens hverdag, sjæl og krop skaber mistrivsel.
Mennesket før resultaterne
Helt aktuelt skriver professor og idrætspsykolog (ved SDU og Team Danmark) Kristoffer Henriksen i en hel aktuel artikel her i slut marts 22 (Unge talenter er ikke små eliteatleter) – at vi skal passe på ikke at træne børn, som var de små voksne og kopiere den voksne eliteidræts modeller over til børn og unge. Han slutter artiklen med at slå fast, at det bør være mennesket først, og resultaterne bagefter for de unges sport.
Det er vand på min mølle, men samtidig åbner det også op for en diskussion. For holder prioriteringen af mennesket op med at tælle, når atleterne bliver ældre og/eller når de kommer op i professionel og kommerciel eliteidræt? Gælder det også for alle de atleter, der får Team Danmark støtte. Og hvilke valg/fravalg, skal der gøres, hvis mennesket kommer først? Hvis trivsel får lov at komme først – hvad skal vi så gøre anderledes?
Det næste spørgsmål, der popper op, er om trivsel er noget, vi gør for moralens skyld? Eller er trivsel bare et middel til at præstere bedre? Eller er trivsel et mål i sig selv?
En model der gør trivsel konkret
Helt grundlæggende er det afgørende at afklare, hvorfor vi tager trivselsdiskussionen frem. Og hvor meget vi vil prioritere efter den. Og så handler det selvfølgelig også om at gøre tanker og snakke til noget aktivt og konkret og gøre en forskel ude i virkeligheden. Men her løber vi på endnu en udfordring, for trivsel er sådan en svær og diffus ting at arbejde med.
Det er derfor, jeg gennem det sidste års tid har brugt meget tid på at få ommøbleret de store tanker til små indsatsområder. Jeg har udviklet en model, der forsøger at konkretisere trivsels-snakken og gøre den helt konkret og operationel. Modellen tager fat i fire dele af et sports-talent-liv. Modellen laver det diffuse begreb trivsel om til gode rammer, vilkår, værdier, metoder og kompetencer, der skaber et godt liv.
”Being well – being good”
Modellen gør det muligt at vurdere/diskutere sit eget lokale miljø – både ift. rammerne og rutinerne / miljøet, stemningen og kulturen / potentialet for personlig udvikling / mentale og menneskelige redskaber og ressourcer.
Ja, så jeg glæder mig personligt til at komme ud igen og igen og snakke om de her ting ude i miljøerne. For der er ingen tvivl om, at trivselsdebatten er kommet for at blive.
Jeg læste et godt slagord forleden, der så klogt sætter tingene på spidsen. Et helt centralt spørgsmål til alle sportsforældre – og egentlig også til trænere, ledere og politikere:
“Do you want the best for your kids? Or do you want your kids to be the best?”
I dag er det ikke to sider af samme sag. Det er problemet / udfordringen.