Svigter vi sportsforældrene

I de gode gamle dage hed det sig

… at forældre skulle holde sig langt væk, og de havde ikke noget at gøre i sportsklubberne udover at aflevere deres børn der. De skulle absolut ikke blande sig eller forstyrre trænere med en masse opringninger om deres eget barn.

Men i dag hedder det sig

… at hvis du vil blive til noget som ungt sportstalent, så kan det ikke lade sig gøre uden forældrenes hjælp. I dag koster det blandt andet en masse tid, for forældrene skal hjælpe med en masse mad, benzin og vaskepulver for at få dagligdagen til at fungere i det tidspressede skema. Det kræver involvering og stillingtagen til en masse spørgsmål og vigtige valg af uddannelse, klub, satsningsgrad, rådgivere mm. Og det koster en masse penge for udstyr, stævner, internationale træningslejre, dygtige skadesbehandlere og måske personlige trænere.

Fremover kommer det til at lyde

… hvor er forældrene i det her? Efter DR-dokumentaren ’Svømmestjerner – under overfladen’ kom forældrene igen i spil. Men i denne sammenhæng lød spørgsmålet: Hvorfor var der ikke forældre, der så kritisk på, hvad der foregik til den daglige træning? De måtte jo kunne se på deres børn, at de ikke var i trivsel!

Nej, det at være forældre til et sportsbarn er ikke for sjov i dag – og det at have samarbejdet med forældrene er heller ikke altid sjovt for trænerne og lederne ude i klubberne. Men hvordan ser virkeligheden ud derude?

Jeg fik en kærkommen mulighed for at sætte fingeren på pulsen gennem de seneste arbejdsopgaver, jeg har haft.

Møde med virkelighedens forældre

For nogle uger siden var jeg inviteret af Fredericia Kommune til at lave et par workshops med elever og forældre fra de nye sportsklasser på 7. klassetrin om Life Skills. Hvordan får man en hverdag til at hænge sammen?

For de fleste forældre er det jo et helt nyt territorium, de entrer, og det gav mange gode snakke og nye erkendelser om det liv, der venter forude. Vi arbejdede blandt andet med nogle af de typiske dilemmaer, familierne højst sandsynligt vil komme til at stå i. Det kan være situationer, hvor forældrene skal finde ud af, om de skal støtte eller presse; pushe eller holde igen? Konflikter hvor de skal finde ud af, hvornår familien eller skolen skal prioriteres fremfor sporten; eller om der skal tages særlige hensyn i fordeling af opgaver og opmærksomhed derhjemme ift. andre søskende?

Mangler viden for at være konstruktiv kritiske

Men én ting er alle de udfordringer, der ligger på hjemmebanen i familien. Noget helt andet er det som forælder at kunne/skulle tage stilling til, hvad der foregår på udebanen – på sportsbanen.

For hvordan skal forældrene blive klædt på til at være bagstopper for, at deres børns sport foregår på en ’god måde’, der både skaber trivsel, positiv personlig udvikling og livslæring – og også foregår på en måde, der er den bedste for børnene?

Forældrene har ikke adgang til den nye forskning og viden om, hvad der er godt for børnene og er gode præstations- og udviklingsmiljøer for unge mennesker. Det blev meget tydeligt i mødet med de søde forældre, der sad der med deres sports-poder og tydeligvis havde rigeligt at gøre med at få alt det nye med sportsklasser og morgentræning mm til at gå op i hverdagen.

Pressens historier skaber myter og præcedens

Det var helt nyt for forældrene at blive konfronteret med, at Team Danmark og forskerne i dag anbefaler er at holde specialiseringen og selekteringen tilbage. Det gælder ikke længere om at få 10.000 timer ind i børnene i en fart. Det gælder om at give de unge en hverdag med luft og med mulighed for at dyrke andre idrætsgrene og have andre interesser så længe som muligt.

Når forældrene i stedet henter deres viden fra de historier, vi alle får fortalt gennem medierne om blandt andet som stjerner som Williams-søstrene, Tiger Woods og Caroline Wozniacki, som er blevet trænet systematisk fra de er helt små, så er det oplagt at tro på, at det er den bedste vej.

Er det trænerne og klublederne der tager initiativ

Men hvordan får vi så klædt forældrene bedre på til at give konstruktiv kritisk modspil til børnenes miljøer – og netop sætte fokus på, at det skal være godt for børnene! Og være godt for deres motivation, lyst og (sunde) kroppe. Så de forhåbentlig får en livslang tilknytning til sport.

Er det trænerne og lederne ude i klubberne, der er gearet til at møde forældrene og gøre det til en fælles sag at skabe daglige træningsmiljøer, der passer til børnene og deres behov lige der, hvor de er?

Møde med virkelighedens trænere og ledere

Kort tid efter mit møde med virkelighedens forældre i Fredericia, var jeg så heldig at møde en masse af dagligdagens trænere og ledere, da jeg var i Høje Taastrup Kommune og lave workshops i deres Talent-Forum. Det gav et realitetstjek af, hvordan forældrenes kontakt med deres børns sport er til daglig.

Og helt tydeligt. I hverdagen handler samarbejdet oftest om at klare de praktiske opgaver, hvor klubberne har brug for en frivillig hånd – og hvor de ikke har brug for den daglige indblanding i det sportslige. Der er ikke nogen fora eller traditioner for, at man snakker om de overordnede rammer, metoder og principper med forældrene – det er ikke den daglige trivsel, der er på dagsordenen.

Så det er tydeligvis ikke klubberne, der har viden eller ressourcer til at inddrage forældrene på det her plan og sætte fokus på de dybere værdier – og gå i dialog med forældrene = børneeksperterne om at sikre sig, at det daglige liv i sporten foregår på den bedste måde, der skaber mest mulig trivsel og bedst mulig sportslig og personlig udvikling hos de unge.

What to do

Så meget klogere sidder jeg her tilbage med udfordringen – hvad kan vi gøre ved det? Hvordan kan vi give forældrene den hjælp og støtte, som både de og sporten har brug for?

Jeg tænker helt simpelt, at vi bør give sportsforældrene tilbud om viden og inspiration – og det bør være en del af børnesportskulturen at klæde forældrene på til tackle de mange udfordringer – invitere dem indenfor i maskinrummet. Ikke fordi de skal blande sig i at sætte hold til næste gang.

Men fordi de skal kende til de principper, værdier og metoder, som man bruger her i klubben – og som er til diskussion.

– Så de kan skubbe på for at kvalificere de gode miljøer for deres børn.

– Og så de som forældre – som en ekstra gevinst – måske også kan få tid, sted og et netværksforum til at snakke med hinanden, sparre og måske hjælpe og støtte.

– Samtidig kunne man håbe, at man ved at samle forældrene om andet og mere end hver deres eget lille ’store talent’, så kommer forældrene også til at flytte deres fokus og energi ud på tiltag, der gavner hele fællesskabet.

Der er helt sikkert mange muligheder og veje. Men hvem samler den bold op?

Læs eventuelt mere i bogen: SPORTSFORÆLDER – Familierevolutionen du ikke så komme

Hvad gør vi så, hvis der er mange, der ikke trives?

Opråb fra Jan Harkamp efter at have dokumenteret ‘mental usundhed’ i dansk eliteidræt

Del 2 af 2

Dette er del 2 af historien om, hvordan mental sundhed for alvor kom på dagsordenen efter DR-dokumentaren ’Svømmestjerner Under Overfladen’ – ud fra et interview med journalist Jan Harkamp.

Del 1 (28.7 – Jan Harkamp har igen sat atleternes ve og vel på dagsordenen) handlede om den proces som DR-journalisten var igennem for at lave denne kritiske historie fra dansk eliteidræt, og denne del handler om de videre perspektiver for gode miljøer for både børn og voksne fremover.

Norge viser vejen

Når vi snakker om den fremtidige indsats og løsninger på de mentale udfordringer, som sporten har, så fremhæver Jan Harkamp Norge, som de danske journalister besøgte undervejs i deres research.

”I Norge har de en organiseret og professionel indsats mod spiseforstyrrelser med en afdeling, der har ansvar for atleternes sundhed. Her arbejder de med at tage hånd om de skrøbelige og arbejder med et stoplys. Når udøvere har en spiseforstyrrelse, så lyser det rødt, og så får de syge atleter ikke lov til at konkurrere.

Når Morten Mølholm i DIF argumenterer for, at vi i Danmark vælger ikke at reagere på spiseforstyrrelser, fordi det så bliver et problem, at de forstyrrede atleter ikke har noget tilbage uden deres sport, så synes jeg, at det er helt forkert. For det er farligt at konkurrere med en spiseforstyrrelse.”

Vi burde være på forkant af præstationssamfundets pres

Helt overordnet argumenterer Jan Harkamp for, at når der er nogle, der er skrøbelige, og vi ikke har antennerne ude eller arbejder med sund fornuft, så løber vi en stor risiko på deres vegne, og det er dét, at vi skal diskutere. Han forsøger selv at bidrage med konkret indspil.

”Man skal ud i klubber og miljøer og snakke om det svære ved at være god, og hvilke faresignaler man skal være opmærksom på. Det er en lappeløsning bare at sende en diætist ud. Udviklingen bør tackles i stedet for. Alle skal være opmærksomme på, at tingene altså ikke er, som de altid har været.

Verden omkring ændrer sig, og derfor bør idrættens store organisationer være meget mere proaktive og prøve at være på forkant med de vilkår, som det omkringliggende samfund sætter for de unge – også i sporten. Så jeg glæder mig til at se, hvordan DIF og Team Danmark vil tackle de her udfordringer i de kommende år.”

Og for Jan Harkamp er det netop det vigtigste ved hele den her sag – at se fremad og ændre adfærd, hvor det er nødvendigt. Men han påpeger også, at der ligger endnu flere udfordringer for sporten og venter forude.

”Når vi har et præstationssamfund omkring os, så præger det de nye generationer. De unge lever med at blive enten en succes eller en fiasko, og de bliver målt og vejet på en meget kontant måde stort set alle steder i deres hverdag. Det stiller nye og skærpede krav til organisationer som DIF og Team Danmark at gøre sporten klar til at rumme de her unge under pres. Det kan sporten ikke gemme væk. Derfor skal vi være opmærksomme og lytte.”

Vi skal i gang med at debattere vores elitemodel

Jan Harkamp trækker diskussionen videre, og for ham handler denne her problematik i sidste ende om, hvordan vi vil have eliteidræt i Danmark.

”Vi er nødt til at diskutere vores danske model. Vil vi køre efter, at det kun er medaljer, som Team Danmark skal måles på? Vi trænger til ny dansk model, hvor vi tager hensyn til andet end medaljer.

Vi er ikke Østeuropa, og vi skal ikke arbejde med kæft, trit og retning. Der skal ikke være modsætningsforhold mellem at respektere det enkelte menneske og levere topresultater. For resultaterne skal ikke bygge på et ’vi-skal-lide-for-det-narrativ’.

Vi skal have en elitesportsmodel uden psykiske problemer, hvor vi anerkender, at ingen er ens, og alle skal finde deres egen vej – og hvor vi snakker med hinanden i en god tone.

Vi skal i gang med at debattere, hvordan det er at være elite i dag, og hvordan tager vi som samfund og sportsverden tager hånd om det. Vi trænger til det,” slutter Jan Harkamp snakken af med vanlig uforbeholden energi.

Der er allerede sket noget

Og der er kommet gang i tingene. Siden jeg lavede dette interview med DR-journalisten, er der sket det en del på området.

”Der er ingen tvivl om, at det er benhårdt at dyrke idræt på eliteniveau, men det skal ske på en ansvarlig måde, hvor der også er fokus på atleternes trivsel.”

Sådan skrev kulturminister Joy Mogensen (S) meget rammende i den pressemeddelelse, der fulgte med offentliggørelsen af et lovforslag, der blandt andet betyder, at Team Danmark kommer til at oprette en instans, som eliteidrætsudøverne kan gå til i tilfælde af mistrivsel. Lovforslaget betyder også, at Team Danmark fremover formelt får en tilsynsforpligtelse.

I Team Danmarks strategiplaner for de kommende fire år er mental sundhed også skrevet ind allerøverst på listen over indsatsområder. Team Danmarks mål er både at kunne identificere hvilke faktorer, der er afgørende for mental sundhed og trivsel – og at lave en målrettet indsats indenfor disse områder.

Der sker også mange bekymrende ting

Men samtidig med, at de ansvarlige politikere adresserer området, så bliver behovet for et grundigt tjek af miljøerne og metoderne desværre tydeligere og tydeligere.

Sagerne er mange. Human Rights Watch har netop offentliggjort en rapport, der beskriver hvordan unge japanske talenter bliver udsat for simuleret drukning, lussinger samt slag med bat og stokke.

Engelske gymnaster er også for nylig stået frem og fortalt om, hvordan de er blevet mishandlet med både kropslig udskamning, spiseforstyrrelser, medicinering og fysisk afstraffelse – blandt andet ved at få hældt sprit på deres blødende hænder.

I dokumentaren ’Athlete A’ fra 2020 bliver sagen om mangeårigt seksuel misbrug af de amerikanske gymnastikstjerner blandet op med beskrivelse af et miljø, hvor den misbrugende læge bliver beskrevet af pigerne: ’Som den eneste, der overhovedet var rar og menneskelig overfor dem’.

I den intense og uspeakede dokumentar fra 2018 om den russiske OL-guldvindende rytmiske gymnast Margarita Mamun ’Helt til grænsen – og længere’ får man uden filter lov til at høre, hvordan hun igen og igen bliver nedgjort og talt til, som overskrider alt, hvad vi ’almindelige mennesker’ overhovedet vil kunne bære eller finde os i.

– Vi er meget opmærksomme på, hvad vi kan gøre for dem, der bliver trykket i systemet. Og hvis atleterne ikke kommer frem med det, så kan vi ikke gøre vores arbejde. Så det er guld værd, at nogle står frem og fortæller om deres oplevelser. Jeg håber, det her gør, at man i fremtiden ser atleter, der siger, at noget er i uorden, før det bliver kritisk og meget alvorligt. For én atlet, der oplever overgreb, er én for meget, lyder kommentaren fra Team Danmark direktør Lone Hansen til DR ovenpå de mange sager, hvor eliteidrætsfolk nu står frem.

Den store udfordring med at definere og konkretisere

Ja, historierne er mange, og det kalder i den grad på, at der bliver set grundigt og kritisk på miljøerne med mental sundhed og trivsel for øje. Men der er et stort spænd fra disse drastiske og dramatiske historier til de mere diffuse tilstande, der kan påvirke en ung atlet på afgørende vis mentalt. Her er et stort, blødt og uudforsket univers.

Den store udfordring bliver at få defineret, hvad der er mentalt sundt og usundt? Hvordan kan vi operationalisere og måle på det følsomme og per definition ikke-målbare-indre? Og hvor sætter vi grænserne? Hvad er ok, og hvad er ikke? Og hvem skal holde øje?

Det er på alle måder et komplekst og følsomt område, der er åbnet op for. Det ved jeg ud fra egne erfaringer. Det har været en løbende udfordring for mig netop at forsøge at fange de indre flyvske reaktioner, siden jeg allerede for mere end ti år siden startede med at lede efter redskaber og begreber til at indfange glæde og trivsel i talentmiljøer. Blandt andet med bogen ’Jagten på glæden – og det bedste talentliv’ og med DR-Temaaftenen ’Ikke uden glæden’.

Og én ting er sikkert. Det er ikke blevet nemmere siden! Glæde og trivsel er både så simpelt og enkelt – og samtidig så komplekst og diffust!

Til slut er tak til Jan Harkamp herfra

– både for tiden og for at dele

– og for at tage sin tørn for at skabe de bedste miljøer

Jan Harkamp har igen sat atleternes ve og vel på dagsordenen

Del 1 af 2 – om hvordan en journalists arbejde har fået sat menneskelige historier på det diffuse begreb om mental sundhed.

Et nyt begreb er dukket op i sportens verden de sidste par år – mental sundhed.

Men selvom der er blevet snakket en del om mental sundhed, og alle er enige om, at det er vigtigt, så er der nok mange, der som mig har haft svært ved helt at indfange, hvad det er og ikke er? Hvor det er og ikke er? Og hvad vi skal gøre og ikke gøre for at passe godt på det?!

Men et tv-program og en ihærdig journalist ændrede på det i april 2019. Jan Harkamps DR-dokumentar ’Under overfladen’ (produceret i samarbejde med kollegaen Anders Rud) gjorde det mentalt usunde meget konkret og bekymrende gennem historier om spiseforstyrrelser og mentale lidelser i dansk elitesvømning. Og siden da er mental sundhed og trivsel for alvor rykket helt op på toppen af den idrætspolitiske agenda.

Overordnet set rummer denne historie om mental sundhed flere historier i sig selv. Det er både fortællingen om, hvordan ’en enkelt case’ kan skabe den ’store dagsorden.’ Men det er også historien om, hvordan en enkel stædig journalist kan gøre en stor forskel.

To artikler – om processen og om perspektiverne

Jeg kender Jan Harkamp fra min tid på DR-Sporten, og jeg har gennem de seneste år stået på sidelinjen og fulgt med i, hvordan han med sine dybdegående undersøgelser ned i det, der gør ondt og er grimt, flere gange har været med til at ryste dansk idræt i grundvolden.

Derfor spurgte jeg Jan Harkamp, om han ville dele – både sine oplevelser med selve den proces, det har været at grave kritisk ned i elitesporten – men også hans syn på den sportsverden, som vi kan/skal tilbyde vores unge sportsudøvere i dag og fremover.

Jeg har valgt at gøre det til to artikler her på bloggen.

  • Den første kommer her og har fokus på selve processen bag dokumentaren.
  • Den anden handler om de fremtidige perspektiver, og ’what to do’?!

Og jeg skriver om det her i Talenternes Talerørs regi, fordi dét, Jan Harkamp og andre ser og bekymrer sig om på den korte bane, er relevant for talentvirkeligheden på den lange bane.

En lyst til at råbe op

”Hvis jeg ikke var journalist, så ville jeg blande mig meget mere og råbe op. Så vil jeg blive debattør.”

Der er ingen tvivl om Jan Harkamp har en særlig energi og stærk motivation for at arbejde med at fortælle de kritiske historier. Og den tidligere mange gange dansk mester i bordtennis har altså valgt den journalistiske vej til at prøve at gøre en forskel.

Og det har han gjort med stor succes og synlig effekt.  Først med sin dokumentar om ’de farlige frivillige’ og pædofili i sporten, der efterfølgende medførte, at man indførte reglen om straffeattest for ungdomstrænere. Og nu her med ’svømmesagen’.

Reaktionerne har været stærke og overraskende

”Jeg havde ikke set denne reaktion komme. Men jeg kan jo godt mærke, at vores arbejde har haft en stor effekt.”

Det er Jan Harkamps første kommentar til den store opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på dokumentarprogrammet ’Under Overfladen’. For stort set hele Danmark blev bekendt med ’svømmesagen’ og de ulykkelige casehistorier med psykisk nedbrudte svømmere, der i foråret 2019 stod frem og fortalte om menneskeligt nedgørende træningsmiljøer.

Efter programmet og den intense debat, gik eliteidrætten i gang med at se indad. Det blev blandt andet til et farvel til nogle trænere, og kulturministeren satte en uvildig undersøgelse i gang, der udmøntede sig i en rapport fra Kammeradvokaten. Rapporten blev offentliggjort i februar, og den underbyggede de kritisable forhold og metoder, som DR-dokumentaren havde beskrevet. Svømmeunionens mangeårige direktør måtte gå af, og mental sundhed og trivsel kom helt op i toppen af de fremtidige strategiplaner hos Team Danmark.

På jagt efter det svære og komplekse

Jan Harkamps fortælling om den proces, der lå bag dokumentaren, starter hjemme i hans soveværelse.

”Jeg har altid haft en blok liggende ved siden af min seng til at notere i, hvis der dukker idéer til historier op. Jeg har altid brændt for at fortælle historierne om de svære og komplekse ting. Det er jo de følsomme sager, der er fascinerende, og samtidig er sport jo oftest et spejl på, hvad der foregår ude i det øvrige samfund. Jeg har det så sådan, at hvis vi oplever folk derude, der har det dårligt, så kan vi ikke være neutrale. Så må vi gøre noget. Jeg kan ikke lade være med at engagere mig.”

Når Jan Harkamp starter med at fortælle, får han en glød i både øjne og stemme, så du ikke er i tvivl om, at han mener det. Han er typen, hvor der ikke er langt ned til det sted, hvor han bliver ramt og engageret. Han er en sjæl med ild i og en stædig en af slagsen. Og som han siger, har han det helt ok med – ”at skulle være en skurk og gå imod flokken, hvis det skal være nødvendigt”.

Og når Jan Harkamp involverer sig og udtrykker sig, så gør han det gerne med korte og kontante statements – gerne tilsat lidt ironisk distance – som han også starter med at slå fast i vores samtale:

”Jeg har endnu ikke set det bevist, at man bliver bedre, når man bliver tiltalt med ’fede svin’”

Spiseforstyrrelser havde stået længe på listen

Historien om spiseforstyrrelserne havde længe stået i notesbogen hos den tidligere elitesportsmand, som selv har mærket under huden, hvad der kan være både godt og skidt i dette særlige eliteunivers. Så han vidste, at spiseforstyrrelser var et issue rigtig mange steder. Men det var først, da en kvindelig russisk skøjteløber ikke mødte op for at vinde den forventede guldmedalje ved OL i Sochi, at han tænkte, at nu er det nu.

”Jeg mødte megen modstand, da jeg begyndte at forhøre mig om spiseforstyrrelser, og mange benægtede, at det forekom. Og da vi første gang henvendte os til svømmeforbundet, afviste de os blankt og syntes, det var helt uforståeligt, at vi ville kigge nærmere på deres miljø på baggrund af de cases, vi var stødt på.

Det var nok den bedste og mest motiverende medicin, de kunne give os, og efter deres afvisning sagde jeg til min makker, at nu går vi all in! For jeg var sikker på, at der lå mere bag historien, og det lignede det samme mønster, som da jeg arbejdede med de farlige frivillige, hvor alle også benægtede pædofili fra start,” forklarer Jan Harkamp, som gennemførte den store research i tæt samarbejde med makkeren Anders Rud fra DR Sporten.

Mange udfordringer og megen modstand

”Herefter var det hårdt journalistisk arbejde, og vi var i kontakt med mange, der havde oplevet problemer, og det endte faktisk med at blive et problem med de mange problematiske cases, for vi ville jo ikke skabe et skævt billede, hvor vi kun havde negative kilder. Den fordeling skulle vi hele tiden prøve at balancere.

Vi havde samtidig en anden stor udfordring, for der var mange kilder, der trak sig, fordi de var bange for at stå frem med deres spiseforstyrrelser. De var nervøse for at blive straffet, hvis de udtalte sig kritisk.

Undervejs i researchen oplevede vi også, at der blev sendt mails ud til klubberne, der satte spørgsmålstegn ved vores troværdighed og redelighed. Der var mange svømmeklubber, der henvendte sig og fortalte os, at de fik disse henvendelser og følte sig truet til tavshed. Men de bekræftede os samtidig i, at vi havde fat i de rigtige.”

Dansk sport er bange for at blive ramt på konkurrencedygtigheden

”Det forstærkede bare vores fornemmelse af, at vi havde ramt noget. Det var en gigantisk provokation og drivkraft – specielt fordi dette område har med unge mennesker at gøre. I den her sammenhæng er det lige meget, hvor talentfulde de er. Det er deres identitet, helbred og fremtid, der er på spil.”

Når Jan Harkamp skal prøve at analysere modstanden i et større perspektiv, handler det for ham om det overordnede behov for vedvarende at kunne og skulle levere resultater.

”Jeg tror, at sporten ikke vil anerkende spiseforstyrrelserne, fordi det er et problem, som sporten selv har skabt. Lederne er bange for, at hvis de ikke kan få lov til at blive ved med at pushe på atleterne, så taber vi terræn. Så de føler sig presset til at skrue på alle parametre. De bliver forvirrede, hvis nogen vender tingene på hovedet og stiller spørgsmål ved, om det kun er medaljerne, der skal tælle.”

Den farlige historie om ’at det skal gøre ondt’

Der er ingen tvivl om, at de unge atleters vilkår berører Jan Harkamp personligt, som han udtrykker det: ”Det giver mig helt ondt i maven!” For dét, han har set, er samtidig, at atleterne ukritisk tager miljøets narrativ op.

”Det er den fortælling, der hedder, at des hårdere de bliver behandlet – des bedre bliver de. De tror på det, når trænerne siger: ’I skal tabe jer og træne mere, og det skal gøre mere ondt.’ Men det er et tåbeligt, unuanceret og forenklet narrativ, der kører big time og sidder dybt i dem.

Os, der har levet i eliteidrætten, ved, at sporten meget let bliver ens fulde identitet, og det får os til at klamre os til dette vante univers og negligere faresignalerne. Men der er brug for, at nogen skal tage voksenhatten på og sige fra, hvis det ikke er sundt for dig.”

Atleterne retter skylden mod dem selv

Dét, Jan Harkamp har set gennem den lange research, er, at fordi atleterne bare bider tænderne sammen og hænger på, så bliver sporten til åbent slaraffenland for dem, der presser på psykisk. Specielt fordi idrætsfolk er så selvkritiske. En meget vigtig pointe for Jan Harkamp.

”Det er tabu for atleterne at erkende, at de er sårbare og pressede. Det er meget sigende, at deres første reaktion, når korthuset falder sammen, faktisk altid er: ’At det er min egen skyld.’ Det er skamfuldt for dem, at de føler sig svage, fordi de ikke har kunnet holde til presset, så de holder problemerne tæt ind til kroppen.”

Det psykiske er stadig tabu

Men for Jan Harkamp handler problemstillingen også om noget helt andet. En berøringsangst overfor det indre univers’ sårbarhed.

”Det tabu, vi har i vores samfund overfor at snakke om psykiske problemer, det gælder i sporten gange 15. Vi vil gerne se atleterne som stærke, uovervindelige og særlige. Men i virkeligheden er de meget skrøbelige, fordi der er så meget på spil for dem, og de ikke har noget andet at falde tilbage på.

Atleterne er tavse overfor hinanden og skjuler de svage sider, og det har forbund og andre indirekte lukreret på. Ikke fordi de er onde, men fordi de er drevet af ambitionen om at ville vinde medaljer, og sporten er samtidig økonomisk afhængig af, at der bliver præsteret. Og så tager de skyklapper på. Alle presser på for at få det maksimale ud af atleterne.

Idrætten skal erkende problemerne

Det er selvfølgelig dejligt, at vi kan klare os godt her i Danmark, men det går ikke, at vi vender det blinde øje til spiseforstyrrelser, psykiske problemer og selvskade. Jeg er sikker på, at når Team Danmark siger, at de arbejder for hele mennesker, så sidder der mange tilbage, der siger: ’At det ikke var mig!’

Meget tankevækkende så kunne Børnetelefonen fortælle os, at rigtig mange af de børn og unge, der ringer til dem, er unge sportstalenter, der ikke ved, hvor de skal gå hen med deres psykiske problemer, og de bruger børnetelefonen, fordi de kan være anonyme.”

Næste del af artiklen ser fremad

Med denne foruroligende information runder vi første del af blogartiklen af her.

I del 2 kommer det til at handle om det fremadrettede. Hvad der kan og bør ske? Og hvad der allerede er i gang med at ske indenfor mental sundhed og trivsel – altså med den altafgørende livskvalitet af et elitesportsliv.

Tak til Jan Harkamp herfra – både for tiden og for at dele – og for at tage sin tørn for at skabe de bedste miljøer

SPORTSREVOLUTIONEN HAR SAT SIG SPOR

”Do you want the best for your kid – or do you want your kid to be the best?”

New Zealand har taget de første velplanlagte skridt til at nytænke måden børne- og ungesporten er organiseret på. Med maksimering af antallet af unge, der bliver i sporten som succeskriterium, og hvor målet er at ændre ”the competitive mindset in adults, reviewing national and regional representative tournements and looking at how talent is identified with teenagers.”

Du kan læse mere om selve idéen bag det revolutionerende projekt i den foregående blog-artikel EN SPORTSREVOLUTION ER I GANG fra den 26.6.20. Her får du lidt uddybning af konkrete handlinger og reaktioner.

‘ Balance is Better’ bygger på evidens

“The evidens has been here for years. The kids are speaking with their feet.” Det slår lederen af NZ Rugby Nigel Cass simpelt og klart fast.

Og tallene har været meget tydelige og har været det længe – her et fra eksempler fra det New Zealandske materiale, der kan findes på deres hjemmeside (https://sportnz.org.nz/) og fra et par grundige temaartikler skrevet af Dana Johannsen, New Zealand Herald.

  • På 10 år er antallet af piger i alderen 7-8 år, der spiller netball (Kiwiernes foretrukne boldspil for piger), faldet med 15 %.
  • Og det er blandt piger mellem 10-14 år, der nu registreres flest skader. Antallet af skader for de 10-14-årige er samlet set steget med 60 % siden 2008.
  • Fra aldersgruppen 12-14-årige til de 18-24-årige falder aktiviteten gennemsnitlig fra 12 timer til 5 timer. Og 70 % af de aktive børn stopper, når de bliver 14.
  • En undersøgelse fra nabolandet Australien viser, at kun 10 procent af de unge, der markerer sig i ungdomssporten, får succes som senior. 

Børn skal lære på den hårde måde

Men selvom tallene taler deres tydelige sprog, har Balance is Better tiltagene vakt stor røre og intens debat i den New Zealandske offentlighed. En online afstemning for nylig viste, at kun 30 procent er for de nye principper.

De kritiske røster protesterer blandt andet over, at det er for blødt og sødt, og at børn skal mærke, hvad konkurrence og udskillelse handler om, så de kan blive hærdet – for i sidste ende at klare sig i den hårde internationale konkurrence.

At ændre holdninger tager LAAAAAANNNGGG tid

De ansvarlige bag Better Balance er klar over, at det med at ændre det gængse mindset hos ikke bare ledere og trænere – men i særlig grad forældre – er en kæmpe udfordring, som kommer til at tage lang tid.

Og det gør det ikke nemmere, at der også er store pengeinteresser på spil. Ungdomssporten har udviklet sig til en betydelig industri – der vurderes til at have en omsætning på 15,3 milliarder dollars i USA.

Kommercialiseringen ses også i New Zealand – blandt andet i de mange nye private talentakademier, der knopskyder frem og lover en professionel karriere forude for de små atleter.

De ’besatte’ forældre er den største hurdle

Det er forældrene, der er den helt store udfordring. Forældrene er også dem, der til daglig er med til at lægge det største pres på børnene, fortæller Alex Chiet, ansvarlig for talentudviklingen i Sport New Zealand.

”Mange forældre er ’obsessed’ af, at deres børn skal være stjerner og professionelle, og de presser på med kæmpe krav, og at have sådanne voldsomme forventninger kan være skadelige for børnenes mentale helbred.”

Kampagnen har dog fundet et stærkt og effektivt middel til at omvende skeptikere.  Der er kørt en lang række prominente topatleter fra et vidt spænd af idrætsgrene i stilling, og disse ’champions’ har haft stor succes med at tage ud i de lokale miljøer og fortælle, hvor meget de ser, at der er brug for disse ændringer. For at få børn til at blive i sporten og også på sigt at udvikle sig til det ypperste.

Der er allerede sket meget

Intentionerne i Balance is Better kampagnen er allerede blevet omsat til konkret handling i de fem største idrætsforbund i New Zealand, som har underskrevet det fælles ’Statement of Intent’. De første tilbagemeldinger fortæller, at der allerede kan ses positive konsekvenser af de nye tiltag.

  • I rugby har man re-organiseret sig med en ny struktur for ungdomsturneringer og tilbudt nye formater med ’non-contact’ tilbud for de yngre årgange.
  • I netball har de startet et nyt udviklingsprogram for de 7-8-årige, så i stedet for elitesamlinger for de 12 bedste har de nu 120 deltagere. Deres turneringssystem for de yngste aldersgrupper er blevet revideret, og de har etableret et nationalt ’youth board’.
  • I fodbolden er de ved at udfase deres talentprogram og vil i stedet for tilbyde udviklingsprogrammer for en meget større gruppe spillere.
  • En af de mest markante historier stammer fra rugbyklubben North Harbour i Auckland, som var den første klub, der trak deres U14-hold væk fra den prestigefyldte turnering Roller Mills. Der rejste sig efterfølgende kæmpe ramaskrig, der nåede ud internationalt, men efter nogle måneder er der fulgt flere og flere klubber med.

Vi skal kigge os godt rundt

Det bliver spændende at følge, hvad der sker på New Zealand fremefter.

Tankevækkende nok, var det et rent tilfælde, at jeg gik i gang med at researche på, hvordan de organiserer deres talentarbejde på New Zealand, da jeg besøgte landet i januar. Men da det åbenbarede sig, hvilken revolution, de har gang i, blev jeg endnu engang mindet på, at vi skal huske at se os rundt og lære af, hvad de andre lærer og prøver af.

Som de sagde på TV3, da jeg arbejdede på Sportsredaktionen: ”Steel with pride”!

Er der noget, der virker hos de andre, så skynd dig at gør det samme!

EN SPORTSREVOLUTION ER I GANG

”Efter jeg i mange år har banket hovedet ind i væggen over alt det forkerte, vi har gjort med ungdomssporten, så er der pludselig sket en seismisk revolution.”

Sådan beskriver Roger Walters – en forkæmper for sport på børns præmisser, og ansvarlig leder af Instituttet for coaching, health and physical education på Auckland Universitet – hvad der er sket i New Zealand. Og det er faktisk vildt, drastisk og omfattende.

Dét, kiwierne har gjort, har samtidig potentiale til at være en øjenåbner for os andre ude i verden, der har de samme bekymringer for den unge sport og de samme drømme om barnets behov i centrum.

De kunne ikke blive ved med at gøre det samme

“We’re taking a stand to bring the fun and development focus back to sport for all young people. This includes pushing back against early specialization, over-emphasing on winning and other factors driving young New Zealanders away from sport.” Sådan lyder det i præsentationen af Better Balance fra direktøren for Sport New Zealand, Peter Miskimmin.

Revolutionen Balance is Better blev født, da den nationale organisation New Zealand Sport for fjerde gang på 30 år skulle i gang med at lave en ny strategi for udviklingen af sporten på NZ.  og hvor det pludselig blev tydeligt for de ansvarlige. ”At det løser ikke vores problemer, med faldende antal sportsaktive børn og unge, at blive ved med at gøre mere af det samme.”

New Zealandsk børne- og ungdomssport ligner på mange måder det danske univers, og kiwierne har længe været på vej nedad den samme sti som os – med øget specialisering, selektering og forventningspres på stadig yngre børn: Og med de samme reaktionsmønstre hos de unge – med øget burnout, dropout og mentalt pres reaktioner – som angst og depression.

Det er barnets behov i centrum

Sport New Zealand valgte, at der skulle ske forandringer. De udfordrede sig selv. ”Måske havde vi glemt, hvad det er, der egentlig er vigtigt for børn. At de kaster sig ind i sporten, fordi de gerne vil lege, have det sjovt, udvikle sig og blive udfordret – og ikke mindst gøre det sammen med en masse andre og få venner,” lyder det fra Sport New Zealand.

”No lines – no laps – no lecture!” Det er barnets ønsker og behov, der er sat i centrum. Det handler om at fokusere på udvikling i stedet for at skubbe på præstationen. Det handler om ”changing the competition-mindset” – hos de voksne omkring børnene, som lederen af New Zealands talentudvikling Alex Chiet uddyber det.

De fem største går forrest

I september 2019 blev bomben kastet. De fem største forbund i NZ – med cricket, rugby, fodbold, netball og hockey – gik ud offentligt med en fælles underskrift på en hensigtserklæring. I deres ”Statement of Intent” forpligtede de sig til følgende seks tiltag – der i praksis gælder for 600.000 børn og unge i NZ:

The statement outlines six commitments which they have individually and collectively agreed to:

  • Ensuring all young people who play our sports receive a quality experience, irrespective of the level at which they compete.
  • Leading attitudinal and behavioral change among the sport leaders, coaches, administrators, parents and caregivers involved in youth sport.
  • Providing leadership to our sports to support changes to competitions and player development opportunities.
  • Working with our sports and schools to keep minds open while identifying talent throughout the teen years, including reviewing the role and nature of national and regional representative tournaments to ensure that skills development opportunities are offered to more young people.
  • Supporting young people to play multiple sports.
  • Raising awareness of the risks of overtraining and overloading.

Mange indsatsområder

Satsningen er grundig forberedt og disponeret og rummer indsatser på flere forskellige områder.

  • Efter offentliggørelsen af projektet i 2019, var Sport NZ klar med otte ugers offentlig kampagne i starten af 2020 rettet specifikt mod henholdsvis forældrene, trænerne og lederne.
  • Better Balance har hvervet de største profiler i de største idrætsgrene til at være ’champions’ for en bedre børnesport, og rollemodellerne tager ud og fortæller om projektet til de mange skeptikere ude i lokale miljøer.
  • Projektet har også tilknyttet en videns portal, hvor alle de forskellige interessenter kan finde mere viden, casehistorier, redskaber, anvisninger, rådgivningsforum mm.

De tre dumme myter skal skubbes væk

For at satsningen skal blive en succes, er Sport New Zealand klar over én ting. Det er helt afgørende, at man får slået ned på de tre helt centrale myter, som florerer rundt hos størsteparten af både trænere, ledere og forældre, og som har sat den forkerte dagsorden gennem de sidste år.

Derfor er en stor del af projektet at få omformuleret myterne til nye statements:

  • Succes i ungdomsårene er INGEN indikator på succes senere i karrieren
  • Man skal IKKE starte tidligt for at få succes
  • Man skal gå efter udvikling på lang sigt og IKKE efter at vinde på kort sigt

Med den nye tilgang i NZ handler det fundamentalt om:

  • At alle børn skal have det sjovt
  • Der er ingen grund til travlt
  • Og det vigtige er at de lære at lære selv
  • Det er dumt med tidligt valg,
  • Og det er dumt at sortere og selektere børnene – og dermed fortælle en udvalgt flok af børn, at de er bedre end andre – og ikke mindst fortælle en masse andre børn, at de ikke er så meget værd
  • Og helt centralt er det, at børn er IKKE små vokse, og derfor skal de aktiviteter, man tilbyder, passe til børns hjerner, kroppe, trivsel og sociale behov.

Ikke så mange timer – men meget forskelligt

En del af budskabet i Balance is Better er en klar opfordring til, at de unge bliver ved med at dyrke flere forskellige idrætsgrene. Understøttet af forskning, der viser, at de fleste af dem, der ender med at få succes på øverste hylde, har været aktive i mange forskellige idrætsgren og er startet sent med at specialisere sig.

En anden central del af anbefalingerne handler om at bremse på kvantiteten. Her stiller man et simpelt pejlemærke op: ”Børn bør træne så mange timer om ugen, som deres alder.”

Helt konkret har det betydet, at de fem foregangs-forbund har ændret på deres strukturer for turneringer og udvalgte elitehold, og i stedet bliver der satset på udviklingsprojekter, der er åbne for mange flere. I kulisserne er de næste fem forbund klar til at skrive under på ’the Statement of Intent’. Målet er, at alle forbund på sigt skal skrive under.  

Du kan få flere detaljer

I næste indlæg her på bloggen kommer der mere info om, hvilke konkrete forandringer, der er sat i værk i de fem forbund og de lokale klubber. Og der kommer mere om, hvordan denne revolution er blevet modtaget. Og det er ikke kun med jubel alle vegne! Hos størstedelen af befolkningen er der mange bekymringer for, hvordan New Zealand nu skal klare sig i den internationale konkurrence?

VERDENS FØRENDE FORSKER HAR KLARE ANBEFALINGER

MEN PROBLEMET ER, AT BØRNESPORTEN ER ORGANISERET EFTER DEN ENE PROCENT, DER BLIVER STJERNER – OG IKKE EFTER AT FÅ GLADE BØRN.

Der skal noget til at ændre på, hvordan man skal arbejde med unge talenter i en af USA’s allerstørste idrætsgrene. Men det har denne frontløber gjort! Hvis du klikker ind på Youthguidelines for amerikansk basketball (https://youthguidelines.nba.com/), så kan du læse klart og tydeligt, hvor meget basket, NBA anbefaler, at børn i forskellige aldersgrupper skal træne og spille kampe. I et særskilt skema kan du også se maksimumloftet. Hvornår det bliver for meget for børnene.

Jean Coté hedder han, den canadiske Ph.D. og professor ved Queen’s University i Kingston, Ontario, der er den førende ekspert udi viden om, hvordan vi skaber gode miljøer for børn. Og hvor det er barnet og dets behov, der er i centrum. Jean Cote har stået bag masser af banebrydende forskning, og han rejser nu ofte rundt i verden og bruges som inspirator, oplægsholder og konsulent.

Det største problem

I min jagt på evidens og handlingsansvisninger stødte jeg på ham for år tilbage, og jeg blev meget glad for, at han ville bruge lidt af sin dyrebare tid på at dele sine erfaringer med mig over skype. Jeg ville så gerne vide, hvordan han grundlæggende opfatter børnesportens ’tilstand’ i dag, og hvordan/hvor han er med til at gøre en forskel.

”At sporten for børn bliver organiseret med henblik på at skabe professionelle eliteidrætsudøvere!”

Det er hans klare svar på, hvad han ser af bekymrende udviklingstræk ved børnesport generelt verden over. Det er et stort problem, at det dermed kommer til at handle om den ene procent af børn og unge, der går hele vejen.

Det er den forkerte måde at tilrettelægge børnesporten på, når 99 procent af børnene har brug for, at sporten bliver organiseret, så den er fyldt med aktiviteter, der matcher lige præcis deres alder, og hvad de kan rumme og har lyst til. Dét, der rent faktisk er sjovt for børn!

Misledende viden

Konsekvenserne ses tydeligt i frafaldstallene, hvor vi ser rigtig, rigtig mange tilfælde af burnout, dropout og overbelastningsskader hos selv de yngste, påpeger Coté og fremhæver det problematiske i den misforståede tilgang, som opstod for nogle år siden, da man trak forskning fra andre miljøer med over i sporten, og hvor det kom til at handle om kvantitet – så mange timer som muligt proppet ind så tidligt som muligt. Det handlede om de magiske 10.000 timer for at forløse sit talent. Selvom man nu kan påvise, at det skader meget mere, end det gavner, så er det svært at ændre på. Der kommer desværre til at være kommunikation, der stritter i modsatte retninger.

Det vigtigste er at udvikle gode mennesker

Men jo flere miljøer, der opdager, hvad det gør ved børnene, des mere bliver der efterspørgsel på Jean Cotes viden. For når NBA og andre kontakter ham, er det for at få hjælp til at korrigere. For tiden arbejder han både sammen med den øverste britiske sportsorganisation, rugby i Australien, og hvis ikke Coronaen var kommet, skulle han lige nu have været i Italien og Irland. Og dét, Cote rejser rundt og fortæller om, handler om den daglige organisering og måden at arbejde med børn på.

Han knytter sig an på ’transformational coaching’ – der er en mere komplet tilgang til trænerrollen, der bevæger sig væk fra et simpelt præstationsfokuseret værktøj, til en mere helhedsorienteret tilgang med humanistisk og psykologisk fokus. Hvor hele personen tages i betragtning – ikke kun hvad der er synligt på overflade. Her handler det meget om det interpersonelle. Hvordan trænerens relation til atleterne er. I det store billede snakker Coté om tre helt overordnede indsatsområder, man skal tænke med ind, når man skal opbygge miljøer, der reelt passer til børnene.

Tre indsatsområder

”Det handler om WHAT-WHERE-WHO. Det betyder, at selve aktiviteterne skal passe til børn og deres alder og stimulere dét, de synes er sjovt. Det handler om at indrette de fysiske rammer, der er omkring aktiviteterne. Og sidst men ikke mindst handler det om det sociale. Det er så afgørende for børnene, hvordan de er sammen med hinanden. Man skal vide, hvad det er, børnene har brug for lige der, hvor de er,” uddyber Jean Cote.

Det lyder jo ganske simpelt. Men hvordan finder man så ud af, hvad det præcis er, der er godt for de børn, man står overfor?

Her er svaret også simpelt – men samtidig også krævende. For hvad der reelt er godt for børnene, det finder man kun ud af, hvis man vitterlig er sammen med dem, tæt på dem og sanser og mærker, hvor de er. Ingen genvej her. Du skal aflure, hvad de kan, og hvad de har lyst til.

Det næste oplagte spørgsmål er så, hvordan vi kan få miljøerne til at ændre tilgang og sætte barnet i centrum?

Forældre skal vide hvad sporten giver deres børn

Den canadiske forsker, der selv er vokset op med masser af sport pulsende rundt i blodet, har en anden klar pointe. Det handler om at få forældrene med ind over.

”Sporten skal ’sælges’ ind på et marked i dag. Derfor er det vigtigt at få forklaret forældrene, at deres børn kan få et meget dyrebart ’produkt’ ud af at dyrke sport som mennesker. Forældrene skal være klar over, hvor stort et potentiale sporten har for den personlige udvikling for børn. ’Building character’ er en meget større gevinst end en stor drøm om at blive en stjerne en dag.”

Cotés anbefaling tænder dog nogle advarselslamper i mig. For jeg kommer til at tænke på en god snak, jeg havde med den danske forsker og idrætspsykolog Kristoffer Henriksen en dag, hvor han netop pointerede, at der var noget helt grundlæggende galt med den tankegang, at sport altid skal have et formål og være ’godt for noget’.

Hvorfor kan det ikke bare være godt i sig selv? Hvorfor skal sporten ligesom kapres til at hoppe med på ’effektivitets-vognen-og tankegangen’ og blive nødt til at argumentere for, alt det smarte, man kan lære gennem sport, der kvalificerer én til resten af livet.

Hvis det vigtigste måske er, at sport bare er en fed ting?!

Det snakker vi lidt om, og det tager os videre til det, man ikke kan undgå at snakke om i disse tider. Corona, selvfølgelig!

”Måske kan Corona-krisen faktisk vise sig at hjælpe udviklingen på vej væk fra elite og hen mod, hvor vigtigt det er at have sport som en del af et børne- og ungdomsliv. Fordi der nu er så mange, der har mærket, hvor stort et tab, det er for børnene, når de ikke kan få lov at komme ud og svede, spille og lege med hinanden,” påpeger Jean Cote.

”Hvad ville du sige, hvis du skulle sende en direkte hilsen til sportsbørnene og give dem et godt råd til at få et godt liv med sport?”

Da jeg stiller eksperten ovenstående spørgsmål, bliver han for første gang i løbet af vores skype-samtale en lille smule mundlam – efter han har talt intenst og overbevisende og med venlig imødekommenhed – hele vejen igennem. Han må tænke sig godt om, og det er tydeligvis lidt udenfor den overordnede dagsorden rettet mod de voksne ansvarlige.

Hvilket godt råd vil han give til børnene

Men da Jean Coté først får talt sig varm, så bliver han meget overbevisende i stemmen (og her kommer hans svar uden oversættelse – fordi det har sin egen engelske rytme):

”I think the most important thing is – if I shall put it shortly to a kid: You shall enjoy yourselves and the fun skills. And you most make sure that you enjoy the activity – don’t do not like a 10 old – because they will do the practices they do not like if they are told so – it shall come from themselves – and not from someone else – making sure they like it – and keep on searching for the activities they want.”

Der er både evidens og gode folk

Det er et godt sted at slutte vores samtale. Men til sidst er der en lille interessant praktisk tilføjelse. For jeg er jo på jagt efter at finde ud af, hvor mange folk rundt i verden, der arbejder ud fra den samme ambition om at skabe bedre miljøer for børn og unge. Er Coté en del af sådan et netværk?

Nej, lyder svaret. Der findes ikke et decideret netværk, men Coté har mange folk – vitterlig rundt i hele verden – som han kommunikerer og udveksler med. Det viser, at der er et bredt globalt fokus på området. Det er godt at vide.

Det var en god snak

– og jeg slutter og takker endnu engang for, at han gav mig noget af sin dyrebare tid og viden. Det gør mig i rigtig godt og optimistisk humør. Det er så fantastisk at møde åbne og hjælpsomme mennesker, og inden dagen er omme, har professoren endda sendt mig en stor portion gode artikler og indlæg, der kommer med masser af den evidens, jeg leder efter, og som kan bruges til at overbevise verden ude omkring om, at det er en vigtig mission, han/vi er ude på.

GUIDE TIL GRÆSRØDDER

CORONA… Lad os starte der.

For den dumme virus har ændret liv og dagsorden, drømme og missioner ALLE steder! Ingen og intet er gået forbi.

Talenternes Talerør har også været ramt. For ønsket om at skabe gode sportsmiljøer for børn og unge har været for meget ’livs-luksus’ til at det føltes relevant at sætte fokus på.

AFSAVN skaber klarhed

Men undervejs i disse måneder er mange tanker gået til alle de unge sjæle og kroppe, som pludselig med en voldsom og konsekvent hånd alle sammen er sendt hjem. De unge sportsfolk har pludselig stået i en endnu mere mærkelig hverdag end alle deres kammerater. For et talentliv uden træning og konkurrence, fællesskaber og følelser – og hvad der ellers hører med – er et ekstremt meget anderledes liv! Måske er der mange af de unge, der slet ikke kan huske, hvordan en hverdag uden sport egentlig leves?

Men på den anden side. Tænk, hvor intenst dit sportsliv fremstår, når du som ung atlet pludselig står udenfor og kan kigge ind. Der er jo en uendelig stærk motivationskraft i ikke at få lov at gøre de ting, du gerne vil. Som forelskelsens smerte, når du er adskilt fra din hjertenskær.

Skulle nogen have været lidt i tvivl om deres livsvalg, så må det have givet dem et stærk skud mening, at mærke glæden ved deres sport sendt rundt i systemet med høj puls. Men der kan selvfølgelig også være andre, der med et chok har sanset, hvordan et ungdomsliv uden sport ulmer og rumsterer. Måske åbner det nye døre og frister? Måske underminerer det sportsmotivationen?

Livskriser kalder på VÆRDIER

Lige meget hvad, så er der ingen tvivl om, at Corona har gjort dét ved os – som alle livskriser gør – at vi får rystet godt op i tanker og værdier. Så i det lys tænker jeg, at det nu og her er både relevant og realistisk, at der bliver tid og plads til med åbent sind at tænke over, hvordan vi egentlig organiserer sport for børn og unge? Så det faktisk er på børnenes præmisser og udfylder børnenes behov?

Så Talenternes Talerør og denne blog skal videre med missionen af få indsamlet viden og inspiration.

  • Vi skal i gang med at finde bud på, hvordan en god sportshverdag ser ud?
  • Hvad er godt og skidt? Hvor er problemer og potentialer?
  • Hvad siger eksperter og teori? Hvad siger praksis og erfaringer?
  • Hvordan og hvor sætter vi ind?

EN GUIDE TIL GRÆSRØDDER – det er første delmål for talerøret.

Ambitionen er, at det næste halve år skal der samles indspark og inspiration ind, så vi kan samle det hele til et konkret redskab til græsrødderne derude i marken – altså til både forældrene, de unge selv, de engagerede trænere, de idealistiske ledere og hvem der ellers er derude, hvor der svedes, til hverdag.

En guide der skal servere redskaber til at se på egne miljøer og give gode fif videre til, hvad der kan gøres, og hvor der kan sættes ind. Så græsrødderne kan gøre deres nedefra og op for at skabe de gode miljøer på den gode måde for de unge.

SKRIV RETUR PÅ MAIL

Hvis du gerne vil følge med og være med på talerørets mailliste, så send mig en kort besked på lise@kissmeyer.dk. Så får du et praj, når der er nyheder på vej.

Hvis du gerne vil være med til at netværke og bruge tid og energi på at diskutere og udvikle, så send en mail til lise@kissmeyer.dk. Så vil vi løbende tage emner og temaer op i et fælles forum.

Og sluttelig – hvis du synes du sidder med relevant viden og inputs til, hvilke temaer der er interessant at tage op, eller hvis du kender miljøer, hvor der sker gode ting, vi kan lære af, så skriv endelig også til lise@kissmeyer.dk.

Med et håb om, at verden åbner op på den gode måde for os alle – bedste hilsner fra Lise

SVARET PÅ – OM VI SKAL VÆRE BEKYMREDE?

Det gode først

Sport er stadig en fantastisk ’waste of time’ for et aktivt og konkurrencemindet lille, ungt væsen. Sporten kan noget, som andre fritidstilbud ikke kan. Her kan du blive udfordret og underholdt, og her kan du udvikle dig og mærke den stærke tilfredsstillelse ved at mærke, hvad du kan, og hvad der sker, når du sætter dig mål.

Det er den første og rareste pointe, jeg kan trække frem, efter jeg tog en snak med fire ret så forskellige kompetente folk med indblik i dagens sport – se tidligere blog-indlæg under SKAL VI VÆFRE BEKYMREDE.

De bekymrede eksempler

Men efter snakken kom der også nogle bekymrende tendenser på bordet. Som for eksempel:

”Når der er et stigende pres på, at sporten skal levere resultater og der er masser af penge og prestige blandet sammen med præstationerne, så kommer det til på den ene eller den anden måde at påvirke miljøerne hele vejen ned gennem systemerne.” Som sportschefen Laurence Halsted i Dansk Fægte-forbund udtrykker det.

”De store fællesskaber bliver udhulet, og miljøerne lukker sig om sig selv.” Tidligere Team Danmark direktør Michael Andersen trækker denne medfølgende tvungne specialisering frem som en af de negative konsekvenser.

”De unge møder et monster af et system i stedet for det frirum, som de har sådan brug for i dagens verden, hvor de unge bliver intenst målt og vejet hele tiden i skolen og på de sociale medier. ” Sådan beskriver tidligere talentchef i Dansk Håndbold Forbund, Claus Hansen, hvad det er, der møder de unge, når de gerne vil involvere sig i sportsverdenen.

”Når sporten kommer til at fylde det hele, og hverdagen som et ungt talent bliver indsnævret til kun at handle om skole og sport, så bliver de unge både indskrænkede som mennesker, og de bliver meget sårbare, når hele deres identitet er bygget op på sporten.” Det er en anden central bekymrende konsekvens af udviklingen, som de fleste af interviewpersonerne eksplicit lægger vægt på.

SJOVT er kodeordet

Tilbage står vi med spørgsmålet: – ”Hva’ ka’ og ska’ vi gøre ved det?”

Når vi leder efter løsninger og den gode vej til en sport på børns præmisser, så støder vi hurtigt på det helt grundlæggende praktiske problem. For hvad er ’børns præmisser’? Hvordan ser de ud?

Sjovt nok bruger stort set alle fagfolkene ordet ”sjovt”! Den løsning, der dukker oftest op, bliver kodet med ordet ’sjovt’. Det hjælper os ikke så meget på den handlingsorienterede bane, for hvad er sjovt i praksis? Hvad er det, vi reelt skal gøre?

Men faktisk kom fagfolkene fra de fire interviews med en del gode bud. Et godt bud er, at det sjove er det legende, afvekslende, udfordrende og udviklende. Der må godt være pres, krav og forventninger. Men det vigtigste er, at sporten møder hver enkelt ung og hver enkelt aldersgruppe og træningsgruppe med åbent sind og sanser. For når de unge kommer og putter deres liv ind i systemet, så er de afhængige af, at der er gode mennesker derinde, der ser dem og møder dem, der hvor de er.

Vi ender altså med, at hvis vi skal have miljøer, der er gode for børnene/mennesket, så kræver det gode mennesker.

De gode mennesker

Hvor sætter vi så ind henne?

Når de gode mennesker er centrale, så peger pilen straks imod træneren og træneruddannelsen som helt centralt. Det er fagfolkene også enige om og lægger vægt på – og der er en ekstra lille kringle på det ønske. For det må rigtig gerne være fyldt med prestige, anerkendelse og mening i sig selv at være en dygtig ungdomstræner. For det ER et ekstremt vigtigt hverv, der har en kæmpe indflydelse på de unge mennesker in spe!

Forskningen må gerne råbe højt

En anden vej til forandring og forbedring går også af ’videns-vejen’.

Vi har brug for, at der kommer bevidsthed og fokus på vigtigheden af at gøre sig ekstra umage med at lave rummelige ungdomsmiljøer. Så er der brug for at sætte en dagsorden, som larmer og som bliver set og respekteret. Anbefalingen til at nå derhen, kalder på at få forskningen til at drøne meget mere ud på banen.

Vi har brug for en aktiv forskning, der kommer ud med deres vigtige viden om, hvad der er godt og skidt for de unge. Og den anden gode ide til at få de gode miljøer for børn til at blive for børn husker os på at bruge det mest elementære – men også det stærkeste våben – dialogen!

Jeps, det er jo det, vi skal, og det vi er i gang med. Der skal snakkes og lyttes og læres.

Startskuddet har lydt

Det er bare en start – men vi er i gang!

Jeg synes, det er et godt startsted for Talenternes Talerør at have fået de her kvalificerede indspark. Foran os er der masser af arbejde med – at samle viden – og skabe dialog – og skubbe til udviklingen.


I de fire foregående blog-indlæg har følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer givet deres vurdering:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 4 AF 4 INDLÆG

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE ELLER HVAD

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 4, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20. Det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den .20. Det tredje indlæg med Laurence Halsted blev bragt den 3.2.20.

Der er meget dobbelthed i det her – både godt og skidt

Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Team Copenhagen arbejder for at fremme eliteidrætten i København og er støttet af Københavns Kommune og en vigtig del af Teamets arbejde er at skabe gode rammer for de unge talenter i København – både gennem støtte til klubberne og støtte til skoleordninger. Direktøren Leif Chr. Mikkelsen er også manden bag TALENT-DK, der gennem mange år har samlet folk, der arbejder med talenter for at udveksle viden og erfaringer fra fire forskellige performancekulturer – kunst, eliteidræt, erhvervsliv og forskning/uddannelse. Så jeg har mødt Leif gennem mange forskellige begivenheder gennem årene.

Da jeg havde skrevet til Leif med mine spørgsmål, så valgte han at de to konsulenter Jeppe Haugaard og Lise Warren Pedersen, der har det meste af den daglige kontakt til talenterne, også sad med, så vi kunne tage et fælles afsæt i hverdagens kontaktflader med de unge.

Vores snak starter et lidt sjovt sted. Noget de tre har snakket om, inden jeg kom. At Team Copenhagen for otte år siden havde kåret en 12-årig bordtennisspiller som årets talent. I dag ville de aldrig gøre det og lægge det implicitte forventningspres på ’en lille dreng’.

Men det er jo dét, der bliver gjort allevegne og hele tiden, når ungdomssporten har travlt med at kåre børnevindere og udnævne dem officielt til ’et kæmpe talent’. Det siger jo sig selv, at når en lille purk eller pige får en titel klistret på sig som noget helt specielt, så kan medaljen om halsen for nogle unge opleves som et tungt åg, og det kræver en helt speciel psyke ikke blive tynget af det. Men det er en helt anden snak – men en vigtig pointe at tage med. Det skulle være forbudt at udnævne børn til noget som helst andet end et dejligt barn, der er rigtig dygtig til en masse ting.

Vores snak kommer hurtigt videre derfra, og vi rammer ind i den svære udfordring, der følger med, hver gang vi voksne skal diskutere ’det gode talentliv’. For hvordan ved vi, hvordan det ser ud fra et børneperspektiv?

Men de tre kan blive enige om de gode ting, de ser. ”Børn og unge får mange kompetencer og får mange gode oplevelser, og deres kreativitet, nysgerrig og selvstændige lyst til at lære noget bliver stimuleret. Langt de fleste af dem synes, det er et fedt liv! Det er privilegerede unge, der går i sportsklasserne, og det er også typisk dem, der i forvejen har et godt hjemmenetværk, der fungerer og klarer det.”

Men Teamet ser også nogle problemer. Først og fremmest kan det være svært for de unge at sige fra, fordi talenternes identitet nemt bliver meget ensidig.

”Vi sætter de unge i en situation, der gør dem sårbare, når vi beder dem om at træne rigtig mange timer i én idræt eller ét miljø, for så er det begrænset, hvilke relationer, de kan nå at skabe udover sporten, og derfor bliver de sociale konsekvenser enorme, hvis de siger fra i idrætten.”

En anden konsekvens af den ensidige tilværelse – som specielt ligger Lise Warren Pedersen meget på sinde – og som stort set alle de andre, jeg har snakket med trækker frem er det uhensigtsmæssige ved at have en tilværelse, hvor hele ungdomslivet kun er skole og sport.

”Så bliver du et begrænset menneske,” som Lise Warren Pedersen udtrykker det.

Efter de her iagttagelser kommer vi tilbage til diskussionen igen. For hvis vi som voksne – og som en kommune – skal stå inde for at gøre tingene på ’børns præmisser’. Hvor skal vi så hen? Hvad er det, vi skal være opmærksomme på, når vi vil lave miljøer for og med børn?

De bedste hurtige bud fra Jeppe Haugaard lyder på:  ”Bare hen til noget, der er bedre! Måske noget, der er mindre struktureret? Det handler i bund og grund om, at det skal være sjovt, mens de er i det!”

Vi ender altså i det samme ord, der bliver ved med at dukke op, når folk leder efter en bærende værdi.

”Sjovt.”

Det sjove og svære ved sjovt er bare, at det ord kan dække over så meget. Så det er svært at blive konkret klogere på, hvordan opskriften på noget sjovt ser ud, når du står med sportsklasseeleverne om morgenen kl. 8.00 i hallen.

Helt konkret, så mærker Team Copenhagen, at det kan være svært at finde den rigtige dosering i hverdagen, og det giver udfordringer, når de unge ikke bakker nok op om morgentræningerne. For hvad handler det om? ’Stemmer de med fødderne’, fordi det ikke er sjov/god træning? Eller er der noget andet galt et andet sted?

”Vi har haft nogle hektiske diskussioner med morgentrænerne. Vi siger, at der skal være plads til pauser og til, at der er lidt kriser ind i mellem. Men morgentrænerne synes, det er problematisk, at vi bakker de unge op i, at de bar brug for en pause – mens de som trænere kæmper for at holde gang i træningen.  Det er forståeligt, at man som træner bliver frustreret over, at de ikke kommer. Men det handler også om, at det er meget svært at skelne mellem, om de unge mangler motivation, eller det handler om noget andet.

Det er nemmere for de trænere, der møder de unge i en klub, for der kender de dem på en helt anden måde, og de har mere at forholde sig til. Der kan de bedre se, om den manglende tilstedeværelse skal ses som mangel på trivsel! Og de vil vide, om det kræver, at der skal snakkes med dem!”

Vi ender igen med, at det er svært at finde en lige eller en rigtig vej – men det faktum i sig selv gør, at vores opsamling ender med en meget interessant iagttagelse:

”At der er så meget dobbelthed i hele det her felt.” Der er mange ting, der både kan være godt og skidt.

Men der er dog et vigtigt indsatsområde, der giver mening at arbejde med for Team Copenhagen teamet.

”Man kan ikke styre, hvor meget forældre presser på, men den allerstørste påvirkning kommer fra trænerne. Man kan godt være bekymret for, om dem, der træner unge, træner dem på samme måde, som de træner de voksne. De aldersrelaterede træningskoncepter og Team Danmarks værdihus sætter nogle rammer. Men vi ved reelt set ikke nok om, hvordan det foregår derude. Det væsentligste middel vi har er i sidste ende at stille krav til træneruddannelsen!”

Sjovt nok trækker Team Copenhagen teamet fægteklubben Trekanten frem – netop den kultur, som Laurence Halsted har beskrevet i det forrige blog-indlæg som en særlig ’god case’.

”Trekanten har nogle rigtig gode trænere. Det er ikke fordi, de er meget pædagogiske, og de er ikke undervisere. Men de er ’mennesker’ og har en tilgang, hvor der bliver investeret tid til den enkelte.”

Den snak ender ud med den sidste anbefaling/ide til at tage med på vejen.

”Det skulle være det mest prestigefyldte at være talenttræner! Trænerne skal ikke bruge ungdomstræningen som et step på vejen til et mere prestigefyldt job som seniortræner! Det ville være godt, hvis man arbejdede med de unge talenter, fordi man ønskede at være der.”

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 3 AF 4 INDLÆG

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

  • Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 3, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20, og det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den 26.1.20.

Det er synd, hvis de ikke når at opleve, hvor fedt det er

Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted

Bagefter jeg havde snakket med Laurence spekulerede jeg over, hvorfor denne snak var anderledes end de andre? For Laurence var meget mere optimistisk og positiv, end de andre eksperter, som jeg snakkede med. Og så faldt tiøren. Laurence Halsted har haft en helt speciel positiv og opbyggelig oplevelse i sin sportshverdag, for han har været med til at skabe en stor succeshistorie med et fægteforbund, der helt sensationelt avler talenter, der kan begå sig internationalt gennem blandt andet den stærke Københavnerklub Trekanten.

Fægtning er ’the good case’, hvor der netop er en unik medmenneskelig struktur, og hvor der er plads til at ’se det hele menneske’, som det så fint hedder. Laurence Halsted forklarer det selv med, at i dansk fægtning har de ikke det store forventningspres udefra. Fægtere har heller ikke det samme fysiske stres som om idrætsgrene som roning eller svømning, fordi sportens intensitet betyder, at de ikke kan træne i de samme store mængder. Som han ser det, er den helt store forskel, at der i det daglige træningsmiljø bliver arbejdet konkret med de der ellers meget flyvske værdier, og derudover handler det om, at der er overskud til, at hver enkelt atlet bliver set og mødt. Så sportschefen kan ret så overbevisende sige:

”Jeg er meget optimist men også realistisk, for der er et stort potentiale i sporten, som vi ikke udnytter.”

Fordi han netop oplever at se, unge mennesker komme ind i sporten og blive udfordret og finde dyb mening i det. Det gælder både for dem selv, sammen med deres andre jævnaldrende og sammen med nogle voksne, der virkelig vil dem.

I et lidt romantisk lys lyder det også både ’rigtigt og dejligt’, og det er en af de succeshistorier, som det er værd at holde fast ved. Også selvom det måske kun kan lade sig gøre, fordi fægtning er en idrætsgren, hvor der ikke er mange økonomiske interesser, der kommer og sætter en anden dagsorden?! Men samtidig handler det jo også om noget så alment tilgængeligt, som hvordan vi vælger at være som mennesker. 

Og apropos det med det menneskelige, så kom det heller ikke som en stor overraskelse, at Laurence var positiv, for grunden til at jeg havde taget kontakt til ham var, at jeg havde hørt et fantastisk inspirerende foredrag, han holdt om ’self-compassion’ ved et Talent.dk-seminar. Det var noget af en stærk øjenåbner.

Han tog fat i den tendens, de fleste topidrætsfolk lever med – eller lider under – kan man sige. At de er så hårde ved sig selv. Men det behøver de slet ikke at være. Der er meget styrke i at være god ved sig selv. Og Laurence Halsted taler af erfaring som tidligere olympiske fægter for Storbritannien.

Selvom han ser så mange gode potentialer i sporten – potentialer som slet ikke er fuldt udnyttet – så ser han dog også sporten på den store bane, som påvirket af nogle stærke og ikke positive kræfter.

”Jeg ved ikke om, hvordan denne udvikling foregår, eller om den er stigende. Men når vi har et overordnet sportsunivers, hvor der er så meget fokus på resultater og præstationer ved VM, OL og andre store mesterskaber, så kommer det til at handle om penge og profiler. Dette fokus kommer til at få en afgørende påvirkning hele vejen ned gennem systemet, og det kan få den negative konsekvens, at atleter bliver behandlet som en handelsvare i kampen for resultater og penge.”

Men sportschefen har en klar pointe i forhold til, hvornår det så bliver en konkret dårlig oplevelse for den enkelte individuelle atlet. Jo, de dårlige oplevelser udspringer altid fra det konkrete miljø. Og der kan man gøre en forskel. Derfor er det så afgørende at skabe de gode miljøer for de unge.

Og den opskrift vil Laurence Halsted gerne dele ud.

”Når vi snakker om et godt miljø, så handler det for mig om at have et autonomt miljø. Det betyder i praksis, at den enkelte atlet er med til at bestemme over deres egen tid og deres egne aktiviteter. Det handler om dem selv, og det må være deres eget projekt – ikke trænernes eller forældrenes. Det er en stor del af et mentalt sundt miljø, og det er ikke komplekst. Atleten skal ikke være ´a pawn in the game’”.

Dette pudsige engelske udtryk betyder, at de unge ikke skal være en bonde i et spil skak, som andre bare kan flytte rundt på. Men i samme åndedrag er det vigtigt for Laurence Halsted at understrege, at det ikke betyder, at man ikke skal udfordre og kaste de unge ud i at presse sig selv.

”Når de bliver ældre og skal begynde at træne til at præstere, så kan de faktisk godt. Også selvom det er et krav og et slags pres. Men det er faktisk positivt i dag – at du som ung selv skal tage stilling, og at det kræver din energi. Det, tror jeg ikke, er dårligt. Det er faktisk en af sportens største kvaliteter, at den netop kan udfordre de unge på den måde, I skolen kan de unge beslutte hvilke fag, de vil tage – men der kan de ikke bestemme, hvordan de vil lære det. Dette ansvar for deres egen udvikling kan de få i sporten.”

Når det så er sagt, så pointerer Laurence Halsted, at det som altid handler om at finde den gyldne balance. Der skal være nogle rammer. Og her trækker han det samme helt centrale forhold frem, som alle de andre interviewede også fremhæver:

“Sport må ikke tage al tiden og fylde hele livet! Der må være plads til at udvikle andre aspekter af deres personlighed og andre interesser udenfor deres sport.”

Laurence Halsted har sluttelig endnu en vigtig ingrediens i opskriften på at skabe de gode miljøer. Det er kvaliteten i den træning, der bliver præsenteret for de unge. Det er igen helt simpelt.

“The buzzword er SJOVT!”

Det skal være sjovt for børnene, og for sportschefen betyder det ikke, at det skal være ligegyldig leg. Det betyder, at man meget nøje doserer udfordringer til de forskellige unge og til de forskellige alderstrin.

”Det skal være varieret, og det skal ikke være for systematisk. Øvelserne skal skifte, og det må gerne være seriøst, hårdt og udfordrende. Når de unge bliver presset på det sportslige fysisk og teknisk, så mærker de udvikling i det. Og det er så vigtigt og fedt for unge at mærke, at de flytter sig. Det er her sporten kan noget, som alle de andre aktiviteter, som vi er i konkurrence med, ikke kan. Så det er også en fastholdelsesstrategi. De skal mærke de bliver dygtige og udvikler sig.”

En sidste pointe fra Laurence Halsted:

“Der skal arbejdes bevidst med den menneskelige udvikling.”

Det lyder jo som altid også godt. Men hvordan gør man det i praksis, så det ikke kun er flotte ord?

Sportschefen følger dog overbevisende og detaljeret om, hvordan han helt konkret har taget værdier op sammen med fægterne og har fået dem til blandt andet at tænke over, hvad det egentlig er, de godt kan lide, ved det de gør? Og sidste sæson gjorde han udfordringen endnu mere tema-rettet. Her handlede det om noget så ’usportsligt’ og usædvanligt som ’love’,

”Jeg udfordrer fægterne til at finde ud af, hvilken rolle ’love’ har i sportens mange forskellige kontekster? Hvordan kan de ’love’ sig selv med compassion? Hvordan kan de ’love’ sport og finde den dybe mening med den? Hvordan kan de vise ’love’ i forhold til teammates? Og det mest udfordrende for dem – hvordan kan de vise ’love’ i forhold til modstanderne?”

Det må da siges at være stof til eftertanke, men også noget af en udfordring at tage op som træner. Men trænere skal vel på den anden side også udfordres og skubbes for at have det sjovt og motiverende…

Jeg slutter med en sjov og tankevækkende ide/provokation/vision, som Laurence kastede fra sig, da han for alvor havde talt sig varm ift., hvor helt centralt det er, at vi arbejder med de unge menneskers personlige udvikling.

”Det burde egentlig være et kriterium for at kunne modtage støtte, at man skal arbejde med menneskelig udvikling!”