Hvordan er det egentlig – ude i den virkelige og nuancerede virkelighed – at være ung pige/kvinde (Q-atlet) i et præstationsunivers som konkurrencesporten?
I en tid, hvor der er fokus på unges trivsel og udfordringer med at være i et ungdomsliv, der er præget af krav om at præstere og levere, bliver det endnu mere relevant at blive klogere på, hvordan Q-atleterne tackler de vilkår, de møder?
Jeg er gået på jagt efter svar på det her spørgsmål. Metoden er simpel. Jeg skal ud og snakke med en masse forskellige Q-atleter i forskellige aldre, idrætsgrene, miljøer og kulturer. Jeg er udstyret med både hypoteser, forslag til modeller, spørgeskemaer og spørgeguides – udviklet gennem mit tidligere arbejde med piger og unge og gode talentmiljøer for unge.
Og jeg er startet med begyndelsen – det vil sige de yngste, der netop er startet på et sportsliv, der er blevet seriøst og målrettet.
- Først lidt baggrund
Brøndbys U16-DM-hold i fodbold har en meget ung kvindelig træner, som jeg interviewede om hendes erfaringer. Hun åbnede derefter døren for, at jeg kunne følge hendes hold med en stor bruttotrup på omkring 25 spillere det kommende år, og hun hjalp mig med at komme i kontakt til 10 af spillerne.
Udover kampene træner pigerne fire dage om ugen inklusiv både styrketræning, videoanalyser og personlige evalueringer. Mange af de bedste spillere træner også med U19-holdet i klubben, og der er også U14-piger der ind imellem træner med.
Der bliver trænet på højt niveau, og der er hård kamp om de eftertragtede pladser på DM-holdet. Hver weekend er det forskellige spillere, der ikke bliver udtaget til DM-kampene. Disse spillere får mulighed for at spille sig på holdet ved at spille kampe mod drenge.
Der er 2-3 trænere med på banen til hver træning, og der er én særlig ting, de kigger efter udover fodboldevnerne. Nemlig om de kan se: Om spillerne ’virkelig vil det her’?!
- Nu til lærepengene. Her kommer et par udvalgte punkter
Hvad fortæller de 14-15 årige piger, når de – lidt grænseoverskridende! – sidder alene overfor en ukendt voksen, der spørger ind til dem? Hvad har jeg lært?
1)
Først og fremmest er pigerne utrolig åbne og ærlige – de ’spiller med’ – men der er selvfølgelig stor forskel på, hor modne de er, og hvor meget de kan reflektere.
Men en ting er sikkert! De vil være professionelle fodboldspillere!
Det er interessant!
At kvindefodbolden pludselig er nået hertil, at den hastige udvikling af professionalismen allerede har forplantet sig ned i rækkerne. Det er også interessant, at det er mere attraktivt at være fodboldspiller end få sig en uddannelse og et godt job.
Tidligere var den store forskel på drenge- og pigespillere netop, at mange drenge drømte om en fodboldkarriere – men de fleste piger havde uddannelsen som det vigtigste. Sporten var kun noget sekundært.
Det er endda underordnet, om de har en fast plads på holdet, eller om de kæmper en hård kamp for at blive blandt de udvalgte. De har den samme drøm! Og dét, der virkelig har slået mig, er, at de stort set alle med tindrende glæde i øjnene siger:
”At de elsker at spille fodbold. Og det vil være så fedt at have et liv, hvor de bare skal spille fodbold…”
2)
Jeg har gennem spørgeskemaer spurgt til blandt andet deres selvtillid og selvværd, om de føler sig gode nok som mennesker og spillere. Og jeg har spurgt om de oplever følelser både som tvivl, uro, bekymringer eller sårbarhed – eller følelser som eksempelvis optimisme, glæde, engagement og mening.
Jeg skal ikke gå i detaljer med svarene her – men der viste sig en markant fordeling på to typer. Der er rigtig mange af pigerne, der stort set kun er fyldt med positive følelser, og som ikke kender til det negative eller svære.
Men der er også en anden gruppe, som har hårde kampe kørende i deres indre univers. Der er flere piger, der med forskelligt ordvalg, får sagt, ’at det kan være svært’, og de ’bliver kede af det’, og de tager det med hjem. Her oplever deres forældre det og bliver bekymrede.
3)
Her spiller deres alder en stor rolle. For de er netop ikke dybt reflekterede eller kan se sig selv udefra i en større sammenhæng. I deres alder bruger de stort set alle sammen deres forældre til at støtte og hjælpe.
Der bliver snakket, og fodbolden vendt og drejet derhjemme, og forældrene giver oftest det simple råd: ”At de må knokle videre og vise, at de er gode nok…” Og det er tydeligvis strategien for dem, der har det svært: ”De skal vise, at de kan og vil.” Oftest ved de faktisk ikke helt præcist, hvad det er, de ellers skal gøre og ikke gøre for at få spilletid.
Det er tankevækkende, at det – hos stort set alle pigerne – er mødrene, der står for det praktiske og det mentale. Og det er fædrene, der involverer sig i den sportslige udvikling og også står for eventuel ekstra træning – enten hvor de selv deltager, eller hvor de køber individuel træning til deres døtre.
4)
Det er dog kun nogle enkelte af pigerne, der er – eller har været – i tvivl, om de vil det her. Tvivlen kommer mest af alt, fordi det tager stort set al deres fritid – men de siger også i samme åndedrag, at det samtidig er et fedt liv, hvor de hygger sig med hinanden, og de elsker at komme til træning.
Og så stiller de ofte selv spørgsmålet: ’Hvad skal de ellers give sig til, hvis de ikke skal spille fodbold? De har jo stort set ikke gjort andet gennem de sidste mange år af deres unge liv. Det er de selv bevidste om.
5)
Så jeg står tilbage med en fornemmelse af, at sporten er fed for dem. Præstationsmiljøets krav er lidt hårde – og de kan være hårde ved sig selv. Men de bliver hjulpet mentalt hjemmefra, og det giver mening for dem bare ’at klø på’.
Det er desuden tydeligt, at der – som et grundlæggende vilkår – ikke er kommet et pres på deres samlede ungdomsliv, fordi de går i folkeskolen og endnu ikke er begyndt på en krævende ungdomsuddannelse.
6)
Men sidst – og absolut ikke mindst – så er der én ting, mange af dem har med som er en kritisk joker: Det er deres indre, kritiske stemme!
Den her stædige stemme kan have fokus på at skubbe på dem og motivere – men den kan også være opslidende og være med til at underminere dem, fordi den aldrig bliver tilfreds – men bliver ved med at pille dem ned.
7)
På sigt bliver det derfor et afgørende fokus for mine undersøgelser.
– Hvor intenst kører den her indre stemme? Hvad siger den? Og hvad har det af konsekvenser for livskvaliteten i et præstationsunivers for Q-atleterne?