Forfatter: Lise Kissmeyer

Der er noget med mig og sport. Vi har hængt sammen hele livet. Jeg er vokset op med bolde, sved og shorts. Jeg har studeret idræt, lavet børnesport på TV, skrevet børnebøger om sport, rapporter om sportstemaer, lavet sportsportrætbøger, skrevet artikler og produceret sports-tv mm. - og så er jeg endt med mit eget firma SPORTSFORMIDLING, hvor mit hjerte banker for at sport skal blive ved med at være en fantastisk verden for alle potentielle sportsbørn! For jeg synes, det er vigtigt, og at der er brug for det!

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 4 AF 4 INDLÆG

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE ELLER HVAD

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 4, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20. Det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den .20. Det tredje indlæg med Laurence Halsted blev bragt den 3.2.20.

—

Der er meget dobbelthed i det her – både godt og skidt

Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Team Copenhagen arbejder for at fremme eliteidrætten i København og er støttet af Københavns Kommune og en vigtig del af Teamets arbejde er at skabe gode rammer for de unge talenter i København – både gennem støtte til klubberne og støtte til skoleordninger. Direktøren Leif Chr. Mikkelsen er også manden bag TALENT-DK, der gennem mange år har samlet folk, der arbejder med talenter for at udveksle viden og erfaringer fra fire forskellige performancekulturer – kunst, eliteidræt, erhvervsliv og forskning/uddannelse. Så jeg har mødt Leif gennem mange forskellige begivenheder gennem årene.

Da jeg havde skrevet til Leif med mine spørgsmål, så valgte han at de to konsulenter Jeppe Haugaard og Lise Warren Pedersen, der har det meste af den daglige kontakt til talenterne, også sad med, så vi kunne tage et fælles afsæt i hverdagens kontaktflader med de unge.

Vores snak starter et lidt sjovt sted. Noget de tre har snakket om, inden jeg kom. At Team Copenhagen for otte år siden havde kåret en 12-årig bordtennisspiller som årets talent. I dag ville de aldrig gøre det og lægge det implicitte forventningspres på ’en lille dreng’.

Men det er jo dét, der bliver gjort allevegne og hele tiden, når ungdomssporten har travlt med at kåre børnevindere og udnævne dem officielt til ’et kæmpe talent’. Det siger jo sig selv, at når en lille purk eller pige får en titel klistret på sig som noget helt specielt, så kan medaljen om halsen for nogle unge opleves som et tungt åg, og det kræver en helt speciel psyke ikke blive tynget af det. Men det er en helt anden snak – men en vigtig pointe at tage med. Det skulle være forbudt at udnævne børn til noget som helst andet end et dejligt barn, der er rigtig dygtig til en masse ting.

Vores snak kommer hurtigt videre derfra, og vi rammer ind i den svære udfordring, der følger med, hver gang vi voksne skal diskutere ’det gode talentliv’. For hvordan ved vi, hvordan det ser ud fra et børneperspektiv?

Men de tre kan blive enige om de gode ting, de ser. ”Børn og unge får mange kompetencer og får mange gode oplevelser, og deres kreativitet, nysgerrig og selvstændige lyst til at lære noget bliver stimuleret. Langt de fleste af dem synes, det er et fedt liv! Det er privilegerede unge, der går i sportsklasserne, og det er også typisk dem, der i forvejen har et godt hjemmenetværk, der fungerer og klarer det.”

Men Teamet ser også nogle problemer. Først og fremmest kan det være svært for de unge at sige fra, fordi talenternes identitet nemt bliver meget ensidig.

”Vi sætter de unge i en situation, der gør dem sårbare, når vi beder dem om at træne rigtig mange timer i én idræt eller ét miljø, for så er det begrænset, hvilke relationer, de kan nå at skabe udover sporten, og derfor bliver de sociale konsekvenser enorme, hvis de siger fra i idrætten.”

En anden konsekvens af den ensidige tilværelse – som specielt ligger Lise Warren Pedersen meget på sinde – og som stort set alle de andre, jeg har snakket med trækker frem er det uhensigtsmæssige ved at have en tilværelse, hvor hele ungdomslivet kun er skole og sport.

”Så bliver du et begrænset menneske,” som Lise Warren Pedersen udtrykker det.

Efter de her iagttagelser kommer vi tilbage til diskussionen igen. For hvis vi som voksne – og som en kommune – skal stå inde for at gøre tingene på ’børns præmisser’. Hvor skal vi så hen? Hvad er det, vi skal være opmærksomme på, når vi vil lave miljøer for og med børn?

De bedste hurtige bud fra Jeppe Haugaard lyder på: ”Bare hen til noget, der er bedre! Måske noget, der er mindre struktureret? Det handler i bund og grund om, at det skal være sjovt, mens de er i det!”

Vi ender altså i det samme ord, der bliver ved med at dukke op, når folk leder efter en bærende værdi.

”Sjovt.”

Det sjove og svære ved sjovt er bare, at det ord kan dække over så meget. Så det er svært at blive konkret klogere på, hvordan opskriften på noget sjovt ser ud, når du står med sportsklasseeleverne om morgenen kl. 8.00 i hallen.

Helt konkret, så mærker Team Copenhagen, at det kan være svært at finde den rigtige dosering i hverdagen, og det giver udfordringer, når de unge ikke bakker nok op om morgentræningerne. For hvad handler det om? ’Stemmer de med fødderne’, fordi det ikke er sjov/god træning? Eller er der noget andet galt et andet sted?

”Vi har haft nogle hektiske diskussioner med morgentrænerne. Vi siger, at der skal være plads til pauser og til, at der er lidt kriser ind i mellem. Men morgentrænerne synes, det er problematisk, at vi bakker de unge op i, at de bar brug for en pause – mens de som trænere kæmper for at holde gang i træningen. Det er forståeligt, at man som træner bliver frustreret over, at de ikke kommer. Men det handler også om, at det er meget svært at skelne mellem, om de unge mangler motivation, eller det handler om noget andet.

Det er nemmere for de trænere, der møder de unge i en klub, for der kender de dem på en helt anden måde, og de har mere at forholde sig til. Der kan de bedre se, om den manglende tilstedeværelse skal ses som mangel på trivsel! Og de vil vide, om det kræver, at der skal snakkes med dem!”

Vi ender igen med, at det er svært at finde en lige eller en rigtig vej – men det faktum i sig selv gør, at vores opsamling ender med en meget interessant iagttagelse:

”At der er så meget dobbelthed i hele det her felt.” Der er mange ting, der både kan være godt og skidt.

Men der er dog et vigtigt indsatsområde, der giver mening at arbejde med for Team Copenhagen teamet.

”Man kan ikke styre, hvor meget forældre presser på, men den allerstørste påvirkning kommer fra trænerne. Man kan godt være bekymret for, om dem, der træner unge, træner dem på samme måde, som de træner de voksne. De aldersrelaterede træningskoncepter og Team Danmarks værdihus sætter nogle rammer. Men vi ved reelt set ikke nok om, hvordan det foregår derude. Det væsentligste middel vi har er i sidste ende at stille krav til træneruddannelsen!”

Sjovt nok trækker Team Copenhagen teamet fægteklubben Trekanten frem – netop den kultur, som Laurence Halsted har beskrevet i det forrige blog-indlæg som en særlig ’god case’.

”Trekanten har nogle rigtig gode trænere. Det er ikke fordi, de er meget pædagogiske, og de er ikke undervisere. Men de er ’mennesker’ og har en tilgang, hvor der bliver investeret tid til den enkelte.”

Den snak ender ud med den sidste anbefaling/ide til at tage med på vejen.

”Det skulle være det mest prestigefyldte at være talenttræner! Trænerne skal ikke bruge ungdomstræningen som et step på vejen til et mere prestigefyldt job som seniortræner! Det ville være godt, hvis man arbejdede med de unge talenter, fordi man ønskede at være der.”

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 3 AF 4 INDLÆG

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 3, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20, og det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den 26.1.20.

—

Det er synd, hvis de ikke når at opleve, hvor fedt det er

Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted

Bagefter jeg havde snakket med Laurence spekulerede jeg over, hvorfor denne snak var anderledes end de andre? For Laurence var meget mere optimistisk og positiv, end de andre eksperter, som jeg snakkede med. Og så faldt tiøren. Laurence Halsted har haft en helt speciel positiv og opbyggelig oplevelse i sin sportshverdag, for han har været med til at skabe en stor succeshistorie med et fægteforbund, der helt sensationelt avler talenter, der kan begå sig internationalt gennem blandt andet den stærke Københavnerklub Trekanten.

Fægtning er ’the good case’, hvor der netop er en unik medmenneskelig struktur, og hvor der er plads til at ’se det hele menneske’, som det så fint hedder. Laurence Halsted forklarer det selv med, at i dansk fægtning har de ikke det store forventningspres udefra. Fægtere har heller ikke det samme fysiske stres som om idrætsgrene som roning eller svømning, fordi sportens intensitet betyder, at de ikke kan træne i de samme store mængder. Som han ser det, er den helt store forskel, at der i det daglige træningsmiljø bliver arbejdet konkret med de der ellers meget flyvske værdier, og derudover handler det om, at der er overskud til, at hver enkelt atlet bliver set og mødt. Så sportschefen kan ret så overbevisende sige:

”Jeg er meget optimist men også realistisk, for der er et stort potentiale i sporten, som vi ikke udnytter.”

Fordi han netop oplever at se, unge mennesker komme ind i sporten og blive udfordret og finde dyb mening i det. Det gælder både for dem selv, sammen med deres andre jævnaldrende og sammen med nogle voksne, der virkelig vil dem.

I et lidt romantisk lys lyder det også både ’rigtigt og dejligt’, og det er en af de succeshistorier, som det er værd at holde fast ved. Også selvom det måske kun kan lade sig gøre, fordi fægtning er en idrætsgren, hvor der ikke er mange økonomiske interesser, der kommer og sætter en anden dagsorden?! Men samtidig handler det jo også om noget så alment tilgængeligt, som hvordan vi vælger at være som mennesker.

Og apropos det med det menneskelige, så kom det heller ikke som en stor overraskelse, at Laurence var positiv, for grunden til at jeg havde taget kontakt til ham var, at jeg havde hørt et fantastisk inspirerende foredrag, han holdt om ’self-compassion’ ved et Talent.dk-seminar. Det var noget af en stærk øjenåbner.

Han tog fat i den tendens, de fleste topidrætsfolk lever med – eller lider under – kan man sige. At de er så hårde ved sig selv. Men det behøver de slet ikke at være. Der er meget styrke i at være god ved sig selv. Og Laurence Halsted taler af erfaring som tidligere olympiske fægter for Storbritannien.

Selvom han ser så mange gode potentialer i sporten – potentialer som slet ikke er fuldt udnyttet – så ser han dog også sporten på den store bane, som påvirket af nogle stærke og ikke positive kræfter.

”Jeg ved ikke om, hvordan denne udvikling foregår, eller om den er stigende. Men når vi har et overordnet sportsunivers, hvor der er så meget fokus på resultater og præstationer ved VM, OL og andre store mesterskaber, så kommer det til at handle om penge og profiler. Dette fokus kommer til at få en afgørende påvirkning hele vejen ned gennem systemet, og det kan få den negative konsekvens, at atleter bliver behandlet som en handelsvare i kampen for resultater og penge.”

Men sportschefen har en klar pointe i forhold til, hvornår det så bliver en konkret dårlig oplevelse for den enkelte individuelle atlet. Jo, de dårlige oplevelser udspringer altid fra det konkrete miljø. Og der kan man gøre en forskel. Derfor er det så afgørende at skabe de gode miljøer for de unge.

Og den opskrift vil Laurence Halsted gerne dele ud.

”Når vi snakker om et godt miljø, så handler det for mig om at have et autonomt miljø. Det betyder i praksis, at den enkelte atlet er med til at bestemme over deres egen tid og deres egne aktiviteter. Det handler om dem selv, og det må være deres eget projekt – ikke trænernes eller forældrenes. Det er en stor del af et mentalt sundt miljø, og det er ikke komplekst. Atleten skal ikke være ´a pawn in the game’”.

Dette pudsige engelske udtryk betyder, at de unge ikke skal være en bonde i et spil skak, som andre bare kan flytte rundt på. Men i samme åndedrag er det vigtigt for Laurence Halsted at understrege, at det ikke betyder, at man ikke skal udfordre og kaste de unge ud i at presse sig selv.

”Når de bliver ældre og skal begynde at træne til at præstere, så kan de faktisk godt. Også selvom det er et krav og et slags pres. Men det er faktisk positivt i dag – at du som ung selv skal tage stilling, og at det kræver din energi. Det, tror jeg ikke, er dårligt. Det er faktisk en af sportens største kvaliteter, at den netop kan udfordre de unge på den måde, I skolen kan de unge beslutte hvilke fag, de vil tage – men der kan de ikke bestemme, hvordan de vil lære det. Dette ansvar for deres egen udvikling kan de få i sporten.”

Når det så er sagt, så pointerer Laurence Halsted, at det som altid handler om at finde den gyldne balance. Der skal være nogle rammer. Og her trækker han det samme helt centrale forhold frem, som alle de andre interviewede også fremhæver:

“Sport må ikke tage al tiden og fylde hele livet! Der må være plads til at udvikle andre aspekter af deres personlighed og andre interesser udenfor deres sport.”

Laurence Halsted har sluttelig endnu en vigtig ingrediens i opskriften på at skabe de gode miljøer. Det er kvaliteten i den træning, der bliver præsenteret for de unge. Det er igen helt simpelt.

“The buzzword er SJOVT!”

Det skal være sjovt for børnene, og for sportschefen betyder det ikke, at det skal være ligegyldig leg. Det betyder, at man meget nøje doserer udfordringer til de forskellige unge og til de forskellige alderstrin.

”Det skal være varieret, og det skal ikke være for systematisk. Øvelserne skal skifte, og det må gerne være seriøst, hårdt og udfordrende. Når de unge bliver presset på det sportslige fysisk og teknisk, så mærker de udvikling i det. Og det er så vigtigt og fedt for unge at mærke, at de flytter sig. Det er her sporten kan noget, som alle de andre aktiviteter, som vi er i konkurrence med, ikke kan. Så det er også en fastholdelsesstrategi. De skal mærke de bliver dygtige og udvikler sig.”

En sidste pointe fra Laurence Halsted:

“Der skal arbejdes bevidst med den menneskelige udvikling.”

Det lyder jo som altid også godt. Men hvordan gør man det i praksis, så det ikke kun er flotte ord?

Sportschefen følger dog overbevisende og detaljeret om, hvordan han helt konkret har taget værdier op sammen med fægterne og har fået dem til blandt andet at tænke over, hvad det egentlig er, de godt kan lide, ved det de gør? Og sidste sæson gjorde han udfordringen endnu mere tema-rettet. Her handlede det om noget så ’usportsligt’ og usædvanligt som ’love’,

”Jeg udfordrer fægterne til at finde ud af, hvilken rolle ’love’ har i sportens mange forskellige kontekster? Hvordan kan de ’love’ sig selv med compassion? Hvordan kan de ’love’ sport og finde den dybe mening med den? Hvordan kan de vise ’love’ i forhold til teammates? Og det mest udfordrende for dem – hvordan kan de vise ’love’ i forhold til modstanderne?”

Det må da siges at være stof til eftertanke, men også noget af en udfordring at tage op som træner. Men trænere skal vel på den anden side også udfordres og skubbes for at have det sjovt og motiverende…

Jeg slutter med en sjov og tankevækkende ide/provokation/vision, som Laurence kastede fra sig, da han for alvor havde talt sig varm ift., hvor helt centralt det er, at vi arbejder med de unge menneskers personlige udvikling.

”Det burde egentlig være et kriterium for at kunne modtage støtte, at man skal arbejde med menneskelig udvikling!”

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – Nr. 2 AF 4 INDLÆG

Dette er del 2 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar og første uge af februar. Så følg endelig med….

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout, mentale og fysiske overbelastninger …

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af konkurrencesport for børn og unge. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og ”Talenternes Talerør” med at lave en liste med en række kompetente personer fra mit netværk, der dækkede mange forskellige tilgange til idræt for børn og talentudvikling. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal sætte fokus på fremtidens udfordringer? Og har de mon gode input til, hvordan udviklingen kan ændres?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig om talentudvikling:

Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 2 – det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20

Det stærke og forpligtende fællesskab i foreningerne er under pres

Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen

Næste indspark kommer fra en meget markant person, der har siddet på den øverste top af dansk eliteidræt gennem mange år i stillingen som direktør for Team Danmark. I dag er Michael Andersen stadig engageret i udviklingen af talenter i dansk og international eliteidræt som konsulent.

Michael Andersen ser en facet ved udviklingen af talenter, som særligt bekymrer ham. Og det er den markante selektion.

”Der er i dag et stort og problematisk selektionssystem, der går længere og længere ned i forhold til børnenes alder og færdigheder. De unge fra 12 til 18 årsalderen bliver meget dygtigere – men de bliver også meget færre, Tag for eksempel en fodboldklub som AGF, der engang havde et 5. hold for drenge. Nu er der kun 16 spillere på -U14-U15-U17-U19. Hvert hold har deres eget omklædningsrum, og hvert år er der en markant udskiftning blandt de 16 spillere på hver årgang, og selektionen sker ofte ureflekteret ud fra nogle målbare parametre, som for eksempel drengenes fysik. De unge er under konstant pres, og mange frygter at blive fravalgt. Mange af de fravalgte i superligaklubberne vender heller ikke tilbage til deres barndomsklub men stopper helt med at spille fodbold. Frafaldet blandt de 14 – 18-årige i fodboldklubber er alt, alt for højt. Langt de fleste licensklubber i dansk fodbold fungerer i dag som kommercielle forretninger – og ikke som forpligtende foreningsfællesskaber. Jeg synes, det er skræmmende – specielt for holdsport som fodbold og håndbold.”

Skræmmende er et ret så stærkt ord – men det siger nok en del om, hvor anderledes dagens sportsunivers ser ud, når både Michael Andersen og jeg kommer fra en generation fra ’de gode gamle dage’, der er vokset op med foreningen som en stor del af både opvæksten, oplæringen og introduktionen til livets mange andre opgaver og udfordringer.

Michael Andersen trækker konsekvenserne af de forringede vilkår for den brede deltagelse i foreningerne ud i et større perspektiv. For når foreningerne ikke længere kan rumme den brede gruppe af unge, så får vi en ny problematik, hvor vi kommer til at stå med mange inaktive unge.

”I dag skal man være glad som forælder, hvis ens børn bare kan være fysisk aktive i eller udenfor foreninger op til 18 år, og samtidig skal man som forældre også være meget opmærksomme på, at sporten ikke kommer til at udgøre hele tilværelsen for barnet eller den unge. Min anbefaling vil være, at de unge også skal bruge tid og kræfter på skolen og ungdomsuddannelsen. Jeg er meget tilfreds med, at mine døtre ikke valgte ensidigt at fokusere på sport. Og sådan så jeg også på det, dengang jeg var direktør for Team Danmark.”

Jeg har mødt mange topidrætsfolk, der har den samme skepsis i forhold til hvilke forhold deres sport giver de nye unge talenter. Topidrætsfolk der ikke ønsker for deres børn, at de skal gå samme elitevej, som de selv har gjort. Det giver virkelig stof til eftertanke. Michael Andersen uddyber hans skepsis og retter den især imod de sportsgrene, hvor penge og kommercielle interesser spiller en større og større rolle.

”De store forbund som f.eks. DBU og DHF har en stor forpligtelse til at sikre gode rammer og vilkår for klubber, der satser på glæde, trivsel og socialt samvær for børn og unge. Og jeg tror, at det bliver nødvendigt med en gennemgribende ny struktur i forhold til turneringer og stævner, såfremt frafaldet blandt de unge skal mindskes.”

Michael Andersen har – gennem sine mange år i dansk idræt – selvfølgelig også oplevet gode miljøer, hvor der er liv og høj kvalitet på kryds og tværs af alder og sportsgrene. Men han kalder dem ’enklaver’, som stort set alle er bundet op på personligt lederskab og lokale ildsjæle. Igen hænger han sine iagttagelser i sporten op på samfundstendenser, som han ser i de større sammenhænge.

”Jeg tror, der er færre af de levende miljøer, fordi der er færre mennesker i dag, der tager den slags opgaver på sig. Det er en markant samfundstendens, at man kun arbejder for sine egne børn – ikke for dem ved siden af. I dag handler det om det lille fællesskab, hvor man selv kan opnå noget og ikke det store fællesskab, hvor man gør noget for andre – også nogle, som man ikke kender på forhånd.”

Med den betragtning i baghovedet, så bliver der endnu mere behov for at stille det obligatoriske spørgsmål til sidst. Kan den tidligere højskoleforstander Michael Andersen komme med input til, hvad der kan være med til at ændre udviklingen og skabe bedre vilkår for børnene derude?

Ja! Hans bud er netop det gode, gamle universalmiddel, som også altid har virket: ”Jeg tror på dialogen og ikke mindst det personlige møde – ansigt til ansigt.”

Et godt slutord, der igen vækker eftertanke. For hvor og hvordan er det så, at vi får gang i den dialog.

KRONIK FRA POLITIKEN 24.1.20

____________________________________________

Nøj, det er for børn… eller er det?

Kunne man forestille sig en sportens Greta Thunberg, der sidder foran Idrættens Hus i Brøndby i protest mod, hvad det er for et sportsliv, vi tilbyder de unge i dag? Kunne der sidde et lille, muskuløst menneskebarn og indigneret råbe: ”Nu må de voksne vågne og lade være med at ødelægge sportsbørnenes liv!”

Voksen mindset siver ned

Jo, måske kunne det ske, for mindsettet fra de voksnes elitesport siver lige så stille – men vedholdende – længere og længere ned i sporten og sætter også dagsorden hos de yngste rødder i systemet. Børnesporten kommer mere og mere til at handle om, at vi skal skynde os at udvikle nogle kommende stjernerfrø og få dem til at blomstre i en fart. Så der skal trænes og konkurreres en masse så tidligt som muligt. Der bliver optimeret på alle parametre, for at vi kan følge med alle konkurrenterne ude omkring i landet og i verden. For de andre bliver også ved med at træne mere og mere. Fordi det ikke længere er nok bare at gøre ’det bedste man kan’. Man skal gøre, ’hvad der skal til’!

Jeg sad til møde med min bankrådgiver forleden dag. Hun spurgte, hvad jeg lavede? Jeg fortalte så lidt om mit selvstændige arbejdsliv, hvor jeg mest af alt arbejder for, at et ungt sportsliv skal være lige så fantastisk i dag, som det har været igennem mit liv. Det synes hun lød spændende. Hun var også selv gammel håndboldspiller. Jeg fortalte lidt om, hvor vigtigt det er, at vi får råbt vagt i gevær. For der sker så mange ting i og omkring de sportsglade unge, som slet ikke er for børn. Og så var det, jeg fik talt mig varm og den sædvanlige svada væltede ud af mit bekymrede sportssind: …det med, at der sker alt for meget voksent og alvorligt alt for tidligt… farvel til det legende og uforpligtende … ind med specialisering og selektion… en arbejdsuge for et seriøst sportsbarn der ryger op på de 70 timer… voksne der jubler over, at børnene bliver rigtig gode til at prioritere, udvise disciplin og arbejde langsigtet – uden forståelse for, at det er træk, der hører til hos de voksne og slet ikke for børn… og mere af den slags…

Det sker allevegne

Efter min lange enetale, skete der dét, der faktisk altid sker, når jeg får startet mine vandfald af no-good-indikationer. For alle kender til det. Alle har historier om deres børn eller i hvert fald naboens.

Min bankrådgiver synes da også – nu vi snakkede om det – at det var ret så voldsomt, at hendes lille ishockeysøn på ikke engang 10 år, skulle til at have morgentræning.

Så ja, vi kan godt slå fast. At det netop sker alle vegne i mange forskellige former. Selvom sporten stadig er den her fantastiske verden fyldt med masser af glæde, fællesskab og oplevelser, så udvikler børnesport sig til mindre og mindre at være på børns præmisser.

Vi har indrettet skoler og uddannelser, så det rent praktisk kan lade sig gøre at træne meget mere helt ned til 7. klasse – med morgentræninger og dermed plads til to træningspas om dagen. Når du som barn starter med at gå til en sport, vokser sporten meget hurtigt med dine evner. Turneringer og sæsonprogrammer komprimeres, så der aldrig er pauser. Hverken i løbet af ugen eller året. Tilbuddene vil ofte udvikle sig til at blive til et slags ultimatum; hvis du skal være med på det her elitehold, så skal du komme til alle træningerne.

Et valg der ikke er for børn

”Vil du det her?”

Det er det centrale spørgsmål, der bliver stillet til de små, uslebne stjerner. Men spørgsmålet indebærer et valg, som børn ikke er i stand til ar overskue konsekvenserne af. De unge aner ikke, hvad de siger ja til.

Når et sportsbarn forhåbningsfuldt svarer ja til, at de gerne vil blive rigtig gode, siger de samtidig ja til at leve og tilrettelægge deres hverdag efter deres sport 24-7. Det burde stadig være for sjov, men det er det ikke, når valget kan få konsekvenser for både barnets dannelse og uddannelse – og ikke mindst kan påvirke hele familiens hverdag.

Meget af det samme underminerer

Er det så et problem, at en udvalgt skare af talentfulde unge sportsfolk får lov at prøve sig selv af til grænsen? Ja, det er et problem, at når min bankrådgivers skøjteglade søn skal til at træne om morgenen, før han er 10 år, så er risikoen for, at det bliver alt for meget, og at han kører træt i det i løbet af et par år, ret så stor. Selvom han gerne vil og synes, det er sjovt, så er vi mennesker sådan, at når vi får for meget af det samme, så mister det værdi. Specielt hvis vi får øjnene op for, at der er en masse andet, som vi går glip af.

På den lange bane sker der det, som vi allerede i alarmerende grad ser i dag. Når børnene bliver teenagere, vælger de sporten fra. På den store og lange bane bliver konsekvensen, at ambitionerne om at udvikle udvalgte talenter ødelægger rigtig meget for den store gruppe af almindeligt engagerede sportsbørn. Det er en høj pris at betale for både den enkelte – men også for vores samfund. Fordi vi får en gruppe af unge, der ellers var glade for sport, der ender som inaktive. Ungdomsmiljøerne har sjældent alternative tilbud til unge, hvor de kan dyrke sporten på et udfordrende niveau – men i en mindre forpligtende pakke. Det er desværre oftest et enten-eller.

Udviklingen har også den uheldige konsekvens, at talentsporten bliver som et slags udskillelsesløb. Dem, der overlever i talentsporten, bliver dem, som både kan holde til det mentale pres, bevare motivationen (eller har forældre, der holder dem til ilden) og ikke mindst dem, der har en fysik, hvor kroppen kan klare den tidlige og ofte ensidige belastning. I dag finder man tidligere og tidligere alvorlige overbelastningsskader hos børnene.

Advarselslamperne bliver ignoreret

Det mest paradoksale ved denne udvikling er, at både forskningen og frafaldstallene i allerhøjeste grad fortæller os, at vi har skabt et system, der ikke er godt for børnene. Det er ikke børnenes behov, der er styrende. Det er ikke børnene, der ønsker det sådan her. Men når håbefulde børn får at vide af vigtige voksne, at vejen frem er at træne så og så meget, så kaster de sig ukritisk ud i det, så længe de orker. I dag er det eksempelvis halvdelen af de børn, der har valgt fodbold, som deres sport i 12-års alderen, der er stoppet, inden de bliver 18 år.

Det får tankerne hen på metaforen – at man kaster 1000 æg op imod en mur og leder efter det æg, der kan klare det uden at blive smadret. Det billede bliver endnu stærkere, når vi lige husker os selv på, at bag hvert eneste æg er der et barn, som kun har denne ene barndom. Så er det ikke fedt at bilve kastet med.

Vi er oppe imod stærke kræfter

Det er desværre alt for nemt at forstå, hvor fristende det er at putte mere og mere træning og konkurrence på. For de umiddelbare fremgange er tydelige og fascinerende. Børn flytter sig så hurtigt. Det kortsigtede boost af succes og begejstring er meget mere attraktivt end at tænke langt og strategisk. Specielt når den kommercielle sport samtidig står derude og lokker med kontrakter og andre gevinster.

Det er de kræfter, vi er oppe imod. Der er mange trænere og ledere, der dybt engagerede er drevet af dette stærke ønske om at skabe resultater i en fart. Upåagtet af skader, burnout og dropout. Og upåagtet af, at masser af forskning viser, at der ingen sammenhæng er mellem tidlig specialisering og udvikling af succesrige eliteidrætsfolk. Tværtimod! Forskningen viser, at det bedste er, at børn får lov at spille, lege og prøve en masse forskelligt motorisk så længe som muligt. I en hverdag, hvor der er luft til selv at organisere og finde egne veje. Analyserne viser, at de fleste af de succesrige sportstjerner netop har dyrket flere forskellige idrætsgrene i de tidligere år, og de er først blevet specialiseret ret sent.

Alternative guidelines

Andre steder rundt om i verden er de visionære begyndt at handle på forskningen. Eksempelvis har en af de mest professielle ligaer i verden, den amerikanske NBA basketballliga, i samarbejde med det nationale forbund sat forskernes anbefalinger sammen med praktikernes erfaringer og formuleret nogle kontante guidelines, der sætter maksimum på, hvor meget børnene skal spille og konkurrere fra helt små til seniorer.

Kigger vi på, hvilke guidelines, der kommmer fra sportens øverste instans herhjemme, så har vi Team Danmark, der blev etableret af politikerne i 1984 med det formål at skaffe medaljer til Danmark – på en samfundsmæssig og socialt forsvarlig måde. Team Danmark lavede i 2005 en guidebog for, hvordan man skal træne børn. Dette ’Aldersrelaterede Trænings Koncept’ tog afsæt i en teoretisk tro på, at man skulle putte 10.000 træningstimer ind i et talent, for at det skulle folde sig helt ud. Men i den opdaterede udgave ATK 2.0 fra 2016 gør Team Danmark selv op med, at det skal være nødvendigt at træne tre timer om dagen i ti år, og de sætter ny fokus på, hvor vigtigt det er med de gode miljøer omkring talenterne.

Trivsel er en svær størrelse at arbejde med

Problemet er bare, at Team Danmarks anbefalinger om at skrue ned for den tidlige intensivering ser ud til at have svært ved at nå ud til børnesportens virkelighed i de lokale miljøer. Men indrømmet – det er også svært og meget mere diffust at arbejde med at skabe trivsel end resultater.

Ofte sker der det, at når målet er svært at gøre målbart, så bliver det målbare målet. Mit mangeårige arbejde med at lave kvalitetstjek af talentmiljøerne ved at kigge på fire forskellige glæders vilkår – glæden ved selve sporten og aktiviteten / glæden ved at præstere og udvikle sig / glæden ved det sociale og fællesskabet / glæden ved livsstilen og gevinsterne) – har været et forsøg på at flytte fokus fra resultater til gode miljøer. Og det kan lade sig gøre. Og det er et fantstisk meningsfyldt og fedt liv fyldt med potentielle glæder at være i sunde konkurrencemiljøer. Selvom ja, der er også rigtig mange andre faktorer i præstationsmiljøerne, såsom træneradfærd, værdier og værktøjer, der er afgørende for, om det også i praksis er gode og ’mentalt sunde’ miljøer for de unge (som DR-dokumentaren om spiseforstyrrelser i elitesvømningen aktuelt har sat på dagsordenen).

Vi trænger til at diskutere vores eliteidrætssystem

Når vi ser på vores danske idrætssystem, er det øverste vurderingskriterium altså stadig at vinde medaljer, og det er medaljerne forbundene bliver vurderet på for at få støtte. I det lys er det tankevækkende, at vi lige siden Team Danmarks etablering slet ikke har haft en diskussion af, om vores eliteidrætsmodel er den rigtige vej, vi har taget dansk sport ud på?

Men måske kunne den lille sports-Greta ude foran Idrættens Hus lave et banner, hvor hun beder de danske politikere ændre på den danske stats vision, så Danmark bliver et modigt foregangsland, der går efter at få det bedste elitesportssystem for menneskene – både små og større. Et system, hvor vi hele vejen igennem sætter den personlige trivsel i centrum. Et system, hvor den unge har plads til at udvikle sig i og med sporten; og hvor specialiseringen og valget af en eliteidrætskarriere først bliver taget, når de unge er modne og klar.

Hvor meget må medaljer koste

Der er sikkert mange i eliteidrætten, der vil være bange for, hvad sådan en eliteidrætspolitik vil gøre ved Danmarks sportslige konkurrenceevne? Men måske vil et system med fokus på mennesket forløse noget andet af en stærk og meningsfyldt kvalitet?

Vi kan også vende argumentationen om. Hvis vi nu siger, at vi kun kan klare os i international eliteidræt ved at fortsætte udviklingen ad den vej, vi er på. Er det så dét værd? Vil vi have dyre danske medaljer, hvor prisen, vi betaler er, at en masse unge bliver tvunget ud til højre af den alt for krævende talentlivsmodel?

Medaljer har en stor og unik værdi. Det giver sådan et skønt, brusende, nationalt kick, når vores rød-hvide atleter klarer sig godt. Jeg elsker det også, og der er absolut ikke noget galt i det. Jeg lever og arbejder med begejstring i den verden. Men hvis det viser sig, at vi svigter de sportsglade børn med den her model, så bør vi da råbe op og overveje, om vi ikke kan gøre det bedre?

Vær konstruktiv kritisk i dit eget miljø

På den korte bane kan vi starte i det små lige der, hvor vi er. I den lokale klub og de daglige træningsmiljøer. Hvis du er forælder, træner eller leder kan du spørge til, hvordan I laver de bedst mulige rammer for børnene her, hvor I er? Altså lave de rammer, der rummer.

Sports-Greta er endnu ikke dukket op. Men under alle omstændigheder er det os voksne, der er nødt til at gøre os umage og tage ansvar her og nu. Børnene og de unge lader bare deres ben tale, og de går hastigt ud og væk fra alt det skønne, som en god sportsopvækst kan give, hvis ikke sporten passer ind til et helt børneliv og ungdomsliv.

Af: Lise Kissmeyer

Mange gange dansk mester i badminton, Cand. Scient i humanistisk idræt og freelance journalist, foredragsholder, blogger på ’talenternestalerør.dk’ og forfatter. Har blandt andet skrevet bogen ’Jagten på glæden – og det bedste talentliv’ og har netop udgivet bogen ’Sportsforælder – Familierevolutionen du ikke så komme’.

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – NR. 1 AF 4 INDLÆG

Dette er del 1 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar. Så følg endelig med….

_________________________________________

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

___________________________________________

Det ville være så godt hvis de fandt et frirum – men de møder et monster

Tidligere talentchef i DHF, ansvarlig for håndboldtrænerlinjen Idrætsskolerne Ikast og assistenttræner i Skjern, Claus Hansen

Værs’ go’! Nu kan I komme med en tur rundt i sportsmanegen på jagten efter kommentarer til talentsportens aktuelle status. Vi starter med en af de mest kompetente, kvalificerede og inspirerende talent-ansvarlige, som jeg har mødt på min vej.

Første gang jeg hørte et oplæg fra Claus Hansen, var han fungerende talentansvarlig for Dansk Håndbold Forbund. I oplægget fortalte om hans udviklingsfilosofi med at have en bred trup med mange i spil, hvor der ikke hver gang blev sat det stærkeste hold på kort sigt, og hvor der var plads til at tænke på den langsigtede udvikling. Det gjorde indtryk, og ved den lejlighed fik jeg mulighed for at spørge Claus, om han virkelig havde opbakning fra forbundet til at gå denne brede vej. Hans svar var ’ja’ den aften. Men kort efter valgte han efter netop uenighed om principperne at sige op. Han ser nu et forbund, der går i den anden retning med tidligere specialisering.

Og i det store billede er Claus Hansen en smule bekymret, som han siger. ”Børneidræt er blevet mindre og mindre på børnenes præmisser. De voksne har deres dagsorden og deres interesser. Det har eskaleret de seneste år. Men selvom man intensiverer træningen, så viser det sig jo, at det ikke giver bedre resultater. Vi brænder vores lys i begge ender. De voksne giver de unge så mange stimuli, at de løber skrigende bort.”

”For mig er nøgleordet, at det handler om at lege. At give de unge lov til at gøre det, de synes er sjovt – og have frie rammer omkring træningen. Jeg tror, det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteterne i foreninger bliver på børns præmisser. Hvis man detailplanlægger en U7-træning, så finder de ikke deres egen vej.”

”De unge bliver hele tiden målt og vejet, og forældrene siger, at det er deres børn vant til fra skolen. Men det er jo netop derfor, at de har brug for en helle i sporten. Og det får de ikke. Det ville være så godt, hvis de fandt et frirum – men så møder de et monster i stedet for.”

En sidste pointe trukket ud fra samtalen med Claus. En pointe, der handler om, hvordan vi kan forandre på tingene. Claus gør selv en meget målbevidst indsats for at få folk til at tage stilling til, hvordan vi arbejder med de unge. Udover sine kvalificerede oplæg og foredrag er han flittig med indlæg på de sociale medier.

Men han kalder på flere aktive på scenen. Specielt forskningen, som han gerne så som en meget mere markant stemme på hverdagsbanen. Der er i høj grad brug for, at få al den nye viden ud om, hvad forskningen kan dokumentere er godt – og ikke godt! – for børn og unge på sportsbanen.

God pointe og stof til eftertanke. For hvor er det egentlig, at de aktive trænere og ledere ude i miljøerne støder på erfaringsbaseret viden og konkret inspiration til ’what to do & and what not to do?!’

TANKEN BAG TALENTERNES TALERØR

TALENTERNES TALERØR – Et rart råbende rør, der gennem viden og kvalificeret debat arbejder for et godt sportsliv for børn og unge på børnenes præmisser.

Denne blog er første trut fra Talenternes Talerør. Talerøret er tænkt som de unges stemme i eliteidrætten. En stemme, der sætter de unge atleters trivsel og personlige udvikling øverst.

Det handler om alle de unge mennesker, der elsker sport, og som vier deres dyrebare unge liv til at være i sportens verden. Med håb, drømme, indhold, mening, retning, fællesskab, krav, forventninger, rammer, rutiner, opmærksomhed, bekræftelse, fascination, spænding, intensitet, følelsesudsving, træthed, glæde, jubel mmm!

For et sportsliv er jo en fantastisk ting fyldt med så meget – og med et kæmpe potentiale til at skabe liv og skæbner. Sport er på mange måder – ’ikke kun for sjov’.

Gennem de sidste årtier er der sket en intens udvikling af børne-, og ungesporten. Der bliver trænet meget mere, meget tidligere. Der bliver taget flere særlige uddannelsesvalg, og et valg af sporten bliver også et valg af en særlig livsstil for de unge – valg der ofte påvirker hele familien.

Der findes ikke overordnede instanser, der styrer og regulerer udviklingen – eller har det overordnede ansvar for, om det er børnevenlige sportsmiljøer, vi udvikler.

Der er ingen garanti for, at børnesporten bliver organiseret til ’børns bedste’. Det er også svært at gøre og måle på! Det er nemmere at måle resultater og præstationer. Det er meget mere diffust at forsøge at måle livskvalitet og personlig udvikling.

”Når målet er svært at måle, bliver det målbare ofte målet” – som en klog engang har sagt…

En anden udfordring i dagens talentsport er, at det svært at få et overblik over, hvad vi reelt har af vidensbaseret information om, hvad der er ’det gode’ for børnene.

Tilbage står vi med nogle helt centrale spørgsmål, som vi skylder at forsøge at finde svar på, når vi taler på vegne af børnene:

Hvordan ser ’den gode model’ ud for et ’godt sportsliv’ for ’de gode’ sportsbørn?
Hvad ved vi reelt om, hvad der er godt eller skidt?
Hvor kan/skal vi sætte ind?

VISIONEN med Talenternes Talerør er, at det skal være et godt liv for de unge at dyrke deres sport målrettet.

Hvor ’det gode liv’

– betyder plads til at være barn og dermed opleve glæden, legen og fællesskabet

– hvor hverdagen med sporten er med til at stimulere en positiv og alsidig personlig udvikling af ’gode mennesker’

Hvor ’den gode udvikling’

– inkluderer livskundskaber som – selvindsigt, ansvarlighed, evnen til at indgå i fællesskaber, forstå andre og selv bidrage

– det handler om at få lov til at prøve sig selv af og udvikle sit potentiale på mange fronter – og gøre det i gode miljøer, der er tilpasset et moderne ungdomsliv

Hvor ’de gode miljøer’

– tilbyder en hverdag, der er rummelig og motiverer til – at flest muligt bliver ved længst muligt – med at have en meningsfyldt hverdag med sport

– det handler ikke om nogen afgrænset målgruppe af elitebørn – det handler om alle de børn og unge, der har deres hverdag i præstationsmiljøer, hvor der bliver trænet og konkurreret

MISSIONEN er at sætte børnenes vilkår og talenternes gode liv i sporten på dagsordenen ved at generere viden, der kan være med til at kvalificere diskussionerne, give stof til eftertanke, inspirere og nuancere.

Det skal være konkret og konstruktivt – og meget gerne gøre en forskel.

Talerøret er ikke i opposition til den eksisterende elitesport – men forhåbentlig kan det være en medspiller til at udvikle talentsporten positivt.

Talerøret skal primært arbejde med at opsøge eksisterende forskning, eksperter, de unge selv og relevante miljøer for at videreformidle viden overskueligt og tilgængeligt. Der kan/skal kommunikeres på forskellige platforme og i forskellige formater. Og vi starter med denne BLOG.

Talerøret er rettet mod de mange medspillerne i talenternes liv. De mange voksne, der arbejder med børnene i klubber, forbund, skoler, gymnasier, familier m.v. Og de unge skal selvfølgelig også spørges og have en mulighed for at kommentere og blive hørt.

Der er ingen rigtige løsninger eller endelige slutmål.

Det vil være en løbende proces og netop et talerør, der kan blive ved med at pippe og huske alle os voksne på, at det er de unges liv, som vi skal kvalificere.

Og det er ikke et arbejde, der slutter.

Talerøret er et uafhængigt og selvfinansieret initiativ, der bygger på frivillig arbejdsindsats. Talerøret er et åbent forum for alle.

Initiativtager: Lise Kissmeyer / Sportsformidling / +45 20 85 81 63 / lise@kissmeyer.dk / www.lisekissmeyer.dk

”Talentet først – sporten så…”

(”Mennesket først, kristen så…” / Søren Kierkegaard)

MENNESKET FØRST

Det vigtigste er, at sporten er et godt sted at være, og at der kommer glade og ordentlige mennesker ud af legen – og at de har haft en god og lærerig tid!