Forfatter: Lise Kissmeyer

Der er noget med mig og sport. Vi har hængt sammen hele livet. Jeg er vokset op med bolde, sved og shorts. Jeg har studeret idræt, lavet børnesport på TV, skrevet børnebøger om sport, rapporter om sportstemaer, lavet sportsportrætbøger, skrevet artikler og produceret sports-tv mm. - og så er jeg endt med mit eget firma SPORTSFORMIDLING, hvor mit hjerte banker for at sport skal blive ved med at være en fantastisk verden for alle potentielle sportsbørn! For jeg synes, det er vigtigt, og at der er brug for det!

Den indre stemme er den store joker

Hvordan er det egentlig – ude i den virkelige og nuancerede virkelighed – at være ung pige/kvinde (Q-atlet) i et præstationsunivers som konkurrencesporten?

I en tid, hvor der er fokus på unges trivsel og udfordringer med at være i et ungdomsliv, der er præget af krav om at præstere og levere, bliver det endnu mere relevant at blive klogere på, hvordan Q-atleterne tackler de vilkår, de møder?

Jeg er gået på jagt efter svar på det her spørgsmål. Metoden er simpel. Jeg skal ud og snakke med en masse forskellige Q-atleter i forskellige aldre, idrætsgrene, miljøer og kulturer. Jeg er udstyret med både hypoteser, forslag til modeller, spørgeskemaer og spørgeguides – udviklet gennem mit tidligere arbejde med piger og unge og gode talentmiljøer for unge.

Og jeg er startet med begyndelsen – det vil sige de yngste, der netop er startet på et sportsliv, der er blevet seriøst og målrettet.

Først lidt baggrund

Brøndbys U16-DM-hold i fodbold har en meget ung kvindelig træner, som jeg interviewede om hendes erfaringer. Hun åbnede derefter døren for, at jeg kunne følge hendes hold med en stor bruttotrup på omkring 25 spillere det kommende år, og hun hjalp mig med at komme i kontakt til 10 af spillerne.

Udover kampene træner pigerne fire dage om ugen inklusiv både styrketræning, videoanalyser og personlige evalueringer. Mange af de bedste spillere træner også med U19-holdet i klubben, og der er også U14-piger der ind imellem træner med.

Der bliver trænet på højt niveau, og der er hård kamp om de eftertragtede pladser på DM-holdet. Hver weekend er det forskellige spillere, der ikke bliver udtaget til DM-kampene. Disse spillere får mulighed for at spille sig på holdet ved at spille kampe mod drenge.

Der er 2-3 trænere med på banen til hver træning, og der er én særlig ting, de kigger efter udover fodboldevnerne. Nemlig om de kan se: Om spillerne ’virkelig vil det her’?!

Nu til lærepengene. Her kommer et par udvalgte punkter

Hvad fortæller de 14-15 årige piger, når de – lidt grænseoverskridende! – sidder alene overfor en ukendt voksen, der spørger ind til dem? Hvad har jeg lært?

Først og fremmest er pigerne utrolig åbne og ærlige – de ’spiller med’ – men der er selvfølgelig stor forskel på, hor modne de er, og hvor meget de kan reflektere.

Men en ting er sikkert! De vil være professionelle fodboldspillere!

Det er interessant!

At kvindefodbolden pludselig er nået hertil, at den hastige udvikling af professionalismen allerede har forplantet sig ned i rækkerne. Det er også interessant, at det er mere attraktivt at være fodboldspiller end få sig en uddannelse og et godt job.

Tidligere var den store forskel på drenge- og pigespillere netop, at mange drenge drømte om en fodboldkarriere – men de fleste piger havde uddannelsen som det vigtigste. Sporten var kun noget sekundært.

Det er endda underordnet, om de har en fast plads på holdet, eller om de kæmper en hård kamp for at blive blandt de udvalgte. De har den samme drøm! Og dét, der virkelig har slået mig, er, at de stort set alle med tindrende glæde i øjnene siger:

”At de elsker at spille fodbold. Og det vil være så fedt at have et liv, hvor de bare skal spille fodbold…”

Jeg har gennem spørgeskemaer spurgt til blandt andet deres selvtillid og selvværd, om de føler sig gode nok som mennesker og spillere. Og jeg har spurgt om de oplever følelser både som tvivl, uro, bekymringer eller sårbarhed – eller følelser som eksempelvis optimisme, glæde, engagement og mening.

Jeg skal ikke gå i detaljer med svarene her – men der viste sig en markant fordeling på to typer. Der er rigtig mange af pigerne, der stort set kun er fyldt med positive følelser, og som ikke kender til det negative eller svære.

Men der er også en anden gruppe, som har hårde kampe kørende i deres indre univers. Der er flere piger, der med forskelligt ordvalg, får sagt, ’at det kan være svært’, og de ’bliver kede af det’, og de tager det med hjem. Her oplever deres forældre det og bliver bekymrede.

Her spiller deres alder en stor rolle. For de er netop ikke dybt reflekterede eller kan se sig selv udefra i en større sammenhæng. I deres alder bruger de stort set alle sammen deres forældre til at støtte og hjælpe.

Der bliver snakket, og fodbolden vendt og drejet derhjemme, og forældrene giver oftest det simple råd: ”At de må knokle videre og vise, at de er gode nok…” Og det er tydeligvis strategien for dem, der har det svært: ”De skal vise, at de kan og vil.” Oftest ved de faktisk ikke helt præcist, hvad det er, de ellers skal gøre og ikke gøre for at få spilletid.

Det er tankevækkende, at det – hos stort set alle pigerne – er mødrene, der står for det praktiske og det mentale. Og det er fædrene, der involverer sig i den sportslige udvikling og også står for eventuel ekstra træning – enten hvor de selv deltager, eller hvor de køber individuel træning til deres døtre.

Det er dog kun nogle enkelte af pigerne, der er – eller har været – i tvivl, om de vil det her. Tvivlen kommer mest af alt, fordi det tager stort set al deres fritid – men de siger også i samme åndedrag, at det samtidig er et fedt liv, hvor de hygger sig med hinanden, og de elsker at komme til træning.

Og så stiller de ofte selv spørgsmålet: ’Hvad skal de ellers give sig til, hvis de ikke skal spille fodbold? De har jo stort set ikke gjort andet gennem de sidste mange år af deres unge liv. Det er de selv bevidste om.

Så jeg står tilbage med en fornemmelse af, at sporten er fed for dem. Præstationsmiljøets krav er lidt hårde – og de kan være hårde ved sig selv. Men de bliver hjulpet mentalt hjemmefra, og det giver mening for dem bare ’at klø på’.

Det er desuden tydeligt, at der – som et grundlæggende vilkår – ikke er kommet et pres på deres samlede ungdomsliv, fordi de går i folkeskolen og endnu ikke er begyndt på en krævende ungdomsuddannelse.

Men sidst – og absolut ikke mindst – så er der én ting, mange af dem har med som er en kritisk joker: Det er deres indre, kritiske stemme!

Den her stædige stemme kan have fokus på at skubbe på dem og motivere – men den kan også være opslidende og være med til at underminere dem, fordi den aldrig bliver tilfreds – men bliver ved med at pille dem ned.

På sigt bliver det derfor et afgørende fokus for mine undersøgelser.

– Hvor intenst kører den her indre stemme? Hvad siger den? Og hvad har det af konsekvenser for livskvaliteten i et præstationsunivers for Q-atleterne?

KAN VI FÅ EN TILSTANDSRAPPORT – PÅ SPORTSTALENTERS TRIVSEL

Trivselskommissionen er netop kommet med deres rapport om ’de unges tilstand’. Det er der nok ikke ret mange, der har misset.

For os ’sportsfolk’ kommer det nok heller ikke som en stor overraskelse, at man anbefaler masser af sport og dets unikke fællesskab til at skabe trivsel.

Det er en dejlig opmuntring. Men vi er også efterladt med mange åbne udfordringer og essentielle spørgsmål om, hvordan vi så skaber trivsel gennem konkurrencesport.

Udfordringen er selvfølgelig først og fremmest at sørge for, at det er gode tilbud med masser af velfungerende kammeratskaber, vi langer ud. Når man spørger de unge, udtrykker mange af dem, at de eksplicit ønsker sig mindre fokus på konkurrence, fordi det tager over og flytter fokus fra den enkeltes oplevelse til det overordnede formål at vinde.

Så det er en vigtig opgave at lave afbalancerede tilbud til at dyrke konkurrence ’på en sjov måde’ for de børn og unge, der ikke har ambitioner om at skulle vinde det helt store.

Og konkurrence i sig selv behøver jo ikke at være et problem. Det kan give masser af spænding, intensitet og oplevelser. Kunsten er bare at dosere og perspektivere den – og tilpasse den til de unge i dag, der tydeligt allerede i forvejen er pressede af de krav og forventninger, der er til dem.

Men der er en helt anden og særlig udfordring for alle, der arbejder med de unge, der modsat har valgt at konkurrere seriøst og målrettet.

For hvordan ser trivselsvilkårene ud for unge sportstalenter?

– Er de mere presset og med større risiko for mistrivsel end andre unge generelt?

– Eller er de modsat klædt bedre på, fordi de er trænede i at arbejde målrettet for resultater og håndtere pres, krav, forventninger, modgang og medgang, sejre og nederlag?

Jeg sidder og skriver på en ungdomsbogserie i tre dele, der handler om livets mange udfordringer i henholdsvis 1., 2. og 3.G i en sportsklasse. Det er skønt at være forfatter til skønlitteratur, for her kan jeg selv vælge, hvilke tanker og udfordringer de unge skal have.

I bogen har jeg eksempelvis sat de fire unge hovedpersoner – der dyrker fodbold, svømning, atletik og badminton – til at skrive deres store 3.G SRP-opgave om emnet: ”Unges trivsel i sporten?”

Svømmeren Emilie har fået opgaven at redegøre for, om unge i sporten er mere udsatte for mistrivsel end andre unge?

Jeg var selv helt spændt på, hvad hun ville finde ud af. For når man lever sig ind i sine hovedpersoner gennem de mange sider, så får de deres egne reaktionsmønstre, tanker, holdninger mm. Så jeg sad tryllebundet og ventede på, hvad der ville komme ud af mine fingerspidser, da Emilie skulle analysere på de unge sportsfolks trivsel?

Og dét, der skete, var…

… at Emilie startede med at tænke, at når du er ung og vælger sporten til, så er der allerede sket en sortering af dig som type. Det vil sige, at talenter i sporten er ’godt kørende’ og har mod på at udfordre sig selv og livet – og derfor også er mentalt stærkere og godt klædt på.

Men da hun havde skrevet det, sad jeg selv tilbage og spekulerede over, om ikke den sårbarhed, de unge har i dag overfor at skulle præstere så meget på så mange arenaer, er akkurat lige så stor for de unge i sporten – og måske endnu større?

For er sårbarhed ikke noget andet end mod på – og en lyst til – at prøve sig selv af?

– Bliver de unge sportstalenter samtidig ikke mere sårbare i og med, at de investerer hele dem selv og deres ungdomsliv – og ikke mindst deres fulde identitet – på en plade?

– Og vokser presset ikke, når der meget tidligt kommer en masse valg, tilvalg og specielle løsninger for dem, der også ofte inkluderer dyr finansiering/sponsering fra forældre, klubber og forbund?

– Og er de ikke endnu mere pressede, fordi de er hoppet ind på en arena, hvor der er total opmærksomhed på alt, de leverer og præsterer døgnet rundt?

Jo, sat op på den måde, er det en krævende cocktail at være en ung ambitiøs atlet.

Men på den anden side…

… måske er de unge sportstalenter til gengæld hjulpet af, at de har fundet den der passion og ’helt særlige vej’, som ’de almindelige unge’ generelt er presset af?

Fordi netop dét generelle forventningspres med – at de unge af i dag både skal være unikke, finde dét, de virkelig brænder for og til og med have et liv, der er nonstop fedt og fantastisk – i høj grad er med til at stresse og trykke ungdommen på deres vej ud i voksenlivet.

… måske er det den største gave for de unge i sporten, at de har sporten? De har fundet deres mening og unikke vej.

Det kan godt være, at de er udfordrede og pressede – men de har et ungdomsliv, der er fuldt og i hvert fald ikke kedeligt, tomt eller ensomt. De er væk fra skærmene, og de har fundet en vej, en mening, en retning og masser af mål og konkrete succeskriterier.

Tilbage står vi med det der irriterende svar: ’På den ene side og på den anden side’.

Selvom trivselskommissionen afblæste den helt store trivselskrise, så fortæller de kraftigt stigende tal for mentale problemer jo deres egen nøgterne historie. Om de er sportstalenter eller ej…

Det ER svært at være ung, og de ER presset til at levere en masse – og de har samtidig en ’forkælet’ barndom, hvor de ikke bliver trænet i udfordringer og at gebærde sig, når livet bliver være surt. Og hvor det derfor slår ekstra hårdt, når modgangen kommer.

De er til og med blevet ’venner med deres forældre’, der ikke længere guider dem med autoritet. Alt er op til dem selv, og de bliver tidligt sendt ud i livet på jagt efter den evige lykke med mor og fars dankort i lommen.

Men som sagt. Der er noget, der er anderledes for de unge atleter. Selvom de har en SÆRLIG PRESSET hverdag med mange krav og forventninger både praktisk og mentalt – så bliver de oftest guidet og hjulpet meget mere på vej end deres jævnaldrende.

Summa summarum, tænker jeg…

– at det bedste, vi kan gøre, er med stor respekt at passe på de unge og have fokus på det mentale og det pres i forskellige afskygninger, som de kæmper med at kapere. Om de er i sportstøj eller ej.

Ønsket om at blive set – som den vi er

Eftertanker oven på Mikkel Hansen DR-dokumentar

We are like books.

Most people only see your cover,

The minority read only the introduction,

Many people believe the critics.

Few will know our content

(Emile Zola)

Jeg har lige set DR-dokumentar om Mikkel Hansen. Jeg synes, den var utrolig fin – og meget tankevækkende. Både fordi Mikkel Hansen er en af de største sportsfolk, vi har haft. Men mest af alt fordi, at den er lavet, fordi Mikkel Hansen gerne ville vise, hvem han er, hvad han står for, og hvad livet som verdensstjerne har givet ham. Han bryder samtidig med tabuet om at gå offentligt ud med mentale udfordringer.

En mediestrategi om at give mindst muligt

Hvis der har været nogen, der har kæmpet for at holde sig væk fra søgelysten, så er det Mikkel Hansen. Han fortalte selv om sin meget simple medie-strategi: ’At sørge for at sige så lidt som muligt – og så kedeligt som muligt!’ Og så har han forsøgt at komme hurtigst muligt væk igen fra de rullende kameraer, som hele tiden har haft ham i søgeren.

Men Mikkel Hansen stillede både op til denne dokumentar – og også til en flok børn i et program ’Om året, der er gået’. Meget sigende kom spørgsmålet fra en lille dreng til sidst i indslaget: ”Er det fedt at være kendt.”

Så kiggede Mikkel på ham og tog sig lidt tid og svarede: ”Der må jeg skuffe dig. Det er det ikke. Det gør blandt andet, at jeg ikke kan gå til håndbold med min søn.”

En markant udmelding til de søde børn, der er en del af en generation, hvor den store drøm for mange af dem er at blive kendt. Og det lige meget for hvad…

Andre danske stjerner har forsøgt at frede sig selv

Det er en slags fag-nørd-hobby for mig at se alle de dokumentarer af tidligere sportsstjerner, som jeg kan komme i nærheden af. Men jeg er så nysgerrig efter netop at afkode, hvordan de som mennesker har fundet deres vej gennem den eksponerede stjernetilværelse.

Der har især været en case, jeg kommer til at tænke på i denne sammenhæng. Et par danske sportsfolk i den ypperste klasse a la Mikkel Hansen – nemlig Laudrup-brødrene. De gjorde også begge alt, hvad de kunne, for at komme væk fra rampelyset. Brian flygtede endda så langt væk som Scotland for at find et miljø, hvor han også kunne være et udadfarende menneske, der ikke skulle gemme sig væk.

Laudrup kunne ikke se nogen ide i at give noget

Men Michael Laudrup rammede det hele sylespidst ind i et interview da han spillede i Spanien, En journalist, der tydeligvis var dybt frustreret over, at Laudrup brugte den samme ’ikke-sige-noget-interessant-taktik’ som Mikkel Hansen.

Journalisten sagde herefter til Laudrup, at han skal jo vide, at han er nødt til at spille med: ”… for vi er jo gensidigt afhængige af hinanden. Jeg har brug for at du siger noget, så jeg kan skrive min artikel. Og du har brug for mig.”

Hvortil Laudrup med vanlig kølig stil sagde: ”Jeg kan ikke se, hvad jeg skal bruge dig til.” Hvor efter han gik.

Talenter har ikke brug for at blive ekstra eksponeret

Hvis vi ser på denne ’offentlige-udstillingsvindue-problematik’ fra de unge talenters perspektiv, så er det superrelevant – også selvom det starter i en mindre skala for de unge. Men jo større talenter, der udnævnes i en yngre alder, des større bliver problematikken, for det er voldsomme kræfter for ens identitet både udadtil og indadtil. Det er det for alle. Men særligt for unge, der netop ikke har fundet deres fødder og deres billede af, hvem de er – specielt ikke udenfor sportsarenaen.

Det er jo sikkert ikke i ond mening, at både presse – og alle andre omkring markante talenter – har travlt med et udråbe de unge stjerneskud til noget helt stort og meget specielt. Det er ikke alle, der som Mikkel Hansen, kan finde deres vej i det, hvor de har fokus på at passe på sig selv. Det kan være utroligt spændende at lege med – som en Holger Rune ofte gør det og gladelig stiller op.

Børnestjerner er ekstra udsatte

I en anden meget tankevækkende dokumentar om tyske Boris Becker, der blev verdensstjerne som 16-årig – og som endte med nogle helt andre hårde kampe med sig selv og sit liv – gjorde det stort indtryk, da den australske tennisspiller Pat Cash stillede sig op og meget kontant sagde: ”At han havde endnu ikke oplevet nogen sportstalenter, der var kommet i verdens søgelys som helt unge, og som havde evnet at finde deres vej igennem det og var kommet ud som et helt menneske på den anden side.

Det er en risiko for ethvert talent, som man som træner, leder eller forældre eller andet bør tænke med, inden det hele stikker af.

Det magiske ved at se, hvem vi står overfor

En sidste lille perspektiverende bemærkning til at starte det nye år med… Jeg var engang til et foredrag, hvor skuespiller Niels Anders Thorn måtte springe til med meget kort varsel som afløser. Han stillede sig ganske uforberedt op og talte stærkt om det: ’At blive set som menneske’.

Han beskrev de der helt specielle møder – vi forhåbentlig alle får lov at opleve i vores liv – hvor et menneske ser os. Ser hvem vi er, og hvad vi indeholder. Fuldt og helt! Jeg havde aldrig tænkt over det i den store sammenhæng, men jeg har aldrig glemt det foredrag og den kropslige hukommelse af de gange, hvor det er sket for mig. De magiske møder.

Niels Anders Thorn understregede, hvor vigtigt det især er, når vi står med unge mennesker, at vi giver os tid og empati til virkelig at se dem. Så de ikke skal ud på den anden side af karrieren, før de i en TV-dokumentar kan prøve at forklare, hvem de egentlig er.

EN ØNSKESEDDEL FRA PRÆSTERENDE PIGER

December jubi!

Det er juletid, og traditionen tro, er det også tid til kvindehåndbold. I disse dage kan vi guffe pebernødder i sofaen og se præsterende kvinder på højeste niveau.

Mens jeg kigger med og bliver fascineret af den tydelige udvikling på det sportslige område – så sidder jeg tilbage med et helt andet spørgsmål.

– Hvad foregår der indeni i disse piger/kvinder?

Pigerne offentliggjorde – hvad der var vigtigt for dem

For nogle år tilbage åbnede kvinderne selv op og kom med et stærkt indblik i, hvad de var optaget af, og hvad der havde betydning for dem – og ikke mindst hvor de er sårbare.

Det gav et unikt kig ind i maskinrummet tilbage i 2016, hvor Claus Bruun Jørgensen var træner. Der skete noget helt usædvanligt. Pigerne gik til ledelsen med deres utilfredshed med træneren, og deres liste med klager/ønsker blev offentliggjort.

Her er et udpluk af de punkter, som landsholdsspillerne stillede op som betydningsfulde for dem:

——————————————————

Udpluk af håndboldpigernes ’ønskeliste/mangelliste’ til Claus Bruun Jørgensen, 30.5.16:

Konkrete aftaler og klar kommunikation
Tydelige rammer og roller
Brug for konstruktiv dialog – ikke for negativ
Der kan bruges ’mande-ting’ – men husk vi er kvinder!
Vi motiveres som kvinder – og IKKE af snak om at slå nogen ihjel som optakt!
Kritiserer os for ikke være dygtige skytter – det rammer selvtillid og arbejdet hjemme i klubberne negligeres
Mangler tillid og respekt for os og for vores træningsindsats derhjemme
Ønsker mere viden om os selv og er interesserede i mekanismer der er på hold
Investere tid i hold og snakke om kultur og værdier
Fælles aktiviteter og underholdning og seancer hvor vi giver af os selv

——————————————————-

Denne liste fortæller en masse historier i forhold til, hvad der konkret er vigtigt for pigerne – samtidig med at der mellem linjerne står en masse om, hvad pigerne reagerer på. Og det er her, det bliver rigtig spændende.

Det er disse menneskelige reaktioner på at være i præstationsmiljøer som piger (jeg bruger her ’piger’ her som fællesbetegnelse for alle aldersgrupper) , som jeg har været optaget af gennem de sidste mange år.

Sportschefen forstod ikke – hvorfor pigerne trivedes og præsterede dårligere

Min interesse blev vakt, da jeg blev sendt på ’en åben mission af sportschefen Finn Trærup Hansen fra for Badminton Danmark. Han vidste, at han snart skulle slutte. Men der var én ting, han oprigtigt havde undret sig over længe, og som han gerne ville blive klogere på, inden han sagde farvel:

– Hvorfor præsterede og trivedes pigerne på elitefællestræningen i Brøndby generelt dårligere end drengene?

Det viste sig at blive en utrolig spændende og øjenåbnende opgave. Jeg havde aldrig interesseret mig i kønsforskelle inden da, og jeg havde aldrig følt, at jeg havde det sværere, fordi jeg var en pige. Snarere tværtimod. Som drengepige havde jeg fået en masse af fetering og opmærksomhed, fordi jeg kunne klare mig på drengenes område.

Men da jeg læste hvad jeg kunne finde af forskning og artikler; og efter jeg havde været rundt og interviewe trænere og ledere fra forskellige idrætsgrene og miljøer, så rullede der sig en særlig pige-virkelighed frem.

En virkelighed, der tager sit afsæt i, at de to køn historisk og biologisk er skabt til de to forskellige livsopgaver. Mændene som jægerne, og kvinderne som fødende og plejende.

Der er stadig forskelle på drenge og piger

Faktisk – og tankevækkende – er det lidt kontroversielt at skrive dette. At tage afsæt i, at der reelt er kønsforskelle, når vi gennem mange år netop har arbejdet på, at disse forskelle skal udlignes, og vi skal alle behandles ens.

I vores lighedssamfund er forskelle ikke in. Men de er der altså stadigvæk! Nogle af dem – for der er forskel på forskellene. Der er forskel på, om vi snakker om, hvordan vi er ’designet’ af arv og miljø – eller om der er forskel på de muligheder og vilkår, vi møder ude i verden. Og det er de første forskelle i pigernes sind og natur, jeg har haft fokus på.

Pigerne adskiller sig på tre områder

I mit undersøgelsesprojekt for Badminton Danmark endte vi i en model, hvor der er tre særlige og helt afgørende egenskaber ved pigerne, der går igen. Nemlig at pigerne i det helt store billede generelt er: (1) mere følsomme / (2) mere perfektionistiske / (3) og mere socialt orienterede og afhængige af de individuelle relationer og i at passe ind i en gruppe.

Det betyder ikke, at pigerne ikke kan begå sig i kontante præstationsmiljøer. Men ofte betyder det, at man netop skal møde pigerne, hvor de er, afkode dem, støtte dem og derfra guide og hjælpe dem til at fungere i miljøer, der i grundnatur meget mere er drengenes hjemmebane.

Præstationsarenaer, hvor deres mange følelser netop bliver sat stærkt i spil; hvor deres perfektionisme har rigtig mange opgaver at tackle; og hvor især deres ønske om at tilhøre en gruppe og ikke skille sig ud bliver udfordret. Fordi de i sportens præstationsunivers skal arbejde på deres egen karriere og deres egne interesser, og hvor det er en kvalitet at stikke ud og turde gå efter at være den bedste.

Pigerne har ofte brug for at blive guidet

I praksis betyder disse træk ved pigerne, at det er vigtigt, at dem, der arbejder med pigerne, skal være bevidste om, at pigerne ofte vil reagere anderledes og efterspørge andre ting på en anden måde end drengene.

Det er her, det bliver rigtig spændende, og det er dette spørgsmål, jeg arbejder med pt.

– For hvordan er det pigerne reagerer? Og hvem reagerer hvordan? Og hvad har de brug for, for at trives og præstere optimalt i sporten?

Og sidst men ikke mindst; i lyset af at der er nogle år siden, jeg lavede undersøgelserne for Badminton Danmark:

– Hvor er pigerne henne i dag? Er de unges generelle mistrivsel med til at præge pigerne, så de bliver mere sårbare? Eller bliver de måske stærkere og bedre klædt på?

Kan vi se, hvordan de har det?

På den korte bane kan vi i disse dage følge de jernhårde ladies efterfølgere under EM i håndbold og prøve at lure på, hvordan de mentalt og som mennesker klarer opgaven?

Selvom kernen i problematikken netop er, at det er rigtig svært at se på overfladen, hvilke kampe der foregår indeni!

Klask – klask – klask

Har I også lagt mærke til det?

Puh ha. Sikke en sportssommer. For mig blev det til mange uger i Paris. En fantastisk midlertidig arbejdsplads med produktion af worldfeed af den Olympiske håndboldturnering og bagefter de Paralympiske Lege og dækning af kørestols basketball-turneringen. Samtidig blev tv-kiggeriet passet. Stadigt fascinerende at se kropsartisterne gå til den yderste streg. En intens underholdning med atleter, der vitterlig sætter alt i spil.

Men det var ikke kun store præstationer og et væld af tårevædede jubel- og skuffelsesscener, jeg så. Der var noget andet, der slog mig, der på indirekte vis viste, at det stadig er mennesker, der leverer det kommercielle sportsshow.

Jeg var ikke den eneste, der noterede mig det. Jeg faldt over en artikel af Laurence Halsted, selv tidligere OL-fægter, der skrev:

“So many times during this Olympic Games did we see behaviors and reactions from the athletes that didn’t match up with what we have come to know as the hard-edged, ruthless winner culture of modern elite sport.Rivals hugging at the finish line, competitors cheering each other on during the competition itself (thanks for that cultural injection, Skateboarding), athletes with nuanced perspectives having just succeeded/failed in their attempts, and so many more.”

Ja. Der var så mange seancer med gensidig menneskelig kontakt. Det fjernede fornemmelsen af kold konkurrence og føjede i stedet for en stemning til af menneskeligt fællesskab ’på trods’. En sidehistorie om: ”We are in this together.”

Siden da har jeg lavet mit eget lille studie, mens jeg enten har set topsport i fjernsynet eller er ude til de diverse tv-produktioner i DK eller udland. Specielt har det givet mig ny indsigt med mit nye job som Superliga og Champions League håndbold produktionskoordinator, hvor jeg er flyttet ud af OB-vognen og ind helt nede ved spillerne på sidelinjen.

Og altså! Det er helt vildt, så mange gange, der bliver klasket hænder. Denne særlige form for fysisk at connecte med hinanden. Meget simpel og meget virkningsfuld. Mine nærstudier kan efter et par måneder resultere i en klar konklusion: I dag er det ofte helt formaliseret, at spillere og hold mødes mange gange under både opvarmning og kamp og forenes hver og én gennem et håndklap. Derudover er det meget ofte, at både en klar succes eller et mål – men også en fæl afbrænder – bliver mødt med en holdkammerats klaskende håndflade.

Fidusen er klar.

Det giver samhørighed og støtte. Det er helt oplagt. Men der er måske også en anden smart sidegevinst. At man stempler ind sammen men sine kompagnoner og giver håndslag på en fælles front mod en nådesløs krævende verden og skaber en medmenneskelig energi, der lader spillerne op til at møde det udfordrende.

Det kan godt virke fjollet, så mange gange specielt holdspillerne skal løbe ned gennem rækkerne og klaske ud efter hinanden. Som med alt andet er der jo en risiko for, at hvis man får for meget af en medicin, så mister den nem sin power. Men klappet det bliver der.

Det næste spørgsmål er så, hvorfor atleterne har brug for at ’se og mærke hinanden’ i sådan en grad, at de endda også rækker ud og åbner sig op som menneske overfor modstanderne – som Lawrence Halsted beskriver det?

Det handler måske om det samme?

Det handler måske om, at det pres atleterne er under vokser og vokser, og det er med til at skabe modreaktioner og nye ’coping strategier’.

For der var en anden ting, jeg lagde mærke til gik igen og igen under OL og PL Det var, at atleterne igen og igen med en stor oprigtighed i deres blik satte ord på – at de oplevede et ekstremt pres, større end nogensinde før! Også selvom de var forberedte og forventede det. Der var noget i den måde, de omtalte pres på, som gjorde det intenst sanseligt og konkret.

Man var ikke i tvivl som tilskuer.

Det var voldsomt og overvældende. Faktisk næsten ubærligt og næsten umenneskeligt. Der var skruet fuldt op for alle påvirkningskanaler. Det var bastant og insisterende i et krav om at SKULLE LEVERE! Det lyste ud af atleterne. Det var absolut ikke for sjov. Der var absolut ingen steder at gemme sig. ALLE i hele verden kiggede med HELE TIDEN.

Så det giver god mening, at atleterne er nødt til at dele denne ’skæbne’ med andre levende mennesker, så de ikke står der så sårbart alene. Altså mærke det varme liv og den fælles puls gennem de klaskede håndflader og udveksle samhørighed og fællesskab i det medfølgende blik.

Og hvad kan vi bruge disse iagttagelser til i Talenternes Talerørs perspektiv?

Hvor OL er den absolut største scene for elitesporten, hvor alt bliver eksponeret i yderste grad, så er talentmiljøerne startstedet, hvor det hele ulmer. Så når de øverste mærker et større pres, så varsler det en verden, hvor der forventeligt bliver skruet op. Og vi kan jo se det og tænker ikke, at der er nogen, der er i tvivl om det. Presset kommer snigende, og det kommer længere og længere ned i alder og niveau. Det kommer insisterende sivende samtidig med at satsningen hos de unge bliver større med flere valg, meget mere tid investeret og med meget større bevågenhed.

Så ’klap-klap’ fortæller en historie til os. Som et varslingssystem.

Men en ting er, at man kan prøve at forberede de unge på, at de vil møde dét. Presset. Problemet er bare, at som menneske er det svært at forestille sig, hvad det sætter gang i af indre reaktioner, når pressets forventninger og medfølgende tvivl slår til én.

Presset vil komme som ’et kraftigt og vedvarende tryk’, som det defineres, når du søger på ordet pres. Presset kan komme mange steder ude fra, men det ender med at være en indre kraft. En stemme, der skriger på, at man skal leve op til forventningerne, og en indre råben som intensiveres af de grumme forestillinger om alt det forfærdelige, der kan ske, hvis man IKKE leverer.

Så det giver god mening at lære de unge at klappe til hinanden – både holdkammerater og endda modstandere – for der er intet i sol eller stjerner, der siger, at der kommer mindre pres.

De unge har i høj grad brug for nogle varme mennesker at klaske og dele det hele med. På alle mulige måder er det vigtigt at finde nogle at få delt presset med, så trykket mindskes. Det er godt at holde sig for øje, hvis man arbejder med de unge talenter på den ene eller den anden måde.

Mysteriet om – hvad der sker indeni de præsterende piger?

Ved vi hvorfor nogle piger i sportens præstationskultur reagerer med en forstyrrelse?

De unge har det mentalt svært i dag – især pigerne! Det hører vi om igen og igen, og nye undersøgelser understøtter det igen og igen.

Det er et påtrængende samfundsproblem med piger, der har svært ved at fungere med presset i vores konkurrencesamfund. I sportens verden er problemet der selvfølgelig også. Et uvist antal af piger med en uvis grad af mentale problemer kæmper i sportens koncentrerede præstationsunivers.

Vi hører sporadiske historier om de piger, der har svært ved at være i det og tackle det. Piger der reagerer mentalt. Nogle får angst; andre depressioner. Nogle bliver afhængige af at træne; andre får en spiseforstyrrelse.

Det efterlader os med en masse akutte spørgsmål

Hvad er det, der sker? Og hvor stort er problemet i sporten? Og hvad gør vi ved det? Både proaktivt og i dagligdagen ude i miljøerne?

Som udgangspunkt ved vi, at hverken trænere, ledere eller de unge selv er klædt specielt på til at møde de mentale udfordringer. Så et logisk første skridt er at grave dybere ned og få mere viden om, hvad det egentlig er, der sker – og hvorfor – og for hvem?

Jeg er i gang med et projekt, der har fokus på de præsterende piger og deres reaktioner på at være i konkurrencemiljøer – med en ambition om at vi kan blive bedre klædt på til at møde pigerne. Et af mine centrale arbejdsspørgsmål går på, om vi kan se et system i, hvilke piger det er, der reagerer på en særlig måde.

Min research førte mig som det første til Mia Lichtenstein, der er professor fra Syddansk Universitet, og som arbejder med spiseforstyrrelser til daglig. Mia Lichtenstein hjælper ikke kun piger fra sportens verden, men de er en del af det klientel, hun har hjulpet gennem mange år.

Vi starter med dette åbne spørgsmål:

Hvilke typer af piger er det, der reagerer på præstationspres med spiseforstyrrelse og lignende?

”Det er dem, der vender udfordringerne indad mod kroppen og vægten, hvor de prøver at få kontrol over det ydre pres. Det er mennesker, der ikke har fået hjælp til at finde en sund strategi til at håndtere pres, konflikter og belastninger.

De er oftest selvkritiske – men ikke altid perfektionistiske – selvom de fremstår som sådan. De har alle en indre hård kritiker, som giver næring til et selvkritisk mønster.

De både underspiser og overmotionerer. Næsten alle sammen gør begge dele. Det fungerer som en samlet regulering af krop og følelser. Men det kan være forskelligt, hvordan de bruger mad og træning. Enten forsøger de at få totalt kontrol ved at planlægge alt, hvad de spiser, og har styr på kalorier og forbrænding. Andre bruger mad og træning mere impulsivt. Hvis de er stressede, triste eller urolige, sulter de eller løber 20 km. Det er en strategi, der flytter ubehaget over i kroppen og giver ro i hovedet.”

I min søgen efter at finde nogle faktorer, der kan være med til at forklare og forudsige forstyrrelserne, så bliver det næste spørgsmål:

Er der nogle særlige fællestræk ved de piger, der ender med at gå ud ad denne ulykkelige vej?

”Det mest definerende er den indre selvkritiske stemme, der siger: ’Jeg er ikke god nok. Jeg har ikke lov at være her!’ Den har de til fælles, og de prøver at imødekomme den med vægttab, slankekure og hård træning. Det giver dem en følelse af kontrol og tryghed, og de tror, at hvis de bliver slanke eller veltrænede, så vil de slippe fri fra den indre hårde dommer. Men desværre varer det kun kort. Det er ikke en god strategi på den lange bane, fordi den ikke løser det grundlæggende problem, som ofte er forkerthedsfølelsen.

Der er også et anden fællestræk. Det med omsorg for sig selv ligger dem fjernt. De tror, at kontrol af deres krop er omsorg, fordi de har styr på den og er gode til det.”

Men her stopper forenklingen

”Der kan være mange forskellige grunde til, at forstyrrelserne får overtaget. Der kan være genetiske faktorer og personligheder, der giver en øget disposition for at udvikle forstyrrelser. Nogle har haft en opvækst i en familie, hvor mor og far ikke har lært dem at drage omsorg for sig selv. Men jeg har også mødt mange fra velfungerende familier, så årsagerne er komplekse.

Der er nogle, der har mange ord for deres følelser, og nogle uden ord. Nogle bliver ramt af de her forstyrrelser tidligt i livet. Men det kan også komme senere, hvor der reageres på et usundt miljø eller tidligere belastninger. Når de bliver pressede, mangler de sunde strategier, og de har svært ved at være omsorgsfulde over for sig selv.”

Mias opsamling er klar – og uden klart svar

Vi kan ikke opdele de unge med trænings- eller spiseforstyrrelser i bestemte typer og give en entydig forklaring på årsagerne. Det er svært at forudsige, hvem det rammer eller hvordan. Det vil ofte være en kombinationen af tidlige belastninger, personlighed, triggere og vedligeholdende faktorer. Det er blandt andet derfor, at det er så vigtigt at huske på:

– at man bare IKKE skal kommentere på vægt, spisevaneR eller udseende!

Det slår Mia Lichtenstein fast og uddyber videre:

”Et forstyrret forhold til mad kan trigges af en enkelt kommentar, hvis man samtidig har en sårbarhed i sig og er belastet i forvejen. Det kan eksempelvis være: ’Er du nu sulten igen? Du spiser godt nok meget.’

Men den kan også opstå som følge af nogle personlige mål som en slankekur eller en plan om at løbe maraton. Det kan også være større ting som mobning og overgreb, der reageres på. Desuden er der de sociale medier, apps og ure, som kan fastholde et usundt forhold til mad, krop og træning.

Pigerne fortæller eksempelvis om, hvordan de på sociale medier skriver til hinanden om, hvor tykke de føler sig, og hvor ulækre de synes deres lår er. Jeg opfordrer mine klienter til at være mere neutrale omkring deres krop i stedet for at udskamme den. For eksempel at værdsætte, at de har en krop, som fungerer og kan give dem gode oplevelser i sporten og hverdagen. Men det kan være svært at flytte fokus fra, at lår eller mave er forkert, når man hver dag skælder sig selv ud.”

Mia Lichtensteins eksempler står stærkt. Tænk, at de piger hver eneste dag er i gang med at hade deres egen krop, og de hader sig selv sammen i et socialt fællesskab. En massiv påvirkning, som er svær at forstå for os, der er generationerne før de sociale mediers revolutionerende indgreb i måden at være menneske på.

I forhold til de sociale mediers rolle har Mia Lichtenstein en vigtig kommentar:

”Jeg tror ikke, at det alene er de sociale mediers skyld, at pigerne deler deres kropsutilfredshed. Det tror jeg, at kvinder har gjort alle dage. Det går bare hurtigere i dag og foregår oftere på skrift. For nogle af sportspigerne kommer kropsutilfredsheden fra påvirkninger i idrættens verden.”

Behandling hjælper ikke – hvis det daglige miljø er usundt

Mia Lichtenstein går videre og gør opmærksom på, at reaktionerne selvfølgelig også afhænger af, hvilke ressourcer der er omkring pigerne. Er der ’beskyttende faktorer’, der hvor pigerne færdes i netværk, familie eller klub i form af støtte, fællesskaber og sunde træningskulturer? Hvis ikke de får støtte, kan det være en meget ensom kamp at slippe fri af forstyrrelserne.

Da Mia Lichtenstein uddyber, hvor afgørende miljøerne er, kommer hun med nogle meget tankevækkende erfaringer fra praksis.

”Jeg har haft forløb med piger fra eliteidræt, der grundlæggende er sunde, men som reagerer på et massivt pres fra sporten. Det er ikke pigerne, der er noget galt med – det er miljøet og forventningerne om, at de spiser, træner og konkurrerer som en voksen eliteatlet.

Vi kan arbejde med kropsaccept og selvbeskyttelse. Men hvis pigerne bliver mødt af vedvarende præstationspres og kropsoptimering ude i det daglige miljø, kan behandlingen ikke afhjælpe den egentlige problematik.”

Det lyder foruroligende og kalder på det opfølgende spørgsmål:

Er det særligt hårde miljøer, som sportspigerne er i?

”Ja, der er nogle hårde præstationsmiljøer, hvor kroppens udseende og fremtoning er meget i fokus. Ligesom ballet og modebranchen. Der er heldigvis sket nogle gode ændringer igennem de seneste år, og der er en større åbenhed for at arbejde med det hele menneske og passe på de unge atleter.

Men der er stadig brug for en bred kulturændring, for selvom der er mange trænere, som gør en kæmpe indsats for at skabe en sund og tryg kultur, så er der også stadig trænere, der tror, de skal træne de unge som voksen-elite, uden at have blik for den sunde balance, hvor der også er plads til venner, familie og skole. Og hvis pigerne viser tegn på svaghed, får de at vide, at de skal lære at håndtere det ’som en voksen’. Men her er det miljøet, der skal laves om.

Det er ikke pigen, der skal fikses og styrkes. Hun reagerer bare på det usunde.”

Den daglige omgangstone bliver ved med at være essentiel

Jeg har arbejdet længe med de gode miljøer, og alle de faktorer, der kan være med til at påvirke sportslivet for de unge. Men de seneste mange år har jeg haft fokus på alle de mange faktorer, der er i spil udenom atleterne, når de ikke er engageret i den konkrete træning – hvor der er fokus på deres håndtering af tidspres, forventningspres, krydspres mellem skole og sport, den fysiske overbelastning mm.

Jeg har hele tiden tænkt, at selve hverdagslivet med sporten – og dermed også tonen og tilgangen – har fulgt en naturlig udvikling som det omgivende samfund, hvor vi bliver bedre og bedre til at møde de unge, hvor de er – og inddrage, motivere, lytte og se dem med respekt for dem som hele mennesker. Men Mias oplevelser sætter fokus hen på det helt basale i den daglige omgangstone.

At arbejde med piger kræver en grundlæggende anerkendelse af, at det er ’følsomt’

Efter at have fået indblik i, hvor komplekst det er at prøve at forstå og forudsige mentale reaktioner – og specifikt spiseforstyrrelser – så må konklusionen være, at vi altså ikke kan lave forudsigelser eller have standardforklaringer liggende i skuffen.

Men det vi slutteligt kan trække frem er – hvor vigtigt det under alle omstændigheder er, at trænerne ude i miljøerne er opmærksomme på pigernes mentale tilstand.

Det kan som sagt være svært for os alle at forstå, hvad der foregår – særligt som en mandlig træner. Men vi er nødt til at anerkende, at pigerne kan have stærke reaktioner – og prøve at forstå det. Vi er nødt til at bruge tid og energi på det. Der er meget på spil både på kort og på lang sigt, når vi taler om det mentale helbred.

Når det er sagt, er der stadig en stor fælles udfordring foran os med at blive klogere på, hvad der sker indeni de præsterende piger – på både godt og ondt.

Foreløbig en STOR tak til Mia Lichtenstein for at dele og gøre klogere!

—

Mia Beck Lichtenstein – Professor, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet. Privatpraktiserende psykolog, forfatter og foredragsholder.

Mias kommentar til spørgsmålet om, hvordan det er at arbejde med de stærke skæbner bag spiseforstyrrelser:

”Det er spændende og meningsfuldt at komme under huden på folk og hjælpe dem til et friere og sundere liv. Ofte er der brug for en fælles indsats rundt om de unge, så de får støtte fra både familien og idrætten.”

SKAL VI REVOLUTIONERE BØRNESPORTEN

OG TILBYDE TO FORSKELLIGE MODELLER

Hvorfor gør vi ikke det, som vi ved er bedst for børnene?

Hvorfor gør vi ikke det, som forskningen anbefaler? Hvorfor tager vi ikke de små skridt, som vores dygtige danske eksperter siger?

Hvorfor laver vi ikke tilbud fyldt med en masse tid og rum til at være barn, som vores almindelige menneskelige intuition siger os, er bedst for de små?

Og hvorfor gør vi ikke mere for at beskytte børnene mod de voksne og deres mange interesser i at gøre dem til små stjerner – med store valg og krav og forpligtelser – så hurtigt som muligt?

Et bud på et svar:

VI er bare så vant til, at sådan er sportsverdenen nu engang, at vi helt glemmer, at det rent faktisk kunne være anderledes?!

SDU-forskere prøver at finde svaret

Det er rigtig spændende at læse artiklen fra SDU-forskerne Kristoffer Henriksen, Nicklas Stott Venzel og Louise Kamuk Storm under titlen:

’Her er vores bud på, hvorfor elitetræning finder sted i børnemiljøer.’

Artiklen kommer med en appetitvækker fra deres forskningsprojekt, der har som mål at afklare paradokset, hvorfor tidlig specialisering og store mængder af målrettet træning i en tidlig alder bliver ved med at foregå, selvom vores viden fortæller os klart og tydeligt, at det er en dårlig ide.

Hvad sker der i praksis

Artiklen lister nogle af de mange tiltag op, der trækker i den forkerte retning

– såsom tidlig udtagelse til udvalgte hold / udtagelseskriterier bygger på om børnene viser ’de er seriøse og vil det her’, og at de ’fokuserer’, og de vælger alt andet fra / der bliver stillet krav om selvtræning / træningsmængden er et kriterium for at komme ind i sportsklasser / trænerne har deres primære fokus på at vinde!

Når forskerne har spurgt til forklaringer, så siger trænerne, at det er klubformænd og forældre, der presser på. Og det er konkurrencen mellem klubber og idrætsgrene, der gør, at der bliver stress på, for hvis der ikke tidligt bliver leveret resultater, så flyttes børnene. Derfor klør alle bare på og skruer op og skruer op.

Hvad skal der til

Det tankevækkende ved artiklen er deres oversigt over, hvilke vilkår der skal ændres på, hvis virkeligheden skal ændres for børnene.

1. Først og fremmest så skal der viden ud til miljøerne om, hvad der er godt for børn! Altså også helt ud til alle de frivillige trænere i de små foreninger.

Hvilket straks rejser tillægsspørgsmålet: Hvordan når man derud, og hvordan sikrer man sig, at budskabet bliver forstået og kan omsættes i alternative metoder og tilgange?

2. Forbundene og idrætsorganisationerne skal lave anderledes turneringsstrukturer, der går efter det sociale i centrum.

Men som artiklen understreger udfordringen ved det her. For hvem har modet til for alvor at ændre på formaterne?

3. Trænerne og deres karriereveje skal også ændres, så tidligere resultater ikke bliver ’the steppingstone’.

Det er også en svær en, der kræver, at det er helt andre værdier, der stilles øverst på ønskelisten for træner-ansættelser. Andre succeskriterier såsom mange børn, der holder på, holder glæden oppe og bliver gode på sigt.

4. Tilslut kræver det nok allervigtigst, at forældrene bliver overbevist om, at det er godt for deres børn – og at det samtidig ikke behøver at udelukker, at deres børn bliver rigtig dygtige.

Det er noget af en stor mundfuld, og når det står her sort på hvidt, så virker det meget stort, meget gennemgribende og meget anderledes – og dermed for urealistisk at få vendt skuden.

Men måske er der en anden vej?

Men nej. Måske kan der opstå en ’mod-kultur’? For der er altså rigtig mange engagerede, børnekloge og livskloge forældre, trænere og ledere derude, der synes, at udviklingen i dag er så trist og forkert. Der er så mange, der begræder alle de børn, der stopper, fordi den her form for sport desværre ikke passer til de unges liv eller deres sind.

De har bare ikke noget talerør i dag. De går tavse hjem.

Hvis vi ser det som en boksekamp, så har alle dem i det blå hjørne, der gerne vil vinde og skabe store resultater i en fat, en kraft og energi, der på den korte bane er meget stærkere og har meget mere gennemslagskraft, end dem der gerne vil have ’at børnene har det godt, rart og sjovt i et alderstilpasset tempo’.

Alle de bløde i det røde ringhjørne oplever, at tingene ikke giver mening, og de orker ikke at gå ind i kampen eller prøve at lave systemet om indefra. De får ikke præsenteret nogen alternativer, så med ærgrelse pakker de bare resignerende det røde hjørne sammen og går hjem.

Skal det komme oppefra eller nedefra eller begge dele

Tilbage står vi med det afgørende spørgsmål. Hvem vil tage kampen for de barnlige børn og for den gode sport for børn?

Måske kunne vi både fra toppen og bunden begynde netop at lave tydelige alternativer.

Ændringer fra toppen og organiseringen!

Hvor Forbund, organisationer og klubber begynder at tilbyde både en rød og blå model.

– Den blå for dem, der gerne vil give den fuld gas og presse på, hvor der kan presses og præsteres.

– Og en rød for dem, der gerne vil have en ’barnlig sport’, hvor der er afmålte portioner af træningstimer og krav, og hvor der ikke bliver målt og ranglistet – men gives masser af sjove tilbud med plads til at lave andre aktiviteter i et aktivt ungdomsliv samtidig.

– Og hvor begge modeller stadig arbejder ud fra et fælles grundfokus på det fede ved at udfordre sig selv, blive den bedste man kan og høste alt det intense og givende ved at konkurrere, der bor i sporten.

Ændringer kan også ske fra bunden!

Hvis forældre, trænere og ledere går sammen om at stable de her tilbud på benene. Efterspørge dem, reklamere for dem, hjælpe dem på vej og bakke op om dem.

Måske er der et tavst flertal der kan vækkes

Måske kunne man få sat så meget fokus på denne ’bevægelse’ – med sporten tilbage til børnene – at rigtig mange af de voksne, der ellers stille har givet op, vil fange signalet og steppe op.

Jeg møder SÅ MANGE af de her forældre på min vej. Forældre der er oprigtigt kede af, at deres børn er stoppet med sport, og ærgerlige over at der ikke var et tilbud, der kunne passe til deres sportsglade børn.

Men det tankevækkende er, at de her forældre ikke er dem, der råber op. Det er jo de blå, der dominerer. Det er nemmere at være dem, der passer til systemet – end at være dem, der gerne ville have, at tilbuddene så lidt anderledes ud.

De røde aner jo ikke, at der kan være et alternativ. Hvis de vidste det – hvor mange vil så ikke vælge den røde vej for deres børn? Men de røde forældre er netop i sagens natur ikke inde i sportens verden – og kender derfor heller ikke spillereglerne og historikken. Og når du ikke gør det, er det meget svært at udtænke et kvalificeret alternativ og råbe op: ”Hej venner, hvorfor gør vi det ikke lidt anderledes?”

Vi hører jo meget sigende kun de blå forældre, der enten har egne interesser i at deres børn skal blive skidegode. Eller de mange forældre, der bare af godt hjerte vil gøre det bedste for deres børn og støtte dem, i det de nu har kastet sig ud i. Og som forældre accepteres de vilkår og spilleregler, der nu er – uden at sætte spørgsmålstegn ved dem. Forældrene løber bare med så godt de nu kan på sidelinjen.

Men selvom der altså er mange ’tavse’ forældre, der tidligt trækker sig fra sporten sammen med deres børn – så kan det være, at de vil komme stormende med en imponerende styrke og gennemslagskraft, hvis vi gav dem en bane at spille med på.

Hvem kan bringe nye tilbud på banen

Det er altså en sjov tanke.

At børnesporten ikke behøver at afgå ved døden – men kan finde sin egen vej til et format med TO VEJE, der mest af alt giver børnene et super fedt tilbud om at spille, lege, dyste, konkurrere og dygtiggøre sig – i børnenes eget tempo og mens de også laver alt muligt andet!

Så når børnene møder ind i sporten, så vil de opleve, at de kan vælge mellem to konkurrence-tilbud i klubben. Den blå vej ’som man plejer’ med fuld fart på – eller den røde med en børne-tilpasset indpakning.

Denne model med de to veje tager afsæt i respekten for, at der er mange meget stærke konservative kræfter i sporten, der vil være svære at få til at ændre på metoderne. Men også gjort med det perspektiv, at det måske vil være den røde model, der vinder på lang sigt.

Tilbage står vi bare med den sidste udfordring: For hvordan kan den bevægelse startes?

Måske kan Kongen gøre noget ved det? Han har jo sporten i sit blå blod.

Eller dig og mig?

Virkelighedens gode mennesker

Hvad er det allervigtigste, når vi vil skabe de bedst mulige talentmiljøer for de unge talenter?

Under min research til bogen ’Til kamp for det gode talentliv’ gav jeg dette spørgsmål til manden, der nok er den, der mest af alt har puttet brænde på diskussionen om kvaliteten af vores talentmiljøer, DR-journalisten Jan Harkamp. Den tidligere bordtennisstjerne, der står bag de to dagsordensættende dokumentarer ’Svømmestjerner under overfladen’ og ’Fodboldens usynlige syge’.

Jeg var forberedt på et langt, detaljeret og dilemmafyldt svar. Men jeg fik et meget kort og kontant bud. Og jeg købte det, for det lyder utrolig rigtigt i sin simpelhed:

”GODE MENNESKER”

I sporten, hjemme i familien, i skolen, ude i livet… Der er mange steder, hvor de unge kan være heldige at støde ind i nogle, der har hjertet på rette sted.

Forleden havde jeg fået det udfordrende og privilegerede job, at jeg skulle stå for at afvikle en temadag for alle efterskolelærerne på ISI i Ikast.

Almindeligvis er lærerne ikke dem, vi trækker først frem, som de afgørende voksne. Men det kan de absolut være – også fordi de er en uvildig part mellem alle de andre voksne, der har interesser i, at de unge sportsfolk får succes.

Specielt efterskolelærere på en idrætsefterskole har mulighed for at spille sig på banen. De kommer tæt på børnene i døgndrift, og de har børnene i de meget følsomme dannelses-år alder omkring de 14-17 år.

Efterskolelærerne på skolebænken – og skriver i hånden!
De skriver om det, de synes, de giver de unge med på vejen.

”Hvad giver I de unge med?”

Det spørgsmål fik de cirka 25 lærere at arbejde med i en skriveøvelse – skriv løs uden pauser.

Jeg har samlet et redigeret udvalg af den mangfoldighed af engagerede svar, der kom ud af det. I sin helhed både tankevækkende og opmuntrende. Der er en masse voksne, der gerne vil gøre en masse godt for de unge!

Udpluk fra skriveøvelse for ISI’s efterskolelærere: ”Hvad giver du til de unge”?

Jeg giver dem passion, livsglæde, ambition, personlig udvikling, dannelse, optimisme, humor, empati, hårdt arbejde, fællesskab, ordentlighed, mulighed for at fejle, vide udsatte for perfektionisme, mulighed for at arbejde med sig selv, personlighed, forståelse, svar på sit værested, inspiration, målrettethed, fordybelse, mål, fristed, gå-på-mod, livslæring, relationer, venner.

Giver dem mulighed for at dyppe tæerne i, hvad det vil sige at dyrke eliteidræt.

Giver dem en tro på, at de er gode nok, som de er.

Indsigt I hvad der skal til.

Fortæller dem at de er lige dejlige, om de vælger det ene eller det andet.

Give dem en følelse af at blive set som menneske og en sparring i, hvordan de som mennesker indgår i et sportsfællesskab.

Giver dem glæde ved at fordybe sig.

Viser dem de skal være nysgerrige på verden og oplyste på mere end lige deres sport.

Viser dem, at der er noget, der er større end dem selv, og de ikke kan leve livet alene.

Jeg bygger stilladser – men beder dem selv om at kravle.

Tryghed er afgørende. Respekt det samme. Så jobfunktionen er efterhånden lige så meget pædagog og psykolog og reserveforælder.

Der er nødt til at være konsensus mellem det de ”vil” – og det de ”gør”. Jeg forsøger at vise eleven sig selv udefra.

Jeg snakker med eleverne om at undgå at vurdere sig selv i forhold til andre – men i stedet se deres egen udvikling.

Giver dem uddannelse i sport og det at være menneske.

Jeg giver dem tydelig og sjov og arbejdsom voksen til at spille op imod, og som de kan føle sig trygge ved.

Fortæller dem at det aldrig hjælper at give op.

Arbejder for at de kan finde deres eget værdisæt.

Et ærligt, åbent og dialogbaseret indhold, hvor vejen overstiger målet. Det handler om at lære sig selv og sine omgivelser og sine interesser at kende, sådan at man kan træffe bevidste og oplyste beslutninger.

Giver dem minder for livet.

En oplevelse af at stå på egne ben, hvor jeg støtter og vejleder dem.

Jeg giver dem selvtillid gennem ros og anerkendelse.

Jeg giver dem forskellige værktøjer – og giver dem krav og forventninger fra min side

De bliver opdraget til at åbne øjnene op for forpligtende fællesskaber.

Jeg giver de unge et wake-up-call i forhold til, at det hele ikke handler om DIG!

Giver dem tro på egne evner og mod til at kaste sig ud i noget ’ukendt’, som for mange er svært.

Ro – hvil i jer selv – tro på jer selv!

Efterskolen har et meget ungt lærerkollegium og flere af lærerne har kun eleverne i boglige fag og har derfor ikke alle en baggrund i sporten

Hvad er det for et liv?

Undervejs i løbet af dagen blev der også skriblet lidt tankevækkende kommentarer på papiret.

Her kommer også et udpluk af dem:

Urealistisk selvbillede

Tid til refleksion

Dagens vigtigste budskab: ”Gode mennesker og sociale relationer”

Fokus på spillerummet mellem velbefindende og dovenskab

Vi giver ikke altid plads til, at de unge kan nå at finde egen motivation

Vi giver de unge redskaber til at håndtere et travlt liv
- men presser dem måske også for meget i hverdagen?

Udøvere/elever skal have et forhold til træner/lærer, før de er klar til feedback

Børn og vores konkurrencekultur er svære at ændre til det bedre – hvis det overhovedet kan lade sig gøre? Det kræver fundamentale strukturelle ændringer

Brainstorm på ord, der beskriver efterskolelivet på ISI.

En god karakter til talentlivet

Vi slutter med en karakter til talentlivet. Er det egentlig et godt liv?

Opgaven til efterskolelærerne lød på, at de skulle vurdere de unges liv helt overordnet på en skala fra 0-10, hvor 10 var det bedste liv.

Vi endte på et gennemsnit på 7,3 – hvilket kan tolkes positivt og beroligende.

Sportslivet kan stadig et eller andet fantastisk for de udvalgte unge. Og der er mange omkring dem, der vil dem det bedste.

Hvad sker der med ’de der unge’

Hvad sker der med dem – ’de der unge’?

Hvorfor har de det så svært?

Er de overfølsomme eller pivede?

Forkælede eller overmatchede?

Har de alt for mange muligheder eller alt for store forventninger?

Tror de livet er en dans på roser og bliver chokerede, når det ikke er?

Er der alt for mange, der følger med i deres liv?

Eller har de bare lært at sætte ord på deres følelser.

Eller er det fordi, vi spørger dem hele tiden?

Kan årsagen være, at de unge bliver svigtet af de voksne og sendt ud i livet af forældrene med et plastikkort, og så må de klare resten selv? Bliver de unge sendt ud på den måske sværeste og næsten umulige mission – at de skal finde deres store passion og gå efter det, der er helt unikt og specielt, og som skaber glæde, lykke og meningsfuldhed – non stop!

En keynote speaker med unik viden

Disse spørgsmål er den store joker i dag, der skaber en usikkerhed om, hvad det er der sker omkring de unge, hvordan de reagerer – og ikke mindst – hvordan man bedst møder dem og hjælper dem?

Der er ingen tvivl om, at vores verden udvikler sig hurtigt, og at de ændrede vilkår, mekanismer og muligheder rammer ind i de unges sjæl og påvirker tanker, følelser og adfærd.

Midt i de mange analyser, teorier og forklaringer på, hvorfor unge af i dag har det så svært mentalt, var det en unik chance for at blive klogere, da professor og centerleder Noemi Katznelson fra Aalborg Universitet og Center for Ungdomsforskning på et Team Danmark seminar om unge og talentarbejdet var keynote-speaker. Hun kan sætte ord på nogle helt centrale tendenser, der karakteriserer de unge i dag.

Det er dem, jeg gerne vil dele med jer, så I forhåbentlig kan få et indtryk af, hvor mange ting, der er i spil.

Det skal selvfølgelig understreges, at dette er min fortolkning, og hvad jeg fik ud af oplægget…

NOEMI KATZNELSONS HOVEDPOINTER

Mangel på tid er helt central

Helt indledende slog Katznelson fast, at følelsen af mangel på tid sætter scenen, og det presser og stresser, og de unge får en følelse af tab af mening, på grund af alt det, de føler, at de ikke når.

De bekymrer sig og bliver ubeslutsomme, for de bliver bange for at træffe de forkerte valg.

Over en bred kam bliver de unge i dag belastet igen og igen, og det bliver lag på lag for dem, og derfor sker det tit, at det simpelthen bliver for meget og mere, end de unge kan magte. Og samtidig bliver det ekstra problematisk, fordi de unge har svært ved at bede om hjælp.

Så er scenen sat, og når eksperten skal overføre hendes viden om de unge til sportsuniversitet så er der en vigtig pointe: At de unge gerne vil ses ’som et menneske’. Ikke bare en sportsudøver. Det ’hele’ skal med – alt det de rummer og kæmper med og mod.

Efter disse generelle betragtninger gennemgik Noemi Katznelson med de tendenser hun har fundet, der kendetegner og beskriver de unges virkelighed i dag.

Anderledes fordeling af barndom / ungdom / voksenliv

Katznelsons PowerPoint illustration viser det meget tydeligt. Med de tre livsområder tegnet på en linje med først barndom, så ungdom og voksenlivet, så er det midterfeltet med ungdommen, der har bredt sig gennem de sidste år.

Mest af alt flytter ungdommen længere ned i barndommen, som bliver betydeligt kortere. Ungdommen starter tidligere og tidligere, og den ubekymrede barndom bliver mindre., og ungdommen fylder også mere, så voksenlivet starter senere.

Det markante ungdomsliv er kendetegnet ved de mange valg på mange niveauer. Det gør ungdommen meget ujævn for de unge, fordi de tager forskellige valg på forskellige tidspunkter, så det bliver en slags yoyo-udvikling, alt efter hvad den unge kan og ønsker at tage ansvar for.

Mindre afstand mellem børn og voksne

Derudover er det, som Katznelson kalder for ’relations grammatikken’, også ændret. Det betyder, at der bliver mindre afstand i forholdet mellem voksen og barn. Der bliver mindre hierarki, og i praksis betyder det, at den voksne ikke altid har ret. De unge vil lyttes til og inddrages, så de kræver mere tillid og dialog.

De unge bliver i mindre grad objekter for de voksne – de bliver på den måde mere selvstyrende subjekter, og de voksne skal nu til at kæmpe en daglig kamp for at vinde relationen og børnenes opmærksomhed, og derfor bliver ’relationskompetence’ nu en vigtig egenskab for de voksne.

Tidligere tog unge afstand fra forældrene og gjorde oprør, og det var en del af skiftet til at blive voksen. Men der er slet ikke den afstand i dag. De unge kan bruge forældre/voksne til at sparre med, og de kan snakke med voksne om helt nye ting. Det afgørende for de unge er at de kan tage de afgørende beslutninger selv.

Dermed kommer børnenes udvikling til at handle om autonomi og om at tage egne beslutninger. Hvis man modsat som voksen kræver, at de unge skal gøre, som man siger, så vil det være negativt og opfattes som om, at de voksne ’barnliggøre’ dem.

Forventningseksplosion

De unge skal mange ting: De skal have det sjovt; se godt ud; have mange venner; finde den rigtige uddannelse; det rigtige arbejde; have mange muligheder at vælge imellem, eje mange ting – og de skal være det nyeste. Hvis de til gengæld oplever, at de ikke kan bruge tingene til noget, så gider de ikke.

Derfor må de voksne arbejde meget mere med at forklare HVORFOR?! Der skal bruges meget mere argumentation og begrundelse. Det baner samtidig vejen for en ’vinder><taber-tænkning’. Det normale er på vej ud.

Præstation fremfor læring i uddannelsessystem

For de unge gælder det primært om, at de bare skal ’krydse af’, at de har gjort, hvad der bliver krævet – og så er det lige meget hvordan. De skal bare have en karakter – altså en meget instrumentel tilgang til læring.

Det giver en forskydning fra læringskultur til en præstationskultur, hvor de unge bare vil vise, at de kan – eller ’lade som om kan det’ og ’få det overstået. De har ikke fokus på at spørge eller reelt set være i læring.

De alt afgørende fællesskaberne kræver tid

Det er et stærkt ideal for de unge at have mange venner. Det er med til at give et lige så stærkt pres på deres tid! Det kræver et konstant fokus, vedholdende arbejde og en allestedsnærværelse for de unge at pleje deres relationer.

Fællesskaberne er samtidig ikke givne men til gengæld til stede 24/7, og derfor kræver de meget mere arbejde end tidligere – især når de unge har mange skift af skole, hold eller arena.

Der følger mange nye fællesskaber med de mange muligheder, tilbud og valg, de unge præsenteres for.

Tempo – alle livsarenaer kalder

Hverdagslivet eksploderer i to-do-lister, og Noemi Katznelson kalder dem ’aggressionspunkter’. Det er punkter, de unge skal sørge for at rydde, mestre, klare og afslutte. Overstå mest af alt. Det gælder også de positive ting.

Men problemet er, at de unge ikke oplever, at tingene bliver afsluttet, så de kan læne sig tilfredse tilbage. Det ender aldrig, der kommer bare mere og mere. De oplever flere og flere valg, der skal håndteres.

Konsekvensen er, at de bliver ramt af det, Katznelson kalder ’den ny udsathed’. Det er ikke klassisk mistrivsel som armod eller omsorgssvigt. Men det er en presset tilstand, der kommer af præstationsfokus og tempo og en ophobning af krav og mange gøremål – også med lystbaserede ting.

Eksperten bruger billedet, hvor livet er ’som en rulletrappe, der kører den forkerte vej’. De unge skal være i bevægelse for at følge med. Hvi dei stopper, så ryger de af.

Psykologiseringen har erstattet religionens rolle

”Hvordan har du det? Hvad føler du egentlig?”

I dag oplever vi et ændret forhold til os selv og andre, og følelser fylder mere. Det er ikke længere kun behandlere, der stiller de spørgsmål, og for de fleste unger er det ikke længere i religionen, der søges trøst og mening.

Psykologien praktiseres af alle, og alle har sprog for det, og det skaber et ’intensiveret følelsesforhold – et selvforhold’, hvor folk opbygger et andet fokus og stærkere refleksive kompetencer ift. både deres følelser og relationer.

Konsekvensen er, at vi står med mange flere, der er sårbare og skrøbelige, og det kræver et kæmpe balance-arbejde, for at det ikke kammer over.

Katznelson understreger, at de unge skal hjælpes med det her ’balance-arbejde’, for at de kan præstere og føle på én gang.

De unge bliver det billede, vi laver af dem

Den sidste tendens handler om den ´sproglige ’glidning’, der er problematisk, fordi de unge bliver de billeder, vi giver dem.

Det er jo forkert at sige: ”At alle unge mistrives.”

Og det er også forkert at tro, der er noget galt med én, hvis man mistrives.

Men man kan godt være ked af det – og være i trivsel.

Man kan godt mistrives – og være robust.

Man kan godt trives – og være sårbar og følsom.

Problemet er i dag, at ordene – trivsel og mistrivsel – er ved at være udvandede. Vi er i gang med at få en sproglig ”happy-emoji-trivsel” – som er lig med at være glad og robust! Siger man, at man mistrives – så er det lig med: ”At der er noget galt med én”!

Det er det sort/hvide, der er problematisk. Fordi forkerte forståelser af trivsel fører til skabelse af afvigerpositioner og idealiseringer af ’det glade liv’. Der kommer et uopnåeligt Ideal om, at de unge skal være glade hele tiden.

Men samtidig slår Katznelson fast, at der ER øget sensitivitet. Der er noget under forandring – og der er flere, der mistrives. Der er en ny udsathed hos de unge.

OPSAMLING OG KIG FREMAD

Der er brug for voksenhjælp

Så er vi nået frem til opsamlingen. Noemi Katznelson opsummerer UNGDOMSLIVET ANNO 2023 som:

’Et højtstablet tårn fyldt med krav og forventninger’, hvor kunsten at finde balance derfor er helt centralt. Det gælder om at få skruet ned for belastningen af de unge, så de netop ikke bliver overbelastede.

Og den kunst kræver hjælp fra de voksne!

Anbefalingerne fra forskeren lyder derfor på:

Undgå – at de unge arbejder sig hen imod at deres opgaver bliver ’aggressionspunkter og bare ’skal overstås.’

I stedet for – forsøg at skabe resonans og mulighed for at de unge rent faktisk kan glæde sig og nyde tingene.

Gå efter at skabe mening – og giv de unge oplevelsen af at de gør noget godt og præger deres verden positivt.

Og gå efter at give de unge deres værdifulde fællesskaber!

Samtidig skal der tages bevidst hensyn til de unges øgede sensitivitet. Den stiller krav om nogle andre vilkår. Man kan ikke bare tilbyde de samme vilkår eller idealer som for de voksne.

De unge vil gøre oprør og gå

De unge har hele tiden fornemmelse af ’at blive kigget på og bedømt’ via det sociale rum. Derfor er det vigtigt for dem at få tilbudt fællesskaber, hvor de ikke hele tiden skal bedømme eller positionere hinanden. Der er brug for TYDELIGE værdier omkring fællesskabet – også selvom der altid vil være nogle, der bliver valgt til og fra.

Når Katznelson kigger fremad, så tror hun, at vi ser ind i et oprør fra de unge, fordi der er hele tiden nogen, der stiller krav til dem – samtidig med man spørger dem, hvordan de har det.

De unge vil sige fra overfor de krav, de møder. De vil takke nej! De vil stemme med fødderne og gå.

Derfor er det endnu mere centralt at forstå, hvad rører sig.

Derfor var det så spændende og tankevækkende at få lov at dele Noemi Katznelsons vigtige erfaringer og viden, og jeg håber det også har sendt inspirationen videre.

MERE OM NOEMI KATZNELSON

Noemi Katznelson, Professor, centerleder og forskningsleder

Institut for Kultur og Læring
Aalborg Universitet

Centerleder for Center for Ungdomsforskning (CeFU)
Cand mag i pædagogik og historie og med en ph.d. i uddannelsesforskning fra RUC.

Noemi Katznelson om sit forskningsfelt:
Min forskning tager afsæt i et bredt sociologisk blik på ungdomslivet som det udspiller sig i lyset af gældende samfundsmæssige betingelser og forandringsprocesser. På den baggrund interesserer jeg mig særligt for unge i uddannelsessystemet og gråzonen mellem uddannelse og arbejde, men også for andre af ungdomslivets arenaer.

Mine nøglekompetencer er: Ungdom, ungdomskultur, uddannelse, motivation, overgang til ungdomsuddannelser, uddannelsesvalg, erhvervsuddannelser, mistrivsel og udsatte unge.

Endelig en træner der siger: Fest noget mere!

Fest for fanden! Sådan sagde han ikke. Men noget lignende: ”Hyg jer efter træning. Gå ud og vær sociale. Udforsk livet. Gør noget helt andet. Glem alt om jeres sport.”

Jeg jublede lidt, da jeg hørte denne svada fra en top træner. Endelig mødte jeg en fra elitesporten, der handlede på det faktum, at der bliver fyldt så meget på unge atleter, at deres hjerner helt konkret er ved at brænde sammen. Til daglig opfordrer han sine spillere til at glemme alt om deres sport hurtigst muligt, når de forlader hallen og gå målrettet efter at få en masse gode og alternative ungdomsoplevelser ind på kontoen.

Ingen grund til at sige nej

Jeg har aldrig forstået, hvorfor man laver de her helt strikse regler for de unge sportstalenter med, at de ikke må gå til fest … eller tage på lejrture … eller tage med til et kulturarrangement… eller noget familie-tam-tam, … eller bare et eller andet ’andet end sport’….

Hvis jeg har lært én ting om ’unge af i dag’, så er det, at det er rigtig godt både at få lov at lave andre ting sammen med andre – og ikke mindst at fylde andet i hovedet end kun sporten i hovedet og i kalenderen.

Selvfølgelig er det noget helt andet, hvis det at ’lave noget andet’ betyder, at man drikker hjernen ud og fysikken ned. Men der er jo et kæmpe spænd mellem den tilstand, og så alt det, man kan give sig til som ung, som er sjovt, spændende og lærerigt og dermed giver et helt og fyldt ungdomsliv. Denne unikke tid i ens liv – for det ved ’os gamle’ jo, at det er her i bagklogskabens skønne lys – som skal behandles med omhu og respekt. Livets træningslejr, hvor det at træde lidt skævt også hører med.

Jeg hørte en ungdomsforsker kommentere på det engang: – Det er jo, når man er ung, at man kan og skal prøve en masse ting af for at lære rigtigt om livet og én selv og dermed blive klædt på til at finde sin (rigtige) vej.

Forskel på akut stress og langtidsbelastning

Træneren, jeg snakkede med, havde været elitetræner i en lang årrække, og han synes selv, at han har været hård og krævende, og det er først nu herefter, at han kom på et efteruddannelseskursus i idrætspsykologi, at han er begyndt at tænke på, hvad det er for belastninger, de unge bliver udsat for. Han fik fokus på forskellen mellem ’den akutte stress’ oplevet i en særlig situation med pres og forventninger og svære ting, der skal løses – og så ’langtidsbelastningen’ ved at have en krævende opgave kørende i sit indre system over lang tid. Som når man kæmper med at slå til i sporten.

Den bevidsthed har ændret hans adfærd og hans tankebaner. Nu går han ikke rundt og råber og skriger efter spillerne. Nu gælder det modsat om at give klare opgaver og feedback. De unge skal vide, hvad det er præcist er, de skal levere derude, så de kan angribe opgaven målrettet, og så tvivl og usikkerhed ikke skal køre videre rundt i systemet. De skal også vide, når de er i mål, og opgaven – og dermed tankerne og bevidstheden – er slut og kan parkeres. Ud fra samme tankegang gælder det også om, at få træningen afsluttet så hurtigt som muligt og få sendt spillerne hjem – og helst med tomme hoveder. Han sætter tid af til umiddelbart efter træningen, at få dagens oplevelser til at lande, så de kan lægges væk på en hylde.

Fejl skal rettes, så opgaven kan løses

Han er holdt op med at fare i flint over en fejl. Han vælger faktisk den helt anden vej. Fejl skal være ok og ikke verdens undergang. Derfor smiler han hellere end at råbe i dag, og han taler fejlen ned. Igen – for at opgaverne ikke skal vokse indeni spillernes overbelastede hjerne. Der er rigeligt, der kører rundt i forvejen i et ungt univers med alt det, de skal som unge – alt det de speedet op af de sociale medier skal gøre, skal sige, skal signalere, skal mestre og ha’ styr på…

Spillerne behøver i det hele taget slet ikke andre omkring sig til at kritisere dem. Det klarer de oftest selv. Og hvis de ikke får klar feedback, så kører kritikken og spekulationerne netop endnu stærkere videre.

Sæt tid af til at lukke træning hurtigt og helt ned

Nej, i stedet for forsøger han at samle spillerne, når træningen er færdig, og få det hele snakket igennem og lukket sammen. Så efter de to timer på banen og den halve timer bagefter, så er idealet, at spillerne går hjem og ikke behøver at have spekulationerne til at springe rundt og forstyrre det indre univers. Derfor er det også rigtig godt, hvis de unge spillere sørger for at lave andre ting og fylde andet på systemet. Derfor er der fuld opbakning til at spillerne går ud og laver noget socialt bagefter, og det er super, hvis der er fester eller andet sjovt, de kan kaste sig over. De bruger mere end rigelig tid på sporten, som træneren slår fast. Der er proppet så meget ind i deres hverdag, at det ikke skader at misse lidt ind i mellem. Det er kun godt og givtigt at putte noget andet ind i hovedet.

’Brain brake’ kan bruges mange steder

Der findes nogle øvelser, der bliver kaldt ”Brain brake”. Øvelser, hvor man springer op fra den passive position på stolen og laver noget aktivt med kroppen for at få hele systemet til at slippe tankerne. ”Brain brake” er også et godt ord for denne trænerfilosofi. Det handler om at få hovedet til at holde pause og tænke på noget helt andet.

Jeg er stødt på dette behov flere steder her på det sidste. Sammen sætter de en dagsorden. Det er HER, vi er i dag med mange af vores målrettede talentmiljøer. Der er puttet så meget ind i systemerne og i de unges hoved og krop, at de bogstavelig talt er ved at brænde sammen.

Enkeltstående er der sikkert ikke noget galt med de forskellige aktiviteter, træninger, turneringer, afleveringer, træningslejre, udvælgelsesstævner, kostvejledninger, mentale afslapningsøvelser, spillersamtaler, fysioterapi, massage, video-evalueringer, statistik gennemgang mv…. Men samlet bliver det en ordentlig mundfuld.

Serverer vi en model, der passer til de unge?

Jeg var til et Team Danmark Seminar om den aktuelle tilstand for den danske talentudvikling for nogle uger siden, og her stillede vores største ekspert i talentmiljøer, professoren i sportspsykologi Kristoffer Henriksen sig op og skulle holde et indlæg om ’Meningsfuldhed’. Han startede med at slå scenen fast. De unges hele liv. Og han slog grund-udfordringen fast: At det handler om at sikre os, at vi serverer et miljø, som passer til de unge og deres liv.. Men hans lille følge-bemærkning var dén, der var tankevækkende:

”Det er jeg ikke helt sikker på, at vi gør…!”

Psykolog og forældrerådgiveren Janne R. Mortensen (Mental Motion), som jeg interviewede for nylig, valgte en anden måde at beskrive dette ’overload’ på. Hun så på det ud fra et neurologisk synspunkt. At når de unge har så intens en dagligdag, så betyder det, at deres kemiske system drøner rundt i høje omdrejninger og sender ’kamphormoner’ ud i de fleste af selv de helt små sportbørns vågne timer, og det er ikke sundt eller godt. Det handler altså ikke om, ”at de gerne selv vil og synes, det er sjovt og fedt”. Nej, det handler om, at der skal være nogle voksne, der sørger for at dosere tingene.

Meget af de unges tid og liv betyder mange opgaver

Så tilbage til det med festerne. ’Fest for fanden’ lyder så voldsomt. Men det er et godt indspark sammen med det ’Brain-brake-fokus’, man kan/skal have som ansvarlig rundt omkring de unge sportstalenter i dag.

– Vær opmærksom på at slukke ned og fylde noget andet på. Endnu en opgave på den lange liste af opmærksomhedspunkter. Men når sporten er vokset så voldsomt og fylder så meget og intenst, så følger der tilsvarende en masse nye opgaver med det øgede ansvar.