Det farlige spørgsmål

Vil du det her?

“Caroline,” he’ll say, “I can do whatever you need from me to help you get better at tennis (….)

But I have to know, for certain, that’s what you want. You have to be sure (…) “Is this what you want? Do you love tennis? Do you truly love it?”

En dag stødte jeg under min research på et rigtig spændende og specielt indlæg fra Players Tribune, der er et site, hvor sportsstjerner blandt andet skriver breve til dem selv: ”Letter to my younger self”. Det var Caroline Wozniaki, der havde skrevet til sig selv som 11-årig. Hun starter brevet sådan her:

“Let me just start off by saying, Dad was right.”

Og så fortæller hun om faren, der guider hende til at spille tennis i stedet for fodbold, og efter hun så viser sit kæmpe talent, sker der dette helt afgørende:

“After Dad sees you win match after match against older kids without breaking a sweat, he will sit you down and tell you something you’ll never forget. Then he’ll ask you a very important question…”

Ja, så stiller han netop spørgsmålet, som står her øverst på siden. Det helt store og måske livsafgørende spørgsmål:

”Vil du det her?”

Det spørgsmål – og ikke mindst det helt afgørende ”ja!” – er en stor del af rigtig mange sportsstjernes historie.  Og for dem, der lykkedes og får udlevet alle de mere eller mindre udtalte drømme, er det en fin og stærk historie.

Men det er et meget farligt spørgsmål.

For tænk på alle de unge, hvor det ikke er blevet en succeshistorie, og hvor dette ”ja”, er blevet som et åg for dem, og hvor de er blevet stillet til ansvar for det og fået det holdt op: ”Du sagde selv, du ville det her!”

Kernen af problemet er, at børn netop ikke kan tage langsigtede strategiske beslutninger. Netop fordi de er børn. Deres hjerne er ikke udviklet til at kunne gennemskue større sammenhænge eller lave konsekvensanalyser. De har ikke livserfaring eller indsigt til at vide, hvad det er, de siger ja eller nej til.

Derfor er det et farligt spørgsmål.  

For dét et barn kan se og forstå er, hvis de ikke gør tingene ordentligt. Hvis de føler, de svigter de voksne og ikke ’holder ord’ og gør som lovet. Hvis han/hun pludselig ender et sted, og der er andet, de har lyst til. ller der er noget i denne livsstil, de ikke trives med, så kan det være rigtig svært at gå imod sit eget løfte og gå en anden vej.

Når de nu engang har sagt ”ja”!

At vælge sporten som et seriøst tilvalg som barn/ung er i forvejen en kæmpe beslutning, der har mange konsekvenser for dagligdagen og opvæksten. I dag betyder et valg af seriøs talentsport ofte et valg af en anden skole, måske en anden klub eller et andet sted at bo.

Derfor er det faktisk endnu vigtigere at åbne op for løbende at stille spørgsmålet:

”Er det stadig det her, du gerne vil?”

At give guidning og bruge sin voksenindsigt til at skitsere, hvilke forskellige veje, der hele tiden er at gå. Hvor der måske satses mere eller mindre, hvor der gives plads til at andre ting i hverdagen, eller hvor der holdes pauser og gives frirum.

Der burde følge en forpligtelse med som voksen og ansvarlig.

– At hvis man spørger sit barn: ”Om det er sporten, de virkelig vil, og dermed også vil dedikere det meste af dem selv og deres barndom/ungdom til?” – så har man også forpligtelsen til at følge op og skitsere, hvad det reelt set er for et valg? Hvilke konsekvenser har det på kort og langt sigt?

Den ansvarlige voksen skal være den livskloge og give børnene dét med. Hjælpe dem til løbende at tage valg – men også åbne plads til, at det første ”ja”, der blev givet som måske naiv 12-årig, ikke er et forpligtende valg.

Det er et løbende valg.

Så når barnet dedikerer sig og siger: ”At jeg gerne vil!”, så er fremtidens vej helt åben. Det er ’no go’, hvis de voksne tager børnene som gidsel, fordi barnet selv har sagt, at han/hun gerne vil det her.

For et barn vil aldrig ane, hvad det er, han/hun siger ja til.

https://www.theplayerstribune.com/articles/caroline-wozniacki-wta-tennis-letter-to-my-younger-self


https://www.theplayerstribune.com/articles/caroline-wozniacki-wta-tennis-letter-to-my-younger-self

Hvordan er det lige, at vi lytter til atleterne

”(…) vi synes, det er vigtigt, at I ved, hvordan vi har det, når nu så mange af jer snakker rigtig meget om, at der skal lyttes til atleterne. Vi hører nemlig meget ofte for tiden, at ”de aktive skal i centrum” og ”vi skal lytte til de aktive”. For os virker det som ligegyldige floskler, hvis man (…) Vi kan ikke stille noget krav om at blive lyttet til. Unionen skal tegnes af foreningerne. Ikke af de aktive. Men vi kan i hvert fald appellere til, at man gør, hvad man siger. Og hvis man siger, man vil lytte, så er det nu, vi har brug for at kunne se, at der bliver lyttet.”

Sådan står der i det åbne brev, som de danske topsvømmere, som træner på Det Nationale Træningscenter, havde sendt for at udtrykke deres mistillid til Dansk Svømmeunions bestyrelse forud for generalforsamlingen i april.

Den meget markante og sjældne meningsytring fra atleterne kom stort set samtidig med, at Folketinget vedtog en opdatering af eliteidrætsloven, hvor Team Danmarks tilsynsforpligtelse som noget nyt bliver skrevet direkte ind i loven, og Team Danmark bliver pålagt ”at udvikle og etablere en selvstændig funktion med inddragelse af atlerne, som de kan gå til, hvis de oplever uhensigtsmæssig adfærd.”

Tilsynsforpligtelse – det er et svært ord. For hvad er det, at hvem skal se efter? Det lyder som en god og politisk pæn og rigtig idé at opfordre til at inddrage atleterne. Men det efterlader os med en ny stor udfordring – nemlig at lytte til atleterne – og specielt de helt unge af dem? Hvordan er det, at de får en stemme?

Der er flere faktorer, der umiddelbart gør det svært.

Der er ikke tradition for at snakke

For det første. I sporten er der ikke den store tradition for at snakke og evaluere det personlige – og dermed er der heller ikke etablerede kanaler eller fora. Sport har sin egen retning og mening – der er ikke så meget at snakke om.

Alle ved hvad det handler om, og samtidig bor der også et stædigt narrativ om, ”- … at det må godt være hårdt…, og kan man ikke klare mosten, så skal man slet ikke være der… man skal kunne håndtere sig selv og klare sig under pres… det er en del af gamet.” Samtidig med at valget af en elitesportssatsning kræver mere og mere ift., hvad der skal investeres af tid, identitet og dedikation.

Der er ikke en organisation til hverdagens ’små’ udfordringer

Atleter har ikke en fælles organisation eller et talerør, der repræsenterer dem, deres ønsker og rettigheder. Samtidig med professionaliseringen af flere og flere idrætsgrene, er der kommet spillerforeninger, der arbejder med rådgivning, uddannelse, rettigheder mm. Men her er fokus på den organisere forretningsmæssige del af ’sportsarbejdet’, og det handler ikke om dagligdagens menneskelige og personlige forhold og trivsel.

Der er nye ordninger til de ’større’ sager

De nye whistleblower-ordninger, der er dukket op som reaktion mod de grumme historier, der på internationalt plan er kommet frem om krænkende og nedbrydende forhold i elitemiljøerne, retter sig heller ikke mod dagligdagens ’små historier’. Det handler om ’uhensigtsmæssig adfærd’, som der står i den nye eliteidrætslov. Dvs. når der er nogle skyldige og nogle, der kan sættes under anklage for decideret grænseoverskridende adfærd.

Udviklingssamtaler handler om mål

For mange atleter er der dog en mulighed for at blive hørt og inddraget, hvor der i det daglige miljø bliver tilbudt løbende udviklingssamtaler. Men ofte vil det være de sportslige udviklingsmål, der er i fokus. Selvom det også giver en mulighed for at snakke om trivsel på den større bane, så er der samtidig den helt grundlæggende barriere, at træneren ikke er en uvildig fortrolig. Der er en grundlæggende magtrelation mellem atlet og træner. Det er træneren, der sætter holdet, og det kan være et stort sats for atleten at fortælle om svagheder og problemer. Vil/tør man fortælle træneren, hvis man slider med tingene og/eller sig selv? Måske ligger der også implicit en kritik, af det der foregår i hverdagen og trænerens ageren, hvis man som atlet kommer med ’klager’/kommentarer.

Så det kræver på mange måder sit, hvis atleterne skal komme ud med sine personlige følelser og kampe.

Fælles opråb er sjældne

Derfor er det også ret så ekstraordinært, når de danske topsvømmere tager til orde som i eksemplet øverst, hvor svømmerne netop tager afsæt i, at man efterspørger dialog med de aktive. Det er ikke så tit det sker, at de aktive råber op – men det er sket i nogle særlige situationer, hvor atleterne har en tydelig ’sag’ eller en fælles modstand, som de sammen kan kæmpe for.

Tankevækkende nok så prøvede flere svømmere faktisk at råbe op om problematiske trænermetoder undervejs i ’svømmesagen’. Men ligeså tankevækkende at det var uden den store succes – ligesom at mistillidsvotummet til den eksisterende svømmeledelse i den aktuelle sag heller ikke gik igennem på generalforsamlingen.

Det er heller ikke så lige til bare at spørge

Der er selvfølgelig den også den helt oplagte mulighed for at komme i kontakt og inddrage atleterne. Man kan jo bare spørge dem! Altså huske at høre atleterne ind imellem, hvordan de har det?

Men selv det er langtfra så simpelt, som det lyder. Både fordi det kræver tillid, tid og ro at finde et forum at snakke i – hvilket kan være svært i en hektisk hverdag med elitesport. Men også fordi, at hvis man er ung atlet, så kan der være begrænsninger på, hvor reflekteret man selv kan svare. Når man er ung og ikke har meget livserfaring – hvordan ved man så, hvad der for alvor er godt eller skidt? Og hvornår er det for meget eller for lidt?

Det kan skade at snakke for meget om trivsel

En anden vigtig pointe ved den moderne og populære måling af trivsel, der foregår helt automatisk i blandt andet skoler og på arbejdspladser, er at den kan have den modsatte effekt. Carsten Obel, der er professor i mental børnesundhed på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet påpeger (artikel i Zetland, 29.4.2018), at det kan blive et problem, at vi så mange steder i skole og fritidsliv spørger de unge om, hvordan de trives.

”Trivselsmålingerne er udtryk for, at vi langt oftere i dag end tidligere spørger børn, hvordan de har det. Og når børn og unge konstant skal mærke efter og rapportere om deres velbefindende, så kan det have en negativ konsekvens for deres trivsel. Vi har en hel generation, hvor der er en del af de unge, der føler, at de skal præstere til 12, og nu skal de også leve livet til 12. Forventningen er, at man skal trives hele tiden, men man kan bare ikke altid have trivsel til 12.”

Ska’ vi ha’ særlige ’trivsels-vogtere’

Tilbage står vi med den mulighed, at vi kan prøve at få nogle ’trivsels-agenter’, der kan holde øje med den der trivsel. Nogle der kan suge stemningen til sig uden selv at komme til at stresse og skabe et skadeligt fokus på trivsel.

Træneren vil være den oplagte ’trivsels-agent’, men det er jo sådan, at dem, der selv er midt i dét, der skal registreres, har svært ved selv at se klart, hvad der foregår. Hvis man samtidig som træner/leder har ansvaret for, at der skal præsteres, kan man nemt blive styret af de overordnede forventninger til at skabe resultater og succes. Og så kan det være svært at tage de individuelle hensyn.

Et andet alternativ kunne være at indsætte neutrale ’trivsels-vogtere’ ude i miljøet? Ledere, der kun har ansvaret for, at alle har det godt. Måske suppleret med formelle fora, hvor man kan lytte og inddrage atleterne? Det virker som en tung løsning, der hurtig kan blive meget bureaukratisk og noget ’for tænkt’.

Trivsel bliver aldrig en simpel fælles eller målbar sag

Og det ændrer heller ikke på den fundamentale udfordring, at det er svært at afkode udefra, hvad der foregår indeni, og det er svært at konkretisere mistrivsel, når det er et meget diffust og ikke konkret operationaliseret begreb, der kommer i lige så mange individuelle afskygninger, som der er atleter/mennesker.

Alt i alt står v i tilbage med en stor udfordring i elitesporten med at finde en måde at sikre, at den omsiggribende livsstil, vi tilbyder de unge ambitiøse atleter, ikke kun skaber gode atleter – men også er god for atleterne.

Hvad kan vi så gøre?

Vi kan forebygge – og gøre os umage med at lave gode miljøer

Det, vi i hvert fald kan gøre, er at forebygge – det er oftest det bedste våben. Så først og fremmest kan vi finde frafaldsdata, der giver vigtige svar. For som det hedder sig – ’så stemmer de unge mest af alt med fødderne (og med hjertet)’. De går, hvis det ikke giver mening/glæde for dem. Så hvis/når der er meget frafald, og der er mange unge, der stopper og siger nej tak, så er der nok et problem. Hvis man altså gerne vil have, at mange bliver ved…

Næste skridt er så virkelig at tage det alvorligt, når vi laver tilbud til børn og unge og tænke alt rigtig godt igennem på forhånd.

Hvad er godt for børn/unge? Hvad passer til de unges behov, alder og evner? Hvilke forhold og hvilken livsstil skal der til, for at ’unge af i dag’ (som meget hurtigt bliver til noget andet, end det der var i går…) har lyst til at blive og kommer ’i trivsel’. Ligesom vi siger om de små babyer, når de er ’i trivsel’ – når de spiser, vokser, udvikler sig, smiler, pludrer og indtager verden.

SÅ SNAK DA ORDENTLIGT FOR H……

SKA VI HA EN SPORT-TOO-KAMPAGNE?

”Vi har alle oplevet dem. De trænere og ledere, der hundser og herser med sportsfolk i alle aldre. Som skælder og smælder, som håner og latterliggør, som kræver og forlanger. Fordi de tror, det er vejen til fremgang og bedre resultater.”

I ’sportsblik’ i Politiken den 10. marts kunne man læse en kommentar under overskriften: ”Stop hån, spot og mistrivsel, smid bølletrænerne på porten”. Opråbet var skrevet af en af dansk sportsjournalistiks grand old men, journalist Rasmus Bech fra Politiken.

Det er nedbrydende at blive kaldt ’fede svin’

Det er en helt central problematik, Rasmus Bech sætter på dagsordenen. Det handler om, hvordan der bliver talt/råbt til børn ude i den danske sportsverden. Hvordan vi kommunikerer med hinanden, er jo en stærk kraft, der påvirker os helt ned i de dybe rødder. Selv som voksne er det rigtig ubehageligt, hvis nogen taler grimt til os – eller endda råber.

For børn er det endnu voldsommere. Senest hørte vi i ’svømmesagen’ i DR’s dokumentar ’Svømmestjerner – under overfladen’, hvordan trænere eksempelvis kaldte en svømmer for ”fede svin”, og hvordan det sprog var med til at nedbryde. Dokumentaren kom med flere skræmmende og tankevækkende case-historier.

En stor russisk bjørn som en væmmelig rollemodel

I mit freelance job som EVS-operatør (hvor jeg sidder og afvikler slowmotion sekvenser i en tv-produktionsvogn fra live begivenheder), har jeg været med til at producere rigtig mange internationale håndboldkampe fra blandt andet OL og VM. I den forbindelse har jeg været helt tæt på den legendariske russiske træner, Jevgenij Trefilov.  Ofte har vi siddet i vognen og faktisk grint og moret os over, hvor ekstrem, han har været, når han har råbt og skreget med fråde om munden og har overfaldet spillerne – ikke bare verbalt. Han har også slået og skubbet til dem.

Men da jeg en dag under et OL brugte min fridag til at sætte mig ind i hallen for at se lidt live action, var det Rusland, der spillede. Så blev oplevelsen til noget helt andet. Det var så fysisk og psykisk voldsomt at være vidne til, hvordan Trefilov nedgjorde spillerne, at jeg måtte forlade hallen.

Hvilke grænser for sproget er der i sporten

Det startede mine spekulationer. Hvorfor er det, at vi tillader, at folk kommunikerer så grimt til hinanden, fordi det er i en sportskontekst?! Er der ikke nogen grænser? Burde der ikke være det? Både af hensyn til de spillerne, der står midt i det. Men også af hensyn til den adfærd, vi indirekte præsenterer for vores børn som ok og accepteret?

Sporten er selvfølgelig et særligt sted, hvor vi netop får lov at give los og lade vores følelser og temperament få frit spil. Det er jo befriende og fedt og en stor del af charmen ved sportens livsbekræftende energi.

Men hvor langt gælder ’de frie spilleregler’? Hvor meget må vi sige og gøre? Og hvornår? Er det ok i kamp? Eller måske kun i nogle særlige og betydningsfulde? Eller er det også ok til træning? Eller i omklædningsrummet eller i klubhuset? Hvor går grænserne?

Alle andre steder er forældrene på barrikaderne

Hvis der bliver talt grimt til børnene i skolen eller i institutionen, så skal der nok være nogle voksne ansvarlige, der kommer efter pædagogen eller læreren. Men skulle vi også blive klar til at gå på barrikaderne og protestere, når trænerne taler nedgørende eller råber grimt på sidelinjen?

Der er meget fokus på trivsel i disse dage. Og skal man arbejde målrettet med trivsel, så er det en helt afgørende grundsubstans af trivselspakken, ’hvordan vi snakker til hinanden’. Så det er oplagt at ’go with the trivsel-flow’ og sætte ind her.

For når kommunikationen og relationen er positiv og opbyggelig, så kan ordene være med til at flytte bjerge og bygge højt, højt op. Men ligeså dybe, sorte huller kan der blive gravet i de små sjæle, når der bliver skreget grimme ord ind i smasken – lige ind i selvtilliden og selvværdet.

Skal sporten have sin egen Me Too-kampagne

I dag er vi oversvømmet med Me Too i den grad, at det på trods af de gode og relevante intentioner kan ende med at tangere til det absurde. Men måske er der noget i disse her bevægelser, som sporten kan bruge? Hvor vi kan begynde en kamp for at sige fra overfor adfærd, som vi helt principielt ikke vil acceptere eller stå inde for.

Måske er der brug for en SPORT-TOO-bevægelse, der sætter ind overfor, hvordan vi snakker/råber til hinanden i sportens arenaer – og hvor vi særligt sætter på dagsordenen, hvordan trænerne kommunikerer med vores børn i sportstøj?

Talenternes Talerør vil gerne pippe op her og foreslå, at vi laver en SPORT-TOO-kampagne, der starter her og nu.

  • Forslaget lyder på nul tolerance overfor, at der bliver talt grimt og nedbrydende til børn og unge i sporten.

De unge – der er ufærdige og under sårbar opbygning – kan ikke svare for sig selv. Vi voksne på sidelinjen må lytte grundigt efter og have sanserne alert. Opgaven lyder på: Mærk efter – hvordan lyder råbene inde i vores børn?

Nul tolerance overfor nedbrydende udfald

Ja, det er ok at have temperament, være dybt engageret og komme med udfald. Men når der skal kritiseres, kommenteres og stilles krav, så skal det stadig være i en ordentlig og opbyggelig tone. Så det må man få sagt og kommunikeret retur til trænerne i en ordentlig og opbyggelig tone.

Sport er ikke en øde ø eller et isoleret univers. Det er en intens byggeplads for små mennesker. Så SPORT-TOO skal gøre sig umage og stille krav til, at alle deltagerne også gør det.

Talenternes Talerør – der hyler med de unges stemme – har lyst til at skrige: ”At nu må vi alle sgu’ for fanden snakke ordentligt!” Men nej, vi skal få altså få sagt på den rigtige måde:   ”Vil I være søde og snakke ordentligt og sige tingene på en pæn måde, tak!”

Nye tal – en ’sports-arbejdsuge’ på +80 timer

  • 35 timer om ugen!

I 2009 brugte de unge talenter, der går på en Team Danmark støttet ungdomsuddannelse 25 timer om ugen på deres sport. På ti år er dette tal steget til 35 timer. Den samlede ’arbejdstid’ med skole, sport og arbejde – og uden transport – er steget fra 70 til 80 timer om ugen.

Det er nogle meget tankevækkende tal og en markant udvikling.

Tallene stammer fra Idans evaluering af Team Danmarks tilbud på idrætsgymnasierne rundt om i landet, der udkom i august 2020, og er skrevet af Rasmus Storm og kolleger.

Evalueringen er på mange måder rigtig interessant. Den givet et unikt kig ind i talenternes hverdag, som vi har så meget brug for – for at kunne diskutere udviklingen og kvaliteten af talentsporten. Og evalueringen bygger både på tal og på interviews med alle de involverede parter – både de unge selv, lærere, trænere og ledere.

  • Idrætslinjerne er blevet accepteret og adopteret

På det helt overordnede plan fortæller evalueringen, at idrætsgymnasierne er en succes målt på karakterer og tilfredshed. I dag er idrætsgymnasierne blevet en kendt og anerkendt vej at gå. Hvor der tidligere har været skepsis overfor, hvorfor og hvor meget sport skulle fylde i en ung gymnasieelevs hverdag, så har det udviklet sig til en generel accept af, at hvis unge vil prøve deres sportslige talent af, så skal de hjælpes, og der skal være plads til det – SIDESTILLET med uddannelsen.

Men når det er sagt, så fremhæver evalueringen også nogle problematiske træk ved det ungdomsliv talenterne skal balancere i.

”Når man tager i betragtning at presset på atleterne er stigende i uddannelsesregi og formentlig også som følge af en generel præstationskultur i det omgivende samfund – så er der grund til at bekymre sig om, hvorvidt udviklingen på et tidspunkt løber af med nogle eller flere af atleterne.”

  • Krydspres

Det er dét ord, som evalueringen bruger til at beskrive det grundvilkår, som de unge sportstalenter skal fungere under. Et krydspres, der kommer, fordi præstationssamfundet udvikler sig hurtigt og markant. De unge skal præstere og levere på mange platforme, og de skal kunne mange flere ting i en yngre alder. Det kræver mestring af mange ’lifeskills’ at begå sig i ungdomslivet. Krydspresset opstår, når talenterne så samtidig skal levere mere og mere tid, energi og ’satsning’ i deres elitesport. Det bliver rigtig svært at få det hele til at gå op.

Evalueringen viser, at de unge selv er meget glade for Team Danmark-ordningen på gymnasierne, og de føler, at den hjælper dem med at nå det hele. Men interessant nok oplever ikke ret mange, at den ’effektive organisering’ af skolehverdagen giver dem plads og overskud til så at pleje andre sociale interesser. Sagt med andre ord, så gør ordningen det bare muligt at putte flere træningstimer ind i hverdagen. Tid og overskud til at putte andre aktiviteter, pauser eller mennesker ind i hverdagen, er der sjældent.

Det faktum giver i høj grad stof til eftertanke. I evalueringen samler de op med følgende kommentar:

”Udviklingen i sporten og det omgivende samfund med samlet større pres på atleterne bør der være øget opmærksomhed på samt – hvis udviklingen fortsætter – at det kan betyde sportsligt frafald.”

  • Men hvordan er det med opmærksomheden på balancen i atleternes hverdag i dag?

Flere af specialforbundene giver udtryk for, at de godt er klar over, at der er et voksende pres på de unge, og at det ikke er hensigtsmæssigt at presse de unge yderligere med kortsigtede resultatmål. Teoretisk set ved forbundene godt, at det bedste er at arbejde langsigtet, tålmodigt og udviklingsorienteret.

Men hvordan det bliver omsat til handling i planer og/eller beskyttelse/hensyn til de unge bliver der ikke nævnt nogen løsninger på.

Til gengæld fremhæver forbundene selv, at der er en hastigt øget international konkurrence, der hele tiden presser på for at løfte udviklingskurven. Det skal gå stærkere hurtigere for at følge med. Når der samtidig hele tiden kommer flere tilbud om at træne og konkurrere mere, så er sandsynligheden stor for, at mængden og krydspresset fortsætte med at stige. Det rejser mange spørgsmål.

  • Vil stigningen fortsætte? Og hvad vil der så ske?

Det gælder både i forhold til kvaliteten af de unges uddannelse, deres ungdomsliv, deres personlige udvikling og det sportslige? Hvor mange unge kan/vil holde til sådan en presset hverdag?

Vi ved, at de talenter, der gerne vil det her liv, er de kompetente og begavede. Det viser evalueringen også. De tjekkede talenter scorer højere karakterer end gennemsnittet i folkeskolen og gymnasiet, og de kommer typisk fra den pæne ende af middelklassen.

De er samtidig mega dedikerede og villige/opdraget til at ofre rigtig meget for deres sport. Det er en stor del af narrativet omkring det ’at være et seriøst talent.’ At man skal være klar på at ofre rigtig meget. Den præmisse er de unge talenter af gode grunde nødt til at købe – for der bliver ikke tilbudt alternative veje eller modeller med bevidst dosseret mængde og pres.

  • Men hvor meget kan de unge holde til? Hvad kan vi være bekendt at byde dem?

I evalueringen sætter forfatterne fokus på den del af konsekvenserne, der handler om det sportslige og frafaldet og dermed ’dårligere konkurrenceevne’. Det er ikke de menneskelige/personlige konsekvenser for talenterne i hverdagen, der trækkes frem.

Men som Talenternes Talerør og de unges stemme i sporten, så rækker vi hånden op her. Evalueringens friske tal bør give anledning til at diskutere, hvem der tager ansvar for den her udvikling?

  • Hvem kan/vil/skal styre de grundlæggende rammer omkring en dansk model for talentsport/talentliv?

I evalueringen slutter forfatterne med dette forslag:

”Endelig er det værd at overveje om monitorering af atleternes trivsel ville være en måde at håndtere den problemstilling med øget (tids-) pres på. En sådan tilgang kunne medvirke til at hindre udbrændthed og frafald på – ikke kun for de atleter der er hårdest spændt for, men også mere generelt, hvis udviklingen i antallet af timer, atleterne skal bruge på sport, uddannelse, arbejde, fortætter som den har gjort de sidste 10-12 år.”

  • Hmmm, tænker jeg. Monitorering!?

Det forslag signalerer både indirekte en accept af de gældende forhold og den drastiske stigning af timer. Og altså ikke nogen opfordring til en indsats, der skal prøve at styre eller begrænse tidsforbruget og krydspresset.

Samtidig er der det helt grundlæggende problem ved monitorering og den meget aktuelle snak om ’trivsel’ i dag. At vi ikke helt ved, hvad vi skal monitorere på?!

  • Hvad er ’det der trivsel’? Hvad er ikke-trivsel, og hvor sætter vi barren?

Da jeg i sin tid lavede projektet og skrev bogen ’Jagten på glæden’, så var det netop med undertitlen ’Og det bedste talentliv’. Udgangspunktet var, at vi kan arbejde med at vurdere livskvaliteten af sports-ungdomslivet ved at se på glæden.

Men det er tydeligt i dag, at det ikke er nok. Vi nødt til at arbejde videre og se bredere, fordi der jo er meget mere på spil end bare glæden ved selve sporten.

Al denne diffuse diskussion om trivsel, der især er dukket op efter ’svømmesagen’, er både kærkommen men også frustrerende. Fordi trivsel hurtig bliver som en floskel. Det ord kan betyde SÅ MEGET forskelligt.

Vi er nødt til at have en fælles forståelse for, hvad trivsel er, og hvilke værdier og mål, vi skal gå efter helt overordnet i dansk elitesport/talentsport. Det skal der til for at komme videre med den her diskussion og/eller indsat for at lave en dansk model med ’et godt talentliv’ – for talenterne først og fremmest. Ikke kun for sporten.

  • Men gerne både og, hvis vi tænker os godt om!

—————————————————–

TAL OG FAKTA BAG EVALUERINGEN

”Evaluering af Team Danmarks tilbud og ordninger på ungdomsuddannelsesområdet. Delrapport 2, Det gymnasiale uddannelsesområde, August 2020”

Skrevet af: Rasmus K. Storm, Mette Eske, Karl-Johan Nielsen Steffen Rask, rekvireret af Team Danmark.

Undersøgelse er lavet af IDAN for Team Danmark med det mandat at gøre klogere på om idrætslinjer på ungdomsuddannelser virker efter hensigten – både sportsligt og fagligt.

Data om samlet tidsforbrug:

  • 2009 : 70 timer på uddannelse og sport og arbejde – uden transport
  • 2019 : 80 timer – UDEN transport!
  • Sporten er steget fra 25 timer til 35 timer på en uge.

Antal timer brugt på sport om ugen i forskellige idrætsgrene:

  • Tennis/badminton:                      41 timer
  • Ridning:                                        43 timer
  • Cykling:                                         44 timer
  • Svømning:                                   46 timer
  • Dans:                                            50 timer

Karaktergennemsnit sammenlignet med de ’almindelige elever’:  

  • Idrætseleverne har et gennemsnit på 8,12 – sammenlignet med 6,98 for de andre elever.
  • I grundskolen har de kommende idrætselever et gennemsnit på 8,67 – sammenlignet med 7,50 for de andre elever.

Frafald:

  • Det er samlet set få elite-elever der falder fra uddannelsen/idrætslinjen.
  • De unge fravælger altså sporten før uddannelsen – dog er der en markant kønsforskel.
  • Drenge er mere tilbøjelige til at vælge sporten fremfor uddannelsen end ’de pæne og perfekte piger’.

Svigter vi sportsforældrene

I de gode gamle dage hed det sig

… at forældre skulle holde sig langt væk, og de havde ikke noget at gøre i sportsklubberne udover at aflevere deres børn der. De skulle absolut ikke blande sig eller forstyrre trænere med en masse opringninger om deres eget barn.

Men i dag hedder det sig

… at hvis du vil blive til noget som ungt sportstalent, så kan det ikke lade sig gøre uden forældrenes hjælp. I dag koster det blandt andet en masse tid, for forældrene skal hjælpe med en masse mad, benzin og vaskepulver for at få dagligdagen til at fungere i det tidspressede skema. Det kræver involvering og stillingtagen til en masse spørgsmål og vigtige valg af uddannelse, klub, satsningsgrad, rådgivere mm. Og det koster en masse penge for udstyr, stævner, internationale træningslejre, dygtige skadesbehandlere og måske personlige trænere.

Fremover kommer det til at lyde

… hvor er forældrene i det her? Efter DR-dokumentaren ’Svømmestjerner – under overfladen’ kom forældrene igen i spil. Men i denne sammenhæng lød spørgsmålet: Hvorfor var der ikke forældre, der så kritisk på, hvad der foregik til den daglige træning? De måtte jo kunne se på deres børn, at de ikke var i trivsel!

Nej, det at være forældre til et sportsbarn er ikke for sjov i dag – og det at have samarbejdet med forældrene er heller ikke altid sjovt for trænerne og lederne ude i klubberne. Men hvordan ser virkeligheden ud derude?

Jeg fik en kærkommen mulighed for at sætte fingeren på pulsen gennem de seneste arbejdsopgaver, jeg har haft.

Møde med virkelighedens forældre

For nogle uger siden var jeg inviteret af Fredericia Kommune til at lave et par workshops med elever og forældre fra de nye sportsklasser på 7. klassetrin om Life Skills. Hvordan får man en hverdag til at hænge sammen?

For de fleste forældre er det jo et helt nyt territorium, de entrer, og det gav mange gode snakke og nye erkendelser om det liv, der venter forude. Vi arbejdede blandt andet med nogle af de typiske dilemmaer, familierne højst sandsynligt vil komme til at stå i. Det kan være situationer, hvor forældrene skal finde ud af, om de skal støtte eller presse; pushe eller holde igen? Konflikter hvor de skal finde ud af, hvornår familien eller skolen skal prioriteres fremfor sporten; eller om der skal tages særlige hensyn i fordeling af opgaver og opmærksomhed derhjemme ift. andre søskende?

Mangler viden for at være konstruktiv kritiske

Men én ting er alle de udfordringer, der ligger på hjemmebanen i familien. Noget helt andet er det som forælder at kunne/skulle tage stilling til, hvad der foregår på udebanen – på sportsbanen.

For hvordan skal forældrene blive klædt på til at være bagstopper for, at deres børns sport foregår på en ’god måde’, der både skaber trivsel, positiv personlig udvikling og livslæring – og også foregår på en måde, der er den bedste for børnene?

Forældrene har ikke adgang til den nye forskning og viden om, hvad der er godt for børnene og er gode præstations- og udviklingsmiljøer for unge mennesker. Det blev meget tydeligt i mødet med de søde forældre, der sad der med deres sports-poder og tydeligvis havde rigeligt at gøre med at få alt det nye med sportsklasser og morgentræning mm til at gå op i hverdagen.

Pressens historier skaber myter og præcedens

Det var helt nyt for forældrene at blive konfronteret med, at Team Danmark og forskerne i dag anbefaler er at holde specialiseringen og selekteringen tilbage. Det gælder ikke længere om at få 10.000 timer ind i børnene i en fart. Det gælder om at give de unge en hverdag med luft og med mulighed for at dyrke andre idrætsgrene og have andre interesser så længe som muligt.

Når forældrene i stedet henter deres viden fra de historier, vi alle får fortalt gennem medierne om blandt andet som stjerner som Williams-søstrene, Tiger Woods og Caroline Wozniacki, som er blevet trænet systematisk fra de er helt små, så er det oplagt at tro på, at det er den bedste vej.

Er det trænerne og klublederne der tager initiativ

Men hvordan får vi så klædt forældrene bedre på til at give konstruktiv kritisk modspil til børnenes miljøer – og netop sætte fokus på, at det skal være godt for børnene! Og være godt for deres motivation, lyst og (sunde) kroppe. Så de forhåbentlig får en livslang tilknytning til sport.

Er det trænerne og lederne ude i klubberne, der er gearet til at møde forældrene og gøre det til en fælles sag at skabe daglige træningsmiljøer, der passer til børnene og deres behov lige der, hvor de er?

Møde med virkelighedens trænere og ledere

Kort tid efter mit møde med virkelighedens forældre i Fredericia, var jeg så heldig at møde en masse af dagligdagens trænere og ledere, da jeg var i Høje Taastrup Kommune og lave workshops i deres Talent-Forum. Det gav et realitetstjek af, hvordan forældrenes kontakt med deres børns sport er til daglig.

Og helt tydeligt. I hverdagen handler samarbejdet oftest om at klare de praktiske opgaver, hvor klubberne har brug for en frivillig hånd – og hvor de ikke har brug for den daglige indblanding i det sportslige. Der er ikke nogen fora eller traditioner for, at man snakker om de overordnede rammer, metoder og principper med forældrene – det er ikke den daglige trivsel, der er på dagsordenen.

Så det er tydeligvis ikke klubberne, der har viden eller ressourcer til at inddrage forældrene på det her plan og sætte fokus på de dybere værdier – og gå i dialog med forældrene = børneeksperterne om at sikre sig, at det daglige liv i sporten foregår på den bedste måde, der skaber mest mulig trivsel og bedst mulig sportslig og personlig udvikling hos de unge.

What to do

Så meget klogere sidder jeg her tilbage med udfordringen – hvad kan vi gøre ved det? Hvordan kan vi give forældrene den hjælp og støtte, som både de og sporten har brug for?

Jeg tænker helt simpelt, at vi bør give sportsforældrene tilbud om viden og inspiration – og det bør være en del af børnesportskulturen at klæde forældrene på til tackle de mange udfordringer – invitere dem indenfor i maskinrummet. Ikke fordi de skal blande sig i at sætte hold til næste gang.

Men fordi de skal kende til de principper, værdier og metoder, som man bruger her i klubben – og som er til diskussion.

– Så de kan skubbe på for at kvalificere de gode miljøer for deres børn.

– Og så de som forældre – som en ekstra gevinst – måske også kan få tid, sted og et netværksforum til at snakke med hinanden, sparre og måske hjælpe og støtte.

– Samtidig kunne man håbe, at man ved at samle forældrene om andet og mere end hver deres eget lille ’store talent’, så kommer forældrene også til at flytte deres fokus og energi ud på tiltag, der gavner hele fællesskabet.

Der er helt sikkert mange muligheder og veje. Men hvem samler den bold op?

Læs eventuelt mere i bogen: SPORTSFORÆLDER – Familierevolutionen du ikke så komme

Hvad gør vi så, hvis der er mange, der ikke trives?

Opråb fra Jan Harkamp efter at have dokumenteret ‘mental usundhed’ i dansk eliteidræt

Del 2 af 2

Dette er del 2 af historien om, hvordan mental sundhed for alvor kom på dagsordenen efter DR-dokumentaren ’Svømmestjerner Under Overfladen’ – ud fra et interview med journalist Jan Harkamp.

Del 1 (28.7 – Jan Harkamp har igen sat atleternes ve og vel på dagsordenen) handlede om den proces som DR-journalisten var igennem for at lave denne kritiske historie fra dansk eliteidræt, og denne del handler om de videre perspektiver for gode miljøer for både børn og voksne fremover.

Norge viser vejen

Når vi snakker om den fremtidige indsats og løsninger på de mentale udfordringer, som sporten har, så fremhæver Jan Harkamp Norge, som de danske journalister besøgte undervejs i deres research.

”I Norge har de en organiseret og professionel indsats mod spiseforstyrrelser med en afdeling, der har ansvar for atleternes sundhed. Her arbejder de med at tage hånd om de skrøbelige og arbejder med et stoplys. Når udøvere har en spiseforstyrrelse, så lyser det rødt, og så får de syge atleter ikke lov til at konkurrere.

Når Morten Mølholm i DIF argumenterer for, at vi i Danmark vælger ikke at reagere på spiseforstyrrelser, fordi det så bliver et problem, at de forstyrrede atleter ikke har noget tilbage uden deres sport, så synes jeg, at det er helt forkert. For det er farligt at konkurrere med en spiseforstyrrelse.”

Vi burde være på forkant af præstationssamfundets pres

Helt overordnet argumenterer Jan Harkamp for, at når der er nogle, der er skrøbelige, og vi ikke har antennerne ude eller arbejder med sund fornuft, så løber vi en stor risiko på deres vegne, og det er dét, at vi skal diskutere. Han forsøger selv at bidrage med konkret indspil.

”Man skal ud i klubber og miljøer og snakke om det svære ved at være god, og hvilke faresignaler man skal være opmærksom på. Det er en lappeløsning bare at sende en diætist ud. Udviklingen bør tackles i stedet for. Alle skal være opmærksomme på, at tingene altså ikke er, som de altid har været.

Verden omkring ændrer sig, og derfor bør idrættens store organisationer være meget mere proaktive og prøve at være på forkant med de vilkår, som det omkringliggende samfund sætter for de unge – også i sporten. Så jeg glæder mig til at se, hvordan DIF og Team Danmark vil tackle de her udfordringer i de kommende år.”

Og for Jan Harkamp er det netop det vigtigste ved hele den her sag – at se fremad og ændre adfærd, hvor det er nødvendigt. Men han påpeger også, at der ligger endnu flere udfordringer for sporten og venter forude.

”Når vi har et præstationssamfund omkring os, så præger det de nye generationer. De unge lever med at blive enten en succes eller en fiasko, og de bliver målt og vejet på en meget kontant måde stort set alle steder i deres hverdag. Det stiller nye og skærpede krav til organisationer som DIF og Team Danmark at gøre sporten klar til at rumme de her unge under pres. Det kan sporten ikke gemme væk. Derfor skal vi være opmærksomme og lytte.”

Vi skal i gang med at debattere vores elitemodel

Jan Harkamp trækker diskussionen videre, og for ham handler denne her problematik i sidste ende om, hvordan vi vil have eliteidræt i Danmark.

”Vi er nødt til at diskutere vores danske model. Vil vi køre efter, at det kun er medaljer, som Team Danmark skal måles på? Vi trænger til ny dansk model, hvor vi tager hensyn til andet end medaljer.

Vi er ikke Østeuropa, og vi skal ikke arbejde med kæft, trit og retning. Der skal ikke være modsætningsforhold mellem at respektere det enkelte menneske og levere topresultater. For resultaterne skal ikke bygge på et ’vi-skal-lide-for-det-narrativ’.

Vi skal have en elitesportsmodel uden psykiske problemer, hvor vi anerkender, at ingen er ens, og alle skal finde deres egen vej – og hvor vi snakker med hinanden i en god tone.

Vi skal i gang med at debattere, hvordan det er at være elite i dag, og hvordan tager vi som samfund og sportsverden tager hånd om det. Vi trænger til det,” slutter Jan Harkamp snakken af med vanlig uforbeholden energi.

Der er allerede sket noget

Og der er kommet gang i tingene. Siden jeg lavede dette interview med DR-journalisten, er der sket det en del på området.

”Der er ingen tvivl om, at det er benhårdt at dyrke idræt på eliteniveau, men det skal ske på en ansvarlig måde, hvor der også er fokus på atleternes trivsel.”

Sådan skrev kulturminister Joy Mogensen (S) meget rammende i den pressemeddelelse, der fulgte med offentliggørelsen af et lovforslag, der blandt andet betyder, at Team Danmark kommer til at oprette en instans, som eliteidrætsudøverne kan gå til i tilfælde af mistrivsel. Lovforslaget betyder også, at Team Danmark fremover formelt får en tilsynsforpligtelse.

I Team Danmarks strategiplaner for de kommende fire år er mental sundhed også skrevet ind allerøverst på listen over indsatsområder. Team Danmarks mål er både at kunne identificere hvilke faktorer, der er afgørende for mental sundhed og trivsel – og at lave en målrettet indsats indenfor disse områder.

Der sker også mange bekymrende ting

Men samtidig med, at de ansvarlige politikere adresserer området, så bliver behovet for et grundigt tjek af miljøerne og metoderne desværre tydeligere og tydeligere.

Sagerne er mange. Human Rights Watch har netop offentliggjort en rapport, der beskriver hvordan unge japanske talenter bliver udsat for simuleret drukning, lussinger samt slag med bat og stokke.

Engelske gymnaster er også for nylig stået frem og fortalt om, hvordan de er blevet mishandlet med både kropslig udskamning, spiseforstyrrelser, medicinering og fysisk afstraffelse – blandt andet ved at få hældt sprit på deres blødende hænder.

I dokumentaren ’Athlete A’ fra 2020 bliver sagen om mangeårigt seksuel misbrug af de amerikanske gymnastikstjerner blandet op med beskrivelse af et miljø, hvor den misbrugende læge bliver beskrevet af pigerne: ’Som den eneste, der overhovedet var rar og menneskelig overfor dem’.

I den intense og uspeakede dokumentar fra 2018 om den russiske OL-guldvindende rytmiske gymnast Margarita Mamun ’Helt til grænsen – og længere’ får man uden filter lov til at høre, hvordan hun igen og igen bliver nedgjort og talt til, som overskrider alt, hvad vi ’almindelige mennesker’ overhovedet vil kunne bære eller finde os i.

– Vi er meget opmærksomme på, hvad vi kan gøre for dem, der bliver trykket i systemet. Og hvis atleterne ikke kommer frem med det, så kan vi ikke gøre vores arbejde. Så det er guld værd, at nogle står frem og fortæller om deres oplevelser. Jeg håber, det her gør, at man i fremtiden ser atleter, der siger, at noget er i uorden, før det bliver kritisk og meget alvorligt. For én atlet, der oplever overgreb, er én for meget, lyder kommentaren fra Team Danmark direktør Lone Hansen til DR ovenpå de mange sager, hvor eliteidrætsfolk nu står frem.

Den store udfordring med at definere og konkretisere

Ja, historierne er mange, og det kalder i den grad på, at der bliver set grundigt og kritisk på miljøerne med mental sundhed og trivsel for øje. Men der er et stort spænd fra disse drastiske og dramatiske historier til de mere diffuse tilstande, der kan påvirke en ung atlet på afgørende vis mentalt. Her er et stort, blødt og uudforsket univers.

Den store udfordring bliver at få defineret, hvad der er mentalt sundt og usundt? Hvordan kan vi operationalisere og måle på det følsomme og per definition ikke-målbare-indre? Og hvor sætter vi grænserne? Hvad er ok, og hvad er ikke? Og hvem skal holde øje?

Det er på alle måder et komplekst og følsomt område, der er åbnet op for. Det ved jeg ud fra egne erfaringer. Det har været en løbende udfordring for mig netop at forsøge at fange de indre flyvske reaktioner, siden jeg allerede for mere end ti år siden startede med at lede efter redskaber og begreber til at indfange glæde og trivsel i talentmiljøer. Blandt andet med bogen ’Jagten på glæden – og det bedste talentliv’ og med DR-Temaaftenen ’Ikke uden glæden’.

Og én ting er sikkert. Det er ikke blevet nemmere siden! Glæde og trivsel er både så simpelt og enkelt – og samtidig så komplekst og diffust!

Til slut er tak til Jan Harkamp herfra

– både for tiden og for at dele

– og for at tage sin tørn for at skabe de bedste miljøer

Jan Harkamp har igen sat atleternes ve og vel på dagsordenen

Del 1 af 2 – om hvordan en journalists arbejde har fået sat menneskelige historier på det diffuse begreb om mental sundhed.

Et nyt begreb er dukket op i sportens verden de sidste par år – mental sundhed.

Men selvom der er blevet snakket en del om mental sundhed, og alle er enige om, at det er vigtigt, så er der nok mange, der som mig har haft svært ved helt at indfange, hvad det er og ikke er? Hvor det er og ikke er? Og hvad vi skal gøre og ikke gøre for at passe godt på det?!

Men et tv-program og en ihærdig journalist ændrede på det i april 2019. Jan Harkamps DR-dokumentar ’Under overfladen’ (produceret i samarbejde med kollegaen Anders Rud) gjorde det mentalt usunde meget konkret og bekymrende gennem historier om spiseforstyrrelser og mentale lidelser i dansk elitesvømning. Og siden da er mental sundhed og trivsel for alvor rykket helt op på toppen af den idrætspolitiske agenda.

Overordnet set rummer denne historie om mental sundhed flere historier i sig selv. Det er både fortællingen om, hvordan ’en enkelt case’ kan skabe den ’store dagsorden.’ Men det er også historien om, hvordan en enkel stædig journalist kan gøre en stor forskel.

To artikler – om processen og om perspektiverne

Jeg kender Jan Harkamp fra min tid på DR-Sporten, og jeg har gennem de seneste år stået på sidelinjen og fulgt med i, hvordan han med sine dybdegående undersøgelser ned i det, der gør ondt og er grimt, flere gange har været med til at ryste dansk idræt i grundvolden.

Derfor spurgte jeg Jan Harkamp, om han ville dele – både sine oplevelser med selve den proces, det har været at grave kritisk ned i elitesporten – men også hans syn på den sportsverden, som vi kan/skal tilbyde vores unge sportsudøvere i dag og fremover.

Jeg har valgt at gøre det til to artikler her på bloggen.

  • Den første kommer her og har fokus på selve processen bag dokumentaren.
  • Den anden handler om de fremtidige perspektiver, og ’what to do’?!

Og jeg skriver om det her i Talenternes Talerørs regi, fordi dét, Jan Harkamp og andre ser og bekymrer sig om på den korte bane, er relevant for talentvirkeligheden på den lange bane.

En lyst til at råbe op

”Hvis jeg ikke var journalist, så ville jeg blande mig meget mere og råbe op. Så vil jeg blive debattør.”

Der er ingen tvivl om Jan Harkamp har en særlig energi og stærk motivation for at arbejde med at fortælle de kritiske historier. Og den tidligere mange gange dansk mester i bordtennis har altså valgt den journalistiske vej til at prøve at gøre en forskel.

Og det har han gjort med stor succes og synlig effekt.  Først med sin dokumentar om ’de farlige frivillige’ og pædofili i sporten, der efterfølgende medførte, at man indførte reglen om straffeattest for ungdomstrænere. Og nu her med ’svømmesagen’.

Reaktionerne har været stærke og overraskende

”Jeg havde ikke set denne reaktion komme. Men jeg kan jo godt mærke, at vores arbejde har haft en stor effekt.”

Det er Jan Harkamps første kommentar til den store opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på dokumentarprogrammet ’Under Overfladen’. For stort set hele Danmark blev bekendt med ’svømmesagen’ og de ulykkelige casehistorier med psykisk nedbrudte svømmere, der i foråret 2019 stod frem og fortalte om menneskeligt nedgørende træningsmiljøer.

Efter programmet og den intense debat, gik eliteidrætten i gang med at se indad. Det blev blandt andet til et farvel til nogle trænere, og kulturministeren satte en uvildig undersøgelse i gang, der udmøntede sig i en rapport fra Kammeradvokaten. Rapporten blev offentliggjort i februar, og den underbyggede de kritisable forhold og metoder, som DR-dokumentaren havde beskrevet. Svømmeunionens mangeårige direktør måtte gå af, og mental sundhed og trivsel kom helt op i toppen af de fremtidige strategiplaner hos Team Danmark.

På jagt efter det svære og komplekse

Jan Harkamps fortælling om den proces, der lå bag dokumentaren, starter hjemme i hans soveværelse.

”Jeg har altid haft en blok liggende ved siden af min seng til at notere i, hvis der dukker idéer til historier op. Jeg har altid brændt for at fortælle historierne om de svære og komplekse ting. Det er jo de følsomme sager, der er fascinerende, og samtidig er sport jo oftest et spejl på, hvad der foregår ude i det øvrige samfund. Jeg har det så sådan, at hvis vi oplever folk derude, der har det dårligt, så kan vi ikke være neutrale. Så må vi gøre noget. Jeg kan ikke lade være med at engagere mig.”

Når Jan Harkamp starter med at fortælle, får han en glød i både øjne og stemme, så du ikke er i tvivl om, at han mener det. Han er typen, hvor der ikke er langt ned til det sted, hvor han bliver ramt og engageret. Han er en sjæl med ild i og en stædig en af slagsen. Og som han siger, har han det helt ok med – ”at skulle være en skurk og gå imod flokken, hvis det skal være nødvendigt”.

Og når Jan Harkamp involverer sig og udtrykker sig, så gør han det gerne med korte og kontante statements – gerne tilsat lidt ironisk distance – som han også starter med at slå fast i vores samtale:

”Jeg har endnu ikke set det bevist, at man bliver bedre, når man bliver tiltalt med ’fede svin’”

Spiseforstyrrelser havde stået længe på listen

Historien om spiseforstyrrelserne havde længe stået i notesbogen hos den tidligere elitesportsmand, som selv har mærket under huden, hvad der kan være både godt og skidt i dette særlige eliteunivers. Så han vidste, at spiseforstyrrelser var et issue rigtig mange steder. Men det var først, da en kvindelig russisk skøjteløber ikke mødte op for at vinde den forventede guldmedalje ved OL i Sochi, at han tænkte, at nu er det nu.

”Jeg mødte megen modstand, da jeg begyndte at forhøre mig om spiseforstyrrelser, og mange benægtede, at det forekom. Og da vi første gang henvendte os til svømmeforbundet, afviste de os blankt og syntes, det var helt uforståeligt, at vi ville kigge nærmere på deres miljø på baggrund af de cases, vi var stødt på.

Det var nok den bedste og mest motiverende medicin, de kunne give os, og efter deres afvisning sagde jeg til min makker, at nu går vi all in! For jeg var sikker på, at der lå mere bag historien, og det lignede det samme mønster, som da jeg arbejdede med de farlige frivillige, hvor alle også benægtede pædofili fra start,” forklarer Jan Harkamp, som gennemførte den store research i tæt samarbejde med makkeren Anders Rud fra DR Sporten.

Mange udfordringer og megen modstand

”Herefter var det hårdt journalistisk arbejde, og vi var i kontakt med mange, der havde oplevet problemer, og det endte faktisk med at blive et problem med de mange problematiske cases, for vi ville jo ikke skabe et skævt billede, hvor vi kun havde negative kilder. Den fordeling skulle vi hele tiden prøve at balancere.

Vi havde samtidig en anden stor udfordring, for der var mange kilder, der trak sig, fordi de var bange for at stå frem med deres spiseforstyrrelser. De var nervøse for at blive straffet, hvis de udtalte sig kritisk.

Undervejs i researchen oplevede vi også, at der blev sendt mails ud til klubberne, der satte spørgsmålstegn ved vores troværdighed og redelighed. Der var mange svømmeklubber, der henvendte sig og fortalte os, at de fik disse henvendelser og følte sig truet til tavshed. Men de bekræftede os samtidig i, at vi havde fat i de rigtige.”

Dansk sport er bange for at blive ramt på konkurrencedygtigheden

”Det forstærkede bare vores fornemmelse af, at vi havde ramt noget. Det var en gigantisk provokation og drivkraft – specielt fordi dette område har med unge mennesker at gøre. I den her sammenhæng er det lige meget, hvor talentfulde de er. Det er deres identitet, helbred og fremtid, der er på spil.”

Når Jan Harkamp skal prøve at analysere modstanden i et større perspektiv, handler det for ham om det overordnede behov for vedvarende at kunne og skulle levere resultater.

”Jeg tror, at sporten ikke vil anerkende spiseforstyrrelserne, fordi det er et problem, som sporten selv har skabt. Lederne er bange for, at hvis de ikke kan få lov til at blive ved med at pushe på atleterne, så taber vi terræn. Så de føler sig presset til at skrue på alle parametre. De bliver forvirrede, hvis nogen vender tingene på hovedet og stiller spørgsmål ved, om det kun er medaljerne, der skal tælle.”

Den farlige historie om ’at det skal gøre ondt’

Der er ingen tvivl om, at de unge atleters vilkår berører Jan Harkamp personligt, som han udtrykker det: ”Det giver mig helt ondt i maven!” For dét, han har set, er samtidig, at atleterne ukritisk tager miljøets narrativ op.

”Det er den fortælling, der hedder, at des hårdere de bliver behandlet – des bedre bliver de. De tror på det, når trænerne siger: ’I skal tabe jer og træne mere, og det skal gøre mere ondt.’ Men det er et tåbeligt, unuanceret og forenklet narrativ, der kører big time og sidder dybt i dem.

Os, der har levet i eliteidrætten, ved, at sporten meget let bliver ens fulde identitet, og det får os til at klamre os til dette vante univers og negligere faresignalerne. Men der er brug for, at nogen skal tage voksenhatten på og sige fra, hvis det ikke er sundt for dig.”

Atleterne retter skylden mod dem selv

Dét, Jan Harkamp har set gennem den lange research, er, at fordi atleterne bare bider tænderne sammen og hænger på, så bliver sporten til åbent slaraffenland for dem, der presser på psykisk. Specielt fordi idrætsfolk er så selvkritiske. En meget vigtig pointe for Jan Harkamp.

”Det er tabu for atleterne at erkende, at de er sårbare og pressede. Det er meget sigende, at deres første reaktion, når korthuset falder sammen, faktisk altid er: ’At det er min egen skyld.’ Det er skamfuldt for dem, at de føler sig svage, fordi de ikke har kunnet holde til presset, så de holder problemerne tæt ind til kroppen.”

Det psykiske er stadig tabu

Men for Jan Harkamp handler problemstillingen også om noget helt andet. En berøringsangst overfor det indre univers’ sårbarhed.

”Det tabu, vi har i vores samfund overfor at snakke om psykiske problemer, det gælder i sporten gange 15. Vi vil gerne se atleterne som stærke, uovervindelige og særlige. Men i virkeligheden er de meget skrøbelige, fordi der er så meget på spil for dem, og de ikke har noget andet at falde tilbage på.

Atleterne er tavse overfor hinanden og skjuler de svage sider, og det har forbund og andre indirekte lukreret på. Ikke fordi de er onde, men fordi de er drevet af ambitionen om at ville vinde medaljer, og sporten er samtidig økonomisk afhængig af, at der bliver præsteret. Og så tager de skyklapper på. Alle presser på for at få det maksimale ud af atleterne.

Idrætten skal erkende problemerne

Det er selvfølgelig dejligt, at vi kan klare os godt her i Danmark, men det går ikke, at vi vender det blinde øje til spiseforstyrrelser, psykiske problemer og selvskade. Jeg er sikker på, at når Team Danmark siger, at de arbejder for hele mennesker, så sidder der mange tilbage, der siger: ’At det ikke var mig!’

Meget tankevækkende så kunne Børnetelefonen fortælle os, at rigtig mange af de børn og unge, der ringer til dem, er unge sportstalenter, der ikke ved, hvor de skal gå hen med deres psykiske problemer, og de bruger børnetelefonen, fordi de kan være anonyme.”

Næste del af artiklen ser fremad

Med denne foruroligende information runder vi første del af blogartiklen af her.

I del 2 kommer det til at handle om det fremadrettede. Hvad der kan og bør ske? Og hvad der allerede er i gang med at ske indenfor mental sundhed og trivsel – altså med den altafgørende livskvalitet af et elitesportsliv.

Tak til Jan Harkamp herfra – både for tiden og for at dele – og for at tage sin tørn for at skabe de bedste miljøer

SPORTSREVOLUTIONEN HAR SAT SIG SPOR

”Do you want the best for your kid – or do you want your kid to be the best?”

New Zealand har taget de første velplanlagte skridt til at nytænke måden børne- og ungesporten er organiseret på. Med maksimering af antallet af unge, der bliver i sporten som succeskriterium, og hvor målet er at ændre ”the competitive mindset in adults, reviewing national and regional representative tournements and looking at how talent is identified with teenagers.”

Du kan læse mere om selve idéen bag det revolutionerende projekt i den foregående blog-artikel EN SPORTSREVOLUTION ER I GANG fra den 26.6.20. Her får du lidt uddybning af konkrete handlinger og reaktioner.

‘ Balance is Better’ bygger på evidens

“The evidens has been here for years. The kids are speaking with their feet.” Det slår lederen af NZ Rugby Nigel Cass simpelt og klart fast.

Og tallene har været meget tydelige og har været det længe – her et fra eksempler fra det New Zealandske materiale, der kan findes på deres hjemmeside (https://sportnz.org.nz/) og fra et par grundige temaartikler skrevet af Dana Johannsen, New Zealand Herald.

  • På 10 år er antallet af piger i alderen 7-8 år, der spiller netball (Kiwiernes foretrukne boldspil for piger), faldet med 15 %.
  • Og det er blandt piger mellem 10-14 år, der nu registreres flest skader. Antallet af skader for de 10-14-årige er samlet set steget med 60 % siden 2008.
  • Fra aldersgruppen 12-14-årige til de 18-24-årige falder aktiviteten gennemsnitlig fra 12 timer til 5 timer. Og 70 % af de aktive børn stopper, når de bliver 14.
  • En undersøgelse fra nabolandet Australien viser, at kun 10 procent af de unge, der markerer sig i ungdomssporten, får succes som senior. 

Børn skal lære på den hårde måde

Men selvom tallene taler deres tydelige sprog, har Balance is Better tiltagene vakt stor røre og intens debat i den New Zealandske offentlighed. En online afstemning for nylig viste, at kun 30 procent er for de nye principper.

De kritiske røster protesterer blandt andet over, at det er for blødt og sødt, og at børn skal mærke, hvad konkurrence og udskillelse handler om, så de kan blive hærdet – for i sidste ende at klare sig i den hårde internationale konkurrence.

At ændre holdninger tager LAAAAAANNNGGG tid

De ansvarlige bag Better Balance er klar over, at det med at ændre det gængse mindset hos ikke bare ledere og trænere – men i særlig grad forældre – er en kæmpe udfordring, som kommer til at tage lang tid.

Og det gør det ikke nemmere, at der også er store pengeinteresser på spil. Ungdomssporten har udviklet sig til en betydelig industri – der vurderes til at have en omsætning på 15,3 milliarder dollars i USA.

Kommercialiseringen ses også i New Zealand – blandt andet i de mange nye private talentakademier, der knopskyder frem og lover en professionel karriere forude for de små atleter.

De ’besatte’ forældre er den største hurdle

Det er forældrene, der er den helt store udfordring. Forældrene er også dem, der til daglig er med til at lægge det største pres på børnene, fortæller Alex Chiet, ansvarlig for talentudviklingen i Sport New Zealand.

”Mange forældre er ’obsessed’ af, at deres børn skal være stjerner og professionelle, og de presser på med kæmpe krav, og at have sådanne voldsomme forventninger kan være skadelige for børnenes mentale helbred.”

Kampagnen har dog fundet et stærkt og effektivt middel til at omvende skeptikere.  Der er kørt en lang række prominente topatleter fra et vidt spænd af idrætsgrene i stilling, og disse ’champions’ har haft stor succes med at tage ud i de lokale miljøer og fortælle, hvor meget de ser, at der er brug for disse ændringer. For at få børn til at blive i sporten og også på sigt at udvikle sig til det ypperste.

Der er allerede sket meget

Intentionerne i Balance is Better kampagnen er allerede blevet omsat til konkret handling i de fem største idrætsforbund i New Zealand, som har underskrevet det fælles ’Statement of Intent’. De første tilbagemeldinger fortæller, at der allerede kan ses positive konsekvenser af de nye tiltag.

  • I rugby har man re-organiseret sig med en ny struktur for ungdomsturneringer og tilbudt nye formater med ’non-contact’ tilbud for de yngre årgange.
  • I netball har de startet et nyt udviklingsprogram for de 7-8-årige, så i stedet for elitesamlinger for de 12 bedste har de nu 120 deltagere. Deres turneringssystem for de yngste aldersgrupper er blevet revideret, og de har etableret et nationalt ’youth board’.
  • I fodbolden er de ved at udfase deres talentprogram og vil i stedet for tilbyde udviklingsprogrammer for en meget større gruppe spillere.
  • En af de mest markante historier stammer fra rugbyklubben North Harbour i Auckland, som var den første klub, der trak deres U14-hold væk fra den prestigefyldte turnering Roller Mills. Der rejste sig efterfølgende kæmpe ramaskrig, der nåede ud internationalt, men efter nogle måneder er der fulgt flere og flere klubber med.

Vi skal kigge os godt rundt

Det bliver spændende at følge, hvad der sker på New Zealand fremefter.

Tankevækkende nok, var det et rent tilfælde, at jeg gik i gang med at researche på, hvordan de organiserer deres talentarbejde på New Zealand, da jeg besøgte landet i januar. Men da det åbenbarede sig, hvilken revolution, de har gang i, blev jeg endnu engang mindet på, at vi skal huske at se os rundt og lære af, hvad de andre lærer og prøver af.

Som de sagde på TV3, da jeg arbejdede på Sportsredaktionen: ”Steel with pride”!

Er der noget, der virker hos de andre, så skynd dig at gør det samme!

EN SPORTSREVOLUTION ER I GANG

”Efter jeg i mange år har banket hovedet ind i væggen over alt det forkerte, vi har gjort med ungdomssporten, så er der pludselig sket en seismisk revolution.”

Sådan beskriver Roger Walters – en forkæmper for sport på børns præmisser, og ansvarlig leder af Instituttet for coaching, health and physical education på Auckland Universitet – hvad der er sket i New Zealand. Og det er faktisk vildt, drastisk og omfattende.

Dét, kiwierne har gjort, har samtidig potentiale til at være en øjenåbner for os andre ude i verden, der har de samme bekymringer for den unge sport og de samme drømme om barnets behov i centrum.

De kunne ikke blive ved med at gøre det samme

“We’re taking a stand to bring the fun and development focus back to sport for all young people. This includes pushing back against early specialization, over-emphasing on winning and other factors driving young New Zealanders away from sport.” Sådan lyder det i præsentationen af Better Balance fra direktøren for Sport New Zealand, Peter Miskimmin.

Revolutionen Balance is Better blev født, da den nationale organisation New Zealand Sport for fjerde gang på 30 år skulle i gang med at lave en ny strategi for udviklingen af sporten på NZ.  og hvor det pludselig blev tydeligt for de ansvarlige. ”At det løser ikke vores problemer, med faldende antal sportsaktive børn og unge, at blive ved med at gøre mere af det samme.”

New Zealandsk børne- og ungdomssport ligner på mange måder det danske univers, og kiwierne har længe været på vej nedad den samme sti som os – med øget specialisering, selektering og forventningspres på stadig yngre børn: Og med de samme reaktionsmønstre hos de unge – med øget burnout, dropout og mentalt pres reaktioner – som angst og depression.

Det er barnets behov i centrum

Sport New Zealand valgte, at der skulle ske forandringer. De udfordrede sig selv. ”Måske havde vi glemt, hvad det er, der egentlig er vigtigt for børn. At de kaster sig ind i sporten, fordi de gerne vil lege, have det sjovt, udvikle sig og blive udfordret – og ikke mindst gøre det sammen med en masse andre og få venner,” lyder det fra Sport New Zealand.

”No lines – no laps – no lecture!” Det er barnets ønsker og behov, der er sat i centrum. Det handler om at fokusere på udvikling i stedet for at skubbe på præstationen. Det handler om ”changing the competition-mindset” – hos de voksne omkring børnene, som lederen af New Zealands talentudvikling Alex Chiet uddyber det.

De fem største går forrest

I september 2019 blev bomben kastet. De fem største forbund i NZ – med cricket, rugby, fodbold, netball og hockey – gik ud offentligt med en fælles underskrift på en hensigtserklæring. I deres ”Statement of Intent” forpligtede de sig til følgende seks tiltag – der i praksis gælder for 600.000 børn og unge i NZ:

The statement outlines six commitments which they have individually and collectively agreed to:

  • Ensuring all young people who play our sports receive a quality experience, irrespective of the level at which they compete.
  • Leading attitudinal and behavioral change among the sport leaders, coaches, administrators, parents and caregivers involved in youth sport.
  • Providing leadership to our sports to support changes to competitions and player development opportunities.
  • Working with our sports and schools to keep minds open while identifying talent throughout the teen years, including reviewing the role and nature of national and regional representative tournaments to ensure that skills development opportunities are offered to more young people.
  • Supporting young people to play multiple sports.
  • Raising awareness of the risks of overtraining and overloading.

Mange indsatsområder

Satsningen er grundig forberedt og disponeret og rummer indsatser på flere forskellige områder.

  • Efter offentliggørelsen af projektet i 2019, var Sport NZ klar med otte ugers offentlig kampagne i starten af 2020 rettet specifikt mod henholdsvis forældrene, trænerne og lederne.
  • Better Balance har hvervet de største profiler i de største idrætsgrene til at være ’champions’ for en bedre børnesport, og rollemodellerne tager ud og fortæller om projektet til de mange skeptikere ude i lokale miljøer.
  • Projektet har også tilknyttet en videns portal, hvor alle de forskellige interessenter kan finde mere viden, casehistorier, redskaber, anvisninger, rådgivningsforum mm.

De tre dumme myter skal skubbes væk

For at satsningen skal blive en succes, er Sport New Zealand klar over én ting. Det er helt afgørende, at man får slået ned på de tre helt centrale myter, som florerer rundt hos størsteparten af både trænere, ledere og forældre, og som har sat den forkerte dagsorden gennem de sidste år.

Derfor er en stor del af projektet at få omformuleret myterne til nye statements:

  • Succes i ungdomsårene er INGEN indikator på succes senere i karrieren
  • Man skal IKKE starte tidligt for at få succes
  • Man skal gå efter udvikling på lang sigt og IKKE efter at vinde på kort sigt

Med den nye tilgang i NZ handler det fundamentalt om:

  • At alle børn skal have det sjovt
  • Der er ingen grund til travlt
  • Og det vigtige er at de lære at lære selv
  • Det er dumt med tidligt valg,
  • Og det er dumt at sortere og selektere børnene – og dermed fortælle en udvalgt flok af børn, at de er bedre end andre – og ikke mindst fortælle en masse andre børn, at de ikke er så meget værd
  • Og helt centralt er det, at børn er IKKE små vokse, og derfor skal de aktiviteter, man tilbyder, passe til børns hjerner, kroppe, trivsel og sociale behov.

Ikke så mange timer – men meget forskelligt

En del af budskabet i Balance is Better er en klar opfordring til, at de unge bliver ved med at dyrke flere forskellige idrætsgrene. Understøttet af forskning, der viser, at de fleste af dem, der ender med at få succes på øverste hylde, har været aktive i mange forskellige idrætsgren og er startet sent med at specialisere sig.

En anden central del af anbefalingerne handler om at bremse på kvantiteten. Her stiller man et simpelt pejlemærke op: ”Børn bør træne så mange timer om ugen, som deres alder.”

Helt konkret har det betydet, at de fem foregangs-forbund har ændret på deres strukturer for turneringer og udvalgte elitehold, og i stedet bliver der satset på udviklingsprojekter, der er åbne for mange flere. I kulisserne er de næste fem forbund klar til at skrive under på ’the Statement of Intent’. Målet er, at alle forbund på sigt skal skrive under.  

Du kan få flere detaljer

I næste indlæg her på bloggen kommer der mere info om, hvilke konkrete forandringer, der er sat i værk i de fem forbund og de lokale klubber. Og der kommer mere om, hvordan denne revolution er blevet modtaget. Og det er ikke kun med jubel alle vegne! Hos størstedelen af befolkningen er der mange bekymringer for, hvordan New Zealand nu skal klare sig i den internationale konkurrence?

VERDENS FØRENDE FORSKER HAR KLARE ANBEFALINGER

MEN PROBLEMET ER, AT BØRNESPORTEN ER ORGANISERET EFTER DEN ENE PROCENT, DER BLIVER STJERNER – OG IKKE EFTER AT FÅ GLADE BØRN.

Der skal noget til at ændre på, hvordan man skal arbejde med unge talenter i en af USA’s allerstørste idrætsgrene. Men det har denne frontløber gjort! Hvis du klikker ind på Youthguidelines for amerikansk basketball (https://youthguidelines.nba.com/), så kan du læse klart og tydeligt, hvor meget basket, NBA anbefaler, at børn i forskellige aldersgrupper skal træne og spille kampe. I et særskilt skema kan du også se maksimumloftet. Hvornår det bliver for meget for børnene.

Jean Coté hedder han, den canadiske Ph.D. og professor ved Queen’s University i Kingston, Ontario, der er den førende ekspert udi viden om, hvordan vi skaber gode miljøer for børn. Og hvor det er barnet og dets behov, der er i centrum. Jean Cote har stået bag masser af banebrydende forskning, og han rejser nu ofte rundt i verden og bruges som inspirator, oplægsholder og konsulent.

Det største problem

I min jagt på evidens og handlingsansvisninger stødte jeg på ham for år tilbage, og jeg blev meget glad for, at han ville bruge lidt af sin dyrebare tid på at dele sine erfaringer med mig over skype. Jeg ville så gerne vide, hvordan han grundlæggende opfatter børnesportens ’tilstand’ i dag, og hvordan/hvor han er med til at gøre en forskel.

”At sporten for børn bliver organiseret med henblik på at skabe professionelle eliteidrætsudøvere!”

Det er hans klare svar på, hvad han ser af bekymrende udviklingstræk ved børnesport generelt verden over. Det er et stort problem, at det dermed kommer til at handle om den ene procent af børn og unge, der går hele vejen.

Det er den forkerte måde at tilrettelægge børnesporten på, når 99 procent af børnene har brug for, at sporten bliver organiseret, så den er fyldt med aktiviteter, der matcher lige præcis deres alder, og hvad de kan rumme og har lyst til. Dét, der rent faktisk er sjovt for børn!

Misledende viden

Konsekvenserne ses tydeligt i frafaldstallene, hvor vi ser rigtig, rigtig mange tilfælde af burnout, dropout og overbelastningsskader hos selv de yngste, påpeger Coté og fremhæver det problematiske i den misforståede tilgang, som opstod for nogle år siden, da man trak forskning fra andre miljøer med over i sporten, og hvor det kom til at handle om kvantitet – så mange timer som muligt proppet ind så tidligt som muligt. Det handlede om de magiske 10.000 timer for at forløse sit talent. Selvom man nu kan påvise, at det skader meget mere, end det gavner, så er det svært at ændre på. Der kommer desværre til at være kommunikation, der stritter i modsatte retninger.

Det vigtigste er at udvikle gode mennesker

Men jo flere miljøer, der opdager, hvad det gør ved børnene, des mere bliver der efterspørgsel på Jean Cotes viden. For når NBA og andre kontakter ham, er det for at få hjælp til at korrigere. For tiden arbejder han både sammen med den øverste britiske sportsorganisation, rugby i Australien, og hvis ikke Coronaen var kommet, skulle han lige nu have været i Italien og Irland. Og dét, Cote rejser rundt og fortæller om, handler om den daglige organisering og måden at arbejde med børn på.

Han knytter sig an på ’transformational coaching’ – der er en mere komplet tilgang til trænerrollen, der bevæger sig væk fra et simpelt præstationsfokuseret værktøj, til en mere helhedsorienteret tilgang med humanistisk og psykologisk fokus. Hvor hele personen tages i betragtning – ikke kun hvad der er synligt på overflade. Her handler det meget om det interpersonelle. Hvordan trænerens relation til atleterne er. I det store billede snakker Coté om tre helt overordnede indsatsområder, man skal tænke med ind, når man skal opbygge miljøer, der reelt passer til børnene.

Tre indsatsområder

”Det handler om WHAT-WHERE-WHO. Det betyder, at selve aktiviteterne skal passe til børn og deres alder og stimulere dét, de synes er sjovt. Det handler om at indrette de fysiske rammer, der er omkring aktiviteterne. Og sidst men ikke mindst handler det om det sociale. Det er så afgørende for børnene, hvordan de er sammen med hinanden. Man skal vide, hvad det er, børnene har brug for lige der, hvor de er,” uddyber Jean Cote.

Det lyder jo ganske simpelt. Men hvordan finder man så ud af, hvad det præcis er, der er godt for de børn, man står overfor?

Her er svaret også simpelt – men samtidig også krævende. For hvad der reelt er godt for børnene, det finder man kun ud af, hvis man vitterlig er sammen med dem, tæt på dem og sanser og mærker, hvor de er. Ingen genvej her. Du skal aflure, hvad de kan, og hvad de har lyst til.

Det næste oplagte spørgsmål er så, hvordan vi kan få miljøerne til at ændre tilgang og sætte barnet i centrum?

Forældre skal vide hvad sporten giver deres børn

Den canadiske forsker, der selv er vokset op med masser af sport pulsende rundt i blodet, har en anden klar pointe. Det handler om at få forældrene med ind over.

”Sporten skal ’sælges’ ind på et marked i dag. Derfor er det vigtigt at få forklaret forældrene, at deres børn kan få et meget dyrebart ’produkt’ ud af at dyrke sport som mennesker. Forældrene skal være klar over, hvor stort et potentiale sporten har for den personlige udvikling for børn. ’Building character’ er en meget større gevinst end en stor drøm om at blive en stjerne en dag.”

Cotés anbefaling tænder dog nogle advarselslamper i mig. For jeg kommer til at tænke på en god snak, jeg havde med den danske forsker og idrætspsykolog Kristoffer Henriksen en dag, hvor han netop pointerede, at der var noget helt grundlæggende galt med den tankegang, at sport altid skal have et formål og være ’godt for noget’.

Hvorfor kan det ikke bare være godt i sig selv? Hvorfor skal sporten ligesom kapres til at hoppe med på ’effektivitets-vognen-og tankegangen’ og blive nødt til at argumentere for, alt det smarte, man kan lære gennem sport, der kvalificerer én til resten af livet.

Hvis det vigtigste måske er, at sport bare er en fed ting?!

Det snakker vi lidt om, og det tager os videre til det, man ikke kan undgå at snakke om i disse tider. Corona, selvfølgelig!

”Måske kan Corona-krisen faktisk vise sig at hjælpe udviklingen på vej væk fra elite og hen mod, hvor vigtigt det er at have sport som en del af et børne- og ungdomsliv. Fordi der nu er så mange, der har mærket, hvor stort et tab, det er for børnene, når de ikke kan få lov at komme ud og svede, spille og lege med hinanden,” påpeger Jean Cote.

”Hvad ville du sige, hvis du skulle sende en direkte hilsen til sportsbørnene og give dem et godt råd til at få et godt liv med sport?”

Da jeg stiller eksperten ovenstående spørgsmål, bliver han for første gang i løbet af vores skype-samtale en lille smule mundlam – efter han har talt intenst og overbevisende og med venlig imødekommenhed – hele vejen igennem. Han må tænke sig godt om, og det er tydeligvis lidt udenfor den overordnede dagsorden rettet mod de voksne ansvarlige.

Hvilket godt råd vil han give til børnene

Men da Jean Coté først får talt sig varm, så bliver han meget overbevisende i stemmen (og her kommer hans svar uden oversættelse – fordi det har sin egen engelske rytme):

”I think the most important thing is – if I shall put it shortly to a kid: You shall enjoy yourselves and the fun skills. And you most make sure that you enjoy the activity – don’t do not like a 10 old – because they will do the practices they do not like if they are told so – it shall come from themselves – and not from someone else – making sure they like it – and keep on searching for the activities they want.”

Der er både evidens og gode folk

Det er et godt sted at slutte vores samtale. Men til sidst er der en lille interessant praktisk tilføjelse. For jeg er jo på jagt efter at finde ud af, hvor mange folk rundt i verden, der arbejder ud fra den samme ambition om at skabe bedre miljøer for børn og unge. Er Coté en del af sådan et netværk?

Nej, lyder svaret. Der findes ikke et decideret netværk, men Coté har mange folk – vitterlig rundt i hele verden – som han kommunikerer og udveksler med. Det viser, at der er et bredt globalt fokus på området. Det er godt at vide.

Det var en god snak

– og jeg slutter og takker endnu engang for, at han gav mig noget af sin dyrebare tid og viden. Det gør mig i rigtig godt og optimistisk humør. Det er så fantastisk at møde åbne og hjælpsomme mennesker, og inden dagen er omme, har professoren endda sendt mig en stor portion gode artikler og indlæg, der kommer med masser af den evidens, jeg leder efter, og som kan bruges til at overbevise verden ude omkring om, at det er en vigtig mission, han/vi er ude på.