Forfatter: Lise Kissmeyer

Der er noget med mig og sport. Vi har hængt sammen hele livet. Jeg er vokset op med bolde, sved og shorts. Jeg har studeret idræt, lavet børnesport på TV, skrevet børnebøger om sport, rapporter om sportstemaer, lavet sportsportrætbøger, skrevet artikler og produceret sports-tv mm. - og så er jeg endt med mit eget firma SPORTSFORMIDLING, hvor mit hjerte banker for at sport skal blive ved med at være en fantastisk verden for alle potentielle sportsbørn! For jeg synes, det er vigtigt, og at der er brug for det!

Hvad er problemet

Brøndby og FA2000’s unge fodboldspillere, Gentoftes elitesvømmere og Høje Taastrups talentforum…

Jeg har været ude i en del forskellige miljøer og foreninger i løbet af de sidste par måneder og haft trivsel og ’det gode miljø’ på dagsordenen.

Men det interessante er, at når jeg er ude og spørge dem, der er midt i det pulserede sportstalentliv, så er det ikke store trivselsproblemer, der bliver bragt frem, når jeg spørger til deres hverdag. Så handler det mere om det jordnære som frustrationer over ting som tidspres, sociale issues, ordentlig kommunikation og sammenhæng mellem skole, klub og forældre mm.

Så hvad er problemet?

Hvorfor er det nødvendigt at begynde at snakke om trivsel i konkurrencesportens små og store miljøer for børn, unge og garvede. Er der da noget galt? Gør vi ikke bare som vi plejer?

Der har ikke været brug for at diskutere den slags tidligere. Sport har jo bare haft sin egen verden og sit eget spil og regler. Så hvis vi synes den slags er sjovt, så hopper vi med på vognen og ser, hvor langt det kan tage én.

Neeejjjjj, sådan er det så lige pludselig ikke.

Men sporten er ikke det eneste univers, ’det går ud over’. Der bliver snakket trivsel rigtig mange steder. I skoler, i familier, på jobs mv. Vi må være nået derop på toppen af Maslows behovspyramide, hvor vi nu har alt, hvad vi overhovedet kan drømme om at putte i hovedet, underholde os med, gøre tilværelsen komfortabel og luksus-dovne-agtig med. Så er der kun det sidste tilbage. At vi også skal have det godt og kunne nyde livet. Men det er måske den allersværeste opgave – at finde den evige lykke. Det er så rystende og slående, at kurven over mentale problemer og mistrivsel bare stiger og stiger i disse år. Ikke mindst hos de unge og hos pigerne.

’Svømmesagen’ har sat dagsorden

Vi var allerede begyndt at pippe om trivsel i sporten rundt omkring i hjørnerne, da ’Svømmesagen’ kom og satte en meget stærk ny dagsorden i konkurrencesporten og præstationskulturen. DR-dokumentaren, der kunne fortælle en meget overraskende historie om, at man havde et elitemiljø i svømmesporten, hvor man ikke behandlede svømmerne godt, man talte grimt til dem, udskammede dem, kastede plastikstole efter dem og mobbede dem. Og de fleste fandt sig i det og toppræsterede endda, mens andre knækkede nakken og forsvandt langt væk fra sporten og hen i sundhedsvæsenet med sårede sjæle.

Så hvad er problemet?

At der bliver talt grimt og nedgjort atleter rundt omkring?  Nej, det er heldigvis ikke kutymen i Danmark. Men hopper vi op i metaplan og kigger ned på sporten, så er der noget andet, der udspiller sig på den store bane. Så er det som om, man kan se en slagmark optegnet.

Ude fra venstre kommer alle de uskyldige, søde, små, håbefulde sportsbørn gående klædt på til fest og farver og kamp.

Ude fra højre kommer en alvorlig hær marcherende ned mod børnene bevæbnet med forpligtelser, krav, karriereplaner, specialisering og sortering, tilbud om særlige skoleordninger og uddannelsessteder, talentidentifikationsredskaber, udskillelsesmetoder og optimeringsprincipper – måske også kontrakter og penge.

Børnene møder den voksne alvor et sted

Et sted på sportens slagmark mødes de to verdener og filtres sammen og rodes ind i hinanden. Det er ikke muligt at se lige præcis, hvor eller hvornår det sker – men ser man over tid, kan man tydeligt fornemme, at den alvorlige voksen-eliteidræt infiltrerer det uskyldige børneliv tidligere og tidligere.

Røgen står op fra feltet. Det oser af fascinerende præstationsforbedringer – hurtigere, smartere, stærkere, optimeret, ekvilibrisme stadig i voksealderen. Men den knitrende ild blander sig med sort røg, der ulmer op fra præstationspres, selvdisciplinering, overbelastningsskader, store valg, forpligtende drømme, kostplaner, voksen-disciplin og kontrol med kontrol på.

Det er her, vi har problemet

Der går sjældent en brand af ingenting. Og konkurrencesportens iboende kræfter er stærke. Det går jo den vej hele tiden og har altid gjort det. Det ligger i præstationskulturens sjæl. Det handler jo om hele tiden at blive bedre og kunne presse sig længere, højere og hurtigere ud ad tangenten. Konkurrencesport handler om at blive bedre i dag end i går. Det handler om at gøre det bedre end alle de andre.

Den drivkraft er jo fed og fascinerende. Det er derfor, det er skide sjovt selv at spille med. Det er aldrig kedeligt, Der sker altid noget. Man er altid på vej. Også når det går baglæns. Så gælder det bare om at få vendt bøtten og komme op på den vindende hest igen.

Men det er også den drivkraft, der giver os problemerne. Eller skal vi sige udfordringerne.

”Gør det bedste du kan” –  eller – ”Gør dét, der skal til”

Problemet er, at når det handler om elite og konkurrence, så skal vi videre. Vi skal ikke hjem, og vi skal ikke stå stille. Det handler om ”at gøre dét, der skal til”. Og i det internationale og globale system betyder det, at det ikke længere er nok, ”at gøre det, så godt man kan”. Dvs. gøre det, der føles naturligt og overkommeligt – hvor man ikke bryder udover de grænser, der spænder hverdagen for hårdt og skaber mistrivsel.

For det er lige præcis den her usynlige streg, der ligeså stille og ubemærket bliver overskredet, når udviklingen bliver ved med at presse på og bede om mere…, længere… hårdere… tidligere…

Det er den streg, der går mellem det, man kan gøre ’ubesværet og naturligt’, og dét der driver én udover ens naturlige kapacitet, der larmer.

Så selvom dem, der står midt i det, ikke ser springet ud på det dybe, men bare bliver lidt mere forpustede over at løbe lidt hurtigere og trækker lidt dybere ned i det mentale for at leve op til kravene, så bliver spillets grundregler og præmisser ændret.

Løbende trivsels-tjek

Det er derfor, at det i dag er super relevant at se på trivsel. Vi er allerede presset derhen, at det bør blive et must med løbende ’sports service-tjek’.

Det er derfor, at ’det der trivsel’ ikke bare er et moderne buzzword, som skal flytte ind i sportens univers ligesom i alle andre miljøer. Det bliver pludselig mega relevant at sætte fingeren på pulsen og få afkodet, om sporten er ved at udvikle sig et sted hen, hvor alt det, der skal leveres for at klare sig i den skærpede konkurrence, der lige får et lille nyt nyk opad hele tiden, ender med at blive til mere, end hvad der er sundt og godt. Hvor presset på personens hverdag, sjæl og krop skaber mistrivsel.

Mennesket før resultaterne

Helt aktuelt skriver professor og idrætspsykolog (ved SDU og Team Danmark) Kristoffer Henriksen i en hel aktuel artikel her i slut marts 22 (Unge talenter er ikke små eliteatleter) – at vi skal passe på ikke at træne børn, som var de små voksne og kopiere den voksne eliteidræts modeller over til børn og unge. Han slutter artiklen med at slå fast, at det bør være mennesket først, og resultaterne bagefter for de unges sport.

Det er vand på min mølle, men samtidig åbner det også op for en diskussion. For holder prioriteringen af mennesket op med at tælle, når atleterne bliver ældre og/eller når de kommer op i professionel og kommerciel eliteidræt? Gælder det også for alle de atleter, der får Team Danmark støtte. Og hvilke valg/fravalg, skal der gøres, hvis mennesket kommer først? Hvis trivsel får lov at komme først – hvad skal vi så gøre anderledes?

Det næste spørgsmål, der popper op, er om trivsel er noget, vi gør for moralens skyld? Eller er trivsel bare et middel til at præstere bedre? Eller er trivsel et mål i sig selv?

En model der gør trivsel konkret

Helt grundlæggende er det afgørende at afklare, hvorfor vi tager trivselsdiskussionen frem. Og hvor meget vi vil prioritere efter den. Og så handler det selvfølgelig også om at gøre tanker og snakke til noget aktivt og konkret og gøre en forskel ude i virkeligheden. Men her løber vi på endnu en udfordring, for trivsel er sådan en svær og diffus ting at arbejde med.

Det er derfor, jeg gennem det sidste års tid har brugt meget tid på at få ommøbleret de store tanker til små indsatsområder. Jeg har udviklet en model, der forsøger at konkretisere trivsels-snakken og gøre den helt konkret og operationel. Modellen tager fat i fire dele af et sports-talent-liv. Modellen laver det diffuse begreb trivsel om til gode rammer, vilkår, værdier, metoder og kompetencer, der skaber et godt liv.

”Being well – being good”

Modellen gør det muligt at vurdere/diskutere sit eget lokale miljø – både ift. rammerne og rutinerne / miljøet, stemningen og kulturen / potentialet for personlig udvikling / mentale og menneskelige redskaber og ressourcer.

Ja, så jeg glæder mig personligt til at komme ud igen og igen og snakke om de her ting ude i miljøerne. For der er ingen tvivl om, at trivselsdebatten er kommet for at blive.

Jeg læste et godt slagord forleden, der så klogt sætter tingene på spidsen. Et helt centralt spørgsmål til alle sportsforældre – og egentlig også til trænere, ledere og politikere:

“Do you want the best for your kids? Or do you want your kids to be the best?”

I dag er det ikke to sider af samme sag. Det er problemet / udfordringen.

Har vi udviklet os mod den forkerte regnbue (del 2)

Denne artikelserie forsøger at svare på disse spørgsmål:

– Hvorfor er det så svært at være ung i dag?

– Hvis det er svært at være ung i det hele taget – er det så sværere eller nemmere at være i sporten?

– Hvad gør sporten egentlig for at være klar til at modtage disse unge?

Her er lidt stikrod fra DEL 1 af artiklen om de unge, som blev bragt i forrige blog:

Tallene viser at de unges mentale helbred bliver markant dårligere i disse år. Andelen af unge med psykiske problemer er tredoblet fra 2007 til 2017.

Unges adfærd er paradoksal – de er stærke og selvstændige og samtidig usikre og utrygge.

Vi har som samfund flyttet os fra velfærdssamfundets støtte til præstationssamfundets krav.

Vi har samtidig udviklet vores samfund, så de unge står med ALLE muligheder på hånden. De har både den ultimative frihed – og ansvaret selv. I dag er det dig SELV, der skal både styre, lede, disciplinere og evaluere dig selv.

Og der er travlt, og du skal hele tiden flytte dig og markere dig. Du skal være noget særligt og finde din dybe passion, gå den lige vej og shine imens.

Men buttomline er, at det derfor er DIN EGEN SKYLD, hvis ikke du lykkes og får noget ud af alle mulighederne. Det er denne livspræmisse, der udløser følelser af skam og utilstrækkelighed.

—- del 2 af indlægget —

Aldrig godt nok

Der er flere udviklingstræk, der er med til at gøre situationen yderligere vanskelig for de unge. Ikke mindst den perfekthedskulturen, der har gjort sin stærke entre.

Perfekthedskulturen er vokset frem af disse vilkår, hvor også den grundlæggende karakterskala ikke længere er indrettet, så det ekstraordinære er det mest værdsatte til et 13-tal. De får den højeste karakter 12 for en fejlfri præstation.

Sloganet med, ”at når bedre er muligt, så er godt nok, ikke godt nok” er meget rammende og nådesløst. For det afspejler en kultur, hvor selv den mest perfekte aldrig når i mål. Jagten er uendelig – og faktisk er dem, der er tættest på det perfekte oftest dem, der kæmper allerhårdest, for det ’sidste lille stykke’ er en helt umulig ambition.

Interessant nok bliver det ofte fremhævet, at de pligtopfyldende kan ende med at ville gøre det så godt, at de bliver syge af det. For dem bliver det netop aldrig godt nok – det kan altid gøres lidt bedre.

Urealistiske forventninger

Et andet udviklingstræk, der kan skubbe til udviklingens konsekvenser, er forventningernes rammesætning.

Forventninger er en utrolig stærk iboende kraft, der kategoriserer og indrammer det, vi oplever. Derfor er det specielt at vokse op, som vores unge generation, hvor alle forhindringer formelt er fjernet, og hvor der ikke er nogen, der siger, at livet garanteret vil kræve hårdt arbejde op ad bakke i sure tider ind i mellem. I stedet løber forældre rundt og betaler, pleaser og sørger for at fjerne de små bump på vejen, der ellers kunne have været god træning til livets hullede vej.

Så nej, livet må ikke være lort. Hvis det stinker, så er det ret så overvældende og uventet. Det skal klares i en fart. Så som ung regner du med, at du nemt kan klare det hele, for det er jo tilrettelagt og lige til.

Men problemer opstår, når de unge kommer ud af modgangs-træning, og det hårde i stedet overrumpler dem, hvis livet faktisk gør lidt ondt. Det er måske en del af forklaringen på de høje tal for unge i mistrivsel?

Det er mentalt opslidende at evaluere sig selv 24-7

En anden del af forklaringen på udviklingens stærke påvirkning af trivslen kan være, at det netop er en del af det store SELV-projekt, som de unge har kørende, at de både skal være selvkritiske og selvevaluerende.

Når de unge hele tiden spørger sig selv om, hvordan de har det, så kan det naturligt være med til at skabe et øget fokus på alle udsving. Både de gode og de dårlige – og det kan være som en slags selvopfyldende profeti hele tiden at skulle tjekke, ’om du har det ok?’ Så reagerer du måske på alle små udsving, og de vokser på dig.

Som en ungdomsforsker tankevækkende kommenterede det, så er måden at finde ud af, om de unge trives altså ikke at blive ved med at spørge, hvordan de har det hele tiden. Men i stedet bør vi blive bedre til at aflæse og afkode.

Det hårde ved at blive kommenteret på hele tiden

De unge har samtidig den ekstra presbold på dem, der kommer fra de sociale medier. Ofte skriver vi bare henkastet, ”… at så er der også de sociale medier.”

Men når jeg lige tænker til ende, hvor følsomme vi selv var som unge (og ja, det gælder vist gennem hele livet…) overfor at blive vurderet og kommenteret. Hvordan vi som grundige ugler gemmer alle de ’rammende kritikker’ i vores sårbare sinds bløde skuffer. De svir faktisk stadig lidt…

Så bliver det jo pludselig vildt overvældende, at der gennem de sociale medier kontinuerligt kommer kommentarer til, hvem du er, og hvad du gør! Det er jo på kanten af at være umenneskeligt at skulle leve i disse vurderings-universer stort set døgnet rundt for de unge!

Det er ikke meningen at idealer skal gå i opfyldelse

Christian Hjortkjær har en interessant forklaring på, hvad der ’egentlig er sket’ – og dermed også hvad vi kunne gøre anderledes for at afhjælpe. Tidligere undervisningsminister Merete Risager i bogen ’Selvbygger børn’ har også en forklaring. Måske dækker de over det samme?

Hjortkjær siger nemlig, at vi voksne har glemt at fortælle de unge, at alle vores idealer og drømme-scenarier netop kun er idealer.

Idealer er ikke virkelige og skal ikke være det. De skal bare være den lokkende stemme ude i horisonten. Det er ikke meningen, at du skal nå dit mål og være lykkelig hver dag. Hvis du tror idealet er realistisk, så kommer du netop til at halse efter hele livet.

Et svigt bare at lade de unge ‘gå selv’

Merete Risager tager også fat i de voksne – men hun anklager dem for noget andet. Hun giver de voksne forældre ansvaret, for at de har glemt at opdrage og guide.

Forældrene har svigtet de unge i deres egen ungdommelige livsstil, hvor de lader alt stå åbent. Det er dovent og ansvarsløst. Og det har samme konsekvens. De unge får ingen hjælp til at få retning på deres vej og liv. At give de unge og uerfarne lov at bestemme det hele, er at gøre de unge en bjørnetjeneste.

Hvem har løsningen? Der er vist ikke én, og eksperterne slår fast – der er ikke individuelle løsninger på de unges mentale problemer.

Men et par gode råd, bliver det til.

Det vigtigt at få fortalt de unge, hvad der foregår. Give dem redskaber til at se kritisk på det, der foregår omkring dem. Og ikke mindst fortælle dem, at de ikke står alene. Det er en overordnet indsats, der skal til. Det er selve guidningen, organiseringen og fejlfindings-kulturen, der skal arbejde med.

Der er to scenarier for sporten

Så hvis vi lige skal opsummere og trække erfaringer over til sporten, så er det de her unge, der også kommer til sporten. Hvad betyder det? For sporten og for de unge?

Relevant at vide der er stress og pres på at skulle levere og vise sig frem hele tiden – sport er endnu en arena. Men det gode ved sport er, at her er flere absolutte vurderinger. Man kan nå i mål og vinde. Kan presse og stresse at nå derhen – men det kan også give gode og overskuelige rammer.

Men man kan stå med børn, der i forvejen er godt ’trætte og kæmper’ – og skal tage højde for. Hvor de er og hvordan de går til sportens yderligere udfordringer og krav til dem og deres eksponering.

Så enten er sporten endnu en arena, hvor der skal præsteres, og hvor de unge meget tydeligt bliver bedømt og vurderet og skal leve op til en masse. Både fra dem selv men også fra en masse andre mennesker omkring dem. I sporten bliver alle krav og forventninger helt tydeligt eksponeret.

Eller også er sporten et fristed, fordi her ved de unge helt klart, hvad det er, de skal lave op til. De konkrete mål kan være en gave. Her er der endelig voksne, der er klare i spyttet.

I tvivl om hvilke tendenser vi ser i dag

Jeg er meget i tvivl om, hvilke tendenser vi ser i sporten i dag. Vi ser en masse børn og unge, der springer fra i kampen for at blive de allerbedste.

Men er det fordi, det er for hårdt mentalt, eller er det fordi, at livsstilen er for krævende og et alt-eller-intet valg?

Men vi hører også fra flere og flere eliteidrætsfolk – både unge og gamle (men nok mest de lidt ældre…), der tør komme ud af tabuets indpakning og fortæller om, at de har haft nogle store indre kampe.  Der bliver fortalt nye historier, hvor stjernelivet ikke kun er en dans på roser, men hvor det er rigtig svært at finde den indre balance med så meget pres på fra så mange kanter – ikke mindst det pres, der bliver initialiseret og kommer fra en ubønhørlig indre stemme.

Hvad ville vi se, hvis vi kunne kigge ind

Men hvis vi kunne kigge ind i en repræsentativ flok målrettede unge atleter. Hvad ville vi så se? Hvor mange kæmper en indre kamp, der er ødelæggende for deres livskvalitet og personlige udvikling? Og er det færre eller værre end ’ude i den virkelige verden’? Tricker det målrettede præstationsmiljø i sporten nogle sårbare sider? Måske?

Det er lidt foruroligende, at vi ikke ved det. Men underligt nok, så er der en stor forsinkelse på både forståelse og handling overfor den ’pandemi’ af mistrivsel blandt unge, som florerer på højde med coronavirus. Det er rundt om i hele verden, at statistikkerne lyser ildrødt ift. antallet af unge, der mistrives.

Men analyserne og ikke mindst handlingsplanerne lader vente på sig – på både kort sigt med at få hjulpet de unge – og på langt sigt med at få gjort noget ved den måde, vi serverer livet for de unge.

Men en ting ved vi allerede nu, som vi kan forholde os til. Når mental sundhed er blevet et aktuelt issue, så bliver de unges grundlæggende udfordringer også sportens. Når vi står med en generation, der er mere sårbare, så kræver det mere omtanke og måske også andre måder at møde de unge på?!

Anbefalet læsning:

’Utilstrækkelig’; Christian Hjortkjær

’Ny udsathed’; Center for Ungdomsforskning (med artikler fra 11 forskere fra ind og udland)

’Selvbyggerbørn’; Merete Risager

’Præstationskultur’; Anders Petersen

Har vi udviklet os mod den forkerte regnbue

Hvad er der med dem – ‘de der sårbare unge’?

Og hvad kommer det os ved i konkurrencesporten?

DEL 1 af 2

”At være ung i dag kan siges at være en kompleks færden mellem flerartede, uforenelige forventninger og krav. Vi befinder os i en individualiseret tid, hvor den personlige frihed er omfangsrig, den enkeltes muligheder stort set grænseløse og hvor levestandarden er høj og privilegeret.

Alligevel markerer den yngre generation sig som en hær af unge mennesker, der er tynget af dybtliggende følelser af afmagt og utilstrækkelighed.

Noget tyder på, at nutidens privilegerede leveform har en pris, som specielt den unge generation betaler i form af en selvdestruktiv eksistensmåde.”

Dette citat fra min datter Trines opgave på psykologistudiet sætter temaet godt og klart, og ordvalget ’tynget af dybtliggende følelser af afmagt og utilstrækkelighed’, får det til at suge i min mave…

– For hvorfor er det så svært at være ung i dag?

– Og hvis det er svært at være ung i det hele taget – er det så sværere eller nemmere at være i sporten?

– Og hvad gør sporten egentlig for at være klar til at modtage disse unge?

De tre spørgsmål har optaget mig gennem et stykke tid, og jeg har forsøgt at researche mig frem til mere viden om ’de unge af i dag’ både teoretisk og faktuelt.

(NB: Se henvisning til de gode bøger og kilder sidst i artiklen)

Sporten må kigge ud i den ‘virkelige verden’

Det er jo på alle måder essentielt, at vi ved, hvad det er for unge mennesker, vi arbejder for og med. Sporten kan nogle gange lukke sig om sig selv som en isoleret boble med egne normer og mønstre langt væk fra den ’almindelige verden’ udenfor.

Det kan være rart og godt og netop gøre sportsverdenen til en dejlig oase. Men det kan også være et problem, hvis vi i sporten glemmer at se de store sammenhænge, vi er en del af. Hvis unges livsvilkår ændrer sig drastisk, så er sporten nødt til at være opmærksom – ideelt set endda være på forkant – og være klar til at møde og hjælpe dem.

Og der sker nogle ting med de unge af i dag, som vi i sportens verden ikke kan sidde overhørig.

Tallene er ret så vilde!

I en periode ti år tilbage fra 2017 viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at antallet af unge med psykiske problemer som angst og depression er tredoblet. Tredoblet!

Det er særligt de unge piger, der er hårdt ramt. Tal fra VIVE fra 2018 viser, at siden 2010 er andelen af unge piger med en psykisk lidelse steget fra 21 til 39 procent. Altså næsten 4 ud af 10 unge piger!

Drengenes andel ligger lavere – men er også i vækst, de starter bare længere nede fra.

En sidste interessant detalje. Forskerne slår fast, at den unge generations sårbarhed ikke er social betinget. Denne ’ungdoms-sygdom’ rammer atypiske alle de unge – og faktisk især de meget pæne og ordentlige.

Der er mange flere tal fra flere forskellige undersøgelser – også fra andre nordiske og vestlige europæiske lande og USA – der viser de samme skræmmende tendenser. Ikke bare skræmmende -men triste, bekymrende og foruroligende tal – og virkelig stof til eftertanke.

Eftertanke af den slags, der råber højt og siger, at vi voksne virkelig skal mere end læse – men handle.

Vi har jo alt og burde være top glade

Vejen til at handle er i første omgang at prøve at forstå, hvad det er, der foregår med de ’forkælede unge’, der jo netop vokser op i et samfund med så mange ressourcer og tilbud, at livet mest af alt ligner en glad gavebod. Udefra set er vi nærmest nået i mål på udviklingssøjlen. Vi har alt til at kunne leve og overleve på den behageligste og lækreste måde – og nu skal vi bare realisere os selv og vælge det allerbedste. Hvorfor er det så svært?

Højskolelærer Christian Hjortkjær slår fast (i den meget anbefalelsesværdige bog ’Utilstrækkelig), at det jo ikke noget nyt, at unge har det svært og er udfordret af at skulle ind i det voksne liv. Det vil altid være svært. Problemet er, som han siger, at det er ’anderledes svært’ i dag.

De unge styrter ikke. Nej, de kæmper kontinuerligt for ikke at falde – de snubler af sted gennem livet. I skiftet fra velfærdssamfundet og til det præstationssamfund, vi har fået lavet i dag, er der sket det, at i stedet for som tidligere at hjælpe og støtte unge på vej, så skal de unge nu klare den selv, og de skal præstere og levere, og de bliver hele tiden målt og vejet. Det er helt andre samfundsmæssige grundbetingelser.

De unges adfærd er fyldt med paradokser

Det ender med nogle næsten absurde paradokser i den unge generation, fremhæver Hjortkær. Han ser unge, der både er stærke, målrettede og stræbsomme – men som samtidig også er meget sårbare, usikre og oplever en stærk følelse af ensomhed.

De unge er ’grund-nervøse’ i en form, der rækker langt ud over almindelig utryghed. De har et stort behov for sikkerhed. Men alt er omskifteligt og usikkert. Ikke engang en god uddannelse kan give dem sikkerhed. Alle kan blive sorteret fra eller misse.

Hjortkjær ser det som et billede. De unge går på en meget smal og usikker vej, der ligger mellem succes og fiasko, og det er meget nemt at falde udover kanterne. Livet er et voldsomt enten-eller-spil. Det er med til at gøre hverdagen endnu mere nervepirrende, når du som ung kan mærke afgrunden lige derude ved siden af. Og som Hjortkjær også slår fast:  Falder de unge ned ved siden af, så giver de op.

Skiftet fra velfærd til præstation

Helt overordnet ligger der nogle forklaringer i udviklingen af det tyoe samfund, vi lever i. For der er sket nogle fundamentale ændringer af vores måde at være mennesker på. Efter vi har flyttet os fra et velfærdssamfund, hvor der blev taget hånd om folk, så har vi i dag et meget anderledes præstationssamfund, hvor du hele tiden skal tilkæmpe dig din plads, og intet er givet eller sikkert – udover at du kan være sikker på, at tingene hele tiden udvikler sig, og du skal følge med. 

Et præstationssamfund giver særlige spilleregler, og konsekvenserne er store – især de unge, der skal ind i denne verden og klare sig og overleve.

Alt det de SELV skal kunne

Når skæbnen i den grad er overladt til den unge, så betyder det, at de SELV skal evne at køre med klatten; de skal vide, hvad de vil og bare gå for det; ”just do it”! Allerede her bliver det svært, for de skal både vide, hvilken vej de gerne vil gå, og de skal turde satse.

De skal sørge for hele tiden at udvikle dig og være på vej videre – for i dette game må du ikke stå stille, og du må ikke være Mr. eller Miss Middelmådig. Så bliver du overhalet. Der er altid en tung ånde i nakken. Der er ikke plads til at tøve for længe. For det hele går hurtigt, og de bliver ligeså hurtigt hægtet af. Derfor er der det ekstra stressmoment, at de vælger rigtigt. Første gang.

De skal virkelig kunne en masse. Samtidig skal de være fleksibel, initiativrig, opsøgende og god til at omstille dig. Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at de shiner. De skal være passionerede, og det skal føles ’helt rigtigt’ hele vejen. Det skal være true love og det bedste af det bedste hele vejen. Ellers spilder du dit liv…

En enkelt karakter kan ruinere livet

Derfor starter presset tidligere og tidligere på børnene. Derfor skal de have de høje karakterer helt ned i Folkeskolen, for at de kan komme ind på deres drømmeuddannelse og senere få deres drømmejob, drømmebolig og gode fremtid. Det er den helt store pakke, der er puttet ned i en mentale skoletaske. Puh, så kommer alvoren tidlig med i sidelommen.

Selvom vi måske stadig slet ikke har det samme pres på de danske unge, som de har rundt om i verden i lande som Sydkorea og Kina og Japan, som Merete Risager pointerer det. Men udviklingen har i hvert fald været markant i Danmark og meget har ændret sig radikalt gennem den seneste årrække.

Det er ikke længere ’samfundets skyld’ – men din egen

Som en anden tankevækkende konsekvens så kan vi i præstationssamfundet ikke længere sige: ”at det er samfundets skyld!” Nej, nu er det sgu’ vores egen skyld, hvis det går ad h…… til. I de gamle velfærdsdage var der tid og plads til at fjolle rundt som ung, og hvis der var noget, der ikke kørte, kunne man undskylde sig og med stor indignation sige: ”… at det var nogen andres skyld”.

Den går ikke i dag. Nu skal de unge en masse (som de voksne stadig et sted har bestemt…), og hvis de ikke lykkes, så er det deres EGEN skyld. Der er ikke tid eller plads til svinkeærinder eller gå forkert.

Har vi udviklet os mod den forkerte regnbue

At vi har udviklet os op på toppen af behovspyramiden, er måske et problem? For det kan godt se ud som om, at vi er kommet et forkert sted hen, og lykken ikke ligger for enden af den materielle regnbue, som vi troede. Det er ligesom blevet ’for godt’ og for luksus.

For når de unge står i denne gavebod med alle gaverne/mulighederne foran sig og med alle de åbne døre, så ser det ud til at være en stor del af problemet. Når du som ung får at vide, at du kan stort set alt, hvad du drømmer om, så har du fået bolden spillet for dine fødder. Og så er det bare at løbe med den og score. Det er helt op til dig selv – men hvis du brænder er det altså også din egen skyld.

Den ultimative frihed er en svær ting

Den ultimative frihed med alle muligheder åbne kan absurd nok ende med at give følelse af krav og tvang i stedet for. Det er rigtig svært at vælge, når man kan tage fra alle hylder. Som et menukort med alt for mange lækre retter. Nogle gange er det nemmere med en enkelt ’dagens ret’.

Summet op er det hele altså op til dig SELV. Det kræver rigtig meget, når du bliver SELV-ansvarlig for dit liv og din lykke, hvor du både skal SELV-disciplinere dig selv, SELV-lede dig selv, du skal være SELV-kritisk og du skal SELV mærke efter, om det hele tiden er fedt og fantastisk?!

”I am the master of my fate / I am the captain of my soul.”

Sådan star der i digtet Invictius af William Ernest Henley.  Det lyder smukt og stærkt – men det kan samtidig læses som essensen af det sted, vi har udviklet os hen til / op til. Det bliver rigtig svært, når vi selv er ansvarlige for det hele – både vores skæbne og vores sind – både vejen og udsigten…

Skam og utilstrækkelighed har afløst skyld og neuroser

Psykologien kan hjælpe med at forklare, hvorfor vi er mere sårbare overfor de åbne muligheder end de kontante krav. For den menneskelige psyke er indrettet sådan, at når der er noget MAN SKAL, så giver det skyld og neuroser ikke at leve op til disse krav. Men hvis ikke man kan klare at forvalte, ’alt det man FÅR TILBUDT og har mulighed for’, så kan man i stedet inkassere følelser af afmagt, skam og utilstrækkelighed.

Når det bliver ’ens egen skyld’, at man ikke bliver til ’noget’, så rammer det ekstra hårdt på psyken. Det kan sætte gang i disse for os mennesker meget farligere selvdestruktive kræfter.

—

  • Dette var den første del af ’historien om de unge’.

I del 2 af denne ’klog-på-de-unge’ blogartikel kommer det til at handle om de udviklingstræk, der er med til at presse de unge yderligere. Vi kommer også til diskussionen af, hvordan konkurrencesportens miljø matcher de unge, og slutter med spekulationerne fremadrettet:

”What to do?”

Læs med i næste uge…

—

Anbefalet læsning:

  • ’Utilstrækkelig’; Christian Hjortkjær
  • ’Ny udsathed’; Center for Ungdomsforskning (med artikler fra 11 forskere)
  • ’Selvbyggerbørn’; Merete Risager
  • ’Præstationskultur’; Anders Petersen

Pres er et privilegium

Hvad var det hun sagde…?

Jeg sad og så en dokumentar om Serena Williams, og hun fortalte om dette meget anderledes ’livsråd’, hun havde fået af den store tennislegende Billie Jean King. Serena Williams gentog det flere gange i løbet af dokumentaren. Helt sikkert fordi det betød noget, og fordi det sikkert gav hende en mental genvej til at være i den ekstremt pressede tilværelse, det må være at være en verdensstjerne. SÅ mange år har den store hard-hitting amerikanske atlet overlevet og levet på toppen.

At pres er et privilegium, er så anderledes en tilgang, at jeg har måtte bruge lang tid på at parkere den. Det rammer lige ind i den research, jeg sidder med for tiden under det tema, som jeg kalder Sportens Sårbare Sider.

Er presset i sporten anderledes

Der er jo netop så mange negative og svære reaktioner på pres. Der kæmpes så mange kampe med at få matchet krav til sig selv og krav fra andre, med det vi tror, vi selv kan klare. Så meget usikkerhed og tvivl. Så meget uro og utryghed.

Men mon sportens verden er meget anderledes end andre præstationsmiljøer? Er sportsfolk er mere udsatte? Og hvorfor?

Der er folk i erhvervslivet, der virkelig skal præstere, og hvor der er millioner af kroner og masser af ansattes ve og vel på spil. Et mega pres. Men forretningsfolk vil oftest som bevidste voksne have valgt denne karrierevej, og de ved, hvad de går ind til. Politikere er også i skudlinjen konstant og bliver hele tiden bedømt og overvåget. Men det er forudsigeligt spil. Det er også for voksne mennesker.

Måske er det, der gør sportsfolk specielle og mere udsatte, at der allerede i en ung alder bliver opbygget store og omfattende forventninger. De børn, der har succes helt nede i de helt unge aldersgrupper, får jo hurtigt en etikette sat på dem. ’Super talent’ og den ’kommende stjerne’. Alle de kender i familie, skole og vennekreds ser dem som dette vidunder. Det bliver deres fulde identitet, som hænger fast til dem.

Det er altså en stor byrde at slæbe med sig, for den transformerer samtidig fremtiden til en kamp om at bevare positionen – og dermed følger frygten for at fejle og ikke kunne leve op til forventningerne med på den videre vej. Der er ikke mange andre børn, der skal slæbe rundt med noget, der ligner dette.

Sportens kæmpe arena

Sport er specielt, fordi den udspiller sig på en kæmpe arena. Alt er synligt og i spil. Der er så mange, der følger med i hver en lille bevægelse i krop, sind og rangliste. Publikum kan både dække hele den daglige kontaktflade i skole, hjem og sport. Men publikum kan også omfatte en hel verden af idrætsgrenens dedikerede. Og i dag kan alt, hvad man præsterer på sportsbanen på et splitsekund blive delt af fans over hele verden. Det gør sportens univers til noget helt unikt, der kan producere pres af en stor og ubønhørlig og ustoppelig størrelse.

Samtidig vil der være mange, der fra start bare vælger deres sport, fordi de elsker den og gerne vil blive så gode som mulig; men som slet ikke har tænkt over – eller ønsket – at være kendte eller offentlige personer, der bliver stillet til skue. De har ikke fra start valgt præstationspresset til. De er jo ofte børn/unge, når det hele starter. Hvordan skal de gennemskue, hvad det pres egentlig er? De har jo ingen livsklogskab til at vide, hvad det vil gøre ved dem. Men dét, de kan se, er, at alle de andre ser ud til at kunne tackle det og være i det.

Måske reagerer sportsfolk anderledes

Der er meget at blive klogere på indenfor Sportens Sårbare Sider. For der kan godt være gemt rigtig mange sjæle, der kæmper og har kæmpet en svær og hård indre kamp og levet med de indre omkostninger et for stort pres kan have. Levet med uro, usikkerhed og mentalt ubehag som en fast ledsager. De har måske troet, at sådan skulle det være, og sådan har de andre det sikkert også…

I løbet af bare det sidste år, er der for alvor blevet sat fokus på de mentale problemer. Historierne popper op og bliver italesat af både de største stjerner som Naomi Osaka, Michael Phelps og Simone Biles – men også af en stadig længere række ’helt almindelige sportsstjerner’.

Forskere er begyndt at undersøge denne nye virkelighed, og oftest tager forskerne udgangspunkt i at lede efter de ’standardsymptomer’, som definerer sygdomme som angst og depression. Men måske bliver problemerne og de indre kampe behandlet og lagret på en anden måde hos sportsfolk? Måske registrerer atleter deres indre kampe på en anden måde. Fordi sportsfolk lever i en verden, hvor de skal kunne bide smerte i sig og kunne klare at gå ad den svære til stjernerne.

Stor respekt for Sportens Sårbare Sider

Pres er et privilegium. Det var der, jeg startede. Det kan være en rigtig smart strategi for Serena Williams og andre sportsfolk til at klare at være på toppen af sportens verden – at de kan vende presset up-side-down. Hvis de er super stærke indvendig, så kan presset ses som en eksistentiel belønning. Tænk, at de kan få lov at beskæftige sig med noget, der er så vigtigt og interessant, at der er så mange, der gider at gå op i det. Tænk, at de selv er så specielle og unikke.

Det virker ret logisk, at det er en store stjerne som Serena Williams, der har mental styrke til at klare denne ’vende-pres-på-hovedet-øvelse’. Serena, der netop helt fra start har lært at kæmpe sig sin vej frem og møde megen modstand som en sort atlet fra et fattigt kvarter i Los Angeles.

Tilbage sidder vi andre her med det store spørgsmål om, hvor mange andre dødelige sportsbørn, unge og voksne, der kan evne at se pres som et privilegium? Og det andet lige så store spørgsmål – hvor mange kæmper deres daglige kamp med at være i presset på en nogenlunde rar måde?

Når vi her i TALENTERNES TALERØR har fokus på de unge i sporten, så betyder erkendelsen af – hvor svært presset i alle dets afskygninger kan være helt fra de yngste årgange og hele vejen op til og med verdenstoppen – at vi har brug for at have kæmpestor respekt for, at det er rigtig livsafgørende kræfter, vi kæmper med.

Sportens Sårbare Sider kræver masser af opmærksomhed fra os fremover.

Gode mennesker i forreste række – en vild og vigtig ting

Jeg læste en artikel den anden dag…

Den handlede igen-igen om Danmarks nok mest populære mand. En mand, der er blevet kendt for netop at være åben og deltagende og ’tage alt ind’. En mand, som åbenbart også bestræber sig på at stille op til de interviews og andre seancer, som han bliver inviteret til. Som en bekræftende gestus, der dokumenterer hans ydmyge venlighed.

Han er uden tvivl en meget speciel mand. Og jeg taler selvfølgelig om Kasper Hjulmand, der siden den skæbnesvangre junidag i Parken, hvor Christian Eriksen kollapsede under den første EM-kamp, kom helt tæt på de fleste danskeres hjerter.

For lige siden den aften blev han ved med at vise sin menneskelighed uden indpakning eller den professionelle distance, vi ellers er blevet vant til, er omkring de fleste topidrætsfolk og trænere. Hjulmand svarede åbent og ærligt på alle spørgsmål med svar, der så ud til at komme fra et oprigtigt jeg, og han var heller ikke bleg for at vise følelser, og at han var berørt. Først af hele krisesituationen omkring Eriksen – og senere hen over den utrolige opbakning landsholdet fik fra hele landet. Det endte jo endda med en tårevædet afsked til de danske fans, da EM var slut og et pressemøde bare med det formål at sige tak – det var heller aldrig set før.

Hvordan finder gode folk mening i elitesport

Det var netop dét, som artiklen fra forleden handlede om. Nemlig hvordan man kan finde mening i en trænergerning i moderne fodbold? Hvis man er et ’helt og nuanceret’ menneske, som jeg tiltror Kasper Hjulmand at være, så kan det forståeligt være svært at se sig selv bruge sit liv på ’bare’ at vinde fodboldkampe – og score en god løn ved det, selvfølgelig også… Den slags ’store’ mennesker har oftest brug for et kald og en meningsfuldhed, der rækker udover deres egen næsetip og bukselomme.

Det var interessant at læse, at Hjulmand netop havde mærket, at han med landsholdet og EM-euforien havde fundet den der mening. For hvis han kunne være med til at glæde en hel nation, og få danskerne på lægterne – men endda også Hr. og Fru Havelåge hjemme i de små stuer – til at opleve en udlevet passions stærke og livsbekræftende hjertebanken og meningsfuldhed, så er det en fabelagtig mission at være på. Det giver mening. Både for Hjulmand selv – og for os udenfor til at forstå, hvad der driver ham.

‘De gode’ sætter stærke aftryk

Men bag den historie ligger der et dilemma, der ikke bare har betydning for den øverste elite – men i allerhøjeste grad også for talenterne. Kan man få ’de gode mennesker’ til at være trænere og ledere i en eliteidræt, der måske ikke lige tilbyder de udfordringer og værdier, som idealister og ildsjæle ofte leder efter. Hvis det kun er kamp på kamp – på og udenfor arenaen – og når det i dag meget hurtigt kommer til at handle om penge og om at drive en driftig forretning. Hvilke typer kan man få til at ofre så meget af deres liv og sjæl som et elitesports-topjob kræver?

Det er selvfølgelig svært at rangere, hvem af nutidens trænere, der er ’de bedste mennesker’. Alligevel tror jeg, at de fleste af os, der følger med fra sidelinjen, har et meget godt indtryk af, hvem der også er store mennesker. Det mærker og ser man på spillerrelationerne og den stemning og ånd, der siver ud fra både spillet på banen, på sidelinjen og adfærden udenfor.

Danmarks store landshold har store trænere

Jeg er også blevet inspireret til dette skriv af kvindehåndbolden, der lige har trillet rundt i vores stuer. For her har vi også fået lov at glæde os over endnu en unik personlighed, der har evnet at skubbe til et helt holds kultur. Når man ser og hører Jesper Jensen, der står og ser ligeså uskyldig og snarrådig ud som Tintin, så får man det samme indtryk som med Hjulmand. Her er et menneske, der ikke bare er en stor håndboldkender – men også en menneskekender – og én som bidrager med en masse ’af det gode’ pakket ind i en markant personlighed.

Bag de to historier om vores to bemærkelsesværdige succesrige landshold ligger der altså en vigtig erfaring. Hvis vi kan få de gode mennesker til at finde mening og udfordring ved som trænere at skabe gode hold og sunde kulturer med plads til det menneskelige, så er vi på virkelig god vej.

Hvis det modsatte sker – så vil vi komme i ligeså mange problemer, hvis vi drømmer om miljøer for de kommende elitesportsfolk, hvor der netop er hjerterum og plads til at dyrke de gode menneskelige egenskaber sideløbende med sportstalentet. Vi har virkelig brug for de gode mennesker.

Så tak til Jesper Jensen og Kasper Hjulmand – men også til DBU og DHF – der har ’villet’ de her trænertyper.

Den livsfarlige succes

Alle ønsker den – og mange arbejder stenhårdt for at få den.

Successen!

Men der er nok ikke mange, der tænker over, hvor farlig den kan være.

Jeg har gennem et stykke tid arbejdet med et projekt, jeg kalder SPORTENS SÅRBARE SIDER. Det handler om de følsomme mentale problemer, der jo er alle steder – også i elitesporten.

Selvom der nok hos mange er en underliggende og ubevidst tro på, at folk der kaster sig ind i at konkurrere og udstille sig på højeste plan, er nogle fandens stærke overmennesker, der med vilje og ambitioner kører på og ikke er til at slå ud.

Der er så mange unge i dag, der drømmer om bare at blive berømte. Fordi de tror, at så er lykken gjort, og så ’er de noget’. Men de sku’ bare vide, kan jeg ikke lade være med at tænke. Måske er der ikke noget værre eller farligere end få succes?!

For der er jo en anden historie. Når man ser hvor mange store stjerner fra musikken, filmen, kunsten, politikken mm.

– der har rigtig svært ved at balancere sig selv i det stærke søgelys i en intens verden, hvor alt, hvad de siger og gør, bliver vurderet og enten hyldet eller kritiseret, og hvor de ofte må thy til alkohol eller stoffer for at finde ro –

… så er det ikke en overraskelse, at det også er svært for eliteidrætsfolk. Det gælder også for de helt unge. I dag er det jo ikke bare folk i klubben og konkurrenterne ude til stævnerne, der vurderer dig og vender tommelfingeren op eller ned efter dagens præstation. Alle er eksponeret via de sociale medier, så det er vitterlig hele verden, der kan kommentere på en stor sejr eller et sviende nederlag. Hvordan går du glad til bageren næste morgen, når du lige har brændt det afgørende straffe i sidste minut i kampen går?

Store satsninger mærkes ’stort’

Hvis vi ser på elite- og konkurrencesporten i det lys, så kan vi godt forstå, at det kan være en farlig og langt fra uskyldig leg, at satse sig selv, sit selvværd og sin identitet ude i sportens ’nådesløse univers’.

Så når man i dag taler mere og mere om mental sundhed i sporten, så handler det om et simpelt livsregnskab. Når du putter meget ind og investerer dig selv – så har du både chancen for at score store og ekstatiske succesoplevelser. Men der er også en risiko for at få nogle eksistentielle nederlag – kombineret med det ongoing forventningspres, der bliver en vedholdende følgesvend fra både andre – men ikke mindst dig selv – når du først er trådt indenfor i sportens lotterispil.

Kender du til Sportens Sårbare Sider?

Jeg er spændt på at arbejde videre med mit projekt SPORTENS SÅRBARE SIDER og blive klogere på, hvad det er for mekanismer, der er i gang? Hvad det er for en sårbarhed, der reelt set viser sig hos unge atleter. Hvor stor er den? Hvordan materialiserer den sig? Og hvordan bliver den håndteret?

Hvis du har tanker eller oplevelser, som du gerne vil dele, så tøv ikke med at kontakte mig.

Efter OL i Tokyo, hvor jeg var ovre for at producere håndboldturneringen, og sad meget af tiden i isolation på mit frimærke af et hotelværelse og fulgte transmissionerne, skrev jeg nedenstående artikel om STJERNERNES SÅRBARHED. Også inspireret af en meget stærk dokumentar lavet af den legendariske amerikanske svømmestjerne, Michael Phelps.

Artiklen om de farlige OL-medaljer har ligget i skrivebordsskuffen lige siden, men som start på mit projekt, kommer den her på bloggen i et selvstændigt opslag – men du kan også læse den herunder.

God læselyst…

—–

De livsfarlige OL-medaljer

Tårerne flød i Tokyo. Sprang frem og piskede ud. Fossede ud af øjne og sind. Blandede sig op med jubel og sorg, Fortalte deres helt egen historie. Dramaets faste ingrediens.

Det er tårerne, der gør OL så specielt. Og det var som om, at der var ekstra mange af dem denne gang i Tokyo. Måske fordi alle atleterne havde gået et ekstra år med drømmene og usikkerheden. Nu skulle det hele leves ud. Eller bare fordi OL er noget helt specielt og et mål og en forløsning, der kan være knyttet til et par millimeter eller millisekunders tikken?

Når du har gennemlevet et OL foran tv-skærmen, er du i hvert fald ikke i tvivl. Der er så meget på spil. Men alligevel ser vi slet ikke det hele, eller har hele historien med.

Den ultimative satsning

Egentlig skulle det være lykke, idyl og alt godt, når det går godt. Hvis du rejser hjem med en OL-guldmedalje, så kan du ikke ønske mere. Men jo. Det er måske først her, at problemerne starter. For at arbejde dedikeret og målrettet mod denne ene begivenhed, at planlægge og disciplinere, drømme og håbe, kaste alt ind og sætte fra land. Det giver alt sammen mening og retning. Der er hundreder ting at stå op til hver dag. Der er fuldt program i den indre programmering og ikke plads til tvivl eller svinkeærinder. Det er dét!

Men der er en anden fortælling bag tårerne. For f…, hvilken vild livssatsning. Som at kaste sig ud fra timetervippen ned i et tomt bassin. Det er lige før, man kan sige, at det er den farligste mission for din krop og sjæl, som du kan vælge. Og faktisk værst, hvis det går rigtig godt.

Den største af dem alle står frem

Den olympiske stjerne over dem alle, Michael Phelps, svømmeren med det største bundt medaljer i historien, har lavet en øjenåbnende dokumentar. Den bygger på hans egne sorte erfaringer, som alle OL-guldmedaljerne slet ikke har kunnet afhjælpe.

Dokumentaren The Weight of Gold (HBO USA) handler om de mange olympiske mestre, der får medaljerne lige i nakken og sejrens sus som et væltet træ i nakken. Dokumentaren fortæller om nedturen og tomheden, og den egentlig ret logiske konsekvens, at når du har satset dit liv på én ting – og det er en olympiske medalje – og du har trænet og levet med den drøm foran snuden, så er det som at træde ud i et sort hul, når guldmedaljen er blevet hængt på knagen, og hverdagen åbenbarer sig. Når der ikke er flere jubel-receptioner at gå til. Ikke længere noget at stå op til.

Når vi ser alle de trillende tårer til OL, så ser vi samtidig så mange sportssjæle, der har sat så mange brikker på OL-spillepladen. Det er livet, det er hverdagen, det er meningen – og det er ikke mindst identiteten.

“After the Olympics it was an incredible crash. I was so lost. I didn’t know what to do? We are Olympics athletes – but no more than that. Others will say that others have bigger problems than you. But it is your life – what defines you.“

Når en stjerne dør ud

Det er lige før, at man kan sige, at det er en livsfarlig mission, man kaster sig ud i som elitesportsmand, når man lever og ånder for den der guldmedalje. For tænk nu hvis man ender med at vinde den? Hvad er så det næste? Eller tænk hvis man ikke lykkes på den sidste meter. Aldrig når i mål. Tænk, hvis det slutter en dag…

Det sidste er det eneste, der er helt sikkert. En dag er OL-drømmen historie. Og det er nemt at glemme at kigge frem til det punkt, for vi mennesker er bedst til at være i det, vi gør. Det er både praktisk og mentalt så svært og diffust at se fremad og danne sig et klart billede af, hvordan livet ser ud ’bagefter’.

Om det er glædestårer eller skuffelsens dråber, der løber ned ad kinderne, så er situationen lige meget på spidsen. Dit guld-liv balancerer på en knivsæg. Der skal meget lidt til, for at det vælter for dig.

Michael Phelps har selv været der, og hans ’sportsstjerne-kolleger’, der medvirker i dokumentaren, har også været der. De er blevet ramt af den tomhed, der er lige så stor som drømmen var på den anden side.

Store drømme giver store følelser

Livets enkle regnestykke på den store vægt. Store drømme og håb – bliver til en kæmpe tomhed og nedtur. Og så er det, at det bliver så ubærligt, at sportsstjernerne giver op på den nye udfordring med at finde mening i et liv uden OL-glimmer i forruden.

Det er et uhyrligt antal OL-medaljevindere, der har forsøgt at tage deres eget liv. Michael Phelps er på mange parametre og medaljelister den mest succesrige sportsmand nogensinde – men det hjalp ham ikke. Han orkede ikke denne udfordring at fortsætte med at leve. Heldigvis lykkedes det ham ikke at tage sit eget liv, og han virker til at have fundet sit fodfæste i livet med familie og tre børn, og så har han altså også overskud til at lave denne stærke dokumentar.

The Weight of Gold tager dig med gennem mange forskellige atleters svære tanker og stunder, og de fortæller alle sammen en version af den samme historie.

Når du satser dit liv så ensidigt på et projekt, så er det en mega farlig leg, for hvis den medaljejagt er din identitet og retning, og hvis den fylder så meget, så er der ikke plads til andet. Så ved du ikke, hvad plan B er. Så er der ikke noget, der kan erstatte kampen eller en identitet med ny etikette. Du var din OL-drøm.

Ifølge dokumentaren, er det op mon 80 procent, der bliver ramt af ’the Olympic blues’, som nedturen/depressionen populært bliver kaldt i elitesporten.

Bekymrende OL-tårer

Jeg havde set The Weight of Gold kort før, jeg tog til OL i Tokyo. Ikke som deltager men for at tv-dække Legene. Måske var det fordi, jeg havde hørt Michael Phelps sætte ord på tomheden, og fordi en af dem, der stiller op og fortæller til kameraet, hvordan han har det, når at begå selvmord, inden programmet er færdigt.

Men det var som om, at alle de stærke billeder af de tårevædede atleter ramte mig lige ind i sjælen. Det var så overvældende, mens jeg sad der tæt på det hele på mit lille værelse i Tokyo. De synligt dråbeformede tegn på hele den kæmpestore portion indre følelser, som hver enkelt atlet havde samlet sammen og viste frem. Hele den indre slagmark.

Min bekymring for disse atleter – også de glade – bare voksede og voksede.  Det var så tydeligt, at der var investeret alt – og vitterlig alt! – i det her sportsprojekt. Alle de her nærbilleder af tårevæddede ansigter – helt tæt, så vi seere kunne se helt ind i den ramte sjæl.

Der kommer altid en ny stjerne

I dokumentaren åbner Michael Phelps vores øjne for, hvad der mere er i den cocktail af mentalt chok som en eks-olympisk atlet møder, når et overstået OL også er en overstået karriere. Det handler om det svære skift fra at være en af de unge stjerner, som pressen altid leder efter og feterer, når de kommer frem. Men efter nogle år og nogle OL, så skifter interessen, og så flytter opmærksomheden hen til den evigt-spændende jagt på nye stjerner. Og når du stopper, så opdager du, at der ikke sker noget. Det hele fortsætter bare. Du indser, at du ikke var noget specielt – du var bare et nummer i den endeløse række. Noget af et skift fra at være ’the one and only’.

Michael Phelps fortæller, at der ikke var nogen, der kunne hjælpe ham, da han kom hjem. Og efter hans depression fandt han ud af, at han ikke var den eneste, og hans opråb sidst i dokumentaren er klart og kontant.

“We must do something. This is important. It needs general support. You can’t ignore it. We will have to use time to make people understand and accept it. Not being ok is ok.”

Kampen for at vise svaghed

Måske er det allerede ved at ske. De Olympiske Leges måske største stjerne, gymnasten Simone Biles fra USA, krakelerede og viste sårbarheden. Som tennisstjernen Naomi Osaka også havde gjort før hende i år. De er stået frem og har åbnet op for den del af historien, der ikke er så glamourøs – men til gengæld super porøs.

Selv om man er den største og stærkeste stjerne, så har man også en sårbar sjæl. Både før, under og efter. Som vi så det, da Biles symbolsk mistede orienteringen i hendes spring på hest. Når det hele snurrer rundt, kan det være svært at holde balancen.

OL-tårerne væltede ind i vores stuer, og vi lod os endnu engang fascinere af OL’s stærke drama. I natur ekstra fascinerende underholdning sammenlignet med den ugentlige superliga. Netop fordi der er så mange følelser i spil, og så mange tårer til at vise det. Selvfølgelig kan vi ikke andet end at blive revet med. Det gør følelser jo ved os. De smitter. Men de har også en pris – og et budskab.

Som Michael Phelps siger det, så er første skridt at erkende: at det er ok ikke at være ok, og acceptere og respektere den hundrede procents menneskelige satsning, der ligger bag. Og agere og støtte derefter.

De livsfarlige OL-medaljer

Tårerne flød i Tokyo. Sprang frem og piskede ud. Fossede ud af øjne og sind. Blandede sig op med jubel og sorg, Fortalte deres helt egen historie. Dramaets faste ingrediens.

Det er tårerne, der gør OL så specielt. Og det var som om, at der var ekstra mange af dem denne gang i Tokyo. Måske fordi alle atleterne havde gået et ekstra år med drømmene og usikkerheden. Nu skulle det hele leves ud. Eller bare fordi OL er noget helt specielt og et mål og en forløsning, der kan være knyttet til et par millimeter eller millisekunders tikken?

Når du har gennemlevet et OL foran tv-skærmen, er du i hvert fald ikke i tvivl. Der er så meget på spil. Men alligevel ser vi slet ikke det hele, eller har hele historien med.

Den ultimative satsning

Egentlig skulle det være lykke, idyl og alt godt, når det går godt. Hvis du rejser hjem med en OL-guldmedalje, så kan du ikke ønske mere. Men jo. Det er måske først her, at problemerne starter. For at arbejde dedikeret og målrettet mod denne ene begivenhed, at planlægge og disciplinere, drømme og håbe, kaste alt ind og sætte fra land. Det giver alt sammen mening og retning. Der er hundreder ting at stå op til hver dag. Der er fuldt program i den indre programmering og ikke plads til tvivl eller svinkeærinder. Det er dét!

Men der er en anden fortælling bag tårerne. For f…, hvilken vild livssatsning. Som at kaste sig ud fra timetervippen ned i et tomt bassin. Det er lige før, man kan sige, at det er den farligste mission for din krop og sjæl, som du kan vælge. Og faktisk værst, hvis det går rigtig godt.

Den største af dem alle står frem

Den olympiske stjerne over dem alle, Michael Phelps, svømmeren med det største bundt medaljer i historien, har lavet en øjenåbnende dokumentar. Den bygger på hans egne sorte erfaringer, som alle OL-guldmedaljerne slet ikke har kunnet afhjælpe.

Dokumentaren The Weight of Gold (HBO USA) handler om de mange olympiske mestre, der får medaljerne lige i nakken og sejrens sus som et væltet træ i nakken. Dokumentaren fortæller om nedturen og tomheden, og den egentlig ret logiske konsekvens, at når du har satset dit liv på én ting – og det er en olympiske medalje – og du har trænet og levet med den drøm foran snuden, så er det som at træde ud i et sort hul, når guldmedaljen er blevet hængt på knagen, og hverdagen åbenbarer sig. Når der ikke er flere jubel-receptioner at gå til. Ikke længere noget at stå op til.

Når vi ser alle de trillende tårer til OL, så ser vi samtidig så mange sportssjæle, der har sat så mange brikker på OL-spillepladen. Det er livet, det er hverdagen, det er meningen – og det er ikke mindst identiteten.

“After the Olympics it was an incredible crash. I was so lost. I didn’t know what to do? We are Olympics athletes – but no more than that. Others will say that others have bigger problems than you. But it is your life – what defines you.“

Når en stjerne dør ud

Det er lige før, at man kan sige, at det er en livsfarlig mission, man kaster sig ud i som elitesportsmand, når man lever og ånder for den der guldmedalje. For tænk nu hvis man ender med at vinde den? Hvad er så det næste? Eller tænk hvis man ikke lykkes på den sidste meter. Aldrig når i mål. Tænk, hvis det slutter en dag…

Det sidste er det eneste, der er helt sikkert. En dag er OL-drømmen historie. Og det er nemt at glemme at kigge frem til det punkt, for vi mennesker er bedst til at være i det, vi gør. Det er både praktisk og mentalt så svært og diffust at se fremad og danne sig et klart billede af, hvordan livet ser ud ’bagefter’.

Om det er glædestårer eller skuffelsens dråber, der løber ned ad kinderne, så er situationen lige meget på spidsen. Dit guld-liv balancerer på en knivsæg. Der skal meget lidt til, for at det vælter for dig.

Michael Phelps har selv været der, og hans ’sportsstjerne-kolleger’, der medvirker i dokumentaren, har også været der. De er blevet ramt af den tomhed, der er lige så stor som drømmen var på den anden side.

Store drømme giver store følelser

Livets enkle regnestykke på den store vægt. Store drømme og håb – bliver til en kæmpe tomhed og nedtur. Og så er det, at det bliver så ubærligt, at sportsstjernerne giver op på den nye udfordring med at finde mening i et liv uden OL-glimmer i forruden.

Det er et uhyrligt antal OL-medaljevindere, der har forsøgt at tage deres eget liv. Michael Phelps er på mange parametre og medaljelister den mest succesrige sportsmand nogensinde – men det hjalp ham ikke. Han orkede ikke denne udfordring at fortsætte med at leve. Heldigvis lykkedes det ham ikke at tage sit eget liv, og han virker til at have fundet sit fodfæste i livet med familie og tre børn, og så har han altså også overskud til at lave denne stærke dokumentar.

The Weight of Gold tager dig med gennem mange forskellige atleters svære tanker og stunder, og de fortæller alle sammen en version af den samme historie.

Når du satser dit liv så ensidigt på et projekt, så er det en mega farlig leg, for hvis den medaljejagt er din identitet og retning, og hvis den fylder så meget, så er der ikke plads til andet. Så ved du ikke, hvad plan B er. Så er der ikke noget, der kan erstatte kampen eller en identitet med ny etikette. Du var din OL-drøm.

Ifølge dokumentaren, er det op mon 80 procent, der bliver ramt af ’the Olympic blues’, som nedturen/depressionen populært bliver kaldt i elitesporten.

Bekymrende OL-tårer

Jeg havde set The Weight of Gold kort før, jeg tog til OL i Tokyo. Ikke som deltager men for at tv-dække Legene. Måske var det fordi, jeg havde hørt Michael Phelps sætte ord på tomheden, og fordi en af dem, der stiller op og fortæller til kameraet, hvordan han har det, når at begå selvmord, inden programmet er færdigt.

Men det var som om, at alle de stærke billeder af de tårevædede atleter ramte mig lige ind i sjælen. Det var så overvældende, mens jeg sad der tæt på det hele på mit lille værelse i Tokyo. De synligt dråbeformede tegn på hele den kæmpestore portion indre følelser, som hver enkelt atlet havde samlet sammen og viste frem. Hele den indre slagmark.

Min bekymring for disse atleter – også de glade – bare voksede og voksede.  Det var så tydeligt, at der var investeret alt – og vitterlig alt! – i det her sportsprojekt. Alle de her nærbilleder af tårevæddede ansigter – helt tæt, så vi seere kunne se helt ind i den ramte sjæl.

Der kommer altid en ny stjerne

I dokumentaren åbner Michael Phelps vores øjne for, hvad der mere er i den cocktail af mentalt chok som en eks-olympisk atlet møder, når et overstået OL også er en overstået karriere. Det handler om det svære skift fra at være en af de unge stjerner, som pressen altid leder efter og feterer, når de kommer frem. Men efter nogle år og nogle OL, så skifter interessen, og så flytter opmærksomheden hen til den evigt-spændende jagt på nye stjerner. Og når du stopper, så opdager du, at der ikke sker noget. Det hele fortsætter bare. Du indser, at du ikke var noget specielt – du var bare et nummer i den endeløse række. Noget af et skift fra at være ’the one and only’.

Michael Phelps fortæller, at der ikke var nogen, der kunne hjælpe ham, da han kom hjem. Og efter hans depression fandt han ud af, at han ikke var den eneste, og hans opråb sidst i dokumentaren er klart og kontant.

“We must do something. This is important. It needs general support. You can’t ignore it. We will have to use time to make people understand and accept it. Not being ok is ok.”

Kampen for at vise svaghed

Måske er det allerede ved at ske. De Olympiske Leges måske største stjerne, gymnasten Simone Biles fra USA, krakelerede og viste sårbarheden. Som tennisstjernen Naomi Osaka også havde gjort før hende i år. De er stået frem og har åbnet op for den del af historien, der ikke er så glamourøs – men til gengæld super porøs.

Selv om man er den største og stærkeste stjerne, så har man også en sårbar sjæl. Både før, under og efter. Som vi så det, da Biles symbolsk mistede orienteringen i hendes spring på hest. Når det hele snurrer rundt, kan det være svært at holde balancen.

OL-tårerne væltede ind i vores stuer, og vi lod os endnu engang fascinere af OL’s stærke drama. I natur ekstra fascinerende underholdning sammenlignet med den ugentlige superliga. Netop fordi der er så mange følelser i spil, og så mange tårer til at vise det. Selvfølgelig kan vi ikke andet end at blive revet med. Det gør følelser jo ved os. De smitter. Men de har også en pris – og et budskab.

Som Michael Phelps siger det, så er første skridt at erkende: at det er ok ikke at være ok, og acceptere og respektere den hundrede procents menneskelige satsning, der ligger bag. Og agere og støtte derefter.

Er det trivsel at klippe fodboldbane med en neglesaks

Fodbolddrenge, der bliver sat til at klippe banen med en neglesaks…

Ja, det lyder skørt. Men det oplevede en i mit netværk, der rejste rundt og vurderede fodboldens talentmiljøer i Europa. De gjorde det for at teste, hvor autoritetstro drengene var.

I dansk elitesvømning for nogle år siden, havde vi trænere, der kastede med stole efter svømmerne i vandet og udskammede de unge i forbindelse med offentlige vejninger.

I amerikansk gymnastik har de haft en landsholdslæge, som har forgrebet sig på et uhyrligt antal gymnaster.

Da jeg var på research i et dansk gymnastikmiljø for år tilbage, blev en lille gymnast, der havde fejlet i en øvelse, sat til at stå i et hjørne af salen med ryggen til de andre i ti minutter for at skamme sig.

Trivsel er blevet buzz-word

Det her er alle skøre og faktisk ubegribelige hændelser i det, der gerne skulle være spændende, udfordrende og opbyggelige talentmiljøer. Den danske ’svømmesag’, som startede med DR-dokumentaren ’Svømmestjerner – Under overfladen’, har ført meget med sig og åbnet for bevidstheden om, hvor meget der sker i kulissen, som vi også bør beskæftige os med. Trivsel og mental sundhed er blevet de nye buzz-words.

Dansk Svømmeunion er da også gået i gang med et grundigt arbejde for at analysere på fortidens hændelser og se frem for at skabe gode miljøer med fokus på trivsel.

I den sammenhæng var jeg inviteret med til et møde med Svømmeunionens arbejdsgruppe, hvor jeg fik det udfordrende arbejdsmål at forberede mig ud fra:

Glæde alene er ikke trivsel

– ’Hvad kan man konkret gøre for at skabe de bedste miljøer med mest mulig trivsel’?

Da jeg for nu 16 år siden sagde mit gode job op og blev freelance, så var det faktisk for at svare på netop dette spørgsmål. Jeg er stadig lige optaget af det. Det er stadig lige svært. For hvordan kan vi arbejde med disse flyvske værdier, der skal være med til at sikre ’sportslig livskvalitet’?

Mit første skridt, dengang jeg kastede mig ud i udfordringen fulltime, endte med, at jeg satte fokus på GLÆDEN. Ud fra den tanke, at er der glæde, så giver det mening.

Men når vi nu står og skal snakke trivsel, og hvad der helt håndgribeligt er gode miljøer for de unge, så er spørgsmålet meget større end bare glæde Fordi vi ikke ved, hvad der præcis er trivsel, hvilke faktorer skal være i orden, hvordan vi skal måle den og ikke mindst hvornår ’godt nok er godt nok’, eller ’skidt er for skidt’!

Hvad f….. er det der trivsel

I dag er debatten om trivsel så diffus og stritter i mange retninger, fordi vi netop diskuterer skiftevis bananer, pærer, hvordan de smager og hvordan de modnes i en pærevælling. Hvis vi kun snakker om smagen, og om de unge er ’glade’ og dedikerede, så misser vi mange andre forhold, som vi som voksne og ansvarlige også skal sørge for er i orden.

Der skal mange gode sager på tallerkenen, for at vi kan servere et ordentligt måltid til de unge. Så vi kan tilbyde dem en samlet portion med de nødvendige ingredienser til at give de unge en god hverdag – både med sig selv, det de gør, det sted de er, dem de er omgivet af, og den de bliver til.

Trivsel som fire livsfærer

Så da vi diskuterede trivsel på mødet i Svømmeunionens arbejdsgruppe, var det med udgangspunkt i en model, hvor jeg har forsøgt at ramme trivslen ind via at identificere i fire forskellige ’livsfærer’, hvor tingene alle steder gerne skal ’være i orden’. Hvad ’i orden’ så er, er en anden diskussion, for med dette skridt handler det som start om at konkretisere, HVOR vi kan kigge efter trivsel. Hvilke livsområder der skal spille.

Jeg er i gang med at skrive en nem læselig pixibog, der serverer mit oplæg til en Talent Trivsels Model med fire liv, der skal være i orden, for at det hele spiller:

– Det handler om hverdagslivet og de ydre rammer;

– Det handler om Sportslivet og den daglige kultur og miljø;

– Det handler om menneskelivet og den personlige udvikling og sundhed i krop og sjæl;

– Og sluttelig handler det om sjælelivet og hvordan følelser og reaktionerne blander sig i det indre univers.

Håbet er i sidste ende, at vi kan blive klogere på, hvad vi egentlig snakker om – og dermed sikre os, at vi kan komme til at gøre en kvalificeret forskel ude i de unge atleters verden.

Det gode menneske er det vigtigste

”Han er ikke bare en god fodboldspiller – han er et godt menneske.”

Sådan cirka lød fodboldlandsholdstræneren Kasper Hjulmands følelsesladede beskrivelse af Christian Eriksen efter det dramatiske hjertestop i Danmarks første EM-kamp. Hvis man spurgte Hjulmand om, hvad der er vigtigst, så vil garanteret være det sidste.

Men det er ikke en selvfølge, at det menneskelige element bliver taget med i trænernes planlægning og prioritering – specielt ikke i den super kommercielle fodbold.

Men pludselig holdt nærmest hele verden vejret og alt gik i stå, mens man ventede på, om den danske stjerne ville klare den. Pludselig var det vitterlig liv eller død det handlede om på banen, og den krise satte det hele i perspektiv. Et kæmpe opråb til en enorm forretning. Tankevækkende nok endte det med, at danskerne skulle spille videre – men også at tilkendegivelserne til Christian Eriksen kom væltende ind fra nær og fjern, både fra den jævne fan og de internationale konkurrenter/kolleger. Reaktionerne handlede om mennesket og ikke sportsmanden.

Et wake up call for det menneskelige

Så det hele kører videre – men der var lige det her wake up call, der åbnede op for noget andet. Ja, der er noget, der er vigtigere end sport, og Hjulmand var med til at understrege det menneskelige på den anden bane. Det handler ikke bare om liv – det handler også om, hvordan vi håndterer det liv, og hvilket menneske vi bliver i den fælles sammenhæng.

Tænk, at vi har en landstræner, der faktisk får lov at være i det professionelle game og selv stå for en masse menneskelige værdier, en følsomhed, ærlighed og en ’given ud af sig selv’ med tårer og grådkvalt stemme. Det kan opleves som lidt af en satsning af DBU at vælge Hjulmand som træner og lade ham få lov at omsætte sine menneskelige værdier til praksis blandt de topprofessionelle spillere, som han arbejder med. Men når man iagttager, hvad der skete med det hold netop som hold og hele (og gode) mennesker, så giver det så god mening. Det er godt skyts til argumentationen for, at det på alle måder er det vigtigste at have mennesket i centrum.

Det vigtigste er at skabe gode mennesker

Når jeg ser tilbage på nogle af de interviews, jeg lavede i forbindelse med min bog ’Sportsforælder – en familierevolution du ikke så komme’, så springer det mig i øjnene. Hvordan både Kurt Curth og Henrik Axelsen havde den samme tilgang til deres sønner Jeppe Curth og Viktor Axelsen. Som de eksplicit udtrykte det. At det der betød mest for dem var, at deres drenge udviklede sig som gode mennesker. Når andre kommenterede på deres sønners gode menneskelige værdier, så gjorde det dem allermest stolt. Caroline Wozniacki skriver det samme i hendes ’Letter to my younger self’, som jeg kommenterede på i forrige blog-artikel. Det var også hendes fars hovedfokus. At Miss Sunshine skulle blive et godt menneske og ikke kun nummer et på verdensranglisten,

”Hvor godtfolk er – kommer godt folk til.”

Når vi tænker på de unge sportsfolk, talentmiljøerne og hverdagslivet, så handler det om at have trænere, der selv er gode mennesker, der værdilader at udvikle ikke bare gode sportsfolk – men også gode mennesker. Det handler om alt det ’uld’, der pakker hverdagen ind. Hvordan man snakker, reagerer, anerkender, går forrest, fremhæver. Hvad man inspirerer med. Hvilke historier man fortæller, og hvordan de er farvede.

Der er jo ikke en klar opskrift på, hvordan man udvikler gode mennesker, og der er heller ikke måleredskaber til at vurdere det. Det menneskelige måles med det menneskelige – så det handler om at fornemme og vurdere, lytte og sanse. Men det handler også om, at vi udefra (forældre, journalister, eksperter mm.) møder miljøerne ­ og menneskerne, der former det – med en konstruktiv kritisk tilgang. Hvordan foregår tingene i hverdagen? Er det menneske først? Er det godtfolk, der tager sig af ’de små folk’ og præger dem med deres menneskelige værdier. Møder dem med et blik, der rummer mere end bare det sportslige.

Det gode er stærke sager

Da man så, hvordan Simon Kjær som anfører tacklede hele krisen med Christian Eriksen, så gav det så tydeligt mening, og fremkaldte de der tårer i øjenkrogene. For det var virkelig smukt, og anføreren viste sig som et stort og godt menneske.

Det er en god bølge at glide videre på i kølvandet på EM og Hjulmands ubevidste propaganda for det gode menneske.

Det farlige spørgsmål

Vil du det her?

“Caroline,” he’ll say, “I can do whatever you need from me to help you get better at tennis (….)

But I have to know, for certain, that’s what you want. You have to be sure (…) “Is this what you want? Do you love tennis? Do you truly love it?”

En dag stødte jeg under min research på et rigtig spændende og specielt indlæg fra Players Tribune, der er et site, hvor sportsstjerner blandt andet skriver breve til dem selv: ”Letter to my younger self”. Det var Caroline Wozniaki, der havde skrevet til sig selv som 11-årig. Hun starter brevet sådan her:

“Let me just start off by saying, Dad was right.”

Og så fortæller hun om faren, der guider hende til at spille tennis i stedet for fodbold, og efter hun så viser sit kæmpe talent, sker der dette helt afgørende:

“After Dad sees you win match after match against older kids without breaking a sweat, he will sit you down and tell you something you’ll never forget. Then he’ll ask you a very important question…”

Ja, så stiller han netop spørgsmålet, som står her øverst på siden. Det helt store og måske livsafgørende spørgsmål:

”Vil du det her?”

Det spørgsmål – og ikke mindst det helt afgørende ”ja!” – er en stor del af rigtig mange sportsstjernes historie.  Og for dem, der lykkedes og får udlevet alle de mere eller mindre udtalte drømme, er det en fin og stærk historie.

Men det er et meget farligt spørgsmål.

For tænk på alle de unge, hvor det ikke er blevet en succeshistorie, og hvor dette ”ja”, er blevet som et åg for dem, og hvor de er blevet stillet til ansvar for det og fået det holdt op: ”Du sagde selv, du ville det her!”

Kernen af problemet er, at børn netop ikke kan tage langsigtede strategiske beslutninger. Netop fordi de er børn. Deres hjerne er ikke udviklet til at kunne gennemskue større sammenhænge eller lave konsekvensanalyser. De har ikke livserfaring eller indsigt til at vide, hvad det er, de siger ja eller nej til.

Derfor er det et farligt spørgsmål.  

For dét et barn kan se og forstå er, hvis de ikke gør tingene ordentligt. Hvis de føler, de svigter de voksne og ikke ’holder ord’ og gør som lovet. Hvis han/hun pludselig ender et sted, og der er andet, de har lyst til. ller der er noget i denne livsstil, de ikke trives med, så kan det være rigtig svært at gå imod sit eget løfte og gå en anden vej.

Når de nu engang har sagt ”ja”!

At vælge sporten som et seriøst tilvalg som barn/ung er i forvejen en kæmpe beslutning, der har mange konsekvenser for dagligdagen og opvæksten. I dag betyder et valg af seriøs talentsport ofte et valg af en anden skole, måske en anden klub eller et andet sted at bo.

Derfor er det faktisk endnu vigtigere at åbne op for løbende at stille spørgsmålet:

”Er det stadig det her, du gerne vil?”

At give guidning og bruge sin voksenindsigt til at skitsere, hvilke forskellige veje, der hele tiden er at gå. Hvor der måske satses mere eller mindre, hvor der gives plads til at andre ting i hverdagen, eller hvor der holdes pauser og gives frirum.

Der burde følge en forpligtelse med som voksen og ansvarlig.

– At hvis man spørger sit barn: ”Om det er sporten, de virkelig vil, og dermed også vil dedikere det meste af dem selv og deres barndom/ungdom til?” – så har man også forpligtelsen til at følge op og skitsere, hvad det reelt set er for et valg? Hvilke konsekvenser har det på kort og langt sigt?

Den ansvarlige voksen skal være den livskloge og give børnene dét med. Hjælpe dem til løbende at tage valg – men også åbne plads til, at det første ”ja”, der blev givet som måske naiv 12-årig, ikke er et forpligtende valg.

Det er et løbende valg.

Så når barnet dedikerer sig og siger: ”At jeg gerne vil!”, så er fremtidens vej helt åben. Det er ’no go’, hvis de voksne tager børnene som gidsel, fordi barnet selv har sagt, at han/hun gerne vil det her.

For et barn vil aldrig ane, hvad det er, han/hun siger ja til.

https://www.theplayerstribune.com/articles/caroline-wozniacki-wta-tennis-letter-to-my-younger-self


https://www.theplayerstribune.com/articles/caroline-wozniacki-wta-tennis-letter-to-my-younger-self