DEBAT INDLÆG SOM RESPONS PÅ ’FODBOLDENS USYNLIGE SYGE’ TIL IDRÆTSMONITOR – den korte udgave blev offentliggjort den 10.2.23.
Den intense udvikling af sporten kræver noget nyt
DR’s dokumentar om Fodboldens Usynlige Syge har vakt lige så meget opmærksomhed, som den har fortjent. Men udfordringen med programmerne er, at der er så mange historier og vinkler. Det kan nemt gøre debatten flyvsk og forvirrende, fordi den flakser til mange sider. Det er vigtigt at gribe dette momentum og skynde at spørge os selv om: Hvad er det egentlig historien handler om?
Offentlige vejninger er kun en sidehistorie
Den helt simple del af historien – som er god til at fange den vigtige opmærksomhed – er den offentlige vejning. Sådan som det også brændte igennem med Svømmestjerner – under overfladen i 2019. Og det gør stort og stærkt indtryk at møde de dybt berørte fodboldspillere. Men samtidig er det også ret enkelt og logisk, at offentlige vejninger og et miljøs fokus på vægt giver en stor risiko for spiseforstyrrelser – specielt blandt unge piger.
Præstationspresset er en lurende fare
Men det er dét, der ligger bagved, der er det centrale. Nemlig de unge atleters reaktioner på at leve med et stort præstationspres, der gennem lang tid får lov at udvikle sig til et monster indvendigt. Kernen er netop, at det er ikke til at vide for hvem eller hvornår, det udvikler sig til en benhård og negativ stemme, som kører derinde i hovedet hvert eneste ene vågent minut – som en af pigerne udtrykte det i dokumentaren.
Det er netop oftest usynligt, når det er en indre kamp, der bliver kæmpet. Og det er, når det bliver en ukontrollabel indre stemme, der tager over, at vi kan kalde det en forstyrrelse og en sygdom.
Diskussionen om ansvaret viser ingen har det
Næste skridt er så at stille spørgsmålet om, hvem der har ansvar for, at det sker, og det ikke bliver opdaget, og det ikke bliver afhjulpet?
Er det Team Danmark, forbundene/DBU, klubberne, trænerne, forældrene eller atleterne selv? Bare det, at diskussionen kører frem og tilbage, giver svaret. Det er et af de afgørende problemer. At der netop ikke er nogen, der har taget dette ansvar.
Udefra set har vi gennem mange år haft en sport for både børn, unge og voksne atleter, hvor den intense udvikling har betydet mere og mere pres på i en tidligere og tidligere alder. Der er også kommet flere ressourcer, bedre forhold, mere uddannede trænere, et stort støtteapparat og flere muligheder for at tjene penge. Den mentale trivsel har bare ikke haft sin plads. Man har reelt set ikke opdaget, at det er et problem.
Intens udvikling kræver noget af alle
Sideløbende med udviklingen har skruet op for krav og kvantitet, har man ikke haft diskussionen om, hvad denne øgede intensivering betyder? Både de aktive, trænerne, forældrene og altså også lederne har på en måde sovet i timen.
For når de aktive investerer mere af dem selv og deres liv, så bliver de samtidig mere udsatte.
Hvis atleterne er ældre, kræver det derfor, at de selv bliver bevidste om, hvad de investerer og sætter i spil. Hvis de tegner kontrakter og bliver professionelle, så accepterer de også, at de bliver en ’vare’. Så skal de selv sikre sig, at deres arbejdsgiver behandler dem ordentligt og har et godt og sundt miljø med plads til stadig at have fokus på mennesket.
De unge og umodne atleter skal hjælpes
Men hvis atleterne er yngre og umodne, så har vi problemet. For så er de afhængige af, at de er et godt sted, hvor der er gode voksne omkring dem, der netop tager ansvar for dem og deres mentale sundhed.
Når de aktive endnu ikke er mentalt voksne eller stærke (som gælder for rigtig mange af atleterne), så bliver de mere udsatte – og så bliver opgaven og ansvaret for trænerne også et andet og et større.
Nye opgaver til trænere og forældre
Trænerne skal nu kunne mange flere ting på det menneskelige og psykologiske plan. Der er både symptomer for mental usundhed, de skal høje øje med. Og ikke mindst skal de også være på vagt overfor, om dét, de siger om eksempelvis krop, vægt og fysisk form, kan komme til at tricke en forstyrrelse.
Forældrene skal også råbes op og adviseres om, at de også er nødt til at være en aktiv part af denne ’leg’. De er nødt til at have en helt anden opmærksomhed og kontakt med deres barn og holde øje med det svære, usynlige indre. De skal være bagstoppere på en helt ny måde, hvor de skal mere end være chauffør, ordne vasketøj og smøre madpakker. De kan ikke længere bare lade deres børn dyrke sport og tage det som en selvfølge, at det er sundt, godt og opbyggeligt.
Det store ansvar ender hos de store organisationer
Og sluttelig får lederne en anden opgave. For nu skal der ikke bare ansættes trænere og lægges budgetter. Nu skal de sikre, at alle i denne kæde fra atlet til træner og forældre er klædt på til at møde en ny intensiveret form for eliteidræt, hvor der er nogle alvorlige risici for at komme mentalt til skade.
Det hele ender ved de store organisationer – hos forbundene, DIF og Team Danmark. For det er dem, der i sidste ende skal sikre, at sporten hele vejen ned er gearet på den rigtige måde. Når de har de overordnede ansvar, så gælder det også, at de skal være fremadsynede og proaktive. Problemet er bare, at det har der ikke været tradition for.
Med ansvar følger krav om at tænke frem
Men havde man været proaktiv, så kunne man godt have forudsagt for flere år siden, at når vi har et samfund, hvor de unge har det rigtig svært med at fungere under præstationspresset generelt – så vil der nok også være mange, der vil knække nakken i sportens endnu mere intense konkurrencemiljø. Der vil heldigvis stadig være rigtig mange – og forhåbentlig de fleste – der trives og elsker det. Mange, der netop oplever det som en gave, at sportens konkurrenceparametre er tydelige og nemme at afkode og leve op til. Men man burde/bør være klar til at møde alle de sårbare.
Det er ikke en undskyldning, at der også findes mange sårbare udenfor sporten. Sporten har stadig et ansvar for dem, der er i deres flok – og desværre kan det være, at der er mange flere, end vi aner, der går og kæmper deres indre og usynlige mentale kampe. Men de gemmer dem væk, fordi det stadig er pinligt og et nederlag, hvis man ikke kan klare mosten.
Historien er en hjælp i sig selv
Det var en lang historie, der kom ud af denne kommentar til DR’s dokumentars historie. Men en ting er helt sikkert. Det er en rigtig vigtig historie og en alvorlig side af den dejlige sport, som vi er nødt til at face.
Og bare det, at vi er i gang – og det dermed bliver accepteret og anerkendt, at det kan være svært mentalt – kan garanteret hjælpe rigtig mange.
Så tak for indsatsen til Jan Harkamp og Anders Rud og DR.