Måned: juni 2020

EN SPORTSREVOLUTION ER I GANG

”Efter jeg i mange år har banket hovedet ind i væggen over alt det forkerte, vi har gjort med ungdomssporten, så er der pludselig sket en seismisk revolution.”

Sådan beskriver Roger Walters – en forkæmper for sport på børns præmisser, og ansvarlig leder af Instituttet for coaching, health and physical education på Auckland Universitet – hvad der er sket i New Zealand. Og det er faktisk vildt, drastisk og omfattende.

Dét, kiwierne har gjort, har samtidig potentiale til at være en øjenåbner for os andre ude i verden, der har de samme bekymringer for den unge sport og de samme drømme om barnets behov i centrum.

De kunne ikke blive ved med at gøre det samme

“We’re taking a stand to bring the fun and development focus back to sport for all young people. This includes pushing back against early specialization, over-emphasing on winning and other factors driving young New Zealanders away from sport.” Sådan lyder det i præsentationen af Better Balance fra direktøren for Sport New Zealand, Peter Miskimmin.

Revolutionen Balance is Better blev født, da den nationale organisation New Zealand Sport for fjerde gang på 30 år skulle i gang med at lave en ny strategi for udviklingen af sporten på NZ.  og hvor det pludselig blev tydeligt for de ansvarlige. ”At det løser ikke vores problemer, med faldende antal sportsaktive børn og unge, at blive ved med at gøre mere af det samme.”

New Zealandsk børne- og ungdomssport ligner på mange måder det danske univers, og kiwierne har længe været på vej nedad den samme sti som os – med øget specialisering, selektering og forventningspres på stadig yngre børn: Og med de samme reaktionsmønstre hos de unge – med øget burnout, dropout og mentalt pres reaktioner – som angst og depression.

Det er barnets behov i centrum

Sport New Zealand valgte, at der skulle ske forandringer. De udfordrede sig selv. ”Måske havde vi glemt, hvad det er, der egentlig er vigtigt for børn. At de kaster sig ind i sporten, fordi de gerne vil lege, have det sjovt, udvikle sig og blive udfordret – og ikke mindst gøre det sammen med en masse andre og få venner,” lyder det fra Sport New Zealand.

”No lines – no laps – no lecture!” Det er barnets ønsker og behov, der er sat i centrum. Det handler om at fokusere på udvikling i stedet for at skubbe på præstationen. Det handler om ”changing the competition-mindset” – hos de voksne omkring børnene, som lederen af New Zealands talentudvikling Alex Chiet uddyber det.

De fem største går forrest

I september 2019 blev bomben kastet. De fem største forbund i NZ – med cricket, rugby, fodbold, netball og hockey – gik ud offentligt med en fælles underskrift på en hensigtserklæring. I deres ”Statement of Intent” forpligtede de sig til følgende seks tiltag – der i praksis gælder for 600.000 børn og unge i NZ:

The statement outlines six commitments which they have individually and collectively agreed to:

  • Ensuring all young people who play our sports receive a quality experience, irrespective of the level at which they compete.
  • Leading attitudinal and behavioral change among the sport leaders, coaches, administrators, parents and caregivers involved in youth sport.
  • Providing leadership to our sports to support changes to competitions and player development opportunities.
  • Working with our sports and schools to keep minds open while identifying talent throughout the teen years, including reviewing the role and nature of national and regional representative tournaments to ensure that skills development opportunities are offered to more young people.
  • Supporting young people to play multiple sports.
  • Raising awareness of the risks of overtraining and overloading.

Mange indsatsområder

Satsningen er grundig forberedt og disponeret og rummer indsatser på flere forskellige områder.

  • Efter offentliggørelsen af projektet i 2019, var Sport NZ klar med otte ugers offentlig kampagne i starten af 2020 rettet specifikt mod henholdsvis forældrene, trænerne og lederne.
  • Better Balance har hvervet de største profiler i de største idrætsgrene til at være ’champions’ for en bedre børnesport, og rollemodellerne tager ud og fortæller om projektet til de mange skeptikere ude i lokale miljøer.
  • Projektet har også tilknyttet en videns portal, hvor alle de forskellige interessenter kan finde mere viden, casehistorier, redskaber, anvisninger, rådgivningsforum mm.

De tre dumme myter skal skubbes væk

For at satsningen skal blive en succes, er Sport New Zealand klar over én ting. Det er helt afgørende, at man får slået ned på de tre helt centrale myter, som florerer rundt hos størsteparten af både trænere, ledere og forældre, og som har sat den forkerte dagsorden gennem de sidste år.

Derfor er en stor del af projektet at få omformuleret myterne til nye statements:

  • Succes i ungdomsårene er INGEN indikator på succes senere i karrieren
  • Man skal IKKE starte tidligt for at få succes
  • Man skal gå efter udvikling på lang sigt og IKKE efter at vinde på kort sigt

Med den nye tilgang i NZ handler det fundamentalt om:

  • At alle børn skal have det sjovt
  • Der er ingen grund til travlt
  • Og det vigtige er at de lære at lære selv
  • Det er dumt med tidligt valg,
  • Og det er dumt at sortere og selektere børnene – og dermed fortælle en udvalgt flok af børn, at de er bedre end andre – og ikke mindst fortælle en masse andre børn, at de ikke er så meget værd
  • Og helt centralt er det, at børn er IKKE små vokse, og derfor skal de aktiviteter, man tilbyder, passe til børns hjerner, kroppe, trivsel og sociale behov.

Ikke så mange timer – men meget forskelligt

En del af budskabet i Balance is Better er en klar opfordring til, at de unge bliver ved med at dyrke flere forskellige idrætsgrene. Understøttet af forskning, der viser, at de fleste af dem, der ender med at få succes på øverste hylde, har været aktive i mange forskellige idrætsgren og er startet sent med at specialisere sig.

En anden central del af anbefalingerne handler om at bremse på kvantiteten. Her stiller man et simpelt pejlemærke op: ”Børn bør træne så mange timer om ugen, som deres alder.”

Helt konkret har det betydet, at de fem foregangs-forbund har ændret på deres strukturer for turneringer og udvalgte elitehold, og i stedet bliver der satset på udviklingsprojekter, der er åbne for mange flere. I kulisserne er de næste fem forbund klar til at skrive under på ’the Statement of Intent’. Målet er, at alle forbund på sigt skal skrive under.  

Du kan få flere detaljer

I næste indlæg her på bloggen kommer der mere info om, hvilke konkrete forandringer, der er sat i værk i de fem forbund og de lokale klubber. Og der kommer mere om, hvordan denne revolution er blevet modtaget. Og det er ikke kun med jubel alle vegne! Hos størstedelen af befolkningen er der mange bekymringer for, hvordan New Zealand nu skal klare sig i den internationale konkurrence?

VERDENS FØRENDE FORSKER HAR KLARE ANBEFALINGER

MEN PROBLEMET ER, AT BØRNESPORTEN ER ORGANISERET EFTER DEN ENE PROCENT, DER BLIVER STJERNER – OG IKKE EFTER AT FÅ GLADE BØRN.

Der skal noget til at ændre på, hvordan man skal arbejde med unge talenter i en af USA’s allerstørste idrætsgrene. Men det har denne frontløber gjort! Hvis du klikker ind på Youthguidelines for amerikansk basketball (https://youthguidelines.nba.com/), så kan du læse klart og tydeligt, hvor meget basket, NBA anbefaler, at børn i forskellige aldersgrupper skal træne og spille kampe. I et særskilt skema kan du også se maksimumloftet. Hvornår det bliver for meget for børnene.

Jean Coté hedder han, den canadiske Ph.D. og professor ved Queen’s University i Kingston, Ontario, der er den førende ekspert udi viden om, hvordan vi skaber gode miljøer for børn. Og hvor det er barnet og dets behov, der er i centrum. Jean Cote har stået bag masser af banebrydende forskning, og han rejser nu ofte rundt i verden og bruges som inspirator, oplægsholder og konsulent.

Det største problem

I min jagt på evidens og handlingsansvisninger stødte jeg på ham for år tilbage, og jeg blev meget glad for, at han ville bruge lidt af sin dyrebare tid på at dele sine erfaringer med mig over skype. Jeg ville så gerne vide, hvordan han grundlæggende opfatter børnesportens ’tilstand’ i dag, og hvordan/hvor han er med til at gøre en forskel.

”At sporten for børn bliver organiseret med henblik på at skabe professionelle eliteidrætsudøvere!”

Det er hans klare svar på, hvad han ser af bekymrende udviklingstræk ved børnesport generelt verden over. Det er et stort problem, at det dermed kommer til at handle om den ene procent af børn og unge, der går hele vejen.

Det er den forkerte måde at tilrettelægge børnesporten på, når 99 procent af børnene har brug for, at sporten bliver organiseret, så den er fyldt med aktiviteter, der matcher lige præcis deres alder, og hvad de kan rumme og har lyst til. Dét, der rent faktisk er sjovt for børn!

Misledende viden

Konsekvenserne ses tydeligt i frafaldstallene, hvor vi ser rigtig, rigtig mange tilfælde af burnout, dropout og overbelastningsskader hos selv de yngste, påpeger Coté og fremhæver det problematiske i den misforståede tilgang, som opstod for nogle år siden, da man trak forskning fra andre miljøer med over i sporten, og hvor det kom til at handle om kvantitet – så mange timer som muligt proppet ind så tidligt som muligt. Det handlede om de magiske 10.000 timer for at forløse sit talent. Selvom man nu kan påvise, at det skader meget mere, end det gavner, så er det svært at ændre på. Der kommer desværre til at være kommunikation, der stritter i modsatte retninger.

Det vigtigste er at udvikle gode mennesker

Men jo flere miljøer, der opdager, hvad det gør ved børnene, des mere bliver der efterspørgsel på Jean Cotes viden. For når NBA og andre kontakter ham, er det for at få hjælp til at korrigere. For tiden arbejder han både sammen med den øverste britiske sportsorganisation, rugby i Australien, og hvis ikke Coronaen var kommet, skulle han lige nu have været i Italien og Irland. Og dét, Cote rejser rundt og fortæller om, handler om den daglige organisering og måden at arbejde med børn på.

Han knytter sig an på ’transformational coaching’ – der er en mere komplet tilgang til trænerrollen, der bevæger sig væk fra et simpelt præstationsfokuseret værktøj, til en mere helhedsorienteret tilgang med humanistisk og psykologisk fokus. Hvor hele personen tages i betragtning – ikke kun hvad der er synligt på overflade. Her handler det meget om det interpersonelle. Hvordan trænerens relation til atleterne er. I det store billede snakker Coté om tre helt overordnede indsatsområder, man skal tænke med ind, når man skal opbygge miljøer, der reelt passer til børnene.

Tre indsatsområder

”Det handler om WHAT-WHERE-WHO. Det betyder, at selve aktiviteterne skal passe til børn og deres alder og stimulere dét, de synes er sjovt. Det handler om at indrette de fysiske rammer, der er omkring aktiviteterne. Og sidst men ikke mindst handler det om det sociale. Det er så afgørende for børnene, hvordan de er sammen med hinanden. Man skal vide, hvad det er, børnene har brug for lige der, hvor de er,” uddyber Jean Cote.

Det lyder jo ganske simpelt. Men hvordan finder man så ud af, hvad det præcis er, der er godt for de børn, man står overfor?

Her er svaret også simpelt – men samtidig også krævende. For hvad der reelt er godt for børnene, det finder man kun ud af, hvis man vitterlig er sammen med dem, tæt på dem og sanser og mærker, hvor de er. Ingen genvej her. Du skal aflure, hvad de kan, og hvad de har lyst til.

Det næste oplagte spørgsmål er så, hvordan vi kan få miljøerne til at ændre tilgang og sætte barnet i centrum?

Forældre skal vide hvad sporten giver deres børn

Den canadiske forsker, der selv er vokset op med masser af sport pulsende rundt i blodet, har en anden klar pointe. Det handler om at få forældrene med ind over.

”Sporten skal ’sælges’ ind på et marked i dag. Derfor er det vigtigt at få forklaret forældrene, at deres børn kan få et meget dyrebart ’produkt’ ud af at dyrke sport som mennesker. Forældrene skal være klar over, hvor stort et potentiale sporten har for den personlige udvikling for børn. ’Building character’ er en meget større gevinst end en stor drøm om at blive en stjerne en dag.”

Cotés anbefaling tænder dog nogle advarselslamper i mig. For jeg kommer til at tænke på en god snak, jeg havde med den danske forsker og idrætspsykolog Kristoffer Henriksen en dag, hvor han netop pointerede, at der var noget helt grundlæggende galt med den tankegang, at sport altid skal have et formål og være ’godt for noget’.

Hvorfor kan det ikke bare være godt i sig selv? Hvorfor skal sporten ligesom kapres til at hoppe med på ’effektivitets-vognen-og tankegangen’ og blive nødt til at argumentere for, alt det smarte, man kan lære gennem sport, der kvalificerer én til resten af livet.

Hvis det vigtigste måske er, at sport bare er en fed ting?!

Det snakker vi lidt om, og det tager os videre til det, man ikke kan undgå at snakke om i disse tider. Corona, selvfølgelig!

”Måske kan Corona-krisen faktisk vise sig at hjælpe udviklingen på vej væk fra elite og hen mod, hvor vigtigt det er at have sport som en del af et børne- og ungdomsliv. Fordi der nu er så mange, der har mærket, hvor stort et tab, det er for børnene, når de ikke kan få lov at komme ud og svede, spille og lege med hinanden,” påpeger Jean Cote.

”Hvad ville du sige, hvis du skulle sende en direkte hilsen til sportsbørnene og give dem et godt råd til at få et godt liv med sport?”

Da jeg stiller eksperten ovenstående spørgsmål, bliver han for første gang i løbet af vores skype-samtale en lille smule mundlam – efter han har talt intenst og overbevisende og med venlig imødekommenhed – hele vejen igennem. Han må tænke sig godt om, og det er tydeligvis lidt udenfor den overordnede dagsorden rettet mod de voksne ansvarlige.

Hvilket godt råd vil han give til børnene

Men da Jean Coté først får talt sig varm, så bliver han meget overbevisende i stemmen (og her kommer hans svar uden oversættelse – fordi det har sin egen engelske rytme):

”I think the most important thing is – if I shall put it shortly to a kid: You shall enjoy yourselves and the fun skills. And you most make sure that you enjoy the activity – don’t do not like a 10 old – because they will do the practices they do not like if they are told so – it shall come from themselves – and not from someone else – making sure they like it – and keep on searching for the activities they want.”

Der er både evidens og gode folk

Det er et godt sted at slutte vores samtale. Men til sidst er der en lille interessant praktisk tilføjelse. For jeg er jo på jagt efter at finde ud af, hvor mange folk rundt i verden, der arbejder ud fra den samme ambition om at skabe bedre miljøer for børn og unge. Er Coté en del af sådan et netværk?

Nej, lyder svaret. Der findes ikke et decideret netværk, men Coté har mange folk – vitterlig rundt i hele verden – som han kommunikerer og udveksler med. Det viser, at der er et bredt globalt fokus på området. Det er godt at vide.

Det var en god snak

– og jeg slutter og takker endnu engang for, at han gav mig noget af sin dyrebare tid og viden. Det gør mig i rigtig godt og optimistisk humør. Det er så fantastisk at møde åbne og hjælpsomme mennesker, og inden dagen er omme, har professoren endda sendt mig en stor portion gode artikler og indlæg, der kommer med masser af den evidens, jeg leder efter, og som kan bruges til at overbevise verden ude omkring om, at det er en vigtig mission, han/vi er ude på.