maj 2023 – TALENTERNES TALERØR

TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV

– ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED SPORTS-LIVS-KVALITET

Ny bogudgivelse

Vi har en stor fælles udfordring.

At sikre os at vores SPORT FOR BØRN OG UNGE også er et GODT LIV og et GODT TILBUD til de unge håbefulde og ambitiøse sportsfolk, der vier deres ungdom til sporten.

Det er vigtigt, at vi bliver bevidste om, at det gode liv, der vitterlig passer til unge, ikke er en selvfølge.

Det kræver viden, omtanke og vilje til at handle at skabe det gode tilbud.

For vi er i en kamp med nogle stærke udviklingskræfter.

Det er et fælles ansvar at sikre det bedste for børnene. Derfor er bogen både til trænere og ledere – men også til forældre, der har en vigtig rolle i dag, som de har brug for at blive klædt på til.

Bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV er derfor på en målrettet mission. Den er bygget op i tre dele:

Del 1 er viden om, hvor vi er i dag, og hvilke drivkræfter der ligger bag.

Del 2 er kig på, hvad vi ved fra forskning og praktiske erfaringer om, hvad der reelt er godt for børnene. Hvor kan vi hente inspiration?

Del 3 præsenterer redskabet og en guide til at bruge det – suppleret med yderligere nogle ekstra redskaber

Bogen er skrevet af Lise Kissmeyer – og den er udgivet på forlaget BOD.

Du kan læse mere på LISEKISSMEYER.DK / INSIDESPORT.NU.

TIDSFORBRUG

I 2009 brugte de unge talenter, der går på en Team Danmark støttet ungdomsuddannelse 25 timer om ugen på deres sport.

På 10 år er dette tal steget med en time gennemsnitlig om ugen fra 25 timer til 35 timer om ugen.

Den samlede ’arbejdstid’ med skole, sport og arbejde – og uden transporttiden indregnet – er også steget med gennemsnitlig en time om ugen pr. år fra 70 til 80 timer fra 2009 til 2019 om ugen.

”Vil du gøre det bedste, du kan? Eller vil du gøre dét, der skal til?”

Rasmus Ankersen – fra research til Jagten på Glæden / dengang U18-træner i FCM (2008)

” Do you want the best for your kid – or do you want your kid to be the best?”

Citat fra det New Zealandske projekt med ’en ny børnesport’: Balance is Better

Dansk håndbold går en anden vej end konkurrenterne

– med forståelse af spillerne og deres kontekst som et nyt indsatsområde

——————————————————-

TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS-KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Sport nummer fem i rækken er håndbolden – tidligere har vi hørt om, hvordan Team Danmark, cykelsporten, pigefodbolden og svømningen ser tiderne.

———————————————————–

”Det er på alle måder en brydningstid, og der bliver stillet spørgsmål, vi ikke har set før. Men vi kan samtidig se det positive i de dårlige sager, der har været, for det har fået os til at italesætte ting, som vi var nødt til.”

Sådan lyder vurderingen af den virkelighed talentverdenen oplever i dag fra talentchefen fra Dansk Håndbold Forbund, Søren Skaastrup Frydendal, da vi møder ham i en fredelig stund på hans kontor i Idrættens Hus.

Han har netop været med til at udgive den nye talentstrategi, som håndboldforbundet har søsat. En strategi, der prøver at møde den nye ungdom med deres nye behov og adfærdsmønstre.

Søren Skaastrup Frydendal slår fast, at strategien og den danske måde at lave talentarbejde er fundamental anderledes end det, de gør de fleste andre steder.

Hvad er det forbundet skal/kan tilbyde

”Mange lande arbejder med at samle spillerne tidligt i akademier. Vi vil gerne have dem sent. Tidligere prøvede vi at putte meget på i forbundsregi med mange samlinger. Men nu gør vi det mindre i vores regi, og lader udviklingen ske ude i klubberne.

Vi har snakket meget om, hvad vores plads er som forbund?

Og vi skal udnytte, at vi kan noget andet. Derfor er vi også afhængige af at have supergode lokale miljøer,” slår Søren Skaastrup fast og uddyber, hvad der skal være det særlige kendetegn ved de danske miljøer:

”Vores pejlemærke er at lave et system, som det er godt at være i, og hvor de unge har lyst til at komme igen. Det skal være sjovt, og den begejstring og motivation skal være der, og der skal være plads til leg. Derfor kan det være godt at spørge trænerne om: ’Hvor mange gange smiler dine spillere til træning’?”

Den gode træner er helt central i denne strategi, og derfor lægger forbundet også stor vægt på at lave profilanalyser, tage mange referencer og mange snakke før træneransættelserne. Det er afgørende, hvordan trænerne håndterer spillerne.

Tryghed er et helt afgørende parameter

Søren Skaastrup Frydendal kommer med en frisk erfaring fra den nye virkelighed. Landstrænerne fortæller, at dét, de nye spillere, der kommer ind på landsholdene, mest af alt har brug for, er TRYGHED. De har brug for ro for at kunne præstere!

Eksemplet viser samtidig at det er nye indsatsområder og opmærksomhedspunkter, der er i spil, og talentchefen fremhæver, at netop det sociologiske fokus og opmærksomheden på at forstå spillerne og deres kontekst over en bred kam, kan blive elitesportens nye præstationsfremmende område.

”Vi har set forskellige indsatsområder, der er blevet arbejdet med for at præstationsfremme. Det har både været det fysiske og det mentale, og det næste vil nok blive det sociologiske. Selvom det er et ’blødt område’, så vil man se, at en indsats her vil fremme præstationerne.”

Vi skal huske, at det stadig handler om at vinde

”Men det er vigtigt, at vi heller ikke bliver religiøse,” slår Søren Skaastrup Frydendal fast, når han opsummerende skal se talentarbejdet i den større sammenhæng.

”Vi skal huske, at der er en iboende præmis i eliten. Det er væsentligt, og det skal vi være skarpe på. Der skal være realisme. Det handler grundlæggende om at vinde. Det er ikke for de fleste. Det er sort og hvidt, og vi skal ikke være så frelste, og vi kun ser det mentale. Der er også en naturlig selektion i processen mod at skabe et landshold. Vi skal selektere og vedkende os det.”

Søren Skaastrup Frydendal har endnu en pointe, når snakken går om, hverdagen i elitemiljøer: ”Vi skal huske at modgang og mistrivsel ikke er det samme! Der skal være modstand, og spillerne skal klædes på til at kunne klare modgang. Men der skal ikke være mistrivsel. Det er en helt anden ting. Det afhænger selvfølgelig meget af øjnene, der ser, hvad man ser. Men derfor er det så vigtigt, at trænerne er ’gode mennesker’.”

Hvem skal drive butikken videre

Men den nye tid bringer også andre udfordringer på andre parametre i talentarbejdet. Det er ikke altid let at finde de gode trænere. I samme tråd som de øvrige talentansvarlige, TALENTERNES TALERØR har snakket med, så fremhæver Søren Skaastrup Frydendal, at der er pres på de menneskelige ressourcer i systemet.

”Vi er udfordret på frivillige og trænere. Vi har været vant til, at de ambitiøse trænere og ildsjæle bare har været der. Men nu er spørgsmålet, om de vil blive ved med det? Og hvem der så skal drive det hele? Nu skal der ofte betaling til, og der kommer større clashes i det daglige.

Forældretrænerne, der vanligvis har stået for meget af børnetræningen, er ikke uddannede nok i dag, hvor de unge allerede som 13-årige kommer op på et niveau, hvor det kræver mere kvalificeret træning.

Klubber og forbund skal huske de er gensidigt afhængige

Håndbolden oplever også det samme paradoks, som de andre talentansvarlige i TALERØRETS lille rundspørge også har påpeget. Nemlig interessekonflikten mellem de daglige klubtræneres ambitioner om at vinde på søndag, og forbundets ønske om at udvikle talenter, der skal vinde om 13 år.

”Som talentchef skal jeg ikke vinde Ungdoms VM-medaljer. Jeg skal skabe rammerne for, at der kan udvikles gode spillere til seniorlandsholdet. Derfor er løsningen, at begge parter må anerkende den anden – og anerkende at man er gensidigt afhængige. Vi i DHF er afhængige af, at de udvikler ude i klubberne. Men så kan vi til gengæld give de unge international erfaring og udvikle dem udenfor banen. Det er et forpligtende fællesskab. Alle skal være sammen om den nye strategi.”

Bekymring for de unge

”Det er svært ikke at være lidt bekymret,” er Søren Skaastrup Frydendal kommentar til udviklingen generelt – og det er upåagtet, at håndboldforbundet er et af de allermest succesrige i dansk elitesport for tiden, og at de lige er kommet med denne grundigt gennemarbejdede og evidens baserede talentstrategi. Der er masser af viden om, hvordan det er godt og smart at gøre tingene, men den store udfordring i dag er de unges tilstand.

”Der bliver presset meget på de unge på alle områder, og det ved jeg også fra mit tidligere job som gymnasielærer, og det ser jeg både som forbundsmand og forælder. De unge er pressede alle vegne. Og hvis det ikke er os, der presser dem, så gør de det selv,” lyder den – desværre – kvalificerede betragtning.

De unge skal virkelig forstås i dag

Realiteten i dag med de pressede unge gør, at DHF ikke presser på med flere samlinger og flere krav. Snarere tværtimod. Hvis de ser unge, der møder udbrændte op til samlingerne, så forsøger de at give dem lidt fri og lidt luft. Det sker i en bevidste om, at det er sjældent, at de unge selv siger direkte fra som 17-årige. De vil oftest pakke det ind i noget andet.

”Det er en anden dagsorden i de unges verden i dag, og derfor er det også en tid, hvor vi er nødt til at tappe ind på, hvem der har ansvaret for de unge. Vi skal møde de unge med respekt – og med en accept af, at det ER svært at være ung i dag. Det kræver, at vi gør os umage med at forstå de unge mennesker,” fortæller talentchefen og forklarer, hvad den tilgang blandt andet betyder i praksis.

”Vi skal være bevidste om, at det skal handle om mere kompetence og mindre selektion. For der er en stor risiko for, at de stopper, når de bliver valgt fra. Det stiller store krav til vores trænere, og det betyder også, at vi bør vente med det elitære, indtil de unge kan kapere det som U17-spillere.”

Søren Skaastrup Frydendal gør samtidig opmærksom på et problematisk grundvilkår for sportens ledere. Nemlig at man altid er et skridt bagud, når de unge skal aflæses. Den nye strategi skulle eksempelvis ideelt set være udkommet for fem år siden.

I dag har forbundet ikke konkrete redskaber til at monitorere trivsel, og der er heller ikke designede indsatser klar til at hjælpe de unge. Men forbundet sørger til gengæld for at have individuelle samtaler med alle.

Det skal nok gå

Til slut skal Søren Skaastrup Frydendal summe op.

– Er han optimistisk eller pessimistisk i forhold til fremtiden?

Joooo, på trods af de mange udfordringer, mener talentchefen: ”At det nok skal gå!” Selvom der skal handles med rettidig omhu, og der er seriøse udfordringer ift. trivsel og struktur, så er DHF ikke på en brændende platform.

– Om han med glæde vil sende sine egne børn ud i talentsporet?

(Der bliver lige en lang pause…)

”Det er svært. Men jeg vil ikke sige ’IKKE’. De unge får kompetencer med til livet i sporten, og man kan hjælpe dem til at forstå og håndtere tingene undervejs. Men det skal bare ikke være et udskilningsløb.”

Sådan slutter snakken, og jeg siger farvel og STORT tak og går oplivet ud gennem forbundets lokaler. Der sidder altså en masse kompetente folk, der har de bedste intentioner rundt omkring i Brøndby. Og der er et eller andet, der adskiller Håndbold Forbundets kontorer fra de andre gange, jeg har besøgt så mange gange i Idrættens Hus. Her er ligesom en frisk, glad og imødekommende energi.

Måske er det fordi, de har så stor succes?

Eller også er det omvendt…?

Det skal blive ok at ville præstere igen

TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS’KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Sport nummer fire i rækken er svømning – tidligere har vi snakket med Team Danmark, og vi er kommet tættere på hvordan henholdsvis cykelsporten og pigefodbolden ser tiderne.

——————————————————-

Bellahøjbadet – svømningens nationale træningscenter, der helt symbolsk har været ’nede’ og en masse renovation igennem – ligesom Svøm Danmark har været ramt de sidste par år, siden DR’s dokumentar om Svømmestjerner under overfladen. Det der i dag i alle danske sportsmiljøer er kendt som ’svømmesagen’.

Jeg mødes her på Bellahøj med sportschef Lars Robl og talentansvarlige Thomas Stub i en fredelig stund med stille vand i bassinerne under stævnet Danish Open. Den meget ærlige kommentar på svømningens situation understreger, at det er en voldsom tur som dansk svømning har været igennem:

”Vi har været helt nede at ligge og følt os trampet på, men nu er vi på vej op igen.”

De er enige om, at de kan se en vej frem – også selvom de ikke helt præcist kan se, hvor de skal ende.

Vi skal være helt konkrete med, hvad det kræver

Men den udfordring, de står overfor, er ret så speciel, for de skal til at genetablere en præstationskultur. Hverken mere eller mindre. En vild effekt af et tv-program. Men ’svømmesagen’ gjorde at alle gik i stå ude i miljøerne og havde en stor berøringsangst og usikkerhed på, hvad der var ok, og hvad er ikke var ok at kræve af de unge.

Derfor slår Thomas Stub og Lars Robl fast, at de skal ud og tage helt konkrete snakke med folk ude i miljøerne, og de er allerede i gang. Det skal italesættes, hvad der kræves helt konkret, og der skal forventningsafstemmes. Det helt afgørende er, at der fremover vil være en tryghed ved at stille krav og optimere på præstationer. Alle skal kunne vide, at der er reel opbakning, og der altid er nogen, der har ens ryg, hvis kulturen kommer til diskussion. Så skal der være en bestyrelse, et forbund eller et Team Danmark, der skal bakke op.

Svømmelederne slår begge fast, at der i høj grad er brug for at snakke om, hvad man drømmer om – og IKKE hvad man skal undgå og være bange for. Den sidste tilgang har været fremtrædende og har slidt alvorligt på kræfterne de sidste par år.

Fremover skal sporten være atletens eget projekt

Lars Robl startede i jobbet som sportschef i december 2021, hvor han kom udefra og kunne se på miljøerne med friske øjne.

”Jeg ser et meget struktureret og velorganiseret forbund med stor respekt for atleten”, lyder vurderingen fra den tidligere sportspsykolog og sportschef hos Kano og kajak.

Netop respekten for den enkelte atlet er helt central for genopbygningen af talent- og elitemiljøet. Forbundet har netop lavet en fremtidig strategi for High Performance, og den bygger på meget ærlige analyser af, hvor hårdt ramt, man er blevet, og hvor såret og handlingslammet elitemiljøerne har været.

Helt centralt i den nye strategi er det, at atleten skal være i centrum. I praksis betyder det, at atleterne skal inddrages, og de skal tage ejerskab for deres personlige projekt med svømningen. Vurderingen fra de to ledere lyder på, at man sagtens kan arbejde langt ned i aldersgrupperne med at inddrage. I starten med de yngre, kan det handle om bare at spørge dem: ”Om træningen var sjov?’

Trænerne kan have egne ambitioner

For de ældre svømmere betyder ambitionen om at få atleten i centrum i dag, at forbundet har individuelle samtaler med træneren og atleten, hvor der helt konkret kan snakkes om mål, og hvor der efterfølgende kan følges op og evalueres.

Samtalerne kan også være et godt redskab til at arbejde med det indbyggede dilemma, der nemt kan opstå – at de lokale trænere kan have egne måske mere kortsigtede karrieremål. Det kan i praksis betyde, at klubtrænerne kan have andre ambitioner og motiver for at arbejde med de unge lokalt, end de langsigtede udviklingsplaner, som forbundet arbejder med.

De unge og forældre skal lære at sige fra

De to forbundsfolk fremhæver en anden central udfordring, de står med. Det handler om magtforholdet mellem træneren og svømmeren.

I praksis viser erfaringerne, at svømmerne netop som i svømmesagen ikke kunne sige fra. De vidste simpelthen ikke, hvordan de skulle gøre det. De havde ikke lært det. Det fik alvorlige konsekvenser, som ’svømmesagen’ viste det. Et problem der fik lov at vokse, fordi forældrene også var fraværende og ikke fik sagt fra.

”Det er svært at være forældre,” slår Thomas Stub det fast. For de ved ikke bedre, end at de anvisninger, som træneren kommer med, så de er ikke klædt på til at blande sig. De accepterer bare vilkårene, fordi de får fortalt, at det er dette, der skal til.

Det indre pres er en kompliceret joker

Snakken går videre fra dagligdagen i svømningen til nogle af de andre udfordringer, der kan være ved det seriøse talentliv. Mentale udfordringer som den seneste DR-dokumentar om ’Fodboldens usynlige syge’ supplerede debatten med. Det handler om det indre pres, som atleterne lægger på sig selv, og som kan være så mentalt opslidende, at det kan presse atleterne ud i forstyrrelser og psykiske sygdomme.

Thomas Stub og Lars Robl anerkender, at det er et reelt problem, og at det er endnu en af de mange bevidsthedspunkter, som trænerne står overfor. Men de indrømmer også, at det er en af de udfordringer, som de ikke har en løsning på lige nu. ”Vi har ikke svar på alt,” slår de ærligt og realistisk fast.

Som talentansvarlig fortæller Thomas Stub, at han faktisk indimellem kommer ud for, at han møder unge ude i miljøerne, som virkelig kæmper og har det svært, og hvor han faktisk ønsker for dem, at de ikke skal svømme. Men det kan han ikke adressere direkte. Han kan kun tage en snak med den lokale træner.

Interne stridigheder kan være ødelæggende

De to svømmeledere gør opmærksom på, at der faktisk også er endnu en udfordring ude i miljøerne, som kan påvirke svømmernes trivsel. Det handler om intern rivalisering, der for et par år siden var et grænseoverskridende problem i elitemiljøet.

”Vi skal ned og forstå dynamikken i de magtspil – altså misundelse og jalousi mm. Svømmerne skal lære at forstå det og komme videre, og her kan vi bruge viden fra organisationspsykologi, for det er de samme mekanismer, der er i spil i alle miljøer, hvor mennesker skal arbejde sammen,” lyder det fra Lars Robl, der netop har erfaringer med at arbejde med de her mekanismer som psykolog.

Trænerne skal mere end det faglige

Udfordringen med de menneskelige og psykologiske aspekter ender i den allerede godt fyldte pose med krav til trænerne. Derfor er det vigtigt, at trænerne ikke bare skal være kompetente på deres faglighed. De skal også have en forståelse for mennesker og den kultur, der lever i træningsmiljøet.

”Vi får en del uopfordrede jobansøgninger fra trænere og meget sigende, står der altid kun noget om resultaterne og ikke noget om, hvordan trænerne arbejder med mennesker,” lyder kommentaren fra Lars Robl.

Vores snak slutter med de to obligatoriske spørgsmål.

1. Hvis ansvar er det at skabe gode miljøer?

Svømmelederne siger at alle har et ansvar – samstemmende med de andre talent-ansvarlige, jeg har snakket med i denne sammenhæng.

”Det er et fælles ansvar. For alle har blinde vinkler. Både trænere, ledere og forældre.

Forældrene kan ikke længere bare sætte børnene af foran hallen og hente dem igen to timer efter. De skal være med til at tjekke deres barns trivsel.

Og det er vigtigt, at trænerne både er realistiske, når der bliver sat mål, men også at de har en plan B klar til svømmerne.

Sluttelig er det vigtigt at slå fast, at i sidste ende er det forbundet, der har ansvaret for at sætte rammerne. Det er os, der har det job og det ansvar at bestemme og sætte kursen,” slår de to ledere fast.

2. Vil du ønske at dit eget barn skal svømme seriøst?

Ja!

Igen er sportschefen og talentchefen enige. Det er et godt liv at være i et svømmemiljø.

Mest af alt fordi, der er et og stærkt fællesskab. Det er en helt unik ting i dag. For 15 år siden kunne børn og unge finde dette fællesskab mange steder, hvor de legede og hang ud. Men i dag er der ikke mange muligheder for de unge at være sammen om noget fælles.

Også de mange timer bliver også et acceptabelt vilkår, hvis de unge netop selv oplever at tage eget ansvar for deres svømning og deres personlige projekt. Når motivationen kommer inde fra, bliver det meningsfuldt at træne meget.

Virkeligheden…

Masser af svømmere fra virkelighedens verden er ved at indtage svømmehallen, og Thomas Stub og Lars Robl skal videre.

Oppe fra vinduet sidder jeg længe og kigger på hver enkelt. Hvad mon der foregår inde på de indvendige baner?

Om lidt vil vandet blive pisket op, og svømningen vil arbejde videre på deres comeback. Og jeg har igen mødt talentansvarlige, der synes, det er et godt liv at være et ungt talent i Danmark.

Det er et hårdt – men godt liv – at være elite-pigefodboldspiller

TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS’KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Talentekspert nummer tre i rækken er Anders Gerber, der er talentansvarlig for pigefodbolden i DBU.

———————————————————

”Vi blev rigtig kede af det efter DR’s dokumentar om Fodboldens usynlige syge,” fortæller den talentansvarlige for pigerne i DBU, Anders Gerber men gør opmærksom på, at der er sket meget på de ti år, siden nogle af programmets historier om offentlig vejning fandt sted. Dengang havde DBU desværre ikke den viden, som de har i dag.

”I dag bliver der gjort meget for at skabe et godt og et trygt miljø for pigerne på ungdomslandsholdene, og DBU har sat mere fokus på den mentale side,” forklarer Anders Gerber, som eksempelvis selv er blevet meget mere opmærksom på, hvordan der kommunikeres, og hvordan forældresamarbejdet kan optimeres.

Vi sidder i et fredeligt hjørne på et hotel i Køge, hvor U19-holdet spiller kval-kampe med Island, Ukraine og Sverige. Det er blevet til et nederlag til Island og forude venter Ukraine, og der er lige et kort break for Anders Gerber, der meget gerne vil dele tanker og overvejelser.

”Der er allerede en god stab omkring pigerne. Der er mange, der tjekker dem. Når pigerne eksempelvis står op og kommer ned til morgenmad på samlingen her, så bliver de alle spurgt værelsesvis, hvordan de har det, og om de har sovet godt mm. Bagefter følger vi op på det, og det kan godt være, at staben aftaler, at én måske skal gå en tur med en spiller, eller der er et værelse, som der skal holdes øje med. Vi har rigtig gode muligheder her til samlingerne for at være opmærksomme. Men de har ikke de samme vilkår hjemme i klubberne.”

Det er ude i klubberne de store skridt skal tages

Og netop hverdagen i klubberne er på flere måder et helt centralt omdrejningspunkt. Der mangler flere gode kvalitetsmiljøer til pigerne, hvor pigerne kan udvikle sig. Den mangel har flere konsekvenser. Blandt andet at mange af pigerne skal rejse langt for at finde kvalificeret træning.

”Det burde først være, når pigerne er omkring 14-16 år og opefter, at de skal vælge at rejse efter et tilbud, der lever op til deres udviklingsbehov. Men i dag bliver det for nogens vedkommende allerede i 12-14-års alderen,” fortæller Anders Gerber.

”Pigerne har en hård hverdag i dag!”

Sådan lyder den kontante konsekvens af den pressede hverdag set fra talentudviklingschefens skrivebord.

”Det er i pigernes hverdag med trekanten af skole, sport og hverdag/familie, at det er svært. De har så mange arenaer, de skal præstere på. Vi er lykkedes med gennem de sidste år at udvikle og trykke på drengenes miljøer, så det har udviklet sig derhen, hvor vi havde ønsket.

Men pigerne har et andet mindset. De vil klare både skole og sport, hvor drengene har meget nemmere ved at vælge fodbolden, som det primære. Derfor bliver drengene ikke stressede på samme måde som pigerne,” lyder det fra Anders Gerber, der også understreger, at det betyder meget for den daglige trivsel, at de unge i dag skal leve et liv med de sociale medier. De mange krav på de mange forskellige arenaer betyder, at de unge har hårde forventninger til dem selv, og derfor er der flere, der ikke klarer det.

Vi skal pushe – uden at miste trivsel

”Vi prøver at gøre det godt og trygt – men samtidig skal det også være et præstationsmiljø.” Sådan lyder dilemmaet fra den talentansvarlige, der henviser til undersøgelser, der har vist, at en tredjedel af pigerne har det svært og halvdelen af dem, synes de har en stresset hverdag.

”Blandt de 20 piger, vi har samlet her, vil nogle af dem have det megasvært, uden vi ved det. Men det kan sagtens være, at den, der ser ud til at trives bedst, måske er den, der har det værst. Så der er noget, vi ikke ved. Det har der altid været, men vi vil gerne vide mere, og jeg håber, det kommer frem, og vi bliver klogere, for det er hårdt for pigerne. DR-dokumentaren har bare været med til at gøre det endnu mere udtalt, og DBU skal bruge mere tid på det mentale,” fortæller Anders Gerber og slår samtidig kategorisk fast: ”Det vil altid være mennesket, der kommer først.”

Som udgangspunkt mener Anders Gerber, at det er et fælles ansvar for både trænere, ledere og forældre at skabe gode miljøer for pigerne. Men han understreger, at den vigtigste agent er forældrene. Det er dem, der har mulighed for løbende at lave et 24-timers tjek. Derfor er forældresamarbejdet fremover et afgørende indsatsområde.

Forslag til flere steder at sætte ind

Når Anders Gerber kigger fremad, er der flere mulige værktøjer i kassen til at skabe de ønskede forbedringer – både for trivslen og for at opbygge gode miljøer.

Vi skal have fokus på det mentale og have en strategi – vi har allerede flere initiativer sat op.

Der skal stilles flere krav til klubberne gennem licenssystemet – men disse krav skal opfattes som guidelines. Det er hjælp til at identificere, hvad der skal til for at skabe gode miljøer.

Trænerne er som altid de helt centrale. De skal kunne en masse – men de kan heller ikke det hele. De skal klædes bedre på. Det nye uddannelsestilbud med fodboldpsykologier en god mulighed for trænerne.

I dag er det kun 16 procent af staben omkring pigerne i licensklubberne, der er kvinder. Så på den lange bane, er der en vigtig indsats med stort potentiale, der er i gang med systematisk at få pigerne til at tage træneruddannelse og engagere sig på det plan.

Til sidst er der et helt nyt forslag, som er en del af den helt nye talentstrategi. Nemlig at der i fremtiden skal være kontaktpersoner i miljøerne, der har rollen som advokat for pigerne og spillerne. Dvs. en uvildig part ude i miljøerne, som pigerne kan gå til, og som kan tale pigernes sag.

Holland arbejder med at mixe drenge og piger

Hvis vi kigger ud i Europa, så er der andre modeller og måder at gøre tingene på, hvor vi måske kan hente inspiration. Anders Gerber trækker et par lande frem – efter først at have konstateret at et stærkt land indenfor kvindefodbolden, Sverige, altså tumler med de samme udfordringer med det mentale og spiseforstyrrelser, som Danmark gør.

Mest interessant er Holland, hvor de arbejder målrettet med mix-hold, hvor drengene og pigerne spiller sammen. For alle årgange op til og med U-12 spillerne er det naturligt, for her er der rent faktisk ikke nogen fysiologiske forskelle på drengene og pigerne. Men helt op i seniorrækkerne og den tredje bedste division spiller kvinderne med mændene. Holland har haft stor succes med denne tilgang, og de har oplevet, at det også giver mange andre gevinster i forhold til forståelse og accept.

I Schweiz har de et helt andet system. Her udtages de 20 bedste U16-spillere, og de træner sammen på et akademi fem dage i løbet af ugen og spiller så kampe for deres klub i weekenden. Det har også givet dem sportslig succes, men denne tilgang ligger langt væk fra den danske model, understreger Anders Gerber.

Danmark er et S-tog med mange stop – de andre lande drøner afsted i eksprestog

Vi er nået til slutningen af vores snak, og Anders Gerber og spillerne skal til stadion og spille mod Ukraine. De sidste obligatoriske exit-spørgsmål handler om synet på fremtiden – og om det i den store sammenhæng er et godt liv at være et ungt fodboldtalent – også selvom det altså praktisk er en krævende hverdag?

Og Anders Gerber er optimistisk. ”Jeg tror, vi vil lykkes, og om 4-5 år vil vi se det. Både på resultater og på en bedre hverdag for pigerne. Der er kæmpe engagement ude i klubberne. Det kan vi bygge på.”

Optimismen er der altså, selvom Anders Gerber faktisk startede vores snak med en meget bastant udmelding:

”Vi har aldrig været bedre – og vi har aldrig været så langt bagefter.”

”Sammenlignet med de andre lande, så drøner de afsted i ekspresfart i et lyntog, mens vi bumler afsted i et S-tog med mange stop undervejs. Vores talentarbejde har indtil for nogle år siden været godt græsrods- og breddearbejde, men det har ikke været organiseret talentudvikling. Men det er det arbejde, at klubberne, Kvindedivisionsforeningen og DBU sammen er i gang med at optimere.

Vi har levet af, at vi kunne være innovative og smarte, og det skal vi stadig være. Vi kan ikke køre i det samme hurtigtog, som de andre. Men vi skal afsted i samme retning. Og det kan jo vise sig, at de andre lande får problemer med deres tog undervejs.”

Og så det sidste spørgsmål: Om det er et godt liv?

”Ja, jeg ville elske mit eget barn gjorde det. Det er et godt tilbud, hvor de unge bliver selvstændige, lærer struktur og at arbejde målrettet. Og så får de venskaber og nogle fantastiske fællesskabsoplevelser.”

… og så er det afsted til stadion. I dag er det med en bus, og Ukraine bliver besejret, men måske meget sigende går Danmark ikke videre fra kvalifikationsspillet.