Denne artikelserie forsøger at svare på disse spørgsmål:
– Hvorfor er det så svært at være ung i dag?
– Hvis det er svært at være ung i det hele taget – er det så sværere eller nemmere at være i sporten?
– Hvad gør sporten egentlig for at være klar til at modtage disse unge?
Her er lidt stikrod fra DEL 1 af artiklen om de unge, som blev bragt i forrige blog:
Tallene viser at de unges mentale helbred bliver markant dårligere i disse år. Andelen af unge med psykiske problemer er tredoblet fra 2007 til 2017.
Unges adfærd er paradoksal – de er stærke og selvstændige og samtidig usikre og utrygge.
Vi har som samfund flyttet os fra velfærdssamfundets støtte til præstationssamfundets krav.
Vi har samtidig udviklet vores samfund, så de unge står med ALLE muligheder på hånden. De har både den ultimative frihed – og ansvaret selv. I dag er det dig SELV, der skal både styre, lede, disciplinere og evaluere dig selv.
Og der er travlt, og du skal hele tiden flytte dig og markere dig. Du skal være noget særligt og finde din dybe passion, gå den lige vej og shine imens.
Men buttomline er, at det derfor er DIN EGEN SKYLD, hvis ikke du lykkes og får noget ud af alle mulighederne. Det er denne livspræmisse, der udløser følelser af skam og utilstrækkelighed.
—- del 2 af indlægget —
Aldrig godt nok
Der er flere udviklingstræk, der er med til at gøre situationen yderligere vanskelig for de unge. Ikke mindst den perfekthedskulturen, der har gjort sin stærke entre.
Perfekthedskulturen er vokset frem af disse vilkår, hvor også den grundlæggende karakterskala ikke længere er indrettet, så det ekstraordinære er det mest værdsatte til et 13-tal. De får den højeste karakter 12 for en fejlfri præstation.
Sloganet med, ”at når bedre er muligt, så er godt nok, ikke godt nok” er meget rammende og nådesløst. For det afspejler en kultur, hvor selv den mest perfekte aldrig når i mål. Jagten er uendelig – og faktisk er dem, der er tættest på det perfekte oftest dem, der kæmper allerhårdest, for det ’sidste lille stykke’ er en helt umulig ambition.
Interessant nok bliver det ofte fremhævet, at de pligtopfyldende kan ende med at ville gøre det så godt, at de bliver syge af det. For dem bliver det netop aldrig godt nok – det kan altid gøres lidt bedre.
Urealistiske forventninger
Et andet udviklingstræk, der kan skubbe til udviklingens konsekvenser, er forventningernes rammesætning.
Forventninger er en utrolig stærk iboende kraft, der kategoriserer og indrammer det, vi oplever. Derfor er det specielt at vokse op, som vores unge generation, hvor alle forhindringer formelt er fjernet, og hvor der ikke er nogen, der siger, at livet garanteret vil kræve hårdt arbejde op ad bakke i sure tider ind i mellem. I stedet løber forældre rundt og betaler, pleaser og sørger for at fjerne de små bump på vejen, der ellers kunne have været god træning til livets hullede vej.
Så nej, livet må ikke være lort. Hvis det stinker, så er det ret så overvældende og uventet. Det skal klares i en fart. Så som ung regner du med, at du nemt kan klare det hele, for det er jo tilrettelagt og lige til.
Men problemer opstår, når de unge kommer ud af modgangs-træning, og det hårde i stedet overrumpler dem, hvis livet faktisk gør lidt ondt. Det er måske en del af forklaringen på de høje tal for unge i mistrivsel?
Det er mentalt opslidende at evaluere sig selv 24-7
En anden del af forklaringen på udviklingens stærke påvirkning af trivslen kan være, at det netop er en del af det store SELV-projekt, som de unge har kørende, at de både skal være selvkritiske og selvevaluerende.
Når de unge hele tiden spørger sig selv om, hvordan de har det, så kan det naturligt være med til at skabe et øget fokus på alle udsving. Både de gode og de dårlige – og det kan være som en slags selvopfyldende profeti hele tiden at skulle tjekke, ’om du har det ok?’ Så reagerer du måske på alle små udsving, og de vokser på dig.
Som en ungdomsforsker tankevækkende kommenterede det, så er måden at finde ud af, om de unge trives altså ikke at blive ved med at spørge, hvordan de har det hele tiden. Men i stedet bør vi blive bedre til at aflæse og afkode.
Det hårde ved at blive kommenteret på hele tiden
De unge har samtidig den ekstra presbold på dem, der kommer fra de sociale medier. Ofte skriver vi bare henkastet, ”… at så er der også de sociale medier.”
Men når jeg lige tænker til ende, hvor følsomme vi selv var som unge (og ja, det gælder vist gennem hele livet…) overfor at blive vurderet og kommenteret. Hvordan vi som grundige ugler gemmer alle de ’rammende kritikker’ i vores sårbare sinds bløde skuffer. De svir faktisk stadig lidt…
Så bliver det jo pludselig vildt overvældende, at der gennem de sociale medier kontinuerligt kommer kommentarer til, hvem du er, og hvad du gør! Det er jo på kanten af at være umenneskeligt at skulle leve i disse vurderings-universer stort set døgnet rundt for de unge!
Det er ikke meningen at idealer skal gå i opfyldelse
Christian Hjortkjær har en interessant forklaring på, hvad der ’egentlig er sket’ – og dermed også hvad vi kunne gøre anderledes for at afhjælpe. Tidligere undervisningsminister Merete Risager i bogen ’Selvbygger børn’ har også en forklaring. Måske dækker de over det samme?
Hjortkjær siger nemlig, at vi voksne har glemt at fortælle de unge, at alle vores idealer og drømme-scenarier netop kun er idealer.
Idealer er ikke virkelige og skal ikke være det. De skal bare være den lokkende stemme ude i horisonten. Det er ikke meningen, at du skal nå dit mål og være lykkelig hver dag. Hvis du tror idealet er realistisk, så kommer du netop til at halse efter hele livet.
Et svigt bare at lade de unge ‘gå selv’
Merete Risager tager også fat i de voksne – men hun anklager dem for noget andet. Hun giver de voksne forældre ansvaret, for at de har glemt at opdrage og guide.
Forældrene har svigtet de unge i deres egen ungdommelige livsstil, hvor de lader alt stå åbent. Det er dovent og ansvarsløst. Og det har samme konsekvens. De unge får ingen hjælp til at få retning på deres vej og liv. At give de unge og uerfarne lov at bestemme det hele, er at gøre de unge en bjørnetjeneste.
Hvem har løsningen? Der er vist ikke én, og eksperterne slår fast – der er ikke individuelle løsninger på de unges mentale problemer.
Men et par gode råd, bliver det til.
Det vigtigt at få fortalt de unge, hvad der foregår. Give dem redskaber til at se kritisk på det, der foregår omkring dem. Og ikke mindst fortælle dem, at de ikke står alene. Det er en overordnet indsats, der skal til. Det er selve guidningen, organiseringen og fejlfindings-kulturen, der skal arbejde med.
Der er to scenarier for sporten
Så hvis vi lige skal opsummere og trække erfaringer over til sporten, så er det de her unge, der også kommer til sporten. Hvad betyder det? For sporten og for de unge?
Relevant at vide der er stress og pres på at skulle levere og vise sig frem hele tiden – sport er endnu en arena. Men det gode ved sport er, at her er flere absolutte vurderinger. Man kan nå i mål og vinde. Kan presse og stresse at nå derhen – men det kan også give gode og overskuelige rammer.
Men man kan stå med børn, der i forvejen er godt ’trætte og kæmper’ – og skal tage højde for. Hvor de er og hvordan de går til sportens yderligere udfordringer og krav til dem og deres eksponering.
Så enten er sporten endnu en arena, hvor der skal præsteres, og hvor de unge meget tydeligt bliver bedømt og vurderet og skal leve op til en masse. Både fra dem selv men også fra en masse andre mennesker omkring dem. I sporten bliver alle krav og forventninger helt tydeligt eksponeret.
Eller også er sporten et fristed, fordi her ved de unge helt klart, hvad det er, de skal lave op til. De konkrete mål kan være en gave. Her er der endelig voksne, der er klare i spyttet.
I tvivl om hvilke tendenser vi ser i dag
Jeg er meget i tvivl om, hvilke tendenser vi ser i sporten i dag. Vi ser en masse børn og unge, der springer fra i kampen for at blive de allerbedste.
Men er det fordi, det er for hårdt mentalt, eller er det fordi, at livsstilen er for krævende og et alt-eller-intet valg?
Men vi hører også fra flere og flere eliteidrætsfolk – både unge og gamle (men nok mest de lidt ældre…), der tør komme ud af tabuets indpakning og fortæller om, at de har haft nogle store indre kampe. Der bliver fortalt nye historier, hvor stjernelivet ikke kun er en dans på roser, men hvor det er rigtig svært at finde den indre balance med så meget pres på fra så mange kanter – ikke mindst det pres, der bliver initialiseret og kommer fra en ubønhørlig indre stemme.
Hvad ville vi se, hvis vi kunne kigge ind
Men hvis vi kunne kigge ind i en repræsentativ flok målrettede unge atleter. Hvad ville vi så se? Hvor mange kæmper en indre kamp, der er ødelæggende for deres livskvalitet og personlige udvikling? Og er det færre eller værre end ’ude i den virkelige verden’? Tricker det målrettede præstationsmiljø i sporten nogle sårbare sider? Måske?
Det er lidt foruroligende, at vi ikke ved det. Men underligt nok, så er der en stor forsinkelse på både forståelse og handling overfor den ’pandemi’ af mistrivsel blandt unge, som florerer på højde med coronavirus. Det er rundt om i hele verden, at statistikkerne lyser ildrødt ift. antallet af unge, der mistrives.
Men analyserne og ikke mindst handlingsplanerne lader vente på sig – på både kort sigt med at få hjulpet de unge – og på langt sigt med at få gjort noget ved den måde, vi serverer livet for de unge.
Men en ting ved vi allerede nu, som vi kan forholde os til. Når mental sundhed er blevet et aktuelt issue, så bliver de unges grundlæggende udfordringer også sportens. Når vi står med en generation, der er mere sårbare, så kræver det mere omtanke og måske også andre måder at møde de unge på?!
Anbefalet læsning:
’Utilstrækkelig’; Christian Hjortkjær
’Ny udsathed’; Center for Ungdomsforskning (med artikler fra 11 forskere fra ind og udland)
’Selvbyggerbørn’; Merete Risager
’Præstationskultur’; Anders Petersen