Måned: februar 2020

SVARET PÅ – OM VI SKAL VÆRE BEKYMREDE?

Det gode først

Sport er stadig en fantastisk ’waste of time’ for et aktivt og konkurrencemindet lille, ungt væsen. Sporten kan noget, som andre fritidstilbud ikke kan. Her kan du blive udfordret og underholdt, og her kan du udvikle dig og mærke den stærke tilfredsstillelse ved at mærke, hvad du kan, og hvad der sker, når du sætter dig mål.

Det er den første og rareste pointe, jeg kan trække frem, efter jeg tog en snak med fire ret så forskellige kompetente folk med indblik i dagens sport – se tidligere blog-indlæg under SKAL VI VÆFRE BEKYMREDE.

De bekymrede eksempler

Men efter snakken kom der også nogle bekymrende tendenser på bordet. Som for eksempel:

”Når der er et stigende pres på, at sporten skal levere resultater og der er masser af penge og prestige blandet sammen med præstationerne, så kommer det til på den ene eller den anden måde at påvirke miljøerne hele vejen ned gennem systemerne.” Som sportschefen Laurence Halsted i Dansk Fægte-forbund udtrykker det.

”De store fællesskaber bliver udhulet, og miljøerne lukker sig om sig selv.” Tidligere Team Danmark direktør Michael Andersen trækker denne medfølgende tvungne specialisering frem som en af de negative konsekvenser.

”De unge møder et monster af et system i stedet for det frirum, som de har sådan brug for i dagens verden, hvor de unge bliver intenst målt og vejet hele tiden i skolen og på de sociale medier. ” Sådan beskriver tidligere talentchef i Dansk Håndbold Forbund, Claus Hansen, hvad det er, der møder de unge, når de gerne vil involvere sig i sportsverdenen.

”Når sporten kommer til at fylde det hele, og hverdagen som et ungt talent bliver indsnævret til kun at handle om skole og sport, så bliver de unge både indskrænkede som mennesker, og de bliver meget sårbare, når hele deres identitet er bygget op på sporten.” Det er en anden central bekymrende konsekvens af udviklingen, som de fleste af interviewpersonerne eksplicit lægger vægt på.

SJOVT er kodeordet

Tilbage står vi med spørgsmålet: – ”Hva’ ka’ og ska’ vi gøre ved det?”

Når vi leder efter løsninger og den gode vej til en sport på børns præmisser, så støder vi hurtigt på det helt grundlæggende praktiske problem. For hvad er ’børns præmisser’? Hvordan ser de ud?

Sjovt nok bruger stort set alle fagfolkene ordet ”sjovt”! Den løsning, der dukker oftest op, bliver kodet med ordet ’sjovt’. Det hjælper os ikke så meget på den handlingsorienterede bane, for hvad er sjovt i praksis? Hvad er det, vi reelt skal gøre?

Men faktisk kom fagfolkene fra de fire interviews med en del gode bud. Et godt bud er, at det sjove er det legende, afvekslende, udfordrende og udviklende. Der må godt være pres, krav og forventninger. Men det vigtigste er, at sporten møder hver enkelt ung og hver enkelt aldersgruppe og træningsgruppe med åbent sind og sanser. For når de unge kommer og putter deres liv ind i systemet, så er de afhængige af, at der er gode mennesker derinde, der ser dem og møder dem, der hvor de er.

Vi ender altså med, at hvis vi skal have miljøer, der er gode for børnene/mennesket, så kræver det gode mennesker.

De gode mennesker

Hvor sætter vi så ind henne?

Når de gode mennesker er centrale, så peger pilen straks imod træneren og træneruddannelsen som helt centralt. Det er fagfolkene også enige om og lægger vægt på – og der er en ekstra lille kringle på det ønske. For det må rigtig gerne være fyldt med prestige, anerkendelse og mening i sig selv at være en dygtig ungdomstræner. For det ER et ekstremt vigtigt hverv, der har en kæmpe indflydelse på de unge mennesker in spe!

Forskningen må gerne råbe højt

En anden vej til forandring og forbedring går også af ’videns-vejen’.

Vi har brug for, at der kommer bevidsthed og fokus på vigtigheden af at gøre sig ekstra umage med at lave rummelige ungdomsmiljøer. Så er der brug for at sætte en dagsorden, som larmer og som bliver set og respekteret. Anbefalingen til at nå derhen, kalder på at få forskningen til at drøne meget mere ud på banen.

Vi har brug for en aktiv forskning, der kommer ud med deres vigtige viden om, hvad der er godt og skidt for de unge. Og den anden gode ide til at få de gode miljøer for børn til at blive for børn husker os på at bruge det mest elementære – men også det stærkeste våben – dialogen!

Jeps, det er jo det, vi skal, og det vi er i gang med. Der skal snakkes og lyttes og læres.

Startskuddet har lydt

Det er bare en start – men vi er i gang!

Jeg synes, det er et godt startsted for Talenternes Talerør at have fået de her kvalificerede indspark. Foran os er der masser af arbejde med – at samle viden – og skabe dialog – og skubbe til udviklingen.

I de fire foregående blog-indlæg har følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer givet deres vurdering:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 4 AF 4 INDLÆG

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE ELLER HVAD

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 4, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20. Det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den .20. Det tredje indlæg med Laurence Halsted blev bragt den 3.2.20.

—

Der er meget dobbelthed i det her – både godt og skidt

Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Team Copenhagen arbejder for at fremme eliteidrætten i København og er støttet af Københavns Kommune og en vigtig del af Teamets arbejde er at skabe gode rammer for de unge talenter i København – både gennem støtte til klubberne og støtte til skoleordninger. Direktøren Leif Chr. Mikkelsen er også manden bag TALENT-DK, der gennem mange år har samlet folk, der arbejder med talenter for at udveksle viden og erfaringer fra fire forskellige performancekulturer – kunst, eliteidræt, erhvervsliv og forskning/uddannelse. Så jeg har mødt Leif gennem mange forskellige begivenheder gennem årene.

Da jeg havde skrevet til Leif med mine spørgsmål, så valgte han at de to konsulenter Jeppe Haugaard og Lise Warren Pedersen, der har det meste af den daglige kontakt til talenterne, også sad med, så vi kunne tage et fælles afsæt i hverdagens kontaktflader med de unge.

Vores snak starter et lidt sjovt sted. Noget de tre har snakket om, inden jeg kom. At Team Copenhagen for otte år siden havde kåret en 12-årig bordtennisspiller som årets talent. I dag ville de aldrig gøre det og lægge det implicitte forventningspres på ’en lille dreng’.

Men det er jo dét, der bliver gjort allevegne og hele tiden, når ungdomssporten har travlt med at kåre børnevindere og udnævne dem officielt til ’et kæmpe talent’. Det siger jo sig selv, at når en lille purk eller pige får en titel klistret på sig som noget helt specielt, så kan medaljen om halsen for nogle unge opleves som et tungt åg, og det kræver en helt speciel psyke ikke blive tynget af det. Men det er en helt anden snak – men en vigtig pointe at tage med. Det skulle være forbudt at udnævne børn til noget som helst andet end et dejligt barn, der er rigtig dygtig til en masse ting.

Vores snak kommer hurtigt videre derfra, og vi rammer ind i den svære udfordring, der følger med, hver gang vi voksne skal diskutere ’det gode talentliv’. For hvordan ved vi, hvordan det ser ud fra et børneperspektiv?

Men de tre kan blive enige om de gode ting, de ser. ”Børn og unge får mange kompetencer og får mange gode oplevelser, og deres kreativitet, nysgerrig og selvstændige lyst til at lære noget bliver stimuleret. Langt de fleste af dem synes, det er et fedt liv! Det er privilegerede unge, der går i sportsklasserne, og det er også typisk dem, der i forvejen har et godt hjemmenetværk, der fungerer og klarer det.”

Men Teamet ser også nogle problemer. Først og fremmest kan det være svært for de unge at sige fra, fordi talenternes identitet nemt bliver meget ensidig.

”Vi sætter de unge i en situation, der gør dem sårbare, når vi beder dem om at træne rigtig mange timer i én idræt eller ét miljø, for så er det begrænset, hvilke relationer, de kan nå at skabe udover sporten, og derfor bliver de sociale konsekvenser enorme, hvis de siger fra i idrætten.”

En anden konsekvens af den ensidige tilværelse – som specielt ligger Lise Warren Pedersen meget på sinde – og som stort set alle de andre, jeg har snakket med trækker frem er det uhensigtsmæssige ved at have en tilværelse, hvor hele ungdomslivet kun er skole og sport.

”Så bliver du et begrænset menneske,” som Lise Warren Pedersen udtrykker det.

Efter de her iagttagelser kommer vi tilbage til diskussionen igen. For hvis vi som voksne – og som en kommune – skal stå inde for at gøre tingene på ’børns præmisser’. Hvor skal vi så hen? Hvad er det, vi skal være opmærksomme på, når vi vil lave miljøer for og med børn?

De bedste hurtige bud fra Jeppe Haugaard lyder på:  ”Bare hen til noget, der er bedre! Måske noget, der er mindre struktureret? Det handler i bund og grund om, at det skal være sjovt, mens de er i det!”

Vi ender altså i det samme ord, der bliver ved med at dukke op, når folk leder efter en bærende værdi.

”Sjovt.”

Det sjove og svære ved sjovt er bare, at det ord kan dække over så meget. Så det er svært at blive konkret klogere på, hvordan opskriften på noget sjovt ser ud, når du står med sportsklasseeleverne om morgenen kl. 8.00 i hallen.

Helt konkret, så mærker Team Copenhagen, at det kan være svært at finde den rigtige dosering i hverdagen, og det giver udfordringer, når de unge ikke bakker nok op om morgentræningerne. For hvad handler det om? ’Stemmer de med fødderne’, fordi det ikke er sjov/god træning? Eller er der noget andet galt et andet sted?

”Vi har haft nogle hektiske diskussioner med morgentrænerne. Vi siger, at der skal være plads til pauser og til, at der er lidt kriser ind i mellem. Men morgentrænerne synes, det er problematisk, at vi bakker de unge op i, at de bar brug for en pause – mens de som trænere kæmper for at holde gang i træningen.  Det er forståeligt, at man som træner bliver frustreret over, at de ikke kommer. Men det handler også om, at det er meget svært at skelne mellem, om de unge mangler motivation, eller det handler om noget andet.

Det er nemmere for de trænere, der møder de unge i en klub, for der kender de dem på en helt anden måde, og de har mere at forholde sig til. Der kan de bedre se, om den manglende tilstedeværelse skal ses som mangel på trivsel! Og de vil vide, om det kræver, at der skal snakkes med dem!”

Vi ender igen med, at det er svært at finde en lige eller en rigtig vej – men det faktum i sig selv gør, at vores opsamling ender med en meget interessant iagttagelse:

”At der er så meget dobbelthed i hele det her felt.” Der er mange ting, der både kan være godt og skidt.

Men der er dog et vigtigt indsatsområde, der giver mening at arbejde med for Team Copenhagen teamet.

”Man kan ikke styre, hvor meget forældre presser på, men den allerstørste påvirkning kommer fra trænerne. Man kan godt være bekymret for, om dem, der træner unge, træner dem på samme måde, som de træner de voksne. De aldersrelaterede træningskoncepter og Team Danmarks værdihus sætter nogle rammer. Men vi ved reelt set ikke nok om, hvordan det foregår derude. Det væsentligste middel vi har er i sidste ende at stille krav til træneruddannelsen!”

Sjovt nok trækker Team Copenhagen teamet fægteklubben Trekanten frem – netop den kultur, som Laurence Halsted har beskrevet i det forrige blog-indlæg som en særlig ’god case’.

”Trekanten har nogle rigtig gode trænere. Det er ikke fordi, de er meget pædagogiske, og de er ikke undervisere. Men de er ’mennesker’ og har en tilgang, hvor der bliver investeret tid til den enkelte.”

Den snak ender ud med den sidste anbefaling/ide til at tage med på vejen.

”Det skulle være det mest prestigefyldte at være talenttræner! Trænerne skal ikke bruge ungdomstræningen som et step på vejen til et mere prestigefyldt job som seniortræner! Det ville være godt, hvis man arbejdede med de unge talenter, fordi man ønskede at være der.”

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 3 AF 4 INDLÆG

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

  • Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 3, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20, og det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den 26.1.20.

—

Det er synd, hvis de ikke når at opleve, hvor fedt det er

Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted

Bagefter jeg havde snakket med Laurence spekulerede jeg over, hvorfor denne snak var anderledes end de andre? For Laurence var meget mere optimistisk og positiv, end de andre eksperter, som jeg snakkede med. Og så faldt tiøren. Laurence Halsted har haft en helt speciel positiv og opbyggelig oplevelse i sin sportshverdag, for han har været med til at skabe en stor succeshistorie med et fægteforbund, der helt sensationelt avler talenter, der kan begå sig internationalt gennem blandt andet den stærke Københavnerklub Trekanten.

Fægtning er ’the good case’, hvor der netop er en unik medmenneskelig struktur, og hvor der er plads til at ’se det hele menneske’, som det så fint hedder. Laurence Halsted forklarer det selv med, at i dansk fægtning har de ikke det store forventningspres udefra. Fægtere har heller ikke det samme fysiske stres som om idrætsgrene som roning eller svømning, fordi sportens intensitet betyder, at de ikke kan træne i de samme store mængder. Som han ser det, er den helt store forskel, at der i det daglige træningsmiljø bliver arbejdet konkret med de der ellers meget flyvske værdier, og derudover handler det om, at der er overskud til, at hver enkelt atlet bliver set og mødt. Så sportschefen kan ret så overbevisende sige:

”Jeg er meget optimist men også realistisk, for der er et stort potentiale i sporten, som vi ikke udnytter.”

Fordi han netop oplever at se, unge mennesker komme ind i sporten og blive udfordret og finde dyb mening i det. Det gælder både for dem selv, sammen med deres andre jævnaldrende og sammen med nogle voksne, der virkelig vil dem.

I et lidt romantisk lys lyder det også både ’rigtigt og dejligt’, og det er en af de succeshistorier, som det er værd at holde fast ved. Også selvom det måske kun kan lade sig gøre, fordi fægtning er en idrætsgren, hvor der ikke er mange økonomiske interesser, der kommer og sætter en anden dagsorden?! Men samtidig handler det jo også om noget så alment tilgængeligt, som hvordan vi vælger at være som mennesker. 

Og apropos det med det menneskelige, så kom det heller ikke som en stor overraskelse, at Laurence var positiv, for grunden til at jeg havde taget kontakt til ham var, at jeg havde hørt et fantastisk inspirerende foredrag, han holdt om ’self-compassion’ ved et Talent.dk-seminar. Det var noget af en stærk øjenåbner.

Han tog fat i den tendens, de fleste topidrætsfolk lever med – eller lider under – kan man sige. At de er så hårde ved sig selv. Men det behøver de slet ikke at være. Der er meget styrke i at være god ved sig selv. Og Laurence Halsted taler af erfaring som tidligere olympiske fægter for Storbritannien.

Selvom han ser så mange gode potentialer i sporten – potentialer som slet ikke er fuldt udnyttet – så ser han dog også sporten på den store bane, som påvirket af nogle stærke og ikke positive kræfter.

”Jeg ved ikke om, hvordan denne udvikling foregår, eller om den er stigende. Men når vi har et overordnet sportsunivers, hvor der er så meget fokus på resultater og præstationer ved VM, OL og andre store mesterskaber, så kommer det til at handle om penge og profiler. Dette fokus kommer til at få en afgørende påvirkning hele vejen ned gennem systemet, og det kan få den negative konsekvens, at atleter bliver behandlet som en handelsvare i kampen for resultater og penge.”

Men sportschefen har en klar pointe i forhold til, hvornår det så bliver en konkret dårlig oplevelse for den enkelte individuelle atlet. Jo, de dårlige oplevelser udspringer altid fra det konkrete miljø. Og der kan man gøre en forskel. Derfor er det så afgørende at skabe de gode miljøer for de unge.

Og den opskrift vil Laurence Halsted gerne dele ud.

”Når vi snakker om et godt miljø, så handler det for mig om at have et autonomt miljø. Det betyder i praksis, at den enkelte atlet er med til at bestemme over deres egen tid og deres egne aktiviteter. Det handler om dem selv, og det må være deres eget projekt – ikke trænernes eller forældrenes. Det er en stor del af et mentalt sundt miljø, og det er ikke komplekst. Atleten skal ikke være ´a pawn in the game’”.

Dette pudsige engelske udtryk betyder, at de unge ikke skal være en bonde i et spil skak, som andre bare kan flytte rundt på. Men i samme åndedrag er det vigtigt for Laurence Halsted at understrege, at det ikke betyder, at man ikke skal udfordre og kaste de unge ud i at presse sig selv.

”Når de bliver ældre og skal begynde at træne til at præstere, så kan de faktisk godt. Også selvom det er et krav og et slags pres. Men det er faktisk positivt i dag – at du som ung selv skal tage stilling, og at det kræver din energi. Det, tror jeg ikke, er dårligt. Det er faktisk en af sportens største kvaliteter, at den netop kan udfordre de unge på den måde, I skolen kan de unge beslutte hvilke fag, de vil tage – men der kan de ikke bestemme, hvordan de vil lære det. Dette ansvar for deres egen udvikling kan de få i sporten.”

Når det så er sagt, så pointerer Laurence Halsted, at det som altid handler om at finde den gyldne balance. Der skal være nogle rammer. Og her trækker han det samme helt centrale forhold frem, som alle de andre interviewede også fremhæver:

“Sport må ikke tage al tiden og fylde hele livet! Der må være plads til at udvikle andre aspekter af deres personlighed og andre interesser udenfor deres sport.”

Laurence Halsted har sluttelig endnu en vigtig ingrediens i opskriften på at skabe de gode miljøer. Det er kvaliteten i den træning, der bliver præsenteret for de unge. Det er igen helt simpelt.

“The buzzword er SJOVT!”

Det skal være sjovt for børnene, og for sportschefen betyder det ikke, at det skal være ligegyldig leg. Det betyder, at man meget nøje doserer udfordringer til de forskellige unge og til de forskellige alderstrin.

”Det skal være varieret, og det skal ikke være for systematisk. Øvelserne skal skifte, og det må gerne være seriøst, hårdt og udfordrende. Når de unge bliver presset på det sportslige fysisk og teknisk, så mærker de udvikling i det. Og det er så vigtigt og fedt for unge at mærke, at de flytter sig. Det er her sporten kan noget, som alle de andre aktiviteter, som vi er i konkurrence med, ikke kan. Så det er også en fastholdelsesstrategi. De skal mærke de bliver dygtige og udvikler sig.”

En sidste pointe fra Laurence Halsted:

“Der skal arbejdes bevidst med den menneskelige udvikling.”

Det lyder jo som altid også godt. Men hvordan gør man det i praksis, så det ikke kun er flotte ord?

Sportschefen følger dog overbevisende og detaljeret om, hvordan han helt konkret har taget værdier op sammen med fægterne og har fået dem til blandt andet at tænke over, hvad det egentlig er, de godt kan lide, ved det de gør? Og sidste sæson gjorde han udfordringen endnu mere tema-rettet. Her handlede det om noget så ’usportsligt’ og usædvanligt som ’love’,

”Jeg udfordrer fægterne til at finde ud af, hvilken rolle ’love’ har i sportens mange forskellige kontekster? Hvordan kan de ’love’ sig selv med compassion? Hvordan kan de ’love’ sport og finde den dybe mening med den? Hvordan kan de vise ’love’ i forhold til teammates? Og det mest udfordrende for dem – hvordan kan de vise ’love’ i forhold til modstanderne?”

Det må da siges at være stof til eftertanke, men også noget af en udfordring at tage op som træner. Men trænere skal vel på den anden side også udfordres og skubbes for at have det sjovt og motiverende…

Jeg slutter med en sjov og tankevækkende ide/provokation/vision, som Laurence kastede fra sig, da han for alvor havde talt sig varm ift., hvor helt centralt det er, at vi arbejder med de unge menneskers personlige udvikling.

”Det burde egentlig være et kriterium for at kunne modtage støtte, at man skal arbejde med menneskelig udvikling!”