Måned: december 2023

Inde i elitesportens menneskelige maskinrum

Følelser.

Følelser der vælter rundt, rumsterer, overvælder og underminerer. Hjertet der banker; tankerne der roterer; musklerne der snører sig sammen; luften der hives ind; energien der siver; energien der eksploderer.

Følelser er performancekulturens og dermed også sportens kæmpe følgesvend. På godt og ondt. Følelserne er en helt definerende faktor for, at det er så specielt et liv at være samboende med et intenst præstationsdrive.


Hvordan håndteres alle de her følelser

Et super relevant spørgsmål.

Jeg havde ikke tidligere set sportens udfordrende livsstil i det lys. Et af mange spørgsmål fra nysgerrighedens store pose, som bliver ved med at være fyldt, når man kigger ind i en verden, hvor mennesker engagerer sig med alt, hvad de har.

Podcasten BAG ELITEN åbnede nogle fantastiske døre ind til elitesportens menneskelige maskinrum. Ved et tilfælde fik jeg klikket mig ind i universet, som Rebekka Gustafsen har bygget op gennem cirka to års arbejde og i dag rummende mere end 72 samtaler med topidrætsfolk og enkelte eksperter fra alle grene af dansk elitesport.

Jeg har ellers været en af de få i min omgangskreds, der hverken er hoppet ind i podcast-universet eller er begyndt at spille padel. Men da jeg først havde fået lov at komme så tæt på et målrettet menneskes særlige historie, så gik jeg i gang med en lige så målrettet research. Gennem de cirka en time lange podcasts mødte jeg så mange spændende og reflekterende atleter, og jeg kunne stille og roligt samle viden til et puslespil, hvor motivet var det indre af en moderne atlet.

Når spørgeren også kender svarene

Samtidig blev jeg ligeså fascineret af den podcastvært, der på unik vis kunne etablere kontakt på et splitsekund og kunne få atleterne til at åbne sig i et fortroligt og tillidsfuldt rum. Det bliver til en særlig slags samtale, når der bliver talt om personlige oplevelser og følelser med én, der selv har været der. En vært, der også spejler sig og deler ud i samtalen. Så bliver det en samtale og ikke et interview.

Og det kan hun. Den kun 26-årige vært Rebekka Gustafsen, der selv har været elitesvømmer og vokset op med mange, mange timer i vand, og med mange, mange svære følelser. Elitesporten var på alle måder en kamp for hende. Så meget at da hun meget sigende var på sin første landsholdstræningssamling som 13-årig, måtte ringe hjem og bede om at blive hentet, fordi hun følte sig så lidt hjemme, god nok eller tilpas, at hun ligefrem fik feber af det.

Nysgerrig på mennesket bag

Senere hen fandt hun selv ord på, ’hvad der var galt’ med hende. Rebekka er et super-sensitivt menneske. Som hun selv siger: Når hun kommer ind i et rum, afkoder hun alle signaler og stemninger. De ryger lige ind i hende.

Samtidig med – eller måske hører det sammen? – har hun altid, fra hun var helt lille, været nysgerrig på, hvordan vi fungerer som mennesker. Da hun så OL fra Tokyo i 2021, startede ideen til podcasten, for hvorfor var der ingen journalister, der spurgte ind til historierne om mennesket bag superatleten? Ikke mindst set i lyset af det var et OL, hvor super-super-stjernen over dem alle Simone Biles knækkede sammen mentalt.

Hvad kan vi lære om den moderne atlet

Når du har lyttet til de menneskelige historier i BAG ELITEN og mærket alle disse følelser og tanker, så begynder der både at danne sig et mønster – og der dukker samtidig nye logiske spørgsmål op. For hvad fortæller den store samlede historie om livet med elitesporten? Hvad går igen, og hvad skaber afgørende forskelle?

Jeg kunne se nogle træk, men hvad tænker værten?

Jeg spurgte Rebekka, om hun havde tid og lyst til at dele. Og selvfølgelig kom der et ”ja” fra det positive og åbne menneske. Straks da jeg mødte hende ved indgangsporten til mit kontorfællesskab i Gothersgade, forstod jeg, hvorfor hun var så god som interviewer. De smilende og søgende øjne og den helt åbne og umiddelbare tilstedeværelse. Det blev en virkelig god snak, og jeg er også blevet så gammel en sag, at det er lidt nostalgisk at se lidt af sit gamle selv i en ung udgave 🙂

Hvad synes Rebekka hun ser af gennemgående træk?

Kontakten til det indre afbrydes

Svaret sender os tilbage til starten. De mange følelser. For de hober sig op for mange, og det er svært at få dem ud. De får ængstelige tanker, siger Rebekka. Jeg studser lidt over ordet: ”Ængstelig”. Det er så sanseligt et ord, der rummer en masse blødt og svært.

Mange af de atleter, som Rebekka har snakket med, fortæller beskrivende i sig selv, at de aldrig har haft sådan en slags samtale før, hvor det har handlet om ting dybere nede.

Problemet er, at atleter aflærer at få kontakt med deres indre, lyder Rebekkas analyse. Mange af atleterne lukker af, og de mister adgangen til deres umiddelbare intuition. Noget Rebekka har mødt mange gange er den manglende grounding. Den, der medfører en søgen efter svar på de store spørgsmål: ”Hvem er de som mennesker udover sporten?” Det handler også om det andet grundlæggende spørgsmål: ”Er jeg god nok?”

Jeg har som lytter lagt mærke til, at der er mange atleters historie, der netop svinger omkring denne usikkerhed og søgen, og som har sendt mange af dem forbi coaches, psykologer og andre rådgivere.

Rigtig mange af atleterne fortæller, at det har været en helt afgørende hjælp for dem at snakke med nogen udefra om denne tvivl og søgen. Man kan tydeligt høre på roen i deres stemme, når de har fundet deres egen vej.

Mennesker der vil have noget ud af livet

Et andet interessant træk.

Det fascinerer Rebekka, at disse atleter, der lever i en performancekultur, er mennesker der netop har et stærkt drive. Det er ofte kreative mennesker, og de har store ambitioner med livet. De vil virkelig have noget ud af det. De er også ambitiøse i forhold til deres hele liv.

I det store billede bekræfter alle disse skæbner og menneskelige historier Rebekka i, hvor vigtigt et område det følsomme menneskelige er i elitesporten. Atleterne bør jo passe på sig selv, som alle andre på arbejdsmarkedet skal. Der burde faktisk være en slags HR-funktion, der har den opgave at støtte atleterne, og give dem plads og et rum, så mennesket også kan være der på en god måde. Altså en person udenfor sporten, hvor der i et magt-frit rum kan fortælles, lyttes og støttes i anerkendelse af, at det er nogle intense kampe, der foregår på de indre baner.

Nye projekter på vej

Selv er Rebekka ved at være godt fyldt op af alle de skæbner, hun har mødt. Hun er søgende. Der skal nok komme nye projekter og nye missioner. Hun er jo nærmest først lige begyndt.

Det bliver spændende, og det bliver helt sikkert godt, for hun kommer med noget, som alle ’sportens medarbejdere’ i høj grad kan bruge.

Forældrene søger hjælp fordi deres børn er pressede og ændrer adfærd

Selvom det var en af de dage, hvor det bare pissede ned fra morgenstunden, så drog jeg glad afsted i regntøjet mod Holte, for jeg var rigtig spændt på at høre, hvad Janne R. Mortensen kunne fortælle fra talenternes virkelighed.

For hvis der er nogen, der ved, hvad der rører sig, når tingene strammer til, så er det hende. Janne har firmaet Mental Motion, og hun arbejder med at hjælpe og rådgive forældre og unge i sporten. Mental Motion arbejder ikke med børn direkte – kun indirekte igennem forældre, trænere, klubber.

Da jeg satte mig i sofaen på det hyggelige kontor med mine våde strømper og varm te, så kunne jeg levende forestille mig, hvor mange sportsforældre, der har siddet her. Med deres beretninger og følsomme erfaringer fra børne- og ungesportens maskinrum.

Vi går i gang. Hvem er det, der kommer og søger hjælp?

Det er forældre med børn, der er pressede.

Oftest er det forældre der oplever at deres børn pludselig har skiftet adfærd – fra at være primært glade, motiverede, nysgerrige og søgende til børn der oftere og oftere er kede af det og triste, har udadreagerende adfærd, er mere vrede og frustrerede. Nogle børn beskrives som at være blevet mere indelukkede, og andre børn opleves som mere udfarende end tidligere. Det er børn mellem 8- 13 år, hvis forældre typisk kontakter Janne.

Børnene er typisk sat i sportskulturer, hvor der kræves enormt meget af dem både i form af mængden af træning, men også i form af ønsket adfærd. De skal være motiverede, kunne presse sig selv, fokuserede, læringsparate, kunne kommunikere tydeligt, komme hurtigt tilbage efter modgang, vise selvtillid, have en stærk vilje og altid være villige til at gøre lige dét ekstra.

Det er hård kost for et barn, og slet ikke forligeligt med det et barn skal kunne i denne alder ift. deres kognitive udviklingstrin. Vi skal huske på, at de kommer lige fra en lang dag i skolen, hvor samme færdigheder er forventet af dem, fortæller Janne.

Udgangspunktet for at forældre tager kontakt oftest er: ”At der er noget barnet skal lære! Altså at barnet gør noget, der er forkert eller uhensigtsmæssigt!”. Denne indgangsvinkel ændres dog hurtigt, når først kontakten til Janne er taget, oplever hun, at forældre hurtigt ser, at de gennem simple forandringer i måden, de møder deres barn på, og måden de tilrettelægger deres hverdag på, kan få deres barn  til at trives igen.

Inden forældre kommer til sparring , har de fået udleveret nogle spørgsmål, hvor de skal beskrive, hvad de reelt oplever, der sker i de situationer, hvor barnet er presset. Hvad siger og gør forældrene i disse situationer? Og hvad ønsker de at få ud af besøget hos Mental Motion? Denne forberedelse er med til at få forældrene til at blive mere bevidste om deres egen rolle, allerede inden sparringen begynder.

Selve samtalen starter oftest med en anden øjenåbner. Her bliver forældrene bedt om at skrive op, hvordan barnets uge og hverdag konkret ser ud. Det kommer nemt til at se meget overvældende ud, når det står der sort på hvidt på tavlen. Det overrasker og ryster mange.

Barnets reagerer helt naturligt på et system, der er overloadet – så hvad gør vi?

Fundamentalt set handler det om, at børnenes hverdag er alt for pakket.

Børnene er simpelthen overbelastede, og derfor begynder de at udvise symptomer på overbelastning – på fuldstændig samme måde som når en voksen stresssygemeldes. Inden da har symptomerne også været der længe.

Janne forklarer det meget levende og konkret. At når børnene er i gang og skal levere og præstere, og være ’på’ så meget af dagen – ofte direkte fra skole og til træning og først hjem ud på aftenen – så betyder det, at de i måske 90 procent af tiden har systemet kørende for fuldt drøn. Børnene møder forventninger og krav og bruger det meste af deres tid i voksenstyrede aktiviteter, hvilket betyder, at de har meget kort tid tilbage af døgnet til at slappe af, lave ingenting, være spontane, mærke deres krop, hvile sig, kede sig – og dermed få nervesystemet i ro og blive ladet op. Det handler om at forstå det fysiologiske og hormonelle system, som påvirkes.

En anden definerende præmis for sportsbørn i dag er, at de konstant bliver bedømt og vurderet. Det sker fra de er helt små – bogstavelig talt fra de er nyfødte. Janne kan spole tilbage i sit eget liv og med selverkendelse huske, hvordan man allerede i mødre gruppen er optaget af, hvad ens baby kan. Vi bliver meget hurtigt optaget af, hvad vores børn kan – meget mere end hvem de er.

Den betragtning fra Janne gav stof til eftertanke. For vi er jo stolte og eksplicitte med vores børn i dag. Vi spørger altid til venners og families afkom. Børnene fylder meget og bliver sat i centrum på en måde, som de/vi slet ikke blev det i vores forrige generation. Det gør de unge udsatte og ekstra på i deres liv, hvor de ikke vokser op ’i fred’ – men de bliver sat frem til skue meget tidligt. Især hvis de dyrker sport. For det er så let at følge med i for alle både voksne og kammerater omkring dem.

Hvad er det så, at der sker med/i børnene?

Ubalance!

Dét er det centrale begreb for Janne. Fordi der kommer så meget fokus på alt det, du som barn SKAL KUNNE. Det kommer dermed til at handle om det ydre i en evig selvvurdering. Konsekvensen er, at børnene dermed også bevæger sig væk fra kontakten til deres indre. Langt de fleste unge Janne møder i Mental Motion vil hellere gå på kompromis med sig selv – for at passe ind i den ydre verden. Altså bliver det vigtigere at følge en træningsplan end at mærke efter, hvad kroppen fortæller én. Eller det bliver vigtigere at holde sig på god fod med nogle holdkammerater, end at sige fra når der bagtales osv.

Det er en tendens, der giver problemer videre i livet og videre i karrieren som elitesportsudøver. Man skulle ellers forvente, at atleter, der arbejder intenst med deres krop i nærmest døgndrift, også har en stærk og alert kanal direkte ind til deres selvaflæsning. Janne oplever det modsatte. Både unge og ældre elitesportsfolk afkobler deres forbindelse med det indre. De optræner i stedet for deres evne til netop at presse sig selv og ignorere og overhøre de indre signaler, ’der klager’,  fordi de er kodet til, at det er vigtigere at kunne noget, levere noget, præstere noget – end at følge de signaler der kommer fra det indre.

Tankevækkende, for jeg har hørt den samme betragtning nogle gange her på det sidste i min research. At det faktisk er et grundproblem, at eliteidrætsfolk er så gode til at presse sig selv udover grænserne, at de ikke længere kan lave en sund selvregulering.

Hvad kan der gøres for at hjælpe?

I Jannes behandlingsperspektiv arbejder hun med decideret at genetablere kontakten med det indre. En proces som tager tid og kræver fokuseret energi. Det er svært at fjerne selvpresset og det kompromis de unge er vant til at gå på med deres egne følelser. Det kræver en vedholdende indsats at lære dem at sætte egne grænser og stå op for sig selv. Derfor arbejder Janne ofte med de unge over en lang periode. Det Janne gør er at tale ind til deres følelser

Udfordringen er samtidig at få den dominerende ’forkertheds-følelse’ til at gå væk. Den kritiske stemme, der er en stor del af problemet. Den stemme, der fortæller de unge: ”At de ikke er gode nok… At de ikke gør nok… Eller de ikke gør det godt nok…” Målet er at nå hen til en grundfølelse, der helt simpelt – men altså svært – fortæller dem: ”At de er gode nok – præcis som de er!”

Det er derfor, vi ender tilbage i den trygge sofa i lokalet i Holte. De unge sportsfolk har brug for nogle at snakke med. De har brug for hjælp til at være i eliteverdenen med dem selv i behold.

Vi har snakket i flere timer, og teen er bundet, og nektariner og småkager er guffet. Vi runder af med den afgørende spørgsmål:

Anbefalingen. Hvad skal vi gøre for at hjælpe og støtte de unge?

Som voksne omkring de unge har vi et ansvar. Et ansvar for at finde BALANCEN på alle områder i de unges liv.

Det handler om, hvor meget børnene er på i forhold til, hvor meget de får mulighed for at lade op. Der skal være en tidsmæssig balance i, hvor meget tid der bruges på ’KAN-aktiviteter’ – altså alle de aktiviteter i et barns liv der handler om at skulle, kunne, gøre, levere, præstere. Og så den tid de bruger på ’BARE AT VÆRE’.

Vi ansvarlige voksne er nødt til at bruge tid på at forstå de børn, vi står med. Vi bliver nødt til at kigge på, hvad vi kræver af børnene – og om det vi kræver stemmer overens med det udviklingstrin børnene er på. Vi skal hele tiden huske os selv på, at det er BØRN. Og at børn har brug for ro til fordybelse, tid til at finde ud af, hvem de er, og tryghed og omsorg – langt mere end de har brug for at blive mødt med krav, tidsrammer og forventninger det meste af deres vågne tid. 

Janne understreger, at dette i høj grad gælder trænerne, som i dag også skal uddannes til at forstå de unge i deres samtid og i den fulde komplicerede kontekst, de unge lever i i dag.

Det kræver handling, og at vi skal til at gøre ting anderledes!

Da jeg cykler hjemad mod København i de våde gummistøvler, tænker jeg over, at denne ovenstående pointe endnu engang er blevet bekræftet. Så det blev en god og vigtig dag på trods af regnen. Tak for at dele til Janne R. Mortensen 

Janne R. Mortensen er uddannet cand.scient. Idræt og Psykologi og master i sportspsykologi. Videreuddannet i kognitiv terapi, ACT og på nuværende tidspunkt i gang med en 4 -årig uddannelse til familie- og psykoterapeut. Janne startede Mental Motion i 2010.