Ved vi hvorfor nogle piger i sportens præstationskultur reagerer med en forstyrrelse?
De unge har det mentalt svært i dag – især pigerne! Det hører vi om igen og igen, og nye undersøgelser understøtter det igen og igen.
Det er et påtrængende samfundsproblem med piger, der har svært ved at fungere med presset i vores konkurrencesamfund. I sportens verden er problemet der selvfølgelig også. Et uvist antal af piger med en uvis grad af mentale problemer kæmper i sportens koncentrerede præstationsunivers.
Vi hører sporadiske historier om de piger, der har svært ved at være i det og tackle det. Piger der reagerer mentalt. Nogle får angst; andre depressioner. Nogle bliver afhængige af at træne; andre får en spiseforstyrrelse.
Det efterlader os med en masse akutte spørgsmål
Hvad er det, der sker? Og hvor stort er problemet i sporten? Og hvad gør vi ved det? Både proaktivt og i dagligdagen ude i miljøerne?
Som udgangspunkt ved vi, at hverken trænere, ledere eller de unge selv er klædt specielt på til at møde de mentale udfordringer. Så et logisk første skridt er at grave dybere ned og få mere viden om, hvad det egentlig er, der sker – og hvorfor – og for hvem?
Jeg er i gang med et projekt, der har fokus på de præsterende piger og deres reaktioner på at være i konkurrencemiljøer – med en ambition om at vi kan blive bedre klædt på til at møde pigerne. Et af mine centrale arbejdsspørgsmål går på, om vi kan se et system i, hvilke piger det er, der reagerer på en særlig måde.
Min research førte mig som det første til Mia Lichtenstein, der er professor fra Syddansk Universitet, og som arbejder med spiseforstyrrelser til daglig. Mia Lichtenstein hjælper ikke kun piger fra sportens verden, men de er en del af det klientel, hun har hjulpet gennem mange år.
Vi starter med dette åbne spørgsmål:
Hvilke typer af piger er det, der reagerer på præstationspres med spiseforstyrrelse og lignende?
”Det er dem, der vender udfordringerne indad mod kroppen og vægten, hvor de prøver at få kontrol over det ydre pres. Det er mennesker, der ikke har fået hjælp til at finde en sund strategi til at håndtere pres, konflikter og belastninger.
De er oftest selvkritiske – men ikke altid perfektionistiske – selvom de fremstår som sådan. De har alle en indre hård kritiker, som giver næring til et selvkritisk mønster.
De både underspiser og overmotionerer. Næsten alle sammen gør begge dele. Det fungerer som en samlet regulering af krop og følelser. Men det kan være forskelligt, hvordan de bruger mad og træning. Enten forsøger de at få totalt kontrol ved at planlægge alt, hvad de spiser, og har styr på kalorier og forbrænding. Andre bruger mad og træning mere impulsivt. Hvis de er stressede, triste eller urolige, sulter de eller løber 20 km. Det er en strategi, der flytter ubehaget over i kroppen og giver ro i hovedet.”
I min søgen efter at finde nogle faktorer, der kan være med til at forklare og forudsige forstyrrelserne, så bliver det næste spørgsmål:
Er der nogle særlige fællestræk ved de piger, der ender med at gå ud ad denne ulykkelige vej?
”Det mest definerende er den indre selvkritiske stemme, der siger: ’Jeg er ikke god nok. Jeg har ikke lov at være her!’ Den har de til fælles, og de prøver at imødekomme den med vægttab, slankekure og hård træning. Det giver dem en følelse af kontrol og tryghed, og de tror, at hvis de bliver slanke eller veltrænede, så vil de slippe fri fra den indre hårde dommer. Men desværre varer det kun kort. Det er ikke en god strategi på den lange bane, fordi den ikke løser det grundlæggende problem, som ofte er forkerthedsfølelsen.
Der er også et anden fællestræk. Det med omsorg for sig selv ligger dem fjernt. De tror, at kontrol af deres krop er omsorg, fordi de har styr på den og er gode til det.”
Men her stopper forenklingen
”Der kan være mange forskellige grunde til, at forstyrrelserne får overtaget. Der kan være genetiske faktorer og personligheder, der giver en øget disposition for at udvikle forstyrrelser. Nogle har haft en opvækst i en familie, hvor mor og far ikke har lært dem at drage omsorg for sig selv. Men jeg har også mødt mange fra velfungerende familier, så årsagerne er komplekse.
Der er nogle, der har mange ord for deres følelser, og nogle uden ord. Nogle bliver ramt af de her forstyrrelser tidligt i livet. Men det kan også komme senere, hvor der reageres på et usundt miljø eller tidligere belastninger. Når de bliver pressede, mangler de sunde strategier, og de har svært ved at være omsorgsfulde over for sig selv.”
Mias opsamling er klar – og uden klart svar
Vi kan ikke opdele de unge med trænings- eller spiseforstyrrelser i bestemte typer og give en entydig forklaring på årsagerne. Det er svært at forudsige, hvem det rammer eller hvordan. Det vil ofte være en kombinationen af tidlige belastninger, personlighed, triggere og vedligeholdende faktorer. Det er blandt andet derfor, at det er så vigtigt at huske på:
– at man bare IKKE skal kommentere på vægt, spisevaneR eller udseende!
Det slår Mia Lichtenstein fast og uddyber videre:
”Et forstyrret forhold til mad kan trigges af en enkelt kommentar, hvis man samtidig har en sårbarhed i sig og er belastet i forvejen. Det kan eksempelvis være: ’Er du nu sulten igen? Du spiser godt nok meget.’
Men den kan også opstå som følge af nogle personlige mål som en slankekur eller en plan om at løbe maraton. Det kan også være større ting som mobning og overgreb, der reageres på. Desuden er der de sociale medier, apps og ure, som kan fastholde et usundt forhold til mad, krop og træning.
Pigerne fortæller eksempelvis om, hvordan de på sociale medier skriver til hinanden om, hvor tykke de føler sig, og hvor ulækre de synes deres lår er. Jeg opfordrer mine klienter til at være mere neutrale omkring deres krop i stedet for at udskamme den. For eksempel at værdsætte, at de har en krop, som fungerer og kan give dem gode oplevelser i sporten og hverdagen. Men det kan være svært at flytte fokus fra, at lår eller mave er forkert, når man hver dag skælder sig selv ud.”
Mia Lichtensteins eksempler står stærkt. Tænk, at de piger hver eneste dag er i gang med at hade deres egen krop, og de hader sig selv sammen i et socialt fællesskab. En massiv påvirkning, som er svær at forstå for os, der er generationerne før de sociale mediers revolutionerende indgreb i måden at være menneske på.
I forhold til de sociale mediers rolle har Mia Lichtenstein en vigtig kommentar:
”Jeg tror ikke, at det alene er de sociale mediers skyld, at pigerne deler deres kropsutilfredshed. Det tror jeg, at kvinder har gjort alle dage. Det går bare hurtigere i dag og foregår oftere på skrift. For nogle af sportspigerne kommer kropsutilfredsheden fra påvirkninger i idrættens verden.”
Behandling hjælper ikke – hvis det daglige miljø er usundt
Mia Lichtenstein går videre og gør opmærksom på, at reaktionerne selvfølgelig også afhænger af, hvilke ressourcer der er omkring pigerne. Er der ’beskyttende faktorer’, der hvor pigerne færdes i netværk, familie eller klub i form af støtte, fællesskaber og sunde træningskulturer? Hvis ikke de får støtte, kan det være en meget ensom kamp at slippe fri af forstyrrelserne.
Da Mia Lichtenstein uddyber, hvor afgørende miljøerne er, kommer hun med nogle meget tankevækkende erfaringer fra praksis.
”Jeg har haft forløb med piger fra eliteidræt, der grundlæggende er sunde, men som reagerer på et massivt pres fra sporten. Det er ikke pigerne, der er noget galt med – det er miljøet og forventningerne om, at de spiser, træner og konkurrerer som en voksen eliteatlet.
Vi kan arbejde med kropsaccept og selvbeskyttelse. Men hvis pigerne bliver mødt af vedvarende præstationspres og kropsoptimering ude i det daglige miljø, kan behandlingen ikke afhjælpe den egentlige problematik.”
Det lyder foruroligende og kalder på det opfølgende spørgsmål:
Er det særligt hårde miljøer, som sportspigerne er i?
”Ja, der er nogle hårde præstationsmiljøer, hvor kroppens udseende og fremtoning er meget i fokus. Ligesom ballet og modebranchen. Der er heldigvis sket nogle gode ændringer igennem de seneste år, og der er en større åbenhed for at arbejde med det hele menneske og passe på de unge atleter.
Men der er stadig brug for en bred kulturændring, for selvom der er mange trænere, som gør en kæmpe indsats for at skabe en sund og tryg kultur, så er der også stadig trænere, der tror, de skal træne de unge som voksen-elite, uden at have blik for den sunde balance, hvor der også er plads til venner, familie og skole. Og hvis pigerne viser tegn på svaghed, får de at vide, at de skal lære at håndtere det ’som en voksen’. Men her er det miljøet, der skal laves om.
Det er ikke pigen, der skal fikses og styrkes. Hun reagerer bare på det usunde.”
Den daglige omgangstone bliver ved med at være essentiel
Jeg har arbejdet længe med de gode miljøer, og alle de faktorer, der kan være med til at påvirke sportslivet for de unge. Men de seneste mange år har jeg haft fokus på alle de mange faktorer, der er i spil udenom atleterne, når de ikke er engageret i den konkrete træning – hvor der er fokus på deres håndtering af tidspres, forventningspres, krydspres mellem skole og sport, den fysiske overbelastning mm.
Jeg har hele tiden tænkt, at selve hverdagslivet med sporten – og dermed også tonen og tilgangen – har fulgt en naturlig udvikling som det omgivende samfund, hvor vi bliver bedre og bedre til at møde de unge, hvor de er – og inddrage, motivere, lytte og se dem med respekt for dem som hele mennesker. Men Mias oplevelser sætter fokus hen på det helt basale i den daglige omgangstone.
At arbejde med piger kræver en grundlæggende anerkendelse af, at det er ’følsomt’
Efter at have fået indblik i, hvor komplekst det er at prøve at forstå og forudsige mentale reaktioner – og specifikt spiseforstyrrelser – så må konklusionen være, at vi altså ikke kan lave forudsigelser eller have standardforklaringer liggende i skuffen.
Men det vi slutteligt kan trække frem er – hvor vigtigt det under alle omstændigheder er, at trænerne ude i miljøerne er opmærksomme på pigernes mentale tilstand.
Det kan som sagt være svært for os alle at forstå, hvad der foregår – særligt som en mandlig træner. Men vi er nødt til at anerkende, at pigerne kan have stærke reaktioner – og prøve at forstå det. Vi er nødt til at bruge tid og energi på det. Der er meget på spil både på kort og på lang sigt, når vi taler om det mentale helbred.
Når det er sagt, er der stadig en stor fælles udfordring foran os med at blive klogere på, hvad der sker indeni de præsterende piger – på både godt og ondt.
Foreløbig en STOR tak til Mia Lichtenstein for at dele og gøre klogere!
—
Mia Beck Lichtenstein – Professor, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet. Privatpraktiserende psykolog, forfatter og foredragsholder.
Mias kommentar til spørgsmålet om, hvordan det er at arbejde med de stærke skæbner bag spiseforstyrrelser:
”Det er spændende og meningsfuldt at komme under huden på folk og hjælpe dem til et friere og sundere liv. Ofte er der brug for en fælles indsats rundt om de unge, så de får støtte fra både familien og idrætten.”
