Har I også lagt mærke til det?
Puh ha. Sikke en sportssommer. For mig blev det til mange uger i Paris. En fantastisk midlertidig arbejdsplads med produktion af worldfeed af den Olympiske håndboldturnering og bagefter de Paralympiske Lege og dækning af kørestols basketball-turneringen. Samtidig blev tv-kiggeriet passet. Stadigt fascinerende at se kropsartisterne gå til den yderste streg. En intens underholdning med atleter, der vitterlig sætter alt i spil.
Men det var ikke kun store præstationer og et væld af tårevædede jubel- og skuffelsesscener, jeg så. Der var noget andet, der slog mig, der på indirekte vis viste, at det stadig er mennesker, der leverer det kommercielle sportsshow.
Jeg var ikke den eneste, der noterede mig det. Jeg faldt over en artikel af Laurence Halsted, selv tidligere OL-fægter, der skrev:
“So many times during this Olympic Games did we see behaviors and reactions from the athletes that didn’t match up with what we have come to know as the hard-edged, ruthless winner culture of modern elite sport.Rivals hugging at the finish line, competitors cheering each other on during the competition itself (thanks for that cultural injection, Skateboarding), athletes with nuanced perspectives having just succeeded/failed in their attempts, and so many more.”
Ja. Der var så mange seancer med gensidig menneskelig kontakt. Det fjernede fornemmelsen af kold konkurrence og føjede i stedet for en stemning til af menneskeligt fællesskab ’på trods’. En sidehistorie om: ”We are in this together.”
Siden da har jeg lavet mit eget lille studie, mens jeg enten har set topsport i fjernsynet eller er ude til de diverse tv-produktioner i DK eller udland. Specielt har det givet mig ny indsigt med mit nye job som Superliga og Champions League håndbold produktionskoordinator, hvor jeg er flyttet ud af OB-vognen og ind helt nede ved spillerne på sidelinjen.
Og altså! Det er helt vildt, så mange gange, der bliver klasket hænder. Denne særlige form for fysisk at connecte med hinanden. Meget simpel og meget virkningsfuld. Mine nærstudier kan efter et par måneder resultere i en klar konklusion: I dag er det ofte helt formaliseret, at spillere og hold mødes mange gange under både opvarmning og kamp og forenes hver og én gennem et håndklap. Derudover er det meget ofte, at både en klar succes eller et mål – men også en fæl afbrænder – bliver mødt med en holdkammerats klaskende håndflade.
Fidusen er klar.
Det giver samhørighed og støtte. Det er helt oplagt. Men der er måske også en anden smart sidegevinst. At man stempler ind sammen men sine kompagnoner og giver håndslag på en fælles front mod en nådesløs krævende verden og skaber en medmenneskelig energi, der lader spillerne op til at møde det udfordrende.
Det kan godt virke fjollet, så mange gange specielt holdspillerne skal løbe ned gennem rækkerne og klaske ud efter hinanden. Som med alt andet er der jo en risiko for, at hvis man får for meget af en medicin, så mister den nem sin power. Men klappet det bliver der.
Det næste spørgsmål er så, hvorfor atleterne har brug for at ’se og mærke hinanden’ i sådan en grad, at de endda også rækker ud og åbner sig op som menneske overfor modstanderne – som Lawrence Halsted beskriver det?
Det handler måske om det samme?
Det handler måske om, at det pres atleterne er under vokser og vokser, og det er med til at skabe modreaktioner og nye ’coping strategier’.
For der var en anden ting, jeg lagde mærke til gik igen og igen under OL og PL Det var, at atleterne igen og igen med en stor oprigtighed i deres blik satte ord på – at de oplevede et ekstremt pres, større end nogensinde før! Også selvom de var forberedte og forventede det. Der var noget i den måde, de omtalte pres på, som gjorde det intenst sanseligt og konkret.
Man var ikke i tvivl som tilskuer.
Det var voldsomt og overvældende. Faktisk næsten ubærligt og næsten umenneskeligt. Der var skruet fuldt op for alle påvirkningskanaler. Det var bastant og insisterende i et krav om at SKULLE LEVERE! Det lyste ud af atleterne. Det var absolut ikke for sjov. Der var absolut ingen steder at gemme sig. ALLE i hele verden kiggede med HELE TIDEN.
Så det giver god mening, at atleterne er nødt til at dele denne ’skæbne’ med andre levende mennesker, så de ikke står der så sårbart alene. Altså mærke det varme liv og den fælles puls gennem de klaskede håndflader og udveksle samhørighed og fællesskab i det medfølgende blik.
Og hvad kan vi bruge disse iagttagelser til i Talenternes Talerørs perspektiv?
Hvor OL er den absolut største scene for elitesporten, hvor alt bliver eksponeret i yderste grad, så er talentmiljøerne startstedet, hvor det hele ulmer. Så når de øverste mærker et større pres, så varsler det en verden, hvor der forventeligt bliver skruet op. Og vi kan jo se det og tænker ikke, at der er nogen, der er i tvivl om det. Presset kommer snigende, og det kommer længere og længere ned i alder og niveau. Det kommer insisterende sivende samtidig med at satsningen hos de unge bliver større med flere valg, meget mere tid investeret og med meget større bevågenhed.
Så ’klap-klap’ fortæller en historie til os. Som et varslingssystem.
Men en ting er, at man kan prøve at forberede de unge på, at de vil møde dét. Presset. Problemet er bare, at som menneske er det svært at forestille sig, hvad det sætter gang i af indre reaktioner, når pressets forventninger og medfølgende tvivl slår til én.
Presset vil komme som ’et kraftigt og vedvarende tryk’, som det defineres, når du søger på ordet pres. Presset kan komme mange steder ude fra, men det ender med at være en indre kraft. En stemme, der skriger på, at man skal leve op til forventningerne, og en indre råben som intensiveres af de grumme forestillinger om alt det forfærdelige, der kan ske, hvis man IKKE leverer.
Så det giver god mening at lære de unge at klappe til hinanden – både holdkammerater og endda modstandere – for der er intet i sol eller stjerner, der siger, at der kommer mindre pres.
De unge har i høj grad brug for nogle varme mennesker at klaske og dele det hele med. På alle mulige måder er det vigtigt at finde nogle at få delt presset med, så trykket mindskes. Det er godt at holde sig for øje, hvis man arbejder med de unge talenter på den ene eller den anden måde.