Tag: elitesport

De unge får alt for mange ord

Der er mange gode råd og mange indspark i diskussionen om, hvad der er godt og skidt for de unge talenter. Og her kommer et tankevækkende indspark, der har en alternativ vinkel. Jeg mødte Lotte Thomsen første gang for flere år siden, hvor hun brændte for at komme ud med mere viden om hendes kald som træner – at møde de unge med andet end hård træning.

—

De unge har brug for et øjebliks stilhed

”Det slår mig hver gang. At det de unge mest af alt har brug for, er det ’restoritative’. Det er et reelt behov for dem, som handler om meget mere end bare ’flyde ud’, fortæller Lotte Thomsen med en stærk og overbevisende glød i øjnene. Man er ikke i tvivl om, at det er et engageret menneske man møder hende.

Hun har længe haft denne ambition med at bruge yoga og meditation til at øge trivslen både generelt og mentalt blandt sportsfolk – også de helt unge. I debatten om de gode miljøer for de unge, er det et meget tankevækkende indspark.

Det ’restoritative’ handler i praksis om at slappe af – altså koble helt af og lade op. Og det er den indsats for de unge badmintonspillere, som den tidligere U18 europamester i badminton – og nu badmintontræner – Lotte Thomsen arbejder med.

Ikke for flippet – og ikke for elitært

”Relax er ikke Netflix. Men afslapningen kommer efter yogaen, selvom man godt kan blive lidt ør. Men alle de øvelser, jeg laver, er med henblik på at lave ’restoritative poses’ for at give kroppen denne mulighed for at lade op ud fra forskellige virkningsfulde øvelser. Men jeg arbejder også rigtigt meget med ’alignment’, som er mere skadesforebyggende med blandt andet mobilitetsøvelser, og jeg arbejder også med at få styrke ind i core og ryg,” forklarer Lotte Thomsen og beskriver medlevende om det unikke ved ”at give helt slip ned mod måtten – og så mærke det lille frø af stilhed.”

Det har krævet en stædig, tålmodig og dedikeret indsats at få yoga og meditation ’sneget ind’ i træningen, fordi det på så mange måder er anderledes end, hvad der traditionelt er foregået i hallen og træningslokalerne.

”Jeg lægger små ting ind i programmet – og lader det sprede sig. Det er vigtigt, at der er balance i tingene, og man ikke putter for meget nyt ind. Nogle gange kan det blive for flippet, og andre gange kan det blive for elitært. Men jeg har ikke mødt uvilje – men kun interesse og opbakning.”

Små skridt nedefra

Lotte Thomsen valgte bevidst en mindre klub, hvor der var plads og rum til at eksperimentere og præge kulturen. Strategien lyder på at lade den nye tilgang komme nedefra og sprede sig den vej. I badmintonklubben BC37 på Amager, har de netop fået istandsat førstesalen, så der er et stort og åbent lokale med nye vægttræningsredskaber og masser af gulvplads – og så ligger bunken af yogamåtter i hjørnet som et symbol på ’de nye tider’ og den nye tankegang.

Det er pt. udvalgte børne- og ungdomshold og seniorspillere, der kommer op på førstesalen og ’flyde’ enten før eller efter træningen – og nogle gange både før og efter. Erfaringerne er gode. Spillerne nyder det og efterspørger det. Lotte Thomsen bruger også teknikkerne som træner for Københavns Badminton Kreds unge spillere, og hun kommer fast i Lyngby Badminton klub og får stille og roligt flere forespørgsler.

Alt for mange ord

”Jeg får masser af feedback undervejs, hvor de siger: ”Åh, det er en dejlig øvelse, den her, Lotte.’ Det kan for eksempel være, hvis de ligger på ryggen på måtten og med benene oppe på en stol. Så sker der reelt noget i nervesystemet,” forklarer Lotte Thomsen og viser billeder fra øvelserne både oppe i lokalet og på græsplænen foran hallen i sommers. Det ser rart ud. Men det handler også om noget andet.

”De her børn får alt for mange ord! Også fra forældre og trænere. De er så meget oppe i hovedet i forvejen – og de har brug for at komme ned i kroppen og få lov at ligge i stillinger, der er gode for dem. Eksempelvis har teenagepiger så meget brug for det her med at kunne give slip. Der er bare så meget ’going on’ – både i forhold til hinanden og i en hverdag, hvor de skal have holdninger til alting. Samtidig er de omgivet af mange mandlige trænere og den maskuline energi, det giver og kræver. Heroppe på måtterne er der mere af den feminine energi med rundhed og en helhedstanke. Så for dem kan det være som at blive omfavnet at komme herop og ligge ned,” fortæller Lotte Thomsen, der selv har en mere end godt slidt krop efter mange års super intens træning, og hvor der var mange smerter der blev ædt i sig. 

Der skal gøres mentalt klar til at træne

Den tidligere elitespiller arbejder ud fra den helhedstanke, at kroppen og hovedet skal gøres klar til at træne. Når hun inddrager yoga og meditation, er det for at give ro og gøre kroppen klar til arbejde. Når drengene kommer til træning, så ’tjekker de eksempelvis ind’ og skal melde på en skala fra 0-10, hvor deres energi ligger i dag. Og til allersidst i yoga-træningen er der et minut, hvor musikken slukkes, og drengene får lov at opleve det sjældne: At der er helt stille!

Et rum uden præstation

”Det her er et rum uden præstation. Det italesætter jeg hver gang, de kommer herop. Her har de 20 min, hvor de får fred, og hvor de også bliver klar til at kunne yde. De kan jo Ikke bare komme og ende med at levere noget sjask, fordi de ikke er mentalt klar efter en lang dag. Denne start er også med til at øge kropsbevidstheden. Og som ekstra bonus oplever Lotte Thomsen, at når jeg hun gik forrest med det her, så vinder hun de unges tillid og fortrolighed.

Det kan være svært at lukke øjnene

Lotte Thomsen oplever også, at spillerne er tillidsfulde, selvom nogle af dem kommer ud af comfortzonen. 

”Når det sker undervejs i øvelserne, så italesætter jeg det og siger, at jeg godt kan forstå, at de har svært ved det. Det kan være meget grænseoverskridende – også for voksne – at give slip. Mange har svært ved det. De kan for eksempel ikke lukke øjnene. Når jeg ser det, så siger jeg til dem, at hvis det er for kejtet at lukke øjnene, så kan de bare kigge ned.”

En verden der gør ondt

Som svar på spørgsmålet om, hvad Lotte Thomsen ser, og hvordan hun oplever de unge hun arbejder med, trives på den store bane, så står hun med det indtryk, at alle har brug for ro og til at møde stabile voksne, der er til stede. For hvornår stopper de op i dag? De sidder der med deres mobil. Derfor er det godt at have rum, hvor de kan fordøje oplevelserne.

Derudover fremhæver Lotte Thomsen et vilkår og en præmis ved den seriøse konkurrencesport, der gør det til en meget særlig mental og fysisk verden at være i, hvor der netop ikke lyttes til kroppens signaler.

”Lige meget hvad du vil i topsport, så skal du overskride dine grænser. Du bliver skolet til at køre udover dine grænser. Man kan ikke være der uden at æde noget i sig.”

I det perspektiv bliver yogaen og den koncentrerede tilstedeværelse i ens egen krop, som Lotte Thomsen praktiserer et endnu mere interessant og relevant supplement til den traditionelle træning.

Det gode ved at give tilbage

Lotte Thomsen havde selv en lang karriere som eliteidrætsudøver i badmintonsporten, der sluttede med en benhård og meget krævende OL-kvalifikation, der glippede meget tæt på målstregen. Det var hårdt at sluge i første omgang, men i dag ser hun tilbage med stolthed på, hvad hun opnåede med sin satsning og sin sport, og i dag oplever hun det som meget gavnligt for sig selv at kaste energien over trænergerningen og denne kamp for at få sporten til at tage disse anderledes ’træningsøvelser’ med ind.

”Det har været godt at gå tilbage til sporten og være der i den givende rolle. Det har været fedt at give tilbage til badminton.” Lotte Thomsen slutter med at sætte det, vi har snakket om her, op i det store perspektiv:

”Det er helt nødvendigt at tænke ud af boksen og tænke helhed ind. Ellers ender dansk badminton med at reproducere sig selv med en masse gode trænere og viden – men ikke trænere med en viden om balance og krop og sind.”

Du kan læse mere om Lotte Thomsen og hendes arbejde her: www.lotte-yoga-badminton.dk 

Vi er i en brydningstid – men sport er stadig godt

De store linjer i dansk talentudvikling set fra de ’store’ talentansvarlige

Som afrunding på min kommende bog TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV har jeg taget en rundtur til seks helt centrale spillere, der er med til at kridte banen op og sætte retning – og som har fingeren på pulsen i forhold til, hvordan vilkårene reelt opleves for de unge derude.

Jeg var nysgerrig efter at høre, hvad de så? Hvad er de daglige udfordringer lige her og nu, hvad er hverdagens dilemmaer, og hvordan ser perspektiverne for fremtiden ud?

Jeg blev mødt med stor imødekommenhed og gensidig interesse. Der er altid mange sider af talentlivets bog, der er åbne for diskussion. Specielt i denne tid er det glødende aktuelt med den debat, der er kommet om de gode miljøer som reaktion på DR-dokumentarerne.

Som flere nævner det – vi er i en brydningstid i dag. Der er mange vilkår, der er i hektisk udvikling og afgørende forandring. Samtidig er det altid godt at få lejlighed til at træde ud af hverdagens hurlumhej og skubbe sig op til at tage det store vue fra helikopteren.

En snak med seks afgørende talentansvarlige

Det blev til gode snakke med Danmarks Cykle Union, DBU’s talentansvarlige for pigerne, Svøm Danmark, Dansk Håndbold Forbund og de store organisationer Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark. Du kan finde artiklerne fra de enkelte samtaler/interviews her på bloggen.

Hver især havde de deres mærkesager og særlige tilgang – men samtidig var der også nogle centrale temaer, der gik igen.

Dagens pressede unge kræver noget helt nyt

Først og fremmest bevidstheden om, at der sker rigtig meget med de unge i dag, og deres pressede livssituation giver både nogle helt andre reaktionsmønstre og behov – og det stiller også nye krav til sporten for at møde dem og ikke mindst forstå dem. Man kan ikke længere bare ’gøre som man plejer’. Man skal oftere i dag arbejde med bremsen og forsøge at dosere og holde igen – i stedet for at skubbe mere på.

Det skal stadig ha’ lov at være hårdt

Når det er sagt, så var der flere, der også havde behov for at gøre opmærksom på, at det altså heller ikke nytter, at man ryger helt over i den anden grøft. Hvor man i ønsket om, at alle skal trives, ikke kan/vil/tør skubbe på.

Vi skal huske, at det stadig grundlæggende er et præstationsmiljø, og her vil det altid handle om at vinde. Der vil altid være nogen, der bliver skilt fra, og andre der taber, og det kan være en hård vej. Men modgang er ikke det samme som mistrivsel, og hårdt arbejde kan være lige så tilfredsstillende som afslapning. Hvis ikke bedre…

Trænere skal ikke kun vinde i morgen

Rykker vi op på det organisatoriske plan, så møder vi det helt grundlæggende og indbyggede dilemma, som alle de talentansvarlige kæmper med.

For når vi snakker talentarbejde, så vil der uundgåeligt være modstridende interesser mellem trænere og forældre i ungdomsrækkerne, der gerne vil vinde i dag og i morgen – og så de interesser i forbund og Team Danmark, hvor tålmodighed er guld, og hvor det handler om at vinde om 13 år.

Denne iboende interessekonflikt skal der være en dialog om og gerne en aftale, hvor den gensidige afhængighed ender med nogle gode modeller, hvor alle parter bliver tilfredse.

Fremtiden byder på en intens og ustoppelig udvikling

Kigger vi ud i fremtiden, så er her også et grundvilkår, alle skitserer truer forude. At udviklingen af sporten for børn og unge bliver ved med at galoppere af sted. 

Det kan give lidt åndenød og en urolig følelse af stress at mærke suset af, hvor stærkt det går med udviklingen af talentarbejdet i stort set alle sportsgrene over hele verden.  Det rejser det meget relevante grundspørgsmål hos mange af de talentansvarlige. – Kan Danmark overhovedet følge med i denne uendelige spurt, hvor barren og målstregen hele tiden bliver flyttet, inden vi når i nærheden af målet?

Realistisk set bliver det en utrolig svær kamp at følge med, og Danmark skal være smart og udnytte de ’begavede’ løsninger, vi kan komme op med, er der også enighed om.

Men jokeren er altså, hvor meget mere man på alle parametre kan presse ned over talenterne? Her er der ingen klare retningslinjer eller streger i sandet for de ansvarlige – og der er heller ingen overordnet instans, der holder øje eller råber op.

Flere krav, bedre kvalifikationer og flere betalte omkring de unge

Helt konkret spår flere, at udviklingen kommer til at betyde, at kvaliteten af miljøerne omkring de unge bliver skruet op. Med mere uddannelse til trænere, ledere og personale omkring de unge; med mere fokus på de menneskelige facetter og trivsel; og sidst men ikke mindst – med flere lønnede jobs og flere og større krav til de ansatte.

Svagheden i systemet bliver i samme åndedrag også italesat. – Kan sporten rekruttere nok gode folk? Og når vi snakker GODE, så er det med stor vægt på DE GODE MENNESKER, som vi har været omkring mange gange i løbet af bogen. De er og bliver hjertet i det hele.

Tre klare JA’er til at slutte på

Men tre ting bliver der direkte adspurgt sagt JA til fra alle de store agenter i talentsporten.

  • JA til fælles ansvar – men med forældre som bagstoppere

JA til, at det er et FÆLLES ansvar for både trænere, ledere og forældre at sikre sig, at det er et godt liv for den unge.

Tankevækkende er det også, at de fleste udbygger dette JA med, at i sidste ende er det dog forældrene, der har et helt afgørende ansvar for, at deres børn har det godt. Det er dem, der skal lave det grundige ’service-eftersyn’ løbende.

  • JA til at det stadig er et GODT LIV

    Der bliver lige så interessant også sagt klart JA til, at det stadig er et godt liv at bruge sin barndom/ungdom dybt engageret i sporten.

De positive sider tæller mest. Og i dag er det især FÆLLESSKABET, der er unikt.

Sportens fællesskab, hvor man er fysisk sammen, og hvor man ’gør noget’ og oplever sammen. I gamle dage kunne man finde det fællesskab mange andre steder i fritiden – men ikke i dagens skærm-verden.

  • JA til at sende egne børn ud i sportens ungdomslivs-model

Og til slut den ultimative test.

– Vil du som talentansvarlig selv sende dine egne børn ud i den her verden?

Svaret er igen JA… dog med en lille tænkepause for de fleste ……. og så den afgørende slutbetingelse: ”Bare det er et godt sted!

Lad os tage det som et godt slutord.

– Sport er stadig fedt; men vi skal gøre os umage med at gøre det til et godt sted for børnene.

VERDENS FØRENDE FORSKER HAR KLARE ANBEFALINGER

MEN PROBLEMET ER, AT BØRNESPORTEN ER ORGANISERET EFTER DEN ENE PROCENT, DER BLIVER STJERNER – OG IKKE EFTER AT FÅ GLADE BØRN.

Der skal noget til at ændre på, hvordan man skal arbejde med unge talenter i en af USA’s allerstørste idrætsgrene. Men det har denne frontløber gjort! Hvis du klikker ind på Youthguidelines for amerikansk basketball (https://youthguidelines.nba.com/), så kan du læse klart og tydeligt, hvor meget basket, NBA anbefaler, at børn i forskellige aldersgrupper skal træne og spille kampe. I et særskilt skema kan du også se maksimumloftet. Hvornår det bliver for meget for børnene.

Jean Coté hedder han, den canadiske Ph.D. og professor ved Queen’s University i Kingston, Ontario, der er den førende ekspert udi viden om, hvordan vi skaber gode miljøer for børn. Og hvor det er barnet og dets behov, der er i centrum. Jean Cote har stået bag masser af banebrydende forskning, og han rejser nu ofte rundt i verden og bruges som inspirator, oplægsholder og konsulent.

Det største problem

I min jagt på evidens og handlingsansvisninger stødte jeg på ham for år tilbage, og jeg blev meget glad for, at han ville bruge lidt af sin dyrebare tid på at dele sine erfaringer med mig over skype. Jeg ville så gerne vide, hvordan han grundlæggende opfatter børnesportens ’tilstand’ i dag, og hvordan/hvor han er med til at gøre en forskel.

”At sporten for børn bliver organiseret med henblik på at skabe professionelle eliteidrætsudøvere!”

Det er hans klare svar på, hvad han ser af bekymrende udviklingstræk ved børnesport generelt verden over. Det er et stort problem, at det dermed kommer til at handle om den ene procent af børn og unge, der går hele vejen.

Det er den forkerte måde at tilrettelægge børnesporten på, når 99 procent af børnene har brug for, at sporten bliver organiseret, så den er fyldt med aktiviteter, der matcher lige præcis deres alder, og hvad de kan rumme og har lyst til. Dét, der rent faktisk er sjovt for børn!

Misledende viden

Konsekvenserne ses tydeligt i frafaldstallene, hvor vi ser rigtig, rigtig mange tilfælde af burnout, dropout og overbelastningsskader hos selv de yngste, påpeger Coté og fremhæver det problematiske i den misforståede tilgang, som opstod for nogle år siden, da man trak forskning fra andre miljøer med over i sporten, og hvor det kom til at handle om kvantitet – så mange timer som muligt proppet ind så tidligt som muligt. Det handlede om de magiske 10.000 timer for at forløse sit talent. Selvom man nu kan påvise, at det skader meget mere, end det gavner, så er det svært at ændre på. Der kommer desværre til at være kommunikation, der stritter i modsatte retninger.

Det vigtigste er at udvikle gode mennesker

Men jo flere miljøer, der opdager, hvad det gør ved børnene, des mere bliver der efterspørgsel på Jean Cotes viden. For når NBA og andre kontakter ham, er det for at få hjælp til at korrigere. For tiden arbejder han både sammen med den øverste britiske sportsorganisation, rugby i Australien, og hvis ikke Coronaen var kommet, skulle han lige nu have været i Italien og Irland. Og dét, Cote rejser rundt og fortæller om, handler om den daglige organisering og måden at arbejde med børn på.

Han knytter sig an på ’transformational coaching’ – der er en mere komplet tilgang til trænerrollen, der bevæger sig væk fra et simpelt præstationsfokuseret værktøj, til en mere helhedsorienteret tilgang med humanistisk og psykologisk fokus. Hvor hele personen tages i betragtning – ikke kun hvad der er synligt på overflade. Her handler det meget om det interpersonelle. Hvordan trænerens relation til atleterne er. I det store billede snakker Coté om tre helt overordnede indsatsområder, man skal tænke med ind, når man skal opbygge miljøer, der reelt passer til børnene.

Tre indsatsområder

”Det handler om WHAT-WHERE-WHO. Det betyder, at selve aktiviteterne skal passe til børn og deres alder og stimulere dét, de synes er sjovt. Det handler om at indrette de fysiske rammer, der er omkring aktiviteterne. Og sidst men ikke mindst handler det om det sociale. Det er så afgørende for børnene, hvordan de er sammen med hinanden. Man skal vide, hvad det er, børnene har brug for lige der, hvor de er,” uddyber Jean Cote.

Det lyder jo ganske simpelt. Men hvordan finder man så ud af, hvad det præcis er, der er godt for de børn, man står overfor?

Her er svaret også simpelt – men samtidig også krævende. For hvad der reelt er godt for børnene, det finder man kun ud af, hvis man vitterlig er sammen med dem, tæt på dem og sanser og mærker, hvor de er. Ingen genvej her. Du skal aflure, hvad de kan, og hvad de har lyst til.

Det næste oplagte spørgsmål er så, hvordan vi kan få miljøerne til at ændre tilgang og sætte barnet i centrum?

Forældre skal vide hvad sporten giver deres børn

Den canadiske forsker, der selv er vokset op med masser af sport pulsende rundt i blodet, har en anden klar pointe. Det handler om at få forældrene med ind over.

”Sporten skal ’sælges’ ind på et marked i dag. Derfor er det vigtigt at få forklaret forældrene, at deres børn kan få et meget dyrebart ’produkt’ ud af at dyrke sport som mennesker. Forældrene skal være klar over, hvor stort et potentiale sporten har for den personlige udvikling for børn. ’Building character’ er en meget større gevinst end en stor drøm om at blive en stjerne en dag.”

Cotés anbefaling tænder dog nogle advarselslamper i mig. For jeg kommer til at tænke på en god snak, jeg havde med den danske forsker og idrætspsykolog Kristoffer Henriksen en dag, hvor han netop pointerede, at der var noget helt grundlæggende galt med den tankegang, at sport altid skal have et formål og være ’godt for noget’.

Hvorfor kan det ikke bare være godt i sig selv? Hvorfor skal sporten ligesom kapres til at hoppe med på ’effektivitets-vognen-og tankegangen’ og blive nødt til at argumentere for, alt det smarte, man kan lære gennem sport, der kvalificerer én til resten af livet.

Hvis det vigtigste måske er, at sport bare er en fed ting?!

Det snakker vi lidt om, og det tager os videre til det, man ikke kan undgå at snakke om i disse tider. Corona, selvfølgelig!

”Måske kan Corona-krisen faktisk vise sig at hjælpe udviklingen på vej væk fra elite og hen mod, hvor vigtigt det er at have sport som en del af et børne- og ungdomsliv. Fordi der nu er så mange, der har mærket, hvor stort et tab, det er for børnene, når de ikke kan få lov at komme ud og svede, spille og lege med hinanden,” påpeger Jean Cote.

”Hvad ville du sige, hvis du skulle sende en direkte hilsen til sportsbørnene og give dem et godt råd til at få et godt liv med sport?”

Da jeg stiller eksperten ovenstående spørgsmål, bliver han for første gang i løbet af vores skype-samtale en lille smule mundlam – efter han har talt intenst og overbevisende og med venlig imødekommenhed – hele vejen igennem. Han må tænke sig godt om, og det er tydeligvis lidt udenfor den overordnede dagsorden rettet mod de voksne ansvarlige.

Hvilket godt råd vil han give til børnene

Men da Jean Coté først får talt sig varm, så bliver han meget overbevisende i stemmen (og her kommer hans svar uden oversættelse – fordi det har sin egen engelske rytme):

”I think the most important thing is – if I shall put it shortly to a kid: You shall enjoy yourselves and the fun skills. And you most make sure that you enjoy the activity – don’t do not like a 10 old – because they will do the practices they do not like if they are told so – it shall come from themselves – and not from someone else – making sure they like it – and keep on searching for the activities they want.”

Der er både evidens og gode folk

Det er et godt sted at slutte vores samtale. Men til sidst er der en lille interessant praktisk tilføjelse. For jeg er jo på jagt efter at finde ud af, hvor mange folk rundt i verden, der arbejder ud fra den samme ambition om at skabe bedre miljøer for børn og unge. Er Coté en del af sådan et netværk?

Nej, lyder svaret. Der findes ikke et decideret netværk, men Coté har mange folk – vitterlig rundt i hele verden – som han kommunikerer og udveksler med. Det viser, at der er et bredt globalt fokus på området. Det er godt at vide.

Det var en god snak

– og jeg slutter og takker endnu engang for, at han gav mig noget af sin dyrebare tid og viden. Det gør mig i rigtig godt og optimistisk humør. Det er så fantastisk at møde åbne og hjælpsomme mennesker, og inden dagen er omme, har professoren endda sendt mig en stor portion gode artikler og indlæg, der kommer med masser af den evidens, jeg leder efter, og som kan bruges til at overbevise verden ude omkring om, at det er en vigtig mission, han/vi er ude på.