Trivselskommissionen er netop kommet med deres rapport om ’de unges tilstand’. Det er der nok ikke ret mange, der har misset.
For os ’sportsfolk’ kommer det nok heller ikke som en stor overraskelse, at man anbefaler masser af sport og dets unikke fællesskab til at skabe trivsel.
Det er en dejlig opmuntring. Men vi er også efterladt med mange åbne udfordringer og essentielle spørgsmål om, hvordan vi så skaber trivsel gennem konkurrencesport.
Udfordringen er selvfølgelig først og fremmest at sørge for, at det er gode tilbud med masser af velfungerende kammeratskaber, vi langer ud. Når man spørger de unge, udtrykker mange af dem, at de eksplicit ønsker sig mindre fokus på konkurrence, fordi det tager over og flytter fokus fra den enkeltes oplevelse til det overordnede formål at vinde.
Så det er en vigtig opgave at lave afbalancerede tilbud til at dyrke konkurrence ’på en sjov måde’ for de børn og unge, der ikke har ambitioner om at skulle vinde det helt store.
Og konkurrence i sig selv behøver jo ikke at være et problem. Det kan give masser af spænding, intensitet og oplevelser. Kunsten er bare at dosere og perspektivere den – og tilpasse den til de unge i dag, der tydeligt allerede i forvejen er pressede af de krav og forventninger, der er til dem.
Men der er en helt anden og særlig udfordring for alle, der arbejder med de unge, der modsat har valgt at konkurrere seriøst og målrettet.
For hvordan ser trivselsvilkårene ud for unge sportstalenter?
– Er de mere presset og med større risiko for mistrivsel end andre unge generelt?
– Eller er de modsat klædt bedre på, fordi de er trænede i at arbejde målrettet for resultater og håndtere pres, krav, forventninger, modgang og medgang, sejre og nederlag?
Jeg sidder og skriver på en ungdomsbogserie i tre dele, der handler om livets mange udfordringer i henholdsvis 1., 2. og 3.G i en sportsklasse. Det er skønt at være forfatter til skønlitteratur, for her kan jeg selv vælge, hvilke tanker og udfordringer de unge skal have.
I bogen har jeg eksempelvis sat de fire unge hovedpersoner – der dyrker fodbold, svømning, atletik og badminton – til at skrive deres store 3.G SRP-opgave om emnet: ”Unges trivsel i sporten?”
Svømmeren Emilie har fået opgaven at redegøre for, om unge i sporten er mere udsatte for mistrivsel end andre unge?
Jeg var selv helt spændt på, hvad hun ville finde ud af. For når man lever sig ind i sine hovedpersoner gennem de mange sider, så får de deres egne reaktionsmønstre, tanker, holdninger mm. Så jeg sad tryllebundet og ventede på, hvad der ville komme ud af mine fingerspidser, da Emilie skulle analysere på de unge sportsfolks trivsel?
Og dét, der skete, var…
… at Emilie startede med at tænke, at når du er ung og vælger sporten til, så er der allerede sket en sortering af dig som type. Det vil sige, at talenter i sporten er ’godt kørende’ og har mod på at udfordre sig selv og livet – og derfor også er mentalt stærkere og godt klædt på.
Men da hun havde skrevet det, sad jeg selv tilbage og spekulerede over, om ikke den sårbarhed, de unge har i dag overfor at skulle præstere så meget på så mange arenaer, er akkurat lige så stor for de unge i sporten – og måske endnu større?
For er sårbarhed ikke noget andet end mod på – og en lyst til – at prøve sig selv af?
– Bliver de unge sportstalenter samtidig ikke mere sårbare i og med, at de investerer hele dem selv og deres ungdomsliv – og ikke mindst deres fulde identitet – på en plade?
– Og vokser presset ikke, når der meget tidligt kommer en masse valg, tilvalg og specielle løsninger for dem, der også ofte inkluderer dyr finansiering/sponsering fra forældre, klubber og forbund?
– Og er de ikke endnu mere pressede, fordi de er hoppet ind på en arena, hvor der er total opmærksomhed på alt, de leverer og præsterer døgnet rundt?
Jo, sat op på den måde, er det en krævende cocktail at være en ung ambitiøs atlet.
Men på den anden side…
… måske er de unge sportstalenter til gengæld hjulpet af, at de har fundet den der passion og ’helt særlige vej’, som ’de almindelige unge’ generelt er presset af?
Fordi netop dét generelle forventningspres med – at de unge af i dag både skal være unikke, finde dét, de virkelig brænder for og til og med have et liv, der er nonstop fedt og fantastisk – i høj grad er med til at stresse og trykke ungdommen på deres vej ud i voksenlivet.
… måske er det den største gave for de unge i sporten, at de har sporten? De har fundet deres mening og unikke vej.
Det kan godt være, at de er udfordrede og pressede – men de har et ungdomsliv, der er fuldt og i hvert fald ikke kedeligt, tomt eller ensomt. De er væk fra skærmene, og de har fundet en vej, en mening, en retning og masser af mål og konkrete succeskriterier.
Tilbage står vi med det der irriterende svar: ’På den ene side og på den anden side’.
Selvom trivselskommissionen afblæste den helt store trivselskrise, så fortæller de kraftigt stigende tal for mentale problemer jo deres egen nøgterne historie. Om de er sportstalenter eller ej…
Det ER svært at være ung, og de ER presset til at levere en masse – og de har samtidig en ’forkælet’ barndom, hvor de ikke bliver trænet i udfordringer og at gebærde sig, når livet bliver være surt. Og hvor det derfor slår ekstra hårdt, når modgangen kommer.
De er til og med blevet ’venner med deres forældre’, der ikke længere guider dem med autoritet. Alt er op til dem selv, og de bliver tidligt sendt ud i livet på jagt efter den evige lykke med mor og fars dankort i lommen.
Men som sagt. Der er noget, der er anderledes for de unge atleter. Selvom de har en SÆRLIG PRESSET hverdag med mange krav og forventninger både praktisk og mentalt – så bliver de oftest guidet og hjulpet meget mere på vej end deres jævnaldrende.
Summa summarum, tænker jeg…
– at det bedste, vi kan gøre, er med stor respekt at passe på de unge og have fokus på det mentale og det pres i forskellige afskygninger, som de kæmper med at kapere. Om de er i sportstøj eller ej.