Hvordan er det lige, at vi lytter til atleterne

”(…) vi synes, det er vigtigt, at I ved, hvordan vi har det, når nu så mange af jer snakker rigtig meget om, at der skal lyttes til atleterne. Vi hører nemlig meget ofte for tiden, at ”de aktive skal i centrum” og ”vi skal lytte til de aktive”. For os virker det som ligegyldige floskler, hvis man (…) Vi kan ikke stille noget krav om at blive lyttet til. Unionen skal tegnes af foreningerne. Ikke af de aktive. Men vi kan i hvert fald appellere til, at man gør, hvad man siger. Og hvis man siger, man vil lytte, så er det nu, vi har brug for at kunne se, at der bliver lyttet.”

Sådan står der i det åbne brev, som de danske topsvømmere, som træner på Det Nationale Træningscenter, havde sendt for at udtrykke deres mistillid til Dansk Svømmeunions bestyrelse forud for generalforsamlingen i april.

Den meget markante og sjældne meningsytring fra atleterne kom stort set samtidig med, at Folketinget vedtog en opdatering af eliteidrætsloven, hvor Team Danmarks tilsynsforpligtelse som noget nyt bliver skrevet direkte ind i loven, og Team Danmark bliver pålagt ”at udvikle og etablere en selvstændig funktion med inddragelse af atlerne, som de kan gå til, hvis de oplever uhensigtsmæssig adfærd.”

Tilsynsforpligtelse – det er et svært ord. For hvad er det, at hvem skal se efter? Det lyder som en god og politisk pæn og rigtig idé at opfordre til at inddrage atleterne. Men det efterlader os med en ny stor udfordring – nemlig at lytte til atleterne – og specielt de helt unge af dem? Hvordan er det, at de får en stemme?

Der er flere faktorer, der umiddelbart gør det svært.

Der er ikke tradition for at snakke

For det første. I sporten er der ikke den store tradition for at snakke og evaluere det personlige – og dermed er der heller ikke etablerede kanaler eller fora. Sport har sin egen retning og mening – der er ikke så meget at snakke om.

Alle ved hvad det handler om, og samtidig bor der også et stædigt narrativ om, ”- … at det må godt være hårdt…, og kan man ikke klare mosten, så skal man slet ikke være der… man skal kunne håndtere sig selv og klare sig under pres… det er en del af gamet.” Samtidig med at valget af en elitesportssatsning kræver mere og mere ift., hvad der skal investeres af tid, identitet og dedikation.

Der er ikke en organisation til hverdagens ’små’ udfordringer

Atleter har ikke en fælles organisation eller et talerør, der repræsenterer dem, deres ønsker og rettigheder. Samtidig med professionaliseringen af flere og flere idrætsgrene, er der kommet spillerforeninger, der arbejder med rådgivning, uddannelse, rettigheder mm. Men her er fokus på den organisere forretningsmæssige del af ’sportsarbejdet’, og det handler ikke om dagligdagens menneskelige og personlige forhold og trivsel.

Der er nye ordninger til de ’større’ sager

De nye whistleblower-ordninger, der er dukket op som reaktion mod de grumme historier, der på internationalt plan er kommet frem om krænkende og nedbrydende forhold i elitemiljøerne, retter sig heller ikke mod dagligdagens ’små historier’. Det handler om ’uhensigtsmæssig adfærd’, som der står i den nye eliteidrætslov. Dvs. når der er nogle skyldige og nogle, der kan sættes under anklage for decideret grænseoverskridende adfærd.

Udviklingssamtaler handler om mål

For mange atleter er der dog en mulighed for at blive hørt og inddraget, hvor der i det daglige miljø bliver tilbudt løbende udviklingssamtaler. Men ofte vil det være de sportslige udviklingsmål, der er i fokus. Selvom det også giver en mulighed for at snakke om trivsel på den større bane, så er der samtidig den helt grundlæggende barriere, at træneren ikke er en uvildig fortrolig. Der er en grundlæggende magtrelation mellem atlet og træner. Det er træneren, der sætter holdet, og det kan være et stort sats for atleten at fortælle om svagheder og problemer. Vil/tør man fortælle træneren, hvis man slider med tingene og/eller sig selv? Måske ligger der også implicit en kritik, af det der foregår i hverdagen og trænerens ageren, hvis man som atlet kommer med ’klager’/kommentarer.

Så det kræver på mange måder sit, hvis atleterne skal komme ud med sine personlige følelser og kampe.

Fælles opråb er sjældne

Derfor er det også ret så ekstraordinært, når de danske topsvømmere tager til orde som i eksemplet øverst, hvor svømmerne netop tager afsæt i, at man efterspørger dialog med de aktive. Det er ikke så tit det sker, at de aktive råber op – men det er sket i nogle særlige situationer, hvor atleterne har en tydelig ’sag’ eller en fælles modstand, som de sammen kan kæmpe for.

Tankevækkende nok så prøvede flere svømmere faktisk at råbe op om problematiske trænermetoder undervejs i ’svømmesagen’. Men ligeså tankevækkende at det var uden den store succes – ligesom at mistillidsvotummet til den eksisterende svømmeledelse i den aktuelle sag heller ikke gik igennem på generalforsamlingen.

Det er heller ikke så lige til bare at spørge

Der er selvfølgelig den også den helt oplagte mulighed for at komme i kontakt og inddrage atleterne. Man kan jo bare spørge dem! Altså huske at høre atleterne ind imellem, hvordan de har det?

Men selv det er langtfra så simpelt, som det lyder. Både fordi det kræver tillid, tid og ro at finde et forum at snakke i – hvilket kan være svært i en hektisk hverdag med elitesport. Men også fordi, at hvis man er ung atlet, så kan der være begrænsninger på, hvor reflekteret man selv kan svare. Når man er ung og ikke har meget livserfaring – hvordan ved man så, hvad der for alvor er godt eller skidt? Og hvornår er det for meget eller for lidt?

Det kan skade at snakke for meget om trivsel

En anden vigtig pointe ved den moderne og populære måling af trivsel, der foregår helt automatisk i blandt andet skoler og på arbejdspladser, er at den kan have den modsatte effekt. Carsten Obel, der er professor i mental børnesundhed på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet påpeger (artikel i Zetland, 29.4.2018), at det kan blive et problem, at vi så mange steder i skole og fritidsliv spørger de unge om, hvordan de trives.

”Trivselsmålingerne er udtryk for, at vi langt oftere i dag end tidligere spørger børn, hvordan de har det. Og når børn og unge konstant skal mærke efter og rapportere om deres velbefindende, så kan det have en negativ konsekvens for deres trivsel. Vi har en hel generation, hvor der er en del af de unge, der føler, at de skal præstere til 12, og nu skal de også leve livet til 12. Forventningen er, at man skal trives hele tiden, men man kan bare ikke altid have trivsel til 12.”

Ska’ vi ha’ særlige ’trivsels-vogtere’

Tilbage står vi med den mulighed, at vi kan prøve at få nogle ’trivsels-agenter’, der kan holde øje med den der trivsel. Nogle der kan suge stemningen til sig uden selv at komme til at stresse og skabe et skadeligt fokus på trivsel.

Træneren vil være den oplagte ’trivsels-agent’, men det er jo sådan, at dem, der selv er midt i dét, der skal registreres, har svært ved selv at se klart, hvad der foregår. Hvis man samtidig som træner/leder har ansvaret for, at der skal præsteres, kan man nemt blive styret af de overordnede forventninger til at skabe resultater og succes. Og så kan det være svært at tage de individuelle hensyn.

Et andet alternativ kunne være at indsætte neutrale ’trivsels-vogtere’ ude i miljøet? Ledere, der kun har ansvaret for, at alle har det godt. Måske suppleret med formelle fora, hvor man kan lytte og inddrage atleterne? Det virker som en tung løsning, der hurtig kan blive meget bureaukratisk og noget ’for tænkt’.

Trivsel bliver aldrig en simpel fælles eller målbar sag

Og det ændrer heller ikke på den fundamentale udfordring, at det er svært at afkode udefra, hvad der foregår indeni, og det er svært at konkretisere mistrivsel, når det er et meget diffust og ikke konkret operationaliseret begreb, der kommer i lige så mange individuelle afskygninger, som der er atleter/mennesker.

Alt i alt står v i tilbage med en stor udfordring i elitesporten med at finde en måde at sikre, at den omsiggribende livsstil, vi tilbyder de unge ambitiøse atleter, ikke kun skaber gode atleter – men også er god for atleterne.

Hvad kan vi så gøre?

Vi kan forebygge – og gøre os umage med at lave gode miljøer

Det, vi i hvert fald kan gøre, er at forebygge – det er oftest det bedste våben. Så først og fremmest kan vi finde frafaldsdata, der giver vigtige svar. For som det hedder sig – ’så stemmer de unge mest af alt med fødderne (og med hjertet)’. De går, hvis det ikke giver mening/glæde for dem. Så hvis/når der er meget frafald, og der er mange unge, der stopper og siger nej tak, så er der nok et problem. Hvis man altså gerne vil have, at mange bliver ved…

Næste skridt er så virkelig at tage det alvorligt, når vi laver tilbud til børn og unge og tænke alt rigtig godt igennem på forhånd.

Hvad er godt for børn/unge? Hvad passer til de unges behov, alder og evner? Hvilke forhold og hvilken livsstil skal der til, for at ’unge af i dag’ (som meget hurtigt bliver til noget andet, end det der var i går…) har lyst til at blive og kommer ’i trivsel’. Ligesom vi siger om de små babyer, når de er ’i trivsel’ – når de spiser, vokser, udvikler sig, smiler, pludrer og indtager verden.

SVARET PÅ – OM VI SKAL VÆRE BEKYMREDE?

Det gode først

Sport er stadig en fantastisk ’waste of time’ for et aktivt og konkurrencemindet lille, ungt væsen. Sporten kan noget, som andre fritidstilbud ikke kan. Her kan du blive udfordret og underholdt, og her kan du udvikle dig og mærke den stærke tilfredsstillelse ved at mærke, hvad du kan, og hvad der sker, når du sætter dig mål.

Det er den første og rareste pointe, jeg kan trække frem, efter jeg tog en snak med fire ret så forskellige kompetente folk med indblik i dagens sport – se tidligere blog-indlæg under SKAL VI VÆFRE BEKYMREDE.

De bekymrede eksempler

Men efter snakken kom der også nogle bekymrende tendenser på bordet. Som for eksempel:

”Når der er et stigende pres på, at sporten skal levere resultater og der er masser af penge og prestige blandet sammen med præstationerne, så kommer det til på den ene eller den anden måde at påvirke miljøerne hele vejen ned gennem systemerne.” Som sportschefen Laurence Halsted i Dansk Fægte-forbund udtrykker det.

”De store fællesskaber bliver udhulet, og miljøerne lukker sig om sig selv.” Tidligere Team Danmark direktør Michael Andersen trækker denne medfølgende tvungne specialisering frem som en af de negative konsekvenser.

”De unge møder et monster af et system i stedet for det frirum, som de har sådan brug for i dagens verden, hvor de unge bliver intenst målt og vejet hele tiden i skolen og på de sociale medier. ” Sådan beskriver tidligere talentchef i Dansk Håndbold Forbund, Claus Hansen, hvad det er, der møder de unge, når de gerne vil involvere sig i sportsverdenen.

”Når sporten kommer til at fylde det hele, og hverdagen som et ungt talent bliver indsnævret til kun at handle om skole og sport, så bliver de unge både indskrænkede som mennesker, og de bliver meget sårbare, når hele deres identitet er bygget op på sporten.” Det er en anden central bekymrende konsekvens af udviklingen, som de fleste af interviewpersonerne eksplicit lægger vægt på.

SJOVT er kodeordet

Tilbage står vi med spørgsmålet: – ”Hva’ ka’ og ska’ vi gøre ved det?”

Når vi leder efter løsninger og den gode vej til en sport på børns præmisser, så støder vi hurtigt på det helt grundlæggende praktiske problem. For hvad er ’børns præmisser’? Hvordan ser de ud?

Sjovt nok bruger stort set alle fagfolkene ordet ”sjovt”! Den løsning, der dukker oftest op, bliver kodet med ordet ’sjovt’. Det hjælper os ikke så meget på den handlingsorienterede bane, for hvad er sjovt i praksis? Hvad er det, vi reelt skal gøre?

Men faktisk kom fagfolkene fra de fire interviews med en del gode bud. Et godt bud er, at det sjove er det legende, afvekslende, udfordrende og udviklende. Der må godt være pres, krav og forventninger. Men det vigtigste er, at sporten møder hver enkelt ung og hver enkelt aldersgruppe og træningsgruppe med åbent sind og sanser. For når de unge kommer og putter deres liv ind i systemet, så er de afhængige af, at der er gode mennesker derinde, der ser dem og møder dem, der hvor de er.

Vi ender altså med, at hvis vi skal have miljøer, der er gode for børnene/mennesket, så kræver det gode mennesker.

De gode mennesker

Hvor sætter vi så ind henne?

Når de gode mennesker er centrale, så peger pilen straks imod træneren og træneruddannelsen som helt centralt. Det er fagfolkene også enige om og lægger vægt på – og der er en ekstra lille kringle på det ønske. For det må rigtig gerne være fyldt med prestige, anerkendelse og mening i sig selv at være en dygtig ungdomstræner. For det ER et ekstremt vigtigt hverv, der har en kæmpe indflydelse på de unge mennesker in spe!

Forskningen må gerne råbe højt

En anden vej til forandring og forbedring går også af ’videns-vejen’.

Vi har brug for, at der kommer bevidsthed og fokus på vigtigheden af at gøre sig ekstra umage med at lave rummelige ungdomsmiljøer. Så er der brug for at sætte en dagsorden, som larmer og som bliver set og respekteret. Anbefalingen til at nå derhen, kalder på at få forskningen til at drøne meget mere ud på banen.

Vi har brug for en aktiv forskning, der kommer ud med deres vigtige viden om, hvad der er godt og skidt for de unge. Og den anden gode ide til at få de gode miljøer for børn til at blive for børn husker os på at bruge det mest elementære – men også det stærkeste våben – dialogen!

Jeps, det er jo det, vi skal, og det vi er i gang med. Der skal snakkes og lyttes og læres.

Startskuddet har lydt

Det er bare en start – men vi er i gang!

Jeg synes, det er et godt startsted for Talenternes Talerør at have fået de her kvalificerede indspark. Foran os er der masser af arbejde med – at samle viden – og skabe dialog – og skubbe til udviklingen.


I de fire foregående blog-indlæg har følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer givet deres vurdering:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard