Trivsel – TALENTERNES TALERØR

De unge får alt for mange ord

Der er mange gode råd og mange indspark i diskussionen om, hvad der er godt og skidt for de unge talenter. Og her kommer et tankevækkende indspark, der har en alternativ vinkel. Jeg mødte Lotte Thomsen første gang for flere år siden, hvor hun brændte for at komme ud med mere viden om hendes kald som træner – at møde de unge med andet end hård træning.

—

De unge har brug for et øjebliks stilhed

”Det slår mig hver gang. At det de unge mest af alt har brug for, er det ’restoritative’. Det er et reelt behov for dem, som handler om meget mere end bare ’flyde ud’, fortæller Lotte Thomsen med en stærk og overbevisende glød i øjnene. Man er ikke i tvivl om, at det er et engageret menneske man møder hende.

Hun har længe haft denne ambition med at bruge yoga og meditation til at øge trivslen både generelt og mentalt blandt sportsfolk – også de helt unge. I debatten om de gode miljøer for de unge, er det et meget tankevækkende indspark.

Det ’restoritative’ handler i praksis om at slappe af – altså koble helt af og lade op. Og det er den indsats for de unge badmintonspillere, som den tidligere U18 europamester i badminton – og nu badmintontræner – Lotte Thomsen arbejder med.

Ikke for flippet – og ikke for elitært

”Relax er ikke Netflix. Men afslapningen kommer efter yogaen, selvom man godt kan blive lidt ør. Men alle de øvelser, jeg laver, er med henblik på at lave ’restoritative poses’ for at give kroppen denne mulighed for at lade op ud fra forskellige virkningsfulde øvelser. Men jeg arbejder også rigtigt meget med ’alignment’, som er mere skadesforebyggende med blandt andet mobilitetsøvelser, og jeg arbejder også med at få styrke ind i core og ryg,” forklarer Lotte Thomsen og beskriver medlevende om det unikke ved ”at give helt slip ned mod måtten – og så mærke det lille frø af stilhed.”

Det har krævet en stædig, tålmodig og dedikeret indsats at få yoga og meditation ’sneget ind’ i træningen, fordi det på så mange måder er anderledes end, hvad der traditionelt er foregået i hallen og træningslokalerne.

”Jeg lægger små ting ind i programmet – og lader det sprede sig. Det er vigtigt, at der er balance i tingene, og man ikke putter for meget nyt ind. Nogle gange kan det blive for flippet, og andre gange kan det blive for elitært. Men jeg har ikke mødt uvilje – men kun interesse og opbakning.”

Små skridt nedefra

Lotte Thomsen valgte bevidst en mindre klub, hvor der var plads og rum til at eksperimentere og præge kulturen. Strategien lyder på at lade den nye tilgang komme nedefra og sprede sig den vej. I badmintonklubben BC37 på Amager, har de netop fået istandsat førstesalen, så der er et stort og åbent lokale med nye vægttræningsredskaber og masser af gulvplads – og så ligger bunken af yogamåtter i hjørnet som et symbol på ’de nye tider’ og den nye tankegang.

Det er pt. udvalgte børne- og ungdomshold og seniorspillere, der kommer op på førstesalen og ’flyde’ enten før eller efter træningen – og nogle gange både før og efter. Erfaringerne er gode. Spillerne nyder det og efterspørger det. Lotte Thomsen bruger også teknikkerne som træner for Københavns Badminton Kreds unge spillere, og hun kommer fast i Lyngby Badminton klub og får stille og roligt flere forespørgsler.

Alt for mange ord

”Jeg får masser af feedback undervejs, hvor de siger: ”Åh, det er en dejlig øvelse, den her, Lotte.’ Det kan for eksempel være, hvis de ligger på ryggen på måtten og med benene oppe på en stol. Så sker der reelt noget i nervesystemet,” forklarer Lotte Thomsen og viser billeder fra øvelserne både oppe i lokalet og på græsplænen foran hallen i sommers. Det ser rart ud. Men det handler også om noget andet.

”De her børn får alt for mange ord! Også fra forældre og trænere. De er så meget oppe i hovedet i forvejen – og de har brug for at komme ned i kroppen og få lov at ligge i stillinger, der er gode for dem. Eksempelvis har teenagepiger så meget brug for det her med at kunne give slip. Der er bare så meget ’going on’ – både i forhold til hinanden og i en hverdag, hvor de skal have holdninger til alting. Samtidig er de omgivet af mange mandlige trænere og den maskuline energi, det giver og kræver. Heroppe på måtterne er der mere af den feminine energi med rundhed og en helhedstanke. Så for dem kan det være som at blive omfavnet at komme herop og ligge ned,” fortæller Lotte Thomsen, der selv har en mere end godt slidt krop efter mange års super intens træning, og hvor der var mange smerter der blev ædt i sig.

Der skal gøres mentalt klar til at træne

Den tidligere elitespiller arbejder ud fra den helhedstanke, at kroppen og hovedet skal gøres klar til at træne. Når hun inddrager yoga og meditation, er det for at give ro og gøre kroppen klar til arbejde. Når drengene kommer til træning, så ’tjekker de eksempelvis ind’ og skal melde på en skala fra 0-10, hvor deres energi ligger i dag. Og til allersidst i yoga-træningen er der et minut, hvor musikken slukkes, og drengene får lov at opleve det sjældne: At der er helt stille!

Et rum uden præstation

”Det her er et rum uden præstation. Det italesætter jeg hver gang, de kommer herop. Her har de 20 min, hvor de får fred, og hvor de også bliver klar til at kunne yde. De kan jo Ikke bare komme og ende med at levere noget sjask, fordi de ikke er mentalt klar efter en lang dag. Denne start er også med til at øge kropsbevidstheden. Og som ekstra bonus oplever Lotte Thomsen, at når jeg hun gik forrest med det her, så vinder hun de unges tillid og fortrolighed.

Det kan være svært at lukke øjnene

Lotte Thomsen oplever også, at spillerne er tillidsfulde, selvom nogle af dem kommer ud af comfortzonen.

”Når det sker undervejs i øvelserne, så italesætter jeg det og siger, at jeg godt kan forstå, at de har svært ved det. Det kan være meget grænseoverskridende – også for voksne – at give slip. Mange har svært ved det. De kan for eksempel ikke lukke øjnene. Når jeg ser det, så siger jeg til dem, at hvis det er for kejtet at lukke øjnene, så kan de bare kigge ned.”

En verden der gør ondt

Som svar på spørgsmålet om, hvad Lotte Thomsen ser, og hvordan hun oplever de unge hun arbejder med, trives på den store bane, så står hun med det indtryk, at alle har brug for ro og til at møde stabile voksne, der er til stede. For hvornår stopper de op i dag? De sidder der med deres mobil. Derfor er det godt at have rum, hvor de kan fordøje oplevelserne.

Derudover fremhæver Lotte Thomsen et vilkår og en præmis ved den seriøse konkurrencesport, der gør det til en meget særlig mental og fysisk verden at være i, hvor der netop ikke lyttes til kroppens signaler.

”Lige meget hvad du vil i topsport, så skal du overskride dine grænser. Du bliver skolet til at køre udover dine grænser. Man kan ikke være der uden at æde noget i sig.”

I det perspektiv bliver yogaen og den koncentrerede tilstedeværelse i ens egen krop, som Lotte Thomsen praktiserer et endnu mere interessant og relevant supplement til den traditionelle træning.

Det gode ved at give tilbage

Lotte Thomsen havde selv en lang karriere som eliteidrætsudøver i badmintonsporten, der sluttede med en benhård og meget krævende OL-kvalifikation, der glippede meget tæt på målstregen. Det var hårdt at sluge i første omgang, men i dag ser hun tilbage med stolthed på, hvad hun opnåede med sin satsning og sin sport, og i dag oplever hun det som meget gavnligt for sig selv at kaste energien over trænergerningen og denne kamp for at få sporten til at tage disse anderledes ’træningsøvelser’ med ind.

”Det har været godt at gå tilbage til sporten og være der i den givende rolle. Det har været fedt at give tilbage til badminton.” Lotte Thomsen slutter med at sætte det, vi har snakket om her, op i det store perspektiv:

”Det er helt nødvendigt at tænke ud af boksen og tænke helhed ind. Ellers ender dansk badminton med at reproducere sig selv med en masse gode trænere og viden – men ikke trænere med en viden om balance og krop og sind.”

Du kan læse mere om Lotte Thomsen og hendes arbejde her: www.lotte-yoga-badminton.dk

Hvad er problemet

Brøndby og FA2000’s unge fodboldspillere, Gentoftes elitesvømmere og Høje Taastrups talentforum…

Jeg har været ude i en del forskellige miljøer og foreninger i løbet af de sidste par måneder og haft trivsel og ’det gode miljø’ på dagsordenen.

Men det interessante er, at når jeg er ude og spørge dem, der er midt i det pulserede sportstalentliv, så er det ikke store trivselsproblemer, der bliver bragt frem, når jeg spørger til deres hverdag. Så handler det mere om det jordnære som frustrationer over ting som tidspres, sociale issues, ordentlig kommunikation og sammenhæng mellem skole, klub og forældre mm.

Så hvad er problemet?

Hvorfor er det nødvendigt at begynde at snakke om trivsel i konkurrencesportens små og store miljøer for børn, unge og garvede. Er der da noget galt? Gør vi ikke bare som vi plejer?

Der har ikke været brug for at diskutere den slags tidligere. Sport har jo bare haft sin egen verden og sit eget spil og regler. Så hvis vi synes den slags er sjovt, så hopper vi med på vognen og ser, hvor langt det kan tage én.

Neeejjjjj, sådan er det så lige pludselig ikke.

Men sporten er ikke det eneste univers, ’det går ud over’. Der bliver snakket trivsel rigtig mange steder. I skoler, i familier, på jobs mv. Vi må være nået derop på toppen af Maslows behovspyramide, hvor vi nu har alt, hvad vi overhovedet kan drømme om at putte i hovedet, underholde os med, gøre tilværelsen komfortabel og luksus-dovne-agtig med. Så er der kun det sidste tilbage. At vi også skal have det godt og kunne nyde livet. Men det er måske den allersværeste opgave – at finde den evige lykke. Det er så rystende og slående, at kurven over mentale problemer og mistrivsel bare stiger og stiger i disse år. Ikke mindst hos de unge og hos pigerne.

’Svømmesagen’ har sat dagsorden

Vi var allerede begyndt at pippe om trivsel i sporten rundt omkring i hjørnerne, da ’Svømmesagen’ kom og satte en meget stærk ny dagsorden i konkurrencesporten og præstationskulturen. DR-dokumentaren, der kunne fortælle en meget overraskende historie om, at man havde et elitemiljø i svømmesporten, hvor man ikke behandlede svømmerne godt, man talte grimt til dem, udskammede dem, kastede plastikstole efter dem og mobbede dem. Og de fleste fandt sig i det og toppræsterede endda, mens andre knækkede nakken og forsvandt langt væk fra sporten og hen i sundhedsvæsenet med sårede sjæle.

Så hvad er problemet?

At der bliver talt grimt og nedgjort atleter rundt omkring? Nej, det er heldigvis ikke kutymen i Danmark. Men hopper vi op i metaplan og kigger ned på sporten, så er der noget andet, der udspiller sig på den store bane. Så er det som om, man kan se en slagmark optegnet.

Ude fra venstre kommer alle de uskyldige, søde, små, håbefulde sportsbørn gående klædt på til fest og farver og kamp.

Ude fra højre kommer en alvorlig hær marcherende ned mod børnene bevæbnet med forpligtelser, krav, karriereplaner, specialisering og sortering, tilbud om særlige skoleordninger og uddannelsessteder, talentidentifikationsredskaber, udskillelsesmetoder og optimeringsprincipper – måske også kontrakter og penge.

Børnene møder den voksne alvor et sted

Et sted på sportens slagmark mødes de to verdener og filtres sammen og rodes ind i hinanden. Det er ikke muligt at se lige præcis, hvor eller hvornår det sker – men ser man over tid, kan man tydeligt fornemme, at den alvorlige voksen-eliteidræt infiltrerer det uskyldige børneliv tidligere og tidligere.

Røgen står op fra feltet. Det oser af fascinerende præstationsforbedringer – hurtigere, smartere, stærkere, optimeret, ekvilibrisme stadig i voksealderen. Men den knitrende ild blander sig med sort røg, der ulmer op fra præstationspres, selvdisciplinering, overbelastningsskader, store valg, forpligtende drømme, kostplaner, voksen-disciplin og kontrol med kontrol på.

Det er her, vi har problemet

Der går sjældent en brand af ingenting. Og konkurrencesportens iboende kræfter er stærke. Det går jo den vej hele tiden og har altid gjort det. Det ligger i præstationskulturens sjæl. Det handler jo om hele tiden at blive bedre og kunne presse sig længere, højere og hurtigere ud ad tangenten. Konkurrencesport handler om at blive bedre i dag end i går. Det handler om at gøre det bedre end alle de andre.

Den drivkraft er jo fed og fascinerende. Det er derfor, det er skide sjovt selv at spille med. Det er aldrig kedeligt, Der sker altid noget. Man er altid på vej. Også når det går baglæns. Så gælder det bare om at få vendt bøtten og komme op på den vindende hest igen.

Men det er også den drivkraft, der giver os problemerne. Eller skal vi sige udfordringerne.

”Gør det bedste du kan” – eller – ”Gør dét, der skal til”

Problemet er, at når det handler om elite og konkurrence, så skal vi videre. Vi skal ikke hjem, og vi skal ikke stå stille. Det handler om ”at gøre dét, der skal til”. Og i det internationale og globale system betyder det, at det ikke længere er nok, ”at gøre det, så godt man kan”. Dvs. gøre det, der føles naturligt og overkommeligt – hvor man ikke bryder udover de grænser, der spænder hverdagen for hårdt og skaber mistrivsel.

For det er lige præcis den her usynlige streg, der ligeså stille og ubemærket bliver overskredet, når udviklingen bliver ved med at presse på og bede om mere…, længere… hårdere… tidligere…

Det er den streg, der går mellem det, man kan gøre ’ubesværet og naturligt’, og dét der driver én udover ens naturlige kapacitet, der larmer.

Så selvom dem, der står midt i det, ikke ser springet ud på det dybe, men bare bliver lidt mere forpustede over at løbe lidt hurtigere og trækker lidt dybere ned i det mentale for at leve op til kravene, så bliver spillets grundregler og præmisser ændret.

Løbende trivsels-tjek

Det er derfor, at det i dag er super relevant at se på trivsel. Vi er allerede presset derhen, at det bør blive et must med løbende ’sports service-tjek’.

Det er derfor, at ’det der trivsel’ ikke bare er et moderne buzzword, som skal flytte ind i sportens univers ligesom i alle andre miljøer. Det bliver pludselig mega relevant at sætte fingeren på pulsen og få afkodet, om sporten er ved at udvikle sig et sted hen, hvor alt det, der skal leveres for at klare sig i den skærpede konkurrence, der lige får et lille nyt nyk opad hele tiden, ender med at blive til mere, end hvad der er sundt og godt. Hvor presset på personens hverdag, sjæl og krop skaber mistrivsel.

Mennesket før resultaterne

Helt aktuelt skriver professor og idrætspsykolog (ved SDU og Team Danmark) Kristoffer Henriksen i en hel aktuel artikel her i slut marts 22 (Unge talenter er ikke små eliteatleter) – at vi skal passe på ikke at træne børn, som var de små voksne og kopiere den voksne eliteidræts modeller over til børn og unge. Han slutter artiklen med at slå fast, at det bør være mennesket først, og resultaterne bagefter for de unges sport.

Det er vand på min mølle, men samtidig åbner det også op for en diskussion. For holder prioriteringen af mennesket op med at tælle, når atleterne bliver ældre og/eller når de kommer op i professionel og kommerciel eliteidræt? Gælder det også for alle de atleter, der får Team Danmark støtte. Og hvilke valg/fravalg, skal der gøres, hvis mennesket kommer først? Hvis trivsel får lov at komme først – hvad skal vi så gøre anderledes?

Det næste spørgsmål, der popper op, er om trivsel er noget, vi gør for moralens skyld? Eller er trivsel bare et middel til at præstere bedre? Eller er trivsel et mål i sig selv?

En model der gør trivsel konkret

Helt grundlæggende er det afgørende at afklare, hvorfor vi tager trivselsdiskussionen frem. Og hvor meget vi vil prioritere efter den. Og så handler det selvfølgelig også om at gøre tanker og snakke til noget aktivt og konkret og gøre en forskel ude i virkeligheden. Men her løber vi på endnu en udfordring, for trivsel er sådan en svær og diffus ting at arbejde med.

Det er derfor, jeg gennem det sidste års tid har brugt meget tid på at få ommøbleret de store tanker til små indsatsområder. Jeg har udviklet en model, der forsøger at konkretisere trivsels-snakken og gøre den helt konkret og operationel. Modellen tager fat i fire dele af et sports-talent-liv. Modellen laver det diffuse begreb trivsel om til gode rammer, vilkår, værdier, metoder og kompetencer, der skaber et godt liv.

”Being well – being good”

Modellen gør det muligt at vurdere/diskutere sit eget lokale miljø – både ift. rammerne og rutinerne / miljøet, stemningen og kulturen / potentialet for personlig udvikling / mentale og menneskelige redskaber og ressourcer.

Ja, så jeg glæder mig personligt til at komme ud igen og igen og snakke om de her ting ude i miljøerne. For der er ingen tvivl om, at trivselsdebatten er kommet for at blive.

Jeg læste et godt slagord forleden, der så klogt sætter tingene på spidsen. Et helt centralt spørgsmål til alle sportsforældre – og egentlig også til trænere, ledere og politikere:

“Do you want the best for your kids? Or do you want your kids to be the best?”

I dag er det ikke to sider af samme sag. Det er problemet / udfordringen.

Har vi udviklet os mod den forkerte regnbue

Hvad er der med dem – ‘de der sårbare unge’?

Og hvad kommer det os ved i konkurrencesporten?

DEL 1 af 2

”At være ung i dag kan siges at være en kompleks færden mellem flerartede, uforenelige forventninger og krav. Vi befinder os i en individualiseret tid, hvor den personlige frihed er omfangsrig, den enkeltes muligheder stort set grænseløse og hvor levestandarden er høj og privilegeret.

Alligevel markerer den yngre generation sig som en hær af unge mennesker, der er tynget af dybtliggende følelser af afmagt og utilstrækkelighed.

Noget tyder på, at nutidens privilegerede leveform har en pris, som specielt den unge generation betaler i form af en selvdestruktiv eksistensmåde.”

Dette citat fra min datter Trines opgave på psykologistudiet sætter temaet godt og klart, og ordvalget ’tynget af dybtliggende følelser af afmagt og utilstrækkelighed’, får det til at suge i min mave…

– For hvorfor er det så svært at være ung i dag?

– Og hvis det er svært at være ung i det hele taget – er det så sværere eller nemmere at være i sporten?

– Og hvad gør sporten egentlig for at være klar til at modtage disse unge?

De tre spørgsmål har optaget mig gennem et stykke tid, og jeg har forsøgt at researche mig frem til mere viden om ’de unge af i dag’ både teoretisk og faktuelt.

(NB: Se henvisning til de gode bøger og kilder sidst i artiklen)

Sporten må kigge ud i den ‘virkelige verden’

Det er jo på alle måder essentielt, at vi ved, hvad det er for unge mennesker, vi arbejder for og med. Sporten kan nogle gange lukke sig om sig selv som en isoleret boble med egne normer og mønstre langt væk fra den ’almindelige verden’ udenfor.

Det kan være rart og godt og netop gøre sportsverdenen til en dejlig oase. Men det kan også være et problem, hvis vi i sporten glemmer at se de store sammenhænge, vi er en del af. Hvis unges livsvilkår ændrer sig drastisk, så er sporten nødt til at være opmærksom – ideelt set endda være på forkant – og være klar til at møde og hjælpe dem.

Og der sker nogle ting med de unge af i dag, som vi i sportens verden ikke kan sidde overhørig.

Tallene er ret så vilde!

I en periode ti år tilbage fra 2017 viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at antallet af unge med psykiske problemer som angst og depression er tredoblet. Tredoblet!

Det er særligt de unge piger, der er hårdt ramt. Tal fra VIVE fra 2018 viser, at siden 2010 er andelen af unge piger med en psykisk lidelse steget fra 21 til 39 procent. Altså næsten 4 ud af 10 unge piger!

Drengenes andel ligger lavere – men er også i vækst, de starter bare længere nede fra.

En sidste interessant detalje. Forskerne slår fast, at den unge generations sårbarhed ikke er social betinget. Denne ’ungdoms-sygdom’ rammer atypiske alle de unge – og faktisk især de meget pæne og ordentlige.

Der er mange flere tal fra flere forskellige undersøgelser – også fra andre nordiske og vestlige europæiske lande og USA – der viser de samme skræmmende tendenser. Ikke bare skræmmende -men triste, bekymrende og foruroligende tal – og virkelig stof til eftertanke.

Eftertanke af den slags, der råber højt og siger, at vi voksne virkelig skal mere end læse – men handle.

Vi har jo alt og burde være top glade

Vejen til at handle er i første omgang at prøve at forstå, hvad det er, der foregår med de ’forkælede unge’, der jo netop vokser op i et samfund med så mange ressourcer og tilbud, at livet mest af alt ligner en glad gavebod. Udefra set er vi nærmest nået i mål på udviklingssøjlen. Vi har alt til at kunne leve og overleve på den behageligste og lækreste måde – og nu skal vi bare realisere os selv og vælge det allerbedste. Hvorfor er det så svært?

Højskolelærer Christian Hjortkjær slår fast (i den meget anbefalelsesværdige bog ’Utilstrækkelig), at det jo ikke noget nyt, at unge har det svært og er udfordret af at skulle ind i det voksne liv. Det vil altid være svært. Problemet er, som han siger, at det er ’anderledes svært’ i dag.

De unge styrter ikke. Nej, de kæmper kontinuerligt for ikke at falde – de snubler af sted gennem livet. I skiftet fra velfærdssamfundet og til det præstationssamfund, vi har fået lavet i dag, er der sket det, at i stedet for som tidligere at hjælpe og støtte unge på vej, så skal de unge nu klare den selv, og de skal præstere og levere, og de bliver hele tiden målt og vejet. Det er helt andre samfundsmæssige grundbetingelser.

De unges adfærd er fyldt med paradokser

Det ender med nogle næsten absurde paradokser i den unge generation, fremhæver Hjortkær. Han ser unge, der både er stærke, målrettede og stræbsomme – men som samtidig også er meget sårbare, usikre og oplever en stærk følelse af ensomhed.

De unge er ’grund-nervøse’ i en form, der rækker langt ud over almindelig utryghed. De har et stort behov for sikkerhed. Men alt er omskifteligt og usikkert. Ikke engang en god uddannelse kan give dem sikkerhed. Alle kan blive sorteret fra eller misse.

Hjortkjær ser det som et billede. De unge går på en meget smal og usikker vej, der ligger mellem succes og fiasko, og det er meget nemt at falde udover kanterne. Livet er et voldsomt enten-eller-spil. Det er med til at gøre hverdagen endnu mere nervepirrende, når du som ung kan mærke afgrunden lige derude ved siden af. Og som Hjortkjær også slår fast: Falder de unge ned ved siden af, så giver de op.

Skiftet fra velfærd til præstation

Helt overordnet ligger der nogle forklaringer i udviklingen af det tyoe samfund, vi lever i. For der er sket nogle fundamentale ændringer af vores måde at være mennesker på. Efter vi har flyttet os fra et velfærdssamfund, hvor der blev taget hånd om folk, så har vi i dag et meget anderledes præstationssamfund, hvor du hele tiden skal tilkæmpe dig din plads, og intet er givet eller sikkert – udover at du kan være sikker på, at tingene hele tiden udvikler sig, og du skal følge med.

Et præstationssamfund giver særlige spilleregler, og konsekvenserne er store – især de unge, der skal ind i denne verden og klare sig og overleve.

Alt det de SELV skal kunne

Når skæbnen i den grad er overladt til den unge, så betyder det, at de SELV skal evne at køre med klatten; de skal vide, hvad de vil og bare gå for det; ”just do it”! Allerede her bliver det svært, for de skal både vide, hvilken vej de gerne vil gå, og de skal turde satse.

De skal sørge for hele tiden at udvikle dig og være på vej videre – for i dette game må du ikke stå stille, og du må ikke være Mr. eller Miss Middelmådig. Så bliver du overhalet. Der er altid en tung ånde i nakken. Der er ikke plads til at tøve for længe. For det hele går hurtigt, og de bliver ligeså hurtigt hægtet af. Derfor er der det ekstra stressmoment, at de vælger rigtigt. Første gang.

De skal virkelig kunne en masse. Samtidig skal de være fleksibel, initiativrig, opsøgende og god til at omstille dig. Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at de shiner. De skal være passionerede, og det skal føles ’helt rigtigt’ hele vejen. Det skal være true love og det bedste af det bedste hele vejen. Ellers spilder du dit liv…

En enkelt karakter kan ruinere livet

Derfor starter presset tidligere og tidligere på børnene. Derfor skal de have de høje karakterer helt ned i Folkeskolen, for at de kan komme ind på deres drømmeuddannelse og senere få deres drømmejob, drømmebolig og gode fremtid. Det er den helt store pakke, der er puttet ned i en mentale skoletaske. Puh, så kommer alvoren tidlig med i sidelommen.

Selvom vi måske stadig slet ikke har det samme pres på de danske unge, som de har rundt om i verden i lande som Sydkorea og Kina og Japan, som Merete Risager pointerer det. Men udviklingen har i hvert fald været markant i Danmark og meget har ændret sig radikalt gennem den seneste årrække.

Det er ikke længere ’samfundets skyld’ – men din egen

Som en anden tankevækkende konsekvens så kan vi i præstationssamfundet ikke længere sige: ”at det er samfundets skyld!” Nej, nu er det sgu’ vores egen skyld, hvis det går ad h…… til. I de gamle velfærdsdage var der tid og plads til at fjolle rundt som ung, og hvis der var noget, der ikke kørte, kunne man undskylde sig og med stor indignation sige: ”… at det var nogen andres skyld”.

Den går ikke i dag. Nu skal de unge en masse (som de voksne stadig et sted har bestemt…), og hvis de ikke lykkes, så er det deres EGEN skyld. Der er ikke tid eller plads til svinkeærinder eller gå forkert.

Har vi udviklet os mod den forkerte regnbue

At vi har udviklet os op på toppen af behovspyramiden, er måske et problem? For det kan godt se ud som om, at vi er kommet et forkert sted hen, og lykken ikke ligger for enden af den materielle regnbue, som vi troede. Det er ligesom blevet ’for godt’ og for luksus.

For når de unge står i denne gavebod med alle gaverne/mulighederne foran sig og med alle de åbne døre, så ser det ud til at være en stor del af problemet. Når du som ung får at vide, at du kan stort set alt, hvad du drømmer om, så har du fået bolden spillet for dine fødder. Og så er det bare at løbe med den og score. Det er helt op til dig selv – men hvis du brænder er det altså også din egen skyld.

Den ultimative frihed er en svær ting

Den ultimative frihed med alle muligheder åbne kan absurd nok ende med at give følelse af krav og tvang i stedet for. Det er rigtig svært at vælge, når man kan tage fra alle hylder. Som et menukort med alt for mange lækre retter. Nogle gange er det nemmere med en enkelt ’dagens ret’.

Summet op er det hele altså op til dig SELV. Det kræver rigtig meget, når du bliver SELV-ansvarlig for dit liv og din lykke, hvor du både skal SELV-disciplinere dig selv, SELV-lede dig selv, du skal være SELV-kritisk og du skal SELV mærke efter, om det hele tiden er fedt og fantastisk?!

”I am the master of my fate / I am the captain of my soul.”

Sådan star der i digtet Invictius af William Ernest Henley. Det lyder smukt og stærkt – men det kan samtidig læses som essensen af det sted, vi har udviklet os hen til / op til. Det bliver rigtig svært, når vi selv er ansvarlige for det hele – både vores skæbne og vores sind – både vejen og udsigten…

Skam og utilstrækkelighed har afløst skyld og neuroser

Psykologien kan hjælpe med at forklare, hvorfor vi er mere sårbare overfor de åbne muligheder end de kontante krav. For den menneskelige psyke er indrettet sådan, at når der er noget MAN SKAL, så giver det skyld og neuroser ikke at leve op til disse krav. Men hvis ikke man kan klare at forvalte, ’alt det man FÅR TILBUDT og har mulighed for’, så kan man i stedet inkassere følelser af afmagt, skam og utilstrækkelighed.

Når det bliver ’ens egen skyld’, at man ikke bliver til ’noget’, så rammer det ekstra hårdt på psyken. Det kan sætte gang i disse for os mennesker meget farligere selvdestruktive kræfter.

—

Dette var den første del af ’historien om de unge’.

I del 2 af denne ’klog-på-de-unge’ blogartikel kommer det til at handle om de udviklingstræk, der er med til at presse de unge yderligere. Vi kommer også til diskussionen af, hvordan konkurrencesportens miljø matcher de unge, og slutter med spekulationerne fremadrettet:

”What to do?”

Læs med i næste uge…

—

Anbefalet læsning:

’Utilstrækkelig’; Christian Hjortkjær
’Ny udsathed’; Center for Ungdomsforskning (med artikler fra 11 forskere)
’Selvbyggerbørn’; Merete Risager
’Præstationskultur’; Anders Petersen

Hvordan er det lige, at vi lytter til atleterne

”(…) vi synes, det er vigtigt, at I ved, hvordan vi har det, når nu så mange af jer snakker rigtig meget om, at der skal lyttes til atleterne. Vi hører nemlig meget ofte for tiden, at ”de aktive skal i centrum” og ”vi skal lytte til de aktive”. For os virker det som ligegyldige floskler, hvis man (…) Vi kan ikke stille noget krav om at blive lyttet til. Unionen skal tegnes af foreningerne. Ikke af de aktive. Men vi kan i hvert fald appellere til, at man gør, hvad man siger. Og hvis man siger, man vil lytte, så er det nu, vi har brug for at kunne se, at der bliver lyttet.”

Sådan står der i det åbne brev, som de danske topsvømmere, som træner på Det Nationale Træningscenter, havde sendt for at udtrykke deres mistillid til Dansk Svømmeunions bestyrelse forud for generalforsamlingen i april.

Den meget markante og sjældne meningsytring fra atleterne kom stort set samtidig med, at Folketinget vedtog en opdatering af eliteidrætsloven, hvor Team Danmarks tilsynsforpligtelse som noget nyt bliver skrevet direkte ind i loven, og Team Danmark bliver pålagt ”at udvikle og etablere en selvstændig funktion med inddragelse af atlerne, som de kan gå til, hvis de oplever uhensigtsmæssig adfærd.”

Tilsynsforpligtelse – det er et svært ord. For hvad er det, at hvem skal se efter? Det lyder som en god og politisk pæn og rigtig idé at opfordre til at inddrage atleterne. Men det efterlader os med en ny stor udfordring – nemlig at lytte til atleterne – og specielt de helt unge af dem? Hvordan er det, at de får en stemme?

Der er flere faktorer, der umiddelbart gør det svært.

Der er ikke tradition for at snakke

For det første. I sporten er der ikke den store tradition for at snakke og evaluere det personlige – og dermed er der heller ikke etablerede kanaler eller fora. Sport har sin egen retning og mening – der er ikke så meget at snakke om.

Alle ved hvad det handler om, og samtidig bor der også et stædigt narrativ om, ”- … at det må godt være hårdt…, og kan man ikke klare mosten, så skal man slet ikke være der… man skal kunne håndtere sig selv og klare sig under pres… det er en del af gamet.” Samtidig med at valget af en elitesportssatsning kræver mere og mere ift., hvad der skal investeres af tid, identitet og dedikation.

Der er ikke en organisation til hverdagens ’små’ udfordringer

Atleter har ikke en fælles organisation eller et talerør, der repræsenterer dem, deres ønsker og rettigheder. Samtidig med professionaliseringen af flere og flere idrætsgrene, er der kommet spillerforeninger, der arbejder med rådgivning, uddannelse, rettigheder mm. Men her er fokus på den organisere forretningsmæssige del af ’sportsarbejdet’, og det handler ikke om dagligdagens menneskelige og personlige forhold og trivsel.

Der er nye ordninger til de ’større’ sager

De nye whistleblower-ordninger, der er dukket op som reaktion mod de grumme historier, der på internationalt plan er kommet frem om krænkende og nedbrydende forhold i elitemiljøerne, retter sig heller ikke mod dagligdagens ’små historier’. Det handler om ’uhensigtsmæssig adfærd’, som der står i den nye eliteidrætslov. Dvs. når der er nogle skyldige og nogle, der kan sættes under anklage for decideret grænseoverskridende adfærd.

Udviklingssamtaler handler om mål

For mange atleter er der dog en mulighed for at blive hørt og inddraget, hvor der i det daglige miljø bliver tilbudt løbende udviklingssamtaler. Men ofte vil det være de sportslige udviklingsmål, der er i fokus. Selvom det også giver en mulighed for at snakke om trivsel på den større bane, så er der samtidig den helt grundlæggende barriere, at træneren ikke er en uvildig fortrolig. Der er en grundlæggende magtrelation mellem atlet og træner. Det er træneren, der sætter holdet, og det kan være et stort sats for atleten at fortælle om svagheder og problemer. Vil/tør man fortælle træneren, hvis man slider med tingene og/eller sig selv? Måske ligger der også implicit en kritik, af det der foregår i hverdagen og trænerens ageren, hvis man som atlet kommer med ’klager’/kommentarer.

Så det kræver på mange måder sit, hvis atleterne skal komme ud med sine personlige følelser og kampe.

Fælles opråb er sjældne

Derfor er det også ret så ekstraordinært, når de danske topsvømmere tager til orde som i eksemplet øverst, hvor svømmerne netop tager afsæt i, at man efterspørger dialog med de aktive. Det er ikke så tit det sker, at de aktive råber op – men det er sket i nogle særlige situationer, hvor atleterne har en tydelig ’sag’ eller en fælles modstand, som de sammen kan kæmpe for.

Tankevækkende nok så prøvede flere svømmere faktisk at råbe op om problematiske trænermetoder undervejs i ’svømmesagen’. Men ligeså tankevækkende at det var uden den store succes – ligesom at mistillidsvotummet til den eksisterende svømmeledelse i den aktuelle sag heller ikke gik igennem på generalforsamlingen.

Det er heller ikke så lige til bare at spørge

Der er selvfølgelig den også den helt oplagte mulighed for at komme i kontakt og inddrage atleterne. Man kan jo bare spørge dem! Altså huske at høre atleterne ind imellem, hvordan de har det?

Men selv det er langtfra så simpelt, som det lyder. Både fordi det kræver tillid, tid og ro at finde et forum at snakke i – hvilket kan være svært i en hektisk hverdag med elitesport. Men også fordi, at hvis man er ung atlet, så kan der være begrænsninger på, hvor reflekteret man selv kan svare. Når man er ung og ikke har meget livserfaring – hvordan ved man så, hvad der for alvor er godt eller skidt? Og hvornår er det for meget eller for lidt?

Det kan skade at snakke for meget om trivsel

En anden vigtig pointe ved den moderne og populære måling af trivsel, der foregår helt automatisk i blandt andet skoler og på arbejdspladser, er at den kan have den modsatte effekt. Carsten Obel, der er professor i mental børnesundhed på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet påpeger (artikel i Zetland, 29.4.2018), at det kan blive et problem, at vi så mange steder i skole og fritidsliv spørger de unge om, hvordan de trives.

”Trivselsmålingerne er udtryk for, at vi langt oftere i dag end tidligere spørger børn, hvordan de har det. Og når børn og unge konstant skal mærke efter og rapportere om deres velbefindende, så kan det have en negativ konsekvens for deres trivsel. Vi har en hel generation, hvor der er en del af de unge, der føler, at de skal præstere til 12, og nu skal de også leve livet til 12. Forventningen er, at man skal trives hele tiden, men man kan bare ikke altid have trivsel til 12.”

Ska’ vi ha’ særlige ’trivsels-vogtere’

Tilbage står vi med den mulighed, at vi kan prøve at få nogle ’trivsels-agenter’, der kan holde øje med den der trivsel. Nogle der kan suge stemningen til sig uden selv at komme til at stresse og skabe et skadeligt fokus på trivsel.

Træneren vil være den oplagte ’trivsels-agent’, men det er jo sådan, at dem, der selv er midt i dét, der skal registreres, har svært ved selv at se klart, hvad der foregår. Hvis man samtidig som træner/leder har ansvaret for, at der skal præsteres, kan man nemt blive styret af de overordnede forventninger til at skabe resultater og succes. Og så kan det være svært at tage de individuelle hensyn.

Et andet alternativ kunne være at indsætte neutrale ’trivsels-vogtere’ ude i miljøet? Ledere, der kun har ansvaret for, at alle har det godt. Måske suppleret med formelle fora, hvor man kan lytte og inddrage atleterne? Det virker som en tung løsning, der hurtig kan blive meget bureaukratisk og noget ’for tænkt’.

Trivsel bliver aldrig en simpel fælles eller målbar sag

Og det ændrer heller ikke på den fundamentale udfordring, at det er svært at afkode udefra, hvad der foregår indeni, og det er svært at konkretisere mistrivsel, når det er et meget diffust og ikke konkret operationaliseret begreb, der kommer i lige så mange individuelle afskygninger, som der er atleter/mennesker.

Alt i alt står v i tilbage med en stor udfordring i elitesporten med at finde en måde at sikre, at den omsiggribende livsstil, vi tilbyder de unge ambitiøse atleter, ikke kun skaber gode atleter – men også er god for atleterne.

Hvad kan vi så gøre?

Vi kan forebygge – og gøre os umage med at lave gode miljøer

Det, vi i hvert fald kan gøre, er at forebygge – det er oftest det bedste våben. Så først og fremmest kan vi finde frafaldsdata, der giver vigtige svar. For som det hedder sig – ’så stemmer de unge mest af alt med fødderne (og med hjertet)’. De går, hvis det ikke giver mening/glæde for dem. Så hvis/når der er meget frafald, og der er mange unge, der stopper og siger nej tak, så er der nok et problem. Hvis man altså gerne vil have, at mange bliver ved…

Næste skridt er så virkelig at tage det alvorligt, når vi laver tilbud til børn og unge og tænke alt rigtig godt igennem på forhånd.

Hvad er godt for børn/unge? Hvad passer til de unges behov, alder og evner? Hvilke forhold og hvilken livsstil skal der til, for at ’unge af i dag’ (som meget hurtigt bliver til noget andet, end det der var i går…) har lyst til at blive og kommer ’i trivsel’. Ligesom vi siger om de små babyer, når de er ’i trivsel’ – når de spiser, vokser, udvikler sig, smiler, pludrer og indtager verden.

SVARET PÅ – OM VI SKAL VÆRE BEKYMREDE?

Det gode først

Sport er stadig en fantastisk ’waste of time’ for et aktivt og konkurrencemindet lille, ungt væsen. Sporten kan noget, som andre fritidstilbud ikke kan. Her kan du blive udfordret og underholdt, og her kan du udvikle dig og mærke den stærke tilfredsstillelse ved at mærke, hvad du kan, og hvad der sker, når du sætter dig mål.

Det er den første og rareste pointe, jeg kan trække frem, efter jeg tog en snak med fire ret så forskellige kompetente folk med indblik i dagens sport – se tidligere blog-indlæg under SKAL VI VÆFRE BEKYMREDE.

De bekymrede eksempler

Men efter snakken kom der også nogle bekymrende tendenser på bordet. Som for eksempel:

”Når der er et stigende pres på, at sporten skal levere resultater og der er masser af penge og prestige blandet sammen med præstationerne, så kommer det til på den ene eller den anden måde at påvirke miljøerne hele vejen ned gennem systemerne.” Som sportschefen Laurence Halsted i Dansk Fægte-forbund udtrykker det.

”De store fællesskaber bliver udhulet, og miljøerne lukker sig om sig selv.” Tidligere Team Danmark direktør Michael Andersen trækker denne medfølgende tvungne specialisering frem som en af de negative konsekvenser.

”De unge møder et monster af et system i stedet for det frirum, som de har sådan brug for i dagens verden, hvor de unge bliver intenst målt og vejet hele tiden i skolen og på de sociale medier. ” Sådan beskriver tidligere talentchef i Dansk Håndbold Forbund, Claus Hansen, hvad det er, der møder de unge, når de gerne vil involvere sig i sportsverdenen.

”Når sporten kommer til at fylde det hele, og hverdagen som et ungt talent bliver indsnævret til kun at handle om skole og sport, så bliver de unge både indskrænkede som mennesker, og de bliver meget sårbare, når hele deres identitet er bygget op på sporten.” Det er en anden central bekymrende konsekvens af udviklingen, som de fleste af interviewpersonerne eksplicit lægger vægt på.

SJOVT er kodeordet

Tilbage står vi med spørgsmålet: – ”Hva’ ka’ og ska’ vi gøre ved det?”

Når vi leder efter løsninger og den gode vej til en sport på børns præmisser, så støder vi hurtigt på det helt grundlæggende praktiske problem. For hvad er ’børns præmisser’? Hvordan ser de ud?

Sjovt nok bruger stort set alle fagfolkene ordet ”sjovt”! Den løsning, der dukker oftest op, bliver kodet med ordet ’sjovt’. Det hjælper os ikke så meget på den handlingsorienterede bane, for hvad er sjovt i praksis? Hvad er det, vi reelt skal gøre?

Men faktisk kom fagfolkene fra de fire interviews med en del gode bud. Et godt bud er, at det sjove er det legende, afvekslende, udfordrende og udviklende. Der må godt være pres, krav og forventninger. Men det vigtigste er, at sporten møder hver enkelt ung og hver enkelt aldersgruppe og træningsgruppe med åbent sind og sanser. For når de unge kommer og putter deres liv ind i systemet, så er de afhængige af, at der er gode mennesker derinde, der ser dem og møder dem, der hvor de er.

Vi ender altså med, at hvis vi skal have miljøer, der er gode for børnene/mennesket, så kræver det gode mennesker.

De gode mennesker

Hvor sætter vi så ind henne?

Når de gode mennesker er centrale, så peger pilen straks imod træneren og træneruddannelsen som helt centralt. Det er fagfolkene også enige om og lægger vægt på – og der er en ekstra lille kringle på det ønske. For det må rigtig gerne være fyldt med prestige, anerkendelse og mening i sig selv at være en dygtig ungdomstræner. For det ER et ekstremt vigtigt hverv, der har en kæmpe indflydelse på de unge mennesker in spe!

Forskningen må gerne råbe højt

En anden vej til forandring og forbedring går også af ’videns-vejen’.

Vi har brug for, at der kommer bevidsthed og fokus på vigtigheden af at gøre sig ekstra umage med at lave rummelige ungdomsmiljøer. Så er der brug for at sætte en dagsorden, som larmer og som bliver set og respekteret. Anbefalingen til at nå derhen, kalder på at få forskningen til at drøne meget mere ud på banen.

Vi har brug for en aktiv forskning, der kommer ud med deres vigtige viden om, hvad der er godt og skidt for de unge. Og den anden gode ide til at få de gode miljøer for børn til at blive for børn husker os på at bruge det mest elementære – men også det stærkeste våben – dialogen!

Jeps, det er jo det, vi skal, og det vi er i gang med. Der skal snakkes og lyttes og læres.

Startskuddet har lydt

Det er bare en start – men vi er i gang!

Jeg synes, det er et godt startsted for Talenternes Talerør at have fået de her kvalificerede indspark. Foran os er der masser af arbejde med – at samle viden – og skabe dialog – og skubbe til udviklingen.

I de fire foregående blog-indlæg har følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer givet deres vurdering:

Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard