Selvom det var en af de dage, hvor det bare pissede ned fra morgenstunden, så drog jeg glad afsted i regntøjet mod Holte, for jeg var rigtig spændt på at høre, hvad Janne R. Mortensen kunne fortælle fra talenternes virkelighed.
For hvis der er nogen, der ved, hvad der rører sig, når tingene strammer til, så er det hende. Janne har firmaet Mental Motion, og hun arbejder med at hjælpe og rådgive forældre og unge i sporten. Mental Motion arbejder ikke med børn direkte – kun indirekte igennem forældre, trænere, klubber.
Da jeg satte mig i sofaen på det hyggelige kontor med mine våde strømper og varm te, så kunne jeg levende forestille mig, hvor mange sportsforældre, der har siddet her. Med deres beretninger og følsomme erfaringer fra børne- og ungesportens maskinrum.
Vi går i gang. Hvem er det, der kommer og søger hjælp?
Det er forældre med børn, der er pressede.
Oftest er det forældre der oplever at deres børn pludselig har skiftet adfærd – fra at være primært glade, motiverede, nysgerrige og søgende til børn der oftere og oftere er kede af det og triste, har udadreagerende adfærd, er mere vrede og frustrerede. Nogle børn beskrives som at være blevet mere indelukkede, og andre børn opleves som mere udfarende end tidligere. Det er børn mellem 8- 13 år, hvis forældre typisk kontakter Janne.
Børnene er typisk sat i sportskulturer, hvor der kræves enormt meget af dem både i form af mængden af træning, men også i form af ønsket adfærd. De skal være motiverede, kunne presse sig selv, fokuserede, læringsparate, kunne kommunikere tydeligt, komme hurtigt tilbage efter modgang, vise selvtillid, have en stærk vilje og altid være villige til at gøre lige dét ekstra.
Det er hård kost for et barn, og slet ikke forligeligt med det et barn skal kunne i denne alder ift. deres kognitive udviklingstrin. Vi skal huske på, at de kommer lige fra en lang dag i skolen, hvor samme færdigheder er forventet af dem, fortæller Janne.
Udgangspunktet for at forældre tager kontakt oftest er: ”At der er noget barnet skal lære! Altså at barnet gør noget, der er forkert eller uhensigtsmæssigt!”. Denne indgangsvinkel ændres dog hurtigt, når først kontakten til Janne er taget, oplever hun, at forældre hurtigt ser, at de gennem simple forandringer i måden, de møder deres barn på, og måden de tilrettelægger deres hverdag på, kan få deres barn til at trives igen.
Inden forældre kommer til sparring , har de fået udleveret nogle spørgsmål, hvor de skal beskrive, hvad de reelt oplever, der sker i de situationer, hvor barnet er presset. Hvad siger og gør forældrene i disse situationer? Og hvad ønsker de at få ud af besøget hos Mental Motion? Denne forberedelse er med til at få forældrene til at blive mere bevidste om deres egen rolle, allerede inden sparringen begynder.
Selve samtalen starter oftest med en anden øjenåbner. Her bliver forældrene bedt om at skrive op, hvordan barnets uge og hverdag konkret ser ud. Det kommer nemt til at se meget overvældende ud, når det står der sort på hvidt på tavlen. Det overrasker og ryster mange.
Barnets reagerer helt naturligt på et system, der er overloadet – så hvad gør vi?
Fundamentalt set handler det om, at børnenes hverdag er alt for pakket.
Børnene er simpelthen overbelastede, og derfor begynder de at udvise symptomer på overbelastning – på fuldstændig samme måde som når en voksen stresssygemeldes. Inden da har symptomerne også været der længe.
Janne forklarer det meget levende og konkret. At når børnene er i gang og skal levere og præstere, og være ’på’ så meget af dagen – ofte direkte fra skole og til træning og først hjem ud på aftenen – så betyder det, at de i måske 90 procent af tiden har systemet kørende for fuldt drøn. Børnene møder forventninger og krav og bruger det meste af deres tid i voksenstyrede aktiviteter, hvilket betyder, at de har meget kort tid tilbage af døgnet til at slappe af, lave ingenting, være spontane, mærke deres krop, hvile sig, kede sig – og dermed få nervesystemet i ro og blive ladet op. Det handler om at forstå det fysiologiske og hormonelle system, som påvirkes.
En anden definerende præmis for sportsbørn i dag er, at de konstant bliver bedømt og vurderet. Det sker fra de er helt små – bogstavelig talt fra de er nyfødte. Janne kan spole tilbage i sit eget liv og med selverkendelse huske, hvordan man allerede i mødre gruppen er optaget af, hvad ens baby kan. Vi bliver meget hurtigt optaget af, hvad vores børn kan – meget mere end hvem de er.
Den betragtning fra Janne gav stof til eftertanke. For vi er jo stolte og eksplicitte med vores børn i dag. Vi spørger altid til venners og families afkom. Børnene fylder meget og bliver sat i centrum på en måde, som de/vi slet ikke blev det i vores forrige generation. Det gør de unge udsatte og ekstra på i deres liv, hvor de ikke vokser op ’i fred’ – men de bliver sat frem til skue meget tidligt. Især hvis de dyrker sport. For det er så let at følge med i for alle både voksne og kammerater omkring dem.
Hvad er det så, at der sker med/i børnene?
Ubalance!
Dét er det centrale begreb for Janne. Fordi der kommer så meget fokus på alt det, du som barn SKAL KUNNE. Det kommer dermed til at handle om det ydre i en evig selvvurdering. Konsekvensen er, at børnene dermed også bevæger sig væk fra kontakten til deres indre. Langt de fleste unge Janne møder i Mental Motion vil hellere gå på kompromis med sig selv – for at passe ind i den ydre verden. Altså bliver det vigtigere at følge en træningsplan end at mærke efter, hvad kroppen fortæller én. Eller det bliver vigtigere at holde sig på god fod med nogle holdkammerater, end at sige fra når der bagtales osv.
Det er en tendens, der giver problemer videre i livet og videre i karrieren som elitesportsudøver. Man skulle ellers forvente, at atleter, der arbejder intenst med deres krop i nærmest døgndrift, også har en stærk og alert kanal direkte ind til deres selvaflæsning. Janne oplever det modsatte. Både unge og ældre elitesportsfolk afkobler deres forbindelse med det indre. De optræner i stedet for deres evne til netop at presse sig selv og ignorere og overhøre de indre signaler, ’der klager’, fordi de er kodet til, at det er vigtigere at kunne noget, levere noget, præstere noget – end at følge de signaler der kommer fra det indre.
Tankevækkende, for jeg har hørt den samme betragtning nogle gange her på det sidste i min research. At det faktisk er et grundproblem, at eliteidrætsfolk er så gode til at presse sig selv udover grænserne, at de ikke længere kan lave en sund selvregulering.
Hvad kan der gøres for at hjælpe?
I Jannes behandlingsperspektiv arbejder hun med decideret at genetablere kontakten med det indre. En proces som tager tid og kræver fokuseret energi. Det er svært at fjerne selvpresset og det kompromis de unge er vant til at gå på med deres egne følelser. Det kræver en vedholdende indsats at lære dem at sætte egne grænser og stå op for sig selv. Derfor arbejder Janne ofte med de unge over en lang periode. Det Janne gør er at tale ind til deres følelser
Udfordringen er samtidig at få den dominerende ’forkertheds-følelse’ til at gå væk. Den kritiske stemme, der er en stor del af problemet. Den stemme, der fortæller de unge: ”At de ikke er gode nok… At de ikke gør nok… Eller de ikke gør det godt nok…” Målet er at nå hen til en grundfølelse, der helt simpelt – men altså svært – fortæller dem: ”At de er gode nok – præcis som de er!”
Det er derfor, vi ender tilbage i den trygge sofa i lokalet i Holte. De unge sportsfolk har brug for nogle at snakke med. De har brug for hjælp til at være i eliteverdenen med dem selv i behold.
Vi har snakket i flere timer, og teen er bundet, og nektariner og småkager er guffet. Vi runder af med den afgørende spørgsmål:
Anbefalingen. Hvad skal vi gøre for at hjælpe og støtte de unge?
Som voksne omkring de unge har vi et ansvar. Et ansvar for at finde BALANCEN på alle områder i de unges liv.
Det handler om, hvor meget børnene er på i forhold til, hvor meget de får mulighed for at lade op. Der skal være en tidsmæssig balance i, hvor meget tid der bruges på ’KAN-aktiviteter’ – altså alle de aktiviteter i et barns liv der handler om at skulle, kunne, gøre, levere, præstere. Og så den tid de bruger på ’BARE AT VÆRE’.
Vi ansvarlige voksne er nødt til at bruge tid på at forstå de børn, vi står med. Vi bliver nødt til at kigge på, hvad vi kræver af børnene – og om det vi kræver stemmer overens med det udviklingstrin børnene er på. Vi skal hele tiden huske os selv på, at det er BØRN. Og at børn har brug for ro til fordybelse, tid til at finde ud af, hvem de er, og tryghed og omsorg – langt mere end de har brug for at blive mødt med krav, tidsrammer og forventninger det meste af deres vågne tid.
Janne understreger, at dette i høj grad gælder trænerne, som i dag også skal uddannes til at forstå de unge i deres samtid og i den fulde komplicerede kontekst, de unge lever i i dag.
Det kræver handling, og at vi skal til at gøre ting anderledes!
Da jeg cykler hjemad mod København i de våde gummistøvler, tænker jeg over, at denne ovenstående pointe endnu engang er blevet bekræftet. Så det blev en god og vigtig dag på trods af regnen. Tak for at dele til Janne R. Mortensen
Janne R. Mortensen er uddannet cand.scient. Idræt og Psykologi og master i sportspsykologi. Videreuddannet i kognitiv terapi, ACT og på nuværende tidspunkt i gang med en 4 -årig uddannelse til familie- og psykoterapeut. Janne startede Mental Motion i 2010.
