———————————————————
TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS-KVALITET.
Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.
– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?
Vi har i de første fem artikler snakket med Team Danmark, cykelsporten, pigefodbolden, svømningen og håndbolden.
———————————————————-
Vi er nået til sidste stop på turen rundt til en stor håndfuld af de betydende agenter i den danske talentsport. Vi skal snakke med Danmarks Idrætsforbund, DIF og dermed den øverste samlende organisation.
Der er lidt pudsige startvanskeligheder, for jeg kan ikke finde en talent-afdeling i DIF’s system. Men jeg mødes med Søren Simonsen, der er Chef de mission og Helle Carlsen, fra DIF’s udviklingsafdeling. Det viser sig, at organiseringen afspejler, at DIF netop ikke arbejder direkte eller isoleret med talenterne. Der er samarbejde med Team Danmark om de bedste atleter og de udvalgte forbund. Men det daglige samarbejde med alle specialforbundene foregår primært med DIF som katalysator for uddannelse, udvikling og udveksling af viden – og det sker ved at lave materialer, konferencer, netværk og lignende.
Hvert forbund vælger sin egen vej
Når man i daglig tale og i idrætspolitiske diskussioner henviser til, at ’idrætten’ skal gøre eller sige noget om talenter, så ser Helle Carlsen og Søren Simonsen det ikke, som at pilen primært drejer hen på dem. Det handler i høj grad om de enkelte forbund, der må finde deres løsninger og vælge deres vej, og der er et fælles værdigrundlag, som ligger i ‘Talenthuset’ og Etisk kodeks.
Men DIF arbejder for at udbrede viden om, hvad der er godt og skidt, og på talentområdet har det især været Kristoffer Henriksen og hans viden om de gode miljøer, der har stået for retningen.
Hvordan går det så?
Mange steder går det rigtig godt, lyder svaret, men der er et helt fundamentalt vilkår, som de to DIF-folk starter med at sætte op. Nemlig problemet i dag med at få rekrutteret nok gode trænere og ledere ude i miljøerne. Og når den rekruttering halter, så betyder det hele vejen rundt, at det også bliver sværere at sætte gang i udvikling og initiativer.
En måde at kunne løfte hele systemet på, kan være et generelt ’træner-løft’ med en slags certificering. Det står på DIF’s ønskeseddel.
Tjek af konkurrencestrukturen
Men et af de centrale initiativer, der er taget, er arbejdet med at kigge de enkelte forbunds konkurrencestrukturer igennem. Dvs. kigge på om måden man gør tingene på, nu også fremmer den udvikling, man gerne vil have. Der har allerede kørt et forløb med 13 specialforbund, og det næste forløb er klar, og her vil man sætte endnu mere fokus på at tjekke, hvad den enkelte atlet har brug for.
I forhold til trivsel og arbejdet for de gode miljøer, så er DIF’s netværk med alle forbundene helt centralt, for her kan man udveksle viden og erfaringer. I den sidste tid har det særligt været spiseforstyrrelser, der har været fokus på. Men der er mange ting at arbejde med, og Søren Simonsen henviser til et citat fra netop Kristoffer Henriksen, der er med i min kommende bog TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV:
”At det går godt – men det går også den forkerte vej.”
Fodboldens skiller sig ud
Der sker mange gode ting, og der er meget viden i omløb, men samtidig bliver der ved med at være miljøer og kulturer, hvor man glemmer at tage afsæt i børnene og i den viden, man har om specielt at vente med specialisering, selektering og ’for meget for tidligt’.
Eksemplerne er der desværre stadig, men det er dog også sådan, at det ofte er i fodboldens professionelle univers, at tingene skiller sig ud, fordi fodbold netop er en forretning, og det afspejler sig hele vejen ned i systemet.
Som Søren Simonsen gør opmærksom på – der var mange visionære tanker og principper i Den ny vej, som Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaard kom med i 2006, men så sker der alligevel noget andet derude. Men i den positive retning sker der nu det, at DBU netop er kommet med en nyt og gennemarbejdet ’BØRNE-SYN’, og de er på vej med et tilsvarende ’UNGE-SYN’. Så der bliver gjort noget, for at få udviklingen vendt den rigtige vej.
De gode forbund kan trække de øvrige med
Derfor er både Helle Carlsen og Søren Simonsen stadig optimistiske i forhold til fremtiden. Forhåbentlig kan de forbund, der arbejder med gode strategier og har succes, vise vejen og inspirere andre til at ride med på bølgen – som for eksempel cykling og håndbold.
Men sluttelig bliver der igen-igen gjort opmærksom på den helt centrale udfordring, som alle forbund står overfor i forhold til deres talentarbejde. Nemlig at vi alle skal blive klar på, at de unge ændrer sig, og vi skal vide det – og vi skal handle på det. Der skal tænkes i nye baner for at matche de ’nye børn’.
Det tager lang tid at ændre ting i DIF
Når vi snakker om handling, så bliver DIF-folkene i samme åndedrag realistiske, for de ved, at DIF er en organisation med mange frivillige og med mange forskellige holdninger, hvor der er indbygget en stor inerti, når der skal røres rundt i den store gryde.
”Vi skal være forberedt på en lang proces. Og det kræver en masse MODIGE beslutninger af nogle MODIGE ledere fremover,” som Søren Simonsen summer det op.
Det kan være et problem, hvis INGEN tager ansvar
På slutspørgsmålet om, hvis ansvar det er at skabe de gode miljøer for de unge, så er der enighed om, at det altså er et fælles ansvar, som både lederne, trænerne og forældrene har. Selvfølgelig er der magtrelationer indbygget, og det er ikke alle, der lige kan sige fra eller til. Og det kan også blive et problem engang i mellem, når der slet ikke er NOGEN, der tager ansvaret. Men der er enighed om, at i sidste ende er det altså forældrene, der har den afgørende rolle. Det er dem, som skal holde øje med deres barns trivsel.
Sport er stadig godt for børn
Og så til allersidst. Det sidste tjek. Ville I selv sende jeres børn ud i den seriøse talentsport?
Det bliver et ”stort JA” endnu engang. Seks ud af de seks talentansvarlige, som TALENTERNES TALERØR har snakket med, vil altså stadig gerne have deres egne børn til at få en sportsopvækst.
”Sporten er et godt sted for børn. Her er de en del af et fællesskab. De får succesoplevelser og anerkendelse og muligheder – og ja… så kan man også løbe ind i nogle negative oplevelser, som man skal håndtere… – men vi vil til enhver tid sende dem af sted.”
Dette bliver de optimistiske slutord fra Søren Simonsen og Helle Carlsen – og for denne rundtur
