Fest for fanden! Sådan sagde han ikke. Men noget lignende: ”Hyg jer efter træning. Gå ud og vær sociale. Udforsk livet. Gør noget helt andet. Glem alt om jeres sport.”
Jeg jublede lidt, da jeg hørte denne svada fra en top træner. Endelig mødte jeg en fra elitesporten, der handlede på det faktum, at der bliver fyldt så meget på unge atleter, at deres hjerner helt konkret er ved at brænde sammen. Til daglig opfordrer han sine spillere til at glemme alt om deres sport hurtigst muligt, når de forlader hallen og gå målrettet efter at få en masse gode og alternative ungdomsoplevelser ind på kontoen.
Ingen grund til at sige nej
Jeg har aldrig forstået, hvorfor man laver de her helt strikse regler for de unge sportstalenter med, at de ikke må gå til fest … eller tage på lejrture … eller tage med til et kulturarrangement… eller noget familie-tam-tam, … eller bare et eller andet ’andet end sport’….
Hvis jeg har lært én ting om ’unge af i dag’, så er det, at det er rigtig godt både at få lov at lave andre ting sammen med andre – og ikke mindst at fylde andet i hovedet end kun sporten i hovedet og i kalenderen.
Selvfølgelig er det noget helt andet, hvis det at ’lave noget andet’ betyder, at man drikker hjernen ud og fysikken ned. Men der er jo et kæmpe spænd mellem den tilstand, og så alt det, man kan give sig til som ung, som er sjovt, spændende og lærerigt og dermed giver et helt og fyldt ungdomsliv. Denne unikke tid i ens liv – for det ved ’os gamle’ jo, at det er her i bagklogskabens skønne lys – som skal behandles med omhu og respekt. Livets træningslejr, hvor det at træde lidt skævt også hører med.
Jeg hørte en ungdomsforsker kommentere på det engang: – Det er jo, når man er ung, at man kan og skal prøve en masse ting af for at lære rigtigt om livet og én selv og dermed blive klædt på til at finde sin (rigtige) vej.
Forskel på akut stress og langtidsbelastning
Træneren, jeg snakkede med, havde været elitetræner i en lang årrække, og han synes selv, at han har været hård og krævende, og det er først nu herefter, at han kom på et efteruddannelseskursus i idrætspsykologi, at han er begyndt at tænke på, hvad det er for belastninger, de unge bliver udsat for. Han fik fokus på forskellen mellem ’den akutte stress’ oplevet i en særlig situation med pres og forventninger og svære ting, der skal løses – og så ’langtidsbelastningen’ ved at have en krævende opgave kørende i sit indre system over lang tid. Som når man kæmper med at slå til i sporten.
Den bevidsthed har ændret hans adfærd og hans tankebaner. Nu går han ikke rundt og råber og skriger efter spillerne. Nu gælder det modsat om at give klare opgaver og feedback. De unge skal vide, hvad det er præcist er, de skal levere derude, så de kan angribe opgaven målrettet, og så tvivl og usikkerhed ikke skal køre videre rundt i systemet. De skal også vide, når de er i mål, og opgaven – og dermed tankerne og bevidstheden – er slut og kan parkeres. Ud fra samme tankegang gælder det også om, at få træningen afsluttet så hurtigt som muligt og få sendt spillerne hjem – og helst med tomme hoveder. Han sætter tid af til umiddelbart efter træningen, at få dagens oplevelser til at lande, så de kan lægges væk på en hylde.
Fejl skal rettes, så opgaven kan løses
Han er holdt op med at fare i flint over en fejl. Han vælger faktisk den helt anden vej. Fejl skal være ok og ikke verdens undergang. Derfor smiler han hellere end at råbe i dag, og han taler fejlen ned. Igen – for at opgaverne ikke skal vokse indeni spillernes overbelastede hjerne. Der er rigeligt, der kører rundt i forvejen i et ungt univers med alt det, de skal som unge – alt det de speedet op af de sociale medier skal gøre, skal sige, skal signalere, skal mestre og ha’ styr på…
Spillerne behøver i det hele taget slet ikke andre omkring sig til at kritisere dem. Det klarer de oftest selv. Og hvis de ikke får klar feedback, så kører kritikken og spekulationerne netop endnu stærkere videre.
Sæt tid af til at lukke træning hurtigt og helt ned
Nej, i stedet for forsøger han at samle spillerne, når træningen er færdig, og få det hele snakket igennem og lukket sammen. Så efter de to timer på banen og den halve timer bagefter, så er idealet, at spillerne går hjem og ikke behøver at have spekulationerne til at springe rundt og forstyrre det indre univers. Derfor er det også rigtig godt, hvis de unge spillere sørger for at lave andre ting og fylde andet på systemet. Derfor er der fuld opbakning til at spillerne går ud og laver noget socialt bagefter, og det er super, hvis der er fester eller andet sjovt, de kan kaste sig over. De bruger mere end rigelig tid på sporten, som træneren slår fast. Der er proppet så meget ind i deres hverdag, at det ikke skader at misse lidt ind i mellem. Det er kun godt og givtigt at putte noget andet ind i hovedet.
’Brain brake’ kan bruges mange steder
Der findes nogle øvelser, der bliver kaldt ”Brain brake”. Øvelser, hvor man springer op fra den passive position på stolen og laver noget aktivt med kroppen for at få hele systemet til at slippe tankerne. ”Brain brake” er også et godt ord for denne trænerfilosofi. Det handler om at få hovedet til at holde pause og tænke på noget helt andet.
Jeg er stødt på dette behov flere steder her på det sidste. Sammen sætter de en dagsorden. Det er HER, vi er i dag med mange af vores målrettede talentmiljøer. Der er puttet så meget ind i systemerne og i de unges hoved og krop, at de bogstavelig talt er ved at brænde sammen.
Enkeltstående er der sikkert ikke noget galt med de forskellige aktiviteter, træninger, turneringer, afleveringer, træningslejre, udvælgelsesstævner, kostvejledninger, mentale afslapningsøvelser, spillersamtaler, fysioterapi, massage, video-evalueringer, statistik gennemgang mv…. Men samlet bliver det en ordentlig mundfuld.
Serverer vi en model, der passer til de unge?
Jeg var til et Team Danmark Seminar om den aktuelle tilstand for den danske talentudvikling for nogle uger siden, og her stillede vores største ekspert i talentmiljøer, professoren i sportspsykologi Kristoffer Henriksen sig op og skulle holde et indlæg om ’Meningsfuldhed’. Han startede med at slå scenen fast. De unges hele liv. Og han slog grund-udfordringen fast: At det handler om at sikre os, at vi serverer et miljø, som passer til de unge og deres liv.. Men hans lille følge-bemærkning var dén, der var tankevækkende:
”Det er jeg ikke helt sikker på, at vi gør…!”
Psykolog og forældrerådgiveren Janne R. Mortensen (Mental Motion), som jeg interviewede for nylig, valgte en anden måde at beskrive dette ’overload’ på. Hun så på det ud fra et neurologisk synspunkt. At når de unge har så intens en dagligdag, så betyder det, at deres kemiske system drøner rundt i høje omdrejninger og sender ’kamphormoner’ ud i de fleste af selv de helt små sportbørns vågne timer, og det er ikke sundt eller godt. Det handler altså ikke om, ”at de gerne selv vil og synes, det er sjovt og fedt”. Nej, det handler om, at der skal være nogle voksne, der sørger for at dosere tingene.
Meget af de unges tid og liv betyder mange opgaver
Så tilbage til det med festerne. ’Fest for fanden’ lyder så voldsomt. Men det er et godt indspark sammen med det ’Brain-brake-fokus’, man kan/skal have som ansvarlig rundt omkring de unge sportstalenter i dag.
– Vær opmærksom på at slukke ned og fylde noget andet på. Endnu en opgave på den lange liste af opmærksomhedspunkter. Men når sporten er vokset så voldsomt og fylder så meget og intenst, så følger der tilsvarende en masse nye opgaver med det øgede ansvar.
