Hvordan er det egentlig at være fodbolddreng i et moderne og ambitiøst setup? Hvor meget ændrer pengene og muligheden for at gøre sporten til en reel levevej tilgangen, tonen, hverdagen – sportslivskvaliteten?
Dét har jeg længe været nysgerrig efter at blive klogere på. For når man arbejder med unge talenter, er der ligesom alle de ’almindelige’ unge – og så er der fodbolddrengenes miljøer, som specielt i de større klubber har en helt anden dagsorden, fordi det er realistisk og muligt at gøre fodboldspillet til en levevej. Det giver en anden dagsorden – men hvordan og hvor langt ned i rækkerne?
Jeg fik en unik mulighed for at blive klogere på de spørgsmål. Mikkel Bonke, som jeg tidligere har kørt et projekt med, er tilknyttet konsulentfirmaet DoubleYou, og han har været ansat som mentaltræner i flere forskellige drengeakademier i divisions- og Superligaklubber. Mikkel var så sød at give sig tid til at dele hans iagttagelser og tanker.
”Det er bare en helt anden agenda.”
Det starter Mikkel Bonke med at slå fast. Man kan afkode det ved at spørge en ung sportsudøver om, hvad han/hun drømmer om? I andre idrætsgrene end fodbold vil de fleste sige, at de drømmer om at vinde EM, VM eller komme til de Olympiske Lege.
Men spørger man en fodbolddreng, så vil han oftest sige, at han drømmer om at få en kontrakt. Altså få en tilværelse, hvor han kan leve af sporten. Det bliver for mange det vigtigste slutmål – også fordi kontrakten samtidig er et statussymbol og en synlig anerkendelse.
Den her ydre motivation er i sin natur meget anderledes end den indre motivation, hvor det handler om at udvikle sig selv og mestre. Og der er samtidig indbygget denne mekanisme, at når først du har spillet og fået penge for det, så kan det være rigtig svært at gå over til at spille uden at få betaling for det, lyder Mikkels erfaringer.
De har mest af alt travlt, travlt, travlt
Dette grundvilkår påvirker mange ting i både spillet og tilgangen i hverdagen. Drengene spiller for at komme med på holdet og holde sig i søgelyset. Hele miljøet og kulturen understøtter det. I talenternes fodboldverden er der hele tiden mål, der skal nås, og trin der skal steppes op ad.
Det kører hele tiden bagved: AT DE HAR TRAVLT! Skynd dig at blive god – vær synlig – ellers kommer der hurtigt en anden.
Kampen om kontrakterne
For kampen for at komme med på toget, starter rigtig tidligt. Mikkel forklarer det oppefra og ned. For det helt afgørende nåleøje er at få en seniorkontrakt. Men den får du kun, hvis du er med i U19-truppen. Og her er der endda kun nogle enkelte af den store trup på omkring 20, der bliver prikket videre.
Men skal du med i U19-truppen og være i spil, så skal du allerede i U17-truppen kæmpe for at komme inde i varmen, gøre opmærksom på dine talenter og komme med på toget, så du bliver tilvalgt til næste kontrakt. Men skal du ind på U17-holdet, så skal du faktisk allerede byde dig til, mens du er under 15 år.
For selvom reglerne siger, at man skal være 15 år, før man kan tegne en kontrakt, så skal drengene gerne i god tid inden have vist sine talenter, så familien ved, at den ønskede klub er villig til at stille med den ønskede kontrakt.
Altså. De her drenge – og deres forældre med de store drømme og ambitioner – har tidlig travlt. Udskillelsesløbet løber nedad i aldersgrupperne.
Drengene har ikke lyst til at fejle
Det har en meget synlig konsekvens, som Mikkel har iagttaget det. For dilemmaet i miljøerne bliver, at drengene både er under pres – men samtidig skal de helst være søgende og turde prøve ting af og udvikle sig. Men de har af gode grunde ikke så meget lyst til at risikere at fejle, fordi deres oplevelse er, at det i mange tilfælde kan have konsekvenser på den korte bane.
Som Mikkel Bonke uddyber det. At det, der i virkeligheden sker er, at de spiller hele ugen i håbet om at starte inde i weekenden, og det pres kommer ikke altid fra træneren – men ofte fra drengene selv. De har måske deres aftalte udviklingsmål, men de tvivler alligevel på, at de gælder, når holdet skal udtages.
Drengene afkoder ubevidst miljøets kultur og spillereglerne. Eksempelvis hvis de kikser, får de feedback med det samme, og derfor bliver det nemt meget kortsigtet og ’sikkert’ – og altså ikke udviklingsorienteret.
Flyvende udskiftning er en afgørende faktor
Det næste spørgsmål, der popper op, handler om, hvordan det er at spille fodbold som et barn. Hvor længe kan barnet i realiteten få lov at spille ’bare for sjov?’ Hvornår kommer alvoren for alvor snigende?
Mikkel pointerer et praktisk vilkår, der har stor indflydelse, fordi det handler så meget om at komme med på holdet og vise sig frem. Når du spiller U15, er der flyvende udskiftning, og det giver lidt mere ro på og bedre mulighed for at fordele spilletiden, så alle føler de er med i loopet. Men når du kommer til U17, bliver det sværere, fordi udskiftninger er begrænsede, og man samtidigt skal konkurrere to årgange om spilletiden. Det giver en anden alvor.
Forældrene har også travlt, travlt, travlt
Samtidig er der også den faktor, der altid kommer i spil, når det handler om børn. At der også hører mindst en forælder til pakken. Og måske er det muligheden for at tjene penge og få en ’rigtig karriere’ i fodbolden, der intensiverer forældrenes adfærd og skuer op for mængden og intensiteten.
Mikkel bekræfter desværre historien om de insisterende voksne på sidelinjen også findes i elitefodbold. Han ser rigtig mange forældre i dette univers, som er meget involverede (både på godt og ondt), men som både frivilligt og ufrivilligt er med til at skabe en tone og en stemning, hvor det er alvor og ikke for sjov. Når drengene snakker og fortæller, er det meget tydeligt at høre, når det slet ikke er dem, men deres forældres stemme, der ligger bagved.
Efter at have fortalt og beskrevet, så summer Mikkel nøgternt og realistisk med at slå det fast: ”Det er jo i bund og grund handel, der foregår. Sådan må det bare være. Det må man acceptere. Akademierne skal jo i sidste ende tjene penge. Derfor bliver der handlet med spillere. Det er en del af gamet.
De har det udmærket
Men hvordan har de det så egentligt? Hvordan er det samlede indtryk fra en mand i det dybere liggende maskinrum?
Mikkels bud lyder ganske udramatisk: ”De har det udmærket. Det er de drenge, der bliver fravalgt undervejs, der får det svært.”
Mikkel slår fast, at det selvfølgelig er vigtigt for miljøerne, at drengene trives, for ellers bliver de ikke gode fodboldspillere. Men trivslen er ikke formålet. Hvert miljø vil have en kultur, der går til drengene på hver sin måde, og det kan også være meget træner-afhængigt, hvordan der arbejdes med den enkelte spiller og fællesskabet.
De er der ikke for at få venner
Da jeg spørger til, hvor meget der er plads til netop fællesskabet og det sociale, som er så afgørende for de unge, så kigger Mikkel tilbage på hans egen opvækst med et fodboldhold, hvor det var holdet og vennerne, der var i centrum, udover de selvfølgelig alle sammen i de unge år drømte om at spille på landsholdet. Sådan er det altså ikke i de målrettede fodboldklubber.
De her drenge bruger så meget tid sammen, og de får mange oplevelser sammen, og de får også deres egne fællesskaber – men det er ikke målet. Sagt på en anden måde. Drengene kommer ikke til en superligaklub for at få nye venner. Som Mikkel udtrykker det: ”Der er ikke mange, der ser deres tid på akademierne som en del af et hold eller et fællesskab. De er der ikke for at hygge sig.”
Men i hverdagen opstår der ofte subkulturer på eliteholdene, hvor drengene finder sammen og laver grupper internt. Det kan være ’de seje’, ’de frække’, ’jydegruppen’ eller ’Amagerdrengene’.
Det største problem er det sort-hvide
Mikkel Bonke summer op, at det ikke er noget problematiserende, der gennemsyrer akademierne. Men han ser dog en problematik, der ligger i hovederne på drengene.
Fordi de ser tingene så sort og hvidt. Når drengenes hvide drøm kører i frigear, er den fyldt med store klubber og lige så store kontrakter og endnu større biler og et liv på første klasse. De ser simpelthen ikke andet forude. Så er det et kæmpe chok for dem, når de pludselig befinder sig i en helt sort og uventet hverdag i en mindre klub med et fravær af al luksus og servicering.
”Det, der er svært, er, at du i din selvforståelse skal starte på et lavere niveau end du havde regnet med, når du en dag, som de fleste, skal videre fra en de store ligaklubber. For du har måske været vandt til at spille U19-liga, og pludselig kan du ikke komme i startopstillingen i 2. division som senior. Det har mange svært ved at forstå, og mange tror det kommer af sig selv.”
Men i virkeligheden er det jo sådan, at det ender for rigtig, rigtig mange af de håbefulde unge. Og det burde man gøre mere ud af at forberede drengene på, fremhæver Mikkel. Også selv om det måske vil skræmme nogen væk.
Mere info om ’hvad det her spil handler om’
Når Mikkel til sidst bliver bedt om at kigge ud i fremtiden, tænker han, at arbejdet som mentaltræner godt kan gøres anderledes og bedre – men det er ikke fordi, at drengene skal behandles bedre. Det kører fint nok. Men der er eksempelvis mange udviklingsmuligheder i at bruge forskningen og den eksisterende viden om præstationsmiljøer mere.
Efter at have hørt Mikkel fortælle om livet nede i den professionelle fodbolds fødekæde, så virker det supervigtigt og relevant med det sidste ønske, der står på Mikkels liste:
”Der kunne godt være en tidligere dialog og klarere dialog, så både drengene og forældrene er helt klar over, hvad det ’handler om’, og hvad der kommer til at ske fremadrettet.”
