Tag: Talentliv

SVARET PÅ – OM VI SKAL VÆRE BEKYMREDE?

Det gode først

Sport er stadig en fantastisk ’waste of time’ for et aktivt og konkurrencemindet lille, ungt væsen. Sporten kan noget, som andre fritidstilbud ikke kan. Her kan du blive udfordret og underholdt, og her kan du udvikle dig og mærke den stærke tilfredsstillelse ved at mærke, hvad du kan, og hvad der sker, når du sætter dig mål.

Det er den første og rareste pointe, jeg kan trække frem, efter jeg tog en snak med fire ret så forskellige kompetente folk med indblik i dagens sport – se tidligere blog-indlæg under SKAL VI VÆFRE BEKYMREDE.

De bekymrede eksempler

Men efter snakken kom der også nogle bekymrende tendenser på bordet. Som for eksempel:

”Når der er et stigende pres på, at sporten skal levere resultater og der er masser af penge og prestige blandet sammen med præstationerne, så kommer det til på den ene eller den anden måde at påvirke miljøerne hele vejen ned gennem systemerne.” Som sportschefen Laurence Halsted i Dansk Fægte-forbund udtrykker det.

”De store fællesskaber bliver udhulet, og miljøerne lukker sig om sig selv.” Tidligere Team Danmark direktør Michael Andersen trækker denne medfølgende tvungne specialisering frem som en af de negative konsekvenser.

”De unge møder et monster af et system i stedet for det frirum, som de har sådan brug for i dagens verden, hvor de unge bliver intenst målt og vejet hele tiden i skolen og på de sociale medier. ” Sådan beskriver tidligere talentchef i Dansk Håndbold Forbund, Claus Hansen, hvad det er, der møder de unge, når de gerne vil involvere sig i sportsverdenen.

”Når sporten kommer til at fylde det hele, og hverdagen som et ungt talent bliver indsnævret til kun at handle om skole og sport, så bliver de unge både indskrænkede som mennesker, og de bliver meget sårbare, når hele deres identitet er bygget op på sporten.” Det er en anden central bekymrende konsekvens af udviklingen, som de fleste af interviewpersonerne eksplicit lægger vægt på.

SJOVT er kodeordet

Tilbage står vi med spørgsmålet: – ”Hva’ ka’ og ska’ vi gøre ved det?”

Når vi leder efter løsninger og den gode vej til en sport på børns præmisser, så støder vi hurtigt på det helt grundlæggende praktiske problem. For hvad er ’børns præmisser’? Hvordan ser de ud?

Sjovt nok bruger stort set alle fagfolkene ordet ”sjovt”! Den løsning, der dukker oftest op, bliver kodet med ordet ’sjovt’. Det hjælper os ikke så meget på den handlingsorienterede bane, for hvad er sjovt i praksis? Hvad er det, vi reelt skal gøre?

Men faktisk kom fagfolkene fra de fire interviews med en del gode bud. Et godt bud er, at det sjove er det legende, afvekslende, udfordrende og udviklende. Der må godt være pres, krav og forventninger. Men det vigtigste er, at sporten møder hver enkelt ung og hver enkelt aldersgruppe og træningsgruppe med åbent sind og sanser. For når de unge kommer og putter deres liv ind i systemet, så er de afhængige af, at der er gode mennesker derinde, der ser dem og møder dem, der hvor de er.

Vi ender altså med, at hvis vi skal have miljøer, der er gode for børnene/mennesket, så kræver det gode mennesker.

De gode mennesker

Hvor sætter vi så ind henne?

Når de gode mennesker er centrale, så peger pilen straks imod træneren og træneruddannelsen som helt centralt. Det er fagfolkene også enige om og lægger vægt på – og der er en ekstra lille kringle på det ønske. For det må rigtig gerne være fyldt med prestige, anerkendelse og mening i sig selv at være en dygtig ungdomstræner. For det ER et ekstremt vigtigt hverv, der har en kæmpe indflydelse på de unge mennesker in spe!

Forskningen må gerne råbe højt

En anden vej til forandring og forbedring går også af ’videns-vejen’.

Vi har brug for, at der kommer bevidsthed og fokus på vigtigheden af at gøre sig ekstra umage med at lave rummelige ungdomsmiljøer. Så er der brug for at sætte en dagsorden, som larmer og som bliver set og respekteret. Anbefalingen til at nå derhen, kalder på at få forskningen til at drøne meget mere ud på banen.

Vi har brug for en aktiv forskning, der kommer ud med deres vigtige viden om, hvad der er godt og skidt for de unge. Og den anden gode ide til at få de gode miljøer for børn til at blive for børn husker os på at bruge det mest elementære – men også det stærkeste våben – dialogen!

Jeps, det er jo det, vi skal, og det vi er i gang med. Der skal snakkes og lyttes og læres.

Startskuddet har lydt

Det er bare en start – men vi er i gang!

Jeg synes, det er et godt startsted for Talenternes Talerør at have fået de her kvalificerede indspark. Foran os er der masser af arbejde med – at samle viden – og skabe dialog – og skubbe til udviklingen.

I de fire foregående blog-indlæg har følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer givet deres vurdering:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 4 AF 4 INDLÆG

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE ELLER HVAD

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 4, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20. Det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den .20. Det tredje indlæg med Laurence Halsted blev bragt den 3.2.20.

—

Der er meget dobbelthed i det her – både godt og skidt

Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Team Copenhagen arbejder for at fremme eliteidrætten i København og er støttet af Københavns Kommune og en vigtig del af Teamets arbejde er at skabe gode rammer for de unge talenter i København – både gennem støtte til klubberne og støtte til skoleordninger. Direktøren Leif Chr. Mikkelsen er også manden bag TALENT-DK, der gennem mange år har samlet folk, der arbejder med talenter for at udveksle viden og erfaringer fra fire forskellige performancekulturer – kunst, eliteidræt, erhvervsliv og forskning/uddannelse. Så jeg har mødt Leif gennem mange forskellige begivenheder gennem årene.

Da jeg havde skrevet til Leif med mine spørgsmål, så valgte han at de to konsulenter Jeppe Haugaard og Lise Warren Pedersen, der har det meste af den daglige kontakt til talenterne, også sad med, så vi kunne tage et fælles afsæt i hverdagens kontaktflader med de unge.

Vores snak starter et lidt sjovt sted. Noget de tre har snakket om, inden jeg kom. At Team Copenhagen for otte år siden havde kåret en 12-årig bordtennisspiller som årets talent. I dag ville de aldrig gøre det og lægge det implicitte forventningspres på ’en lille dreng’.

Men det er jo dét, der bliver gjort allevegne og hele tiden, når ungdomssporten har travlt med at kåre børnevindere og udnævne dem officielt til ’et kæmpe talent’. Det siger jo sig selv, at når en lille purk eller pige får en titel klistret på sig som noget helt specielt, så kan medaljen om halsen for nogle unge opleves som et tungt åg, og det kræver en helt speciel psyke ikke blive tynget af det. Men det er en helt anden snak – men en vigtig pointe at tage med. Det skulle være forbudt at udnævne børn til noget som helst andet end et dejligt barn, der er rigtig dygtig til en masse ting.

Vores snak kommer hurtigt videre derfra, og vi rammer ind i den svære udfordring, der følger med, hver gang vi voksne skal diskutere ’det gode talentliv’. For hvordan ved vi, hvordan det ser ud fra et børneperspektiv?

Men de tre kan blive enige om de gode ting, de ser. ”Børn og unge får mange kompetencer og får mange gode oplevelser, og deres kreativitet, nysgerrig og selvstændige lyst til at lære noget bliver stimuleret. Langt de fleste af dem synes, det er et fedt liv! Det er privilegerede unge, der går i sportsklasserne, og det er også typisk dem, der i forvejen har et godt hjemmenetværk, der fungerer og klarer det.”

Men Teamet ser også nogle problemer. Først og fremmest kan det være svært for de unge at sige fra, fordi talenternes identitet nemt bliver meget ensidig.

”Vi sætter de unge i en situation, der gør dem sårbare, når vi beder dem om at træne rigtig mange timer i én idræt eller ét miljø, for så er det begrænset, hvilke relationer, de kan nå at skabe udover sporten, og derfor bliver de sociale konsekvenser enorme, hvis de siger fra i idrætten.”

En anden konsekvens af den ensidige tilværelse – som specielt ligger Lise Warren Pedersen meget på sinde – og som stort set alle de andre, jeg har snakket med trækker frem er det uhensigtsmæssige ved at have en tilværelse, hvor hele ungdomslivet kun er skole og sport.

”Så bliver du et begrænset menneske,” som Lise Warren Pedersen udtrykker det.

Efter de her iagttagelser kommer vi tilbage til diskussionen igen. For hvis vi som voksne – og som en kommune – skal stå inde for at gøre tingene på ’børns præmisser’. Hvor skal vi så hen? Hvad er det, vi skal være opmærksomme på, når vi vil lave miljøer for og med børn?

De bedste hurtige bud fra Jeppe Haugaard lyder på:  ”Bare hen til noget, der er bedre! Måske noget, der er mindre struktureret? Det handler i bund og grund om, at det skal være sjovt, mens de er i det!”

Vi ender altså i det samme ord, der bliver ved med at dukke op, når folk leder efter en bærende værdi.

”Sjovt.”

Det sjove og svære ved sjovt er bare, at det ord kan dække over så meget. Så det er svært at blive konkret klogere på, hvordan opskriften på noget sjovt ser ud, når du står med sportsklasseeleverne om morgenen kl. 8.00 i hallen.

Helt konkret, så mærker Team Copenhagen, at det kan være svært at finde den rigtige dosering i hverdagen, og det giver udfordringer, når de unge ikke bakker nok op om morgentræningerne. For hvad handler det om? ’Stemmer de med fødderne’, fordi det ikke er sjov/god træning? Eller er der noget andet galt et andet sted?

”Vi har haft nogle hektiske diskussioner med morgentrænerne. Vi siger, at der skal være plads til pauser og til, at der er lidt kriser ind i mellem. Men morgentrænerne synes, det er problematisk, at vi bakker de unge op i, at de bar brug for en pause – mens de som trænere kæmper for at holde gang i træningen.  Det er forståeligt, at man som træner bliver frustreret over, at de ikke kommer. Men det handler også om, at det er meget svært at skelne mellem, om de unge mangler motivation, eller det handler om noget andet.

Det er nemmere for de trænere, der møder de unge i en klub, for der kender de dem på en helt anden måde, og de har mere at forholde sig til. Der kan de bedre se, om den manglende tilstedeværelse skal ses som mangel på trivsel! Og de vil vide, om det kræver, at der skal snakkes med dem!”

Vi ender igen med, at det er svært at finde en lige eller en rigtig vej – men det faktum i sig selv gør, at vores opsamling ender med en meget interessant iagttagelse:

”At der er så meget dobbelthed i hele det her felt.” Der er mange ting, der både kan være godt og skidt.

Men der er dog et vigtigt indsatsområde, der giver mening at arbejde med for Team Copenhagen teamet.

”Man kan ikke styre, hvor meget forældre presser på, men den allerstørste påvirkning kommer fra trænerne. Man kan godt være bekymret for, om dem, der træner unge, træner dem på samme måde, som de træner de voksne. De aldersrelaterede træningskoncepter og Team Danmarks værdihus sætter nogle rammer. Men vi ved reelt set ikke nok om, hvordan det foregår derude. Det væsentligste middel vi har er i sidste ende at stille krav til træneruddannelsen!”

Sjovt nok trækker Team Copenhagen teamet fægteklubben Trekanten frem – netop den kultur, som Laurence Halsted har beskrevet i det forrige blog-indlæg som en særlig ’god case’.

”Trekanten har nogle rigtig gode trænere. Det er ikke fordi, de er meget pædagogiske, og de er ikke undervisere. Men de er ’mennesker’ og har en tilgang, hvor der bliver investeret tid til den enkelte.”

Den snak ender ud med den sidste anbefaling/ide til at tage med på vejen.

”Det skulle være det mest prestigefyldte at være talenttræner! Trænerne skal ikke bruge ungdomstræningen som et step på vejen til et mere prestigefyldt job som seniortræner! Det ville være godt, hvis man arbejdede med de unge talenter, fordi man ønskede at være der.”

TANKEN BAG TALENTERNES TALERØR

TALENTERNES TALERØR – Et rart råbende rør, der gennem viden og kvalificeret debat arbejder for et godt sportsliv for børn og unge på børnenes præmisser.

Denne blog er første trut fra Talenternes Talerør. Talerøret er tænkt som de unges stemme i eliteidrætten. En stemme, der sætter de unge atleters trivsel og personlige udvikling øverst.

Det handler om alle de unge mennesker, der elsker sport, og som vier deres dyrebare unge liv til at være i sportens verden. Med håb, drømme, indhold, mening, retning, fællesskab, krav, forventninger, rammer, rutiner, opmærksomhed, bekræftelse, fascination, spænding, intensitet, følelsesudsving, træthed, glæde, jubel mmm!

For et sportsliv er jo en fantastisk ting fyldt med så meget – og med et kæmpe potentiale til at skabe liv og skæbner. Sport er på mange måder – ’ikke kun for sjov’.

Gennem de sidste årtier er der sket en intens udvikling af børne-, og ungesporten. Der bliver trænet meget mere, meget tidligere. Der bliver taget flere særlige uddannelsesvalg, og et valg af sporten bliver også et valg af en særlig livsstil for de unge – valg der ofte påvirker hele familien.

Der findes ikke overordnede instanser, der styrer og regulerer udviklingen – eller har det overordnede ansvar for, om det er børnevenlige sportsmiljøer, vi udvikler.

Der er ingen garanti for, at børnesporten bliver organiseret til ’børns bedste’. Det er også svært at gøre og måle på! Det er nemmere at måle resultater og præstationer. Det er meget mere diffust at forsøge at måle livskvalitet og personlig udvikling.

”Når målet er svært at måle, bliver det målbare ofte målet” – som en klog engang har sagt…

En anden udfordring i dagens talentsport er, at det svært at få et overblik over, hvad vi reelt har af vidensbaseret information om, hvad der er ’det gode’ for børnene.

Tilbage står vi med nogle helt centrale spørgsmål, som vi skylder at forsøge at finde svar på, når vi taler på vegne af børnene:

  • Hvordan ser ’den gode model’ ud for et ’godt sportsliv’ for ’de gode’ sportsbørn?
  • Hvad ved vi reelt om, hvad der er godt eller skidt?
  • Hvor kan/skal vi sætte ind?

VISIONEN med Talenternes Talerør er, at det skal være et godt liv for de unge at dyrke deres sport målrettet.

Hvor ’det gode liv’

– betyder plads til at være barn og dermed opleve glæden, legen og fællesskabet

– hvor hverdagen med sporten er med til at stimulere en positiv og alsidig personlig udvikling af ’gode mennesker’

Hvor ’den gode udvikling’

– inkluderer livskundskaber som – selvindsigt, ansvarlighed, evnen til at indgå i fællesskaber, forstå andre og selv bidrage

– det handler om at få lov til at prøve sig selv af og udvikle sit potentiale på mange fronter – og gøre det i gode miljøer, der er tilpasset et moderne ungdomsliv

Hvor ’de gode miljøer’

– tilbyder en hverdag, der er rummelig og motiverer til – at flest muligt bliver ved længst muligt – med at have en meningsfyldt hverdag med sport

– det handler ikke om nogen afgrænset målgruppe af elitebørn – det handler om alle de børn og unge, der har deres hverdag i præstationsmiljøer, hvor der bliver trænet og konkurreret

MISSIONEN er at sætte børnenes vilkår og talenternes gode liv i sporten på dagsordenen ved at generere viden, der kan være med til at kvalificere diskussionerne, give stof til eftertanke, inspirere og nuancere.

Det skal være konkret og konstruktivt – og meget gerne gøre en forskel.

Talerøret er ikke i opposition til den eksisterende elitesport – men forhåbentlig kan det være en medspiller til at udvikle talentsporten positivt.

Talerøret skal primært arbejde med at opsøge eksisterende forskning, eksperter, de unge selv og relevante miljøer for at videreformidle viden overskueligt og tilgængeligt. Der kan/skal kommunikeres på forskellige platforme og i forskellige formater. Og vi starter med denne BLOG.

Talerøret er rettet mod de mange medspillerne i talenternes liv. De mange voksne, der arbejder med børnene i klubber, forbund, skoler, gymnasier, familier m.v. Og de unge skal selvfølgelig også spørges og have en mulighed for at kommentere og blive hørt.

Der er ingen rigtige løsninger eller endelige slutmål.

Det vil være en løbende proces og netop et talerør, der kan blive ved med at pippe og huske alle os voksne på, at det er de unges liv, som vi skal kvalificere.

Og det er ikke et arbejde, der slutter.

Talerøret er et uafhængigt og selvfinansieret initiativ, der bygger på frivillig arbejdsindsats. Talerøret er et åbent forum for alle.

Initiativtager: Lise Kissmeyer / Sportsformidling / +45 20 85 81 63 / lise@kissmeyer.dk / www.lisekissmeyer.dk

”Talentet først – sporten så…”

(”Mennesket først, kristen så…” / Søren Kierkegaard)