SKAL
VI VÆRE BEKYMREDE ELLER HVAD
Tidlig specialisering, selektion og
forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske
overbelastninger…
Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse
nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse
konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig,
der ser spøgelser alle vegne.
Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.
Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?
I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om
talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i
sportens organisationer gør sig:
- Tidligere
talentchef i DHF, Claus Hansen
- Tidligere
direktør i Team Danmark, Michael Andersen
- Sportschef
Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
- Team Copenhagen v.
Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard
Dette er indlæg 4, Det første indlæg med Claus Hansen
blev bragt den 24.1.20. Det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den
.20. Det tredje indlæg med Laurence Halsted blev bragt den 3.2.20.
—
Der
er meget dobbelthed i det her – både godt og skidt
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren
Pedersen, Jeppe Haugaard
Team Copenhagen arbejder for at fremme eliteidrætten i
København og er støttet af Københavns Kommune og en vigtig del af Teamets
arbejde er at skabe gode rammer for de unge talenter i København – både gennem
støtte til klubberne og støtte til skoleordninger. Direktøren Leif Chr.
Mikkelsen er også manden bag TALENT-DK, der gennem mange år har samlet folk,
der arbejder med talenter for at udveksle viden og erfaringer fra fire
forskellige performancekulturer – kunst, eliteidræt, erhvervsliv og forskning/uddannelse.
Så jeg har mødt Leif gennem mange forskellige begivenheder gennem årene.
Da jeg havde skrevet til Leif med mine spørgsmål, så
valgte han at de to konsulenter Jeppe Haugaard og Lise Warren Pedersen, der har
det meste af den daglige kontakt til talenterne, også sad med, så vi kunne tage
et fælles afsæt i hverdagens kontaktflader med de unge.
Vores snak starter et lidt sjovt sted. Noget de tre har snakket
om, inden jeg kom. At Team Copenhagen for otte år siden havde kåret en 12-årig
bordtennisspiller som årets talent. I dag ville de aldrig gøre det og lægge det
implicitte forventningspres på ’en lille dreng’.
Men det er jo dét, der bliver gjort allevegne og hele
tiden, når ungdomssporten har travlt med at kåre børnevindere og udnævne dem officielt
til ’et kæmpe talent’. Det siger jo sig selv, at når en lille purk eller pige
får en titel klistret på sig som noget helt specielt, så kan medaljen om halsen
for nogle unge opleves som et tungt åg, og det kræver en helt speciel psyke
ikke blive tynget af det. Men det er en helt anden snak – men en vigtig pointe
at tage med. Det skulle være forbudt at udnævne børn til noget som helst andet
end et dejligt barn, der er rigtig dygtig til en masse ting.
Vores snak kommer hurtigt videre derfra, og vi rammer ind
i den svære udfordring, der følger med, hver gang vi voksne skal diskutere ’det
gode talentliv’. For hvordan ved vi, hvordan det ser ud fra et børneperspektiv?
Men de tre kan blive enige om de gode ting, de ser. ”Børn
og unge får mange kompetencer og får mange gode oplevelser, og deres kreativitet,
nysgerrig og selvstændige lyst til at lære noget bliver stimuleret. Langt de
fleste af dem synes, det er et fedt liv! Det er privilegerede unge, der går i
sportsklasserne, og det er også typisk dem, der i forvejen har et godt
hjemmenetværk, der fungerer og klarer det.”
Men Teamet ser også nogle problemer. Først og
fremmest kan det være svært for de unge at sige fra, fordi talenternes identitet
nemt bliver meget ensidig.
”Vi sætter de unge i en situation, der gør
dem sårbare, når vi beder dem om at træne rigtig mange timer i én idræt eller
ét miljø, for så er det begrænset, hvilke relationer, de kan nå at skabe udover
sporten, og derfor bliver de sociale konsekvenser enorme, hvis de siger fra i
idrætten.”
En anden konsekvens af den ensidige tilværelse – som specielt ligger Lise Warren Pedersen meget på sinde – og som stort set alle de andre, jeg har snakket med trækker frem er det uhensigtsmæssige ved at have en tilværelse, hvor hele ungdomslivet kun er skole og sport.
”Så bliver du et begrænset menneske,” som Lise Warren
Pedersen udtrykker det.
Efter de her iagttagelser kommer vi tilbage til
diskussionen igen. For hvis vi som voksne – og som en kommune – skal stå inde
for at gøre tingene på ’børns præmisser’. Hvor skal vi så hen? Hvad er det, vi
skal være opmærksomme på, når vi vil lave miljøer for og med børn?
De bedste hurtige bud fra Jeppe Haugaard lyder på: ”Bare hen til noget, der er bedre! Måske noget,
der er mindre struktureret? Det handler i bund og grund om, at det skal være
sjovt, mens de er i det!”
Vi ender altså i det samme ord, der bliver ved med at
dukke op, når folk leder efter en bærende værdi.
”Sjovt.”
Det sjove og svære ved sjovt er bare, at det ord kan
dække over så meget. Så det er svært at blive konkret klogere på, hvordan
opskriften på noget sjovt ser ud, når du står med sportsklasseeleverne om
morgenen kl. 8.00 i hallen.
Helt konkret, så mærker Team Copenhagen, at det kan være
svært at finde den rigtige dosering i hverdagen, og det giver udfordringer, når
de unge ikke bakker nok op om morgentræningerne. For hvad handler det om? ’Stemmer
de med fødderne’, fordi det ikke er sjov/god træning? Eller er der noget andet
galt et andet sted?
”Vi har haft nogle hektiske diskussioner med morgentrænerne.
Vi siger, at der skal være plads til pauser og til, at der er lidt kriser ind i
mellem. Men morgentrænerne synes, det er problematisk, at vi bakker de unge op
i, at de bar brug for en pause – mens de som trænere kæmper for at holde gang i
træningen. Det er forståeligt, at man
som træner bliver frustreret over, at de ikke kommer. Men det handler også om,
at det er meget svært at skelne mellem, om de unge mangler motivation, eller
det handler om noget andet.
Det er nemmere for de trænere, der møder de unge i en
klub, for der kender de dem på en helt anden måde, og de har mere at forholde
sig til. Der kan de bedre se, om den manglende tilstedeværelse skal ses som
mangel på trivsel! Og de vil vide, om det kræver, at der skal snakkes med dem!”
Vi ender igen med, at det er svært at finde en lige eller
en rigtig vej – men det faktum i sig selv gør, at vores opsamling ender med en
meget interessant iagttagelse:
”At der er så meget dobbelthed i hele det her felt.” Der
er mange ting, der både kan være godt og skidt.
Men der er dog et vigtigt indsatsområde, der giver mening
at arbejde med for Team Copenhagen teamet.
”Man kan ikke styre, hvor meget forældre presser på, men
den allerstørste påvirkning kommer fra trænerne. Man kan godt være bekymret
for, om dem, der træner unge, træner dem på samme måde, som de træner de voksne.
De aldersrelaterede træningskoncepter og Team Danmarks værdihus sætter nogle rammer.
Men vi ved reelt set ikke nok om, hvordan det foregår derude. Det væsentligste
middel vi har er i sidste ende at stille krav til træneruddannelsen!”
Sjovt nok trækker Team Copenhagen teamet fægteklubben
Trekanten frem – netop den kultur, som Laurence Halsted har beskrevet i det
forrige blog-indlæg som en særlig ’god case’.
”Trekanten har nogle rigtig gode trænere. Det er ikke
fordi, de er meget pædagogiske, og de er ikke undervisere. Men de er
’mennesker’ og har en tilgang, hvor der bliver investeret tid til den enkelte.”
Den snak ender ud med den sidste anbefaling/ide til at
tage med på vejen.
”Det skulle være det mest prestigefyldte at være
talenttræner! Trænerne skal ikke bruge ungdomstræningen som et step på vejen
til et mere prestigefyldt job som seniortræner! Det ville være godt, hvis man
arbejdede med de unge talenter, fordi man ønskede at være der.”
