Tag: talentmiljøer

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 4 AF 4 INDLÆG

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE ELLER HVAD

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 4, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20. Det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den .20. Det tredje indlæg med Laurence Halsted blev bragt den 3.2.20.

—

Der er meget dobbelthed i det her – både godt og skidt

Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Team Copenhagen arbejder for at fremme eliteidrætten i København og er støttet af Københavns Kommune og en vigtig del af Teamets arbejde er at skabe gode rammer for de unge talenter i København – både gennem støtte til klubberne og støtte til skoleordninger. Direktøren Leif Chr. Mikkelsen er også manden bag TALENT-DK, der gennem mange år har samlet folk, der arbejder med talenter for at udveksle viden og erfaringer fra fire forskellige performancekulturer – kunst, eliteidræt, erhvervsliv og forskning/uddannelse. Så jeg har mødt Leif gennem mange forskellige begivenheder gennem årene.

Da jeg havde skrevet til Leif med mine spørgsmål, så valgte han at de to konsulenter Jeppe Haugaard og Lise Warren Pedersen, der har det meste af den daglige kontakt til talenterne, også sad med, så vi kunne tage et fælles afsæt i hverdagens kontaktflader med de unge.

Vores snak starter et lidt sjovt sted. Noget de tre har snakket om, inden jeg kom. At Team Copenhagen for otte år siden havde kåret en 12-årig bordtennisspiller som årets talent. I dag ville de aldrig gøre det og lægge det implicitte forventningspres på ’en lille dreng’.

Men det er jo dét, der bliver gjort allevegne og hele tiden, når ungdomssporten har travlt med at kåre børnevindere og udnævne dem officielt til ’et kæmpe talent’. Det siger jo sig selv, at når en lille purk eller pige får en titel klistret på sig som noget helt specielt, så kan medaljen om halsen for nogle unge opleves som et tungt åg, og det kræver en helt speciel psyke ikke blive tynget af det. Men det er en helt anden snak – men en vigtig pointe at tage med. Det skulle være forbudt at udnævne børn til noget som helst andet end et dejligt barn, der er rigtig dygtig til en masse ting.

Vores snak kommer hurtigt videre derfra, og vi rammer ind i den svære udfordring, der følger med, hver gang vi voksne skal diskutere ’det gode talentliv’. For hvordan ved vi, hvordan det ser ud fra et børneperspektiv?

Men de tre kan blive enige om de gode ting, de ser. ”Børn og unge får mange kompetencer og får mange gode oplevelser, og deres kreativitet, nysgerrig og selvstændige lyst til at lære noget bliver stimuleret. Langt de fleste af dem synes, det er et fedt liv! Det er privilegerede unge, der går i sportsklasserne, og det er også typisk dem, der i forvejen har et godt hjemmenetværk, der fungerer og klarer det.”

Men Teamet ser også nogle problemer. Først og fremmest kan det være svært for de unge at sige fra, fordi talenternes identitet nemt bliver meget ensidig.

”Vi sætter de unge i en situation, der gør dem sårbare, når vi beder dem om at træne rigtig mange timer i én idræt eller ét miljø, for så er det begrænset, hvilke relationer, de kan nå at skabe udover sporten, og derfor bliver de sociale konsekvenser enorme, hvis de siger fra i idrætten.”

En anden konsekvens af den ensidige tilværelse – som specielt ligger Lise Warren Pedersen meget på sinde – og som stort set alle de andre, jeg har snakket med trækker frem er det uhensigtsmæssige ved at have en tilværelse, hvor hele ungdomslivet kun er skole og sport.

”Så bliver du et begrænset menneske,” som Lise Warren Pedersen udtrykker det.

Efter de her iagttagelser kommer vi tilbage til diskussionen igen. For hvis vi som voksne – og som en kommune – skal stå inde for at gøre tingene på ’børns præmisser’. Hvor skal vi så hen? Hvad er det, vi skal være opmærksomme på, når vi vil lave miljøer for og med børn?

De bedste hurtige bud fra Jeppe Haugaard lyder på:  ”Bare hen til noget, der er bedre! Måske noget, der er mindre struktureret? Det handler i bund og grund om, at det skal være sjovt, mens de er i det!”

Vi ender altså i det samme ord, der bliver ved med at dukke op, når folk leder efter en bærende værdi.

”Sjovt.”

Det sjove og svære ved sjovt er bare, at det ord kan dække over så meget. Så det er svært at blive konkret klogere på, hvordan opskriften på noget sjovt ser ud, når du står med sportsklasseeleverne om morgenen kl. 8.00 i hallen.

Helt konkret, så mærker Team Copenhagen, at det kan være svært at finde den rigtige dosering i hverdagen, og det giver udfordringer, når de unge ikke bakker nok op om morgentræningerne. For hvad handler det om? ’Stemmer de med fødderne’, fordi det ikke er sjov/god træning? Eller er der noget andet galt et andet sted?

”Vi har haft nogle hektiske diskussioner med morgentrænerne. Vi siger, at der skal være plads til pauser og til, at der er lidt kriser ind i mellem. Men morgentrænerne synes, det er problematisk, at vi bakker de unge op i, at de bar brug for en pause – mens de som trænere kæmper for at holde gang i træningen.  Det er forståeligt, at man som træner bliver frustreret over, at de ikke kommer. Men det handler også om, at det er meget svært at skelne mellem, om de unge mangler motivation, eller det handler om noget andet.

Det er nemmere for de trænere, der møder de unge i en klub, for der kender de dem på en helt anden måde, og de har mere at forholde sig til. Der kan de bedre se, om den manglende tilstedeværelse skal ses som mangel på trivsel! Og de vil vide, om det kræver, at der skal snakkes med dem!”

Vi ender igen med, at det er svært at finde en lige eller en rigtig vej – men det faktum i sig selv gør, at vores opsamling ender med en meget interessant iagttagelse:

”At der er så meget dobbelthed i hele det her felt.” Der er mange ting, der både kan være godt og skidt.

Men der er dog et vigtigt indsatsområde, der giver mening at arbejde med for Team Copenhagen teamet.

”Man kan ikke styre, hvor meget forældre presser på, men den allerstørste påvirkning kommer fra trænerne. Man kan godt være bekymret for, om dem, der træner unge, træner dem på samme måde, som de træner de voksne. De aldersrelaterede træningskoncepter og Team Danmarks værdihus sætter nogle rammer. Men vi ved reelt set ikke nok om, hvordan det foregår derude. Det væsentligste middel vi har er i sidste ende at stille krav til træneruddannelsen!”

Sjovt nok trækker Team Copenhagen teamet fægteklubben Trekanten frem – netop den kultur, som Laurence Halsted har beskrevet i det forrige blog-indlæg som en særlig ’god case’.

”Trekanten har nogle rigtig gode trænere. Det er ikke fordi, de er meget pædagogiske, og de er ikke undervisere. Men de er ’mennesker’ og har en tilgang, hvor der bliver investeret tid til den enkelte.”

Den snak ender ud med den sidste anbefaling/ide til at tage med på vejen.

”Det skulle være det mest prestigefyldte at være talenttræner! Trænerne skal ikke bruge ungdomstræningen som et step på vejen til et mere prestigefyldt job som seniortræner! Det ville være godt, hvis man arbejdede med de unge talenter, fordi man ønskede at være der.”

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – Nr. 2 AF 4 INDLÆG

Dette er del 2 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar og første uge af februar. Så følg endelig med….

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout, mentale og fysiske overbelastninger …

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af konkurrencesport for børn og unge. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og ”Talenternes Talerør” med at lave en liste med en række kompetente personer fra mit netværk, der dækkede mange forskellige tilgange til idræt for børn og talentudvikling. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

  • Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal sætte fokus på fremtidens udfordringer? Og har de mon gode input til, hvordan udviklingen kan ændres?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig om talentudvikling:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 2 – det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20

Det stærke og forpligtende fællesskab i foreningerne er under pres

Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen

Næste indspark kommer fra en meget markant person, der har siddet på den øverste top af dansk eliteidræt gennem mange år i stillingen som direktør for Team Danmark. I dag er Michael Andersen stadig engageret i udviklingen af talenter i dansk og international eliteidræt som konsulent.

Michael Andersen ser en facet ved udviklingen af talenter, som særligt bekymrer ham. Og det er den markante selektion.

”Der er i dag et stort og problematisk selektionssystem, der går længere og længere ned i forhold til børnenes alder og færdigheder. De unge fra 12 til 18 årsalderen bliver meget dygtigere – men de bliver også meget færre, Tag for eksempel en fodboldklub som AGF, der engang havde et 5. hold for drenge. Nu er der kun 16 spillere på -U14-U15-U17-U19.  Hvert hold har deres eget omklædningsrum, og hvert år er der en markant udskiftning blandt de 16 spillere på hver årgang, og selektionen sker ofte ureflekteret ud fra nogle målbare parametre, som for eksempel drengenes fysik. De unge er under konstant pres, og mange frygter at blive fravalgt. Mange af de fravalgte i superligaklubberne vender heller ikke tilbage til deres barndomsklub men stopper helt med at spille fodbold. Frafaldet blandt de 14 – 18-årige i fodboldklubber er alt, alt for højt. Langt de fleste licensklubber i dansk fodbold fungerer i dag som kommercielle forretninger – og ikke som forpligtende foreningsfællesskaber. Jeg synes, det er skræmmende – specielt for holdsport som fodbold og håndbold.”

Skræmmende er et ret så stærkt ord – men det siger nok en del om, hvor anderledes dagens sportsunivers ser ud, når både Michael Andersen og jeg kommer fra en generation fra ’de gode gamle dage’, der er vokset op med foreningen som en stor del af både opvæksten, oplæringen og introduktionen til livets mange andre opgaver og udfordringer.

Michael Andersen trækker konsekvenserne af de forringede vilkår for den brede deltagelse i foreningerne ud i et større perspektiv. For når foreningerne ikke længere kan rumme den brede gruppe af unge, så får vi en ny problematik, hvor vi kommer til at stå med mange inaktive unge.

”I dag skal man være glad som forælder, hvis ens børn bare kan være fysisk aktive i eller udenfor foreninger op til 18 år, og samtidig skal man som forældre også være meget opmærksomme på, at sporten ikke kommer til at udgøre hele tilværelsen for barnet eller den unge. Min anbefaling vil være, at de unge også skal bruge tid og kræfter på skolen og ungdomsuddannelsen. Jeg er meget tilfreds med, at mine døtre ikke valgte ensidigt at fokusere på sport. Og sådan så jeg også på det, dengang jeg var direktør for Team Danmark.”

Jeg har mødt mange topidrætsfolk, der har den samme skepsis i forhold til hvilke forhold deres sport giver de nye unge talenter. Topidrætsfolk der ikke ønsker for deres børn, at de skal gå samme elitevej, som de selv har gjort. Det giver virkelig stof til eftertanke. Michael Andersen uddyber hans skepsis og retter den især imod de sportsgrene, hvor penge og kommercielle interesser spiller en større og større rolle.

”De store forbund som f.eks. DBU og DHF har en stor forpligtelse til at sikre gode rammer og vilkår for klubber, der satser på glæde, trivsel og socialt samvær for børn og unge. Og jeg tror, at det bliver nødvendigt med en gennemgribende ny struktur i forhold til turneringer og stævner, såfremt frafaldet blandt de unge skal mindskes.”

Michael Andersen har – gennem sine mange år i dansk idræt – selvfølgelig også oplevet gode miljøer, hvor der er liv og høj kvalitet på kryds og tværs af alder og sportsgrene. Men han kalder dem ’enklaver’, som stort set alle er bundet op på personligt lederskab og lokale ildsjæle. Igen hænger han sine iagttagelser i sporten op på samfundstendenser, som han ser i de større sammenhænge.

”Jeg tror, der er færre af de levende miljøer, fordi der er færre mennesker i dag, der tager den slags opgaver på sig. Det er en markant samfundstendens, at man kun arbejder for sine egne børn – ikke for dem ved siden af. I dag handler det om det lille fællesskab, hvor man selv kan opnå noget og ikke det store fællesskab, hvor man gør noget for andre – også nogle, som man ikke kender på forhånd.”

Med den betragtning i baghovedet, så bliver der endnu mere behov for at stille det obligatoriske spørgsmål til sidst. Kan den tidligere højskoleforstander Michael Andersen komme med input til, hvad der kan være med til at ændre udviklingen og skabe bedre vilkår for børnene derude?

Ja! Hans bud er netop det gode, gamle universalmiddel, som også altid har virket: ”Jeg tror på dialogen og ikke mindst det personlige møde – ansigt til ansigt.”

Et godt slutord, der igen vækker eftertanke. For hvor og hvordan er det så, at vi får gang i den dialog.

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – NR. 1 AF 4 INDLÆG

Dette er del 1 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar. Så følg endelig med….

_________________________________________

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem. Hvor kernespørgsmålet var:

  • Hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

___________________________________________

Det ville være så godt hvis de fandt et frirum – men de møder et monster

Tidligere talentchef i DHF, ansvarlig for håndboldtrænerlinjen Idrætsskolerne Ikast og assistenttræner i Skjern, Claus Hansen

Værs’ go’! Nu kan I komme med en tur rundt i sportsmanegen på jagten efter kommentarer til talentsportens aktuelle status. Vi starter med en af de mest kompetente, kvalificerede og inspirerende talent-ansvarlige, som jeg har mødt på min vej.

Første gang jeg hørte et oplæg fra Claus Hansen, var han fungerende talentansvarlig for Dansk Håndbold Forbund. I oplægget fortalte om hans udviklingsfilosofi med at have en bred trup med mange i spil, hvor der ikke hver gang blev sat det stærkeste hold på kort sigt, og hvor der var plads til at tænke på den langsigtede udvikling. Det gjorde indtryk, og ved den lejlighed fik jeg mulighed for at spørge Claus, om han virkelig havde opbakning fra forbundet til at gå denne brede vej. Hans svar var ’ja’ den aften. Men kort efter valgte han efter netop uenighed om principperne at sige op. Han ser nu et forbund, der går i den anden retning med tidligere specialisering.

Og i det store billede er Claus Hansen en smule bekymret, som han siger. ”Børneidræt er blevet mindre og mindre på børnenes præmisser. De voksne har deres dagsorden og deres interesser. Det har eskaleret de seneste år. Men selvom man intensiverer træningen, så viser det sig jo, at det ikke giver bedre resultater. Vi brænder vores lys i begge ender. De voksne giver de unge så mange stimuli, at de løber skrigende bort.”

”For mig er nøgleordet, at det handler om at lege. At give de unge lov til at gøre det, de synes er sjovt – og have frie rammer omkring træningen. Jeg tror, det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteterne i foreninger bliver på børns præmisser. Hvis man detailplanlægger en U7-træning, så finder de ikke deres egen vej.” 

”De unge bliver hele tiden målt og vejet, og forældrene siger, at det er deres børn vant til fra skolen. Men det er jo netop derfor, at de har brug for en helle i sporten. Og det får de ikke. Det ville være så godt, hvis de fandt et frirum – men så møder de et monster i stedet for.”

En sidste pointe trukket ud fra samtalen med Claus. En pointe, der handler om, hvordan vi kan forandre på tingene. Claus gør selv en meget målbevidst indsats for at få folk til at tage stilling til, hvordan vi arbejder med de unge. Udover sine kvalificerede oplæg og foredrag er han flittig med indlæg på de sociale medier.

Men han kalder på flere aktive på scenen. Specielt forskningen, som han gerne så som en meget mere markant stemme på hverdagsbanen. Der er i høj grad brug for, at få al den nye viden ud om, hvad forskningen kan dokumentere er godt – og ikke godt! – for børn og unge på sportsbanen.

God pointe og stof til eftertanke. For hvor er det egentlig, at de aktive trænere og ledere ude i miljøerne støder på erfaringsbaseret viden og konkret inspiration til ’what to do & and what not to do?!’