talentmiljøer – TALENTERNES TALERØR

De unge får alt for mange ord

Der er mange gode råd og mange indspark i diskussionen om, hvad der er godt og skidt for de unge talenter. Og her kommer et tankevækkende indspark, der har en alternativ vinkel. Jeg mødte Lotte Thomsen første gang for flere år siden, hvor hun brændte for at komme ud med mere viden om hendes kald som træner – at møde de unge med andet end hård træning.

—

De unge har brug for et øjebliks stilhed

”Det slår mig hver gang. At det de unge mest af alt har brug for, er det ’restoritative’. Det er et reelt behov for dem, som handler om meget mere end bare ’flyde ud’, fortæller Lotte Thomsen med en stærk og overbevisende glød i øjnene. Man er ikke i tvivl om, at det er et engageret menneske man møder hende.

Hun har længe haft denne ambition med at bruge yoga og meditation til at øge trivslen både generelt og mentalt blandt sportsfolk – også de helt unge. I debatten om de gode miljøer for de unge, er det et meget tankevækkende indspark.

Det ’restoritative’ handler i praksis om at slappe af – altså koble helt af og lade op. Og det er den indsats for de unge badmintonspillere, som den tidligere U18 europamester i badminton – og nu badmintontræner – Lotte Thomsen arbejder med.

Ikke for flippet – og ikke for elitært

”Relax er ikke Netflix. Men afslapningen kommer efter yogaen, selvom man godt kan blive lidt ør. Men alle de øvelser, jeg laver, er med henblik på at lave ’restoritative poses’ for at give kroppen denne mulighed for at lade op ud fra forskellige virkningsfulde øvelser. Men jeg arbejder også rigtigt meget med ’alignment’, som er mere skadesforebyggende med blandt andet mobilitetsøvelser, og jeg arbejder også med at få styrke ind i core og ryg,” forklarer Lotte Thomsen og beskriver medlevende om det unikke ved ”at give helt slip ned mod måtten – og så mærke det lille frø af stilhed.”

Det har krævet en stædig, tålmodig og dedikeret indsats at få yoga og meditation ’sneget ind’ i træningen, fordi det på så mange måder er anderledes end, hvad der traditionelt er foregået i hallen og træningslokalerne.

”Jeg lægger små ting ind i programmet – og lader det sprede sig. Det er vigtigt, at der er balance i tingene, og man ikke putter for meget nyt ind. Nogle gange kan det blive for flippet, og andre gange kan det blive for elitært. Men jeg har ikke mødt uvilje – men kun interesse og opbakning.”

Små skridt nedefra

Lotte Thomsen valgte bevidst en mindre klub, hvor der var plads og rum til at eksperimentere og præge kulturen. Strategien lyder på at lade den nye tilgang komme nedefra og sprede sig den vej. I badmintonklubben BC37 på Amager, har de netop fået istandsat førstesalen, så der er et stort og åbent lokale med nye vægttræningsredskaber og masser af gulvplads – og så ligger bunken af yogamåtter i hjørnet som et symbol på ’de nye tider’ og den nye tankegang.

Det er pt. udvalgte børne- og ungdomshold og seniorspillere, der kommer op på førstesalen og ’flyde’ enten før eller efter træningen – og nogle gange både før og efter. Erfaringerne er gode. Spillerne nyder det og efterspørger det. Lotte Thomsen bruger også teknikkerne som træner for Københavns Badminton Kreds unge spillere, og hun kommer fast i Lyngby Badminton klub og får stille og roligt flere forespørgsler.

Alt for mange ord

”Jeg får masser af feedback undervejs, hvor de siger: ”Åh, det er en dejlig øvelse, den her, Lotte.’ Det kan for eksempel være, hvis de ligger på ryggen på måtten og med benene oppe på en stol. Så sker der reelt noget i nervesystemet,” forklarer Lotte Thomsen og viser billeder fra øvelserne både oppe i lokalet og på græsplænen foran hallen i sommers. Det ser rart ud. Men det handler også om noget andet.

”De her børn får alt for mange ord! Også fra forældre og trænere. De er så meget oppe i hovedet i forvejen – og de har brug for at komme ned i kroppen og få lov at ligge i stillinger, der er gode for dem. Eksempelvis har teenagepiger så meget brug for det her med at kunne give slip. Der er bare så meget ’going on’ – både i forhold til hinanden og i en hverdag, hvor de skal have holdninger til alting. Samtidig er de omgivet af mange mandlige trænere og den maskuline energi, det giver og kræver. Heroppe på måtterne er der mere af den feminine energi med rundhed og en helhedstanke. Så for dem kan det være som at blive omfavnet at komme herop og ligge ned,” fortæller Lotte Thomsen, der selv har en mere end godt slidt krop efter mange års super intens træning, og hvor der var mange smerter der blev ædt i sig.

Der skal gøres mentalt klar til at træne

Den tidligere elitespiller arbejder ud fra den helhedstanke, at kroppen og hovedet skal gøres klar til at træne. Når hun inddrager yoga og meditation, er det for at give ro og gøre kroppen klar til arbejde. Når drengene kommer til træning, så ’tjekker de eksempelvis ind’ og skal melde på en skala fra 0-10, hvor deres energi ligger i dag. Og til allersidst i yoga-træningen er der et minut, hvor musikken slukkes, og drengene får lov at opleve det sjældne: At der er helt stille!

Et rum uden præstation

”Det her er et rum uden præstation. Det italesætter jeg hver gang, de kommer herop. Her har de 20 min, hvor de får fred, og hvor de også bliver klar til at kunne yde. De kan jo Ikke bare komme og ende med at levere noget sjask, fordi de ikke er mentalt klar efter en lang dag. Denne start er også med til at øge kropsbevidstheden. Og som ekstra bonus oplever Lotte Thomsen, at når jeg hun gik forrest med det her, så vinder hun de unges tillid og fortrolighed.

Det kan være svært at lukke øjnene

Lotte Thomsen oplever også, at spillerne er tillidsfulde, selvom nogle af dem kommer ud af comfortzonen.

”Når det sker undervejs i øvelserne, så italesætter jeg det og siger, at jeg godt kan forstå, at de har svært ved det. Det kan være meget grænseoverskridende – også for voksne – at give slip. Mange har svært ved det. De kan for eksempel ikke lukke øjnene. Når jeg ser det, så siger jeg til dem, at hvis det er for kejtet at lukke øjnene, så kan de bare kigge ned.”

En verden der gør ondt

Som svar på spørgsmålet om, hvad Lotte Thomsen ser, og hvordan hun oplever de unge hun arbejder med, trives på den store bane, så står hun med det indtryk, at alle har brug for ro og til at møde stabile voksne, der er til stede. For hvornår stopper de op i dag? De sidder der med deres mobil. Derfor er det godt at have rum, hvor de kan fordøje oplevelserne.

Derudover fremhæver Lotte Thomsen et vilkår og en præmis ved den seriøse konkurrencesport, der gør det til en meget særlig mental og fysisk verden at være i, hvor der netop ikke lyttes til kroppens signaler.

”Lige meget hvad du vil i topsport, så skal du overskride dine grænser. Du bliver skolet til at køre udover dine grænser. Man kan ikke være der uden at æde noget i sig.”

I det perspektiv bliver yogaen og den koncentrerede tilstedeværelse i ens egen krop, som Lotte Thomsen praktiserer et endnu mere interessant og relevant supplement til den traditionelle træning.

Det gode ved at give tilbage

Lotte Thomsen havde selv en lang karriere som eliteidrætsudøver i badmintonsporten, der sluttede med en benhård og meget krævende OL-kvalifikation, der glippede meget tæt på målstregen. Det var hårdt at sluge i første omgang, men i dag ser hun tilbage med stolthed på, hvad hun opnåede med sin satsning og sin sport, og i dag oplever hun det som meget gavnligt for sig selv at kaste energien over trænergerningen og denne kamp for at få sporten til at tage disse anderledes ’træningsøvelser’ med ind.

”Det har været godt at gå tilbage til sporten og være der i den givende rolle. Det har været fedt at give tilbage til badminton.” Lotte Thomsen slutter med at sætte det, vi har snakket om her, op i det store perspektiv:

”Det er helt nødvendigt at tænke ud af boksen og tænke helhed ind. Ellers ender dansk badminton med at reproducere sig selv med en masse gode trænere og viden – men ikke trænere med en viden om balance og krop og sind.”

Du kan læse mere om Lotte Thomsen og hendes arbejde her: www.lotte-yoga-badminton.dk

Vi er i en brydningstid – men sport er stadig godt

De store linjer i dansk talentudvikling set fra de ’store’ talentansvarlige

Som afrunding på min kommende bog TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV har jeg taget en rundtur til seks helt centrale spillere, der er med til at kridte banen op og sætte retning – og som har fingeren på pulsen i forhold til, hvordan vilkårene reelt opleves for de unge derude.

Jeg var nysgerrig efter at høre, hvad de så? Hvad er de daglige udfordringer lige her og nu, hvad er hverdagens dilemmaer, og hvordan ser perspektiverne for fremtiden ud?

Jeg blev mødt med stor imødekommenhed og gensidig interesse. Der er altid mange sider af talentlivets bog, der er åbne for diskussion. Specielt i denne tid er det glødende aktuelt med den debat, der er kommet om de gode miljøer som reaktion på DR-dokumentarerne.

Som flere nævner det – vi er i en brydningstid i dag. Der er mange vilkår, der er i hektisk udvikling og afgørende forandring. Samtidig er det altid godt at få lejlighed til at træde ud af hverdagens hurlumhej og skubbe sig op til at tage det store vue fra helikopteren.

En snak med seks afgørende talentansvarlige

Det blev til gode snakke med Danmarks Cykle Union, DBU’s talentansvarlige for pigerne, Svøm Danmark, Dansk Håndbold Forbund og de store organisationer Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark. Du kan finde artiklerne fra de enkelte samtaler/interviews her på bloggen.

Hver især havde de deres mærkesager og særlige tilgang – men samtidig var der også nogle centrale temaer, der gik igen.

Dagens pressede unge kræver noget helt nyt

Først og fremmest bevidstheden om, at der sker rigtig meget med de unge i dag, og deres pressede livssituation giver både nogle helt andre reaktionsmønstre og behov – og det stiller også nye krav til sporten for at møde dem og ikke mindst forstå dem. Man kan ikke længere bare ’gøre som man plejer’. Man skal oftere i dag arbejde med bremsen og forsøge at dosere og holde igen – i stedet for at skubbe mere på.

Det skal stadig ha’ lov at være hårdt

Når det er sagt, så var der flere, der også havde behov for at gøre opmærksom på, at det altså heller ikke nytter, at man ryger helt over i den anden grøft. Hvor man i ønsket om, at alle skal trives, ikke kan/vil/tør skubbe på.

Vi skal huske, at det stadig grundlæggende er et præstationsmiljø, og her vil det altid handle om at vinde. Der vil altid være nogen, der bliver skilt fra, og andre der taber, og det kan være en hård vej. Men modgang er ikke det samme som mistrivsel, og hårdt arbejde kan være lige så tilfredsstillende som afslapning. Hvis ikke bedre…

Trænere skal ikke kun vinde i morgen

Rykker vi op på det organisatoriske plan, så møder vi det helt grundlæggende og indbyggede dilemma, som alle de talentansvarlige kæmper med.

For når vi snakker talentarbejde, så vil der uundgåeligt være modstridende interesser mellem trænere og forældre i ungdomsrækkerne, der gerne vil vinde i dag og i morgen – og så de interesser i forbund og Team Danmark, hvor tålmodighed er guld, og hvor det handler om at vinde om 13 år.

Denne iboende interessekonflikt skal der være en dialog om og gerne en aftale, hvor den gensidige afhængighed ender med nogle gode modeller, hvor alle parter bliver tilfredse.

Fremtiden byder på en intens og ustoppelig udvikling

Kigger vi ud i fremtiden, så er her også et grundvilkår, alle skitserer truer forude. At udviklingen af sporten for børn og unge bliver ved med at galoppere af sted.

Det kan give lidt åndenød og en urolig følelse af stress at mærke suset af, hvor stærkt det går med udviklingen af talentarbejdet i stort set alle sportsgrene over hele verden. Det rejser det meget relevante grundspørgsmål hos mange af de talentansvarlige. – Kan Danmark overhovedet følge med i denne uendelige spurt, hvor barren og målstregen hele tiden bliver flyttet, inden vi når i nærheden af målet?

Realistisk set bliver det en utrolig svær kamp at følge med, og Danmark skal være smart og udnytte de ’begavede’ løsninger, vi kan komme op med, er der også enighed om.

Men jokeren er altså, hvor meget mere man på alle parametre kan presse ned over talenterne? Her er der ingen klare retningslinjer eller streger i sandet for de ansvarlige – og der er heller ingen overordnet instans, der holder øje eller råber op.

Flere krav, bedre kvalifikationer og flere betalte omkring de unge

Helt konkret spår flere, at udviklingen kommer til at betyde, at kvaliteten af miljøerne omkring de unge bliver skruet op. Med mere uddannelse til trænere, ledere og personale omkring de unge; med mere fokus på de menneskelige facetter og trivsel; og sidst men ikke mindst – med flere lønnede jobs og flere og større krav til de ansatte.

Svagheden i systemet bliver i samme åndedrag også italesat. – Kan sporten rekruttere nok gode folk? Og når vi snakker GODE, så er det med stor vægt på DE GODE MENNESKER, som vi har været omkring mange gange i løbet af bogen. De er og bliver hjertet i det hele.

Tre klare JA’er til at slutte på

Men tre ting bliver der direkte adspurgt sagt JA til fra alle de store agenter i talentsporten.

JA til fælles ansvar – men med forældre som bagstoppere

JA til, at det er et FÆLLES ansvar for både trænere, ledere og forældre at sikre sig, at det er et godt liv for den unge.

Tankevækkende er det også, at de fleste udbygger dette JA med, at i sidste ende er det dog forældrene, der har et helt afgørende ansvar for, at deres børn har det godt. Det er dem, der skal lave det grundige ’service-eftersyn’ løbende.

JA til at det stadig er et GODT LIV

Der bliver lige så interessant også sagt klart JA til, at det stadig er et godt liv at bruge sin barndom/ungdom dybt engageret i sporten.

De positive sider tæller mest. Og i dag er det især FÆLLESSKABET, der er unikt.

Sportens fællesskab, hvor man er fysisk sammen, og hvor man ’gør noget’ og oplever sammen. I gamle dage kunne man finde det fællesskab mange andre steder i fritiden – men ikke i dagens skærm-verden.

JA til at sende egne børn ud i sportens ungdomslivs-model

Og til slut den ultimative test.

– Vil du som talentansvarlig selv sende dine egne børn ud i den her verden?

Svaret er igen JA… dog med en lille tænkepause for de fleste ……. og så den afgørende slutbetingelse: ”Bare det er et godt sted!

Lad os tage det som et godt slutord.

– Sport er stadig fedt; men vi skal gøre os umage med at gøre det til et godt sted for børnene.

GUIDE TIL GRÆSRØDDER

CORONA… Lad os starte der.

For den dumme virus har ændret liv og dagsorden, drømme og missioner ALLE steder! Ingen og intet er gået forbi.

Talenternes Talerør har også været ramt. For ønsket om at skabe gode sportsmiljøer for børn og unge har været for meget ’livs-luksus’ til at det føltes relevant at sætte fokus på.

AFSAVN skaber klarhed

Men undervejs i disse måneder er mange tanker gået til alle de unge sjæle og kroppe, som pludselig med en voldsom og konsekvent hånd alle sammen er sendt hjem. De unge sportsfolk har pludselig stået i en endnu mere mærkelig hverdag end alle deres kammerater. For et talentliv uden træning og konkurrence, fællesskaber og følelser – og hvad der ellers hører med – er et ekstremt meget anderledes liv! Måske er der mange af de unge, der slet ikke kan huske, hvordan en hverdag uden sport egentlig leves?

Men på den anden side. Tænk, hvor intenst dit sportsliv fremstår, når du som ung atlet pludselig står udenfor og kan kigge ind. Der er jo en uendelig stærk motivationskraft i ikke at få lov at gøre de ting, du gerne vil. Som forelskelsens smerte, når du er adskilt fra din hjertenskær.

Skulle nogen have været lidt i tvivl om deres livsvalg, så må det have givet dem et stærk skud mening, at mærke glæden ved deres sport sendt rundt i systemet med høj puls. Men der kan selvfølgelig også være andre, der med et chok har sanset, hvordan et ungdomsliv uden sport ulmer og rumsterer. Måske åbner det nye døre og frister? Måske underminerer det sportsmotivationen?

Livskriser kalder på VÆRDIER

Lige meget hvad, så er der ingen tvivl om, at Corona har gjort dét ved os – som alle livskriser gør – at vi får rystet godt op i tanker og værdier. Så i det lys tænker jeg, at det nu og her er både relevant og realistisk, at der bliver tid og plads til med åbent sind at tænke over, hvordan vi egentlig organiserer sport for børn og unge? Så det faktisk er på børnenes præmisser og udfylder børnenes behov?

Så Talenternes Talerør og denne blog skal videre med missionen af få indsamlet viden og inspiration.

Vi skal i gang med at finde bud på, hvordan en god sportshverdag ser ud?
Hvad er godt og skidt? Hvor er problemer og potentialer?
Hvad siger eksperter og teori? Hvad siger praksis og erfaringer?
Hvordan og hvor sætter vi ind?

EN GUIDE TIL GRÆSRØDDER – det er første delmål for talerøret.

Ambitionen er, at det næste halve år skal der samles indspark og inspiration ind, så vi kan samle det hele til et konkret redskab til græsrødderne derude i marken – altså til både forældrene, de unge selv, de engagerede trænere, de idealistiske ledere og hvem der ellers er derude, hvor der svedes, til hverdag.

En guide der skal servere redskaber til at se på egne miljøer og give gode fif videre til, hvad der kan gøres, og hvor der kan sættes ind. Så græsrødderne kan gøre deres nedefra og op for at skabe de gode miljøer på den gode måde for de unge.

SKRIV RETUR PÅ MAIL

Hvis du gerne vil følge med og være med på talerørets mailliste, så send mig en kort besked på lise@kissmeyer.dk. Så får du et praj, når der er nyheder på vej.

Hvis du gerne vil være med til at netværke og bruge tid og energi på at diskutere og udvikle, så send en mail til lise@kissmeyer.dk. Så vil vi løbende tage emner og temaer op i et fælles forum.

Og sluttelig – hvis du synes du sidder med relevant viden og inputs til, hvilke temaer der er interessant at tage op, eller hvis du kender miljøer, hvor der sker gode ting, vi kan lære af, så skriv endelig også til lise@kissmeyer.dk.

Med et håb om, at verden åbner op på den gode måde for os alle – bedste hilsner fra Lise

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE NR. 4 AF 4 INDLÆG

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE ELLER HVAD

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 4, Det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20. Det andet indlæg med Michael Andersen blev bragt den .20. Det tredje indlæg med Laurence Halsted blev bragt den 3.2.20.

—

Der er meget dobbelthed i det her – både godt og skidt

Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Team Copenhagen arbejder for at fremme eliteidrætten i København og er støttet af Københavns Kommune og en vigtig del af Teamets arbejde er at skabe gode rammer for de unge talenter i København – både gennem støtte til klubberne og støtte til skoleordninger. Direktøren Leif Chr. Mikkelsen er også manden bag TALENT-DK, der gennem mange år har samlet folk, der arbejder med talenter for at udveksle viden og erfaringer fra fire forskellige performancekulturer – kunst, eliteidræt, erhvervsliv og forskning/uddannelse. Så jeg har mødt Leif gennem mange forskellige begivenheder gennem årene.

Da jeg havde skrevet til Leif med mine spørgsmål, så valgte han at de to konsulenter Jeppe Haugaard og Lise Warren Pedersen, der har det meste af den daglige kontakt til talenterne, også sad med, så vi kunne tage et fælles afsæt i hverdagens kontaktflader med de unge.

Vores snak starter et lidt sjovt sted. Noget de tre har snakket om, inden jeg kom. At Team Copenhagen for otte år siden havde kåret en 12-årig bordtennisspiller som årets talent. I dag ville de aldrig gøre det og lægge det implicitte forventningspres på ’en lille dreng’.

Men det er jo dét, der bliver gjort allevegne og hele tiden, når ungdomssporten har travlt med at kåre børnevindere og udnævne dem officielt til ’et kæmpe talent’. Det siger jo sig selv, at når en lille purk eller pige får en titel klistret på sig som noget helt specielt, så kan medaljen om halsen for nogle unge opleves som et tungt åg, og det kræver en helt speciel psyke ikke blive tynget af det. Men det er en helt anden snak – men en vigtig pointe at tage med. Det skulle være forbudt at udnævne børn til noget som helst andet end et dejligt barn, der er rigtig dygtig til en masse ting.

Vores snak kommer hurtigt videre derfra, og vi rammer ind i den svære udfordring, der følger med, hver gang vi voksne skal diskutere ’det gode talentliv’. For hvordan ved vi, hvordan det ser ud fra et børneperspektiv?

Men de tre kan blive enige om de gode ting, de ser. ”Børn og unge får mange kompetencer og får mange gode oplevelser, og deres kreativitet, nysgerrig og selvstændige lyst til at lære noget bliver stimuleret. Langt de fleste af dem synes, det er et fedt liv! Det er privilegerede unge, der går i sportsklasserne, og det er også typisk dem, der i forvejen har et godt hjemmenetværk, der fungerer og klarer det.”

Men Teamet ser også nogle problemer. Først og fremmest kan det være svært for de unge at sige fra, fordi talenternes identitet nemt bliver meget ensidig.

”Vi sætter de unge i en situation, der gør dem sårbare, når vi beder dem om at træne rigtig mange timer i én idræt eller ét miljø, for så er det begrænset, hvilke relationer, de kan nå at skabe udover sporten, og derfor bliver de sociale konsekvenser enorme, hvis de siger fra i idrætten.”

En anden konsekvens af den ensidige tilværelse – som specielt ligger Lise Warren Pedersen meget på sinde – og som stort set alle de andre, jeg har snakket med trækker frem er det uhensigtsmæssige ved at have en tilværelse, hvor hele ungdomslivet kun er skole og sport.

”Så bliver du et begrænset menneske,” som Lise Warren Pedersen udtrykker det.

Efter de her iagttagelser kommer vi tilbage til diskussionen igen. For hvis vi som voksne – og som en kommune – skal stå inde for at gøre tingene på ’børns præmisser’. Hvor skal vi så hen? Hvad er det, vi skal være opmærksomme på, når vi vil lave miljøer for og med børn?

De bedste hurtige bud fra Jeppe Haugaard lyder på: ”Bare hen til noget, der er bedre! Måske noget, der er mindre struktureret? Det handler i bund og grund om, at det skal være sjovt, mens de er i det!”

Vi ender altså i det samme ord, der bliver ved med at dukke op, når folk leder efter en bærende værdi.

”Sjovt.”

Det sjove og svære ved sjovt er bare, at det ord kan dække over så meget. Så det er svært at blive konkret klogere på, hvordan opskriften på noget sjovt ser ud, når du står med sportsklasseeleverne om morgenen kl. 8.00 i hallen.

Helt konkret, så mærker Team Copenhagen, at det kan være svært at finde den rigtige dosering i hverdagen, og det giver udfordringer, når de unge ikke bakker nok op om morgentræningerne. For hvad handler det om? ’Stemmer de med fødderne’, fordi det ikke er sjov/god træning? Eller er der noget andet galt et andet sted?

”Vi har haft nogle hektiske diskussioner med morgentrænerne. Vi siger, at der skal være plads til pauser og til, at der er lidt kriser ind i mellem. Men morgentrænerne synes, det er problematisk, at vi bakker de unge op i, at de bar brug for en pause – mens de som trænere kæmper for at holde gang i træningen. Det er forståeligt, at man som træner bliver frustreret over, at de ikke kommer. Men det handler også om, at det er meget svært at skelne mellem, om de unge mangler motivation, eller det handler om noget andet.

Det er nemmere for de trænere, der møder de unge i en klub, for der kender de dem på en helt anden måde, og de har mere at forholde sig til. Der kan de bedre se, om den manglende tilstedeværelse skal ses som mangel på trivsel! Og de vil vide, om det kræver, at der skal snakkes med dem!”

Vi ender igen med, at det er svært at finde en lige eller en rigtig vej – men det faktum i sig selv gør, at vores opsamling ender med en meget interessant iagttagelse:

”At der er så meget dobbelthed i hele det her felt.” Der er mange ting, der både kan være godt og skidt.

Men der er dog et vigtigt indsatsområde, der giver mening at arbejde med for Team Copenhagen teamet.

”Man kan ikke styre, hvor meget forældre presser på, men den allerstørste påvirkning kommer fra trænerne. Man kan godt være bekymret for, om dem, der træner unge, træner dem på samme måde, som de træner de voksne. De aldersrelaterede træningskoncepter og Team Danmarks værdihus sætter nogle rammer. Men vi ved reelt set ikke nok om, hvordan det foregår derude. Det væsentligste middel vi har er i sidste ende at stille krav til træneruddannelsen!”

Sjovt nok trækker Team Copenhagen teamet fægteklubben Trekanten frem – netop den kultur, som Laurence Halsted har beskrevet i det forrige blog-indlæg som en særlig ’god case’.

”Trekanten har nogle rigtig gode trænere. Det er ikke fordi, de er meget pædagogiske, og de er ikke undervisere. Men de er ’mennesker’ og har en tilgang, hvor der bliver investeret tid til den enkelte.”

Den snak ender ud med den sidste anbefaling/ide til at tage med på vejen.

”Det skulle være det mest prestigefyldte at være talenttræner! Trænerne skal ikke bruge ungdomstræningen som et step på vejen til et mere prestigefyldt job som seniortræner! Det ville være godt, hvis man arbejdede med de unge talenter, fordi man ønskede at være der.”

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – Nr. 2 AF 4 INDLÆG

Dette er del 2 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar og første uge af februar. Så følg endelig med….

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout, mentale og fysiske overbelastninger …

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af konkurrencesport for børn og unge. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og ”Talenternes Talerør” med at lave en liste med en række kompetente personer fra mit netværk, der dækkede mange forskellige tilgange til idræt for børn og talentudvikling. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal sætte fokus på fremtidens udfordringer? Og har de mon gode input til, hvordan udviklingen kan ændres?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig om talentudvikling:

Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 2 – det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20

Det stærke og forpligtende fællesskab i foreningerne er under pres

Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen

Næste indspark kommer fra en meget markant person, der har siddet på den øverste top af dansk eliteidræt gennem mange år i stillingen som direktør for Team Danmark. I dag er Michael Andersen stadig engageret i udviklingen af talenter i dansk og international eliteidræt som konsulent.

Michael Andersen ser en facet ved udviklingen af talenter, som særligt bekymrer ham. Og det er den markante selektion.

”Der er i dag et stort og problematisk selektionssystem, der går længere og længere ned i forhold til børnenes alder og færdigheder. De unge fra 12 til 18 årsalderen bliver meget dygtigere – men de bliver også meget færre, Tag for eksempel en fodboldklub som AGF, der engang havde et 5. hold for drenge. Nu er der kun 16 spillere på -U14-U15-U17-U19. Hvert hold har deres eget omklædningsrum, og hvert år er der en markant udskiftning blandt de 16 spillere på hver årgang, og selektionen sker ofte ureflekteret ud fra nogle målbare parametre, som for eksempel drengenes fysik. De unge er under konstant pres, og mange frygter at blive fravalgt. Mange af de fravalgte i superligaklubberne vender heller ikke tilbage til deres barndomsklub men stopper helt med at spille fodbold. Frafaldet blandt de 14 – 18-årige i fodboldklubber er alt, alt for højt. Langt de fleste licensklubber i dansk fodbold fungerer i dag som kommercielle forretninger – og ikke som forpligtende foreningsfællesskaber. Jeg synes, det er skræmmende – specielt for holdsport som fodbold og håndbold.”

Skræmmende er et ret så stærkt ord – men det siger nok en del om, hvor anderledes dagens sportsunivers ser ud, når både Michael Andersen og jeg kommer fra en generation fra ’de gode gamle dage’, der er vokset op med foreningen som en stor del af både opvæksten, oplæringen og introduktionen til livets mange andre opgaver og udfordringer.

Michael Andersen trækker konsekvenserne af de forringede vilkår for den brede deltagelse i foreningerne ud i et større perspektiv. For når foreningerne ikke længere kan rumme den brede gruppe af unge, så får vi en ny problematik, hvor vi kommer til at stå med mange inaktive unge.

”I dag skal man være glad som forælder, hvis ens børn bare kan være fysisk aktive i eller udenfor foreninger op til 18 år, og samtidig skal man som forældre også være meget opmærksomme på, at sporten ikke kommer til at udgøre hele tilværelsen for barnet eller den unge. Min anbefaling vil være, at de unge også skal bruge tid og kræfter på skolen og ungdomsuddannelsen. Jeg er meget tilfreds med, at mine døtre ikke valgte ensidigt at fokusere på sport. Og sådan så jeg også på det, dengang jeg var direktør for Team Danmark.”

Jeg har mødt mange topidrætsfolk, der har den samme skepsis i forhold til hvilke forhold deres sport giver de nye unge talenter. Topidrætsfolk der ikke ønsker for deres børn, at de skal gå samme elitevej, som de selv har gjort. Det giver virkelig stof til eftertanke. Michael Andersen uddyber hans skepsis og retter den især imod de sportsgrene, hvor penge og kommercielle interesser spiller en større og større rolle.

”De store forbund som f.eks. DBU og DHF har en stor forpligtelse til at sikre gode rammer og vilkår for klubber, der satser på glæde, trivsel og socialt samvær for børn og unge. Og jeg tror, at det bliver nødvendigt med en gennemgribende ny struktur i forhold til turneringer og stævner, såfremt frafaldet blandt de unge skal mindskes.”

Michael Andersen har – gennem sine mange år i dansk idræt – selvfølgelig også oplevet gode miljøer, hvor der er liv og høj kvalitet på kryds og tværs af alder og sportsgrene. Men han kalder dem ’enklaver’, som stort set alle er bundet op på personligt lederskab og lokale ildsjæle. Igen hænger han sine iagttagelser i sporten op på samfundstendenser, som han ser i de større sammenhænge.

”Jeg tror, der er færre af de levende miljøer, fordi der er færre mennesker i dag, der tager den slags opgaver på sig. Det er en markant samfundstendens, at man kun arbejder for sine egne børn – ikke for dem ved siden af. I dag handler det om det lille fællesskab, hvor man selv kan opnå noget og ikke det store fællesskab, hvor man gør noget for andre – også nogle, som man ikke kender på forhånd.”

Med den betragtning i baghovedet, så bliver der endnu mere behov for at stille det obligatoriske spørgsmål til sidst. Kan den tidligere højskoleforstander Michael Andersen komme med input til, hvad der kan være med til at ændre udviklingen og skabe bedre vilkår for børnene derude?

Ja! Hans bud er netop det gode, gamle universalmiddel, som også altid har virket: ”Jeg tror på dialogen og ikke mindst det personlige møde – ansigt til ansigt.”

Et godt slutord, der igen vækker eftertanke. For hvor og hvordan er det så, at vi får gang i den dialog.

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – NR. 1 AF 4 INDLÆG

Dette er del 1 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar. Så følg endelig med….

_________________________________________

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

___________________________________________

Det ville være så godt hvis de fandt et frirum – men de møder et monster

Tidligere talentchef i DHF, ansvarlig for håndboldtrænerlinjen Idrætsskolerne Ikast og assistenttræner i Skjern, Claus Hansen

Værs’ go’! Nu kan I komme med en tur rundt i sportsmanegen på jagten efter kommentarer til talentsportens aktuelle status. Vi starter med en af de mest kompetente, kvalificerede og inspirerende talent-ansvarlige, som jeg har mødt på min vej.

Første gang jeg hørte et oplæg fra Claus Hansen, var han fungerende talentansvarlig for Dansk Håndbold Forbund. I oplægget fortalte om hans udviklingsfilosofi med at have en bred trup med mange i spil, hvor der ikke hver gang blev sat det stærkeste hold på kort sigt, og hvor der var plads til at tænke på den langsigtede udvikling. Det gjorde indtryk, og ved den lejlighed fik jeg mulighed for at spørge Claus, om han virkelig havde opbakning fra forbundet til at gå denne brede vej. Hans svar var ’ja’ den aften. Men kort efter valgte han efter netop uenighed om principperne at sige op. Han ser nu et forbund, der går i den anden retning med tidligere specialisering.

Og i det store billede er Claus Hansen en smule bekymret, som han siger. ”Børneidræt er blevet mindre og mindre på børnenes præmisser. De voksne har deres dagsorden og deres interesser. Det har eskaleret de seneste år. Men selvom man intensiverer træningen, så viser det sig jo, at det ikke giver bedre resultater. Vi brænder vores lys i begge ender. De voksne giver de unge så mange stimuli, at de løber skrigende bort.”

”For mig er nøgleordet, at det handler om at lege. At give de unge lov til at gøre det, de synes er sjovt – og have frie rammer omkring træningen. Jeg tror, det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteterne i foreninger bliver på børns præmisser. Hvis man detailplanlægger en U7-træning, så finder de ikke deres egen vej.”

”De unge bliver hele tiden målt og vejet, og forældrene siger, at det er deres børn vant til fra skolen. Men det er jo netop derfor, at de har brug for en helle i sporten. Og det får de ikke. Det ville være så godt, hvis de fandt et frirum – men så møder de et monster i stedet for.”

En sidste pointe trukket ud fra samtalen med Claus. En pointe, der handler om, hvordan vi kan forandre på tingene. Claus gør selv en meget målbevidst indsats for at få folk til at tage stilling til, hvordan vi arbejder med de unge. Udover sine kvalificerede oplæg og foredrag er han flittig med indlæg på de sociale medier.

Men han kalder på flere aktive på scenen. Specielt forskningen, som han gerne så som en meget mere markant stemme på hverdagsbanen. Der er i høj grad brug for, at få al den nye viden ud om, hvad forskningen kan dokumentere er godt – og ikke godt! – for børn og unge på sportsbanen.

God pointe og stof til eftertanke. For hvor er det egentlig, at de aktive trænere og ledere ude i miljøerne støder på erfaringsbaseret viden og konkret inspiration til ’what to do & and what not to do?!’