SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – Nr. 2 AF 4 INDLÆG

Dette er del 2 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar og første uge af februar. Så følg endelig med….

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout, mentale og fysiske overbelastninger …

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af konkurrencesport for børn og unge. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og ”Talenternes Talerør” med at lave en liste med en række kompetente personer fra mit netværk, der dækkede mange forskellige tilgange til idræt for børn og talentudvikling. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem.

  • Hvor kernespørgsmålet var, hvordan de ser udviklingen af sporten for børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal sætte fokus på fremtidens udfordringer? Og har de mon gode input til, hvordan udviklingen kan ændres?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig om talentudvikling:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

Dette er indlæg 2 – det første indlæg med Claus Hansen blev bragt den 24.1.20

Det stærke og forpligtende fællesskab i foreningerne er under pres

Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen

Næste indspark kommer fra en meget markant person, der har siddet på den øverste top af dansk eliteidræt gennem mange år i stillingen som direktør for Team Danmark. I dag er Michael Andersen stadig engageret i udviklingen af talenter i dansk og international eliteidræt som konsulent.

Michael Andersen ser en facet ved udviklingen af talenter, som særligt bekymrer ham. Og det er den markante selektion.

”Der er i dag et stort og problematisk selektionssystem, der går længere og længere ned i forhold til børnenes alder og færdigheder. De unge fra 12 til 18 årsalderen bliver meget dygtigere – men de bliver også meget færre, Tag for eksempel en fodboldklub som AGF, der engang havde et 5. hold for drenge. Nu er der kun 16 spillere på -U14-U15-U17-U19.  Hvert hold har deres eget omklædningsrum, og hvert år er der en markant udskiftning blandt de 16 spillere på hver årgang, og selektionen sker ofte ureflekteret ud fra nogle målbare parametre, som for eksempel drengenes fysik. De unge er under konstant pres, og mange frygter at blive fravalgt. Mange af de fravalgte i superligaklubberne vender heller ikke tilbage til deres barndomsklub men stopper helt med at spille fodbold. Frafaldet blandt de 14 – 18-årige i fodboldklubber er alt, alt for højt. Langt de fleste licensklubber i dansk fodbold fungerer i dag som kommercielle forretninger – og ikke som forpligtende foreningsfællesskaber. Jeg synes, det er skræmmende – specielt for holdsport som fodbold og håndbold.”

Skræmmende er et ret så stærkt ord – men det siger nok en del om, hvor anderledes dagens sportsunivers ser ud, når både Michael Andersen og jeg kommer fra en generation fra ’de gode gamle dage’, der er vokset op med foreningen som en stor del af både opvæksten, oplæringen og introduktionen til livets mange andre opgaver og udfordringer.

Michael Andersen trækker konsekvenserne af de forringede vilkår for den brede deltagelse i foreningerne ud i et større perspektiv. For når foreningerne ikke længere kan rumme den brede gruppe af unge, så får vi en ny problematik, hvor vi kommer til at stå med mange inaktive unge.

”I dag skal man være glad som forælder, hvis ens børn bare kan være fysisk aktive i eller udenfor foreninger op til 18 år, og samtidig skal man som forældre også være meget opmærksomme på, at sporten ikke kommer til at udgøre hele tilværelsen for barnet eller den unge. Min anbefaling vil være, at de unge også skal bruge tid og kræfter på skolen og ungdomsuddannelsen. Jeg er meget tilfreds med, at mine døtre ikke valgte ensidigt at fokusere på sport. Og sådan så jeg også på det, dengang jeg var direktør for Team Danmark.”

Jeg har mødt mange topidrætsfolk, der har den samme skepsis i forhold til hvilke forhold deres sport giver de nye unge talenter. Topidrætsfolk der ikke ønsker for deres børn, at de skal gå samme elitevej, som de selv har gjort. Det giver virkelig stof til eftertanke. Michael Andersen uddyber hans skepsis og retter den især imod de sportsgrene, hvor penge og kommercielle interesser spiller en større og større rolle.

”De store forbund som f.eks. DBU og DHF har en stor forpligtelse til at sikre gode rammer og vilkår for klubber, der satser på glæde, trivsel og socialt samvær for børn og unge. Og jeg tror, at det bliver nødvendigt med en gennemgribende ny struktur i forhold til turneringer og stævner, såfremt frafaldet blandt de unge skal mindskes.”

Michael Andersen har – gennem sine mange år i dansk idræt – selvfølgelig også oplevet gode miljøer, hvor der er liv og høj kvalitet på kryds og tværs af alder og sportsgrene. Men han kalder dem ’enklaver’, som stort set alle er bundet op på personligt lederskab og lokale ildsjæle. Igen hænger han sine iagttagelser i sporten op på samfundstendenser, som han ser i de større sammenhænge.

”Jeg tror, der er færre af de levende miljøer, fordi der er færre mennesker i dag, der tager den slags opgaver på sig. Det er en markant samfundstendens, at man kun arbejder for sine egne børn – ikke for dem ved siden af. I dag handler det om det lille fællesskab, hvor man selv kan opnå noget og ikke det store fællesskab, hvor man gør noget for andre – også nogle, som man ikke kender på forhånd.”

Med den betragtning i baghovedet, så bliver der endnu mere behov for at stille det obligatoriske spørgsmål til sidst. Kan den tidligere højskoleforstander Michael Andersen komme med input til, hvad der kan være med til at ændre udviklingen og skabe bedre vilkår for børnene derude?

Ja! Hans bud er netop det gode, gamle universalmiddel, som også altid har virket: ”Jeg tror på dialogen og ikke mindst det personlige møde – ansigt til ansigt.”

Et godt slutord, der igen vækker eftertanke. For hvor og hvordan er det så, at vi får gang i den dialog.

KRONIK FRA POLITIKEN 24.1.20

____________________________________________

Nøj, det er for børn… eller er det?

Kunne man forestille sig en sportens Greta Thunberg, der sidder foran Idrættens Hus i Brøndby i protest mod, hvad det er for et sportsliv, vi tilbyder de unge i dag? Kunne der sidde et lille, muskuløst menneskebarn og indigneret råbe: ”Nu må de voksne vågne og lade være med at ødelægge sportsbørnenes liv!”

Voksen mindset siver ned

Jo, måske kunne det ske, for mindsettet fra de voksnes elitesport siver lige så stille – men vedholdende – længere og længere ned i sporten og sætter også dagsorden hos de yngste rødder i systemet. Børnesporten kommer mere og mere til at handle om, at vi skal skynde os at udvikle nogle kommende stjernerfrø og få dem til at blomstre i en fart. Så der skal trænes og konkurreres en masse så tidligt som muligt. Der bliver optimeret på alle parametre, for at vi kan følge med alle konkurrenterne ude omkring i landet og i verden. For de andre bliver også ved med at træne mere og mere. Fordi det ikke længere er nok bare at gøre ’det bedste man kan’. Man skal gøre, ’hvad der skal til’!

Jeg sad til møde med min bankrådgiver forleden dag. Hun spurgte, hvad jeg lavede? Jeg fortalte så lidt om mit selvstændige arbejdsliv, hvor jeg mest af alt arbejder for, at et ungt sportsliv skal være lige så fantastisk i dag, som det har været igennem mit liv. Det synes hun lød spændende. Hun var også selv gammel håndboldspiller. Jeg fortalte lidt om, hvor vigtigt det er, at vi får råbt vagt i gevær. For der sker så mange ting i og omkring de sportsglade unge, som slet ikke er for børn. Og så var det, jeg fik talt mig varm og den sædvanlige svada væltede ud af mit bekymrede sportssind: …det med, at der sker alt for meget voksent og alvorligt alt for tidligt… farvel til det legende og uforpligtende … ind med specialisering og selektion… en arbejdsuge for et seriøst sportsbarn der ryger op på de 70 timer… voksne der jubler over, at børnene bliver rigtig gode til at prioritere, udvise disciplin og arbejde langsigtet – uden forståelse for, at det er træk, der hører til hos de voksne og slet ikke for børn… og mere af den slags…

Det sker allevegne

Efter min lange enetale, skete der dét, der faktisk altid sker, når jeg får startet mine vandfald af no-good-indikationer. For alle kender til det. Alle har historier om deres børn eller i hvert fald naboens.

Min bankrådgiver synes da også – nu vi snakkede om det – at det var ret så voldsomt, at hendes lille ishockeysøn på ikke engang 10 år, skulle til at have morgentræning.

Så ja, vi kan godt slå fast. At det netop sker alle vegne i mange forskellige former. Selvom sporten stadig er den her fantastiske verden fyldt med masser af glæde, fællesskab og oplevelser, så udvikler børnesport sig til mindre og mindre at være på børns præmisser.

Vi har indrettet skoler og uddannelser, så det rent praktisk kan lade sig gøre at træne meget mere helt ned til 7. klasse – med morgentræninger og dermed plads til to træningspas om dagen. Når du som barn starter med at gå til en sport, vokser sporten meget hurtigt med dine evner. Turneringer og sæsonprogrammer komprimeres, så der aldrig er pauser. Hverken i løbet af ugen eller året. Tilbuddene vil ofte udvikle sig til at blive til et slags ultimatum; hvis du skal være med på det her elitehold, så skal du komme til alle træningerne.

Et valg der ikke er for børn

”Vil du det her?”

Det er det centrale spørgsmål, der bliver stillet til de små, uslebne stjerner. Men spørgsmålet indebærer et valg, som børn ikke er i stand til ar overskue konsekvenserne af. De unge aner ikke, hvad de siger ja til.

Når et sportsbarn forhåbningsfuldt svarer ja til, at de gerne vil blive rigtig gode, siger de samtidig ja til at leve og tilrettelægge deres hverdag efter deres sport 24-7. Det burde stadig være for sjov, men det er det ikke, når valget kan få konsekvenser for både barnets dannelse og uddannelse – og ikke mindst kan påvirke hele familiens hverdag.

Meget af det samme underminerer

Er det så et problem, at en udvalgt skare af talentfulde unge sportsfolk får lov at prøve sig selv af til grænsen? Ja, det er et problem, at når min bankrådgivers skøjteglade søn skal til at træne om morgenen, før han er 10 år, så er risikoen for, at det bliver alt for meget, og at han kører træt i det i løbet af et par år, ret så stor. Selvom han gerne vil og synes, det er sjovt, så er vi mennesker sådan, at når vi får for meget af det samme, så mister det værdi. Specielt hvis vi får øjnene op for, at der er en masse andet, som vi går glip af.

På den lange bane sker der det, som vi allerede i alarmerende grad ser i dag. Når børnene bliver teenagere, vælger de sporten fra. På den store og lange bane bliver konsekvensen, at ambitionerne om at udvikle udvalgte talenter ødelægger rigtig meget for den store gruppe af almindeligt engagerede sportsbørn. Det er en høj pris at betale for både den enkelte – men også for vores samfund. Fordi vi får en gruppe af unge, der ellers var glade for sport, der ender som inaktive. Ungdomsmiljøerne har sjældent alternative tilbud til unge, hvor de kan dyrke sporten på et udfordrende niveau – men i en mindre forpligtende pakke. Det er desværre oftest et enten-eller.

Udviklingen har også den uheldige konsekvens, at talentsporten bliver som et slags udskillelsesløb. Dem, der overlever i talentsporten, bliver dem, som både kan holde til det mentale pres, bevare motivationen (eller har forældre, der holder dem til ilden) og ikke mindst dem, der har en fysik, hvor kroppen kan klare den tidlige og ofte ensidige belastning. I dag finder man tidligere og tidligere alvorlige overbelastningsskader hos børnene.

Advarselslamperne bliver ignoreret

Det mest paradoksale ved denne udvikling er, at både forskningen og frafaldstallene i allerhøjeste grad fortæller os, at vi har skabt et system, der ikke er godt for børnene. Det er ikke børnenes behov, der er styrende. Det er ikke børnene, der ønsker det sådan her. Men når håbefulde børn får at vide af vigtige voksne, at vejen frem er at træne så og så meget, så kaster de sig ukritisk ud i det, så længe de orker. I dag er det eksempelvis halvdelen af de børn, der har valgt fodbold, som deres sport i 12-års alderen, der er stoppet, inden de bliver 18 år.

Det får tankerne hen på metaforen – at man kaster 1000 æg op imod en mur og leder efter det æg, der kan klare det uden at blive smadret. Det billede bliver endnu stærkere, når vi lige husker os selv på, at bag hvert eneste æg er der et barn, som kun har denne ene barndom. Så er det ikke fedt at bilve kastet med.

Vi er oppe imod stærke kræfter

Det er desværre alt for nemt at forstå, hvor fristende det er at putte mere og mere træning og konkurrence på. For de umiddelbare fremgange er tydelige og fascinerende. Børn flytter sig så hurtigt. Det kortsigtede boost af succes og begejstring er meget mere attraktivt end at tænke langt og strategisk. Specielt når den kommercielle sport samtidig står derude og lokker med kontrakter og andre gevinster.

Det er de kræfter, vi er oppe imod. Der er mange trænere og ledere, der dybt engagerede er drevet af dette stærke ønske om at skabe resultater i en fart. Upåagtet af skader, burnout og dropout. Og upåagtet af, at masser af forskning viser, at der ingen sammenhæng er mellem tidlig specialisering og udvikling af succesrige eliteidrætsfolk. Tværtimod! Forskningen viser, at det bedste er, at børn får lov at spille, lege og prøve en masse forskelligt motorisk så længe som muligt. I en hverdag, hvor der er luft til selv at organisere og finde egne veje. Analyserne viser, at de fleste af de succesrige sportstjerner netop har dyrket flere forskellige idrætsgrene i de tidligere år, og de er først blevet specialiseret ret sent.

Alternative guidelines

Andre steder rundt om i verden er de visionære begyndt at handle på forskningen. Eksempelvis har en af de mest professielle ligaer i verden, den amerikanske NBA basketballliga, i samarbejde med det nationale forbund sat forskernes anbefalinger sammen med praktikernes erfaringer og formuleret nogle kontante guidelines, der sætter maksimum på, hvor meget børnene skal spille og konkurrere fra helt små til seniorer.

Kigger vi på, hvilke guidelines, der kommmer fra sportens øverste instans herhjemme, så har vi Team Danmark, der blev etableret af politikerne i 1984 med det formål at skaffe medaljer til Danmark – på en samfundsmæssig og socialt forsvarlig måde. Team Danmark lavede i 2005 en guidebog for, hvordan man skal træne børn. Dette ’Aldersrelaterede Trænings Koncept’ tog afsæt i en teoretisk tro på, at man skulle putte 10.000 træningstimer ind i et talent, for at det skulle folde sig helt ud. Men i den opdaterede udgave ATK 2.0 fra 2016 gør Team Danmark selv op med, at det skal være nødvendigt at træne tre timer om dagen i ti år, og de sætter ny fokus på, hvor vigtigt det er med de gode miljøer omkring talenterne.

Trivsel er en svær størrelse at arbejde med

Problemet er bare, at Team Danmarks anbefalinger om at skrue ned for den tidlige intensivering ser ud til at have svært ved at nå ud til  børnesportens virkelighed i de lokale miljøer. Men indrømmet – det er også svært og meget mere diffust at arbejde med at skabe trivsel end resultater.

Ofte sker der det, at når målet er svært at gøre målbart, så bliver det målbare målet. Mit mangeårige arbejde med at lave kvalitetstjek af talentmiljøerne ved at kigge på fire forskellige glæders vilkår – glæden ved selve sporten og aktiviteten / glæden ved at præstere og udvikle sig / glæden ved det sociale og fællesskabet / glæden ved livsstilen og gevinsterne) – har været et forsøg på at flytte fokus fra resultater til gode miljøer. Og det kan lade sig gøre. Og det er et fantstisk meningsfyldt og fedt liv fyldt med potentielle glæder at være i sunde konkurrencemiljøer. Selvom ja, der er også rigtig mange andre faktorer i præstationsmiljøerne, såsom træneradfærd, værdier og værktøjer, der er afgørende for, om det også i praksis er gode og ’mentalt sunde’ miljøer for de unge (som DR-dokumentaren om spiseforstyrrelser i elitesvømningen aktuelt har sat på dagsordenen).

Vi trænger til at diskutere vores eliteidrætssystem

Når vi ser på vores danske idrætssystem, er det øverste vurderingskriterium altså stadig at vinde medaljer, og det er medaljerne forbundene bliver vurderet på for at få støtte. I det lys er det tankevækkende, at vi lige siden Team Danmarks etablering slet ikke har haft en diskussion af, om vores eliteidrætsmodel er den rigtige vej, vi har taget dansk sport ud på?

Men måske kunne den lille sports-Greta ude foran Idrættens Hus lave et banner, hvor hun beder de danske politikere ændre på den danske stats vision, så Danmark bliver et modigt foregangsland, der går efter at få det bedste elitesportssystem for menneskene – både små og større. Et system, hvor vi hele vejen igennem sætter den personlige trivsel i centrum. Et system, hvor den unge har plads til at udvikle sig i og med sporten; og hvor specialiseringen og valget af en eliteidrætskarriere først bliver taget, når de unge er modne og klar.

Hvor meget må medaljer koste

Der er sikkert mange i eliteidrætten, der vil være bange for, hvad sådan en eliteidrætspolitik vil gøre ved Danmarks sportslige konkurrenceevne? Men måske vil et system med fokus på mennesket forløse noget andet af en stærk og meningsfyldt kvalitet?

Vi kan også vende argumentationen om. Hvis vi nu siger, at vi kun kan klare os i international eliteidræt ved at fortsætte udviklingen ad den vej, vi er på. Er det så dét værd? Vil vi have dyre danske medaljer, hvor prisen, vi betaler er, at en masse unge bliver tvunget ud til højre af den alt for krævende talentlivsmodel?

Medaljer har en stor og unik værdi. Det giver sådan et skønt, brusende, nationalt kick, når vores rød-hvide atleter klarer sig godt. Jeg elsker det også, og der er absolut ikke noget galt i det. Jeg lever og arbejder med begejstring i den verden. Men hvis det viser sig, at vi svigter de sportsglade børn med den her model, så bør vi da råbe op og overveje, om vi ikke kan gøre det bedre?

Vær konstruktiv kritisk i dit eget miljø

På den korte bane kan vi starte i det små lige der, hvor vi er. I den lokale klub og de daglige træningsmiljøer. Hvis du er forælder, træner eller leder kan du spørge til, hvordan I laver de bedst mulige rammer for børnene her, hvor I er? Altså lave de rammer, der rummer.

Sports-Greta er endnu ikke dukket op. Men under alle omstændigheder er det os voksne, der er nødt til at gøre os umage og tage ansvar her og nu. Børnene og de unge lader bare deres ben tale, og de går hastigt ud og væk fra alt det skønne, som en god sportsopvækst kan give, hvis ikke sporten passer ind til et helt børneliv og ungdomsliv.

Af: Lise Kissmeyer

Mange gange dansk mester i badminton, Cand. Scient i humanistisk idræt og freelance journalist, foredragsholder, blogger på ’talenternestalerør.dk’ og forfatter. Har blandt andet skrevet bogen ’Jagten på glæden – og det  bedste talentliv’ og har netop udgivet bogen ’Sportsforælder – Familierevolutionen du ikke så komme’.

SKAL VI VÆRE BEKYMREDE – NR. 1 AF 4 INDLÆG

Dette er del 1 af 4 – oplæggene vil blive lagt op i løbet af den sidste uge af januar. Så følg endelig med….

_________________________________________

Tidlig specialisering, selektion og forventningspres alle vegne fra. Burnout, dropout og andre mentale og fysiske overbelastninger…

Ja, listen kan hurtig blive lang, når jeg skal remse nogle af de negative signaler op, som kan trækkes ud af den unge, seriøse konkurrencesport. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl, om det er mig, der ser spøgelser alle vegne.

Derfor startede jeg mit projekt med denne blog og Talenternes Talerør med at lave en liste med en række kompetente folk fra mit netværk op, der dækkede mange forskellige tilgange til talentsporten. Og så tog jeg en ’nu-sætter-vi-scenen-snak’ med dem. Hvor kernespørgsmålet var:

  • Hvordan de ser udviklingen af sporten for de målrettede børn og unge? Er de optimistiske, eller er de bekymrede? Hvad vil de fremhæve af centrale udviklingstræk, hvis vi skal kredse fremtidens udfordringer ind? Og har de mon gode input til, hvor der kan sættes ind?

I de kommende blog-indlæg kan du læse, hvilke tanker om talentsportens vilkår følgende netværkspersoner fra forskellige positioner i sportens organisationer gør sig:

  • Tidligere talentchef i DHF, Claus Hansen
  • Tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen
  • Sportschef Dansk Fægte-forbund, Laurence Halsted
  • Team Copenhagen v. Leif Chr. Mikkelsen, Lise Warren Pedersen, Jeppe Haugaard

___________________________________________

Det ville være så godt hvis de fandt et frirum – men de møder et monster

Tidligere talentchef i DHF, ansvarlig for håndboldtrænerlinjen Idrætsskolerne Ikast og assistenttræner i Skjern, Claus Hansen

Værs’ go’! Nu kan I komme med en tur rundt i sportsmanegen på jagten efter kommentarer til talentsportens aktuelle status. Vi starter med en af de mest kompetente, kvalificerede og inspirerende talent-ansvarlige, som jeg har mødt på min vej.

Første gang jeg hørte et oplæg fra Claus Hansen, var han fungerende talentansvarlig for Dansk Håndbold Forbund. I oplægget fortalte om hans udviklingsfilosofi med at have en bred trup med mange i spil, hvor der ikke hver gang blev sat det stærkeste hold på kort sigt, og hvor der var plads til at tænke på den langsigtede udvikling. Det gjorde indtryk, og ved den lejlighed fik jeg mulighed for at spørge Claus, om han virkelig havde opbakning fra forbundet til at gå denne brede vej. Hans svar var ’ja’ den aften. Men kort efter valgte han efter netop uenighed om principperne at sige op. Han ser nu et forbund, der går i den anden retning med tidligere specialisering.

Og i det store billede er Claus Hansen en smule bekymret, som han siger. ”Børneidræt er blevet mindre og mindre på børnenes præmisser. De voksne har deres dagsorden og deres interesser. Det har eskaleret de seneste år. Men selvom man intensiverer træningen, så viser det sig jo, at det ikke giver bedre resultater. Vi brænder vores lys i begge ender. De voksne giver de unge så mange stimuli, at de løber skrigende bort.”

”For mig er nøgleordet, at det handler om at lege. At give de unge lov til at gøre det, de synes er sjovt – og have frie rammer omkring træningen. Jeg tror, det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteterne i foreninger bliver på børns præmisser. Hvis man detailplanlægger en U7-træning, så finder de ikke deres egen vej.” 

”De unge bliver hele tiden målt og vejet, og forældrene siger, at det er deres børn vant til fra skolen. Men det er jo netop derfor, at de har brug for en helle i sporten. Og det får de ikke. Det ville være så godt, hvis de fandt et frirum – men så møder de et monster i stedet for.”

En sidste pointe trukket ud fra samtalen med Claus. En pointe, der handler om, hvordan vi kan forandre på tingene. Claus gør selv en meget målbevidst indsats for at få folk til at tage stilling til, hvordan vi arbejder med de unge. Udover sine kvalificerede oplæg og foredrag er han flittig med indlæg på de sociale medier.

Men han kalder på flere aktive på scenen. Specielt forskningen, som han gerne så som en meget mere markant stemme på hverdagsbanen. Der er i høj grad brug for, at få al den nye viden ud om, hvad forskningen kan dokumentere er godt – og ikke godt! – for børn og unge på sportsbanen.

God pointe og stof til eftertanke. For hvor er det egentlig, at de aktive trænere og ledere ude i miljøerne støder på erfaringsbaseret viden og konkret inspiration til ’what to do & and what not to do?!’

TANKEN BAG TALENTERNES TALERØR

TALENTERNES TALERØR – Et rart råbende rør, der gennem viden og kvalificeret debat arbejder for et godt sportsliv for børn og unge på børnenes præmisser.

Denne blog er første trut fra Talenternes Talerør. Talerøret er tænkt som de unges stemme i eliteidrætten. En stemme, der sætter de unge atleters trivsel og personlige udvikling øverst.

Det handler om alle de unge mennesker, der elsker sport, og som vier deres dyrebare unge liv til at være i sportens verden. Med håb, drømme, indhold, mening, retning, fællesskab, krav, forventninger, rammer, rutiner, opmærksomhed, bekræftelse, fascination, spænding, intensitet, følelsesudsving, træthed, glæde, jubel mmm!

For et sportsliv er jo en fantastisk ting fyldt med så meget – og med et kæmpe potentiale til at skabe liv og skæbner. Sport er på mange måder – ’ikke kun for sjov’.

Gennem de sidste årtier er der sket en intens udvikling af børne-, og ungesporten. Der bliver trænet meget mere, meget tidligere. Der bliver taget flere særlige uddannelsesvalg, og et valg af sporten bliver også et valg af en særlig livsstil for de unge – valg der ofte påvirker hele familien.

Der findes ikke overordnede instanser, der styrer og regulerer udviklingen – eller har det overordnede ansvar for, om det er børnevenlige sportsmiljøer, vi udvikler.

Der er ingen garanti for, at børnesporten bliver organiseret til ’børns bedste’. Det er også svært at gøre og måle på! Det er nemmere at måle resultater og præstationer. Det er meget mere diffust at forsøge at måle livskvalitet og personlig udvikling.

”Når målet er svært at måle, bliver det målbare ofte målet” – som en klog engang har sagt…

En anden udfordring i dagens talentsport er, at det svært at få et overblik over, hvad vi reelt har af vidensbaseret information om, hvad der er ’det gode’ for børnene.

Tilbage står vi med nogle helt centrale spørgsmål, som vi skylder at forsøge at finde svar på, når vi taler på vegne af børnene:

  • Hvordan ser ’den gode model’ ud for et ’godt sportsliv’ for ’de gode’ sportsbørn?
  • Hvad ved vi reelt om, hvad der er godt eller skidt?
  • Hvor kan/skal vi sætte ind?

VISIONEN med Talenternes Talerør er, at det skal være et godt liv for de unge at dyrke deres sport målrettet.

Hvor ’det gode liv’

– betyder plads til at være barn og dermed opleve glæden, legen og fællesskabet

– hvor hverdagen med sporten er med til at stimulere en positiv og alsidig personlig udvikling af ’gode mennesker’

Hvor ’den gode udvikling’

– inkluderer livskundskaber som – selvindsigt, ansvarlighed, evnen til at indgå i fællesskaber, forstå andre og selv bidrage

– det handler om at få lov til at prøve sig selv af og udvikle sit potentiale på mange fronter – og gøre det i gode miljøer, der er tilpasset et moderne ungdomsliv

Hvor ’de gode miljøer’

– tilbyder en hverdag, der er rummelig og motiverer til – at flest muligt bliver ved længst muligt – med at have en meningsfyldt hverdag med sport

– det handler ikke om nogen afgrænset målgruppe af elitebørn – det handler om alle de børn og unge, der har deres hverdag i præstationsmiljøer, hvor der bliver trænet og konkurreret

MISSIONEN er at sætte børnenes vilkår og talenternes gode liv i sporten på dagsordenen ved at generere viden, der kan være med til at kvalificere diskussionerne, give stof til eftertanke, inspirere og nuancere.

Det skal være konkret og konstruktivt – og meget gerne gøre en forskel.

Talerøret er ikke i opposition til den eksisterende elitesport – men forhåbentlig kan det være en medspiller til at udvikle talentsporten positivt.

Talerøret skal primært arbejde med at opsøge eksisterende forskning, eksperter, de unge selv og relevante miljøer for at videreformidle viden overskueligt og tilgængeligt. Der kan/skal kommunikeres på forskellige platforme og i forskellige formater. Og vi starter med denne BLOG.

Talerøret er rettet mod de mange medspillerne i talenternes liv. De mange voksne, der arbejder med børnene i klubber, forbund, skoler, gymnasier, familier m.v. Og de unge skal selvfølgelig også spørges og have en mulighed for at kommentere og blive hørt.

Der er ingen rigtige løsninger eller endelige slutmål.

Det vil være en løbende proces og netop et talerør, der kan blive ved med at pippe og huske alle os voksne på, at det er de unges liv, som vi skal kvalificere.

Og det er ikke et arbejde, der slutter.

Talerøret er et uafhængigt og selvfinansieret initiativ, der bygger på frivillig arbejdsindsats. Talerøret er et åbent forum for alle.

Initiativtager: Lise Kissmeyer / Sportsformidling / +45 20 85 81 63 / lise@kissmeyer.dk / www.lisekissmeyer.dk

”Talentet først – sporten så…”

(”Mennesket først, kristen så…” / Søren Kierkegaard)