Talentarbejdet er ikke DIF’s ansvar – men de deler gerne viden ud

———————————————————

TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS-KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Vi har i de første fem artikler snakket med Team Danmark, cykelsporten, pigefodbolden, svømningen og håndbolden.

———————————————————-

Vi er nået til sidste stop på turen rundt til en stor håndfuld af de betydende agenter i den danske talentsport. Vi skal snakke med Danmarks Idrætsforbund, DIF og dermed den øverste samlende organisation.

Der er lidt pudsige startvanskeligheder, for jeg kan ikke finde en talent-afdeling i DIF’s system. Men jeg mødes med Søren Simonsen, der er Chef de mission og Helle Carlsen, fra DIF’s udviklingsafdeling. Det viser sig, at organiseringen afspejler, at DIF netop ikke arbejder direkte eller isoleret med talenterne. Der er samarbejde med Team Danmark om de bedste atleter og de udvalgte forbund. Men det daglige samarbejde med alle specialforbundene foregår primært med DIF som katalysator for uddannelse, udvikling og udveksling af viden – og det sker ved at lave materialer, konferencer, netværk og lignende.

Hvert forbund vælger sin egen vej

Når man i daglig tale og i idrætspolitiske diskussioner henviser til, at ’idrætten’ skal gøre eller sige noget om talenter, så ser Helle Carlsen og Søren Simonsen det ikke, som at pilen primært drejer hen på dem. Det handler i høj grad om de enkelte forbund, der må finde deres løsninger og vælge deres vej, og der er et fælles værdigrundlag, som ligger i ‘Talenthuset’ og Etisk kodeks.

Men DIF arbejder for at udbrede viden om, hvad der er godt og skidt, og på talentområdet har det især været Kristoffer Henriksen og hans viden om de gode miljøer, der har stået for retningen.

Hvordan går det så?

Mange steder går det rigtig godt, lyder svaret, men der er et helt fundamentalt vilkår, som de to DIF-folk starter med at sætte op. Nemlig problemet i dag med at få rekrutteret nok gode trænere og ledere ude i miljøerne. Og når den rekruttering halter, så betyder det hele vejen rundt, at det også bliver sværere at sætte gang i udvikling og initiativer.

En måde at kunne løfte hele systemet på, kan være et generelt ’træner-løft’ med en slags certificering. Det står på DIF’s ønskeseddel.

Tjek af konkurrencestrukturen

Men et af de centrale initiativer, der er taget, er arbejdet med at kigge de enkelte forbunds konkurrencestrukturer igennem. Dvs. kigge på om måden man gør tingene på, nu også fremmer den udvikling, man gerne vil have. Der har allerede kørt et forløb med 13 specialforbund, og det næste forløb er klar, og her vil man sætte endnu mere fokus på at tjekke, hvad den enkelte atlet har brug for.

I forhold til trivsel og arbejdet for de gode miljøer, så er DIF’s netværk med alle forbundene helt centralt, for her kan man udveksle viden og erfaringer. I den sidste tid har det særligt været spiseforstyrrelser, der har været fokus på. Men der er mange ting at arbejde med, og Søren Simonsen henviser til et citat fra netop Kristoffer Henriksen, der er med i min kommende bog TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV:

”At det går godt – men det går også den forkerte vej.”

Fodboldens skiller sig ud

Der sker mange gode ting, og der er meget viden i omløb, men samtidig bliver der ved med at være miljøer og kulturer, hvor man glemmer at tage afsæt i børnene og i den viden, man har om specielt at vente med specialisering, selektering og ’for meget for tidligt’.

Eksemplerne er der desværre stadig, men det er dog også sådan, at det ofte er i fodboldens professionelle univers, at tingene skiller sig ud, fordi fodbold netop er en forretning, og det afspejler sig hele vejen ned i systemet.

Som Søren Simonsen gør opmærksom på – der var mange visionære tanker og principper i Den ny vej, som Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaard kom med i 2006, men så sker der alligevel noget andet derude. Men i den positive retning sker der nu det, at DBU netop er kommet med en nyt og gennemarbejdet ’BØRNE-SYN’, og de er på vej med et tilsvarende ’UNGE-SYN’. Så der bliver gjort noget, for at få udviklingen vendt den rigtige vej.

De gode forbund kan trække de øvrige med

Derfor er både Helle Carlsen og Søren Simonsen stadig optimistiske i forhold til fremtiden. Forhåbentlig kan de forbund, der arbejder med gode strategier og har succes, vise vejen og inspirere andre til at ride med på bølgen – som for eksempel cykling og håndbold.

Men sluttelig bliver der igen-igen gjort opmærksom på den helt centrale udfordring, som alle forbund står overfor i forhold til deres talentarbejde. Nemlig at vi alle skal blive klar på, at de unge ændrer sig, og vi skal vide det – og vi skal handle på det. Der skal tænkes i nye baner for at matche de ’nye børn’.

Det tager lang tid at ændre ting i DIF

Når vi snakker om handling, så bliver DIF-folkene i samme åndedrag realistiske, for de ved, at DIF er en organisation med mange frivillige og med mange forskellige holdninger, hvor der er indbygget en stor inerti, når der skal røres rundt i den store gryde.

”Vi skal være forberedt på en lang proces. Og det kræver en masse MODIGE beslutninger af nogle MODIGE ledere fremover,” som Søren Simonsen summer det op.

Det kan være et problem, hvis INGEN tager ansvar

På slutspørgsmålet om, hvis ansvar det er at skabe de gode miljøer for de unge, så er der enighed om, at det altså er et fælles ansvar, som både lederne, trænerne og forældrene har. Selvfølgelig er der magtrelationer indbygget, og det er ikke alle, der lige kan sige fra eller til. Og det kan også blive et problem engang i mellem, når der slet ikke er NOGEN, der tager ansvaret. Men der er enighed om, at i sidste ende er det altså forældrene, der har den afgørende rolle. Det er dem, som skal holde øje med deres barns trivsel.

Sport er stadig godt for børn

Og så til allersidst. Det sidste tjek. Ville I selv sende jeres børn ud i den seriøse talentsport?

Det bliver et ”stort JA” endnu engang. Seks ud af de seks talentansvarlige, som TALENTERNES TALERØR har snakket med, vil altså stadig gerne have deres egne børn til at få en sportsopvækst.

”Sporten er et godt sted for børn. Her er de en del af et fællesskab. De får succesoplevelser og anerkendelse og muligheder – og ja… så kan man også løbe ind i nogle negative oplevelser, som man skal håndtere… – men vi vil til enhver tid sende dem af sted.”

Dette bliver de optimistiske slutord fra Søren Simonsen og Helle Carlsen – og for denne rundtur 

TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV

– ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED SPORTS-LIVS-KVALITET

Ny bogudgivelse

Vi har en stor fælles udfordring.

At sikre os at vores SPORT FOR BØRN OG UNGE også er et GODT LIV og et GODT TILBUD til de unge håbefulde og ambitiøse sportsfolk, der vier deres ungdom til sporten.

Det er vigtigt, at vi bliver bevidste om, at det gode liv, der vitterlig passer til unge, ikke er en selvfølge.

Det kræver viden, omtanke og vilje til at handle at skabe det gode tilbud.

For vi er i en kamp med nogle stærke udviklingskræfter.

Det er et fælles ansvar at sikre det bedste for børnene. Derfor er bogen både til trænere og ledere – men også til forældre, der har en vigtig rolle i dag, som de har brug for at blive klædt på til.

Bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV er derfor på en målrettet mission. Den er bygget op i tre dele:

  • Del 1 er viden om, hvor vi er i dag, og hvilke drivkræfter der ligger bag.
  • Del 2 er kig på, hvad vi ved fra forskning og praktiske erfaringer om, hvad der reelt er godt for børnene. Hvor kan vi hente inspiration?
  • Del 3 præsenterer redskabet og en guide til at bruge det – suppleret med yderligere nogle ekstra redskaber

Bogen er skrevet af Lise Kissmeyer – og den er udgivet på forlaget BOD.

Du kan læse mere på LISEKISSMEYER.DK / INSIDESPORT.NU.

TIDSFORBRUG

  • I 2009 brugte de unge talenter, der går på en Team Danmark støttet ungdomsuddannelse 25 timer om ugen på deres sport.
  • På 10 år er dette tal steget med en time gennemsnitlig om ugen fra 25 timer til 35 timer om ugen.
  • Den samlede ’arbejdstid’ med skole, sport og arbejde – og uden transporttiden indregnet – er også steget med gennemsnitlig en time om ugen pr. år fra 70 til 80 timer fra 2009 til 2019 om ugen.

”Vil du gøre det bedste, du kan? Eller vil du gøre dét, der skal til?”

Rasmus Ankersen – fra research til Jagten på Glæden / dengang U18-træner i FCM (2008)

” Do you want the best for your kid – or do you want your kid to be the best?”

Citat fra det New Zealandske projekt med ’en ny børnesport’: Balance is Better

Dansk håndbold går en anden vej end konkurrenterne

– med forståelse af spillerne og deres kontekst som et nyt indsatsområde

——————————————————-

TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS-KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Sport nummer fem i rækken er håndbolden – tidligere har vi hørt om, hvordan Team Danmark, cykelsporten, pigefodbolden og svømningen ser tiderne.

———————————————————–

”Det er på alle måder en brydningstid, og der bliver stillet spørgsmål, vi ikke har set før. Men vi kan samtidig se det positive i de dårlige sager, der har været, for det har fået os til at italesætte ting, som vi var nødt til.”

Sådan lyder vurderingen af den virkelighed talentverdenen oplever i dag fra talentchefen fra Dansk Håndbold Forbund, Søren Skaastrup Frydendal, da vi møder ham i en fredelig stund på hans kontor i Idrættens Hus.

Han har netop været med til at udgive den nye talentstrategi, som håndboldforbundet har søsat. En strategi, der prøver at møde den nye ungdom med deres nye behov og adfærdsmønstre.

Søren Skaastrup Frydendal slår fast, at strategien og den danske måde at lave talentarbejde er fundamental anderledes end det, de gør de fleste andre steder.

Hvad er det forbundet skal/kan tilbyde

”Mange lande arbejder med at samle spillerne tidligt i akademier. Vi vil gerne have dem sent. Tidligere prøvede vi at putte meget på i forbundsregi med mange samlinger. Men nu gør vi det mindre i vores regi, og lader udviklingen ske ude i klubberne.

Vi har snakket meget om, hvad vores plads er som forbund?

Og vi skal udnytte, at vi kan noget andet. Derfor er vi også afhængige af at have supergode lokale miljøer,” slår Søren Skaastrup fast og uddyber, hvad der skal være det særlige kendetegn ved de danske miljøer:

”Vores pejlemærke er at lave et system, som det er godt at være i, og hvor de unge har lyst til at komme igen. Det skal være sjovt, og den begejstring og motivation skal være der, og der skal være plads til leg. Derfor kan det være godt at spørge trænerne om: ’Hvor mange gange smiler dine spillere til træning’?”

Den gode træner er helt central i denne strategi, og derfor lægger forbundet også stor vægt på at lave profilanalyser, tage mange referencer og mange snakke før træneransættelserne. Det er afgørende, hvordan trænerne håndterer spillerne.

Tryghed er et helt afgørende parameter

Søren Skaastrup Frydendal kommer med en frisk erfaring fra den nye virkelighed. Landstrænerne fortæller, at dét, de nye spillere, der kommer ind på landsholdene, mest af alt har brug for, er TRYGHED. De har brug for ro for at kunne præstere!

Eksemplet viser samtidig at det er nye indsatsområder og opmærksomhedspunkter, der er i spil, og talentchefen fremhæver, at netop det sociologiske fokus og opmærksomheden på at forstå spillerne og deres kontekst over en bred kam, kan blive elitesportens nye præstationsfremmende område.

”Vi har set forskellige indsatsområder, der er blevet arbejdet med for at præstationsfremme. Det har både været det fysiske og det mentale, og det næste vil nok blive det sociologiske. Selvom det er et ’blødt område’, så vil man se, at en indsats her vil fremme præstationerne.”

Vi skal huske, at det stadig handler om at vinde

”Men det er vigtigt, at vi heller ikke bliver religiøse,” slår Søren Skaastrup Frydendal fast, når han opsummerende skal se talentarbejdet i den større sammenhæng.

”Vi skal huske, at der er en iboende præmis i eliten. Det er væsentligt, og det skal vi være skarpe på. Der skal være realisme. Det handler grundlæggende om at vinde. Det er ikke for de fleste. Det er sort og hvidt, og vi skal ikke være så frelste, og vi kun ser det mentale. Der er også en naturlig selektion i processen mod at skabe et landshold. Vi skal selektere og vedkende os det.”

Søren Skaastrup Frydendal har endnu en pointe, når snakken går om, hverdagen i elitemiljøer:  ”Vi skal huske at modgang og mistrivsel ikke er det samme! Der skal være modstand, og spillerne skal klædes på til at kunne klare modgang. Men der skal ikke være mistrivsel. Det er en helt anden ting. Det afhænger selvfølgelig meget af øjnene, der ser, hvad man ser. Men derfor er det så vigtigt, at trænerne er ’gode mennesker’.”

Hvem skal drive butikken videre

Men den nye tid bringer også andre udfordringer på andre parametre i talentarbejdet. Det er ikke altid let at finde de gode trænere. I samme tråd som de øvrige talentansvarlige, TALENTERNES TALERØR har snakket med, så fremhæver Søren Skaastrup Frydendal, at der er pres på de menneskelige ressourcer i systemet.

”Vi er udfordret på frivillige og trænere. Vi har været vant til, at de ambitiøse trænere og ildsjæle bare har været der. Men nu er spørgsmålet, om de vil blive ved med det? Og hvem der så skal drive det hele? Nu skal der ofte betaling til, og der kommer større clashes i det daglige.

Forældretrænerne, der vanligvis har stået for meget af børnetræningen, er ikke uddannede nok i dag, hvor de unge allerede som 13-årige kommer op på et niveau, hvor det kræver mere kvalificeret træning.

Klubber og forbund skal huske de er gensidigt afhængige

Håndbolden oplever også det samme paradoks, som de andre talentansvarlige i TALERØRETS lille rundspørge også har påpeget. Nemlig interessekonflikten mellem de daglige klubtræneres ambitioner om at vinde på søndag, og forbundets ønske om at udvikle talenter, der skal vinde om 13 år.

”Som talentchef skal jeg ikke vinde Ungdoms VM-medaljer. Jeg skal skabe rammerne for, at der kan udvikles gode spillere til seniorlandsholdet. Derfor er løsningen, at begge parter må anerkende den anden – og anerkende at man er gensidigt afhængige. Vi i DHF er afhængige af, at de udvikler ude i klubberne. Men så kan vi til gengæld give de unge international erfaring og udvikle dem udenfor banen. Det er et forpligtende fællesskab. Alle skal være sammen om den nye strategi.”

Bekymring for de unge

”Det er svært ikke at være lidt bekymret,” er Søren Skaastrup Frydendal kommentar til udviklingen generelt – og det er upåagtet, at håndboldforbundet er et af de allermest succesrige i dansk elitesport for tiden, og at de lige er kommet med denne grundigt gennemarbejdede og evidens baserede talentstrategi. Der er masser af viden om, hvordan det er godt og smart at gøre tingene, men den store udfordring i dag er de unges tilstand.

”Der bliver presset meget på de unge på alle områder, og det ved jeg også fra mit tidligere job som gymnasielærer, og det ser jeg både som forbundsmand og forælder. De unge er pressede alle vegne. Og hvis det ikke er os, der presser dem, så gør de det selv,” lyder den – desværre – kvalificerede betragtning.

De unge skal virkelig forstås i dag

Realiteten i dag med de pressede unge gør, at DHF ikke presser på med flere samlinger og flere krav. Snarere tværtimod. Hvis de ser unge, der møder udbrændte op til samlingerne, så forsøger de at give dem lidt fri og lidt luft. Det sker i en bevidste om, at det er sjældent, at de unge selv siger direkte fra som 17-årige. De vil oftest pakke det ind i noget andet.

”Det er en anden dagsorden i de unges verden i dag, og derfor er det også en tid, hvor vi er nødt til at tappe ind på, hvem der har ansvaret for de unge. Vi skal møde de unge med respekt – og med en accept af, at det ER svært at være ung i dag. Det kræver, at vi gør os umage med at forstå de unge mennesker,” fortæller talentchefen og forklarer, hvad den tilgang blandt andet betyder i praksis.

”Vi skal være bevidste om, at det skal handle om mere kompetence og mindre selektion. For der er en stor risiko for, at de stopper, når de bliver valgt fra. Det stiller store krav til vores trænere, og det betyder også, at vi bør vente med det elitære, indtil de unge kan kapere det som U17-spillere.”

Søren Skaastrup Frydendal gør samtidig opmærksom på et problematisk grundvilkår for sportens ledere. Nemlig at man altid er et skridt bagud, når de unge skal aflæses. Den nye strategi skulle eksempelvis ideelt set være udkommet for fem år siden.

I dag har forbundet ikke konkrete redskaber til at monitorere trivsel, og der er heller ikke designede indsatser klar til at hjælpe de unge. Men forbundet sørger til gengæld for at have individuelle samtaler med alle.

Det skal nok gå

Til slut skal Søren Skaastrup Frydendal summe op.

– Er han optimistisk eller pessimistisk i forhold til fremtiden?

Joooo, på trods af de mange udfordringer, mener talentchefen: ”At det nok skal gå!” Selvom der skal handles med rettidig omhu, og der er seriøse udfordringer ift. trivsel og struktur, så er DHF ikke på en brændende platform.

– Om han med glæde vil sende sine egne børn ud i talentsporet?

(Der bliver lige en lang pause…)

”Det er svært. Men jeg vil ikke sige ’IKKE’. De unge får kompetencer med til livet i sporten, og man kan hjælpe dem til at forstå og håndtere tingene undervejs. Men det skal bare ikke være et udskilningsløb.”

Sådan slutter snakken, og jeg siger farvel og STORT tak og går oplivet ud gennem forbundets lokaler. Der sidder altså en masse kompetente folk, der har de bedste intentioner rundt omkring i Brøndby. Og der er et eller andet, der adskiller Håndbold Forbundets kontorer fra de andre gange, jeg har besøgt så mange gange i Idrættens Hus. Her er ligesom en frisk, glad og imødekommende energi.

Måske er det fordi, de har så stor succes?

Eller også er det omvendt…?

Det skal blive ok at ville præstere igen

TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS’KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Sport nummer fire i rækken er svømning – tidligere har vi snakket med Team Danmark, og vi er kommet tættere på hvordan henholdsvis cykelsporten og pigefodbolden ser tiderne.

——————————————————-

Bellahøjbadet – svømningens nationale træningscenter, der helt symbolsk har været ’nede’ og en masse renovation igennem – ligesom Svøm Danmark har været ramt de sidste par år, siden DR’s dokumentar om Svømmestjerner under overfladen. Det der i dag i alle danske sportsmiljøer er kendt som ’svømmesagen’.

Jeg mødes her på Bellahøj med sportschef Lars Robl og talentansvarlige Thomas Stub i en fredelig stund med stille vand i bassinerne under stævnet Danish Open. Den meget ærlige kommentar på svømningens situation understreger, at det er en voldsom tur som dansk svømning har været igennem:

”Vi har været helt nede at ligge og følt os trampet på, men nu er vi på vej op igen.”

De er enige om, at de kan se en vej frem – også selvom de ikke helt præcist kan se, hvor de skal ende.

Vi skal være helt konkrete med, hvad det kræver

Men den udfordring, de står overfor, er ret så speciel, for de skal til at genetablere en præstationskultur. Hverken mere eller mindre. En vild effekt af et tv-program. Men ’svømmesagen’ gjorde at alle gik i stå ude i miljøerne og havde en stor berøringsangst og usikkerhed på, hvad der var ok, og hvad er ikke var ok at kræve af de unge.

Derfor slår Thomas Stub og Lars Robl fast, at de skal ud og tage helt konkrete snakke med folk ude i miljøerne, og de er allerede i gang. Det skal italesættes, hvad der kræves helt konkret, og der skal forventningsafstemmes. Det helt afgørende er, at der fremover vil være en tryghed ved at stille krav og optimere på præstationer. Alle skal kunne vide, at der er reel opbakning, og der altid er nogen, der har ens ryg, hvis kulturen kommer til diskussion. Så skal der være en bestyrelse, et forbund eller et Team Danmark, der skal bakke op.

Svømmelederne slår begge fast, at der i høj grad er brug for at snakke om, hvad man drømmer om – og IKKE hvad man skal undgå og være bange for. Den sidste tilgang har været fremtrædende og har slidt alvorligt på kræfterne de sidste par år.

Fremover skal sporten være atletens eget projekt

Lars Robl startede i jobbet som sportschef i december 2021, hvor han kom udefra og kunne se på miljøerne med friske øjne.

”Jeg ser et meget struktureret og velorganiseret forbund med stor respekt for atleten”, lyder vurderingen fra den tidligere sportspsykolog og sportschef hos Kano og kajak.

Netop respekten for den enkelte atlet er helt central for genopbygningen af talent- og elitemiljøet.  Forbundet har netop lavet en fremtidig strategi for High Performance, og den bygger på meget ærlige analyser af, hvor hårdt ramt, man er blevet, og hvor såret og handlingslammet elitemiljøerne har været.

Helt centralt i den nye strategi er det, at atleten skal være i centrum. I praksis betyder det, at atleterne skal inddrages, og de skal tage ejerskab for deres personlige projekt med svømningen. Vurderingen fra de to ledere lyder på, at man sagtens kan arbejde langt ned i aldersgrupperne med at inddrage. I starten med de yngre, kan det handle om bare at spørge dem: ”Om træningen var sjov?’

Trænerne kan have egne ambitioner

For de ældre svømmere betyder ambitionen om at få atleten i centrum i dag, at forbundet har individuelle samtaler med træneren og atleten, hvor der helt konkret kan snakkes om mål, og hvor der efterfølgende kan følges op og evalueres.

Samtalerne kan også være et godt redskab til at arbejde med det indbyggede dilemma, der nemt kan opstå – at de lokale trænere kan have egne måske mere kortsigtede karrieremål. Det kan i praksis betyde, at klubtrænerne kan have andre ambitioner og motiver for at arbejde med de unge lokalt, end de langsigtede udviklingsplaner, som forbundet arbejder med.

De unge og forældre skal lære at sige fra

De to forbundsfolk fremhæver en anden central udfordring, de står med. Det handler om magtforholdet mellem træneren og svømmeren.

I praksis viser erfaringerne, at svømmerne netop som i svømmesagen ikke kunne sige fra. De vidste simpelthen ikke, hvordan de skulle gøre det. De havde ikke lært det. Det fik alvorlige konsekvenser, som ’svømmesagen’ viste det. Et problem der fik lov at vokse, fordi forældrene også var fraværende og ikke fik sagt fra.

”Det er svært at være forældre,” slår Thomas Stub det fast. For de ved ikke bedre, end at de anvisninger, som træneren kommer med, så de er ikke klædt på til at blande sig. De accepterer bare vilkårene, fordi de får fortalt, at det er dette, der skal til.

Det indre pres er en kompliceret joker

Snakken går videre fra dagligdagen i svømningen til nogle af de andre udfordringer, der kan være ved det seriøse talentliv. Mentale udfordringer som den seneste DR-dokumentar om ’Fodboldens usynlige syge’ supplerede debatten med. Det handler om det indre pres, som atleterne lægger på sig selv, og som kan være så mentalt opslidende, at det kan presse atleterne ud i forstyrrelser og psykiske sygdomme.

Thomas Stub og Lars Robl anerkender, at det er et reelt problem, og at det er endnu en af de mange bevidsthedspunkter, som trænerne står overfor. Men de indrømmer også, at det er en af de udfordringer, som de ikke har en løsning på lige nu. ”Vi har ikke svar på alt,” slår de ærligt og realistisk fast.

Som talentansvarlig fortæller Thomas Stub, at han faktisk indimellem kommer ud for, at han møder unge ude i miljøerne, som virkelig kæmper og har det svært, og hvor han faktisk ønsker for dem, at de ikke skal svømme.  Men det kan han ikke adressere direkte. Han kan kun tage en snak med den lokale træner.

Interne stridigheder kan være ødelæggende

De to svømmeledere gør opmærksom på, at der faktisk også er endnu en udfordring ude i miljøerne, som kan påvirke svømmernes trivsel. Det handler om intern rivalisering, der for et par år siden var et grænseoverskridende problem i elitemiljøet.

”Vi skal ned og forstå dynamikken i de magtspil – altså misundelse og jalousi mm. Svømmerne skal lære at forstå det og komme videre, og her kan vi bruge viden fra organisationspsykologi, for det er de samme mekanismer, der er i spil i alle miljøer, hvor mennesker skal arbejde sammen,” lyder det fra Lars Robl, der netop har erfaringer med at arbejde med de her mekanismer som psykolog.

Trænerne skal mere end det faglige

Udfordringen med de menneskelige og psykologiske aspekter ender i den allerede godt fyldte pose med krav til trænerne. Derfor er det vigtigt, at trænerne ikke bare skal være kompetente på deres faglighed. De skal også have en forståelse for mennesker og den kultur, der lever i træningsmiljøet.

”Vi får en del uopfordrede jobansøgninger fra trænere og meget sigende, står der altid kun noget om resultaterne og ikke noget om, hvordan trænerne arbejder med mennesker,” lyder kommentaren fra Lars Robl.

Vores snak slutter med de to obligatoriske spørgsmål.

1. Hvis ansvar er det at skabe gode miljøer?

Svømmelederne siger at alle har et ansvar – samstemmende med de andre talent-ansvarlige, jeg har snakket med i denne sammenhæng.

”Det er et fælles ansvar. For alle har blinde vinkler. Både trænere, ledere og forældre.

Forældrene kan ikke længere bare sætte børnene af foran hallen og hente dem igen to timer efter. De skal være med til at tjekke deres barns trivsel.

Og det er vigtigt, at trænerne både er realistiske, når der bliver sat mål, men også at de har en plan B klar til svømmerne.

Sluttelig er det vigtigt at slå fast, at i sidste ende er det forbundet, der har ansvaret for at sætte rammerne. Det er os, der har det job og det ansvar at bestemme og sætte kursen,” slår de to ledere fast.

2. Vil du ønske at dit eget barn skal svømme seriøst?

Ja!

Igen er sportschefen og talentchefen enige. Det er et godt liv at være i et svømmemiljø.

Mest af alt fordi, der er et og stærkt fællesskab. Det er en helt unik ting i dag. For 15 år siden kunne børn og unge finde dette fællesskab mange steder, hvor de legede og hang ud. Men i dag er der ikke mange muligheder for de unge at være sammen om noget fælles.

Også de mange timer bliver også et acceptabelt vilkår, hvis de unge netop selv oplever at tage eget ansvar for deres svømning og deres personlige projekt. Når motivationen kommer inde fra, bliver det meningsfuldt at træne meget.

Virkeligheden…

Masser af svømmere fra virkelighedens verden er ved at indtage svømmehallen, og Thomas Stub og Lars Robl skal videre.

Oppe fra vinduet sidder jeg længe og kigger på hver enkelt. Hvad mon der foregår inde på de indvendige baner?

Om lidt vil vandet blive pisket op, og svømningen vil arbejde videre på deres comeback. Og jeg har igen mødt talentansvarlige, der synes, det er et godt liv at være et ungt talent i Danmark. 

Det er et hårdt – men godt liv – at være elite-pigefodboldspiller

TALENTERNES TALERØR er på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS’KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Talentekspert nummer tre i rækken er Anders Gerber, der er talentansvarlig for pigefodbolden i DBU.

———————————————————

”Vi blev rigtig kede af det efter DR’s dokumentar om Fodboldens usynlige syge,” fortæller den talentansvarlige for pigerne i DBU, Anders Gerber men gør opmærksom på, at der er sket meget på de ti år, siden nogle af programmets historier om offentlig vejning fandt sted. Dengang havde DBU desværre ikke den viden, som de har i dag.

”I dag bliver der gjort meget for at skabe et godt og et trygt miljø for pigerne på ungdomslandsholdene, og DBU har sat mere fokus på den mentale side,” forklarer Anders Gerber, som eksempelvis selv er blevet meget mere opmærksom på, hvordan der kommunikeres, og hvordan forældresamarbejdet kan optimeres.

Vi sidder i et fredeligt hjørne på et hotel i Køge, hvor U19-holdet spiller kval-kampe med Island, Ukraine og Sverige. Det er blevet til et nederlag til Island og forude venter Ukraine, og der er lige et kort break for Anders Gerber, der meget gerne vil dele tanker og overvejelser.

”Der er allerede en god stab omkring pigerne. Der er mange, der tjekker dem. Når pigerne eksempelvis står op og kommer ned til morgenmad på samlingen her, så bliver de alle spurgt værelsesvis, hvordan de har det, og om de har sovet godt mm. Bagefter følger vi op på det, og det kan godt være, at staben aftaler, at én måske skal gå en tur med en spiller, eller der er et værelse, som der skal holdes øje med. Vi har rigtig gode muligheder her til samlingerne for at være opmærksomme. Men de har ikke de samme vilkår hjemme i klubberne.”

Det er ude i klubberne de store skridt skal tages

Og netop hverdagen i klubberne er på flere måder et helt centralt omdrejningspunkt. Der mangler flere gode kvalitetsmiljøer til pigerne, hvor pigerne kan udvikle sig. Den mangel har flere konsekvenser. Blandt andet at mange af pigerne skal rejse langt for at finde kvalificeret træning.

”Det burde først være, når pigerne er omkring 14-16 år og opefter, at de skal vælge at rejse efter et tilbud, der lever op til deres udviklingsbehov. Men i dag bliver det for nogens vedkommende allerede i 12-14-års alderen,” fortæller Anders Gerber.  

”Pigerne har en hård hverdag i dag!”

Sådan lyder den kontante konsekvens af den pressede hverdag set fra talentudviklingschefens skrivebord.

”Det er i pigernes hverdag med trekanten af skole, sport og hverdag/familie, at det er svært. De har så mange arenaer, de skal præstere på. Vi er lykkedes med gennem de sidste år at udvikle og trykke på drengenes miljøer, så det har udviklet sig derhen, hvor vi havde ønsket.

Men pigerne har et andet mindset. De vil klare både skole og sport, hvor drengene har meget nemmere ved at vælge fodbolden, som det primære. Derfor bliver drengene ikke stressede på samme måde som pigerne,” lyder det fra Anders Gerber, der også understreger, at det betyder meget for den daglige trivsel, at de unge i dag skal leve et liv med de sociale medier. De mange krav på de mange forskellige arenaer betyder, at de unge har hårde forventninger til dem selv, og derfor er der flere, der ikke klarer det.

Vi skal pushe – uden at miste trivsel

”Vi prøver at gøre det godt og trygt – men samtidig skal det også være et præstationsmiljø.” Sådan lyder dilemmaet fra den talentansvarlige, der henviser til undersøgelser, der har vist, at en tredjedel af pigerne har det svært og halvdelen af dem, synes de har en stresset hverdag.

”Blandt de 20 piger, vi har samlet her, vil nogle af dem have det megasvært, uden vi ved det. Men det kan sagtens være, at den, der ser ud til at trives bedst, måske er den, der har det værst. Så der er noget, vi ikke ved. Det har der altid været, men vi vil gerne vide mere, og jeg håber, det kommer frem, og vi bliver klogere, for det er hårdt for pigerne. DR-dokumentaren har bare været med til at gøre det endnu mere udtalt, og DBU skal bruge mere tid på det mentale,” fortæller Anders Gerber og slår samtidig kategorisk fast: ”Det vil altid være mennesket, der kommer først.”

Som udgangspunkt mener Anders Gerber, at det er et fælles ansvar for både trænere, ledere og forældre at skabe gode miljøer for pigerne. Men han understreger, at den vigtigste agent er forældrene. Det er dem, der har mulighed for løbende at lave et 24-timers tjek. Derfor er forældresamarbejdet fremover et afgørende indsatsområde.

Forslag til flere steder at sætte ind

Når Anders Gerber kigger fremad, er der flere mulige værktøjer i kassen til at skabe de ønskede forbedringer – både for trivslen og for at opbygge gode miljøer.

  • Vi skal have fokus på det mentale og have en strategi – vi har allerede flere initiativer sat op.
  • Der skal stilles flere krav til klubberne gennem licenssystemet – men disse krav skal opfattes som guidelines. Det er hjælp til at identificere, hvad der skal til for at skabe gode miljøer.
  • Trænerne er som altid de helt centrale. De skal kunne en masse – men de kan heller ikke det hele. De skal klædes bedre på. Det nye uddannelsestilbud med fodboldpsykologier en god mulighed for trænerne.
  • I dag er det kun 16 procent af staben omkring pigerne i licensklubberne, der er kvinder. Så på den lange bane, er der en vigtig indsats med stort potentiale, der er i gang med systematisk at få pigerne til at tage træneruddannelse og engagere sig på det plan.
  • Til sidst er der et helt nyt forslag, som er en del af den helt nye talentstrategi. Nemlig at der i fremtiden skal være kontaktpersoner i miljøerne, der har rollen som advokat for pigerne og spillerne. Dvs. en uvildig part ude i miljøerne, som pigerne kan gå til, og som kan tale pigernes sag.

Holland arbejder med at mixe drenge og piger

Hvis vi kigger ud i Europa, så er der andre modeller og måder at gøre tingene på, hvor vi måske kan hente inspiration. Anders Gerber trækker et par lande frem – efter først at have konstateret at et stærkt land indenfor kvindefodbolden, Sverige, altså tumler med de samme udfordringer med det mentale og spiseforstyrrelser, som Danmark gør.

Mest interessant er Holland, hvor de arbejder målrettet med mix-hold, hvor drengene og pigerne spiller sammen. For alle årgange op til og med U-12 spillerne er det naturligt, for her er der rent faktisk ikke nogen fysiologiske forskelle på drengene og pigerne. Men helt op i seniorrækkerne og den tredje bedste division spiller kvinderne med mændene. Holland har haft stor succes med denne tilgang, og de har oplevet, at det også giver mange andre gevinster i forhold til forståelse og accept.

I Schweiz har de et helt andet system. Her udtages de 20 bedste U16-spillere, og de træner sammen på et akademi fem dage i løbet af ugen og spiller så kampe for deres klub i weekenden. Det har også givet dem sportslig succes, men denne tilgang ligger langt væk fra den danske model, understreger Anders Gerber.

Danmark er et S-tog med mange stop – de andre lande drøner afsted i eksprestog

Vi er nået til slutningen af vores snak, og Anders Gerber og spillerne skal til stadion og spille mod Ukraine. De sidste obligatoriske exit-spørgsmål handler om synet på fremtiden – og om det i den store sammenhæng er et godt liv at være et ungt fodboldtalent – også selvom det altså praktisk er en krævende hverdag?

Og Anders Gerber er optimistisk. ”Jeg tror, vi vil lykkes, og om 4-5 år vil vi se det. Både på resultater og på en bedre hverdag for pigerne. Der er kæmpe engagement ude i klubberne. Det kan vi bygge på.”

Optimismen er der altså, selvom Anders Gerber faktisk startede vores snak med en meget bastant udmelding:

”Vi har aldrig været bedre – og vi har aldrig været så langt bagefter.”

”Sammenlignet med de andre lande, så drøner de afsted i ekspresfart i et lyntog, mens vi bumler afsted i et S-tog med mange stop undervejs. Vores talentarbejde har indtil for nogle år siden været godt græsrods- og breddearbejde, men det har ikke været organiseret talentudvikling. Men det er det arbejde, at klubberne, Kvindedivisionsforeningen og DBU sammen er i gang med at optimere.

Vi har levet af, at vi kunne være innovative og smarte, og det skal vi stadig være. Vi kan ikke køre i det samme hurtigtog, som de andre. Men vi skal afsted i samme retning. Og det kan jo vise sig, at de andre lande får problemer med deres tog undervejs.”

Og så det sidste spørgsmål: Om det er et godt liv?

”Ja, jeg ville elske mit eget barn gjorde det. Det er et godt tilbud, hvor de unge bliver selvstændige, lærer struktur og at arbejde målrettet. Og så får de venskaber og nogle fantastiske fællesskabsoplevelser.”

… og så er det afsted til stadion. I dag er det med en bus, og Ukraine bliver besejret, men måske meget sigende går Danmark ikke videre fra kvalifikationsspillet.

Det går godt – meeeennnn…

TALENTERNES TALERØR er startet på en turné som optakt til den kommende udgivelse af bogen TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV – ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ‘SPORTS-LIVS’KVALITET.

Turen går rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Talentekspert nummer to i rækken er talent-konsulent i Team Danmark – et job som Anders Tranberg Andreasen har haft siden september 2022. Før det har han blandt andet arbejdet i ni år som talentkoordinator i roforbundet.

———————————————————

Den centralt placerede talent-konsulent i dansk idræt, Anders Tranberg Andreasen fra Team Danmark er først og fremmest optimistisk i forhold til det danske talentarbejde. Det fortæller han gerne om, da vi mødes et par timer i Idrættens Hus, hvor han har forberedt sig grundigt til mødet og fået tid til at tænke over spørgsmålene på forhånd.

”Der bliver tilbudt rigtig meget godt og der er mange gode og meningsfulde miljøer med trivsel for de unge. Der er gang i mange gode tiltag som reaktion på DR’s dokumentar om det kritisable miljø i svømningen år tilbage. Men tingene tager tid, og det er ikke det hele, der bare lige kan fikses.”

De andre lande investerer enormt – og det ender aldrig

Men talent-konsulenten er også bekymret. Det der skaber rynker i panden, handler om det sportslige, og den accelererende internationale udvikling, der drøner af sted.

”Der bliver investeret enormt internationalt, og den udvikling bare fortsætter med mere og mere, og den stopper ikke, så jeg er bekymret for, om vi kan følge med.”

Vi skal være glade for den ’hele danske model’

Men Anders Tranberg Andreassen slår fast, at det er godt, at vi har vores danske værdier og danske måde at drive talentarbejde på, hvor Danmark i modsætning til mange andre lande har vores fokus på det hele liv, på uddannelse og på, at sporten skal være socialt- og samfundsmæssig ansvarlig.

Vi får en god snak om, man på sigt kunne forestille sig en model for dansk talent- og elitearbejde, hvor vi tog det endnu længere i Danmark, og hvor det i sidste ende ikke var medaljerne, der var succeskriterium – men trivsel og livskvalitet for de unge atleter, der investerer deres liv i sporten. Kunne man forestille sig Danmark var et foregangsland, hvor vi mest af alt arbejdede med at gøre elitesporten til en tilværelse med mening, sammenhæng og balance? Måske kunne det endda også vise sig at give medaljer?

Team Danmark måles på medaljer – og på samtidig at skabe hele menneske

Men konsulenten mener ikke, at TD kan lukke ned for resultaterne og medaljerne, som en bærende kraft, når det gælder senioreliten. Men han pointerer, at man med gevinst kunne arbejde med at blive mere specifik i forhold til, ’hvad en succes egentlig er´? Team Danmarks mission hedder netop ’Mennesker og Medaljer’, fordi man tror på, at medaljer skabes ved at arbejde med det hele menneske gennem hele karrieren.

Tilbage til hverdagen og de aktuelle vilkår for de unge talenter, så kan Anders Tranberg Andreasen godt se flere andre udfordringer, selvom det overordnet går godt, og vi har gode tilbud til de unge i Danmark.

Der kan være enkelte steder ude i miljøerne, hvor man er på den forkerte vej, og hvor man ikke arbejder efter de langsigtede udviklingsmål.

”Der er nogle dynamikker, der arbejder imod den langsigtede udvikling. Der er interesser hos atleter, forældre og trænere, der lokkes af resultater, medaljer og kontrakter, og de presser uhensigtsmæssigt på udviklingen. Det er især i de større idrætsgrene med kommercialisering og professionalisme.”

”Vi arbejder ikke med tilsyn i talentudviklingen ude i de enkelte klubber

– vi arbejder ud fra uddannelse, samarbejde og tillid.”

Sådan slår talent-konsulenten filosofien bag Team Danmarks tilgang til talentarbejdet fast. Team Danmark giver sparring til forbund og er med til at kvalificere forbundenes talentarbejde og arbejder mest af alt med at samle og dele viden og inspiration. Det gøres blandt andet gennem elitekoordinatorerne, trænerne og skolerne ude i de 24 kommuner, som Team Danmark har et samarbejde med.

Anders Tranberg slår fast, at det Team Danmark kan, er uddannelse og viden og kompetence, og det gøres gennem eksempelvis ved at arrangere talentnetværk, trænersamlinger og uddannelse, tematiserede konferencer og udarbejdelse af koncepter såsom ATK.

Organisationen forsøger at udbrede ny forskning og anbefalinger – såsom eksempelvis at fraråde tidlig selektion og specialisering, lang transport til de yngstes træningstilbud og børnetræning, der er kopi af voksentræning, og som ikke passer til børn. Men Anders Tranberg Andreassen slår samtidig fast:

”Vi har altså ikke en stor svensknøgle, der kan løse det hele”

Team Danmark konsulenten gør opmærksom på, at der er en anden udefrakommende faktor, der udfordrer opgaven med at opbygge de gode talentmiljøer. Nemlig generation Z og deres krav om, at tingene skal give mening for dem, for at de vil lege med. Det skal miljøerne kunne matche.

”Samtidig er de unge generelt pressede i dag på tid og på, at de skal levere alle steder. Helt konkret bliver de ofte i dag ekstra presset i dag af transporttiden. Der er mange af de unge, der vælger talentudviklingsmiljøer, som ligger længere væk. De ekstra timer øger presset.”

Anders Tranberg Andreassen refererer til et billede, som professor Noemi Katznelson, der er forsknings- og centerleder ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet har brugt: – Hvor dagens unge forsøger at kæmpe sig op ad en rulletrappe, der kører den modsatte vej nedad, og de kan ikke følge med, og de ender med at blive spyttet ud nede for enden.

Pres på de frivillige – måske skal der investeres i mere hjælp?

Der er masser af udfordringer forude, og vores snak ender med det faktum, at trænerne ude i miljøerne skal kunne virkelig mange ting i dag.

”Der er pres på vores frivillighedssystem. Der er store krav til trænere og ledere. Det kan være, at vi ser ind i, at vi ikke kan levere nok kvalitet udelukkende via de frivillige ude i miljøerne. Måske skal der være flere lønnede jobs for at højne kvaliteten. Samtidig bør der også være meget større anerkendelse udefra til dem, der tager tjanserne som trænere og ledere. Det er et vigtigt job!” Anders Tranberg Andreassen slår det yderligere fast:

”Det er vigtigt, at det er mennesker, der skaber det her, og som vil de unge”

Derudover er der endnu et særligt issue, der udfordrer i dag, og som er opstået som konsekvens af ’svømmesagen’, der rystede ikke bare svømmesporten men alle elitemiljøerne.

”Der er aktuelt meget fokus på problemer og potentielle ’sager’, at det kan være svært at være frivillig træner eller leder i en klub. Vi skal huske at holde fast i alt det fede og gode, som sporten kan give både atleter, trænere og ledere. Og så skal vi hjælpe dem til at blive de gode trænere og ledere, som de gerne vil være.

Det er et fælles ansvar

Når vi snakker fremtid og ansvaret for, at vi får lavet nogle gode og givende talentmiljøer til de unge, så lyder buddet, at både trænere, ledere, forældre, forbund, Team Danmark og skolerne har et medansvar for i fællesskab at holde øje og råbe op. Og det er blevet endnu mere tydeligt i dag efter DR-dokumentarerne. Anders Tranberg slår det fast med et jordnært og sympatisk indspark:

”Man kan ikke frasige sig ansvaret, når arbejder med unge mennesker.”

Egne-børn-testen

Sluttelig får Anders Tranberg Andreassen den ultimative kvalitetstest: ’Vil-du-ønske-dine-egne-børn-skal-få-et-liv-med-sport’?

Og ja, han vil med glæde sende sine egne børn af sted ud i sporten.

”Bare det er et godt miljø, og at de gør det af egen lyst!”

Så vi slutter med, at det igen handler om, at der skal være gode mennesker derude, der kan skabe et godt miljø til de unge. Miljøet er det helt centrale, og det kræver en særlig indsats – som Anders Tranberg sluttelig slår fast:

”Man kan ikke købe et godt miljø i SuperBrugsen”.

Vent med de sure timer

—

TALENTERNES TALERØR er startet på en turné. En tur rundt til nogle af de allerøverste ansvarlige i de store organisationer og forbund, der står for at udstikke retningen på dansk talentarbejde.

– Hvordan går det? Hvad er udfordringerne? Hvordan arbejder de? Hvad er de vigtigste principper – og hvor er vi på vej hen?

Første talentekspert er måske Danmarks mest succesrige pt. Tidligere talentchef og nu elitechef Morten Bennekou fra vores outstanding præsterende cykelsport.

—

Hvis du tror på, at der er en given portion sure timer, du kan rumme i din karriere, så er der ingen grund til at tage dem, når du er ung.

Sådan lyder den klare udmelding fra elitechefen for Danmarks Cykle Union Morten Bennekou, der bygger sin trænerfilosofi på denne grundantagelse. Han ser elitelivet som en helhed med en hylde, hvor der ligger en pose med et vist antal sure timer, som man som atlet kan rumme. Det er ikke, når du er ung, at du skal begynde at tage timerne ned af hylden. Vent med at tære på dem til du bliver ældre, og du selv kan sætte dig dine mål, at du er klar til at tage det sure slid med det søde.

En helt klar strategi med en klar opskrift

Der er vægt bag ordene, når Morten Bennekou fortæller om, hvordan de tænker og arbejder i Danmarks Cykle Union, for hvis der er nogen, der evner at producere det ene store talent efter det andet, så er det den danske cykelsport.

Morten Bennekou har mange år bag sig som ungdomslandsholdstræner for landevejsrytterne. Herefter havde han tre år som sportsdirektør ude på WorldTouren, inden han fik stillingen som Elitechef i Danmarks Cykle Union i 2019.  Et job, som han bestrider, efter en klar strategi, hvor det helt tydeligt er defineret, hvad der skal til og hvorfor.

Denne klare strategi betød, at da Bennekou startede med talentarbejdet, meldte han kontant ud, hvad det ville kræve at udvikle sit talent – også i kontante træningstimer. Dengang var budskabet til de unge, at de skulle træne mere. Der skulle flere timer ind i benene og kalenderen. Men efter et par år vendte det, og i dag er situationen en anden.

Først skulle de unge træne mere – men nu skal de bremses

Nu handler det mest om at få de unge til ikke at træne for meget for tidligt. Og så er vi tilbage ved de sure timer. Det skal være sjovt, når du er barn og ung, og der er ingen grund til at presse for meget på. Selv om de unge ryttere måske vil få fremgang og køre hurtigere end de jævnaldrende på den korte bane ved at lægge ekstra træningstimer på, så vil det indhente dem senere. Så det er en unødvendig dum vej at vælge.

Der er ingen ryttere, der bliver udtaget på, hvor meget de træner – de bliver udtaget efter klare sportslige kriterier. Men det, der giver succes i længden, er at følge denne langsigtede plan, som forbundet ligger. Forbundets force er, at de er en uvildig part, der arbejder efter at få succesrige ryttere på sigt. Hvor agenter og forældre ofte presser på med kortsigtede interesser om hurtigt at kunne præstere, vinde det næste løb og få kontrakter i hus.

Det vigtigste er at kunne arbejde med relationer

Når vi er et lille land som Danmark, så handler det om at være smarte, og skrue på de parametre, der ikke koster penge, som Morten Bennekou gør opmærksom på. Her er de menneskelige kompetencer i systemet en helt central faktor, og det bliver afgørende hvilken type trænere, der ansættes.

Men hvilke kvaliteter er det der ledes efter – hvad skal man kunne for at komme med på det succesrige cykelteam? Her er Morten Bennekou igen helt klar i spyttet. Selvfølgelig er de faglige kompetencer vigtige. Men det altafgørende er at fungere med andre. At kunne lytte. Altså det relationelle.

Det er ikke fordi, der er én rigtig måde eller form. De ni landstrænere er alle forskellige mennesker og arbejder på hver sin måde. Men det er en vigtig opgave som elitechef at sørge for, at de mødes når muligt og samles om det fælles projekt.

Trods succes er der to bekymringer

1. Har ‘svømmesagen’ ødelagt muligheden for at lave intense præstationsmiljøer

Når Morten Bennekou bliver bedt om at se ud i fremtiden og sige, hvad han ser, så er han ærgerlig over, at han faktisk er lidt pessimistisk. Den pessimisme bygger på to ting.

For det første er der debatten, der har kørt siden ’svømmesagen’, og som har sat sine spor forskellige steder. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvor meget man må gå til den, og hvor hårdt det må være? Det kan på sigt udvikle sig til, at man ikke længere må sætte krav, og at elitevejen bliver gjort til noget, der bliver så ’pæn’, at alle kan være med – og så det ikke længere kun er for de få, der netop kan klare at levere det hårde træk, der skal til for at klare sig på topniveau i den internationale konkurrence. 

2. Gider unge fremover at vælge et sports-ungdomsliv

Den anden del af pessimismen bygger på en helt overordnede tvivl. Vil man fortsat kunne få unge mennesker i en privilegeret tilværelse i Danmark til at ofre så meget af deres ungdom og deres liv på sport? Og landevejscykling har måske en ekstra udfordring, for som Morten Bennekou gør opmærksom på, så er landevejscykling i sig selv ikke ret børnevenlig, for det er ikke altid er lige sjovt eller legende at sidde de mange timer på landevejen. Man skal virkelig kunne lide den frihedsfølelse og det meditative rum, som cykling også tilbyder. Eller også skal man starte sit cykelliv i én af cykelsportens andre discipliner, hvor de umiddelbart legende elementer ligger mere lige for – for eksempel MTB eller BMX.

Konkret praktiseret nysgerrighed og åbenhed

Interviewet er slut, og jeg takker mange gange, fordi elitechefen gav noget af sin dyrebare tid til at dele hans syn på talentarbejdet med TALENTERNES TALERØR. Han kom endda helt indtil mig og mit kontor i midten af København. Alle de gange jeg har lavet interviewaftaler med folk fra Idrættens Hus, har jeg altid tilbudt dem, at de kunne tage et lille break og få lidt luftforandring fra Brøndbys beton og komme ind til mit kontorfællesskab ved Kongens Nytorv. Morten Bennekou er den første og eneste, der har sagt ja tak.

Måske siger det noget om, hvorfor cykelsporten har succes, at den mand, der går forrest, er nysgerrig, søgende og netop selv evner det relationelle. I det daglige sørger elitechefen bevidst for hele tiden at komme ud i miljøerne og se på løb og møde mennesker. Og når han sidder på kontoret i Idrættens Hus, har han altid åben kalender. Så han er klar til at møde dem, der kommer til ham.

En simpel anbefaling går igen

I min kommende bog, der er på vej i trykken –

TIL KAMP FOR DET GODE TALENTLIV

– OG ET REDSKAB TIL AT ARBEJDE MED ’SPORTS-LIVS-KVALITET’

– kommer der et bud på, hvordan vi med et nyudviklet redskab helt konkret kan vurdere de daglige miljøer og tage stilling til, hvad vi ønsker os mere eller mindre af for at skabe de gode miljøer FOR BØRNENE.

Første del af bogen kommer med baggrundsviden om, hvad der driver udviklingen i dag, og hvad eksperter ved om, hvad der er godt for børn – og sluttelig hvad de reelt vil anbefale.

Gode mennesker omkring de unge

I denne sammenhæng er det tankevækkende, at DE GODE MENNESKER er den helt centrale anbefaling, der går igen og igen. Selvom vi har en verden med så mange teknologiske og avancerede systemer og metoder, så er det vigtigste i sidste ende de mennesker af kød og blod, der kommer tæt på.

Når talentsporten vokser i alvor – vokser ansvaret også

DEBAT INDLÆG SOM RESPONS PÅ ’FODBOLDENS USYNLIGE SYGE’ TIL IDRÆTSMONITOR – den korte udgave blev offentliggjort den 10.2.23.

Den intense udvikling af sporten kræver noget nyt

DR’s dokumentar om Fodboldens Usynlige Syge har vakt lige så meget opmærksomhed, som den har fortjent. Men udfordringen med programmerne er, at der er så mange historier og vinkler. Det kan nemt gøre debatten flyvsk og forvirrende, fordi den flakser til mange sider. Det er vigtigt at gribe dette momentum og skynde at spørge os selv om: Hvad er det egentlig historien handler om?

Offentlige vejninger er kun en sidehistorie

Den helt simple del af historien – som er god til at fange den vigtige opmærksomhed – er den offentlige vejning. Sådan som det også brændte igennem med Svømmestjerner – under overfladen i 2019. Og det gør stort og stærkt indtryk at møde de dybt berørte fodboldspillere. Men samtidig er det også ret enkelt og logisk, at offentlige vejninger og et miljøs fokus på vægt giver en stor risiko for spiseforstyrrelser – specielt blandt unge piger.

Præstationspresset er en lurende fare

Men det er dét, der ligger bagved, der er det centrale. Nemlig de unge atleters reaktioner på at leve med et stort præstationspres, der gennem lang tid får lov at udvikle sig til et monster indvendigt. Kernen er netop, at det er ikke til at vide for hvem eller hvornår, det udvikler sig til en benhård og negativ stemme, som kører derinde i hovedet hvert eneste ene vågent minut – som en af pigerne udtrykte det i dokumentaren.

Det er netop oftest usynligt, når det er en indre kamp, der bliver kæmpet. Og det er, når det bliver en ukontrollabel indre stemme, der tager over, at vi kan kalde det en forstyrrelse og en sygdom.

Diskussionen om ansvaret viser ingen har det

Næste skridt er så at stille spørgsmålet om, hvem der har ansvar for, at det sker, og det ikke bliver opdaget, og det ikke bliver afhjulpet?

Er det Team Danmark, forbundene/DBU, klubberne, trænerne, forældrene eller atleterne selv? Bare det, at diskussionen kører frem og tilbage, giver svaret. Det er et af de afgørende problemer. At der netop ikke er nogen, der har taget dette ansvar.

Udefra set har vi gennem mange år haft en sport for både børn, unge og voksne atleter, hvor den intense udvikling har betydet mere og mere pres på i en tidligere og tidligere alder. Der er også kommet flere ressourcer, bedre forhold, mere uddannede trænere, et stort støtteapparat og flere muligheder for at tjene penge. Den mentale trivsel har bare ikke haft sin plads. Man har reelt set ikke opdaget, at det er et problem.

Intens udvikling kræver noget af alle

Sideløbende med udviklingen har skruet op for krav og kvantitet, har man ikke haft diskussionen om, hvad denne øgede intensivering betyder? Både de aktive, trænerne, forældrene og altså også lederne har på en måde sovet i timen.

For når de aktive investerer mere af dem selv og deres liv, så bliver de samtidig mere udsatte.

Hvis atleterne er ældre, kræver det derfor, at de selv bliver bevidste om, hvad de investerer og sætter i spil. Hvis de tegner kontrakter og bliver professionelle, så accepterer de også, at de bliver en ’vare’. Så skal de selv sikre sig, at deres arbejdsgiver behandler dem ordentligt og har et godt og sundt miljø med plads til stadig at have fokus på mennesket.

De unge og umodne atleter skal hjælpes

Men hvis atleterne er yngre og umodne, så har vi problemet. For så er de afhængige af, at de er et godt sted, hvor der er gode voksne omkring dem, der netop tager ansvar for dem og deres mentale sundhed.

Når de aktive endnu ikke er mentalt voksne eller stærke (som gælder for rigtig mange af atleterne), så bliver de mere udsatte – og så bliver opgaven og ansvaret for trænerne også et andet og et større.

Nye opgaver til trænere og forældre

Trænerne skal nu kunne mange flere ting på det menneskelige og psykologiske plan. Der er både symptomer for mental usundhed, de skal høje øje med. Og ikke mindst skal de også være på vagt overfor, om dét, de siger om eksempelvis krop, vægt og fysisk form, kan komme til at tricke en forstyrrelse.

Forældrene skal også råbes op og adviseres om, at de også er nødt til at være en aktiv part af denne ’leg’. De er nødt til at have en helt anden opmærksomhed og kontakt med deres barn og holde øje med det svære, usynlige indre. De skal være bagstoppere på en helt ny måde, hvor de skal mere end være chauffør, ordne vasketøj og smøre madpakker. De kan ikke længere bare lade deres børn dyrke sport og tage det som en selvfølge, at det er sundt, godt og opbyggeligt.

Det store ansvar ender hos de store organisationer

Og sluttelig får lederne en anden opgave. For nu skal der ikke bare ansættes trænere og lægges budgetter. Nu skal de sikre, at alle i denne kæde fra atlet til træner og forældre er klædt på til at møde en ny intensiveret form for eliteidræt, hvor der er nogle alvorlige risici for at komme mentalt til skade.

Det hele ender ved de store organisationer – hos forbundene, DIF og Team Danmark. For det er dem, der i sidste ende skal sikre, at sporten hele vejen ned er gearet på den rigtige måde. Når de har de overordnede ansvar, så gælder det også, at de skal være fremadsynede og proaktive. Problemet er bare, at det har der ikke været tradition for.

Med ansvar følger krav om at tænke frem

Men havde man været proaktiv, så kunne man godt have forudsagt for flere år siden, at når vi har et samfund, hvor de unge har det rigtig svært med at fungere under præstationspresset generelt – så vil der nok også være mange, der vil knække nakken i sportens endnu mere intense konkurrencemiljø. Der vil heldigvis stadig være rigtig mange – og forhåbentlig de fleste – der trives og elsker det. Mange, der netop oplever det som en gave, at sportens konkurrenceparametre er tydelige og nemme at afkode og leve op til. Men man burde/bør være klar til at møde alle de sårbare.

Det er ikke en undskyldning, at der også findes mange sårbare udenfor sporten. Sporten har stadig et ansvar for dem, der er i deres flok – og desværre kan det være, at der er mange flere, end vi aner, der går og kæmper deres indre og usynlige mentale kampe. Men de gemmer dem væk, fordi det stadig er pinligt og et nederlag, hvis man ikke kan klare mosten.

Historien er en hjælp i sig selv

Det var en lang historie, der kom ud af denne kommentar til DR’s dokumentars historie. Men en ting er helt sikkert. Det er en rigtig vigtig historie og en alvorlig side af den dejlige sport, som vi er nødt til at face.

Og bare det, at vi er i gang – og det dermed bliver accepteret og anerkendt, at det kan være svært mentalt – kan garanteret hjælpe rigtig mange.

Så tak for indsatsen til Jan Harkamp og Anders Rud og DR. 

Serverer SPORT 2022 den forkerte historie til de unge

Glimtende flash, pulserende musik, taktfaste klapsalver, berørte stjerner og elegante værter, der forstår at holde fokus på det helt store ved triumferne. Sportens glamour og glimmer i fuld udblæsning.

Så kom det igen efter en ufrivillig Corona-parkering. Det store show, SPORT 2022, bragede af sted fra Herning!

Showet, der kan ses som symbolet på alt det store ved sport. Og som af en eller anden grund giver mig tårer i øjnene igen og igen.

Hilsen til de unge er et vigtigt punkt

Sjælen i showet handler nemlig om, når det lykkes, og der er tid og plads til at nyde det, tage det hele ind, blive hyldet af ligemænd og blive anerkendt. – og også tid til at få sagt den obligatoriske tak til alle dem bagved, der er en del af historien.

Og så er det selvfølgelig et fast punkt også at sende en tanke til alle de kommende stjerner, der forhåbentlig sidder derhjemme med ungdommeligt drømmesind med slikskål og sodavand og suger til sig…

Det er her, vi lige stopper filmen en gang. For når man interesserer sig for unge og den menneskelige kvalitet i talentlivet, så er det rigtig interessant. Hvor vigtigt det er for stjernerne og sportens bagmænd i salen – og for os glade og fascinerede publikum ude i de danske stuer – at den her sports-glamour-stjerne-støvs-verden skal bestå. Og derfor skal der blive ved med at komme nye unge håbefulde børn ind i bunden.

Klar forventningsafstemning – det er hårdt!

Det blev sagt flere gange af aftenens prisvindere sådan cirka sådan her:

”At de håbede, at de unge kiggede med. At de håbede, at de drømte og var klar til at kæmpe hårdt for det. Med stram disciplin og et ukueligt gå-på-mod. Hvis de virkelig vil det… Og de vil være klar til at yde det, der skal til…”

Der er ikke noget specielt i disse sætninger sagt ud gennem tv-skærmen til de unge håbefulde. De samme ord er blevet sagt igen og igen, år ud og år ind. For det er historien om sportssuccessen. At det kræver en lang og dedikeret indsats.

Dét, jeg pludselig synes er så interessant, er netop narrativet og den historie, der ER sportslivet. At det er en lang og hård kamp, og man skal møde det med en ekstrem stærk vilje. Så man kan holde ud gennem op-, og nedture, tage alle ens afsavn med sig uden at kny og holde fast i sin store drøm.

Det er, hvad de unge kan forvente, og hvad de skal sigte imod. Helt sikkert ganske realistisk hvis du skal hele vejen til den ypperste, skinnende top og gå op af scene-trinene i Boxen i Herning og modtage din statuette og hyldest.

Sporten ikke en tillokkende pakke

Men hvad er det, de unge u-udsprungne talenter bliver fortalt, at de kan se frem til? En meget lang kamp mod et usikkert mål, som kun de færreste når.

Når historien om sporten fortæller, at det er hårdt og krævende – langt ud over almindelighedens halvdovne og komfortable grænser – at få succes i sporten, så er det også det forventningsbillede, der bliver printet inde i den unges motivation.

Du kan sige, at det også er godt at fortælle de unge, hvad de går ind til. Så de ikke tror, at du kan komme sovende til det. Nej, det går helt sikkert slet ikke i dag. Du skal starte tidligt, og du skal arbejde meget hårdt, og du skal holde ud længe.

Men du kan også sige, at det er et problem, at der er rigtig mange unge, der falder fra i dag og netop ikke orker den meget seriøse og hårde rejse – både fysisk og mentalt – som starter så tidligt.

Plads til ungdommens vovemod

Det kan det hurtigt blive overskueligt for et legebarn. Det kan blive til en meget tidlig skillevej. Ikke ret gammel. På det tidspunkt, hvor det stadig kunne være sjovt, for sjov, en leg og en del af et udforskende børne-ungdomsliv. En tid mellem barndommen og ungdommen, som netop er defineret af at være et ’uforpligtende og nysgerrigt øve-liv’, hvor en masse forskellige ting, kan og skal prøves af.

Ved den markante skillevej bliver det forståeligt nok i stedet et ”nej tak og farvel” fra mange med en ’naturlig barnlig motivation”. De små fødder vender om og tripper en anden vej og sætter sig måske hjem bag computeren.

Måske ville det være mere sandsynligt, at mange flere af de børn, som stjernerne i rampelyset står og sender en åben invitation til, rent faktisk også klør på og bliver ved med deres dejlige sport, hvis vi voksne begynder at fortælle en anden historie og inviterer børnene ind til en anden kontekst.

Drømmen om en ny lokkende historie om sporten

Et sted, hvor historien er, at det er fedt, sjovt og udfordrende, og hvis du hopper på sportsvognen, kommer du på en vild personlig og sportslig rejse, som godt kan ende med at blive en dedikeret satsning. Det er der ingen, der ved, og ingen, der kræver. Men undervejs har man ikke travlt.

Kun med at få sportslivet til at være underholdende og udviklende på den gode måde, der passer til et helt børne-ungeliv.

Så i denne drømmeverden vil SPORT 20XX-stjernerne stå med et stort, lokkende smil og opfordre de unge til at komme i gang og give den gas i sporten – prøve en masse sjovt og prøve sig selv af for alvor – i en tryg kontekst sammen med en masse kampglade venner.

Velkommen!

Rice up for the national anthem – if you can!

Det øjeblik glemmer jeg ikke!

Da jeg sad i en OB-vogn og var med til at producere TV fra VM i kørestolsrugby forleden og hørte denne hilsen fra hal-speakeren inden nationalmelodierne: ”Rice up for the national anthem – if you can!”

Det var bare for sejt! Handicapidrætten spot on – med deres stærke livslyst, umiddelbarhed og humor!

Det var en oplevelse, og det var en særlig oplevelse. En af dem, der bliver lagt ind på gemmehylden i hukommelsen. Sammen med alle de andre oplevelser, der af en eller anden grund er endt der.

Moments!

Jeg har ikke tidligere tænkt så meget på det. Hvorfor det er, at der er nogle af vores oplevelser, der ryger ind på gemmehylden – og andre ikke. Og når vi bliver ældre, og der er mere og mere, vi ikke kan huske. Hvordan foregår den sortering inde på hylderne?

Men så var det, at jeg stødte på denne bogtitel ved et tilfælde: The Power of Moments (The Power of Moments – Why Certain Experiences Have Extraordinary Impact af Dan & Chip Heath). Den måtte jeg købe. Bogen er meget amerikansk og også meget bruger-orienteret. Med opskrift til, hvordan vi kan organisere os, så der kommer flere stærke oplevelser/moments til at berige vores liv.Bogen beskriver, hvordan man kan sørge for at iscenesætte oplevelser, der gør dem specielle. Som den første dag på arbejdet med bragende velkomst og fuld guidning. Eller eksamensbeviset, der bliver udleveret med pomp og pragt til en mega event etc.

Men bogen kommer også med nogle bud på, hvad der egentlig gør øjeblikke til lagrede minder. Heath-brødrene fremhæver fire elementer, der er med til at forfremme oplevelser til en særlig kategori:

– Elevation / insight / pride / connection på engelsk.

– Noget der løfter sig / læring og indsigt / stolthed / sammenhæng med andre mennesker i en hurtig dansk udgave.

Og hvad har det så med talenternes liv og lykke at gøre?

Jo, det handler om de gode oplevelser, og det der gør et livsvalg værdifuldt og meningsfuldt. Jeg var ude på research på Brøndbys Gymnasium og havde en rigtig god snak med rektor Pia Sadolin, og jeg spurgte til hendes opfattelse af de unges hverdag og havde ubevidst fokus på at få beskrevet de elementer, der presser og udfordrer de unge.

Men Pia Sadolins svar sagde ’BANG’, og trak samtalen i en helt anden retning. Den stærkeste oplevelse hun har af elevernes trivsel, det er at se dem komme i skole en mandag efter en succesrig weekend ude på banerne og stråle over det hele.

Det var lidt af en øjenåbner for mig. Og det er endda mig, der har arbejdet i årevis med glæden ved sport! For tænk hvor mange store og stærke oplevelser de unge får i deres dagligdag.

Ikke bare denne store forløsning i weekendens kamp eller til slutspillets finale – som helt naturligt vil være et kæmpe indre festfyrværkeri, der får ekstra styrke ved den lange kamp for at nå derop. Men det handler jo også om hverdagens små oplevelser. Alle de glæder, der kommer, fordi de unge udfordrer sig selv og livet, sætter sig selv i spil og tester sig selv mange gange bare i løbet af en træningsgang.

Jeg husker det jo selv tydeligt fra dengang, jeg spillede fodbold og badminton. Jeg mærker det stadig, når jeg spiller tennis. Glæden ved at ramme bolden på det helt rigtige tidspunkt. En svær detalje, der pludselig sidder der. Holdet der stepper op på samme tid. I det hele taget noget der lykkes. Når vi netop er i gang med at prøve noget, så kan den meget kontante gevinst poppe op mange gange – bevidst eller ubevidst. ”YES!”

Talentsport er en moments-fabrik

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stor forskel der er på unge, der har en hobby, hvor de udfordrer sig selv og lærer – som sport i ekstra høj grad er. Og så på alle de unge, der har en ’almindelig hverdag’, hvor de ikke kommer ud i særlig mange hjørner men sidder stille ved skrivebordet, computeren eller foran kaffekoppen. Ikke at der er noget galt med det. Men der er bare skruet op for livs-intensiteten for de unge, der blandt andet dyrker sport og tør sætte sig selv i spil.

Og så er vi tilbage ved det med moments. For tænk hvor mange oplevelser de unge sportsfolk får til de hylder, hvor de lægger oplevelser, der er fyldt med stolthed, noget der løfter sig, noget der løfter dem og samhørighed … – som der står i bogen.

Så selv om der er mange forhold i talenternes hverdag, som vi kan være konstruktivt kritiske overfor, så er det fedt at blive mindet op, hvor fantastisk sporten stadig er. Nu hvor der bliver snakket så meget om unges trivsel i disse dage – og ikke mindst i valgkampen. Men der er altså også mange unge, som bliver høje af de store oplevelser, de får givet sig selv.

Et moment skabt af en særlig invitation

Jeg vil lige runde denne lille filosofiske omgang af med endnu ’et stort og specielt moment’, jeg har fået for nylig. For gennem Badminton Danmark havde en gammel kending taget et initiativ, som forfatterne til Moments-bogen garanteret ville kalde en god iscenesættelse til at skabe moments hos deltagerne. Under den store internationale turnering Denmark Open i efterårsferien blev gamle danske mestre inviteret til at komme over og kigge på, sludre og blive beværtet i VIP-lokalet.

Warw, det var en vild oplevelse at se de mange gamle badmintonkrigere fra den epoke i ens liv, som er flyttet over i det indre arkiv som ’de gode gamle dage’. Snakken gik og udvekslingen af netop de ’moments’, vi hver især huskede fløj af sted. Og det sjove ved det er, at det er så forskelligt hvilke ting, vi hver især har gemt. Et bevis på at de samme oplevelser kan gøre meget forskelligt indtryk på os.

Men én ting gik igen. Det var ikke oplevelserne på banen eller medaljeskamlen, der blev husket. Det var alt det sociale udenfor. De vilde og skøre ting. Mennesker og skæbner.

Det er altså to ting, vi kan slutte med at give videre til de unge. For det første – bliv ved med at udfordre livet og dig selv og samle på de særlige oplevelser, som adskiller sig fra hverdagens masse. Og for det andet – husk det er oplevelser med mennesker som overvintrer i det indre skatkammer med vores livs-moments.